bLogos

1. søndag i fasten – Luk 22,24-32

Læsningerne

Læsningerne til 1. søndag i fasten handler om vores syndige naturs onde begær, et begær, der drager og lokker, for til sidst at slå ud i syndige handlinger og død. Den nytestamentlige læsning fra Jak 1,9-16 handler netop om, hvordan fattige og rige skal tænke for at undgå det syndige begær. Man skal holde ud i prøvelse, for så vil man – for Jesu Kristi skyld og af tro – få livets sejrskrans. Det er imidlertid også muligt at fare vild og – som Kain – give Gud skylden for ens situation. Det er vantro og medfører vantroens dom.

1 Mos 4,1-12 handler om de to brødre, Kain og og Abel, som Adam og Eva fik efter syndefaldet. Som bekendt slog Kain Abel ihjel. Syndefaldet fik altså forfærdelige konsekvenser. Ikke engang blodets bånd kan værne mod synden. Kain burde have passet på sin (lille)broder, men slog ham i stedet ihjel, tilskyndet af sin syndige natur og jalousi.

Prædiketeksten

Denne søndags prædiketekst i Luk 22,24-32 beretter om, hvordan disciplene endnu engang (jf. f.eks. Luk 9,46) diskuterer, hvem af dem, der skulle regnes for den største. Forinden havde Jesus indstiftet nadveren og taget dem til alters, kommuniceret dem, som det hed i gamle dage. Herunder havde han fortalt, at en af dem skulle forråde ham. De diskuterede efterfølgende, hvem af dem det mon kunne være (Luk 22,22f).

Men denne tanke førte dem videre til at diskutere, hvem af dem der skulle overtage ledelsen efter Jesus. Det nye Testamente viser jo klart nok, at Peter mente, det var ham. Men der skal jo altså mindst to til en konflikt, så i det mindste nogle af apostlene var ikke enig med ham.

Hvor lidt apostlene forstod på dette tidspunkt fremgår jo i øvrigt af, at de netop har fået del i det nye testamentes sakramente, som vil koste Jesus livet (jf. også til Luk 18,31-34).

Ærekærhedens synd (v. 34)

Der opstod en strid blandt apostlene, skriver Lukas, en philoneikia (eller philonikia). Det er ordet neikos, ‘strid,’ og den velkendte forstavelse for ‘kær(lighed til).’ ‘Trættekærhed,’ kunne man med et gammelt ord oversætte det med. ‘Stridbarhed’ eller ‘stridslyst,’ fordi man vil være i front. Eftersom Lukas kunne have valgt et ord, der “blot” betyder ‘strid’ eller ‘konflikt,’ må man tage ordet for fuldt pålydende. Apostlene har disse diskussioner så ofte, fordi det udspringer af deres syndige natur. Af natur er vi alle som Kain, men Gud kan gribe ind og genføde os. Det gør os ikke syndfrie, så længe vi stadigvæk også har den gamle natur. Der vil være strid i os (Gal 5,17ff og Rom 7).

Når det nu er apostlene, som Jesus kort tid efter sender ud som apostle og som lærere og hyrder, så ville en naturlig udlægning af teksten i dag fokusere på prædikanterne. For også de er jo syndere af natur. Men prædikanterne skal jo ikke prædike for sig selv, men for menigheden.

Men i menigheden kan og skal der prædikes om, hvordan arvesynden slår ud også på denne måde. Kirken har altid vidst, at hovmod og ærekærhed er en alvorlig og ødelæggende synd. I dag er det blevet endnu tydeligere. De værste tilfælde ser vi, når mere eller mindre samvittighedsløse magtmennesker kommer forklædt som får og fårehyrder eller som lægfolk, der under dække af at tjene vil have magt – uanset eller næsten uanset prisen.

Irene Rønn Lind har skrevet en bog om det. Den hedder Forklædt. Psykiater Inge Munk Møller har anmeldt den for nylig. Munk Møller slutter med ordene: “Tak til Irene Rønn Lind, der har vovet at tage dette vanskelige og dystre emne op og har skrevet om det på en letlæselig måde. – Desværre er bogen ikke overflødig.” (se Dystert emne i letlæst bog, IMT nr. 4, 2008). Alle kan læse denne bog, og jeg ved, at den desværre er relevant i mange sammenhænge. Præster og kirkelige ledere burde studere dette område noget mere, for det er forfærdeligt ødelæggende.

Men det er ikke altid så slemt, som de eksempler, man kan læse. Apostlene var ikke psykopater, men de var syndere. Og det er præster og menighed også. Derfor må der prædikes om ærekærhed og hovmod, om at det er en synd, og at Jesus også døde for denne synd. Det må der også gøres i praksis, dvs. ved nadverbordet og når det gælder den kirkelige ledelse. Her er der meget at arbejde med, men det hører ikke hjemme i denne Næste søndag at gå mere ind i det.

Derimod er det vigtigt ikke kun at forkynde loven, som afslører vores syndighed ved at sløre ærekærhed og hovmod og de konkrete udslag heraf. Der må også forkyndes evangelium. Jesus var iblandt apostlene (v. 27) og hos sin menighed “som den, der tjener.” Uden Jesu tjeneste, som nu fører ham til forhør og siden til Golgatha, ville al synd medføre fordømmelse og fortabelse. Det er det, vi denne søndag i fasten får forkyndt. Uden Kristi stedfortrædende lidelse, død og opstandelse var vi hjælpeløst fortabte i vores synd.

Uden evangeliet kan man forkynde så meget, man vil, men loven afslører kun synden og giver syndserkendelse (Rom 3,20). Loven kan ikke tilgive synden, og man kan ikke ved loven overvinde synden. Tværtimod (Rom 7,7ff; Rom 4,15).

Hvordan apostlene skal og ikke skal være (v. 25f)

I de følgende to vers giver Jesus et eksempel på, hvordan de ikke skal være, og et eksempel på, hvordan de skal være.

I verden er det sådan, at konger “hersker” over dem, og de lader sig kalde “velgørere” af dem, de hersker over (og af andre). Fra Matt 20,25, hvor Matthæus bruger et verbum, der betyder, at man misbruger sin magt som hersker (gr. katakurieuô), fra Matt 22,21 og Rom 13,1-7 ved vi, at Jesus ikke mener, at folkenes konger slet ikke må herske. Det har Gud tværtimod sat dem til at gøre. Men de må ikke misbruge deres embede. De skal være Guds tjener.

