1992-oversættelse: “Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!”
1948-oversættelsen: “Der må jo være partier blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.”
1907-oversættelsen: “Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.”
1819-oversættelsen: “Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.”
Wierøds oversættelse: “Der må jo også være splittelser iblandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem iblandt jer, der består prøven!”
Grundteksten: “dei [det bør sig] gar [for] kai [også] haireseis [retninger] en humin [iblandt jer] einai [at være], hina [for at] * hoi dokimoi [de prøvelige/prøvede] phaneroi [åbenbar] genôntai [må blive] en humin [iblandt jer].” Det er muligt, at der skal indsættes et ord ved asterisken, nemlig kai [også].
Dette sted har to ord, som det er særlig vigtigt at oversætte korrekt. Det ene er det ord, der i de fleste danske oversættelser gengives med: partier, dvs. ordet haireseis. Ordet er flertal af hairesis, som vi – dog ikke nødvendigvis med helt den samme betydning – kender fra engelsk: heresy. Det andet ord er dokimoi, som gengives på vidt forskellig måde: til at stole på, ægte, prøvet, retskaffen, bestå prøven. Ordet er flertal af dokimos. Det er
et adjektiv (tillægsord) til et verbum (udsagnsord), der betyder noget med at prøve eller teste.
Partier?
Ordet hairesis (flertal: haireseis) bruges ni steder i NT. Det ord bruges om farisæernes (ApG 15,5; Act 26,5) og saddukæernes parti (ApG 5,17), dvs. om jødiske retninger, der ikke delte samme lære (jf. ApG 23,6-8), men som i øvrigt også adskilte sig fra hinanden af mange andre grunde: sociologiske og politiske. Af og til kunne de finde sammen, ikke mindst i modstanden mod Jesus (Matt 16,1).
Ordet bruges også om “nazaræernes parti” (ApG 24,5), dvs. vejen (ApG 24,14), kristendommen, som åbenbart stadigvæk blev anset for en “retning” på linje med farisæernes og saddukæernes. “Dette parti” eller ‘denne retning’ vækker modsigelse alle vegne ifølge ApG 28,22.
I Gal 5:20 nævner Paulus haireseis som en af kødets gerninger og nævner, at de, som gør sådant, ikke skal “arve Guds rige.”
Peter nævner i sit andet brev, at ligesom der var falske profeter i folket, vil der i kirken komme falske lærere, som fører haireseis apôleias ind i kirken (2 Pet 2,1). Det sidste af disse to ord (apôleia) betyder enten fortabelse eller ødelæggelse. Disse haireseis karakteriseres på den måde. Meningen er, at de fører til eller er ødelæggelse, fordømmelse eller fortabelse. Det første ord bruges om retninger med falsk lære eller om disse retningers falske lære. Peter beskriver dem også med stor alvor som dem, der fornægter den herre, som har købte dem [med sit blod]. De fører en hastig fortabelse, fordømmelse eller ødelæggelse over sig: tachinên apôleian.
Det er næppe tilfældigt, at ordet hairesis er afledt af verbet haireô, som betyder ‘tage’ (aktiv) eller ‘vælge’ (medium, også beskrevet som subjektorienteret). Filosoffernes ‘valg’ havde altid noget at gøre med at vælge en bestemt måde at leve på og havde også at gøre med de meninger, som andre tilsluttede sig. Deraf kom det til at betyde en bestemt skoles eller retnings lære (Schlier i TDNT).
Det var frivilligt at slutte sig sådanne private foreninger. Som det fremgår af Gal 5,20, er hverken ‘retninger’ eller “splittelser” (1 Kor 11,18f) noget, Guds Ånd står bag. Tværtimod står Guds Ånd bag “enhed med fredens bånd” (Ef 4,3). Denne enhed beskrives bl.a. med “én Herre, én tro, én dåb,” hvor tro betyder det, vi tror, dvs. det som er åbenbaret i Skriften og som Helligånden har givet os tro på.
