Den falske tolerance (Åb 2,12-17)

Jesu budskab til menighedens biskop i Pergamon (Johannes’ Åbenbaring 2,12-17)

I det tredje afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Pergamon. Også hos denne biskop er der noget, der gør, at han ikke uden omvendelse vil undgå dommen. Hvor biskoppen i Efesos har et vrangt forhold til Kristus, er problemet i Pergamon overraskende for en moderne tankegang – og bør også give os anledning til selvransagelse.

Sværdet i Menneskesønnens mund (v. 12)

Menneskesønnen beskriver sig her som ham med det skarpe, tveæggede sværd. Fra 1,16 ved vi, at det udgår fra Menneskesønnens mund, og derfor vel må være et sværd til at dømme med, da det jo ikke kan være et rigtigt sværd. Hvor biskoppen i Smyrna slap for kritik, tyder Jesu beskrivelse af sig selv på, at denne biskop og dermed hans menighed har et problem: et problem med munden, skal det vise sig. Et problem, som kan føre til, at han – og dermed også hans menighed – bliver ramt af sværdet i Jesu mund, dvs. af dommen.

Du har ikke fornægtet troen på mig (v. 13)

Umiddelbart ser det ud til, at det ikke står så galt til med denne biskop. Jesus ved, at han bor et sted, hvor Satans trone står, og hvor Satan bor. Satan slog Antipas ihjel, så hans magt er ikke på skrømt. Antipas bekendte troen på sin Herre, selv i døden. Biskoppen lod sig altså heller ikke skræmme, men aflagde sin bekendelse.

Det kan vel være, det skal forstås helt bogstaveligt, at Satan bor i Pergamon og havde sin trone stående dér. Der var faktisk et stort Zeus-alter i Pergamon. Det står nu på et museum i Berlin. Men der er i al fald tale om, at Satan kan siges at bo i Pergamon og har en trone stående der. Om det er klogt at begrænse det til Zeus-alteret er ikke nemt at afgøre.

Men du finder dig i nogle, som holder fast ved Bileams lære (v. 14)

Men biskoppen i Pergamon har alligevel et problem, et alvorligt problem skal det vise sig. For Jesus har noget imod ham, “lidt,” som Jesus siger. Der er nemlig nogle i denne biskops menighed, som holder fast ved Bileams lære.

Bileam lærte kong Balak at stille fælde for Israels børn, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt (4 Mos 25,1ff; 31,16). Begge dele var imod Guds bud, og derfor førte det til en frygtelig dom over de frafaldne, som blev dræbt. Bileam selv blev dræbt med sværd (4 Mos 31,8).

Også hos dig er der vranglærere! (v. 15)

På samme måde, siger Jesus, er der nogle vranglærere i menigheden i Pergamon, som biskoppen finder sig i. Disse nikolaitter, som Jesus kalder dem, har en lære, som leder nogle i menigheden til at spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Det er faktisk meget sandsynligt, at det skal forstås helt bogstaveligt. I al fald måtte Paulus mange år før tage de samme to problemer op i over for menigheden i Korinth (1 Kor 6,12-20 og 1 Kor 8-10).

Efeserne hadede dem, og det gjorde de ret i, for Jesus hadede dem også (v. 6). Så denne menighed burde også hade dem, og tage afstand fra dem. Hvorfor mon? Bileam profeterede jo da om Jesus (4 Mos 24,17).

Hvorfor er det da så slemt? Jo, falsk lære fører til frafald. Derfor hader Jesus vranglærere, og derfor skal vi hade vranglærere. Først og fremmest skal vi bekæmpe vranglæren, men vi må heller ikke – for troens skyld – finde os i vranglærere. Det gjorde denne biskop desværre. Derfor har Jesus noget imod ham.

Omvend dig (v. 16a)

Vi ville uden tvivl vente, at vranglærerne nu får besked på at omvende sig og rette op på deres falske undervisning og lære. Det er jo ikke biskoppen, der lærer falsk. I al fald ikke direkte.

Men Jesus formaner ikke vranglærerne, men biskoppen til at omvende sig. At biskoppen fandt sig i vranglære, gjorde, at han måtte omvende sig. Intet mindre end omvendelse må der til. En biskop er en tilsynsmand. Det betyde, at han skal “se til sin menighed.” Det skal han gøre med lov og evangelium, så medlemmerne kan bekende deres synd og tro på Jesus Kristus og hans lære. Han skal altså lære dem den rette lære, men han skal også bekæmpe den falske.

En biskop, der ikke gør dette, svigter sit embede og sin menighed. For den rette lære værner om den forkyndelse, der frelser. Men det er ikke kun biskoppens ansvar. I vor tid har vi ændret på ordene, så vi kalder en menigheds tilsynsmand for præst (lærer og hyrde), mens f.eks. folkekirken bruger ordet biskop om en leder, der dels er præsternes præst, dels er en administrativ leder og personalechef.

Vores tid ligner Pergamon. At tolere vranglære er blevet en dårlig vane for både præster og lægfolk i vores tid. Men det er altså også en dødsensfarlig vane. Men det kan faktisk også være udtryk for vantro og ligegyldighed mod Guds ord.

At tolerere vranglærere er at slippe fortabelsens gift ind i menigheden. Det har katastrofale konsekvenser, som vi så det med israelitterne.

Derfor formanes enhver tilsynsmand, dvs. præst eller lærer og hyrde, der tillader vranglære, til at omvende sig og (igen) forkynde den rette lære og bekæmpe den falske lære. Sker det ikke, må menigheden for sin tros og evige frelses skyld forlade en sådan hyrde og lærer og kalde en, der vil holde sig til Guds Ord i lære og praksis.

Ellers bliver du ramt af dommen (v. 16b)

At Jesu formaning til omvendelse virkelig er alvorligt ment, fremgår af, at han ellers snart vil komme over “dig,” dvs. biskoppen, og føre krig mod “dem,” dvs. vranglærerne, med sit munds sværd.

