Vær tro til døden (Åb 2,8-11)

Jesu budskab til menighedens biskop i Smyrna (Johannes’ Åbenbaring 2,8-11)

I det andet afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Smyrna. Igen vil han forberede ham – og den menighed, han er biskop for – på sin genkomst. Situationen i Smyrna-menigheden er dog åbenlyst en helt anden end i søstermenigheden i Efesos. Jesu formaning har derfor også en helt anden karakter. Men målet er det samme: At biskopperne og deres menigheder må være parate til Kristi genkomst og Gudsrigets oprettelse i herlighed og synlighed.

Menneskesønnen led, døde og opstod (v. 8)

Jesus er “den første og den sidste”, men netop sådan blev Menneskesønnen beskrevet i 1,17. Ved at identificere sig selv som Menneskesønnen peger Jesus igen på hovedtanken, at han skal komme igen for at oprette Gudsriget. Men der ligger også en anden tanke bag. Jesus beskriver sig, sådan som Gud beskrives i Es 44,6ff (jf. Es 48,12). Ifølge Es 44 er Gud ikke en tom afgud, men han skabte himlen og jorden og folket i ældgamle tider, og på samme måde vil han løskøbe og nyskabe både sit folk og himlen og jorden. Det er fortalt for længst, der er ingen grund til at blive forfærdede. Udtrykket ‘den første og den sidste’ peger altså på Faderens og Sønnens gerning i såvel skabelse som ny-skabelse (jf. også Åb 22,13; 21,6 og 1 Kor 8,6).

Menneskesønnen beskriver altså sig selv som Gud. Det er vigtigt, når det så hedder, at han “var død og blev levende”. Menneskesønnen var ikke kun et menneske, som blev korsfæstet, men han var Gud og menneske. Som Gudmenneske opstod han fra de døde og har derfor magt til at oprejse fra de døde og give evigt liv, når han kommer igen. Også i evangelierne fremgår det, at Danielsbogens Menneskesøn (Dan 7,13ff) måtte lide, dø og opstå for at oprette Gudsriget og nyskabe den faldne verden.

Det er og har altid været et centralt element i den kristne kirkes bekendelse, at Jesus Kristus, Guds Søn, vor Herre, skal komme igen og dømme levende og døde. Men det er faktisk også vigtigt af en anden grund. For Kristus er også den, der ved sit ord og sin Ånd er i stand til at gøre åndeligt døde levende og give dem evigt liv. “Hvor syndernes forladelse er, er der også (evigt) liv og salighed,” som Luther siger i Den lille Katekismus til nadveren. At have fået sine synders forladelse er derfor det helt afgørende, uanset hvornår og hvordan man dør.

Rige trods trængsel og fattigdom (v. 9)

Jesus kender sin biskop. Han har trængsel, dvs. spot, modgang og forfølgelse. Tilmed ser det ud til, at han også har været fattig.

Jesus slår nu først fast, at han på trods af sin fattigdom er rig. Han – og menigheden – er nok fattig på penge og materielle goder. Men han ejer frelsen i Kristus og er derfor rig.

Han spottes imidlertid af nogle, der hævder, at de er jøder, skønt de ikke er det: De er i virkeligheden “Satans synagoge”. Det er ikke så entydigt, hvem disse mennesker er. Mange mener, at det er jøder, som Jesus frakender virkelig jøde-navn, fordi de forfølger de kristne. En sådan tolkning er der god nytestamentlig basis for. Jesus siger til de vantro jøder i Joh 8,44, at de har Djævelen til fader. Paulus skriver i Romerbrevet, at “Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Rom 2,28f; 1948-overs.). I Johannes’ Åbenbaring beskrives kirken som (det sande) Israel. De 144.000 fra Israels tolv stammer er dem, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod (Åb 7,4.14).

