bLogos

Læsningerne
Læsningerne til 2. søndag i fasten er 1 Mos 1,27-31 og Hebr 5,1-10. Det er ikke så ligetil at gennemskue, hvorfor disse to tekster er valgt sammen med Markus’ beretning om udfrielsen af den døvstumme.

Prædiketeksten
Markus har foruden denne fire længere beretninger om uddrivelse af onde ånder eller dæmoner (Mark 1,21-28; 3,20-30; 5,1-20; 7,24-30; jf. 1,34.39). Det er tydeligt, at det er et af de emner, som han prioriterer.

“Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner” (Mark 3,14-15). De var sammen med Jesus, hvor de først og fremmest lærte Jesus at kende som Kristus, som Messias, gennem hans ord og hans handlinger. Men de var jo også i mesterlære, så de fik at se, hvad de senere selv skulle. Det er det, Mark 3,14f lærer os.

Derfor er det heller ikke overraskende senere at læse om De tolv, at Jesus sendte de tolv ud bl.a. med magt over de urene ånder (Mark 6,7). “Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark 6,12f). Forud herfor går Jesu tale, som jeg har gennemgået i min Ekstra: Anden juledag – Matt 10,32-42, hvor jeg foruden en lidt mere detaljeret gennemgang af Matt 10,32-42 også giver et kort overblik over sammenhængen. Omvendelse er det grundlæggende: syndsbekendelse fremkaldt af loven og tro på Jesus, som Guds virker ved nådemidlerne og sin Ånd, når og hvor han vil (jf. Den augsburgske Bekendelse, art. 4 og 5).

Som jeg skrev i førnævnte Ekstra: Anden juledag, Jesus tilbagekaldte aldrig befalingen til at forkynde for de fortabte får af Israels hus. Han udvidede derimod befalingen til at omfatte alle folk (Matt 28,18-20). Apostlene skulle som prædikanter forkynde det samme budskab, som Johannes Døber og Jesus selv forkyndte: Himmeriget er kommet nær (Matt 3,2; 4,17; 10,7).

Apostlene fik også befaling om at helbrede syge, opvække døde, gøre spedalske rene og uddrive dæmoner – for intet (Matt 10,8). Disse befalinger har Jesus ikke gentaget, og han har altså ikke dermed givet alle prædikanter disse opgaver (se i øvrigt også Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts).

Lige inden dagens prædiketekst har Jesus været oppe på Forklarelsens bjerg sammen med Peter, Jakob og Johannes, hvor de så Jesu guddommelige herlighed (Mark 9,2-13).

Diskussion (v. 14)
Da Jesus og de tre apostle kom ned fra bjerget, mødte de disciplene, en store skare, og nogle skriftkloge, som diskuterede med disciplene. De skriftkloge er generelt kritiske og forsøger at finde noget, de kan underminere Jesu og disciplenes autoritet med. Nu er disciplene åbenbart kommet i vanskeligheder, for de kunne ikke det, Jesus havde sendt dem ud for. Måske har de skriftkloge brugt det til at antyde, at Jesus ikke længere havde den kraft, han ellers havde haft (jf. hos Kretzmann).

Ærefrygt for Jesus (v. 15)
De folk, der stod og lyttede, havde det derimod helt anderledes med Jesus. Han havde jo også kunnet det, som disciplene ikke kunne. Og han forkyndte jo med en myndighed, som deres egne skriftkloge ikke havde (se allerede Mark 1,22). Bl.a. 1992-oversættelsen siger, at de blev grebet af ærefrygt, men det er en tolkning. Det græske ord (ekthambeô) betyder ‘blive meget forbavset, overrasket, forundret.’ Det beskriver en stærk følelsesmæssig bevægelse.

Måske kan man stadig se noget af Jesu herlighed? I så fald kan det godt være, at det var ærefrygt, de var grebet af. Men vi ved det ikke. Måske er forklaringen simpelt hen, at de blev meget glade over, at Jesus vendte tilbage, nu der var så stor diskussion (Kretzmann). Jesus kunne jo altid sætte tingene på plads over for de skriftkloge.