Det, Jesus her taler om, beskrives nærmere i Åb 19,11ff. Det er hans genkomst til dom, som han her beskriver. Dommens dag er så at sige en krigens dag, og det er Jesus, der fører krigen med sit sværd, jf. Åb 19,11, hvor der ordret står, at “han dømmer og fører krig med retfærdighed”.

Hvor svært det end måtte være at forstå – eller måske snarere at acceptere – for os, så er det altså fortabelse, biskoppen trues med. For biskoppen har – ligesom menigheden – fået klare ordrer om at holde sig fra vranglære.

Fordi det er imod Jesu ordrer, og fordi det kan koste ikke blot døden, men fortabelse, må biskoppen (og menigheden, som vi skal i næste afsnit i denne serie) vælge mellem enten at omvende sig og gøre op med vranglærerne eller at blive ramt af dommen.

Jesus siger det bestemt ikke, fordi han ønsker at biskoppen og menigheden i Pergamon eller præsterne og menighederne i Danmark eller hvor det nu måtte være skal gå fortabt. Tværtimod! Jesu formaning til at gøre op med vranglærerne skyldes netop, at han ønsker, at biskopperne og menighederne skal frelses og nå frem til en sejrens og frelsens dag, og ikke en dommens og fortabelsens dag.

Ordet fra Guds mund (v. 17)

Som israelitterne i ørkenen fik manna, sådan lover Jesus dem, der sejrer og når frem til Paradiset (jf. v. 7), den skjulte manna og en hvid sten med et nyt navn, som kun modtageren kender.

Den skjulte manna er sikkert det livets ord, som udgår fra Guds mund (sml. 5 Mos 8,3), og er altså præcist det modsatte af at blive ramt af det sværd, som udgår af Guds eller Jesu mund.

Det nye navn er det navn, som Herrens mund skal nævne, som der egentlig står i Es 62,2.

Vi skal værne om den rette lære, Skriftens lære, som “kan,” dvs. har kraft til at gøre os vise til frelse, som Paulus skriver i 2 Tim 3,15-17 (jf. Rom 1,16; 1 Kor 1,18).

Den, der ved Ordet og Guds Ånd hører loven, så det fører til syndserkendelse – også når det gælder den synd, der består i under dække af falsk tolerance at acceptere vranglære – og evangeliets lære, så det bliver til tro, ja, det menneske skal få et frelsens navn fra Guds mund på dommedag!

Da skal vi bo, hvor Gud bor – og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

“Mine får hører min røst” (2. s. e. påske – Joh 10,22-30)

Læsninger

Læsningerne til 2. søndag efter påske (i 2008 er det 6. april) giver mulighed for at vælge mellem ApG 2,36-41 og Hebr 13,20f som epistellæsning. Vælger man Hebr 13,20f indeholder alle tre tekster hyrdemotivet: Herren er min hyrde (Sl 23), fårenes hyrde er opstået fra de døde (Hebr 13,20f) og hyrden og fårene, der hører hyrdens røst (Joh 10,22-30). Det ligger jo i forlængelse af prædiketeksten til 1. søndag efter påske.

Læser man i stedet ApG 2,36-41, er det vel temaet frelse, der er understreget. Sl 23 understreger, hvordan hyrden tager sig af os med evangeliet og sakramenterne, som skænker en evig frelse. ApG 2,36-41 drejer sig om frelse, syndernes forladelse, dåb og Helligåndens gave. Den evige frelse er et stærkt tema i Joh 10,22-30.

Måske du kan se andre tematiske forbindelser?

Salme 23 taler om Herren som hyrde. Hvad det betyder, at Herren er hyrde, har jeg skrevet noget om til 1. søndag efter påske (se “Vær hyrde for mine får” [1. s. e. påske – Joh 21,15-19]). Når der er tale om ikke at frygte noget, selv når døden og mørkets kommer, så er det ikke et løfte om aldrig at mangle noget i denne verden. Det er i stedet en beskrivelse af, hvor rig på nåde og barmhjertighed Herren er. Godhed og troskab vil følge den, der har Herren som hyrde. Og man hører til i Hans Hus hele livet.

I første omgang drejer det sig om dette liv, men eftersom frelsen i dette liv fortsætter i al evighed, er salmen også en beskrivelse af, at den troende skal tilbringe evigheden i Herrens hus, dvs. i Himmeriget, Det ny Jerusalem, der netop har form som det allerhelligste.

Når de hyrder, der tjener på vegne af denne hyrde, passer deres hyrdetjeneste efter Herrens vilje, så gælder hver eneste af ordene i denne salme.

Apostlenes Gerninger 2,36-41 følger efter, at Peter både har forkyndt loven over jødernes synd og evangeliet om Kristi død og opstandelse (se ovennævnte henvisning til 1. s. e. påske). Peters prædiken gjorde sin gerning ved Helligånden, og tilhørerne spurgte, hvad de skulle gøre for at få del i det, Kristus havde erhvervet.

Peters svar er, at de skal omvende sig, dvs. erkende og bekende deres synd, og lade sig døbe i Jesu Kristi navn “til [deres] synders forladelse” (v. 38). Det betyder, at de virkelig får syndernes forladelse ved at blive døbt. Dermed bliver de genfødt og fornyet (Tit 3,4-7). De skal også få Helligånden som gave.

Løftet gælder jøderne – såvel voksne som børn – og “dem i det fjerne,” dvs. hedningerne. Når løftet, som begrunder det foregående, også gælder børnene, skal de naturligvis døbes. Jøderne omskar jo også drengebørnene, så de kunne få del i det gamle testamentes arv. På samme måde skal børnene naturligvis gives del i det nye testamentes arv.

