Midfaste søndag – Joh 6,24-37

Læsningerne

Læsningerne til Midfaste søndag giver valget mellem 2 Mos 16,11-18 og Sl 145,8-16. 2 Mos 16,11-18 beretter om, at Herren sørger for manna og vagtler, så israelitterne kan forstå, at Gud er Herren deres Gud. Alle får det, de har behov for, hverken for lidt eller for meget.

Sl 145,8-16 forkynder på samme måde, at Gud giver sine “deres føde i rette tid.” Det gør Herren, fordi han “er nådig og barmhjertig, en til vrede og rig på troskab.” Ja, han “støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede” (jf. også Es 57,15).

Men han er ikke kun nådig og barmhjertig, men han er også “god mod alle.” Det betyder ikke, at alle bliver frelst uden troen på Kristus, men det betyder, at Gud er den, der opretholder alt og alle og sørger for dem, skønt vi er syndere, ja, onde af naturen. Derfor skal hans folk prise ham og hans evige kongedømme.

Jo, Gud vil gerne mætte alle, med daglige føde til sjæl og legeme.

Apostlen Peter taler på samme måde om, at “Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,3-11). Derudover formaner Peter til, at vi ikke blot skal tro, men også leve et dydigt liv.

Prædiketeksten

Forud for prædiketeksten har Johannes berettet om, at Jesus bespiser de 5.000 mænd, foruden kvinder og børn, som Matthæus skriver. For dette er en af de beretninger, som findes i alle fire evangelier. Man udledte, at Jesus var “Profeten, der skal komme til verden” (Joh 6,14), og man ønskede at gøre ham til konge. Det var Jesus ikke interesseret i, for han ville ikke tilbedes som en brødkonge, men som en død og opstanden konge. Teksten peger i den forstand fremad mod påske, men får også det frem, som bør være karakteristisk for fastetiden som bodstid: Vi må bekende, at vi af natur er syndere, der tænker på brød til vores mave og derfor gerne vil have en brødkonge. Men det er ikke maven, der er vores egentlige problem, selv om medierne gerne vil bilde os det ind (dermed ikke være sagt, at maver slet ikke er noget problem). Synden lærer vi at bekende, når loven lærer os Guds vilje og afslører, at vi ikke lever efter den. Af Guds Ord lærer vi også at bekende ham, der er sand Gud og sandt menneske, og som gik til Jerusalem for at sone vores skyld, synd og synder.

Skaren ledte efter Jesus (v. 24f)

Skarerne har ikke givet op. Selv om evangelierne gør det klart, at mange opsøgte Jesus af de rigtige grunde, fremgår det direkte af v. 26, at skaren stadig leder efter Jesus på grund af brødunderet. De tager til Kapernaum, hvor Jesus bor. De kan ikke forstå, hvordan Jesus kom til Kapernaum, så det spørger de om. De har set ham gøre et under, som mennesker ikke kan. Men hvordan og hvornår Jesus skulle være kommet til Kapernaum, kan de ikke gennemskue.

I vil have en brødkonge (v. 26)

Jesus forkynder loven for skaren. Han forklarer dem, at de ikke leder efter ham, fordi de fik tegn at se. Nu afviser Jesus ofte krav om, at han skal bevise, hvem han er, ved at gøre undere (f.eks. Joh 4,48 og nedenfor Joh 6,30). Men han gjorde jo mange undere og tegn. De viste, hvem han er. I Johannesevangeliet har vi allerede mødt flere af dem (f.eks. brylluppet i Kana i Joh 2,1ff; helbredelsen af den kongelige embedsmands søn i Joh 4,43ff og helbredelse af syge i Joh 6,2). De viste Jesu herlighed (Joh 2,11) (se mere til Joh 4,46-53). Grunden til, at de ikke leder efter den rigtige Jesus, men efter en brødkonge, har jeg nævnt ovenfor.

Dette tema er så aktuelt som det var for snart 2000 år siden. Paulus skriver senere om de mange, der lever som fjender af Kristi kors, at de “ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske” (Fil 3,19). Med ‘bugen’ menes hele det selvcentrerede menneske. De sætter ikke kun mad og drikke højest, men al form for nydelse. Nogle gange i form af et overforbrug, andre gange i form af en yderst selvcentreret asketisk benægtelse af enhver nydelse af mad, drikke, seksualitet og f.eks. socialt fællesskab. Det er også synd, lærer Paulus os i 1 Tim 4,1-5. Guds gaver er gode og må nydes, når de er helliget ved Guds Ord og bøn.