Man kan dog også overveje, om det ikke skal forstås helt bogstaveligt ligesom det parallelle udsagn i Åb 2,2. Det vers taler om nogle, der faktisk ikke var apostle, men hævdede at være det. I så fald er der her i Åb 2,9 tale om, at nogle hedninger påstod, at de var jøder. Hvorfor skulle de dog gøre det? Jo, dermed kunne de sikkert lettere slippe for at blive forfulgt. Måske har de jøde-kristne været bedre beskyttet af jødernes privilegier, mens dette ikke gjaldt de hedninge-kristne. I yderste konsekvens kunne det koste livet. Men ved at lyve sig til beskyttelse, satte de sig uden for menighedens lidelsesfællesskab med Jesus, og dermed uden for udholdenheden og Riget (jf. 1,9).

Hvad enten det nu var jøder eller hedninger, der afviste Jesus, så var de altså ikke en sand Guds-forsamling (synagoge), men derimod en Satans synagoge. Nu kan ordet ‘synagoge’ betyde to ting. Ordet kan betegne det, vi normalt forstår ved synagoge. Det ord bruges om synagoger, fordi ordet egentlig betyder ‘noget, der er ført/samlet sammen.’ Johannes’ Åbenbaring bruger i høj grad det græske sprog, sådan som det er brugt i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente bruges ordet ‘synagoge’ ikke om synagoger, men om en eller anden forsamling.

I Johannes’ Åbenbaring vil Satan og Kristus mødes på dommedag. Satan vil have samlet sin hær omkring sig, dvs. alle hans engle og alle de vantro (Åb 16,14.16; 19,17.19; 20,8). Tilsvarende vil Kristus åbenbare sig med sine (Åb 17,14; 19,14). Der er derfor meget, der tyder på, at ‘Satans synagoge’ snarere betyder ‘Satans forsamling’ end ‘Satans synagoge.’ Der er under alle omstændigheder tale om dem, der er vantro. Når man har læst hele Åbenbaringsbogen, ved man, at Satans synagoge går dom og evig pine og fortabelse i møde.

Frygt ikke, men vær tro til døden (v. 10)

I modsætning til de vantro formanes Smyrna-biskoppen til ikke at frygte for fremtiden, men til at være tro til døden. Djævelen skal kaste nogle i fængsel, så deres troskab prøves, og i ti dage, dvs. i en kort tid, skal de opleve trængsel eller forfølgelse. Det er ikke til at sige, om Jesus dermed forudsiger, at nogle af dem skal lide martyrdøden. Men under alle omstændigheder formaner Jesus menigheden til at være “tro til døden.”

Åb giver senere indtryk af, at stort set alle kristne bliver martyrer (13,15). Her drejer det sig i al fald om at være tro, selv om det skulle koste døden. Måske koster det noget mindre. Biskoppen og uden tvivl denne menighed oplevede og ville komme til at opleve trængsel og modgang, fordi de var rige i Kristus!

Sådan har det altid været i den kristne kirke, og sådan er det også i dag. Nu skal vi ikke ligefrem ønske os martyrer, for omkostningerne er på mange måder store. Men en kirke, som tilpasser sig og sin lære, vil aldrig få martyrer. Dem har Satan allerede magten over, og det er nok for ham.

At følge Kristus kan derimod føre til martyrium. I den sammenhæng er det, at Jesus taler om, at han som den korsfæstede og opstandne kan og vil skænke evigt liv: gennem evangeliet og i opstandelsen på dommedag. Tror man ikke på opstandelsen, mister troskab mod Kristus og hans lære sin mening, og man tier. Tror man ved Ordet og Helligånden, aflægger man sin bekendelse og taler som Guds ord. “Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: ‘Jeg troede, derfor talte jeg,’ så tror vi, og derfor taler vi også,” står der skrevet i Paulus’ andet brev til korintherne (2 Kor 4,13). Så må det koste, hvad det vil, selv døden, om så skal være.

Jesus knytter et løfte til formaningen om at være tro til døden: Til den, der er det, vil han give “livets sejrskrans.” ‘Livets sejrskrans’ betyder den sejrskrans, der består i liv, dvs. frelse og evigt liv i Paradiset. Jesu Kristi løfte er ikke tomt, for han er den, der blev givet hen på grund af vore overtrædelser og blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25). Han er den, der virkelig har magt til at give liv i tid og evighed.