Hebræerbrevet 13,20f er en bøn om, at Gud vil sætte tilhørerne i stand til at gøre Guds vilje. Det er Gud selv, der ved Jesus Kristus udvirker i os at gøre det, som er gudvelbehageligt. Dette tema har Luther i øvrigt en god og markant udlægning af i Om den trælbundne vilje.

Men som nævnt er teksten sikkert valgt, fordi det også siges, at Gud førte “fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, ud op fra de døde med eller nok bedre “ved et evigt testamentes blod.” Fordi Jesus ofrede sit eget uskyldige blod i vores sted, har Gud oprejst ham fra de døde. Er denne oversættelse korrekt, er der formentlig tale om samme sag, som vi møder i Rom 4,25, hvor der ordret står, at Jesus “blev givet hen på grund af vore overtrædelser og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse.”

Prædiketeksten

Johannesevangeliet kapitel 10 har temaet Den gode hyrde. Det er ikke én lang tale, men Johannes gengiver, hvad vi har brug for at vide.

Tidspunktet: Festen for genindvielsen af templet (v. 22)

Denne fest, som nu om dage kaldes Chanukka, fejrede renselsen og genindvielsen af templet i 165/164 f. Kr., efter at Antiochos 4. Epifanes havde profaneret det i 168/167 f. Kr. Men man fejrede faktisk også tempelindvielserne under Salomon og Zerubbabel (1 Kong 8,2; Ezra 3,4; 2 Krøn 7,5 og Ezra 6,16).

I forbindelse med genindvielsen, som man fejrede i otte dage, sang man bl.a. Hallel (Sl 113-118), og man gik i procession med palmegrene og andet grønt. Der var mange paralleller til Løvhyttefesten. Efter templets ødelæggelse i år 70 e. Kr. fejrede man festen i hjemmene med at tænde lamper. Man kan af og til møde navnet Lysfesten (Lampernes fest).

Festen handler jo egentlig om den rette gudsdyrkelse. Antiochus’ profanering af templet med hedenske ofre betød, at templet måtte genindvies. Af de to tempelrensninger, som evangelierne beretter om (Joh 2,13-25; Mark 11,15-18 med parralleller), og af Jesu samtale med den samaritanske kvinde i Joh 4 fremgår det, at der med Jesu død og opstandelse skal ske store forandringer med den rette gudsdyrkelse. Det udlægger Hebræerbrevet i detaljer. Jesus vil gå ind og ofre sit eget blod én gang for alle. Derfor skal det nye testamente erstatte det gamle.

I overensstemmelse dermed skal gudsdyrkelsen ikke foregå med centrum i Jerusalem, men omkring den korsfæstede og opstandne Jesus, der kommer med sit ord og sit legeme og blod.

Johannes føjer til, at det var vinter. Det er det jo gerne i november-december, hvor festen lå (den 25. kislev). Men om der er andre end de faktuelle grunde til at anføre dette, ved jeg faktisk ikke. (???)

Stedet: Salomos Søjlegang i templet (v. 23)

Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Her mødtes rabbinerne tit med deres disciple og underviste offentligt. Jesus har sikkert undervist her flere gange, men denne gang får vi udtrykkeligt at vide, hvor det foregår. Jesu lære skal jo i øvrigt erstatte farisæernes og de skriftkloges overleveringer. Jesus er den hyrde, som Gud selv vil indsætte, og Jesus indsatte hyrder og lærere til at tage sig af hans hjord (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).

Efter Jesu opstandelse mødtes kirken i Salomos Søjlegang (ApG 5,12). De fulgte altså Den gode Hyrdes røst og samledes, hvor den lød.

I nærheden af Salomos Søjlegang foregik formentlig også helbredelsen af den lamme (ApG 3,1-11).

Er du Kristus? (v. 24)

Jøderne samledes omkring Jesus. Selv om hedninger havde adgang til denne del af tempelanlægget, er det jøderne, Johannes nævner. Årsagen er sikkert, at det er dem, der havde fået profetierne og løfterne om Kristus (Messias).

Disse jøder vil nu have et direkte svar fra Jesus: Er han Kristus. De synes, Jesus holder dem hen.

Disse jøder vil altså have et åbent og klart svar på, om Jesus er ham, som Det gamle Testamente taler om, lige fra 1 Mos 3,15.

Skønt jeg har sagt det, tror I det ikke (v. 25)

Jesu svar er, at det har han sagt. Men de tror ham ikke.

Hvordan han har sagt det, siger Jesus med det samme. Han har gjort gerninger i sin Faders navn. De viser, hvem han er. Det gør de, både fordi ingen andre end Gud har magt til at gøre de gerninger, Jesus har gjort. Kun Gud kan tilgive syndere (se f.eks. til 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12). Kun Gud kan gøre vand til vin og helbrede dødssyge (se f.eks. 21. søndag efter Trinitatis – Joh 4,46-53). Kun Gud kan opvække døde (jf. til 24. søndag efter Trinitatis – Matt 9,18-26; se også Joh 11,1-45 og Luk 7,11-17). Jesus talte også med en myndighed, som ingen andre havde. Jesus havde altså fortalt åbent i ord og med gerninger, at han var Kristus eller Messias.

Problemet lå hos dem selv. De troede ham ikke. De troede hverken hans ord eller de gerninger, som ellers bevidnede hans ord.

Årsagen til deres vantro (v. 26)

Jesus siger nu, at de ikke tror, fordi de ikke er af hans får. Det skal ikke forstås sådan, at der er nogle, der er forudbestemt til at gå fortabt. Jesus bar al verdens synd (Joh 1,29.36). Han elskede verden (Joh 3,16). Han vil, at alle skal frelse (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Eller som han selv sagde kort før sin død og opstandelse: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37).

Jesus er Den gode Hyrde, og kort tid efter satte han sit liv til for fårene. Det gjorde han, fordi han gerne vil frelse hvert eneste menneske. Men dem, der ikke vil høre evangeliet, går fortabt.

