Hvilen hos Jesus (Sidste søndag i kirkeåret – Matt 11,25-30)

Prædiketeksten til Sidste søndag i kirkeåret er Matt 11,25-30, som naturligt deles i v. 25-27 og 28-30.

Åbenbaring for de spæde/umyndige (11,25-27)

Om dette afsnits funktion kan siges, at i absolut modsætning til de foregående vers priser Jesus i denne perikope Faderen, som har skjult evangeliet for de forhærdede, men åbenbaret det for dem, der hungrer og tørster efter retfærdigheden (5,3ff; 11,28-30). Samtidig slår han fast, hvad han gør, nemlig viser mennesker Faderen, og han gør klart, at han kan gøre det, fordi han er blevet overgivet alt.

Efter en indledning/overgangsbemærkning (v. 25a) følger en lovprisning til Gud med begrundelse (v. 25b-26). Åbenbaringstanken videreføres og uddybes trinitarisk i v. 27.

Gud har åbenbaret evangeliet for umyndige (v. 25)

Jesus priser sin Fader, som han også kalder himlens og jordens Herre, som er skaber og hersker over hele universet. Jesus taler om ‘dette,’ dvs. om hans egen person og gerninger, som afslører, hvem han er, men han taler også om dommen.

Gud har skjult ‘dette’ for ’vise’ og ’forstandige’ og i stedet åbenbaret det for ’umyndige’ eller ’spæde’, som langt fra har noget, man kan kalde visdom og forstandighed efter menneskelige kategorier. Men de sidstnævnte lytter til åbenbaringen, som Gud har givet dem, hvad de vise ikke gør; derfor vil Gud ødelægge de vises visdom og de kloges klogskab (jf. 1 Kor 1,19f; Es 29,14).

Modsætningen mellem ’kloge/vise’ og ’umyndige/spæde’ viser, at det ikke er alder, men derimod, om man lytter til Guds ord eller ej, det handler om (jf. 1 K 3,1). Lytter man til denne verdens vise og kloge, så hører man til dem, selv om man ikke selv normalt ville kaldes/kalde sig ’vis/klog’. Mange lytter således til moderne videnskab i stedet for til Skriften. Men der er jo også ’vise/kloge’, der faktisk bøjer sig for Skriften, for Guds lov og evangelium og bliver frelst (jf. Lenski, p. 451f).

‘Dette’ (gr. tauta) omfatter hele evangeliet inkl. Kristi mægtige gerninger (Matt 11,2.20), som de skriftkloge og farisæerne, men også så mange andre, ikke kan høre på grund af deres vantro, deres falske teologi og deres falske anvendelse heraf. Derfor skjulte Gud det for dem (Lenski, p. 450), men åbenbarede det for dem, der er den direkte modsætning til disse ”lærde”. Gud har besluttet det således, for at intet – især ikke menneskelig klogskab og visdom – skal kræves (jf. igen 1 Kor 1,17-25), for så ville nåden være forholdt dem, der ikke er kloge og vise (hvad end det så præcist er). Det ville også have gjort frelsen umulig, fordi ingen kan eller vil søge Gud (Rom 3,10f).

Guds nådige frelsesvilje og forudbestemmelse (v. 26)

At nogle får åbenbaret evangeliet, så de tror på det, skyldes derfor Guds nådige beslutning, at det har behaget ham (jf. gr. eudokia) (v. 27; jf. Ef 1,5.9; Fil 2,13; Luk 12,32 og 1 Kor 1,21). Denne nådige udvælgelse er i Kristus, som Gud fandt velbehag i (Matt 3,17).