Diskussionen (v. 16-18)
Jesus spørger om, hvad de diskuterer. Svaret får han – og vi – af en far til en dreng med en stum ånd (som der egentlig står, jf. også v. 25). Eftersom Jesus spørger faderen (v. 21), må vi nok forstå det sådan, at drengen er stum, i al fald når ånden tager magten over ham (jf. v. 18).

Sønnen har det efter beskrivelsen forfærdeligt, når ånden huserer og regerer over ham (v. 18). Naturligt nok vil faderen gerne have disciplene til at drive ånden ud. Han har sikkert hørt eller hørt om Jesu befaling (se ovenfor til Mark 6,7.12f). Disciplene uddrev faktisk mange ånder (Mark 6,13), men denne ånd kunne de ikke drive ud. De ‘havde ikke kræfter til det’ (Mark 9,18).

Jesu reaktion (v. 19)
Jesu reaktion er at tiltale dem alle med “åh, du vantro slægt.” Han spørger, hvor længe han skal være hos dem. Det er ikke menneskelig irritation, men Jesu guddommelige irettesættelse af dem for vantro. ‘Vantro slægt’ er et udtryk, som Skriften ofte bruger om dem, der er vantro og genstridige. Ja, Jesus spørger, hvor længe han skal holde dem ud. Der kan næppe være tvivl om, at Jesus også reagerer af medlidenhed med den besatte, for beretningen tegner jo et billede af en, der lider forfærdeligt under besættelsen af den urene ånd.

Apostlene havde fulgtes længe med Jesus og lært Jesus at kende. De var kaldet til apostle og sendt ud for at tale og handle på Jesus vegne. Jesus havde givet dem “magt over de urene ånder” (Mark 6,7). Men i stedet for at fokusere på Jesus, der havde sendt dem, og dem, de var sendt til for at hjælpe, var de begyndt at fokusere på dem selv og deres egen kraft og magt. Men de havde glemt alt, hvad Jesus havde lært dem både om ham og om dem selv.

Skarerne havde også hørt Jesus forkynde og set alle Jesu undere (se f.eks. min indledning til 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12). Og de havde set Jesu disciple gøre, hvad han havde overdraget dem at gøre. Men også de kaldes nu for “en vantro slægt.”

Jesus vil derfor have drengen bragt hen til sig.

Ånden gør oprør mod Jesus (v. 20-22a)
Markus fortæller, at det var, da ånden så Jesus, at den straks så at sige overfaldt sønnen igen (grundteksten bruger ikke ordet ‘dreng’ her, men dog i v. 24). Satan og de onde/urene ånder hader Jesus (Kretzmann), fordi han har magt over dem. Den magt er til syvende og sidst begrundet i hans forsonergerning, som fratager Satan al magt over mennesker. Men den er også begrundet i magt som den, der bærer alt med sit mægtige ord (Hebr 1,3).

Sådanne overfald medfører reaktioner, som det aldrig er rart at se på. Og i tillæg til, at det lærer os om syndens alvor og følgerne af syndefaldet, forstår vi, hvor tungt det må være at være forældre til en sådan søn, som har lidt på den måde siden han var barn. Måske antydes det med udtrykket ‘fra han var barn’, at han ikke længere er et barn, men en ung, i al fald ikke længere et lille barn. I al fald har det stået på længe.

Ånden har forsøgt at taget livet af den besatte ved at styrte ham ind i ild eller ud i vand (v. 22a).

Faderens bøn (v. 22b)
Faderen siger nu til Jesus, at “hvis du (eventuelt) kan, så hjælp os.” Faderen føjer nogle ord til, som i sammenhængen må betyde “og forbarm dig over os.” De fleste oversættelser vender rækkefølgen om, men meningen er sikkert, at manden først og fremmest beder om hjælp, konkret hjælp, men så dog husker at bede Jesus forbarme sig.