Årsagen er altså ikke, at Jesus ikke vil frelse eller at evangeliet ikke har kraft til at skabe tro. Det er derimod vantroens genstridighed, der er årsagen. Selv om intet menneske generelt kan stå imod Guds vilje, har Gud valgt at frelse ved evangeliet og sakramenterne. Disse nådens eller frelsens midler kan mennesket stå imod, hvis man vil. Men så bærer man også selv ansvaret.

Disse mennesker, der afviser Kristus og evangeliets lære, hører ikke til Jesu får.

Den gode Hyrde og hans får (v. 27)

Det er anderledes med forholdet mellem Jesus, Den gode Hyrde, og hans får. Om dem siger Jesus klart, at de hører hans røst. Hører man til Jesu får, lytter man til hans ord og tager dem til hjerte.

Man skal ikke forstå udtrykket ‘min røst,’ som om det blot er stemmen, klangen eller tonen. Det kunne billedet med får og hyrde måske lægge op til. Nej, det er Jesu lære, evangeliet, han taler om. “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,31f). Men så er det altså også omvendt (se til 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51).

Jesus ved, hvem der er tale om. Han kender dem, sådan som en fårehyrde kender sine får. De følger ham, sådan som fårene følger deres hyrde. Og skulle det ske, at de kommer væk, så går han ud efter dem. Men fårene følger ham, for det er ham, der sørger for deres føde og værner dem mod fjender (jf. til “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).

Evigt liv og forudbestemmelse til frelse (v. 28f)

Jesus sørger ikke blot for, at de får føde i dette liv. Nej, den føde, han giver, giver mere end opretholdelse af dette liv. Det giver “evigt liv.” Det var det, Jesus var inde på i sin store tale om livets brød i Johannesevangeliet kapitel 6 (se Midfaste søndag – Joh 6,24-37).

Jesus siger det endnu stærkere: “de skal aldrig i evighed gå fortabt” (Joh 10,28). Det lyder, næsten som om calvinisterne har ret i, at hvis man én gang er kommet til tro, så kan man ikke miste troen. Men frafald er muligt.

Men Jesus forkynder ikke “sikkerhed” her. Han forkynder evangelium. Han forkynder, at de bliver frelst på grund af ham, og han også vil bevare sin får.

Det løfte kan han give, fordi han har magten. “Ingen skal rive dem ud af min hånd,” siger han. Der er nemlig ingen, der har magt til at rive dem ud af hans hånd. Som Paulus skriver: “Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort. Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” (Rom 8,30f).

Om forudbestemmelsen gælder det altså ikke, at nogle mennesker er forudbestemt til fortabelse. Derimod gælder det, at Gud vil drage omsorg for, at dem, han har forudbestemt, vil han også frelse og herliggøre. Det er til trøst for dem, der anfægtes og forfølges. Det er ikke til spekulation. Naturligvis hverken kan eller skal det bruges om dem, der forkaster både deres frelser og deres frelse.

Man kan måske synes, at det er et farligt tema at tage op i en tid, hvor der tales meget om alles frelse og at alle døbte vil blive frelst. Men selv om vranglæren hersker i vor tid, må det ikke afholde os fra at forkynde det trøsterige evangelium i alle dens artikler, når Gud har givet os dem.

I v. 29 bekræfter Jesus, hvad han lige har sagt i v. 28. Men nu taler han om Faderens hånd, hvor han i v. 28 talte om sin egen hånd. Det hænger sammen med, at Faderen og Sønnen handler sammen. Sønnen gør Faderens gerninger. Og som vi skal se i næste vers: De er ét.

Ifølge 1992-oversættelsen siger Jesus siger også, at “det, som min Fader har givet mig, er større end alt andet” eller “større end alle [andre]” (v. 29a). Det, som Faderen har givet Jesus, må i givet fald være hans hjord. Må meningen så være, at de er større end alt/alle, fordi de tilhører ham og er hans hjord?

Det er ikke til at komme uden om, at det giver en meget problematisk mening. Det ville faktisk være meget mere “naturligt,” hvis der stod, at det er Faderen, der er større end alt eller alle. Der er faktisk læsemåder, som siger det. Det er dog meget vanskeligt at forklare, hvordan læsemåden med “det, som min Fader har givet mig” er opstået. Men skal denne vanskelighed få os til at acceptere en tekst, som tilmed kun har en meget ringe bevidnelse?

Allerede p66, der formentlig er fra midten af det andet århundrede og i al fald fra dette århundrede, læser “min fader, som gav (eller: har givet) mig (dem), er større end alle. Selv om 1992-oversættelsen har valgt en læsemåde, som grammatisk giver mening, mener jeg nu nok, at man burde følge p66 og tilsvarende læsemåder. Her bør man altså følge oversættelsen i 1948-oversættelsen: “Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd.”

Lenski drager tilsvarende konklusion, men kunne af gode grunde ikke citere p66, som først blev fundet i 1952. Se nærmere Philip Wesley Comfort og David P. Barrett. The Text of the Earliest New Testament Greek Manuscripts. A corrected, enlarged ed. of The complete text of the earliest New Testament manuscripts. Wheaton, Ill.: Tyndale House, 2001, pp. 376-381.

Faderens og Sønnens enhed (v. 30)

“Jeg og Faderen, vi er ét,” står der ordret, som i 1948-oversættelsen. Det er en af de største og sværeste trosartikler. Ja, det er i sandhed et troens mysterium, som vi ikke kan fatte med vores forstand.

Treenigslæren er derfor intet andet end al anden lære. Læren er ikke et resultat af vores fornufts arbejde med Skriften. Vi sammenfatter ikke. Vi fortolker ikke.

Vi gør ikke andet end at bekende. Bekendelse er det, som det græske ord for det siger: homologia: ‘samme-sigen.’ Når den kristne kirke siger, at den “tror, lærer og bekender,” betyder det altså, at den tager åbenbaringen og gentager det. Sådan lærer Gud os det, sådan tror, lærer og bekender vi det derfor.