Den form for behovsopfyldelse, som Jesus afslører som synd, er ikke kun en del af vores gamle, syndige natur. Der er desværre også kirker og sekter, som har gjort det til deres samlingspunkt. Af og til har man i historien mødt løfter om penge eller fremgang i det hele taget. Nu er det faktisk sandt, at Gud historisk set har velsignet mange samfund med mange kristne, men det er nu ikke altid, det går sådan. Pointen er imidlertid, at det ikke skal være Guds velsignelse, der gør folk til kristne. Jesus forkyndte jo for de 5.000, og da der var behov for det, sørgede han for dem ude i det øde. Men en ret kirke forkynder lov og evangelium. Derfor vil også dem, der kommer for at få Guds velsignelse her i tiden, blive mødt med, hvad Guds Ord siger om at søge en brødkonge.

Nu om dage bliver denne behovscentrering formuleret på en mere forfinet måde. Man møder det i form af et krav om relevans. Hvis relevans betyder, at syndere skal høre loven og evangeliet for at kunne omvende sig, er det jo fint nok. Men hvis relevans i stedet bliver et krav om forkyndelse og diverse programmer, der skal hjælpe folk med at håndtere dagliglivet, så det bliver bedre at leve, er det at gøre bugen til gud. Det forkynder Jesus dom over.

Vi bør i øvrigt lægge mærke til, hvordan Jesus indleder denne alvorlige tale i v. 26 med “sandelig, sandelig siger jeg jer.” Det er med sin guddommelige myndighed, han taler, og han understreger sandheden med et dobbelt ‘sandelig’ (gr. amên).

Det guddommelige alternativ (v. 27)

Jesus henviser dem i stedet til en anden slags føde. Den mad – eller behovstilfredsstillelse – der blot stiller mavens og det syndige menneskes umiddelbare behov, forgår. Skønt mad og sex er Guds gode gaver (1 Tim 4,1-5), vil det dog forgå og ikke have nogen plads i evigheden, hvor vi skal være som engle (Matt 22,29f), og hvor Gud vil sørge for os med sine åndelige gaver (således Luther).

Nej, vi skal arbejde på – opsøge – “den mad, som består til evigt liv.” Det er Guds Ord, for vi skal leve af det ord, som udgår af Herrens mund (5 Mos 8,3). Jesu egen fristelse viser os, at den store fristelse består i at søge ære og behovstilfredsstillelse af vores syndige natur i stedet for at søge alt til dette og det kommende livs opretholdelse i Herrens ord.

“Den mad, som består til evigt liv,” er Guds Ord. Det får vi af Menneskesønnen. Gud har selv beseglet ham. Man kan spørge om, hvornår Gud gjorde det. Der må være tale om Jesu dåb, hvor Gud selv siger, at “denne er min Søn, den elskede, som jeg fandt (vel)behag i” (Matt 3,13; direkte oversættelse; se også Mark 1,11; Luk 3,21 og – indirekte i – Joh 1,42). Denne “besegling” gentages i ord med Forklarelsen på bjerget. Kristne besegles på tilsvarende måde (jf. 2 Kor 1,22; Ef 1,13; 4,30; se EWNT/EDNT).

Guds gerning er at tro ham, Gud har sendt (v. 28f)

Skaren ønskede at gøre Guds gerning. De spørger derfor, hvad det er, de skal gøre, for at gøre Guds gerninger. Deres spørgsmål afslører, at de ikke helt har forstået, hvad der er Guds gerning. For skaren er Guds gerning gerninger, de skal gøre.

Men Jesu svar viser, at Guds gerning (ikke: Guds gerninger) ikke er noget, de skal gøre. Guds gerning er helt bogstaveligt en gerning, Gud gør (jf. Joh 1,12f). I en vis forstand kan man tale om, at Guds gerning er noget, der sker i den kristne. Det er imidlertid fuldt og helt Gud, der gør gerningen. Det sker ved Hans Ord og Hans Ånd. For Guds gerning er, “at I tror på ham, han har udsendt,” siger Jesus.