Modsat er konsekvensen af ikke at være tro til døden så at miste frelsen og ikke komme med i det fuldendte Guds rige. Det er det, der er baggrunden for, at Jesus formaner til at være tro. Det er ikke troskab, der frelser. Det gør troen på Kristus. Den tro vil Kristus bevare gennem den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Det er Åb 2,8-11 selv et eksempel på.

Ikke skades af den anden død (v. 11)

Nok taler Jesus til biskoppen i menigheden i Smyrna, men enhver, der har øre, skal høre, hvad Jesus og Ånden siger til menighederne gennem Åb. Formaningerne i Åb gælder altså lige fuldt for os som for de første tilhørere. Jesus formulerer nu løftet fra slutningen af v. 10 på en ny måde. “Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.” Den anden død er opstandelse til dom og evig straf. Den anden død er nemlig ild- og svovlsøen (20,6.14; 21,8). Begge dele er billedsprog, men det betyder slet ikke, at fortabelsen ikke er virkelig. Tværtimod. Fortabelsen er at være uden for Guds by, dvs. i ild- og svovlsøen i al evighed (20,10; 22,15).

Den, der er tro til døden og sejrer ved den himmelske domstol, fordi Lammet har sejret og vil sejre (Åb 3,21; 17,14), vil ikke gå fortabt, men få evigt liv og herlighed sammen med Gud og Lammet. De har del i opstandelsen til liv og skal være konger og præster (1,6; 5,9f; 7,15; 20,4-6; 22,3.5) for Kristi skyld. “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16) og bo sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

Jesus er opstået, som han har sagt (Påskedag – Matt 28,1-8)

Tekstlæsningerne

Sl 118

Tekstlæsningerne til Påskedag giver valgmulighed for to stykker fra Sl 118: enten Sl 118,13-18 eller Sl 118,19-29. Salme 118 er slutsalmen i den store jødiske påske-hallel. I Sl 118,13-18 synes det at være Israel, der taler. Trods dets synd og (fra)fald har Gud ikke endegyldigt og totalt forkastet Israel. Hvorfor ikke? På grund af det, som det næste afsnit i salmen siger. “Luk retfærdighedens porte op, jeg vil gå ind og takke Herren!” De retfærdige skal gå ind ad Herrens port (Sl 118,19f).

I templet mødes Herren med sit folk, dvs. med de retfærdige. Det ville være en grov mistolkning, ja, afvisning af Det gamle Testamentes nådeslære, hvis man vil tolke det sådan, at man enten må leve i overensstemmelse med en ydre retfærdighed (hvilket vel er muligt) eller i overensstemmelse med Guds virkelige krav til mennesker (som om det er muligt) for at være retfærdig. Sådan tolkede Luther til at begynde med “Guds retfærdighed.” Han havde lært, at det drejede sig om det, som Gud kræver. Det er det på sin vis også, men den retfærdighed har intet menneske, der er undfanget på naturlig vis.

Guds retfærdighed er i stedet noget, Gud skænker og tilregner. Dermed gør han faktisk det menneske retfærdigt. Han lader ikke bare som om. Sådan var det i Det gamle Testamente, og sådan er det i Det nye Testamente. Det viser Paulus klart, f.eks. i Rom 4. Den retfærdige, der går ind i Herrens helligdom gennem Herrens port, er altså det menneske, Gud har gjort retfærdig ved at tilregne det Kristi retfærdighed ved tro.

I Det nye Testamentes tid er helligdommen slet ikke længere noget, der er begrænset til et bestemt sted. Det er i stedet bundet til Herrens nærvær i Ord og sakramenter (jf. Joh 4,21.23f).