Jesu irettesættelse (v. 23)
Jesus irettesætter faderen for hans “hvis du kan” og slår fast, at “alt er muligt, for den, der tror.”

Det er der en del såkaldte helbredelsesprædikanter, som holder sig til, når de i tide og utide forsøger sig med dæmonuddrivelser og såkaldte helbredelser. Det kunne der siges meget til. Man må for det første være sikker på, at der faktisk er tale om en dæmonbesættelse og ikke en anden slags lidelse.

Man må for det andet – og det er meget vigtigt – være klar over, at tro ikke handler om en tro, der tror hvad som helst, den finder for godt at ønske sig. Tro er at holde sig til de sikre ord og løfter, som Kristus har givet, ikke blot til bestemte personer som f.eks. apostlene, men til sin kirke.

Faderens bøn (v. 24)
Drengens fader tager straks Jesu irettesættelse til sig. Han råber, at han tror, men beder derefter Jesus om hjælp: “hjælp min vantro.” Han har forstået, hvad der er problemet: Vantro. Nu bøjer han sig for Jesu dom og beder Jesus om hjælp, vel vidende, at han stadig har vantroen i sin gamle natur. Sand tro er ikke en tro, der benægter den gamle natur og synden i os, men en tro, der holder sig til Jesus, hans person, hans gerninger, hans løfter, på trods af vores gamle, syndige natur.

Jesus uddriver ånden (v. 25-27)
Markus forklarer, at en skare kommer løbende til (gr. episyntrechô). Det får Jesus til at handle. Her er det vel for at undgå mere opmærksomhed om sagen.

Jesus uddriver ånden, som nu kaldes ‘uren.’ Han taler strengt eller irettesætter (gr. epitimaô), som han også gjorde tidligere ved en tilsvarende begivenhed (Mark 1,25), og sådan som også taler med sin guddommelige magt mod bølgerne (Mark 4,39). Jesus kan uddrive en hvilken som helst ånd, men det er klart, at denne uddrivelse understreger Jesu magt. Når Jesus vil, kan han bekæmpe alt ondt. Jobs bog lærer os, at vi ikke udsættes for prøvelser fra Satan, som Gud ikke vil tillade. Satan er ikke stærkere end Gud.

Ånden kaldes ikke-talende og døv/døvstum (to alalon kai kôfon pneuma). Ånden får ikke alene besked på at forlade den besatte, men også på aldrig at vende tilbage. Det kunne nemlig ske (Matt 12,45; Luk 11,26).

Ånden må adlyde Jesus, men overfalder den besatte en sidste gang, så voldsomt, at ‘de fleste’ [eller ‘mange’, hvis man ikke læser artiklen] (tous pollous; 1992-oversættelsens ‘alle’ er meget vanskelig at forklare) sagde, at “han er død.” Men som det fremgår af Jesu handling, er det ikke tilfældet.

Jesu magtfulde uddrivelse af denne ånd forkynder endnu engang for, at Jesus er sand Gud og sandt menneske (se “17. søndag efter Trinitatis – Luk 14,1-11,” “19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12,” “21. søndag efter Trinitatis – Joh 4,46-53,” “Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25” og “Ekstra: Juledag – Joh 1,1-14“).

Disciplenes undren og Jesu svar (v. 28f)
Da Jesus og disciplene var blevet alene, ville disciplene gerne have at vide, hvorfor de ikke kunne uddrive den onde og urene ånd (v. 28).

Jesu svar er kort: “Denne slags (touto to genos) kan komme ud ved intet ‘undtagen ved påkaldelse’ (v. 29).

Jesus taler næppe kun om ‘den(ne) slags’ som en særlig vanskelig slags ånd, selv om den jo ikke var så venlig som andre.