Og som verdslige herskere lader de sig kalde velgørere. Det bør de også være, og i antikken burde de være det helt konkret, idet der var en slags omvendt skattebyrde – i al fald i den græske og romerske verden. De rige valgtes til at bruge af deres rigdom og gøre vel mod deres by og samfund. De var og kaldtes “velgørere.”

Men det var nok ikke kun det, Jesus tænkte på. Jesus tænkte nok mere på, at herskere i al almindelighed gerne vil fremstilles som dem, der er velgørere.

Dem skal apostlene ikke ligne. Hos apostlene, dvs. i kirken, skal tingene vendes på hovedet. Den ældste, som ellers burde vises respekt og ære, skal være som den yngste, der ellers bør lytte og lære. Og “lederen” skal være som “den, der tjener.”

Ordet ‘leder,’ ‘fører’ eller ‘fyrste’ (gr. ho hêgoumenos) møder vi senere i Hebr 13,7.17.24 om menighedens ledere, dvs. lærerne og hyrderne. Og ‘den, der tjener’ er jo tydeligt nok Jesus selv.

Netop Hebræerbrevet kan hjælpe os til at undgå en meget hyppig misforståelse. Man kunne tolke Luk 22,25f, som om ‘ledere’ ingen magt har eller skal have. Men sådan er det ikke. På egne vegne skal de ingen magt have, men som den, der tjener Kristus og tjener i Kristi sted, skal de have evangeliets magt.

Eller med andre ord: De skal ikke selv have magt, men det ord, de forkynder, skal have al magten. Når det ord da ikke har noget at sige, er det ikke ‘lederne,’ der skal bestemme, men menigheden selv. I de situationer skal ‘lederne’ være som de yngste, og som dem, der tjener.

Derimod er der på ingen måde tale om, at Jesus gør sig selv og sit ord magt-esløs i kirken.

“Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer.” (Hebr 13,17)

“Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.” (Hebr 13,7)

Den bedste gennemgang af, hvad det skal betyde for prædikant og menighed, er C. F. W. Walthers Duties of an Evangelical Lutheran Synod, som findes i hans Essays for the Church. St. Louis: Concordia Publishing House, 1992, pp. 6-63.

Men naturligvis kunne man også bare se på, hvordan Jesus selv tjente. Han befalede jo aldrig apostlene og menigheden at sætte Guds ord til side. Det var jo tværtimod farisæerne, der gjorde den slags (Matt 15,6-9). Apostlene skulle som prædikanter gøre alle folk til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at lære dem at holde alt, hvad Jesus har befalet.

Ved at holde sig til, hvad Jesus har befalet, dvs. hvad Guds Ord befaler, værner prædikant og menighed sig mod, at prædikantens egne meninger får lov at herske. Hvis en prædikant forlanger, at hans egen mening skal bestemme, skal menigheden venligt, men bestemt afvise det. Hvis en prædikant derimod beder menigheden om for kærlighedens skyld at følge et forslag, er menigheden fri til at gøre det, når blot det ikke strider mod Guds Ord og lære. Men det er sådan set aldrig prædikanten, der hersker. Guds Ord, som prædikanten forkynder, skal herske i de spørgsmål, hvor Guds Ord har en befaling. I andre sager hersker menigheden selv. Men menigheden skal lade kærlighedens lov råde. Og Skriften lærer os, hvad kærlighed er (jf. til 1 Kor 13).

Sådan burde det være, men sådan går det ikke, med mindre Guds Ånd får lov at bekæmpe vores syndige natur. Af egen erfaring ved vi altså, at det var velbegrundet, at Jesus måtte gå til Jerusalem og lide og dø for vore synder. Selv i kirkens tjeneste truer synden med sin ødelæggende indflydelse. Ja, netop i kirken, hvor vi taler så meget om tilgivelse og næstekærlighed, kan synden drive sin ødelæggende virksomhed under dække af at “tjene” og “være velgører.” Det er dog ikke næstekærlighed, der tillader den slags, som man ellers kunne få indtrykket af i Kristeligt Dagblads artikel “Næstekærlighed gør kirken konfliktsky.” Talen om næstekærlighed bliver bare et dække og et skjold, man holder op for at kunne udøve sit magtbegær.

Næste søndags prædiketekst minder os altså om, at synd ikke kun er synd mod sjette bud, selv om det i øvrigt ofte følger med magtsyge. Vores syndige begær, som vi er født med ifølge Den augsburgske Bekendelse, slår ud på mange måder – altså også i ledelsesspørgsmål. Den synd bar Jesus også op på korset på Golgata. Men som med al anden synd skal det så også lyde: Gå bort og synd fra nu af ikke mere! Jesus mener det naturligvis, når han siger: “Sådan skal I ikke være!” (v. 26).

Mere om Jesu eget eksempel (v. 27)

Her Skærtorsdag aften henviser Jesus til sin egen tjeneste: med fodvaskningen (Joh 13,1-17) og med tjenesten med Nadverens sakramente. Ingen har nogensinde været en større tjener, end Jesus som tjente på den måde. Han, ved hvem alt blev til og som bærer alt med sit mægtige ord, vaskede disciplenes fødder. Og han gav dem sit legeme og blod, hvormed han dagen efter gjorde fyldest for deres synder, ja, for al verdens synd. Og sådan er Jesus også til stede i menigheden i dag.

Så har menighedens tjenere, prædikanterne, lærerne og hyrderne, præsterne, eller hvad de nu kaldes, heller ingen større tjeneste end den at forkynde Guds Ord og særligt evangeliet og forvalte sakramenterne. For gennem disse midler giver Gud Helligånden og virker den retfærdiggørende tro, hvor og når det behager Gud (Den augsburgske Bekendelse, art. 5).

Men i tillæg til tjenesten med evangeliet må menighedens tjenere gøre præcist, sådan som Jesus gjorde. Han var bestemt ikke deres slave, men han tjente dem, som om han var det. Han viste dem, at en Ordets tjener må tjene menigheden og sine kolleger på både den ene og den anden måde.

