Møller, Kim. Vejen til Damaskus: Dansk islamforskning 1885-2005. Med forord af Lars Hedegaard. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Odense: Forlaget Lysias (for Trykkefrihedsselskabet af 2004), 2008. 154 pp.
Af gode grunde er der stor fokus på islam i vor tid. De seneste årtier er der kommet mange muslimer til Europa, og både i Europa og andre steder i verden medfører det store omvæltninger. Men som bekendt har en lang række begivenheder de senere år ført til, at ingen mere bør kunne lukke øjnene for det, der sker.
I medierne spiller forskere ofte en stor rolle, fordi journalister gerne forsøger at få en udtalelse fra eksperter til de spørgsmål, de skriver om. Mange er klar over, at journalister har deres holdninger, men det er måske ikke altid, man er lige så opmærksom på, at også forskere har deres holdninger. Eller også er man! Det kommer frem med varierende styrke, men når det gælder islam, er det blevet meget tydeligt, at holdninger, metoder og forskningsfokus spiller en helt central rolle. Men hvilken?
Cand.mag. Kim Møller har i sit historiespeciale undersøgt den danske islamforskning, fra den begyndte at træde frem som et egentligt, videnskabeligt fag i Danmark, dvs. fra 1885, og til 2005, hvor Møller formentlig begyndte sit specialestudium.
Vejen til Damaskus
I og for sig er Vejen til Damaskus veldisponeret, velargumenteret, veldokumenteret og velskrevet, når man tager i betragtning, at der er tale om et speciale med stramme begrænsninger. Specialet er i sig selv et interessant og oplysende forskningshistorisk arbejde, som i det store og hele kan læses af enhver, der vil gøre en lille indsats. I tillæg har Møllers studie overordentlig stor betydning for offentligheden.
Man kan godt argumentere for, at der er mangler i bogen. Det kan altså godt være korrekt, at der ikke blev givet en absolut topkarakter (specialet blev vurderet til lidt under middel, hvilket ikke er nogen høj karakter). Men vurderet på den trykte udgave forekommer det helt urimeligt, at der ikke blev givet en højere karakter end tilfældet var.
Denne anmeldelse blev egentlig skrevet i tiden før og efter julen 2007, men af en eller anden grund fik jeg ikke trykket på Udgiv-knappen. Allerede dengang var det velkendt fra debatten i medierne, at begrundelsen for den overraskende lave karakter havde at gøre med Møllers behandling af professor Jørgen Bæk Simonsen. Den begrundelse forstår jeg ikke helt. Det forekommer mig mindre sandsynligt, at Jørgen Bæk Simonsen ikke skulle være klar over sit eget kursskifte. Bæk Simonsen må jo helt selvfølgeligt antages at kunne og ville stå ved sine holdninger. Møller sætter – meget plausibelt – Bæk Simonsens kursskifte ind i en større sammenhæng. Naturligvis kan “man” altid forlange et andet ordvalg eller en anden tone i kritikken. Det sker jo helt rutinemæssigt, når “man” bliver kritiseret. Erasmus af Rotterdam har dog ikke levet forgæves, når det gælder kravet om ikke at kritisere for direkte.
Kim Møller påpeger i det sidste kapitel, at Bæk Simonsen modsiger sig selv, og i Efterskriftet viser han, hvad der også for mig synes at være en påfaldende inkonsistens hos Bæk Simonsen. Den kalder Møller med rette “[l]igeså tankevækkende i akademisk henseende.” “Jørgen Bæk Simonsen har som forsker tabt autoritet de senere år, og som det fremgår af denne bog, så har han kun sig selv at takke” (p. 127). Så langt jeg kan vurdere, har Kim Møller ret i dette sidste. Men naturligvis må man dertil føje, at det helt kommer an på, hvem man spørger.
Men nu til bogen, som ganske vist har meget at sige om Bæk Simonsen, men som altså indeholder meget mere end det. Fire professorer præsenteres systematisk: filologen Frants Buhl (1850-1932), filologen Johannes Østrup (1867-1938), teologen Johannes Pedersen (1883-1977) og historikeren/religionshistorikeren Jørgen Bæk Simonsen (født 1951).
Kapitel 1 giver en oversigt over dansk islamlitteratur, hvor Møller skelner mellem på den ene side de tre første professorer, “orientalisterne,” den tidlige periode, og på den anden side Bæk Simonsen. Perioden 1950-1980 er ifølge Møller ret ubetydelig.
Kapitel 2, s. 23-30, drejer sig om “Kulturrelativisme eller kulturchauvinisme.” Heri beskriver Møller to positioner, som man må forholde sig til. Edward Said, en af grundlæggerne af post-kolonial teori, og Finn Thorbjørn Hansen repræsenterer den første position, mens Jeppe Sinding Jensen og den amerikanske filosof Harald Bloom repræsenterer den anden. Kapitlet er ikke uden mangler, men efter min vurdering kan kapitlet tjene som forståelsesramme for den udvikling, Møller konstaterer hos professor Jørgen Bæk Simonsen. Om der foreligger et direkte afhængighedsforhold, dokumenteres måske ikke. Men det gør efter min opfattelse ikke kapitlet irrelevant. Man kan dog undre sig over, hvis Jørgen Bæk Simonsen ikke skulle kende Edward Said og være helt klar over sin egen enighed og uenighed med ham.