Forholdet mellem Faderen og Sønnen (v. 27)

I v. 27 siger Kristus, at ’alt’ blev givet til ham af hans Fader. Neutrumspronominet panta, ‘alle ting’ eller ‘alt,’ kan ikke begrænses til kun at omfatte Jesu magt og myndighed (som i 28,18), men må også omfatte verden og menneskene (som i Joh 6,37.39; 10,29; 17,2), ja alt (som i Joh 13,3), inkl. læren (som i Joh 16,15). Alt Faderens er Sønnens (Joh 17,10; jf. v. 7). Men det er i høj grad også guddommelig magt, der er tale om. Han bruger den magt, som det omfatter, til at bringe evangeliet og bekæmpe alle sine fjender.

Luther forklarer, at Kristus som Gud ikke behøver at få noget givet, for han har det i forvejen. Omvendt vil Gud ikke give det til et syndigt menneske, så Matt 11,27 forudsætter tonaturlæren. Tidspunktet er inkarnationen, og han brugte sin magt, når det var nødvendigt. Til andre tider valgte han ikke at bruge den, skønt han havde kunnet (Matt 26,53). Indtil dommedag vil Jesus kun bruge sin magt gennem nåden.

Med ’og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen” fokuserer Jesus på sin guddommelige natur: Kun Faderen kender Sønnen, og omvendt. Verbet ’at kende’ (gr. epiginôskô) kan betyde ’genkende’ i LXX, men det normale er, at den har en eller anden kognitiv dimension. Der er derfor ingen grund til at mene, at Faderens og Sønnens gensidige kendskab ikke omfatter det, som de har åbenbaret for os om dem selv. Kun på den måde giver det også mening, at man kan komme til at kende Faderen gennem Sønnens åbenbaring af ham. Sønnen åbenbarer Faderen gennem det, han siger og gør, og gennem det, han senere lader ske med sig i Jerusalem.

Men Jesus føjer til, at Sønnen kan åbenbare Faderen for mennesker, så de også kommer til at kende ham (jf. v. 25). Luther forklarer det med, at Faderen og Sønnen kender hinandens vilje, sind og tanke, for så vidt angår os: ‘velbehag’ (gr. eudokia) og sønnens råd’ (gr. boulêma (jf. boulêtai) er ét. ”This is not an arbitrary selection of persons who are admitted to this knowledge but the pure grace which fills all whom it can induce to discard their own empty and haughty wisdom” (Lenski, p. 455). At denne guddommelige vilje udvirker frelse, er en total afvisning af, at ’vise/kloge’ eller nogen som helst anden kvalitet, kraft eller vilje hos mennesker kan bidrage til, endsige udvirke frelsen (Luther, jf. Lenski, p. 455). Jesus viser os Faderen gennem sin egen person (Joh 14,6-11).

Nådefuld invitation fra Sønnen (11,28-30)

I dette afsnit åbenbarer Sønnen Faderen gennem evangeliet (v. 27). Derfor kalder Sønnen nu dem, som Faderen har givet ham, til at tage imod den evangeliske hvile hos ham.

Opbygning: Mt 11,28-30 består af en lang række sætninger, hvis indbyrdes sammenhæng ikke er helt entydig. I det følgende defineres versdeling som følger:

28a Deute pros me pantes oi kopiôntes kai pefortismenoi

28b kagô anapausô hymas

29a arate ton zygon mou ef’ hymas

29b kai mathete ap’ emou

29c hoti praus eimi kai tapeinos tê kardia

29d kai eurêsete anapausin tais psychais hymôn

30a ho gar zugos mou chrêstos

30b kai to fortion mou elafron estin

V. 28b fungerer som en følgesætning til 28a. Spørgsmålet er, om v. 29a er parallel til 28a eller tilføjer en ny tanke, og det samme spørgsmål gælder v. 29b i forhold til v. 29a. V. 29c kan være begrundende (eller muligvis udtrykke, hvad man skal lære?). V. 29d er parallel til v. 28b, for så vidt de begge indledes med kai. og futurum. Men om det betyder, at v. 28a og 29a+29b må være indholdsmæssigt parallelt, er ikke sikkert. Som ‘for’ (gr. gar) viser, er v. 30a+b begrundende og må gå på v. 29a og formentlig også v. 29b. Der er i al fald en vis forbindelse mellem v. 30b og 28a, for fortion korresponderer med pefortismenoi.

