Campbell, Verbal Aspect (1)

Campbell, Constantine R. Verbal Aspect, the Indicative Mood, and Narrative: Soundings in the Greek of the New TestamentStudies in Biblical Greek, bd. 13. New York: Peter Lang, 2007. xxi + 285 s.

Fremad med aspektforståelse

En ny bog hjælper os fremad i forståelsen af de græske verbalformer. Det er godt, for der er endnu meget, vi ikke har helt styr på. Bogen er skrevet af Constantive Campbell. Cambpell’s Ph.D.-afhandling, som ligger til grund for bogen, blev vurderet af D. A. Carson, Moisés Silva og
Anssi Voitila. Carson har efterfølgende optaget den let reviderede udgave i serien Studies in Biblical Greek, en serie, der udgiver meget væsentlige studier inden for området.

Det bliver spændende de næste uger (eller måneder?) at se, hvad Campbell har fundet ud af! Campbell mener, har jeg læst et sted, at epsilon-augmentet ikke angiver absolut fortid, men derimod distance, “remoteness.” Det ligner umiddelbart, hvad allerede Stanley Porter hævdede for næsten 20 år siden.

Lidt baggrund

Læser af det græske Nye Testamente har naturligvis altid måttet overveje, hvordan man skal forstå de græske verbalformer. Alene af den grund, at de ikke svarer til latin, som man næsten altid lærte først (hvis man overhovedet lærte græsk, hvilket først blev almindelig igen med renæssancen og reformationen). Når man lærer engelsk, må man også lære forskel på fx “I study” og “I am studying.” Dem, der lærer slaviske sprog, kender problematikken.

De seneste godt 20 år er der blevet udgivet væsentlige studier, som mere eller mindre entydigt viser, at de græske verbalformer ikke først og fremmest udtrykker “tid,” altså fx nutid, fortid eller fremtid. Verbalformerne udtrykker i stedet, hvordan den skrivende eller talende vælger at se på det, som verbet udtrykker: aspekt.

Indtil da var det gængs at antage, at de græske verbalformer primært angav arten af den faktiske handling: fx punktuel handling eller handling udstrakt i tid. Det gælder fx standardværket Blass-Debrunner(-Rehkopf). Andre nyere grammatikker og lærebøger kender lidt til aspektforståelsen, men forsøger mere eller mindre helhjertet at forene den gamle og den nye tilgang.

Nogle hovedværker

Carson, Donald A., and Stanley E. Porter (red.). Biblical Greek Language and Linguistics: Open Questions in Current Research. Journal for the Study of the New Testament Supplement Series, 80. Sheffield: JSOT Press, 1993.

Fanning, Buist M. Verbal Aspect in New Testament Greek. Oxford Theological Monographs. Oxford: Clarendon Press, 1990.

McKay, Kenneth L. A New Syntax of the Verb in New Testament Greek: An Aspectual Approach. Studies in Biblical Greek, 5. New York: Peter Lang, 1994.

Olsen, Mari Broman. A Semantic and Pragmatic Model of Lexical and Grammatical Aspects. London: Garland, 1997.

Porter, Stanley E. Verbal Aspect in the Greek of the New Testament with Reference to Tense and Mood. Studies in Biblical Greek, 1. New York: Peter Lang, 1989. Jf. hans Idioms of the Greek New Testament. 2. udg. Biblical Languages: Greek, 2. Sheffield: Sheffield Academic Press, 1995.

18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46

Farisæernes ondskab (v. 34f)
Jesu lignelser var svære at kapere for farisæerne. “Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord,” hedder det i Matt 22,15. Og det skønt Jesus netop havde fortalt en lignelse, som fortæller, hvad der vil ske dem, der slår kongens søn, dvs. Guds Søn, ihjel (Matt 22,7). Jesus advarer i samme åndedrag også mod at ville deltage i bryllupsfesten uden den retfærdighed, som tilregnes synderen af nåde, ved tro, for Jesu Kristi skyld (Matt 22,8-14).

Farisæernes allierer sig med andre. Først forsøger de selv med spørgsmålet, om man må betale skat til kejseren (22,15-22). Så kommer saddukæerne med et spørgsmål om opstandelsen (22,23-33).

Så tager farisæerne over igen, og denne gang er det en en lovkyndig (hvis ellers læsemåden nomikos er oprindelig). Endnu engang er hensigten at sætte Jesus på prøve. Det skal forstås i en negativ betydning. De forsøger at få ham til at svare på en måde, så de kan bruge det i deres onde planer om at slå ham ihjel.

