Tiltale

Luthers nadvertiltale

I 1525 sendte Luther et forslag til tiltale til nadverdeltagerne. Den er værd at se på, både på grund af det, den udtrykkelig siger, og på grund af det, den forudsætter.

Evangeliet

Allerkæreste venner i Kristus. I véd, at vor Herre Jesus Kristus til sidst af usigelig kærlighed har indstiftet sin nadver til ihukommelse og forkyndelse af hans død, som han led for vore synder.

Først understreger Luther sammenhængen mellem nadveren og Jesu stedfortrædende lidelse og død for vore synder.

Til denne ihukommelse hører en fast tro, der giver samvittigheden og hjertet hos den, der vil bruge og nyde nadveren, sikkerhed og vished om, at Kristus således har lidt døden for alle vore synder. Dersom nogen derimod tvivler derom og ikke i nogen måde føler sådan tro hos sig, skal han vide, at nadveren intet nytter ham, men derimod skader ham, og at han skal blive borte derfra. Og fordi vi ikke kan se denne tro, men Gud alene véd besked om den, vil vi lægge spørgsmålet over på enhvers samvittighed, som kommer til stede, og så vil vi på hans bøn og begæring give ham adgang.

Luther ser i overensstemmelse med nadverens evangeliske karakter troen som afgørende. Sakramenterne skal bruges, så troen kommer til, som det senere bliver formuleret i Den augsburgske Bekendelses artikel 13. Derfor skal der prædikes evangelisk i kirkerne, for ellers nytter nadveren intet. Det kan lyde som en selvfølge, men det var det ikke på Luthers tid, og det er det desværre heller ikke snart 500 år efter. Der er stort behov for igen at insistere på, at der skal prædikes og undervises, så man får lært evangeliet og kan hvile i det.

Fordi nadveren er evangelisk, og troen ikke kan ses, må den enkelte selv tage ansvaret for at deltage i nadveren. Det betyder imidlertid ikke på nogen måde, at alle og enhver selv kan bestemme, om man vil deltage. Forudsætningen er, at man er oplært i kristentroens ABC. Luther var ikke tilfreds med, hvad der fandtes, og heller ikke med de forsøg, andre gjorde. Han skrev derfor selv den lille katekismus. Kan man indholdet heri, og er man gammel nok, kan man gives ansvaret for at deltage i nadveren – hvis man i øvrigt havde deltaget i skriftemål forinden.

Man skal med Paulus’ ord kunne “agte på” eller “skelne” legemet, dvs. skelne mellem det brød og vin, der bare er brød og vin, og det brød og vin, der er indviet og derfor giver del i Kristi sande legeme og blod (1 Kor 11,27-30; 10,16f). Ellers forsynder man sig mod Herrens legeme og blod.

Ud fra sammenhængen i 1 Korintherbrev er det også tydeligt, at man også skal “agte på” legemet i betydningen Kristi legeme, som består af dem, der får del i det ene brød. “Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,16f).

Loven

Men hvis nogen lever i åbenlyse synder som gerrighed, had, vrede, misundelse, åger, ukyskhed og lignende, og ikke har i sinde at afstå derfra, da skal sådanne hermed være afvist. Og vi advarer dem alvorligt imod at komme til nadveren, for at de ikke skal hente en dom og skade over deres sjæle, som Skt. Paulus siger i 1 Kor 11. Dog skal enhver, som er faldet af skrøbelighed og i gerning beviser, at han alvorlig vil bedre sig, ikke være forment at få del i Kristi legemes og blods nåde og samfund. Derefter skal enhver have at rette sig og se sig for. Thi vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene. (citaterne er fra Luthers Breve i Udvalg, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 38-39; retstavning ajourført).

Også i forbindelse med nadveren skal loven forkyndes. Forinden deltagelse i nadveren deltog de kristne i Wittenberg i skriftemålet, dvs. de bekendte deres synder og fik dem tilgivet. Pointen er derfor ikke, at denne formaning skal lære ikke-kristne deres synder at kende. Formaningen er rettet til de kristne, der deltager i skriftemål og gudstjeneste, men lever i åbenlyse synder uden at ville afstå fra dem. Deltager de i nadveren uden troen, vil de lide skade ved det.

Vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene, siger Luther med et citat af Jesus selv (Matt 7,6). Hvis man som i størstedelen af den vestlige verden lader hvem som helst gå til alters uden at sikre sig, at de kender evangeliet, bekender troen og i øvrigt kan “agte på legemet,” spotter man Gud. Det er uforståeligt, hvordan kristne kan opføre sig sådan. Det er til gengæld ikke mærkeligt, at “hundene” og “svinene” selv ikke har nogen respekt for det hellige.

Men som Luther understreger det, er meningen ikke at gøre nadveren lovisk, men at forkynde loven for dem, der har brug for det. Dem, der er faldet af skrøbelighed, inviteres til at deltage og få Kristi legeme og blod og nåden. Sådan drejer også nadverforvaltningen sig om at skelne ret mellem lov og evangelium.