Men hvad mener Jesus så med, at den slags uddrivelser kun kan ske ‘ved påkaldelse’? Ordet proseuchê betyder ‘bøn,’ men bøn i betydningen påkaldelse. Det at bede til Gud. Vi så, at Jesus kaldte sine tilhørere, inkl. disciplene og faderen, for en ‘vantro slægt’ (v. 19). Vantro gør jo, at man ikke beder til Gud, for den vantro tror ikke, at Gud kan eller vil hjælpe.

Bøn eller påkaldelse er derimod at bede til Gud Fader i Himlen i tro og tillid til, at han opfylder sin løfter.

Man må vel forstå det, der er foregået på den måde, at disciplene havde fået en magt eller rettere en bemyndigelse overdraget. De kunne handle på Kristi vegne, men ikke kraft af deres egne personer eller kræfter. Da disse disciple fokuserede på dem selv med alt, hvad der fulgte deraf, ville Jesus ikke hjælpe dem.

De måtte så lære, at det er Jesus, der hjælper. Også når de forvalter en bemyndigelse, som de faktisk har fået.

Denne tekst i dag?
Meget tyder på, at dæmoner, onde eller urene ånder – eller hvad man kalder dem – ikke kan bo i kristne, i al fald ikke i længden. Helligånden og sådanne onder kan ikke forliges.

Men så vidt jeg kan se, er der ikke belæg i Skriften for, at troende slet ikke kan være besatte. Det siges ikke, at de kan, men vist heller ikke noget steds, at de ikke kan. Det ny Testamente giver mange eksempler på, at Jesus og apostlene uddriver onde ånder. Det tjener til at vise, at de er ægte udsendinge fra Gud, som har magt over alt, også over de urene ånder.

Men hvis der ikke er belæg i Skriften for, at onde ånder må forlade et menneske i det øjeblik, Helligånden ved ordet og troen tager bolig i et menneske, da er det ikke selve uddrivelsen, der er evangeliet. I så fald ville man forkynde et evangelium, som der ikke er noget sikkert ord for.

Evangeliet er i stedet, at også denne tekst forkynder Jesus som sand Gud og sandt menneske, og at den forkynder Jesus som en, der kan bruge sin magt til at befri mennesker for den slags plager. Om han ikke gør det, skyldes det ikke, at han ikke kan, men at han ikke vil. Til gengæld kan vi ud fra Skriften sige med sikkerhed, at Gud ikke lader kristne udsætte for prøvelser eller fristelser, som vil overmande os og tage troen fra os. Om det så må koste døden, kan det jo i virkeligheden ikke skade den kristne, for det er Gud, der er herre over sjælen (jf. Matt 10,39 og tilsvarende steder).

Vi er i fastetiden. Tidligere hed det i v. 29, at “den slags ikke kan drives ud undtagen ved bøn og faste” (det er ikke så indlysende, at det ikke er den rigtige læsemåde). Måske er det derfor, man har valgt denne tekst til 2. søndag i fasten. Fastetiden er en tid, hvor vi særligt fokuserer på, hvad synden har betydet og betyder for os, og hvad det i påsken kostede Jesus at overvinde synden, døden og – som her – Djævelen. Derfor er det rigtigt, at kristne ikke bare beder i denne slags sager, men i det hele taget flittigt påkalder Herrens navn.

Som Jesus siger i Matthæus’ gengivelse af forløbet: “Han sagde til dem: ‘Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. Den slags fordrives kun ved bøn og faste.’ ” (Matt 17,20f).

Jesus mener på ingen måde en bøn eller en faste, som fokuserer på bønnen, fasten eller den, der beder og faster. Nej, Jesus mener en bøn og en faste, som påkalder Herren som den, der har magt til at gøre, hvad han vil.

Nogen let tekst at prædike over er det ikke. Jeg er faktisk ret nysgerrig efter at vide, hvordan læserne af denne blog tackler næste søndags udfordring. Hvis jeg må få lov at kigge med, så send endelig prædikenen til mig!

God arbejdslyst.