Det største bud i loven (v. 36)
Spørgsmålet ser ellers uskyldigt ud. Pointen er næppe de uenigheder, der er mellem forskellige jødiske “skoler” om svaret. Eftersom spørgsmålet vil stille Jesus på prøve, håber de altså, at Jesus på en eller anden måde vil svare, så de kan få noget at angribe ham for. En rimelig forklaring er, at de håbede, at Jesus ville svare, så han i realiteten sætter noget af loven ud af kraft. I så fald ville han jo ikke kun udtale sig negativt om Guds lov, men også modsige det, han har sagt i Matt 5,17. Hvorom alting er, mislykkes det. Selv dette spørgsmål med et ondt sigte kan Jesus bruge til at undervise. Jesus undgår fælden ved at lade sit svare indeholde to ligestillede elementer.

Helhjertet kærlighed til Gud (v. 37f)
“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind,” svarer han først.

Kærlighed kan ikke eksistere der, hvor der er frygt (jf. 1 Joh 4,18). Luther udlægger derfor det første bud i loven helt korrekt, når han forklarer “Du må ikke have andre guder end mig” med, at “Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Den frygt, dette bud handler om, er altså ikke en ængstelig frygt, men en frygt, der lader Gud være den, han virkelig er og har været fra begyndelsen. Han lod ikke Adam og Eva pines, men forkyndte løftet for dem. Og til Moses, som modtog De ti bud, som Gud selv havde skrevet på de to tavler, siger Herren om sig selv: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.” Det gentages gentagne gange i Det gamle Testamente (2 Mos 34,6; 2 Krøn 30,9; Neh 9,17.31; Sl 86,15; 103,8; 111,4; 112,4; 116,5; 145,8; Joel 2,13; Jon 4,2 og måske flere).

Den største og ulykkeligste misforståelse af De ti bud og særligt det første bud er, at man kun vil tolke den i lyset af loven og Guds hellighed. Så kan frygt aldrig blive andet end synderens rædsel for Gud. Sådan virker De ti bud ganske rigtigt på synderen, og derfor kan synderen aldrig opfylde De ti bud. Men Gud vil være vores nådige og barmhjertige Gud, og det skal forkyndelse og undervisning lære os og hjælpe os til.

Gud fordrer en helhjertet frygt, kærlighed og tillid: “af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.” Hele vores personlighed, inkl. følelser, vilje og tanke, skal elske Gud.

Kærlighed til næsten (v. 39)
Jesus føjer straks til, at der er et andet lige så vigtigt bud. “Du skal elske din næste som dig selv.”

Luther siger et sted, at de kristne er Guds masker over for verden. Gennem de kristne øver Gud gode gerninger. Jf. dette blogindlæg af Gene Edward Veith):

Ifølge Luther er vores kald ‘Guds maske,’ hvori Han er skjult, men gennem hvilken Han virker og giver sine gaver og styrer sit skaberværk. Gud giver os i dag vores daglige brød gennem landmændenes, møllernes og kokkenes kald. Han giver os helbredelse gennem lægernes, sygeplejerskenes og andre sundhedsprofessioners kald. Han skaber nyt liv gennem fædres og mødres kald, osv. osv. Sådan virker Han også gennem os i vore forskellige kald i kirken, i husholdningen (inkl. arbejdspladsen) og i staten. Og vores formål i alle kald er at elske og tjene vores næste.

Det er der faktisk grund til at understrege, ikke mindst i disse tider, hvor der er stor fokus på, hvad menigheden skal gøre. Med mindre en kristen er kaldet til at være lærer og hyrde i kirken og derfor har sin primære tjeneste i kirken, er opgaven at elske og tjene vores næste i hverdagslivet. Intet Gudgivet kald er bedre end andre i Guds øjne. De er blot forskellige. Det er derimod forkert at erstatte de kald, Gud har givet, med ting, vi selv finder på.

De to bud og loven og profeterne (v. 40)
Hele loven og profeterne “hviler” – eller “hænger,” som der egentlig står – på disse to bud. Gud vil have vores frygt, kærlighed og tillid, og menneskene skal have de gode gerninger, som der vokser ud af troen.

Jesus stiller spørgsmål om Kristus (v. 41)
Jesus stiller nu et spørgsmål til farisæerne. Det drejer sig på overfladen om Kristus. Det gamle Testamente omtaler Kristus, men Kristus – eller Messias, den salvede – omtales i GT ikke kun de steder, hvor ordet ‘salvet’ forekommer. Det sker også fx i Sl 110.

Farisæerne svarer, at Kristus er Davids søn. Dvs. Kristus skal være Davids kongelige efterkommer og altså et menneske.

Ikke kun et menneske, men Davids herre (v. 42f)
Jesus griber straks fat i deres svar. Han henviser til, hvad David har skrevet “ved Ånden,” dvs. som profet, der har skrevet de ord, som Gud har befalet ham at skrive (sml. 1 Kor 2,13).