Troen på Ham, Gud har udsendt, kommer ikke af sig selv, men af at se og høre Jesus. For os, der ikke går sammen med Jesus, som disciplene og skarerne kunne, sker det ved at få malet Jesus for øje med Guds Ord, med evangeliet (Gal, 3,1ff). Troen kommer ikke af vores anstrengelser. En sådan “tro” er ikke tro, men selvbedrag. Troen kommer af det, der høres, og det kommer i kraft af eller gennem Kristi Ord (Rom 10,17). Vi genfødes ved Guds Ord (1 Pet 1,23) eller ved Ånd og vand i dåben (Joh 3,5). Det er altså “Guds gerning” i betydningen ‘den gerning, Gud gør’ (det græske ord theou er subjektiv genitiv).

Krav om bevis: manna fra Himlen (v. 30f)

Skaren reagerer ved et spørgsmål, der igen røber, at de ikke har forstået, hvad Jesus har sagt tidligere. Skaren vil have et tegn, så de kan se og tro Jesus. De kræver et tegn som bevis. De vil ikke nøjes med Jesu ord og tegn, med mindre Jesus gør underne på kommando.

Konkret vil de have et tegn som under ørkenvandringen, nemlig brød fra Himlen (v. 31). De overser dog dermed, at Gud gav dette tegn på baggrund af israelitternes synd. Israelitterne ville ikke nøjes med at vide, at Gud førte og ledte dem. I stedet for at glæde sig over Guds frelse og udfrielse fra slaveriet i Egypten, så de tilbage og gengav virkeligheden i forvansket form. Talen om Egyptens kødgryder (2 Mos 16,3) afspejlede, at de tænkte med deres bug i ovennævnte betydning.

Brødet fra Himlen, det sande brød (v. 32)

Jesus må derfor irettesætte dem med endnu en alvorlig indledning (se ovenfor til v. 26). Jesus må også rette den forudsætning, de åbenbart har. Det var nemlig ikke Moses, men Jesu Fader, der gav israelitterne brødet fra Himlen. Eller sådan oversætter 1992-oversættelsen, men grundteksten har en pointe, der desværre går tabt i oversættelsen. Jesus siger nemlig, at det ikke var Moses, som ‘har givet’ (gr. dedôken, som er perfektum) jer brødet fra Himlen, dvs. Guds Ord, ja, Jesus selv. Det er jo tydeligvis Moses, der er tale om, men Jesus vælger at vægtlægge perfektum-aspektet, dvs. verbalhandlingen som en tilstand. Årsagen hertil er sikkert, at Jesus har modsætningen i tanke.

Mannaen og vagtlerne er blot synlige tegn på det, som de får gennem Guds Ord, som Moses forkyndte sammen med. Faktisk taler Paulus i 1 Kor 10,4 om Kristus som den åndelige klippe, der fulgte med under ørkenvandringen. Han nævner, at israelitterne blev døbt (1 Kor 10,2). Men Paulus siger også, at israelitterne alle “spiste den samme åndelige mad” (1 Kor 10,3). Maden og vandet er synlige tegn fra den skabte verden, men synlige tegn på Guds nåde og omsorg. Paulus vender tilbage til, hvor katastrofalt det er, hvis man har modtaget frelsen, men vil spise og drikke uværdigt (1 Kor 11,17ff). Det gjorde israelitterne i ørkenen.

Det er Jesu Fader, der gav og giver “brødet fra Himlen, det sande brød” (Joh 6,32). Som klippen i ørkenen, der fulgte med, var Kristus (1 Kor 10,4), sådan er den mad, Gud giver nu, også Kristus. Senere i Johannes 6 taler Jesus om at spise eller æde hans kød og drikke hans blod (Joh 6,56), og han viser forskellen på den ydre spise uden Guds ord og den åndelige spise, der virker evigt liv til evig tid (jf. Joh 6,58).

Guds brød er Jesus Kristus (v. 33)

Jesus beskriver nu Guds brød på en måde, der gør det klart, at han er Guds brød, for han er den, der kommer ned fra Himlen og giver liv til verden. Det er det, jøderne burde søge hos Jesus. Men i stedet bliver de forargede, sådan som israelitterne i ørkenen forargedes og ville have, at Gud skulle frelse dem med andre midler og på en anden måde, end Gud selv havde valgt. Det er at sætte sig selv i Guds sted og afvise Guds frelse(småde).

Bøn om det himmelske brød (v. 34)

Skaren vil have det brød, der gør, at man ikke skal dø, men giver (evigt) liv. Ja, de tiltaler Jesus pænt med ordet ‘herre.’ Det kan betyde ‘Herren,’ men her er det næppe mere end en høflighedsfrase. Til gengæld viser ordstillingen, at de understreger, at de gerne vil have det brød, Jesus taler om, altid. Det følgende viser, at de ikke vidste, hvad de egentlig bad om, og heller ikke ville have det, når det kom til stykket. For det fordrer omvendelse fra at dyrke bugen som ens gud.

