Dr. C. F. W. Walther skriver i sin artikel om Retfærdiggørelsen (i fordansket gengivelse):
“Ak, også i Den lutherske Kirke er der ofte falske lærdomme og falske overbevisninger om absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet), idet man alt for ofte gør absolution afhængig af omvendelse og ikke tør tro på den, hvis omvendelsen ikke er fuldstændig. Mens paven og enthusiasterne (sværmerne) fordømmer vores rene lære herom, så ønsker mennesker generelt ikke at risikere deres frelse på noget uden for dem selv, men kun inden i dem selv. Hvor mange fristelser der dog rejser sig for de troende netop ud af, at de ikke altid tror fast af hjertet, at Gud allerede er fuldt ud forligt. Tro er den tillidsfulde tilegnelse af, hvad der er sket i Kristus og gennem Kristus. Troen udvirker ikke forligelse, men griber den. Det er derfor, apostelen ikke siger: “Lad Gud blive forligt med jer!”, men siger “Lad jer blive forligt med Gud!” (2 Kor 5,20), dvs. tro, at gennem Kristi fortjeneste er døden opslugt, Helvedes ild blevet slukket, (og) Himlen blevet åbnet. I absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet) uddeler vi, hvad Kristus har vundet. Se, Han har fuldstændig vundet alt for alle. Derfor læser vi: “Alt er rede!” (Matt 22,4). Hvis man fortsætter med at synde, så kan man naturligvis ikke have tillid til Gud, siden Helligånden da bliver tvunget til at forlade en. Men hvis alle kunne tro, så ville alle blive lige fuldt frelst, for der er kun én synd, der kaster en i Helvede: vantro – som vores Herre Kristus bevidner, blandt andre ting, så klart i evangeliet i Joh 16,5-15.” (fra “Justification”, et essay fremlagt for Fifth Western District Convention, Addison, Illinois, fra 5. maj 1859 og frem; trykt i C. F. W. Walther: Essays for the Church: Volume I 1857-1879. St. Louis, Missouri: Concordia Publishing House, 1992, p. 57f).
Walther redegør her for noget aldeles afgørende. Hvis man lærer ret om Jesu gerning og om troen, så gør man ikke absolutionen afhængig af omvendelsen eller af, om omvendelsen nu er gennemgribende nok. I stedet uddeles, hvad Kristus har vundet: syndernes forladelse. Kristus udvirkede og vandt forligelsen, og derfor uddeles den. Den, der tror det ord, der lyder, har virkelig syndernes forladelse.
Alt for ofte bliver der imidlertid spurgt om omvendelsen og dens karakter. Det er en byrde for den, der har erkendt, hvor dybt synden sidder i en. Men netop fordi synden sidder dybt i en, har synderen brug for at høre et sikkert og pålideligt ord uden for sig selv. Præsten har fået overdraget et embede, der beskikker ham til på Kristi vegne og med fuld virkning i Himlen at uddele syndernes forladelse. Det eneste, der gør, at man ikke får syndernes forladelse, er vantro – dét ikke at ville tro Kristi ord om tilgivelse.
Omvendelsen og alt andet, som Den helllige Ånd udvirker i et menneske, er ikke sikkert nok at bygge på. Men det ord, som der på Kristi befaling forkyndes, det er sikkert. På det kan man leve – og på det kan man dø.
Se også Gerald S. Krispin: “Philip Jacob Spener and the Demise of the Practice of Holy Absolution in the Lutheran Church.” Logia: A Journal of Lutheran TheoIogy 8, no. 4 (1999): 9-18.