Hvis Kristus, Den salvede konge, som Israel ventede, er Davids efterkommer, hvordan kan han så også være Davids “herre”? David var Israels konge og den mægtigste mand i Israel. Der var ingen over ham, så hvordan kan Kristus være hans “herre”? Kaldte David da Kristus for sin herre?

Citatet fra Salme 110 (v. 44f)
Ja, Jesus citerer Sl 110,1: “Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder” (spørgsmålstegnet i 1992-oversættelsen afslutter spørgsmålet, som begynder i v. 43).

Sl 110 bruger ikke ordet “salvet.” Når farisæerne ikke protesterer, må det skyldes, at de er enige i, at Ps 110 handler om Kristus.

I Sl 110 er der altså tale dels om Herren, HERREN (JHWH), dels om “min herre.” HERREN vil besejre “min herres fjender.” De fleste farisæere tolkede uden tvivl dette nationalistisk. Kristus skulle komme og besejre romerne og dermed skaffe magten tilbage til jøderne selv. Den forståelse var som bekendt ikke korrekt.

Men nu vil Jesus altså have at vide, hvordan denne salvede, denne kongelige Kristus, kan være Davids herre. Eller rettere: Hvordan kan Davids herre være hans søn, dvs. hans efterkommer?

Ikke flere spørgsmål
“Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.” Farisæerne er sat til dørs.

Sådan sættes folk ikke så let til dørs nu om dage. Mange forskere mener jo at vide, at Sl 110 ikke handler om Kristus, men om en – måske ualmindelig – men dog en menneskelig konge, der i al fald ikke er Gud og i al fald slet ikke er Jesus.

Hvorfor er det så svært at acceptere det, som Sl 110 siger, hvis den handler om Kristus? Og hvis man endelig ville mene, at Sl 110 ikke handler om Kristus, så er der andre steder i GT, der på samme måde taler om den kommende frelser som både et menneske og mere-end-et menneske. Hvordan skulle kvindens afkom knuse slangens hoved (1 Mos 3,15), hvis han kun havde de kræfter, som Adam og Eva havde? Hvordan kan Menneskesønnen i Dan 7,13 komme “med himlens skyer,” når det i øvrigt udelukkende er Gud, der åbenbarer sig på den måde? Eller hvordan kan Esajas profetere om et barn, der er “Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste” (Es 9,5)? Især i betragtning af, at Gud kaldes “vældig Gud i Es 10,21, hvis da ikke dette vers også handler om Kristus?

Svaret er, at det ikke er teksten, der er uklar. Det er synderens fornuft, der ikke vil acceptere, hvad Skriften siger. Det er hjertet, der ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting. Og derfor heller ikke forventer frelsen fra Gud. Ja, dengang som i dag forventede man slet ikke frelsen fra Gud. Man håbede bare på redning fra romerne. Men Skriften lærer os, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske.

Det lærer Jesus os i bl.a. Matt 22,34-46. Gud ske tak for det.

Prøv alt, hold fast ved det gode (1 Thess 5,21f)

“Prøv alt, hold fast ved det gode,” står der i 1 Thess 5,21-22.

Ofte bliver denne sætning: “Prøv alt” forstået på den måde, at man skal afprøve alt, se, om det virker, give det lidt tid i praksis. Så kan man så afgøre, om det er et gode, eller om det er det gode, som man skal holde fast ved.

Det er næppe en rigtig tolkning. Det græske ord, der er brugt (dokimazein, for dem, der gerne vil vide det) betyder ikke prøve i betydningen “afprøve” eller “forsøge i praksis.” Det betyder derimod “prøve” i betydning “undersøge kritisk og fælde dom om ægtheden”.

Hvad er så det gode? Her lærer Skriften, at der er én, der er god, nemlig Gud. Og hans vilje er god. Man skal derfor ikke eksperimentere med Guds vilje. Det, der drejer sig om Guds ord og lære, og spørgsmål om, hvad der er synd på den ene side og gode gerninger på den anden side, er fremstillet klart og tydeligt i Skriften. Det skal man ikke eksperimentere med.

Andre sager kan man nok ændre på, men man skal sørge for, at det ikke fører til et opgør med Guds vilje om lære og liv.

Hvis man f.eks. tænker sig liturgiske spørgsmål, så kan man godt ændre på liturgien. Men man skal ikke gøre det uden at have undersøgt tingene grundigt, så man ved, hvad der er det gode, og så man holder fast ved det. Gudstjenesten er ikke et eksperimentarium, men rammen om de hellige handlinger, som Kristus har befalet. Formen skal vokse ud af den rene forståelse af evangeliet. Det sker ofte ikke, når man oftere og oftere eksperimenterer med formen, nogle gange så det skifter fra søndag til søndag.

Men Paulus’ formaning gælder alle forhold. Undersøg alt grundigt i lyset af Guds ord. Hold kun fast ved det, der sådan vurderet er godt.