Græshopper

8. juli 2009 kan man læse en meget interessant artikel af Jeppe Villadsen i Kristeligt Dagblad (“Gigantisk græshoppehær nedkæmpet“). Han beretter fra Kenya, at man for første gang nogen sinde har nedkæmpet en gigantisk græshoppesværm. Det er mindre vigtigt i denne sammenhæng.

Græshopper bruges ikke uden grund som billede på Guds straf og dom i Bibelen. F.eks. i Johannes’ Åbenbaring, som også her benytter motiver fra Det gamle Testamente (Egyptens ti plager):

Ud af røgen kom der græshopper ud over jorden, og de fik givet samme magt, som jordens skorpioner har. (Åb 9,3)

Når man læser Villadsens beskrivelse, forstår man, hvor slagkraftigt et billede der er tale om.

En kæmpemæssig gulbrun sværm vælter med en svirrende lyd ind fra ørkenen. Alt grønt og spiseligt bliver fortæret, og jorden efterlades dækket af giftige ekskrementer.

Faktisk hærger græshoppesværme 20% af landjorden og plager 10% af menneskene på jorden, forklarer Kristeligt Dagblad i en faktaboks. Når de enkelte græshopper samles til en sværm, er det katastrofalt, står der:

– Græshopper lever normalt som ensomme enspændere, men når tørke får dem til at samles på små områder, hvor de hele tiden rører, lugter og ser andre græshopper, ændrer de markant adfærd og forvandles på få timer fra harmløse enspændere til en aggressiv, altædende sværm.

– Græshoppesværme kan bevæge sig med over 100 kilometer i timen. Store sværme vejer op til 100.000 tons. En fuldvoksen græshoppe kan spise 1-2 gange sin vægt om dagen.

Hvis det lyder rædselsvækkende, hvad så med Guds straf og dom i tiden og i evigheden?

Har danskerne brug for nye bibeloversættelser?

Den autoriserede oversættelse fra 1992 blev oversat af en bredt sammensat gruppe fra dansk kirkeliv. Også folkekirkens konservative kredse – gerne kaldet højrefløjen – fik lov at være med. Det betød, at den nye oversættelse straks fra starten fik stor støtte og udbredelse.

Fra tid til anden efterlyses der dog nye oversættelser. F.eks. har jeg set, at man ønsker Septuaginta eller Textus Receptus oversat til dansk (se Facebook-grupperne Textus receptus på dansk og Septuaginta på dansk). Andre (det gælder faktisk også mig selv) ønsker ikke en helt ny oversættelse, men en revideret udgave af f.eks. 1907-oversættelsen. Hvis man ellers kan blive enige om principperne, og hvis man kan finde kvalificerede folk til at gøre arbejdet.

Om Septuaginta eller Textus Receptus burde oversættes, er to ret så forskellige spørgsmål. Septuaginta er jo en græsk oversættelse – eller rettere: græske oversættelser – af Det gamle Testamente (se evt. mere på Wikipedia). Textus Receptus er udgaver af Det nye Testamente. De allertidligste lå til grund for Luthers oversættelser (se mere på Wikipedia, hvis du er interesseret).

Septuaginta

Principielt er det en god idé at få Septuaginta oversat til dansk. Det tyske Bibelselskab har for nylig udgivet en oversættelse af Septuaginta (se Septuaginta Deutsch), og på engelsk har Oxford University Press udgivet Septuaginta (se New English Translation of the Septuagint). Det må man faktisk glæde sig over.

Nu er det, vi kalder Septuaginta, egentlig flere oversættelser. Strengt taget er Septuaginta kun oversættelsen af Mosebøgerne, men vi bruger betegnelsen om de gamle græske oversættelser. Man kan vist ikke hævde, at der er fuldt overblik over, hvilke oversættelser man egentlig havde og brugte.

Det ny Testamente synes ofte at citere en græsk oversættelse, som svarer til Septuaginta. Men der er også steder, hvor det ser ud, som om der er oversat direkte fra hebraisk. Men eftersom eksempelvis Paulus med sikkerhed skrev på græsk for græske tilhørere, er det meget tænkeligt, at man brugte Septuaginta.

Septuaginta – de gamle græske oversættelser – er altså interessante. Også af mange andre grunde, jeg ikke vil gå nærmere ind på her.

Men skal Bibelselskabet bruge ressoucer på at oversætte Septuaginta? Jeg er ikke sikker. Jeg tvivler også på, at man vil sætte et sådant projekt i søen. Med mindre der kommer en fagperson eller en gruppe af fagfolk og lægger en oversættelse på bordet. Jeg vil dog være ærlig at sige, at niveauet i så fald gerne må være højere end i 1992-oversættelsen.

Textus Receptus

Men skal vi så have en oversættelse af Textus Receptus? Ja, hvad er Textus Receptus (TR)?

Da man igen begyndte at interessere sig for den græske grundtekst, kom der flere udgaver af den græske tekst. Erasmus af Rotterdam stod for en af dem. Da der var konkurrence om at komme først, blev Erasmus’ udgave udgivet, inden arbejdet egentlig var tilstrækkelig modnet. Erasmus måtte da også udsende flere udgaver med rettelser.

Erasmus’ græske NT er ikke en udgave af et enkelt håndskrift med angivelse af forskelle til andre håndskrifter. Erasmus lavede udgaven på grundlag af et – stærkt begrænset – udvalg af håndskrifter. Nogle af disse håndskrifter var ikke særligt gode. Det er ganske enkelt et faktum. Der var Erasmus’ græske NT heller ikke uden fejl.

Svaghederne ufortalt blev Erasmus’ værk alligevel banebrydende. Den lagde grunden til en lang række af græske udgaver af NT.

Men efterhånden som man fandt flere og flere håndskrifter og fik kigget på forskelle og ligheder, blev det utilfredsstillende med TR.

I dag har vi Nestle-Alands tekstkritiske udgave:  Novum Testamentum Graece. Den samme tekst udgives også af United Bible Socities. Den er – akkurat lige som Erasmus’ udgave – en sammenskrivning af eksisterende håndskrifter. Dem har vi nu mange af. Nogle er gode, nogle er mindre gode.

Alene mængden af håndskrifter gør det helt nødvendigt at have en eller anden form for systematik. De fleste fagfolk – især her i Europa – kan ikke forestille sig andet end Nestle-Aland eller den udgave, som som måtte erstatte denne. Den udgave er også lagt til grund for den danske 1992-oversættelse. Man bruger altså i virkeligheden en såkaldt eklektisk udgave, dvs. en udgave, hvor man efter bestemte kriterier har valgt, hvad der i hvert enkelt tilfælde skønnes at være den (mest) oprindelige tekst.

Nestle-Aland-udgaven er baseret på forskellige historiske og metodiske antagelser, som man faktisk godt kan stille spørgsmålstegn ved. Nogle mener faktisk, at der er visse ringslutninger i den måde, hvorpå udgiverne af Nestle-Aland kategoriserer håndskrifter som gode eller mindre gode.

Historisk set er der også en del spørgsmål, man kunne (burde) stille, men som sjældent drøftes, når man får en introduktion til tekstkritik. Det kan jeg måske gå nærmere ind på ved en senere lejlighed.

Men betyder det så, at vi bør have en dansk oversættelse af TR? Det tvivler jeg på. For det første var TR selv en eklektisk udgave, men på grundlag af relativt få og dårlige håndskrifter.

For det andet – og det er vigtigere – er der alternativer, hvis man absolut skal eller vil forlade Nestle-Aland og de antagelser og teorier, der ligger til grund for den. Man kunne nemlig godt mene, at det kan være mere fornuftigt at inddrage de mange håndskrifter fra den byzantinske kirke. Det er ikke stedet her at gå nærmere ind i det, men kort sagt drejer det sig om, at der kan være gode grunde til, at vi ikke har ældre manuskripter, der svarer til den tekst (med variationer), som man brugte i den byzantinske kirke. Det er jo et område, som helt anderledes end for den vestlige kirkes vedkommende har lidt under Muhammed og hans efterfølgeres hærgen. Samtidig er betingelserne for at finde håndskrifter ikke til stede på samme måde som i f.eks. Egyptens sand.

Om det så er umagen værd i et lille sprogområde som Danmarks, er en helt anden sag.

Hvad synes du?