Sådan viste Paulus det også i praksis: “Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt” (1 Kor 9,19). Det betød ikke, at Paulus gik på akkord med evangeliet (1 Kor 1,18-4,21; 1 Kor 15) eller etikken (f.eks. 1 Kor 5). For evangeliets og vranglærernes egen skyld skal vranglærere afvises (Rom 16,17; Tit 3,10f), og for både syndernes og menighedens skyld skal ubodfærdige syndere afvises (1 Kor 5).

Det er trist, at evangeliets tjenere alt for ofte hellere vil være stor i verdens øjne end de vil varetage denne store tjeneste. Det er sørgeligt, at prædikanter alt for tit hellere vil opfattes som nogle, der gør vel på verdens måde, end dem, der gør vel med evangeliet og sakramenterne.

Jesus overdrager riget til apostlene (v. 28-30)

På trods af denne alvorlige irettesættelse – og i virkeligheden for sin egen og evangeliets skyld – kan Jesus nu skifte emne.

Disse syndere, der adskillige gange stredes om magt og ære, blev dog hos Jesus under hans prøvelser, omend ingen af dem vil blive der helt til det sidste (Matt 26,31; Mark 14,27; Joh 16,32; Zak 13,7).

På samme måde som de har taget del i Jesu fornedrelse, skal de få del i Jesu ophøjelse. Jesus overdrager Riget til apostlene, på samme måde som Jesu Fader har overdraget det til ham. Ordet basileia kan betyde ‘det at være/herske som konge,’ ‘det rige, en konge hersker over.’ Selv om det her er brugt uden artikel, kan der være tale om det rige, som der kun findes ét af, evangeliets rige. Men det er også muligt, at der er tale om ‘herredømme,’ i betydningen ‘at være og herske som konge(r).’ Jesus siger jo rent faktisk, at de skal ‘dømme Israels tolv stammer’ (jf. Matt 19,28), men der må være tale om en æresposition, for ifølge Det nye Testamente er det helt entydigt Jesus og ham alene, der skal dømme (jf. Matt 25,31-46; ApG 10,42 og 17,31, jf. her). De vil få del i Jesu status.

Formålet eller snarere følgen er ifølge v. 30, at de skal spise og drikke ved Jesu bord i hans rige, sådan som de nu har spist og drukket ved Jesu bord i denne verden, og de skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Fornedrelse skal altså afløses af ophøjelse, men netop i den rækkefølge.

Israels tolv stammer omfatter Israels tolv stammer i egentlig betydning, men det omfatter naturligvis også kirken, det nye Israel (jf. Åb 7 og Gal 6,16).

Talen om at dømme Israels tolv stammer kunne måske give anledning til at at overveje, om Jesus tænker på at dømme i kirkens tid. Kirken skal jo faktisk dømme deres egne i egne sager, men kun i egne sager (1 Kor 5,3.12f). Om ‘Israels tolv stammer’ handler om kirken, det nye Israel, kunne der måske være tale om den slags dømmen. Det er blot meget vigtigt, at det ikke udlægges på en måde, der fører til den hersken, som Jesus har afvist ovenfor.

Drejer det sig om deres tjeneste her i tiden, skal apostlene altså selv spise og drikke ved Herrens bord, og de skal være åndelige dommere, dvs. dømme med Guds ord. Denne tolkning er dog nok noget mere usikker.

Et særligt ord til Peter, der gerne ville være førstemand (v. 31f)

I de sidste to vers taler Jesus til Peter, men ordet “jer” viser jo, at Jesus taler om alle apostlene. Satan har bedt om dem – ligesom han bad om at få Job – for at ‘sigte’ dem ‘som hvede.’ Satan var ikke tilfreds med at have vundet Judas Iskariot (Kretzmann). Han ville udsætte dem for prøvelser, der ikke var mindre end Jobs. Som hvede, der er blevet tærsket og nu kastes op i luften for at skille dem fra avnerne, sådan vil Satan forsøge, om han kan få dem til at falde fra. For en tid lykkes det med Simon, ja, med alle apostlene, men særligt med Simon. Det er sikkert derfor, Jesus bruger Simons gamle navn (Kretzmann). Djævelens fristelser er altid alvorlige og i ordets egentlig betydning dødsensfarlige.

Heldigvis skulle Peter ikke strid i egen kraft. Jesus har bedt for Peter om, at hans tro ikke svigter. Han skal nok svigte Jesus og fornægte ham, men han vil omvende sig. Han skulle altså ikke miste troen for evigt – takket være Jesu forbøn. Sådan beder Jesus for alle sine, at de ikke må falde fra.

Når Peter omvender sig, skal han ikke herske, men tværtimod styrke sine brødre, nemlig med evangeliet. Hebræerbrevets forfatter taler også om at styrkes ved nåden: “Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det” (Hebr 13,9).

Peter gjorde, som Jesus befalede ham. Han forkyndte og lærte evangeliet i rigt mål (jf. ApG 2-12; 15; 1 og 2 Pet). Peter lærte også sine brødre at leve i kærlighed (jf. 1 Peters brev).

Større tjeneste kunne ingen få, og større tjeneste har ingen i dag.

Fastelavns søndag – Luk 18,31-43

Med Fastelavns søndag går vi nu ind i Fastetiden – en bodstid, hvor vi forbereder os på påsken. Vi betragter vor Herres lidelser for vores skyld, men vi betragter dem særligt, fordi han måtte lide på grund af os og vores synd. Men fastetiden er ikke en evangelieløs tid. Fastetid er bodstid, men sand bod er omvendelse og tro: tro på evangeliet, som derfor skal forkyndes lige så rigeligt som resten af året.

Læsningerne

Sl 32,2-6

Den gammeltestamentlige læsning er fra Sl 31,2-6, som slår evangelietonen an. “Herre, hos dig søger jeg tilflugt!” Det sidste vers citerer Jesus fra på korset (Luk 23,46). En lille forskel er der dog, idet Septuaginta har futurum (gr. parathêsomai), mens Jesus beder i præsens (gr. paratithemai).