Jesus – livets brød, der stiller den sjælelige sult (v. 35)

Jesus proklamerer nu, at han er er livets brød. Frasen ‘jeg er’ kan måske godt give mindelser om, at Jesus er ham, der åbenbarede sig i tornebusken (se Joh 8,24 med kontekst), men pointen er i al fald, at Jesus understreger, at han er det brød, han taler om.

‘Livets brød’ betyder ‘det brød, der (giv)er liv.’ Jesus Kristus stiller al sjælelig eller åndelig sult og tørst. Men det er nødvendigt at understrege, at det altså er den Jesus, der taler til dem, der gør dette. Det er ikke den Jesus, man måtte skabe mere eller mindre i sit eget billede. Derfor er det vigtigt, at Jesus Kristus præsenteres, som Guds Ord selv gør det (jf. til 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51).

Forkyndes evangeliet uden forandringer (jf. Gal 1,6ff), så det virkelig er Guds ord, der læres (1 Pet 4,11), har vi et himmelske løfte: Jesus Kristus og ordet om Ham stiller virkelig al sjælelig eller åndelig tørst. Derfor er det et stort – men også ansvarsfuldt – embede at være prædikant.

Jødernes vantro (v. 36)

Jesus har tidligere sagt det, og siger det nu igen. De har set ham og hans tegn og undere, men men de tror ikke (jf. igen til Joh 8,42-51). Men skylden er deres, ikke Gud Faders eller Guds Søns.

Guds gerning og Jesu åbne arme (v. 37)

I det sidste vers taler Jesus om ‘alt, hvad Faderen giver ham.’ Skønt Jesus bruger neutrum, tænker han naturligvis på mennesker. Bag Jesu formulering ligger læren om forudbestemmelsen. Det er virkelig Guds gerning, der gør, at vi kommer til tro. Gud har bestemt forud, hvem der kommer til. Men man skal ikke deraf slutte, at Gud så har bestemt nogen til fortabelse, for Gud vil, at alle mennesker skal frelses (Joh 3,17; 1 Tim 2,4; 4,10; Tit 2,11; 2 Pet 3,9; jf. Ez 18,23; 18,32). Det er nogle, der slet ikke vil høre Guds Ord, og så er der også nogle, der altid vil lære, men alligevel ikke vil lære sandheden at kende (2 Tim 3,7).

Men alle dem, som Gud Fader giver Sønnen, skal komme til ham. Om dem siger Jesus ikke, som 1992-oversættelsen ellers lader os tro, at “den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Grundteksten siger, at ‘den, der kommer til mig, vil jeg ikke nogen sinde kaste udenfor.’ At komme til Jesus betyder at bekende sin synd og få tilgivelse, dvs. at omvende sig eller gøre bod (ret forstået). Det menneske, som tror Jesu ord om, at dets synder er forladt for hans skyld, vil Jesus ikke kaste ud af Guds rige, hverken her eller i evigheden.

Derfor er også næste søndag en hellig dag, hvor Gud ved prædikanterne gør sin store gerning blandt mennesker, når han kalder til syndserkendelse og ved sit Ord og sin Ånd skænker den tro på Jesus Kristus, der frelser for tid og evighed. Hvis vi ellers holder fast ved evangeliet (1 Kor 15,2). Det gør vi ikke af egen kraft, men det giver Gud os – gennem sit Ord og ved sin Ånd. På søndag vil Gud mætte os, og han vil forkynde, at vores tro er Hans gerning fra først til sidst. Hvis I vil vide mere herom, så anbefaler jeg Luthers Om den trælbundne vilje.

Næste søndag er flyttet

Næste søndag har hidtil været udgivet på http://NaesteSoendag.blogspot.com, men udgives nu (i princippet) fra https://www.blogos.dk/blogs/naeste_soendag/.

Brugere, der har fået Næste søndag via FeedBlitz, får fremover Næste søndag tilsendt direkte fra WordPress-bloggen. Tidligere Feedblitz-abonnenter er oprettet som registrerede brugere, hvilket betyder, at man kan ændre, hvordan og hvor meget man vil have tilsendt.