En gammeltestamentlig baggrund er ikke så tydelig. Et hvilemotiv findes også i Jer 6,16, men der er ikke tilstrækkelige med holdepunkter til at sige, at der er tale om en allusion. Det samme gælder Jer 31,25, men parallelle tankegange er der i al fald tale om. For paralleller henvises til Sl 10,17; 24,17 og Es 40,30f; 57,15 og Joh 6,37.

Hans Kvalbein peger i sin kommentar på parallellerne til Sir 51,23.25a-27: ”Kom til mig, I ulærde, slå jer ned i lærdommens hus! … skaf jer visdom uden betaling! Bøj nakken under åget, og lad jeres sjæl tage imod belæring; den er nær, så I kan finde den! Se selv, jeg har kun arbejdet kort tid, men fundet langvarig hvile.” Selv om der er visse fælles motiver, er forskellene langt større. Ikke mindst er det påfaldende, at hvile-motivet ingen rolle spiller i Siraks bog, skønt det er centralt her i Matthæus-evangeliet.

Den nådige invitation (v. 28)

I v. 28-30 gør Jesus klart, hvad hans nådefulde vilje består i: Han inviterer nådigt de, som slider (sig udmattede), fordi de prøver at frelse sig ved egen indsats og derfor bliver træt, men ved at høre Jesu invitation forstår, at de må give op (i modsætning til Rev 2,3), og han inviterer dem, der bærer tunge byrder, som lovtrældom og lovisk teologi lægger på dem (jf. ApG 15,10; Matt 23,4; Luk 11,46). Jesus lover dem hvile hos sig, ja, han siger, at han vil udvirke hvilen: ‘jeg vil give jer hvile’ (v. 28b). Nemlig ved evangeliet i hans person, jf. ‘kom til mig’ (v. 28a). Det er til ham, dvs. ham selv, han inviterer, ikke til nogen anden eller nogen efterligning.

Derfor må forkyndelsen også vise os Jesus og ingen anden, for ellers er der måske nok en psykologisk hvile, men der er ikke en hvile, der varer evigt, endsige i anfægtelser. Nogle vil overhovedet ikke have den hvile, fordi de vil have noget, der er klogere og passer dem bedre (jf. Matt 11,20ff; 23,37 og f.eks. 1 Kor 1,17-25). Men ellers gælder, at Kristus er enden på loven for den, der tror (Rom 10,4; Lenski, p. 457). Derfor er han også enden på dårlig samvittighed, synd og skyld. Intet steds bliver Jesu invitation mere konkret end i skriftemålet, hvor synden tilgives efter bemyndigelse fra Jesus (Matt 16,19; 18,18; Joh 20,23).

Åget (v. 29f)

På billedplanen er det let nok at forstå, hvad det betyder, at man skal tage et åg på sig for bedre at kunne bære byrderne. Men der kan naturligvis ikke være tale om byrder af samme slags som dem i v. 28a. Det åg, Jesus vil give, tolkes undertiden som et åg, der hjælper med at bære det, som han vil give os at bære, nemlig det, han befaler. Det er da at tage imod evangeliet og evangeliets lære, og dertil giver han os ’sit åg’, sin hjælp, som vi ikke kan klare os uden. Jesu åg skal da ikke tolkes som et åg, der hjælper os til at bære byrder i det hele taget, men ses som et åg i modsætning til og dermed som erstatning for et andet åg, som virkelig er en byrde.