Jesus bar al verdens synd og derfor Guds vrede over al verdens synd, da han hang på korset. Men selv under Helvedes lidelser, som får ham til at bede: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,” er Gud hans Gud. Og efter at have lidt for hele verden og for os siger han for vores skyld: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Dermed forkyndte han for os, at han led for vore synder, ikke for sine egne, for sådanne havde han ikke. Jesus døde i tillid til, at Faderen ikke vil lade ham blive til skamme, men udfri ham.

Der er Helvede til forskel på Jesu lidelse og død på den ene side og kristnes lidelse og død på den anden. I den forstand kan og skal ingen andre bede den salme end vor Herre Jesus Kristus, og derfor er det også en velvalgt salme på en søndag, hvor Jesus tager disciplene til side og siger: “Se, vi går op til Jerusalem.” Det er ham, der er “den retfærdige” (Sl 31,19).

Men i Kristus kan også kristne bede den salme, når blot vi husker, at vi ikke skal bære Guds vrede igen. Tværtimod er det, fordi Kristus bar Guds vrede, at vi nu ved, at Gud ikke lader sin vrede ramme os, men blot tugter og opdrager os i sin kærlighed (Ordsp 3,11f; Åb 3,19). Luther forklarer, hvordan Isak også bad den bøn; såvel Abraham som Isak stolede på Gud og hans løfter (til 1 Mos 22,12 og videre Hebr 11,17ff).

Man kan måske godt bruge ordene “Herre, hos dig søger jeg tilflugt,” selvom man ikke kender Gud og derfor ikke ved, hvad bønnen betyder. Men en sådan bøn hører Gud ikke. Det er derfor heller ikke noget at tage ved lære af. Men selv om vi har lært ordene og fået forkyndt Kristus, så er der dog så meget vantro i os, som Luther skriver senere til 1 Mos 22,17. Men heldigvis hører Gud os ikke for vores tros og fromheds skyld. Vi tror og følger jo ikke Gud trods alle hans løfter og al hans godhed. Han hører os for Kristi skyld.

Derfor kan man kun bede en bøn som Sl 31, hvis man har lært Gud at kende, som han er: som en hellig, men også som en nådig og barmhjertig Gud, der tilgiver og gør godt; at han tilgiver, ikke for vores skyld, ikke for vores tros skyld, men for Kristi skyld trods vores vantro og ulydighed. Denne Gud lærer vi at kende gennem boden (luthersk forstået). Ja, ingen kender den sande Gud uden gennem boden, hvor Gud lærer os ham at kende på rette måde, og skaber anger og tro i os ved henholdsvis loven og evangeliet.

Men selv om man har lært det, er der meget, der kan få os til at glemme det. Indre og ydre trængsel – først og fremmest vores egen synd og vores syndige natur – får os til kun at se Guds vrede i stedet for hans nåde og barmhjertighed. Derfor er fastetiden en gave til den kristne. For her lærer vi at se Guds vrede på rette måde. Det er vores synd, der gjorde, at Guds vrede ramte Jesus på kortet. Men Guds vrede ramte Jesus, som bar al verdens synd. Det var virkelig hvert eneste menneskes synd, han bar og tog straffen for. Jesus var lydig til døden, ja, døden på et kors (Fil 2,8). Men Jesus var lydig hele sit liv. Jesus var “født under loven,” og han opfyldte loven for os. Sådan lærer Gud os at kende Ham i Skriften, men særligt, når Skriften taler om påskens begivenheder.

Sl 31 er en salme, som forkynder for os, hvad Jesus gik til Jerusalem for at fuldende for os!

1 Kor 13

Epistlen er 1 Kor 13. Den er sikkert valgt, fordi den forkynder, hvad kærlighed er. Det var kærlighed til os mennesker, der fik Jesus til at gå i døden, og Gud til at give sin Søn for verden (jf. Joh 3,16).

Men i sammenhængen hos Paulus tjener beskrivelsen af kærligheden et noget andet formål. I kap. 12-14 er Paulus optaget at vejlede korintherne, som har fået mange “åndelige gaver” (1 Kor 12,1), også profeti og tungetale. Men det har udviklet sig til et elitært projekt, hvor nådegaverne ikke bruges efter deres hensigt. Paulus må derfor regulere brugen af disse nådegaver, som de har fået ved hans mellemkomst (se ApG 8,15-24; 19,6).

Når der tales om at få Ånden i ApG 8,15f, er der ikke tale om Helligånden som ham, der skaber troen (jf. 1 Kor 12,3 og f.eks. Joh 3,5), men om Helligånden som ham, der udruster med bl.a. profeti og tungetale. Det sker ved apostlenes håndspålæggelse. Douglas Judisch argumenterer i sin bog An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts meget overbevisende for, at profeti og tungetale også var givet ved apostlene, formentlig ved Paulus, i Korinth.

Alle troende har fået Helligånden, for “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3), og alle er jo døbte med Helligånden og har fået én Ånd (Helligånden) at drikke (1 Kor 12,13; jf. Joh 3,5). Men der er forskel på de åndelige gaver, men Ånden er den samme. Det afgørende er, at hver enkelt har fået sine åndelige gaver “til fælles gavn” (1 Kor 12,7).

Disse gaver skal opbygge menigheden, men sådan går det ikke altid. Paulus har allerede i 1 Kor 8 skrevet, at “kærligheden bygger op,” hvorimod “kundskab gør indbildsk” (eller opblæst) (1 Kor 8,1). Han må minde dem om, at “kundskab” ikke nødvendigvis bygger op, men derimod kan gøre den, der har fået denne særlige, profetiske kundskab, opblæst. Dermed polemiserer Paulus ikke mod den rette lære og nødvendigheden af den. Paulus understreger utallige gange, at læren er vigtig, og at der skal være enighed om den. I 1 Korintherbrev skriver han, at legemet skal være enig (1 Kor 1,10; 12,25), men også have omsorg for hinanden (1 Kor 12,25).

Men bare at pukke på, hvad der er ret – og konkret i 1 Kor 8-10 insistere på at spise kød, selv om det kan føre den svage broder til fald – det er opblæsthed. Det er meget tænkeligt præcist de samme mennesker, der har et problem med både deres manglende hensyntagen til de svage brødre og med deres forvaltning af de åndelige gaver. Der er i al fald i begge tilfælde tale om ikke at handle i kærlighed.