3. søndag i fasten – Joh 8,42-51

Læsningerne

Læsningerne har et fælles motiv i frafald og omvendelse. I 2 Mos 32,7-10.30-32 hører vi, at Gud har frelst Israel ud af Egypten, men – i stedet for at leve i troen på, at Gud er nådig og barmhjertig og derfor frelste dem, og ud af denne tro gøre gode gerninger – takker Israels folk Gud med vantro, mistillid og afgudsdyrkelse. Skønt de mødte al godhed fra Gud, vendte de ryggen til ham. Derfor er de med rette under Guds dom, og de trues af hans vrede. Men Gud vil ikke svigte sine løfter, siger han til Moses. Derfor vil han gøre Moses til et stort folk.

Moses går i forbøn for folket. Gud lærer ham, at frafald er vantro – synd. Det vil Gud straffe. Dermed siger Gud ikke, at han ikke forbarmer sig over den, der omvender sig. Men uden omvendelse og tro undgår man ikke Guds dom.

Det samme lærer vi i Åb 2,1-7. Til forskel fra situationen i den gammeltestamentlige læsning er der ikke tale om en ydre, skændig og forargelig afgudsdyrkelse. Men der er tale om frafald. Derfor skal ‘englen,’ dvs. biskoppen over menigheden eller kirken i Efesos, omvende sig. Alternativet til det er, at Jesus, Menneskesønnen, vil komme og flytte hans lysestage fra dens plads. Selv om de fleste vil tolke det om en dom i tiden, mener jeg, at der er stærke argumenter for, at Jesus dermed taler om den endelige dom (se også en gennemgang af Åb 2,1-7 her).

Biskoppen skal ikke kun omvende sig, men også – ud af tro og ved Helligånden – gøre de gerninger, han først gjorde, dvs. troens eller kærlighedens gerninger. Som bekendt ikke for at blive frelst, men som troens frugter. Det er ikke de manglende troens frugter, der vil fordømme et menneske på dommedag, men vantroen, som gør, at et menneske ikke kan bære troens frugter. Derfor kan det for mennesker se ud, som om biskoppen i Efesos er en god kristen.

Men for Menneskesønnens guddommelige blik er det anderledes. Det rejser et spørgsmål, som er velplaceret her i fastetiden. For hvordan kan vi mennesker vide, at vi ikke bedrager os selv og går fortabt, mens vi lever et kristent liv her i verden?

Svaret er, at troen ikke ser ind i sig selv, men holder fast i Guds Ord. Den troende samstemmer med Guds Ord, han Han gennem Skriften afslører synden i vores natur og de syndige handlinger, som vores syndige natur føder. Den troende holder sig endvidere til det ydre ord – det, som prædikes og det, som forvaltes sammen med sakramenterne, som ordet selv gør til sakramenter. Og det tror det ord, som lyder i absolutionen, i tilgivelsen.

Moses var i syv sind, fordi folkets synd var frafald og vantro. Men Guds Ord lærer os, at Gud er god og barmhjertig og vil, at alle skal omvende sig og blive frelst (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Som Jesus siger i prædiketeksten: ” Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8,51).

Sand faste kan være med eller uden ydre faste, men den er grundlæggende det, som alle teksterne til 3. søndag i fasten fokuserer på: syndserkendelse og tro, dvs. bod. Så må loven forkyndes over al synd i al sin alvor, så vores virkelige situation kan gå op for alle og enhver. Og så får vi lov at høre evangeliet i al dens sødme: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Prædiketeksten

I Joh 8 møder vi en dyb tale om Jesus, hvor Jesus bl.a. siger: “I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Og: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er.”

Her lærer Kristus os, at han er Herren eller Herrens engel, som åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk. Han er “jeg er den, jeg er.” Det betyder ikke kun, at Jesus var til før undfangelsen ved Helligånden eller før skabelsen. Det betyder, at han er den nådige og barmhjertige Gud, men også at han er Gud, som straffer frafald og vantro, hvis ikke man omvender sig.

De jøder, som Jesus talte til – og det store flertal af jøder lige siden – havde Skriften, hvor Guds barmhjertighed mod menneskeheden og særlig mod Abrahams efterkommere i kraft af løftet er klart og tydeligt beskrevet. De havde set Jesus gøre det ene tegn efter det andet, og de havde hørt ham tale med en myndighed, som ingen af de skriftkloge havde.

Alligevel nægtede de at tro Gud og hans ord, Jesus og hans gudommelige ord, og de holdt sig til Satan og hans pervertering af Guds ord. De ville endda slå Jesus ihjel. Skønt Jesus kom for at gå til Jerusalem, betyder det ikke, at jøderne ikke var ansvarlige for for Gud. Jesus sagde jo:

“Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger.” Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud” (Joh 8,40-41).