Men måske skal man ikke lægge så stor vægt på åget som noget, der hjælper med at bære, men simpelt se åget som en byrde, hvad der svarer godt til v. 30b. V. 30a+b handler da om det, som Kristus giver os at bære, og det er lidelse og trængsel. Det svarer til, at evangelierne ellers taler om at bære korset, og spørgsmålet er da, om Jesus her i v. 29 (men ikke v. 28) taler om at følge Jesus efter ved at bære sit kors. Korset er tungt for det gamle menneske, men let for det nye menneske, som lever af evangeliet. Korset – modgang, lidelse og dødelse af det gamle menneske – tager al frimodighed og tillid til sig selv fra et menneske, så Kristus kan komme til med evangeliet.

Der er i al fald ikke tale om, at Jesus lukker loven ind ad bagdøren. Der er tale om ”commands to take, to trust, to feast, to inherit, and the like” (Lenski, p. 458). Vi skal ’lære af ham’, men hvad skal vi lære? Lenski peger på, at ‘for’ (gr. hoti) ikke betyder ’fordi’ (eller for), men ’at’. Meningen er, at vi skal lære, at han er mild eller ’sagtmodig’ som i Matt 21,5; han er ikke en Moses eller en skriftkloge eller en farisæer, der gerne giver andre tunge byrder at bære (Matt 23,4). Han er ydmyg af hjertet, for ellers ville vi frygte at komme til ham. Nu drager han os (jf. Joh 6,44) med sin mildhed (sagtmodighed) og ydmyghed og giver os hvile. Jesus taler i v. 29 ikke om loven, men om korset, som vi får på baggrund af evangeliet og dens trøsterige lære. Derfor kan han sige, at åget er ’mildt’ og byrden ’let’.

Kun således giver det fuld mening at tale om hvile (jf. Lenski, p. 458). Det er ’sjælene’ (gr. psychai), der ville finde hvile. Der kan være tale om en indre hvile, uafhængig af dagens slid og møje. Det er en hvile fra loven og dens krav. Luther siger, at Kristi åg ikke tynger, men gør let og den bærer frem for at skulle bæres (Lenski, p. 459). Jesus inviterer til at skifte loven ud med evangeliet, og ve den, der vil gøre evangeliet til en ny lov. Naturligvis er det sandt, at der følger kors, trængsel og byrder med at være en kristen, men evangeliet opvejer det hele (Lenski, ibid.). Der kan også være – ja, i sidste ende er der tale om den hvile, som den troende vil få ved døden og i fuldendelsen (jf. Rev 14,13). Men der er også tale om en hvile, som den troende har hos Kristus. Den, der ikke har denne hvile, inviteres af Kristus til at komme til Kristus og få den.

Selv om Kristus er Guds Søn, der bærer alt med sit mægtige ord (Hebr 1,3), så er imperativerne her ikke uimodståelige befalinger fra Jesus, for når Jesus virker gennem nådemidlerne, kan nådes modstås, selv om det er hans almægtige magt, han virker med i begge tilfælde. Gennem lovens befalinger eller formaninger (admonitiones legales) virker han syndserkendelse, mens han gennem evangeliets opfordringer (admonitiones evangelicae) virker sand tro. Bodfærdige syndere, der længes efter trøst, bør kun lytte til Guds retfærdiggørende, helliggørende og opholdende nåde. Sådanne svage synder skal nødes til at gå til Herrens nadver for at få styrke. Gennem hans invitation får vi vished om vores udvælgelse og frelse.

Luther om at studere teologi

Skal man studere teologi eller drøfte teologiske spørgsmå, er det helt afgørende at vide, hvordan man skal bære sig ad. Det har ingen forklaret bedre end Luther.