De åndelige gaver skal bruges til opbyggelse af hele legemet (1 Kor 12,12ff). Men hermed har Paulus ikke sagt, at der er brug for profeti og tungetale i hele kirkens historie. Det er der faktisk heller ikke. Douglas Judisch viser, at profeti og tungetale, som apostlene formidler, tjener til at legitimere budskabet og budbringerne i den første tid, indtil man får Guds ord skrevet ned. Med apostlene uddør ægte profeti og tungetale, fordi disse gaver kun formidles ved apostle (jf. ovenfor).

I 1 Kor 12,28-30 taler Paulus om de gaver, Gud har givet (jf. Ef 4,11). Pointen er, at ligesom ikke alle er apostle eller lærere og hyrder, sådan har alle ikke disse særlige nådegaver. Men dem, der endnu havde profetiens og tungetalens nådegaver, skal – ligesom hele menigheden – stræbe efter en åndelige gave, der er langt større: kærlighed. Hvis man læser lidt “mellem linjerne,” er det en kraftig irettesættelse til dem, der er blevet opblæste af deres åndelige gaver.

Nogle af formuleringerne i 1 Kor 13 læses i vor tid på en måde, der tilsidesætter De ti bud og f.eks. skaberordningen. Det er ikke for ingenting, at højrefløjen for nogle år siden udgav en rapport med titlen “Kærligheden glæder sig ikke over uretten.” Kærligheden “glæder sig ved sandheden” – sandheden om os og vores synd, som vi erkender i lyset af Guds bud, og sandheden om, hvad Den treenige Gud har gjort og gør til vores frelse.

Kærlighed forbliver i tid og evighed (1 Kor 13,8). De åndelige gaver er, som der direkte står, følgende: “profetier”, “tungetaler,” og “kundskab” eller “erkendelse.” Kundskab er ikke den viden om læren, som alle skal have, for det ville gøre selv evigheden til en tid, hvor man ikke kender til evangeliet. Det er absurd og i strid med, hvad vi hører om evigheden i f.eks. Johannes’ Åbenbaring. Der er tale om kundskab, som Helligånden åbenbarer i en tid, hvor alt endnu ikke er åbenbaret og nedskrevet. Disse gaver skal forgå.

Det tolkes normalt om, hvad der skal forsvinde med Jesu genkomst. Men så ser man bort fra, hvordan disse gaver gives og til hvem (jf. ovenfor). Det er derfor helt rigtigt at sige med Douglas Judisch, at disse åndelige gaver skal høre op. Gud ophører med at give profetier, tungetale og “kundskab,” om ikke før, så når disse mennesker dør.

Det fuldkomne, Paulus taler om i 1 Kor 13,10, handler ikke om fuldendelsen, men om det “fuldkomne” i betydningen “det komplette” eller “fuldstændige.” Når det er kommet, så skal det stykkevise forgå. Sådan har vi med de skrifter, apostlene skrev og godkendte, fået den bibelske kanon, som indeholder alt, hvad vi har brug for. “Men når han kommer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden,” som Johannes skrev drevet af denne sandhedens Ånd (16,13).

Paulus understreger kærligheden, fordi han ser, at dem, han har givet disse åndelige gaver, bruger dem stik imod deres hensigt. Det er deres eget ansvar, men det er også menighedens ansvar.

I 1 Kor 14 har Paulus mere at sige om de åndelige gaver, og især om at profetere, men det lader vi ligge i denne sammenhæng.

Her i fasten læser vi 1 Kor 13 i følgeskab med Jesus på vej til Jerusalem. Så ligger det lige for at se 1 Kor 13 som en beskrivelse af den kærlighed, der motiverer Jesus til at opfylde loven for os og tage al verdens synd på sig – for os mennesker og vor frelses skyld. Som lovforkyndelse eller formaningsforkyndelse forkynder det også for os, hvad gode gerninger er, og afslører dermed vores synd.

Prædiketeksten

Prædiketeksten har to dele. Den første handler om, at Jesus for tredje gang underviser apostlene om, hvad han skal i Jerusalem, som de er på vej til. Men de forstår ingenting. I stærk kontrast hertil sidder der en blind ved Jericho, som beder Jesus forbarme sig over ham. Til ham siger Jesus, at hans tro har frelst ham.

Jesus underviser for tredje gang om sin kommende lidelse, død og opstandelse (v. 31-34)

Alle profeternes profeti skal opfyldes! (v. 31)

For tredje gang underviste Jesus apostlene om, hvad han skal i Jerusalem. Jesus underviste de tolv uden de mange andre, der ellers fulgte dem med.

“Alt det, der er blevet skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes,” siger Jesus. Det er formålet med rejsen til Jerusalem, og derfor er det jo først og fremmest Jesus, der drager derop. Når Jesus siger, at “vi drager op til Jerusalem,” kan det måske hænge sammen med, at han drager derop i alles sted. Eller med, at Det gamle Testamente faktisk profeterer om, at alle skal lade Jesus i stikken.

Der er vist ikke enighed om, hvad Jerusalem betyder: Fredens by, Det at besidde fred eller grundlag for fred. Man konstaterer gerne, at det har Jerusalem netop ikke været i størstedelen af sin historie. Det er også sandt.

Men Jerusalem blev Fredens by den ene gang, hvor det for alvor var nødvendigt. Da Jesus drog op til Jerusalem for at opfylde Skrifterne, vandt han fred med Gud til alle, både sine samtidige og alle dem, der kom før og efter ham.

Sidenhen bekræfter Jesus for Emmaus-vandrerne, at alle Skrifterne handler om ham (Luk 24,27). Da han senere viste sig igen, gentog han, at alt, hvad der står i Det gamle Testamente, skal opfyldes (Luk 24,44). På dét tidspunkt åbnede han deres forstand, så de kunne forstå Skrifterne (Luk 24,44f).

Lidelse, død og opstandelse (v. 32f)

Fastetiden er bodstid, hvor vi særligt betragter Jesu lidelser fra Getsemane til Golgata, dvs. Langfredag. Det handler størstedelen af disse vers om.

Man kan vælge at udfolde, hvordan hvert enkelt led er en opfyldelse af bestemte profetier. Men man bør i al fald også have det med, som Paulus siger i Rom 4,25: “ham, som blev givet hen på grund af vore overtrædelser og blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse,” som der i virkeligheden står.