Sådan taler vantroen. Uden at jøderne skal frikendes for ansvar – og slet ikke erklæres uskyldige og uden behov for Jesus – er det dog ikke jøderne alene, men ethvert vantro menneske, der tænker og måske taler sådan – hvis man da ikke forsøger at bilde sig selv og alle andre ind, at der ingen Gud er, og at man derfor er sin egen gud. Jødernes problem bestod i, at de ikke erkendte deres synd og skyld, ikke engang når de konfronteres med, at de nu vil dræbe en, der siger sandheden. Derfor skal loven forkyndes først, og det gør Jesus.

Forholdet til Sønnen Jesus er forholdet til Gud Fader (v. 42)

Jøderne påstod – og ikke-sekulariserede jøder påstår stadigvæk – at de er Guds børn. Men Jesus viser, at det ikke er sandt.

Jesus er udsendt og kommet fra Gud. Hvis Jesu Fader, Gud, var deres fader, ville de elske Jesus og ikke forsøge at slå ham ihjel.

Deres manglende kærlighed og deres onde gerninger afslører deres vantro, dvs. afslører, at de har en anden gud end den sande Gud, Jesu Kristi Fader. Sådan var det også den manglende kærlighed til Kristus, som Jesus pegede på over for biskoppen i Efesos. Kærlighed betyder her ikke flygtige følelser, men det er en anden måde at tale om tro på. Kærlighed handler om at tro Jesus og hans ord og i tro bekende med Guds ord, at vi har syndet, men tilgives for Jesu Kristi skyld af nåde ved tro.

I kan ikke høre mit ord (v. 43)

Syndens alvor var for disse jøder, at de ikke kunne høre Kristi ord. Ingen kan komme til tro på Jesus, hvis han ikke selv griber ind. Men jøderne kan ikke længere forstå hans ord, for de har forkastet ham.

De er kommet i den situation, som Jesus taler om i Mark 3,20-30 og Matt 12,22-32. Den, der forkaster det ord, som Helligånden bruger for at overbevise om synd og om dom og om retfærdighed (Joh 16,9-11), kan ikke længere høre. Det er forhærdelse. Jesu tilhørere havde forhærdet sig i deres genstridige forkastelse af Jesu person, ord og gerninger. Derfor rammes de af forhærdelsens dom.

I har Djævelen til fader (v. 44)

Jesus må derfor rent ud fortælle jøderne sandheden: de har Djævelen til fader, ikke Gud. Det betyder, at de ikke vil gøre, hvad Gud ønsker, for så ville de have troet Jesus, Hans Søn. Så ville de have taget imod Jesus som deres broder. Så ville de også have været ægte børn i Guds hus.

I stedet gør de, hvad Djævelen ønsker. Hans ønske er og har altid været at så mistillid og vantro til Guds ord, så et menneske mister tilliden til Gud og troen på ham. Djævelen har været en morder fra begyndelsen, siger Jesus. Mistillid, vantro eller ulydighed medfører åndelig og senere fysisk død. 1 Mosebog 3 er en historisk og på samme tid en aktuel skildring af Djævelens fremgangsmåde – og af de forfærdelige konsekvenser af syndefaldet.

Når først mistillid og vantro hersker i et menneskes hjerte, gør mennesket, hvad Djævelen vil. Måske er det grove synder som jødernes afgudsdyrkelse af guldkalven eller muslimernes tilbedelse af afguden Allah og hans falske profet Muhammed. Måske er det – en tid lang – skjult for alle andre end Menneskesønnen, sådan som det var tilfældet med Efesos’ biskop. Men blot et menneske har mistillid til Gud og hans ord, er Djævelen tilfreds, for så er dette menneske i Djævelens garn og gør, hvad han vil.

Djævelen har intet at gøre med sandhed, men er en løgner og er fader til løgnen. Al løgn stammer fra ham. Det betyder, at al vrang gengivelse af Guds Ord og lære nok kommer via mennesker, men det stammer fra Djævelen.

En sand kirke og en sand prædikant, som holder sig til Guds ord og lære, vil derfor altid fordømme den falske lære og dem, som propaganderer for den. Det er virkelighedsfjernt og dødsensfarligt for det åndelige liv at tillade sig at ændre blot en smule. Det var det, Djævelen gjorde, og vi lever alle sammen i følgerne af Adam og Evas syndefald. Paulus forbander derfor den, der ændrer på evangeliet. Vi skal altså lære det sande, men vi skal også afvise og fordømme den falske lære, for den falske lære stammer fra Djævelen og udfører hans morderiske vilje for tid og evighed.