Hvad vi ved om treenighedslæren og Faderens og Sønnens enhed, ved vi derfor ene og alene, fordi Skriften åbenbarer det. Det betyder ikke, at vi ikke kan bruge andre ord end Skriften. Det gør vi jo, når vi bruger ordet ‘treenighed.’ Det gør vi også, når vi med rette bekender, at Faderen og Sønnen er “af samme væsen” (homo-ousios), ikke bare af lignende væsen (homoi-ousios).

Senere siger Jesus, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen” (Joh 10,38; 14,10f; jf. 14,20 og 17,21).

Måske bør man benytte lejligheden til at prædike om treenighedslæren. Det bør man i al fald af og til. Hvor detaljeret man skal gøre det, må afhænge af omstændighederne. Men det, som Den athanasianske Trosbekendelse og Den augsburgske Bekendelses artikel 1 taler om, må i al fald med.

Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige, og at der dog er tre personer, af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Og ordet person bruger de i den betydning, hvori de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, nemlig således, at det ikke betegner en del eller en egenskab ved noget andet, men “det, som består for sig selv”.

De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige. De fordømmer også samosatenerne, både de gamle og de nye, som med deres påstand om, at der kun er tale om een person, bruger snedige og ugudelige talemåder om ordet og om Helligånden og siger, at de ikke er særkilte personer, men at ordet betyder det hørlige ord, og ånden den bevægelse, som er skabt i verden.

Den athanasianske Trosbekendelse, som bekender troen dels på den treenige Gud, dels på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse (inkarnation), indledes og afsluttes med følgende alvorlige ord:

Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt. … Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.

Alvoren hænger sammen med, at den, der ikke tror disse trosartikler, tror på en Gud, der ikke findes, og sætter sin lid til en frelser, der ikke eksisterer. Så alvorlig er vranglære.

Men naturligvis er der også andre søndage end denne, hvor man kan prædike om treenigheden. Joh 10,3 er dog et udmærket udgangspunkt.

Grunden til, at Jesus taler om hans og Faderens enhed, er ikke, at vi skal give os i kast med spekulationer, som vi alligevel ikke kan klare. Årsagen er, at jøderne lod sig forarge af tanken om, at Gud skulle blive menneske, og derfor afviste Jesus som Kristus.

Jesus understreger over for dem, at han handler i Faderens navn, dvs. handler på Faderens vegne. Hans gerninger er Faderens gerninger. De bevidner enheden, men de skal også lære os, at Gud frelser gennem Jesus, hans person og gerninger. De skal understrege for os, at Gud ikke frelser og bevarer os på anden måde end ved (troen på) Kristus. Som Jesus sagde til Thomas: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).

Jøderne forkastede ikke blot Frelseren, men også frelsen, da de nægtede, at Jesus er Kristus. Arianerne gjorde det samme, skønt deres teologi(er) fremtrådte anderledes ortodokst, men derfor også var så meget desto farligere. Især Den athanasianske Trosbekendelse er netop rettet mod den form for kristologisk vranglære. Muslimerne er endnu grovere i deres vranglære om Kristus. Over for alle disse vranglærer – Den augsburgske Bekendelse nævner adskillige – må læren i de ovennævnte bekendelser fastholdes. Det handler om frelsen.

Afsluttende bemærkning

Teksterne til 2. søndag efter påske rummer mange temaer, som man kan prædike over. Men uanset hvad man vælger, er det centralt, at det handler om Den gode hyrde, hans hjord og evangeliet.

Jeg vil lade Paul E. Kretzmann få det sidste ord:

This glorious, comforting passage is of such beauty and power that it should be memorized by every Christian for use against the wily attacks of the devil and his allies. We are safe in the hands of our heavenly Father and of Jesus Christ. His Son, our Savior.

“Vær hyrde for mine får” (1. s.e. påske – Joh 21,15-19)

Tekstlæsningerne

Første tekstrække har Joh 20,19-31 som prædiketekst. Det er et naturligt valgt, bl.a. fordi den handler om, hvad der sker påskedags aften. Jesus ‘blev givet hen på grund af vore synder og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse’ (Rom 4,25). Men det var jo ikke nok, at Jesus vandt retfærdigheden. Den må også tilregnes den enkelte ved tro, og derfor indstiftede Jesus embedet og gav dem befaling om at bruge nøglemagten.

Dette tema er også fremtrædende i teksterne til anden række. Es 43,10-12 taler om, at Israel er Guds vidner og tjener, og at det er deres Gud, der er den eneste Gud og frelser. Sådan skal kirken også forkynde om den eneste Gud og frelser. Det sker officielt, når kirkens kaldede hyrder og lærere prædiker og underviser og i øvrigt forvalter prædikeembedet. Det sker også, når menighedens medlemmer aflægger deres bekendelse i det daglige.

Lektien er fra Apostlenes Gerninger 2,22-28. Det er Peters tale på pinsedag. Først forkynder Peter loven, idet han påpeger sine tilhøreres synd og skyld: “ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham” (ApG 2,23). Det er ikke til at komme uden om, at disse jøder var medskyldige i Jesu død. Derfor er det også helt forkert, hvis man ikke tør påpege det. Men det er lige så entydigt, at alle mennesker er skyldige i, at Jesus blev korsfæstet. Men det var ikke andre, der tog Jesu liv. Det var ikke engang sådan, at Jesus bare lod andre tage sit liv. Nej, han gav sit liv for at frelse syndere, frelse os. Jøder såvel som hedninger. Og såvel jøderne som hedninger bliver frelst på nøjagtig den samme måde. Loven må overbevise om synd, og evangeliet tilgiver syndere.