Vi tror jo “på én Herre, Jesus Kristus … som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlen og blev menneske ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne …” (Nikænum).

Med hensyn til den gammeltestamentlige baggrund er det først og fremmest Daniel 7, som profeterer om Menneskesønnen. Men man skal ikke overdrive de forskellige kristologiske titler. De handler ikke om forskellige frelsere i Det gamle Testamente. De handler om den samme frelser, men en titel som Menneskesønnen tjener til at rette opmærksomheden mod bestemte gammeltestamentlige steder. Menneskesønnen i Daniel 7 er den samme frelser, som vi hører om lige fra 1 Mos 3,15.

Menneskesønnen “skal overgives til hedningerne,” siger Jesus, og hånes, mishandles og spyttes på (v. 32) og piskes og slås ihjel (v. 33). Oftest taler Jesus om, at han skal overgives i jødernes hænder og f.eks. forkastes af bygmestrene. Her er det folkene eller direkte hedningerne, han skal overgives til. Hvem, der skal overgive ham, siges ikke, men det kunne jo være jøderne, dvs. Sanhedrin bakket op af folket. Eller det kan være Gud, hvad det jo i sidste ende var.

Det er vist ikke så let at finde direkte gammeltestamentlige profetier om, at Jesus skal overgives til hedningerne. Men det kolon, som 1992-oversættelsen sætter ind, står faktisk heller ikke i den græske grundtekst. I det omfang, Luk 18,32f ikke direkte måtte være forudsagt i Det gamle Testamente, skal man derfor heller ikke hævde det. Det kan jo også være, vi ikke har læst profetierne nøjagtigt nok endnu.

Men Es 50,6 er jo i al fald en af de profetier, Jesus opfylder: “Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt.”

Jeg vil tro, at alene en nøgtern beskrivelse af, hvad piskning medfører af skader, kan få det til at gyse i de fleste. Det skulle efter sigende også være effekten af Mel Gibsons film.

Men selv om menneskenes spot, hån, pisk og korsfæstelse er slemme nok i sig selv, var det dog alligevel Guds vrede, som ramte Jesus, og ramte ham hårdest. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jo, for os og for vor frelse.

Da han havde båret al verdens synd og taget den fulde straf fra Gud for den uden at opgive sin tro og tillid til Gud, oprejste Gud ham fra de døde på den tredje dag. Han blev erklæret uskyldig, og i Ham blev vi det også. “Han blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse,” som Paulus skriver i Rom 4,25.

Derfor skal det store for os forkyndes til anger og tro. For beskrivelsen af Jesu lidelser og hans død afslører jo også, hvor hjælpeløse og fortabte vi syndere er. I den forstand er det lovforkyndelse, som ved Guds Ånd kan skabe anger i et menneske. Men hele Jesu gerning skete for os, og dette evangelium skal forkyndes, så vi kan nå den retfærdiggørende tro, som Den augsburgske Bekendelse lærer.

Apostlenes manglende forståelse (v. 34)

Man kunne tro, at disciplene – apostlene – havde fået fat i Jesu undervisning. Det var jo tredje gang, at Jesus direkte talte om sin kommende lidelse, død og opstandelse (jf. Luk 9,21f og Luk 9,44f).

Men faktum er, de ikke forstod noget af dette, beretter Lukas. Ordene(s mening) var skjult for dem, så de ikke forstod, hvad Jesus sagde.

Jesus sagde jo det rigtige og utvivlsomt også på den rigtige måde! Der var både lov og evangelium i hans undervisning. Men som Den augsburgske Bekendelse lærer, “gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld.”

Som sidste søndags prædiketekst lærer, skal vi derfor “kun” koncentrere os om at forkynde det rene evangelium i ord og (sakramentsforvaltnings)praksis, herunder skelne ret mellem lov og evangelium.

I løbet af påsken erkender alle apostlene deres synd, og påskedags aften kommer Jesus til dem og tilgiver deres synd.

Den blinde ved Jeriko (v. 35-43)

Naturligvis beretter Lukas blot om, hvad der faktisk skete. Men det er svært ikke at notere sig den store forskel på apostlene, som overhovedet ikke har forstået Jesu undervisning, og bl.a. den blinde tigger, som beder Jesus forbarme sig.

Matthæus taler i øvrigt om to blinde i Matt 20,29-34, mens både Matthæus og Markus skriver, at Jesus og apostlene var på vej ud af Jeriko.

Kommentatoren Lenski skriver herom: “Yet the matter is simple, and all shadow of contradiction fades away when we have all the facts. Jesus passed thorugh Jericho ([L] 19,1), and yet, although it was late in the day, no one in the whole town invited to be his guest. On the other side of the town, out along the highway, Zacchaeus was waiting to see Jesus pass by. Jesus calls him down from the tree, invites himself to this publican’s house, retraces his steps into Jericho, and spends the night with Zacchaeus. It was on this return to the city that the blind men were healed. Luke separates the events because he wants to tell the story of Zacchaeus in one piece …” (Luke, p. 931).

Den blinde tigger (v. 35f)

Der var ikke så mange andre muligheder end at tigge for dem, der ikke kunne arbejde. Og det var svært at være blind. Derfor sad han nu og tiggede ved vejkanten på vejen ind til byen, hvor der kom mange mennesker.

Men han kunne høre, og da der kom en skare – en flok mennesker, der mere eller mindre følges i flok – ville han vide, hvad det var, hvad det betød.

Jesus fra Nazaret (v. 37)

Svaret, tiggeren får, er meget nøgternt. Det består af Jesu navn, og hans hjemby. Men deri ligger jo også et stort budskab. Dels betyder Jesus ‘Herren frelser’ (jf. til Matt 1,18-25), dels peger navnet Nazaret tilbage på bl.a. Es 11,1 og dermed på, at Jesus skal opfylde alle løfterne, som bl.a. Esajas profeterede om (jf. v. 31 og til Matt 2,13-23).

Tiggerens Kristus-bekendelse (v. 38f)

Tiggeren ved straks, hvem Jesus er, og at han kan hjælpe ham. Han har vel hørt om Jesus, men det er først og fremmest Skriften, der lærer ham dette, uanset om det er sket direkte eller indirekte. Han bekender nu sin tro på, hvem Jesus er, i form af de titler, han bruger.