En luthersk kirke har derfor ingen tolerance over for vranglære.

At mennesker har Djævelen til fader og gør, hvad han vil, og i dén forstand er Djævelens børn, betyder ikke, at de er Satans børn, som aktivt, villigt og bevidst tjener og måske endda dyrker Djævelen i en kult osv. Den slags findes også, men det er ikke det, Jesus her taler om hos jøderne. Man kan nok skelne mellem ‘Djævelens tjenere,’ hvis vilje er trælbundet under Djævelen, og så ‘Djævelens børn,’ som aktivt dyrker og tilbeder Djævelen (jf. en lignende skelnen hos Kretzmann, som skriver: “He that rejects Christ, the Savior, and consistently refuses to accept His Word, is doubly a child of the devil. Wherein the devil delights, as things that are opposed to the good and gracious will of God, therein they also find their delight. They are not betrayed into this condition, but they have deliberately embraced that which is wrong.”)

Jesus siger sandheden (v. 45)

Kontrasten til Djævelen, som ikke har sandhed i sig, er Jesus, der har åbenbaret os Guds herlighed, som er fuld af nåde og sandhed (jf. til “Ekstra: Juledag – Joh 1,1-14“). Jesus lærer os sandheden – om synd og om nåde.

Det troede jøderne ikke på, for de ville ikke (jf. Matt 23,37). Derfor måtte jøderne erfare Guds dom i tiden (særligt Jerusalems fald), de vil erfare Guds dom i evigheden, om ikke de omvender sig. Her er der ingen forskel på jøde og græker.

Jesus – uden synd (v. 46)

Jesus var en voksen mand, og jøderne kendte ham godt, nogle fra han var barn, andre fra hans besøg i Jerusalem, f.eks. som tolvårig. Men de fleste kendte ham fra hans offentlige virksomhed.

Jesus imødegår jødernes anklager. Han konfronterer dem direkte og spørger, om nogen af dem kan overbevise ham om synd? Kan nogen af dem påvise, at han har syndet, så han må erkende det? Svaret er nej, for han var uden synd (Hebr 4,15).

Når Jesus altså ikke har syndet, og når han siger sandheden, hvorfor tror jøderne ham så ikke, spørger han? Svaret er igen deres onde natur og forhærdelsen. De vil ikke tro sandheden, men gerne Djævelens løgne.

Den, der er af Gud, hører Guds ord (v. 47)

Her slår Jesus fast, at den, der er af Gud – er genfødt af ham (jf. Joh 1,12f; 3,5ff) – hører Guds ord (ta rhêmata).

Det er jøderne ikke, og derfor hører de ikke. De er langt fra at have Gud til fader, fra at være Guds børn.

Derfor har Jesus ret i, at de har Djævelen til fader, hører ham og adlyder ham.

Derfor er denne prædiketekst også en principiel og meget alvorlig advarsel mod at acceptere vranglære og større eller mindre forvanskning af Guds ord. Dem, der forsvarer vranglære, og især dem, der hævder, at vranglære ikke er så alvorlig, må konfronteres med Johannes 8. Jesu ord er klar: “Den, der er af Gud, hører Guds ord.”

Jøderne forsøger at dæmonisere Jesus (v. 48)

Jøderne bøjer sig ikke for sandheden, men fremturer. Da de ikke kan hævde, at Jesus lyver, forfalder de til at angribe Jesus selv. De kalder Jesus for en samaritaner. Det er her nok ment som en nedsættende betegnelse, ikke som en faktisk udtalelse om Jesu etniske eller religiøse forhold. Kretzmann mener, at samaritanerne var dæmonbesatte, men det kan jeg ikke lige finde belæg for.

Jøderne angreb gentagne gange Jesus for at være besat af en dæmon eller en uren ånd (Joh 7,20; 10,20; jf. Mark 3,22.30). De “dæmoniserede” ham – eller forsøgte på det – fordi han sagde sandheden. Det er også set siden hen.

Nu skal det jo ikke forstås sådan, at der ikke findes mennesker, som faktisk bliver besat af en dæmon. Men der må man jo se på frugterne. Jesus prædikede evangeliet og gjorde godt. Falske profeter eller “guddommelige personer” kan måske for en tid gøre godt, men de vil ikke holde sig til sandheden og den rette lære og leve efter Guds ord, herunder tage del i syndsbekendelse og afløsning/absolution for de synder, de måtte begå.