Men Jesus døde ikke kun Langfredag. Han opstod igen. Det er det andet tema i Peters prædiken. Gud lod Jesus opstå, “for han kunne umuligt holdes fast af døden.” Det begrunder Peter med et længere citat fra Sl 16. Det er værd at hæfte sig ved ApG 2,27, som i 1992-oversættelsen lyder: “For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.” Men det er ikke, hvad der står. Grundteksten siger: “For du vil ikke efterlade mig i Hades,” dvs. i Helvede.” De to versdele siger ikke helt det samme. Den ene taler om, at Kristus ikke blev i Helvede, dvs. under Guds vrede. Den anden taler om, at hans legeme ikke skal gå i forrådnelse. Den første drejer sig om, at Jesus var forbandet af Gud og led al Helvedes straf i vores sted på grund af vore synder. Den anden om, at det ikke gik med Jesu legeme som normalt. I stedet opstod Jesus fra de døde.

Alternativt til lektien fra Apostlenes Gerninger kan man læse 1 Pet 1,17-25. Heri formaner Jesus tilhørerne til at leve et helligt liv i gudsfrygt, så længe de er udlændinge og på vej mod Himmeriget. Det begrunder Peter med, at læserne blev løskøbt “med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1,19). Det var – som nævnt – ikke noget, der skete med Jesus mod hans vilje. Nej, “dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt” (1 Pet 1,20). Frelsesplanen var allerede udtænkt og bestemt, før verden blev til og før Adam og Eva blev skabt. Altså også før Adam og Eva syndede. Takket være Kristus er Peters læsere komme til tro på Gud, der “oprejste ham (Kristus) fra de døde og gav ham herlighed” (1 Pet 1,21). De er kommet til tro ved en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord, som de har fået forkyndt (1 Pet 1,23-25). Det er det ord, hyrderne skal forkynde. Det er det ord, som Peter i dagens prædiketekst bliver indsat til at forkynde som hyrde. Senere siger Peter netop, at “hvis en taler, (skal han tale) som Guds ord” (1 Pet 4,11). Som nævnt skal vi ifølge denne epistel også leve gudfrygtigt og helligt i dette liv.

Forud for prædiketeksten

Jesus åbenbarede sig ikke kun for disciplene påskedags aften (Joh 20,19-29). Denne gang, der er tredje gang, er det særligt Peter, Jesus henvender sig til. Det skyldes uden tvivl, at Peter også var den, der protesterede højest, da Jesus sagde, at de alle ville svigte ham. Men ligesom det faktisk ikke kun var Peter, der svigtede, er det heller ikke kun Peter, Jesus tænker på ved denne lejlighed. Han er blot det repræsentative eksempel, for alle blev jo betroet hyrdeembedet (Joh 20,19-23), lige som alle tidligere var blevet kaldet til apostle.

Der er en del paralleller til Luk 5,1-11, men derfor skal man ikke slutte, at det er samme begivenhed, Johannes skriver om i Joh 21,1ff. Man bør i stedet se sammenhængene mellem de to forskellige begivenheder. I Luk 5,1-11 er der f.eks. tale om, at Jesus befaler Peter at være menneskefisker. De fulgte ham derefter og var nu altså i lære, dels som apostle, dels som lærere og hyrder. De skulle dels være vidner til, hvad Jesus sagde og gjorde, og til, hvad der skete med Jesus, ikke mindst i påsken. Dels skulle de læres op som lærere og hyrder. Nu er deres læretid udstået, og Jesus bekræfter kaldet i lyset af deres fald og vantro dagene forinden.

I Joh 21,1-14 åbenbarer Jesus sig for disciplene ved Tiberias Sø, Galilæas Sø. Vi ved ikke, hvornår dette fandt sted, men Jesus var jo ifølge Matt 28,7 gået i forvejen til Galilæa. Og de fik ham virkeligt at se i Galilæa, selv om han forinden også havde åbenbaret sig for dem i Jerusalem (v. 1).

De apostle, der var sammen, var Peter, Thomas Didymos (tvillingen), Nathanael fra Kana, Jakob og Johannes samt to andre. Johannes var altså øjenvidne ved denne lejlighed.

Peter ville fiske, og de andre tog med, men de fangede ingenting hele natten. Og det var jo ikke, fordi ikke var erfarne fiskere. Der var ingen fisk, hvor de fiskede den nat (v. 2f).

Jesus har tidligere åbenbaret sig uden først at lade disciplene se, hvem han er. Det skete for de to disciple på vej til Emmaus. Jesus står der, da de kommer ind efter en fangstløs nat. Han spørger, om de har noget at spise, hvad de jo altså ikke har (v. 4f). Jesus, som de for øjeblikket ikke kan genkender, giver dem befaling om, hvor de skal fiske. Fangsten er stor, ikke mindst i forhold til, at de ikke har fanget noget hele natten (v. 6f).

Johannes, som vi jo ved, var til stede (v. 2), ser resultatet og drager den logiske slutning: Det er Herren, der står der og gav dem befaling om, hvor de skulle fiske. Det siger han til Peter (v. 7a). Peter skynder sig at tage tøj på og sprang i vandet. De andre kommer så med båden. De var ikke mere end omkring 100 m fra land.

Jesus har lavet et bål af kul og lagt fisk og brød på. Han beder desuden om nogle af de – mange – fisk, de har fanget. Ikke alene var det en stor fangst, som de havde fået, selv om der lige forinden ikke havde været fisk. Nettet kunne også klare mere end normalt. Der er fremsat mange forslag til, hvad det betyder, at der netop var 153 store fisk, men det er måske ikke særligt centralt i teksten (v. 7b-11). Det må i al fald vente til en anden gang.

Jesus inviterer dem nu til at spise morgenmad. Johannes skriver, at de ikke turde spørge ham, hvem han var, fordi de godt vidste det. Det var alligevel en oplevelse, som de ikke så let kunne håndtere. Men Jesus giver dem at spise. Det var tredje gang, Jesus åbenbarede sig for dem (v. 12-14).