Jesus er Davids Søn, dvs. den kongelige efterkommer af David, som skal bringe frelse til sit folk.

I denne tro beder tiggeren nu til Jesus: “forbarm dig over mig” (gr. eleêson me). Der var åbenbart nogle, der gik foran Jesus, måske for at beskytte ham, måske for også at blive lagt mærke til? De ville true tiggeren til at tie, men det fik blot den modsatte effekt. Han råbte endnu mere, og bekræftede dermed sin bekendelse.

Bønnen om, at Jesus, Davids Søn, vil forbarme sig over ham, er udtryk for tiggerens tro på, at Jesus er barmhjertig og kan og vil hjælpe ham. Det har han også god grund til ud fra Skriften og ud fra, hvad Jesus indtil den dag havde gjort for et stort antal mennesker.

Bøn om syn (v. 40f)

Jesus standser op, da han hører den blinde tiggers råb, og får ham ført hen til sig. Han spørger ham da, hvad han ønsker. Den blinde tigger svarer med endnu en bekendelse og en bøn om at få lov til at kunne se.

Denne gang har hans bekendelse formen: Kyrie. Det græsk ord kyrios gengiver både egennavnet Herren og navneord ‘herre.’ Her er der uden tvivl tale om en bekendelse til Kristus som Herren. Lukas er gennemgående meget opmærksom på at gengive de bekendelser, der lyder til Herren. Ofte kan man diskutere, om kyrios er brugt om Gud, Gud Fader eller om Kristus. Men f.eks. i Luk 1,43 er der ingen tvivl om, at Herren er Jesus: “Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” Sådan spurgte Elisabet.

Vi må bruge formen “Herre,” når der er tale om en henvendelse til Herren. Her bruger den blinde mand utvivlsomt “Herre” som tiltaleform af Herren. Han bekender altså – ligesom f.eks. Elisabet – at Jesus er Herren.

Alt i alt har den blinde tigger bekendt, at Jesus er Herren, Davids Søn, og han har bedt ham om at forbarme sig over ham. Det gjorde den kana’anæiske kvinde og flere andre også (Matt 15,22; 17,15; 20,30f).

Umiddelbart er det jo ikke en bøn om syndernes forladelse, og vi kan heller ikke slutte, at han var en specielt stor synder, fordi han var blind (Joh 9,3). Men den blinde tigger ved fra Skriften, at han er en synder, der kun kan bede Davidssønnen, Herren, om at forbarme sig. Men nu beder han altså også Jesus om at få sit syn igen. Han ved, hvem Jesus er, og stoler på, at han kan gøre det. Og hans tro blev ikke til skamme. Med rette er disse menneskers bøn blevet genbrugt i kirkens bønner.

Kyrie og andre liturgiske bønner

Tiggerens bøn har fundet anvendelse i den kristne kirkes liturgi. De faste led i kirkens historiske gudstjeneste omfatter bl.a. disse fire bibeltekster: Kyrie Eleison (fra dette sted eller en parallel), Gloria in Excelsis, Ære være Gud i Det højeste (julenat), Sanctus, Helligsangen (Es 6,3; Matt 21,9); Agnus Dei, Se, det Guds Lam (Joh 1,29.36). Desuden bruger vi også en trosbekendelse, som jo også er uddraget af Skriften. Det samme gælder Fadervor. Se mere i pastor Steven Brockdorf’s A Common Man’s Guide to the Liturgy.

Kirkens Kyrie Eleison udtrykker det samme, som denne tiggers Kyrie. I tro på, hvad Det gamle Testamente lærer om Davidssønnen, der skal komme, og Det nye Testamente beretter og lærer os om ham, der er kommet, beder vi i begyndelsen af gudstjenesten vores Kyrie. Vi står som de åndelige tiggere, vi i sandhed er, og beder Frelseren om at forbarme sig over os syndere ene og alene med henvisning til, hvem han er, hvad han har gjort for os, og hvad han har lovet at ville gøre for os gennem sine befuldmægtigede repræsentanter og stedfortrædere: vores lærere og hyrder.

Nu om dage er der også mange, som gerne vil bringe Kyrie-bønnen til tavshed. Det er nedværdigende at tigge om nåde. Det er umoderne at tale så meget om synd og hjælpeløshed. Ja, nogle vil endda hævde, at det er psykologisk skadeligt.

Men den, der ved Guds ord har erkendt, at vi faktisk er åndelige tiggere og aldrig bliver andet, vil aldrig stoppe med at tigge, men bringe sit tiggerråb frem for Davidssønnen dag for dag – og ikke mindst søndag efter søndag. For han har selv sagt, at det skal vi gøre, og at han vil bønhøre denne bøn.

Som tiggere har vi intet at give Gud. Til gengæld har Gud store gaver at give os. Det gør han gennem Ordet og sakramenterne. Den største gave er Jesu Kristi legeme og blod, hvormed Jesus én gang for alle har betalt for alle vore synder. Igennem alle disse gaver skænker Gud os syndernes forladelse.

Fordi vi ikke har større gaver end Guds ord og sakramenterne, er det naturligt at lade Guds ord fylde i gudstjenesten. Det er derfor, vi bruger Kyrie og Gloria og de mange andre led, der er uddraget af Skriften.

Når vi lovpriser Gud -for det gør vi jo også i gudstjenesten – tager vi derfor ikke vores eget frem, men ofrer til ham glad og gerne, hvad han selv har givet os. Naturligvis synger vi også salmer og hymner, som andre end de bibelske forfattere og digtere har skrevet. Men vi synger som lutheranere kun dem, der i deres lære er uddraget af Skriften. Det er ikke alt andet, der slet ikke dur til noget – selv om en hel del er værdiløst eller direkte nedbrydende – men vi bruger det ikke i gudstjenesten.

Fastelavns søndag er en udmærket tid at undervise om, at det også er gennem liturgien, Kristus møder os og tjener os, som han uden for Jeriko tog sig af en tigger.

Syn og salighed (v. 42)

Jesus ser imidlertid, at der er en sand tro hos den blinde tigger. Hans svar er derfor dobbelt. Den blinde får befaling om at se, og så så han! Og Jesus forkynder for ham, at ‘din tro har frelst dig.’

