Vor Gud han er så fast en borg!

Martin Luther var blandt meget andet en gudbenådet salmedigter. En af hans stærkeste salmer er “Vor Gud han er så fast en borg,” som er oversat til flere end 200 sprog. Den er skrevet i 1528, på et tidspunkt, hvor det langt fra var givet, at de evangeliske slap ville slippe fra at aflægge deres bekendelse med livet i behold.

I salmen forkynder Luther, at Gud er en uovervindelig beskyttelse, når Djævelen angriber. Det er han, fordi Kristus er med os. Kristus har båret alle menneskers synd, og derfor får Djævelen ikke noget ud af at angribe dem, der tror på Kristus som deres frelser. Kristus har fået al magt i Himmelen og på jorden. Derfor fordi Djævelen og hans håndlangere ikke noget ud af at angribe kristne, uanset hvordan det sker.

Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

Salmen er en gendigtning af Kora-sønnernes salme i Det gamle Testamente (Sl 46). Vi mennesker er tilbøjelige til at se på egne eller andres kræfter, når vi er i knibe. Eller vi ser på den magt, penge har.

Luther retter i stedet vores opmærksomhed mod Gud. Med Sl 46 sammenligner han Gud med en borg, som står uindtagelig oppe på en fast klippe. Som en borg beskytter os, vil Gud beskytte og bevare “os,” dvs. dem, der tror på hans Søn, Jesus Kristus, som deres Herre og Frelser.

Såvel Kora-sønnerne som Luther kunne henvise til, at Gud tidligere havde beskyttet og bevaret os. Han var altså vores hjælp i den sorg, vi mennesker kommer ud for, særligt på grund af, at vi er dødelige syndere, men også fordi Djævelen forfølger dem, der tror på Jesus Kristus. Men Gud hjælper og værner.

Den gamle, onde fjende er vred, fordi han er besejret af Kristus og besejres, når evangeliet forkyndes og redder syndere fra evig fordømmelse og fortabelse. I sin vrede angriber Djævelen med massiv magt eller med lumskhed og list, afhængig af, hvad han tror, virker bedst. Der er ingen på jorden, der kan ligne sig med ham.

Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

Når Djævelen angriber, har vi ingen kræfter, der kan hjælpe os. For Djævelens magt stammer fra, at vi er syndere. Vi har handlet mod Guds vilje, mod Guds lov. Når Djævelen angriber, erkender vi, at vi af os selv ikke tør søge hjælp hos Gud. Djævelen kan derfor besejre os, hvis vi skulle klare os ved vore egne kræfter.

Men Luther forklarer, at sådan er det netop heller ikke. For hos enhver kristen står en, der kan hjælpe os. Han er den rette mand i situationen. Han har omgivet af Guds kraft og styrke.

Denne rette mand er “den Herre Krist.” Han er Gud, for han er og har altid været Guds Søn. Han er evig. Han er ‘født af Faderen før alle tider,” som det hedder i en gammel kristen trosbekendelse(Nikænum). Han er Herre, dvs. han er Gud; han har al magt. Han er Krist(us), dvs. han er den frelser, som Gud lovede Adam og Eva at sende. Hele Det gamle Testamente handler om ham.

Han vil sejre. Det vil han ikke kun, fordi han er Guds Søn fra evighed. Han vil også sejre, fordi han blev menneske af kød og blod. Han vil sejre, fordi han besejrede Djævelen ved som Gud og menneske at bære alle menneskers skyld og synd. Han vil sejre, fordi han har fået al magt efter sin opstandelse, og nu virker han med sin almagt, dér hvor budskabet om ham forkyndes. Han er hersker over himlen og jorden og over alle himmelske væsener. Han vil derfor sejre og bevare magten på slagmarken.

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

Fordi Kristus har besejret Djævelen og har al magt, så frygter vi ikke nogen fare, om så Djævelen skulle få et utal af djævle til at angribe os. De kan true os, sådan som den romerske kirke truede Luther og de evangeliske. Men sådanne trusler er spildt, når Kristus står ved siden af os.

Så kan alle vore, dvs. så kan alle den kristne kirkes sande fjender rase alt, hvad de vil. De kan lyve om kristne. De kan myrde dem. De kan håne og spotte. Sådan som det i vore dage sker i store dele af verden, når ikke mindst muhamedanere gør det.

Djævelen er besejret. Og han vil blive besejret, hver eneste gang evangeliet om syndernes forladelse for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forkyndes. Det ene ord om syndernes forladelse og hans eget nederlag kan besejre ham.

Guds ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Dem, der angriber kristne, vil dog ikke have Guds ord. De vil ikke lytte til det og adlyde det. Men først og fremmest vil de ikke have noget med Kristus selv at gøre. Han er nemlig Guds Ord. Nej, ellers tak, siger de. Derfor kan de nok skade vores legeme og vores omgivelser, men de kan ikke tage Kristus og frelsen fra os.

Intet kan skade os, for Herren, “den Herre Krist,” vil gå med os. Det har han lovet (Matt 28,18-20). Han giver os syndernes forladelse, ja, evangeliet i alle dens trosartikler, og han giver os sin Hellige Ånd, som skaber troen ved evangeliet, som bevarer os i troen, og som driver os til at aflægge vores bekendelse og gøre gode gerninger. Derfor er der en magt på de kristnes side, som ingen kan besejre, selv om de måske får lov til at tage de kristnes liv osv.

De sidste linjer kan virke overfladiske, men Luther vidste, hvad han talte om. Allerede fem år før havde to kristne lidt martyrdøden i Brüssels. De havde bekendt evangeliet og dermed gjort de pavetro teologer vrede. Djævelen og hans håndlangere vil til alle tider true kristne på livet, på ejendom, ja, selv på familien.

Men det får ikke kristne til at afsværge troen. For Kristus hersker over liv og død. Dem, der dør i troen, kommer hjem til Ham i Himmelen, og de vil få del i opstandelsen til evigt liv, når den Herre Krist kommer igen for at dømme levende og døde. Dem, der dør retfærdiggjorte i troen på syndernes forladelse for Hans skyld, dem vil han oprejse og give evigt liv. Har vi syndernes forladelse, så har vi Guds rige, både her på jorden og når Kristus kommer igen.