Gud blev til frelse, siger salmen. Det skete, fordi “den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten” (Sl 118,22). Jesus Kristus blev forkastet, men Gud oprejste ham fra de døde og gjorde ham til hovedhjørnesten. Han er det tempel, som alle, der er gjort retfærdige ved hans retfærdighed, er sat ind i som levende stene. Frelsen er ene og alene Guds værk (Sl 118,23), og det er et vidunderligt evangelium. For ellers havde der ingen frelse været.

Nu lyder det så på Påskedag, opstandelsens dag – og takket være den dag på enhver Herrens dag – at “Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118,24). For i evangeliet om Herrens død og opstandelse uddeles syndernes forladelse efter Herrens egen befaling, og derfor kan Guds folk opfordres til at juble og glæde sig på Herrens dag. I den forstand er enhver dag under nåden en Herrens dag. Hverken tider eller steder kan begrænse denne sande gudsdyrkelse.

Med salmen kan man derfor bede: “Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes” (Sl 118,25). Det er Hosianna-råbet, som folk brugte, da Jesus palmesøndag drog ind i Jerusalem. Men de forstod slet ikke, hvad forudsætningen for denne bøn var. Heldigvis besvarede Gud bønnen alligevel. Han besvarer den også, når hans menighed efter hans befaling og løfte synger sit Hosianna forud for nadveren. For også her kommer Herren selv med den frelse, han vandt på korset. Ja, han kommer med de største gaver, der tænkes kan: Hans legeme og blod, som han ofrede for synders skyld. Nu uddeler han dem i, med og under nadverens brød og vin som forkyndelse af og bekræftelse på syndernes forladelse.

Derfor kan det stadigvæk lyde: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Sl 118,26). For Herren er Gud, der giver lys (jf. Sl 118,27). Han er den, der ved sit ord oplyser os om synd, dom og retfærdighed (Joh 16,9-11).

På Påskedag skal det derfor ligesom alle andre dag, ja, mere end alle andre dage lyde: “Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 118,28f).

1 Pet 1,3-9

1 Pet 1,3-9 forkynder sammenhængen mellem Kristi opstandelse og vores genfødelse til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Genfødslen i dåben, som vi jo også hører om i bl.a. Joh 3 og Tit 3,4-7, hænger sammen med, at dåben er en dåb ind på Kristus (jf. Rom 6,1ff; 1 Kor 12,13; Rom 11,17). Vi “blev begravet sammen med ham i dåb, og i den blev [vi] også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde” (Kol 2,12).

Uden Jesu Kristi død og opstandelse og uden syndernes forladelse er en gudsdyrkelse ikke bare tom, men den er bedragerisk og fører folk i Helvede. Derfor er Påskedag den største fest i kirkeåret. Det er heller ikke så underligt, at oldkirken gjorde Påskedag til den store dåbsdag. Det er velbegrundet, som det fremgår af de tekster, jeg lige har anført.

Prædiketeksten Matt 28,1-8

Jesus var blevet korsfæstet, sådan som vi i kirken har hørt om det Langfredag. Inden han udåndede, råbte han “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). Jesus blev nemlig forladt af Gud, forbandet af Gud og ramt af hans vrede – i vores sted.

Resultatet var bemærkelsesværdigt. Først og fremmest var al verdens synd nu forsonet, og Jesus blev, som vi skal høre Påskedag, oprejst på grund af vores retfærdiggørelse, på samme måde som han blev givet hen for vore synder skyld (Rom 4,25). Dermed var der ikke længere brug for templet, og templets forhæng flængedes (Matt 27,51).

Men dermed var der heller ikke længere brug for offertjenesten. Den kunne og skulle ikke fortsætte, for nu var det endegyldige offer bragt, sådan som bl.a. Hebræerbrevet lærer os. Nu var det ikke længere ypperstepræsterne, der skulle frembære ofre på på vores vegne. Nu er Jesus vores mellemmand. Det betyder, at der ikke længere er brug for nogen offertjeneste. Men der er brug for en lærer- og hyrdetjeneste, for evangeliet skal forkyndes til syndernes forladelse, og sakramenterne skal forvaltes.