Det er jo rigtigt, at sôzô kan betyde både ‘helbrede’ (frelse fra sygdom) og ‘frelse’ (frelse fra synd). Der er dog gode argumenter for at tolke ordet i betydningen frelse, sådan som de allerfleste oversættelser også gør (se mere her).

Troens frugter (v. 43)

Tiggeren fik straks sit syn. Det skriver Lukas utvivlsomt, for at det skal stå helt klart, at det skyldes Jesu ord. Tro er nemlig at stole fuldt og fast på, hvad Herren siger. Sådan skal vi også lære at stole på Guds ord af et helt og tillidsfuldt hjerte, uden at tvivle (citat hos Kretzmann).

Jesus siger, at tiggerens tro har frelst ham, og lærer os, at den blindes bøn virkelig var en bøn i tro.

Hans tro og Jesu under får konsekvenser for tiggeren. Det, vi ser, er troens frugter. For det første følger han Jesus, hvor den, der tror, ønsker at følge Jesus. Det kan vi naturligvis ikke, og vi, der lever, skal heller ikke gå med næsen i sky. Vi følger Jesus ved at holde os til hans lære og hans bud.

Den anden frugt, Lukas nævner, er, at tiggeren lovpriser Gud. Som nævnt ovenfor, lovpriser vi også Gud i gudstjenesten og på andre tidspunkter. Lovprisning og lovsang er en af troens frugter. Ægte lovprisning takker Gud for det, som frelser os. Derfor synger vi gerne salmer om Kristi frelsesgerninger og troen, dvs. det, vi tror på: evangeliet.

Det var ikke kun tiggeren selv, der lovpriste Gud. Det gjorde hele folket, da de så Jesu under og velgerning mod den blinde mand. Sådan glæder Guds menighed sig, når Gud frelser et menneske. Vi glæder os naturligvis også, når Gud på en særlig måde er barmhjertig mod et menneske, sådan som han var her.

Men vi forlanger ikke, at prædikanterne skal forsøge sig med den slags gerninger. Jesus og apostlene kunne gøre den slags undere. I det daglige er den kristne menighed langt mere optaget af det store under: At Gud frelser os fra synd, død og djævel og skænker os det evige liv. Vi er naturligvis også optaget af at leve i kald og stand og gøre de gerninger, som han har befalet os at gøre, først og fremmest i De ti bud.

Det beder vi om med vores Kyrie eleison. Og med vores Gloria in Excelsis priser vi ham, fordi han holder sit løfte og besvarer vores bøn.

Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts

Judisch, Douglas McCallum Lindsay. An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts. Grand Rapids, Michigan: Baker Book House, 1978. Repr. Concordia Seminary Press, 1985. 96 pp.

Skriften skal tolke Skriften, lærer vi: Skriften alene. Det gælder også spørgsmålet om de “karismatiske” eller måske rettere de “profetiske” gaver: profeti og tungetale og oversættelse eller vurdering heraf. Det er, hvad Judisch gør i denne lille, men alligevel “tunge” bog.

Efter en kort indledning (s. 13-16) beskriver Judisch, hvordan man ifølge Skriften sikrer sig, at en karismatisk gave virkelig stammer fra Gud og er autentisk. Det sker i 13 bibelske teser med forklaringer (s. 17-26).

Kapitel 2 drejer sig om, hvordan man får en karismatisk gave. Judisch viser, at det overalt i Det nye Testamente sker ved apostlenes mellemkomst (s. 27-33).

Da jeg læste bogen første gang, stod det allerede efter de to første kapitler klart for mig, at man må afvise, at Gud i dag giver de særligt karismatiske eller profetiske gaver. Men i kapitel 3 forstærker Judisch argumentationen ved at pege på, hvad der ‒ igen ifølge Skriften ‒ er formålet med de profetiske gaver. De skal vise, at Gud virkelig har kaldet en person til en tjeneste, der skal lægge grunden for kirken. Der var også visse andre formål, men de hørte snævert sammen med apostlenes tid og var følgelig også midlertidige (s. 35-43).

Judisch argumenterer endvidere for ‒ hvad der sandsynligvis vil overraske andre lige så meget, som det overraskede mig første gang, jeg læste bogen ‒ at Paulus selv skriver om, hvornår profetier og tungetaler vil forsvinde, nemlig i 1 Kor 13 (s. 45-54). Men jeg er blevet overbevist om, at Judisch har ret. Se mere i min Næste Søndag til Fastelavns søndag, hvor epistellæsningen er 1 Kor 13.

Judisch gennemgår endvidere to gammeltestamentlige tekster: Daniel 9,24-27, særligt v. 24, som direkte støtter Judisch’ tese, og Zakarias 13,2-6, som gør det indirekte (s. 55-63 og s. 65-70).

Judisch konkluderer, at Gud ikke længere giver de særlige, profetiske gaver, men han skænker os stadigvæk den viden om sandheden, som er nødvendig: gennem De gammeltestamentlige Skrifter og gennem det apostoliske ord, og han skænker også nådegave til at skelne mellem sand lære, som Skriften lærer, og falsk lære, som ikke er uddraget fra Skriften. Gud skænker også stadigvæk nogle evnen til at undervise andre og til at lære andre sprog hurtigere og sikrere end andre (s. 71-73).

Et appendix redegør for de historiske fakta, som er relevante for spørgsmålet (s. 75-83). Bogen slutter med en litteraturliste, der i sagens natur ikke medtager bøger siden 1978, hvor første udgaven kom (s. 85-89), et forfatterregister (s. 91f) og et Skriftstedsregister (s. 93-96).

Denne korte bog indeholder tunge udfordringer i en tid, hvor talen om nådegaver overskygger talen om den rette lære. Den evaluerer kritisk og afviser med overbevisende argumenter påstanden om, at Gud stadig giver de særligt profetiske gaver: profeti og tungetale og oversættelse eller vurdering heraf. Den kan også udfordre mange, der ikke kender den lutherske tolkningslære, og som derfor ikke ved, hvordan man bygger et teologisk holdbart argument op. Der er derfor god grund til at studere denne bog og denne sag ud fra Skriften alene.

Oprindelig udgivet på bloggen Lutherske bøger.