Hvad Paulus derfor siger i 1 Kor 11,19 er, at der må være grupper, som er karakteriseret ved en anden lære og muligvis også andre forskelle. Det må der imidlertid ikke, fordi det er Guds vilje, men for at det kan blive åbenbar, hvem der er dokimoi.
Ordet parti kan på moderne dansk bruges på mange måder. Man kan tage parti for nogen, og det vil passe godt til 1 Kor 1,12. Alligevel er det nok bedre at tage udgangspunkt i sprogbrugen i NT. I så fald kan man bedst oversætte med ‘retninger’ eller evt. ‘fraktioner.’ Uanset hvordan man oversætter det, er det i al fald vigtigt at forstå, at der er tale om fænomener, som er i strid med enheden i Kristus, med Kristi frelsesgerninger og med dåben til eller i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (1 Kor 1,11-13) og med nadverens væsen (1 Kor 11,20).
Men det er endnu mere i strid med, hvad Paulus her siger, at lade fem og syv være lige, så man lader, som om disse forskelle ikke eksisterer. Paulus’ ironiske bemærkning kan ikke bruges til forsvar for, at det er i orden med forskellige retninger inden for kristendommen. Men der er da det “gode” ved vranglære, at det gør det muligt at se, hvem der er retlærende. Lad os i den sammenhæng se på, hvad det andet ord betyder.
Til at stole på?
Det andet vigtige ord er dokimoi (flertal). 1992-oversættelsen har oversættelsen ‘at være til at stole på.’ Roden af ordet betyder at prøve i betydningen at undersøge eller teste. Ordet (ental) bruges her om dem, som er ‘prøvelige’ eller ‘prøved,’ dvs. de, som der kan underkastes en undersøgelse og blive godkendt. Her er der nogle, der er prøvelige/prøvede (‘dokimoi’), og nogle, der ikke er det. Paulus taler om, at det skal blive åbenbart, hvem der er ‘prøvelige/prøvede.’ Der er splittelser i menigheden i Korinth (1 Kor 11,18). Det gør det muligt at se, hvem der er ‘prøvelige/prøvede.’
Paulus mener uden tvivl, at man kan stole på dem, der er ‘prøvelige/prøvede.’ Men nåske er det ikke det, der først og fremmest er meningen med ordet dokimos. Man kan også sige, at de, der er ‘prøvelige,’ er ‘ægte’ eller ‘retskafne.’ De har stået imod. 1907-oversættelsens ‘de prøvede’ er sådan set meget tæt på, idet man kan sige, at stridighederne i Korinth har vist, hvem der holder fast ved Guds Ord, og hvem der ikke har gjort det. Men ordet ‘prøvet’ har en klang af fortid over sig. Der kan også være noget fremtidigt over grundtekstens ord. De ‘prøvelige’ er dem, der vil blive fundet at have stået fast. De forskellige oversættelser, jeg har citeret ovenfor, får forskellige sider af dette ord frem. 1992-oversættelsen fokuserer dog måske for meget på det subjektive tillidsforhold i stedet for på det faktiske og det objektive.
‘Retninger,’ ‘fraktioner’ eller evt. ‘partier’ er ikke noget, der hører hjemme i en menighed (jf. også 1 Kor 1,10ff). Og det er ikke nogen uskyldig sag. Der er nogle, der er ‘prøvede/prøvelige,’ mens der er andre, der altså ikke kan klare at blive underkastet en nærmere undersøgelse. Grundlaget for, hvem der kan og hvem der ikke kan, er ikke noget, vi skal gætte os til. Paulus bruger hele brevet på at vise, hvad Guds menighed skal lære og hvordan de skal leve.
I sammenhængen er det klart, at Paulus kritiserer gruppedannelserne inden for menigheden i Korinth. Faktisk er hele brevet et opgør hermed. Derfor er Første Korintherbrev aktuelt for enhver menighed. For alle kirker/menigheder formanes til enighed (1 Kor 1,10; Ef 4,1-6).
Se mine andre blogs om 1 Korintherbrev og nadveren.