Matthæus beretter også, at jorden skælvede og klipperne revnede. Og “gravene sprang op, og mange af de hensovedes helliges legemer stod op” (Matt 27,52). Jesus har selv opvakt mindst tre fra de døde: Jairus’ datter, enkens søn fra Nain og Lazarus. Apostlene fik også myndighed til at opvække døde (Matt 10,8). Med Jesu stedfortrædende lidelse og død er syndens magt og dermed dødens magt brudt. Det viser Gud ved at oprejse disse hensovede helliges legemer fra de døde. De viste sig for mange (Matt 27,53) og førte til en sand bekendelse fra officeren og hans mandskab (Matt 27,54).

Matthæus gør opmærksom på, at der også var kvinder, der overværede Jesu lidelse og død. “Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor” (Matt 27,56). Da Jesus senere blev lagt i graven af Josef fra Arimatæa, sad Maria Magdalene og den anden Maria over for graven og så på (Matt 27,61).

Der blev også sat vagt ved graven, fordi ypperstepræsterne og farisæerne huskede, hvad Jesus havde sagt. De kunne måske ikke engang selv tro på, at Jesus bare var et almindeligt menneske, som selvfølgelig ikke kunne opstå fra de døde. Derfor måtte de have vagt ved graven. Det pakkede de så pænt ind i en påstand om, at det skulle forhindre disciplene i at have stjæle Jesus og hævde, at han var opstået fra de døde.

Kvinderne ved graven (v. 1f)

Tidlig søndag morgen kommer Maria Magdalene og den anden Maria ud for at se til graven.

Jordskælv og en engel, der åbenbarer sig (v. 2f)

Mens de var, kom der et jordskælv. Det gør der tit i forbindelse med, at Gud eller hans engle åbenbarer sig for mennesker. Og som vi så, skete det i forbindelse med de helliges opstandelse (jf. Matt 27,51.54). Denne gang er det ‘et stort jordskælv,’ som der egentlig står. For nu er der ikke blot nogle helliges opstandelse, det drejer sig om. Nu er det proklamationen af Jesu opstandelse. Samtidig spiller det sikkert ind, at ordet ‘stor’ ofte bruges i forbindelse med de sidste tider, sådan som det er tilfældet utallige gange i Johannes’ Åbenbaring.

Englen beskrives, så det er klart, at han kommer fra Himlen, fra Guds herlige og usynlige verden.

Herrens engel, dvs. ‘sendebud,’ vælter stenen fra. Det gør han ikke, fordi Jesus skal kunne komme ud. Jesus er nemlig ikke i graven. Han gør det derimod, for at kvinderne – og senere apostlene Peter og Johannes – skal kunne se, at graven er tom.

Soldaternes frygt (v. 4)

Vagtmandskabet reaktion var “naturlig,” når man tager i betragtning, at det var syndere, som nu stod over for et sendebud, som viste sig med Himmelens herlighed og renhed. De skælvede af frygt for englen. Ordet ‘skælve’ er det ord, der også brugtes om jordens skælven i Matt 27,51. De blev “som døde.” Sådan reagerer mennesker, når de får en åbenbaring. Sådan reagerede Johannes f.eks. også på Patmos. Om englen har sagt noget til dem, ved vi ikke. Men vi ved, at han sagde noget til kvinderne.

Kvinderne søger efter Jesus (v. 5)

Først siger englen, at kvinderne ikke skal frygte. Dette “frygt ikke!” skal berolige kvinderne, for en åbenbaring kan jo også være til dom og straf. Her åbenbares englen for at forkynde evangeliet. Derfor lyder hans “frygt ikke!”

Englen fortæller dem, at han ved, hvad de kommer for: at søge efter Jesus, den korsfæstede. Jesus betyder ‘Herren frelser,’ og det skulle Jesus hedde, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder (jf. til Matt 1,21). Det skulle han netop gøre ved at dø som den korsfæstede (jf. Matt 20,19; 26,2; 27,22 m.fl.). Denne Jesus, den korsfæstede, er – Gud været lovet – ikke i graven mere!