Når rødt gør hvidt

Rødt kan da ikke gør hvidt. Og blod gør slet ikke tøj hvidt. Derfor er det soleklart, at følgende citat ikke skal forstås bogstaveligt.

Og han sagde til mig: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” (Rev. 7,14)

De klæder, der er tale om, er følgelig heller ikke bogstaveligt ment som tøj, der er renset. Det er der naturligvis heller ikke nogen, der påstår. Alle tolker helt automatisk dette og lignende steder symbolsk. Pointen er imidlertid, at det ofte er temmelig vilkårligt, om læsere af Åbenbaringsbogen tolker et givet sted symbolsk eller ej.

Her er der tale om en symbolsk beskrivelse af noget, der i høj grad er virkeligt. Faktisk er der ikke noget, der er mere virkeligt. Det, dette vers handler om, er nemlig sandt både her i tiden og i evigheden.

Det, tekstens ‘jeg’ ser, er den store hvide flok foran Guds og Lammets trone. De er karakteriseret af noget, der ikke gælder for den anden gruppe mennesker i Åbenbaringsbogen.

De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Selve formuleringen, at “de har …” betyder ikke, at det er dem selv, der har sørget for det eller udvirket det. Det hører til den symbolske side af udsagnet. Det bliver klart, når vi ser på, hvad denne symbolske tale dækker over i virkeligheden.

Der er altså en forskel på disse og de andre. Forskellen er dog ikke, at kun de andre har syndet. Når kriteriet er Guds vilje og bud, så vil Guds dom være, at alle har syndet i ord, tanker og gerninger og er uden undskyldning (jf. Rom 3,23). Vores klæder er billedligt talt møgbeskidte. Hvis de ikke har erkendt det her på jorden, kommer de til det, når de bliver fremstillet for Guds domstol efter døden.

Forskellen er, at de hvidklædte har erkendt dette. De er blevet bragt til den erkendelse ved at høre, hvad Guds vilje er, og se deres ord, tanker og gerninger i det lys.

Men i sig selv betyder en sådan erkendelse ikke, at de har fået hvide klæder på. Rent faktisk er det en realistisk mulighed, at man får en sådan erkendelse, men ikke for alvor kan gøre noget ved den skyld, man faktisk har, og den skyldfølelse, erkendelsen medfører. Der er ellers ikke ende på alle de midler og metoder, der er opfundet for at dulme folks dårlige samvittighed. Det rækker lige fra den direkte fornægtelse af til alle mulige forsøg på selv at skabe sig en god samvittighed. Men det virker ikke. Det kan måske føles sådan i en kortere eller længere tid her på jorden. Men når man skal dø og fremstilles for Guds domstol – som i ordets egentligste forstand er Højeste ret – så vil disse afværgemekanismer falde til jorden.

Der findes kun én måde, hvorpå skylden og den dårlige samvittighed effektivt kan fjernes. Det er den røde metode. Den valgte Jesus Kristus, Gud og menneske på samme tid. Han påtog sig alle menneskers synd og skyld og led døden for at sone al den synd og skyld.

På det grundlag forkyndes der nu tilgivelse for synd for alle mennesker. Synden er allerede sonet og tilgivet. Det eneste, der mangler, er, at mennesker tror det. Derfor skal dette gode budskab forkyndes.

Synden er objektivt set tilgivet, men tilgivelse skal uddeles og modtages. Dét er frelse. Dét er at få sine klæder vasket og gjort hvide. Det kan ikke ske med hverken psykologisk eller allehånde falske teologiske metoder. Skam få den, som forsøger at male synden og skylden væk med uholdbar vandfarve. Det kan kun ske ved forkyndelsen af det rene evangelium om Jesu Kristi person og gerning.

Når et menneske har fået sine synder tilgivet ved tro på Jesus Kristus og hans gerning for os, så er rødt gjort til hvidt. Det gælder her på jorden her i tiden, også selv om vi stadig fejler i ord, tanker og gerninger og er uden undskyldning. Det gælder for Den højeste ret og i al evighed.

Det er den virkelige forskel, som alt i virkeligheden afhænger af. Derfor er der ikke noget vigtigere end at være dér, hvor dette budskab forkyndes ret i ord og kirkelige handlinger, så ens klæder virkelig bliver vasket rene og gjort hvide i Lammets blod.