Prædiketeksten i Joh 21,15-19

Sørg for føde til mine lam (v. 15)

Efter morgenmaden henvender Jesus sig til Peter og stiller det første af tre spørgsmål. Han bruger Peters gamle navn: Simon, Johannes’ (søn) (Joh 1,42). Dermed understreger Jesus, at Peter er en synder lige som de andre apostle og disciple.

Men Jesus har også kaldt Peter for Simon, Johannes’ eller Jonas’ søn, ved Cæsarea Filippi. Her aflagde Peter en sand bekendelse om Jesus, ikke fordi han selv havde udtænkt den, men fordi den var blevet åbenbaret ham af Faderen i Himlene (Matt 16,17). Det er altså ikke det, Peter har i og med sin natur og sin naturlige udrustning, Jesus kan bruge. Jesus vil bygge sin kirke, ikke på Peter, men på og med det, som Faderen har åbenbaret, dvs. evangeliet.

Det første spørgsmål går på, om Peter elsker Jesus mere end de andre. Han svarer ja. Det gør han ikke, fordi han stadigvæk tror, at han har noget fortrin frem for de andre. Tværtimod. Forklaringen er, at han har fået mere tilgivet end de andre. For den, som har fået eftergivet mest, vil elske mest (Luk 7,42).

Jesus elsker Peter og har tilgivet ham for sin egen lidelses og døds skyld. Derfor elsker Peter Jesus. Måske formulerer Peter det forsigtigt, når han siger, at “ja, herre, du ved, at jeg har dig kær.”

Jesu svar er værd at kigge nærmere på. De danske autoriserede oversættelser har: “Vogt mine lam.” Men det er næppe en helt præcis oversættelse. Verbet boskô betyder ‘at føde’ eller ‘tage sig af, sørge for.’

Hvordan skal Peter og alle andre (fåre)hyrder føde eller tage sig af hjorden? Jo, ved at lære dem evangeliet i forkyndelse og undervisning. De skal give Kristi tjenestefolk deres føde i rette tid (Luk 12,42-44; Matt 24,45f). Og maden skal være det rene evangelium: “Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det” (Hebr 13,9). Evangeliet og ikke mindst Herrens legeme og blod i, med og under brød og vin er det, som hyrderne og lærerne skal give menighederne som føde!

Jeg tror, det er derfor, Jesus indledte med at minde Peter om, at han er blevet tilgivet. Det understreger for Peter og for os, hvor vigtig evangeliet og tilgivelsen er. Apostlen Peters egne breve viser os det samme.

Peter skal føde eller tage sig af ‘mine lam.’ Det er altså på ingen måde sådan, at Peter ejer eller endsige hersker over menigheden. Menigheden er Kristi lam, og derfor skal Peter i et og alt rette sig efter de anvisninger, Jesus som ejer giver.

Pavekirken hævder, at paven efterfølger Peter, men det er ikke sandt. Pavekirken har tilsidesat Skriften og erstattet den med deres egne traditioner, akkurat som farisæerne havde gjort på Jesu tid. Som det var tilfældet med farisæerne, har pavekirken forvansket en evangeliekirke til at være en lovkirke, en lovisk kirke. Evangeliet og retfærdiggørelsen er centrum i Skriften. Det er det slet ikke hos pavekirken, som tværtimod har fordømt retfærdiggørelseslæren. Man har ganske vist i årevis arbejdet med at formulere sig i diverse forhandlingspapirer, så det kan se ud, som om man stadig hylder den bibelske lære. Men havde man virkelig det, var der mange ting, der skulle laves om i pavekirkens lære og praksis.

Det ser man, hvis man læser Den Katolske Kirkes Katekismus. Pavekirken har sat paven i stedet for Kristus, og den har erstattet Skriften og evangeliet med deres egne traditioner og udlægninger. Følger man pavekirkens lære, får lammene ikke evangeliet forkyndt. Styrkes deres hjerter alligevel i nogen måde, er det, fordi der trods alt er noget af Guds ord tilbage, eller fordi pavekirkens medlemmer trods alt selv læser Bibelen eller andet opbyggeligt litteratur – og ikke tror på deres kirkes lære.

“Vær hyrde for mine får” (v. 16)

Jesus spørger Peter igen, anden gang. Nu er spørgsmålet ikke, om Peter elsker mere, men om han elsker Jesus. Simpelt hen: elsker. Peters svar er igen bekræftende – og af nøjagtig samme grund som før.

Jesus befaler ham da at være hyrde for Kristi får. I Skriften er en hyrde naturligvis også en, der sørger for, at fårene/hjorden får føde. I Det gamle Testamente lærer vi, at de hyrder, Israel havde fået, havde svigtet deres tjeneste groft. De vogter sig selv, ikke fårene (Ez 34,2).

De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter, og de stærke har I underkuet med vold. Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde, og de er blevet til føde for alle de vilde dyr. De er blevet spredt og flakker om i alle bjergene og på alle de høje bakker; over hele landet er mine får blevet spredt, og ingen søger eller leder efter dem.

Derfor vil Gud gribe ind:

Dette siger Gud Herren: Nu kommer jeg over hyrderne og kræver mine får af dem. Jeg afsætter dem som fårehyrder; de skal ikke længere vogte sig selv. Jeg river mine får ud af gabet på dem, og de får dem ikke at æde. … Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.

Og Gud vil indsætte én hyrde over dem:

Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde. Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem. Jeg, Herren, har talt! (Ez 34,23f).

Noget tilsvarende lærer vi også hos Jeremias, men her taler Gud også om, at han vil sætte “hyrder over dem, som skal vogte dem.”

Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren. Men dem, der er tilbage af mine får, vil jeg samle fra alle de lande, jeg fordrev dem til. Jeg fører dem tilbage til deres græsgang, og de skal blive frugtbare og talrige. Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren. Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed«. (Jer 23,1-6).