Jesus er opstået (v. 6)

Englen kan derfor forkynde jordens mægtigste og herligste budskab. Jesus er ikke i graven. Han er opstået fra de døde. Det havde han også sagt på forhånd (Matt 12,39-41; 16,21; 17,23; 20,19; 26,32 jf. 17,9). Foruden disse direkte udsagn om opstandelsen forudsætter Jesus det ofte, når han taler om sin egen genkomst. Hvis man har øjne at se med, er der mange steder!

Englen vil nu vise kvinderne, hvor Jesus lå. Senere får vi at vide, at ligklæderne er lagt pænt sammen (Joh 20,5-7).

I skal se ham i Galilæa (v. 7)

Nu skal kvinderne skynde sig tilbage og fortælle hans disciple, at Jesus er opstået fra de døde. Kvinderne bliver således hjælpe-sendebude i dagens anledning. Men det betyder ikke, at de bliver prædikanter. De bliver budbringere, men det er ikke deres vidnesbyrd, som den kristne forkyndelse bygger på. Den bygger på Kristi ord og gerning, herunder hvad han gjorde og sagde, når han åbenbarede sig efter opstandelsen. Den bygger også på apostlenes skrifter, og på de skrifter/forfattere, som blev autoriseret af dem.

Kvinderne skal gå hastigt hen og fortælle disciplene, at Jesus er opstået. Hvorfor? Fordi de har brug for at høre det. Selv om Jesus mange gange talte om sin opstandelse, troede de det ikke, og opstandelsen har fundet sted midt i deres vantro. Men Jesus vidste på forhånd, at det ville gå sådan, at de alle ville forlade ham. Men det var også for dem, han døde. Og derfor skal evangeliet også forkyndes for apostlene. Ellers ville de heller ikke kunne forkynde evangeliet selv.

Jesus er gået foran til Galilæa. Det havde han også sagt i forvejen (Matt 26,32). I Galilæa giver Jesus sine apostle og dermed kirken befaling om at gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem og lære dem at holde alt, hvad han har befalet. Jesu korsfæstelse og opstandelse er det helt centrale heri (1 Kor 15,3ff). Det betyder blot ikke, at det er det eneste nødvendige.

I Galilæa skal de se ham, men han vil også åbenbare sig adskillige gange forinden (jf. også 1 Kor 15,5f). Når det alligevel fremhæves, at de skal se ham i Galilæa, hænger det sammen med, at Matthæus lader sit evangelium ende med, hvad der sker der, inden Jesus farer til Himmels.

Kvinderne adlød med frygt og stor glæde (v. 8)

Kvinderne gjorde nu, hvad englen havde befalet dem. De løb bort med frygt, men ikke en frygt, som den man har, når man skal møde Gud i hans vrede. Det var ærefrygt, den frygt, som mødet med den hellige og nådige Gud giver mennesker.

Sammen med den var ‘en stor glæde.’ Det er glæden over, at Jesus var opstået fra de døde og at han derfor levede og lever. Livet former sig ikke altid sådan, at mennesker af den grund er glade hele tiden. Men evangeliet er en kilde til en glæde, som kan bestå midt i alt andet. En vished om, at Jesus har sonet al synd og er opstået, og at vi som kristne er døbt og genfødt til en glædelig opstandelse fra de døde – for Jesu Kristi skyld.

Vi skal ikke være kede af det eller bange.

Glædelig påske!

Update: Ovenstående indlæg er rekonstrueret, fordi formatteringen var i stykker, hvilket medførte, at en stor del af gennemgangen af Matt 28,1-8 var forsvundet.

Din første kærlighed (Åb 2,1-7)

Jesu budskab til menighedens biskop i Efesos (Johannes’ Åbenbaring 2,1-7)

Jesus har i det foregående åbenbaret sig for Johannes som Menneskesønnen. Ved sit første komme led, døde og opstod Menneskesønnen. Han bragte Guds rige nær med syndernes forladelse. Ved sit andet komme vil han oprette Guds rige i herlighed og synlighed.