Nogle falske profeter har uden diskussion begået megen ondskab, og alligevel følges de af mange. Den værste falske profet følges af millioner. Mange sikkert uden at vide, hvad han egentlig sagde og gjorde. Men ikke desto mindre.

Teksten lærer os ikke at se igennem fingre med det. Men teksten lærer os, at når Jesus blev “dæmoniseret” for at sige sandheden, skal det ikke undre, om man også vil forsøge at “dæmonisere” dem, der i dag siger sandheden. Så kan man jo holde sig Jesu ord fra livet. Lov og evangelium hører sammen, men her er der i al fald tale om, at de afviser lovens gerning. De vil ikke have deres synd afsløret, og så angriber de Jesus i stedet for. Naturligvis mener de heller ikke, at de virkelig har brug for evangeliet. Det hænger jo sammen.

Hvem ærer hvem? (v. 49f)

Jøder forsøger sig altså igen, men Jesus afviser dem kort og klart. Derefter fastslår han, at han ærer sin Fader, men de vanærer ham, og dermed hans himmelske Fader. Jesus og jøderne er fundamentale modsætninger her.

Jesus søger dog ikke sin egen ære. Det gør hans himmelske Fader derimod. Han vil til syvende og sidst dømme jøderne og vise dem, at de tog grueligt fejl.

Det var ikke nogen nyhed, at der vil komme en dom. Men alligevel fik det ikke jøderne til at standse op.

Evangeliet og det evige liv (v. 51)

Jesus slutter af med en meget formel udtalelse. Heri understreger han sandhedsværdien og troværdigheder med et dobbelt ‘sandelig’ (gr. amên).

Den, der ‘holder fast ved’ eller ‘bevarer’ Jesu ord, vil aldrig nogensinde komme til at opleve den evige død, men har evigt liv (Joh 3,15f; 3,36; 4,14; 5,24; 6,40.47.54; 10,28; 17,2f). Ja, “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3).

Måske skal man dø (Joh 12,25), men man har allerede det evige liv. Når man dør, kommer sjælen hjem til Gud, og i opstandelsen får den, der tror, et herliggjort legeme (Fil 3,21).

Man kunne måske forstå det græske således, at det er os mennesker, der holder fast ved evangeliet. Men troen gives og opretholdes ikke af os og vore kræfter, men af evangeliet. Derfor er det vigtigt at høre ordet og bevare det. Det betyder at høre og læse Guds ord og flittigt tage dets budskab til sig, både når det dømmer os som syndere, og når det rækker os syndernes forladelse. Og når det vejleder os i at leve vores daglige liv i vores kald og stand.

Den, der holder fast ved, dvs. tror Jesu ord, har et urokkeligt, guddommeligt løfte om ikke at gå fortabt, men have og få det evige liv.

Derfor er Jesu sande ord og lære aldeles afgørende. Derfor er det også lige så vigtigt at bekæmpe og udrydde al falsk lære og afvigelse fra Skriften. Det er nemlig morderiske løgne fra Djævelen selv. Måske ser de større eller mindre ud; sådan oplevede Eva i Edens have det jo. Men Djævelens løgne er lige dødsensfarlige uanset hvor meget de er tyndet op med.

Det betyder ikke, at Guds ord ikke kan gøre sin gerning, hvor der er vranglære. Men det gør det til en meget farlig sag.

Modsat er evangeliet ikke dødsensfarlig, men et vidunderligt værktøj til at skænke os troen og det evige liv.

Sådan vil denne søndags prædiketekst afsløre vores synd, uanset om det drejer sig om “små” synder eller om morderiske planer som den, jøderne lagde mod Jesus, eller det drejer sig de morderiske afvigelser i Guds ord og lære som dem, Djævelen fra første færd har forsøgt at lokke med. Denne alvor er passende kirkeåret rundt, men da særligt i fastetiden. I fastetiden og særligt Langfredag betragter vi, hvad Djævelens morderiske planer kostede Jesus.

Men denne søndag skal vi også høre evangeliet, der proklamerer for os, at Jesus gik til Jerusalem for at sone al synd og besejre Djævelen. Med henvisning til det er der siden Edens have prædiket evangelium, og sådan har det været siden, og skal det være fremover. Også på søndag.

Sådan gør Guds ord også næste søndag til en hellig festdag.