Udover dette vil jeg vise dig en ret måde at studere teologi på, den måde jeg selv har øvet mig i. Når du holder dig til den, vil du blive så lærd, at du, om nødvendigt, selv ville være i stand til at skrive lige så gode bøger som kirkefædrene og koncilierne. – Således tør jeg (i Gud) dristigt og uden hovmod og usandhed rose mig af, at jeg ikke står meget tilbage for visse af fædrene, når det drejer sig om at skrive bøger. Når det derimod gælder livsførelsen kan jeg langtfra rose mig på samme måde. – Og måden, jeg her tænker på, er den, som den hellige kong David underviser i Salme 119 (og som alle patriarker og profeter uden tvivl har holdt sig til). Der vil du finde tre regler, som i rigt mål fremstilles gennem hele salmen. De hedder: Oratio, meditatio, tentatio [dvs.: bøn, meditation, anfægtelse]

For det første skal du vide, at Den hellige Skrift er en bog, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab, da den er den eneste, som lærer os om det evige liv. Derfor må du straks tvivle på dine følelser og din fornuft. For med dem når du ikke langt. Tværtimod vil du med en sådan formastelse styrte dig selv og andre sammen med dig fra Himmelen ned i Helvedes afgrund, sådan som det skete med Lucifer [Lucifer er et andet navn for Djævelen]. Bøj i stedet for dine knæ i dit kammer og bed med sand ydmyghed og alvor til Gud om, at han for sin kære Søns skyld vil skænke dig sin Helligånd til at oplyse og lede dig og give dig forstand.

Således ser du, at David i den ovennævnte salme hele tiden beder: ”Lær mig, Herre, giv mig kløgt, før mig, vis mig,” [Sl 119,26.33ff] og meget mere af samme slags. Selv om han kendte teksten i Mosebøgerne og flere andre bøger godt, og også hørte og læste dem dagligt, så ønskede han alligevel, at Skriftens rette læremester måtte komme, for at han ikke selv skulle klare sig med sin fornuft og blive sin egen læremester. For det resulterer blot i sværmere og oprørsånder, der bilder sig ind, at Skriften er dem underlagt og er let at forstå ved hjælp af fornuften, som om det her drejede sig om Marcolfus eller Æsops fabler, hvor man ikke har behov for Helligånd eller bøn [Marcolfus var en populær digter på Luthers tid, Æsop var en digter fra den græske oldtid, der helt op til i dag er kendt for sine dyrefortællinger, fablerne.]

For det andet skal du meditere. Det vil sige: Du skal ikke blot i hjertet, men også udvortes repetere og vende og dreje den mundtlige tale og det skrevne ord i bogen, læse det om og om igen, idet du flittigt retter din opmærksomhed mod og tænker over, hvad Helligånden mener med dette. Og pas på, at du ikke bliver tilfreds og tænker, at det må være tilstrækkeligt, når du har læst eller hørt eller udtalt det én eller to gange, og tror at du dermed forstår det hele til bunds. For det kommer der aldrig nogen særlig god teolog ud af. Du bliver derimod som den frugt, der falder ned, inden den har nået at blive halvmoden.

Derfor kan du i denne salme se, hvordan David fryder sig og siger, at han vil prædike, digte, tale, synge, høre og læse dag og nat uden ophør, men dog aldrig om andet end Guds ord og bud. Thi Gud vil ikke give dig sin Ånd uden om det ydre ord. Ret dig efter det. For det er ikke hen i vejret, når han har befalet udvortes at skrive, prædike, læse, høre, synge, tale osv.

For det tredje er der tentatio, anfægtelse. Det er den prøvesten, der lærer dig ikke blot at vide og forstå, men også at erfare, hvor rigtigt, hvor sandfærdigt, hvor sødt, hvor skønt, hvor mægtigt, hvor trøsterigt Guds ord er, visdom over al visdom.