I Åb 2-3 finder vi det, som Menneskesønnen har dikteret. Det er henvendt til “englene” for hver enkelt af syv menigheder i Lilleasien i det nuværende vestlige Tyrkiet, men sendes til alle, og hvert enkelt diktat er derfor til alle.

Men f.eks. Luther og tyskeren Th. Zahn tolkede “englene” om menighedens biskopper, er det blevet meget almindeligt at forstå “englene” som rigtige engle. Det giver imidlertid dårlig mening, for hvis der virkelig var tale om engle, der skulle omvende sig, ville det være onde engle, som ikke kan det. Andre tolker det om engle som repræsentanter for menighederne, men så er der jo i realiteten ikke forskel på “englene og menighederne.”

Menneskesønnen formaner hver enkelt af menighedernes biskopper ud fra, hvad de – og menighederne – har brug for af vejledning for at kunne være forberedt til hans genkomst. Flertallet af dem har åbenbart ikke været forberedt, på trods af Jesu undervisning i evangelierne. Derfor åbenbarer Jesus sig for at berede sit folk til hans andet komme. Uden syndernes forladelse ved tro på ham vil ingen blive frelst.

Hans budskab til menighedens biskop i Efesos gennemgås i det følgende, og de resterende seks afsnit gennemgås i efterfølgende indlæg.

Menneskesønnen er hos sine menigheder og kender dem (v. 1)

Jesus dikterer nu sit budskab til biskoppen for menigheden i Efesos, hvor både Paulus og Johannes har boet. Jesus beskriver sig selv, så det klart fremgår, at han er Menneskesønnen. Dermed (mere end) antyder han også, at hans budskab har noget med oprettelsen af Gudsriget i herlighed at gøre.

Han holder de syv stjerner i sin højre hånd, dvs. de syv menigheders biskopper, og han vandrer mellem de syv guldlysestager, dvs. mellem sine menigheder (jf. 1,16 og 1,20). Menneskesønnen har altså magt over de syv menigheders biskopper, og han er til stede hos sine menigheder. Det er derfor, han ved, hvordan de har det.

Den virksomme biskop (v. 2-3)

Menneskesønnen giver nu til kende, at han kender denne biskop. Han roser ham, måske så han også kan høre, når han må revse ham. Biskoppen er virksom. Han sidder ikke doven hen, men arbejder for sagen. Ja, han slider i det, også når det kræver udholdenhed. Han ved også, hvad der er ret, og hvad der er galt.

Han har haft besøg af nogle, der påstår at være apostle, og som derfor gør krav på, at biskoppen (og menigheden) skal adlyde dem. Det afviste Efesos-biskoppen. Han har prøvet dem, og han fandt ud af, at de løj. Han er altså i stand til at vurdere, hvad disse falske forkyndere siger.

Udadtil har biskoppen mødt modstand, men han har været udholdende. Selv om han derfor har måttet døje meget, har han været udholdende og ikke blevet træt. Alt det er faktisk positivt, ser det ud til. Biskoppen må vel nu være positivt indstillet over for budskabet fra Menneskesønnen. Det er også nødvendigt, for der er også et alvorsord til ham.

Den kærlighedsløse biskop (v. 4)

Biskoppen må nemlig lægge øre til, at Menneskesønnen kritiserer ham for at have svigtet sin første kærlighed. Al biskoppens virksomhed er altså ikke (længere) vokset ud af hans kærlighed. Det er ikke hans forhold til Menneskesønnen, dvs. troen, som har tilskyndet dem. Om det er vane, principfasthed, eller noget tredje får vi ikke at vide. Kun at kærligheden mangler.

Måske mener Jesus kærligheden til menigheden, som mange fortolkere mener. Men det er i al fald også kærligheden til Menneskesønnen selv, som her kaldes ‘den første kærlighed’. Faktisk kan der argumenteres for, at menighedens biskop på denne måde beskrives som en utro hustru. Senere beskrives menigheden i al fald som Lammets hustru (19,7; 21,2; 21,9f). Kærligheden er død. Der er kun en vej for at forbedre dette.