Jeg vil umiddelbart tro, at Kim Møllers kapitel 2 ville have fungeret bedre, hvis den havde været et afsluttende kapitel. En forklaring på, hvorfor de valgte emner er vigtige i forhold til den forskning, Møller undersøger, og meget gerne også i forhold til islam selv, ville være en god introduktion til de efterfølgende kapitler. Det nuværende kapitel 2 kunne have fungeret fint som en drøftelse af, hvordan man skal forklare én af Møllers resultater, nemlig professor Jørgen Bæk Simonsens kursskifte i forhold til både egen og tidligere forskeres forskning. Min vurdering ville være, at det ville have styrket bogens akademiske side. Til gengæld kan det godt være, at det ville have svækket dens gennemslagskraft i debatten.
De efterfølgende kapitler fokuserer på en række centrale spørgsmål: Muhammed (kapitel 3), tendens og terminologi (kapitel 4), religion og kultur (kapitel 5), djihâd (jihad) og dhimma (kapitel 6) og endelig Islamisme, islam og demokrati (kapitel 7).
Er det materiale, Kim Møller præsenterer i disse kapitler, ukendt for en, bør man læse dem. For det første er det i sig selv væsentlige emner. For det andet er det gavnligt at få at se, at der har været andre synspunkter før det, man hører mest til nu om dage. Kim Møller dokumenterer, at der er sket et skifte fra en filologisk tilgang til en kulturrelativistisk tilgang. Det er altså ikke, fordi man har fundet mange nye kilder til studiet af islam. Ganske vist har man foretaget mange undersøgelser blandt muslimer, men det er svært at konstatere grundlæggende ændringer hos de fleste. Nogle forsøger sig med at italesætte, at sådanne ændringer skulle være på vej i Europa. Helle Merete Brix’ Mod mørket fra samme serie som Møllers bog giver et nøgternt perspektiv på sådanne forsøg. Det forekommer mig, at det samme gælder, hvad der sker over store dele af verden i disse år.
Teknisk kunne der have været gjort lidt mere ud af henvisningerne. Nogle flere indrykninger i litteraturlisten havde gjort den nemmere at bruge. Nogle af Jørgen Bæk Simonsens værker, som Møller henviser til, nævnes ikke i litteraturlisten.
Nogle betragtninger
Jeg kan dog ikke komme uden om, at der også er svagheder. Jeg savner en tydelig begrundelse for, hvorfor Møller har udvalgt netop de emner, der er behandlet i bogen. Jeg forstår fint, at de er vigtige, men der mangler en sammenhængende forklaring. Skulle man være skrap, kunne man sige, at Møller har udvalgt dem efter interesse (hvad der i sig selv jo ikke er odiøst).
Kritikken af Jørgen Bæk Simonsen kunne nok være skarpere. Det er nemlig ikke (nødvendigvis) Bæk Simonsens metoder i sig selv, der er problemet. Det er derimod den måde, han anvender metoderne, og den måde, som han lader resultaterne af sine undersøgelser modificere tidligere forskning af både ham selv og andre.
Religioner kan forandre sig. Man kan godt argumentere for, at f.eks. kristendommen reelt har forandret sig. Den katolske kirke har åbenlyst forandret kristendommen. Denne kirke har gjort skrifter, der ikke oprindeligt var normative, til en del af kirkens grundlag. Dertil kommer, at læreembedet efter visse nøjere regler kan fastsætte ny lære. Uden for de(n) katolske kirke(r) har de fleste protestantiske kirker i praksis ændret kristendommen på mange forskellige områder. Kun nogle efterhånden få lutheranere har ikke ændret deres lære i forhold til udgangspunktet. Disse forandringer er vel at mærke forandringer, der ikke kun handler om meninger og holdninger hos medlemmerne enkeltvis. De har medført officielle forandringer i læren (dogmatikken), i ritualer (f.eks. når det gælder adgang til nadveren og velsignelse af homofile par) og i kirkens organisation.
Når det gælder islam, må man spørge: Er islam blevet forandret? Svaret afhænger i høj grad af, hvem man spørger. Derfor må man også spørge, hvilke muslimer der kan definere, hvad islam er? Er det menige muslimer eller imamer? Er det muftierne? Er det forskerne?
Svaret på det spørgsmål drejer sig om om definitionsmagten. Mange synes at hævde, at det er de menige muslimer, der definerer islam (men spørgsmålet er dog, om selv dette svar vil pege på nogen grundlæggende forandringer i islam). Nogle få forskere vil også hævde, at der findes en euroislam, som definerer sig selv på en ny måde.
Det ser ikke ud til, at der er ændret på definitionsmagten i islam. Tariq Ramadan ændrer næppe grundlæggende herpå, men han har under alle omstændigheder ikke kompetence til at ændre islam. Han kan ændre den måde, hvorpå man i Vesten taler om islam, men det er noget ganske andet.
En anden overvejelse, Kim Møllers bog rejser, er islamforskningens afhængighed eller uafhængighed af en kristen kultur. Det er et mål for den moderne islamforskning at være uafhængig. Kim Møller og andre håber imidlertid, at islam vil gennemgå en forandring som den, kristendommen har været igennem. Men kan det lade sig gøre i det hele taget?
Jeg kunne have ønsket, at Kim Møller havde undersøgt eller i det mindste drøftet dette spørgsmål om religiøs magt.
Jeg anbefaler Kim Møllers Vejen til Damaskus. Den giver et historisk perspektiv på den moderne debat, introducerer til en række vigtige emner, og peger på komplicerede forhold inden for forskningsverdenen, som offentligheden meget gerne må være opmærksom på. Der er meget mere at sige end det, Kim Møller får sagt i denne bog. Det er kun naturligt, for det er jo et redigeret speciale. Kim Møllers blog, Uriasposten, og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek siger mere, ligesom Gad har udgivet et leksikon om islam. Jeg vil vende tilbage til nogle af disse bind.