Derfor er det, du kan se, hvordan David i den omtalte salme ofte klager over alle slags fjender, forbryderiske fyrster eller tyranner, falske mennesker og sammensværgelser, som han må tåle, fordi han mediterer, dvs. på alle måder omgås med Guds ord, jævnfør det, vi allerede har talt om. Thi så snart Guds ord lukker sig op ved dig, vil Djævelen hjemsøge dig, gøre dig til en ret doctor, og ved sine anfægtelser lære dig at søge og elske Guds ord. Jeg selv (hvis jeg også må have lov til at blande mig i det fine selskab, som en muselort blandt peberkorn) kan nemlig i høj grad takke papisterne for, at de ved Djævelens rasen har slået, trængt og ængstet mig, som de har gjort, med andre ord: at de således har gjort mig til en temmelig god teolog, hvad jeg ellers aldrig var blevet. Og hvad de så ellers på deres side har opnået ved mig, så under jeg dem det hjertens gerne, både ære, sejr og triumf. For det var jo det, de ville.

Se, her har du så Davids regel! Hvis du studerer godt med dette eksempel for øje, vil du også komme til at synge og fryde dig sammen med ham, som vi hører det i den nævnte salme: »Din munds lov er mig mere værd end guld og sølv i dynger.« Og videre: »Dit bud har gjort mig visere end mine fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd« osv. [Sl 119,72; 119,98-100].

Som Luther siger under det tredje punkt, er tentatio, anfægtelse, vigtig. Man skal erfare, hvor ret, hvor sandt, hvor sødt, hvor elskeligt, hvor mægtigt, hvor trøstende Guds Ord er, visdom over al visdom. Men det kan man jo ikke, hvis ikke evangeliet løftes frem. En eksegese og en teologi, der vil være til tjeneste for kirken, må derfor ikke lade sig lokke til at beskæftige sig så meget med de spørgsmål, som historisk interesse eller en mere eller mindre bibelkritisk forskning vil diktere, så at man forsømmer at udlægge evangeliet som evangelium. Men for at kunne udlægge evangeliet og i virkeligheden skelne ret mellem lovens krav og evangeliets gave, må man have erfaret evangeliets sødme og trøst. Derudover er der naturligvis en del hårdt arbejde, når man skal arbejde med Skriften og Skriftens lære.

Kilde: Fra forordet til Wittenberg-udgaven af Luthers tyske skrifter fra 1539 som oversat i Martin Luther Skrifter i Udvalg. København, 1981, pp. 105-107 (med noter). Originalen findes i WA 50, 657–661.

Guds børn og Djævelens børn i denne verden (26. s. e. Trin. – Matt 13,24-30)

Læsningerne

Læsningerne til 26. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det den 16. november – er dels et stykke fra Prædikerens bog (Præd 8,9-15), som giver forskellige eksempler på “tomhed.” Epistlen i Kol 3,12-17 er en formaning til de kristne.

Som evangelium kan læses Matt 13,24-30 med lignelsen om ukrudtet i hveden, som lærer os, at der vil være frelste og ufrelste i verden indtil dommedag (jf. Matt 13,38). Det er lidt underligt, at man ikke skal læse Jesu udlægning. Man kan også vælge at læse Matt 13,44-52, der først gengiver to lignelser om henholdsvis skatten og perlen (v. 44-46), dernæst lignelsen om voddet (v. 47-51), som handler om dommedag, og endelig udsagnet om de kristne skriftkloge (v. 52). I denne Næste søndag kigger jeg (kun) på Matt 13,24-30.

Matt 13,24-30

I denne lignelse hører vi ligesom i den foregående om en sædemand, om hans fjende/den onde, og om frugt (gr. karpos) og om at være uden-frugt (gr. akarpos). Men her fokuseres der på de vantro i verden, der først skal udryddes på dommedag, men indtil da må vokse side om side med hveden af hensyn til hveden.

Den gode sæd (v. 24)

Guds rige (jf. Matt 13,11.19) kan sammenlignes med et menneske, som sår en god sæd på sin mark. Den gode sæd er Guds ord, som er virkekraftigt i sig selv.

Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. (Es 55,10f)

Fordi vi mennesker i os selv er hjælpeløst fortabte i vores skyld og synd, har Gud sendt sin Søn for at lide, dø og opstå i vores sted. Og han har indstiftet eller forordnet et embede til at lære evangeliet og række sakramenterne, for at vi kan nå den retfærdiggørende tro. Syndernes forladelse og retfærdiggørelsen er altså målet for sædemandens arbejde. Derigennem skænkes vi den frelsende tro.

Fordi evangeliet er Guds kraft til frelse (Rom 1,16f; 1 Kor 1,18; jf. 2 Tim 3,15-17), er evangeliet en god sæd, som vil vokse op og bære frugt.

Fjenden (v. 25)

Netop fordi den gode sæd virker frelse, hvor og hvornår Gud vil, gør Guds fjende, hvad han kan, for at ødelægge den gode sæds virke.

Om natten sår den gode landmands fjende zizanion oveni (epispeirô betyder i øvrigt ’efterså’). Zizanion (lat. zizanium; ‘giftig rajgræs’) er ifølge bl.a. Louw-Nida (se 3.30) en type af rajgræs, der til at begynde med er svær at skelne fra hvede, men kornene/frugterne kan tydelig skelnes, når begge er blevet modne. Det er godt, for frøene på rajgræsset er giftige.

Fjenden gik sin vej, og sådan er det jo også ofte i virkeligheden. I al fald er det at så rajgræs i realiteten at passe jorden dårligt, ligesom ulve i fåreklæder heller ikke tager sig af fårene, men tværtimod ønsker at fortære dem.

Medhjælpernes reaktion (v. 27f)

Da landmanden, husbonden, ikke har sået rajgræs, bliver hans folk i lignelsen forundret og spørger ham, hvor rajgræsset kommer fra. De får at vide, at det er et fjendtligt menneske, der har gjort det. Det fører til spørgsmålet, om ikke de skal fjerne rajgræsset.

Dommen må vente (v. 29f)

Probelemt er imidlertid, at tjenerne kan imidlertid ikke rive det giftige rajgræs op uden samtidig at rykke kornet med op. Når høstens tid kommer, kan man imidlertid først indsamle rajgræsset og brænde det (i det man nu kan skelne rajgræsset fra kornet) og derefter samle kornet i lade.

Forklaringen (v. 36-43)

I sin forklaring – verbet diasafeô er også brugt i Dn 2,6 om at tyde Nebukadnesars drøm og betyder at ‘gøre gennemsigtig’, dvs. forklare, hvad der ellers ikke er forståeligt, men også blot ‘at fortælle udførligt’ (Mt 18,31) – identificerer Jesus de to fjender og sædemænd som Menneskesønnen og Djævelen, mens Menneskesønnens hjælpere i denne sammenhæng ikke er disciplene, men englene.

Marken er verden (som altså tilhører Menneskesønnen), mens kornet og rajgræsset er henholdsvis rigets børn og den ondes børn.

Lignelsen har en klar eskatologisk slutning, idet høsten er den tidsalders afslutning (gr. synteleia tou aivônos). Alt/alle, der fører til fald (panta ta skandala), og alle, der handler uretfærdigt, vil blive puttet i ildovnen. Det er et hyppigt doms-motiv (jf. Sodoma og Gomorra i Gn 19,28). Dér skal der være gråd og tænderskæren. De retfærdige derimod skal skinne som solen i deres faders rige (vv. 36-43).

Det er vigtigt at understrege, at Jesus ikke taler om på den ene side sandt troende og på den anden side vantro og hyklere i kirken. Var det tilfældet, ville Jesus også modsige Mt 18,15-18 og 1 K 5. Der er i stedet tale om, at vantro, som kan skelnes fra troende, og hyklere, som en tid lang ikke kan skelnes fra sandt troende, hører til verden (13,38). Pointen er, at disse vantro og hyklere ikke skal dømmes og straffes før dommedag. Denne lignelse taler altså ikke imod kirketugt, men imod, at Menneskesønnens medhjælpere skal forsøge at udrydde vantro i denne verden.