Omvend dig! (v. 5a)

Jesus beskriver biskoppen som en stjerne, som er faldet ned. Der tænkes naturligvis ikke på rigtige stjerner, men på, at Jesus har de syv stjerner i sin hånd, sådan som Johannes så det i kapitel 1.

Derfor opfordrer Jesus biskoppen til at huske, hvorfra han er faldet: ud af Jesu hånd. Han opfordrer ham også til at omvende sig, så han kommer tilbage til Gud og Menneskesønnen. Hans manglende kærlighed, som altså betyder hans manglende tro, gør, at al hans virksomhed dybest set alligevel ikke er gode gerninger. Han kan ikke dække over sin manglende kærlighed.

Der er derfor ikke anden vej for denne biskop end at omvende sig og få genoprettet forholdet til Gud og Menneskesønnen. Det er ikke et budskab, som Menneskesønnen sender til efesernes biskop for at være grov ved ham. Nej, han ønsker, at han – og på samme måde hans menighed – skal være beredt til at modtage ham med glæde, når han kommer igen med skyerne (1,7). For hans komme kan blive enten til glæde og evigt liv eller til dom og evig fortabelse.

Gør de gerninger, du først gjorde (v. 5b)

Biskoppen skal omvende sig, og så bliver han i stand til at gøre kærlighedens gerninger og ikke sine egne gerninger. Udadtil ser det måske ens ud, men de gerninger, der ikke udspringer af tro, er ikke gode gerninger. Til gengæld er det så vigtigt at slå fast, at Menneskesønnen forventer de troendes gerninger, også selv om det ikke er dem, der skal frelse os, men Ham! Troen er nemlig altid en tro, der er virksom i kærlighed (jf. Gal 5,6).

Ellers kommer jeg over dig (v. 5c)

Tiden eller timen er nær, hvor Menneskesønnen kommer igen (1,3; 22,6). Når Gud og hans Salvede har overtaget verdensherredømmet, skal de døde dømmes og Guds tjenere få deres løn (11,18). Om det bliver det ene eller det andet, afhænger af det enkeltes menneskes forhold til Menneskesønnen.

Her advarer Menneskesønnen Efesos-biskoppen med, at han kommer over ham og flytter hans lysestage/menighed fra dens plads, hvis ikke han omvender sig. Både biskoppen og menigheden vil altså på dommens dag blive flyttet væk fra Menneskesønnen. Sammenhængen må være, at menigheden risikerer at miste troen ligesom deres biskop, hvis ikke biskoppen omvender sig. For langt på vej er det jo sådan, at som forkyndelsen er, bliver menigheden.

Åb viser klart, at dommedag betyder evig fortabelse i ild- og svovlsøen og ingen adgang til Paradiset (jf. 2,7). At biskoppens forhold til ham er død, betyder altså, at han (og hans menighed) vil blive ramt af dommen. For der er ikke frelse på anden måde end ved tro på Kristus.

Her bruges bare udtrykket ‘kærlighed’, men sagen er helt den samme. Den troende skal gøre kærlighedens gerninger, ellers er det afsløret, at vi ikke tror. Det lærte Jesu broder os også: “For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt” (Jak 2,26).

At spise af livet træ (v. 7)

Den, der sejrer, er den, der holder ud, indtil Menneskesønnen kommer igen. Sejren består altså i at nå frem til dommedag med troen i behold. Det er ingen let sag. Troen kan dø, og dermed dør kærlighedens gerninger. Det er der mange grunde til, og de følgende afsnit viser nogle af dem.

Menneskesønnen vil give den, som holder ud, lov til at spise af livets træ i Guds paradis. Siden syndefaldet har menneskene været udelukket fra Paradiset og livets træ, men når Menneskesønnen kommer igen, skal alle troende få adgang til det nye Paradis. Her skal vi få lov at spise af livets træ og leve evigt – og bo sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.