En hyrde skal altså tage sig af alle de behov, som fårene har. Derfor skal hyrderne og lærerne i Kristi kirke sørge for åndelig føde til lammene og fårene. De skal også værne dem mod alle fjender – om nødvendigt med livet som indsats.

Som det fremgår, er en hyrde ikke en, som fårene og lammene skal adlyde blindt. En hyrde og lærer skal adlydes, når hyrden og læreren taler og befaler det, som Guds ord taler og befaler. Eftersom fårene og lammene tilhører Kristus, som også har løskøbt dem med sit dyrebare blod, vil de også selv forlange, at deres hyrde og lærer taler og befaler, som Kristus har lært dem. Derfor vil de naturligvis også forlange at have hyrder, der kan og vil dette.

Til gengæld fremgår det tydeligt ud fra bl.a. ovennævnte Skriftord, at menigheden ikke skal finde sig i falske hyrder og lærere. Dem skal de afsætte og i stedet indsætte hyrder, der vil give dem den rette føde i rette tid. Hvis de ikke kan få lov til det, befaler Guds ord dem at skille sig fra de falske hyrder og får og i stedet etablere egen kirke. Det lagde Luther også vægt på meget tidligt.

“Sørg for føde til mine får” (v. 17)

Jesus spørger nu tredje gang. Denne gang bruger han det ord, Peter lige har brugt i v. 16 (phileô): “Har du mig kær?” Forståeligt nok bliver Peter bedrøvet over for tredje gang at blive spurgt om (næsten) det samme.

Peter svarer, som sandt er: “Herre, du ved alt.” Jesus er ikke bare Peters herre, men også Herren. Og han er alt-vidende. Når Jesus derfor spørger, er det ikke, fordi han selv har brug for svaret. Han spørger for Peters skyld – og for vores skyld. Peter har virkelig Jesus kær, for Jesus led, døde og opstod for Peter, for hans skyld og synd – og for vores.

Det er faktisk en forudsætning for at være hyrde og blive betroet at sørge for Jesu får. For kender man ikke selv behovet for evangeliet, vil man ikke – i al fald ikke i længden – kunne sørge for den rette føde i rette tid. Ligesom evangeliet og syndernes forladelse er det at tjene med evangeliet og gør det på ret måde noget, Kristus må skænke os af nåde.

Det er lige præcist det, Jesus igen gør. Til Peter siger han med en kombination af de to foregående formuleringer: “Sørg for føde for mine får!” Peter skal trøste med evangeliet. Han skal trøste på samme måde, som han selv er blevet trøstet. Han skal sørge for Kristi får på samme måde, som Kristus nu har sørget for ham med evangeliet.

Om Peters martyrium (v. 18)

Skulle Peter få den tanke, at det er en stor tjeneste, som giver prestige, så får han i al fald et andet perspektiv i v. 18. For Jesus siger med et alvorligt ord, der understreger, at det er sandt, hvad han siger, at Peter skal blive martyr, når han bliver gammel. Det er ikke ære og herlighed i denne verden, der venter Peter. Det er derimod martyriet. Også dette har pavekirken så skammeligt fordrejet og forvansket.

For den, der forkynder lov og evangelium i overensstemmelse med Guds ord, vil snart få at mærke, at djævelen og verden raser. Verden raser, fordi de ikke vil høre tale om synd og skyld. Djævelen raser, fordi han ikke vil høre tale om, at der er tilgivelse for skyld og synd. Alt andet end det, som overbeviser om synd, retfærdighed og dom, kan verden og djævelen tolerere. Men ikke sandheden om os syndere. Ikke sandheden om Himmel og Helvede og vejen dertil.

Peters død skulle herliggøre Gud (v. 19a)

Ikke enhver død herliggør Gud. Forbryderen, der dør for kejserens sværd, herliggør ikke Gud. Men Peter skulle herliggøre Gud, for han skulle lide martyrdøden, fordi han ikke ville svigte evangeliet og den hjord, som han denne morgen blev (gen)betroet på en særlig måde.

I oldkirken var der præster og andre kristne, som på samme måde herliggjorde Gud ved deres troskab til døden. På reformationstiden raserede pavekirken og djævelen igen mod evangeliet. Ikke så få evangeliske måtte lade livet, fordi de ikke ville svigte evangeliet og Kristi får.

Følg mig (v. 19b)

Jesus slutter med at formane Peter til at følge ham, sådan som apostlene og andre disciple havde fulgt Jesus før hans lidelse, død og opstandelse. De skulle ikke følge ham ind i Helvedes gru. Men mange af dem skulle som Peter følge ham i lidelse og død.

Men først og fremmest betyder “Følg mig” nu, at apostlene i deres tjeneste som hyrder og lærer skulle følge Jesus. Selv om han snart skulle fare til himmels, ville han forinden love at være med dem alle dage indtil denne tidsalders ende. At følge Jesus fik dermed en ny betydning. Det betyder at følge Jesus ved at følge hans ord og lære.

Jesus er også forbillede, og det kaldte Jesus også Peter til at være. Det ser vi også i epistlen til denne søndag. “I, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte” (1 Pet 1,22 og senere i brevet).

Afsluttende bemærkninger

Det kan godt være, som mange har sagt, at Jesus spørger Peter tre gange, fordi han fornægtede Jesus tre gange. Men den afgørende pointe må snarere være at få understreget, at Peter nu skal tjene andre med den samme tilgivelse, som han selv har fået. Det er jo indholdet i Jesu tre befalinger. Jesus taler ikke om tilgivelse i denne tekst. Han taler om Peters embede som hyrder og lærer.

Som sådan bevarer 1. søndag efter påske samme karakter efter både første og anden række. Påsken handler om stiftelsen af det nye testamente ved Jesu blod, om hans lidelse, død og opstandelse. 1. søndag efter påske handler om, hvordan det bliver uddelt og givet os. I den forstand er 1. søndag efter påske evangeliet om prædikeembedet.

Se også: