Chemnitz om underviserne og de underviste
Luthers nære medarbejder og ven, Philip Melanchthon, skrev den første lutherske dogmatik i 1521-1522. Tredje udgave kom i 1543. Martin Chemnitz, som med rette tilskrives stor betydning for, at arven fra Luther blev bevaret i den lutherske kirke, brugte Melanchthons bog som grundlag for sine to ugentlige forelæsninger over dogmatikken gennem ca. 30 år.
Til det tolvte “sted” i dogmatikken (locus XII), om kirken, skriver Chemnitz: “Den fjerde del af læren om kirken, som mange ting har at gøre med, handler om dem, som underviser (lærer), og dem som bliver undervist (lærer) i kirken.” Lad os se lidt på, hvad det indebærer.
Hvad man kalder ting
Navne og begreber har altid utrolig meget at sige – således også i kirken. Typiske udtryk, som man bruger i dag, er præst, sognepræst, pastor (i omtale/tiltale), sognebørn, medlemmer eller kirkegængere. Det er vist ikke almindeligt at tale om “disciple”, i al fald ikke uden for de teologiske undervisningslokaler. Måske er det på tide at overveje, hvilke ord man egentlig skal bruge.
Præst er jo egentlig alle kristne. Det almindelige præstedømme omfatter jo alle sande kristne. En menigheds eller kirkes præst er derfor også præst, men han er noget mere. Han er menighedens eller kirkens “hyrde og lærer,” “ældste,” “tilsynsmand,” eller “forstander,” for nu at nævne nogle af de vigtigste. Hyrde og lærer er to betydningsfulde ord, som jeg vil se nærmere på.
Hyrde – og får
En hyrde tager sig af de dyr, han har i sin hjord, særligt får. Bibelen har mange fine steder, som udfolder det. Det er først og fremmest værd at bemærke, at den egentlige hyrde er Kristus. Til Betlehem, siger Herren, at “fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel” (Matt 2,6). Kristus er “hyrden over alle hyrder” (1 Pet 5,4). Han er den gode hyrde, som satte sit liv til for fårene (Matt 26,31; Joh 10,11.15.17-18). Den gode hyrde kender sine får, og de kender ham (Joh 10,14.27). “Fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud” (Joh 10,3.27). “Han går foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst” (Joh 10,4). Det skyldes, som han senere siger, at “jeg er sandheden, vejen og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6). Kun han – og hans hellige Ånd – har sandheden om synd, retfærdighed og dom (jf. Joh 16,8-11). Den, der er frelst ved at høre den sande lære, vil naturligvis ikke acceptere anden lære. Dem, der ikke tror, hører ikke til Jesu får (Joh 10,26). Dem, der hører og følger Jesus, får evigt liv og skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af den gode hyrdes hånd (Joh 10,28). Det er ham, der er vores sjæles hyrde og tilsynsmand (1 Pet 2,25).
Andre får
Jesus taler om, at han også har “andre får, som ikke hører til denne fold”. Om dem sagde han: “også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde” (Joh 10,16). Dette udsagn misforstås ofte, som om Jesus taler om kristne uden for kirken. Meningen er, at Jesus ikke kun har får blandt jøderne, men også blandt hedningerne. Jesus er hyrde for dem alle. Dem går han også foran, og de følger ham. De hører hans røst. Der er én hjord, én hyrde. Luthers berømte definition på kirken i De schmalkaldiske Artikler har sin baggrund i Joh 10.
De stedfortrædende hyrder
Den gode hyrde vogter efter sin opstandelse ikke sine får direkte, men han kalder nogle til at være sine tjenere og giver dem som opgave at være hyrde for fårene: “Vær hyrde for mine får,” sagde Jesus til apostlen Peter efter opstandelsen (Joh 21,16; jf. Ef 4,11). Hyrderne skal tage vare på både sig selv og hjorden. De skal være tilsynsmænd, dvs. de skal se til hjorden, give dem, hvad de har brug for, værne dem mod alt, hvad der kan skade dem, og retlede dem, når det er nødvendigt. Det ser vi hos Lukas: “Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod” (ApG 20,28). Hjorden er dyrekøbt, og hyrderne skal derfor gøre deres yderste for at værne hjorden. Der vil komme glubske ulve, siger Paulus – ligesom Jesus (Matt 7,15) – og de vil ikke skåne hjorden. De taler falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal hyrderne være på vagt (ApG 20,29-31). Mange år efter skrev apostlen Peter til sine medældste, dvs. kolleger i hyrde og lærer-embedet. “Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans” (1 Pet 5,1-4).
Målet
“Den, der underviser, [skal passe] sin undervisning” (Rom 12,7; jf. 1 Tim 4,13.16). Målet med hyrdernes og lærernes tjeneste er at “gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse” (Ef 4,12-14, 1948-oversættelsen; jf. Hebr 13,9). Målet er enhed i troen på og erkendelsen af Guds Søn, modenhed og “Kristi fyldes modenheds mål”, som der egentlig står (jf. Hebr 5,12). Tro og lære hører sammen (jf. Kol 1,28; 2,7; 2 Thess 2,15). Vranglære fører derimod ikke til gudsfrygt, men diskussioner og splittelse (1 Tim 6,3-5). Det fører til døve ører for sandheden (2 Tim 4,3f). Men en hyrde og lærer – eller hvad de nu kaldes – “skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod” (Tit 1,9) og lukke munden på de genstridige, frasemagerne og bedragerne (Tit 1,11).
Når hyrden svigter
Når underhyrderne svigter, bliver folk “vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde” (Matt 9,36). Det var slet ikke, fordi det jødiske folk på Jesu tid var uden ledere. De havde (ypperste)præsterne, de skriftkloge og farisæerne. Men disse vanrøgtede alligevel folket, fordi de satte Guds ord ud af kraft af hensyn til deres overlevering. De lærte, hvad mennesker påbød, i stedet for hvad Gud havde pålagt dem (Matt 15,6.9; jf. Mark 6,34). Derfor blev det også både u-evangelisk og lovisk – to sider af samme sag. Derfor kunne de ikke blive rene (jf. Matt 15,11). “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger,” sagde Jesus ved en senere lejlighed. Han kritiserede dermed, at de udsatte folket for krav, som var tunge og uoverkommelige – og frem for alt ikke krav, som Gud havde givet. Sådanne påbud skaber kun dårlig samvittighed, som farisæerne og de skriftkloge ikke kunne hjælpe folket af med. Men selv følte de sig ikke forpligtet af deres egne påbud. Farisæerne og de skriftkloge var dobbelt onde. De lærte ikke loven, så folket kunne få ægte syndserkendelse. De lærte ikke evangeliet, løfterne, som Gud havde givet allerede til Adam og Eva i Edens have. En “hyrde” af denne slags er “daglejer” og “ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden” (Joh 10,12). En daglejer er i virkeligheden lige glade med fårene (Joh 10,13). En daglejer, der ikke tager sig af fårene, medfører altså skader både på de enkelte får, på deres åndelige sundhed, og de skaber splittelse (jf. også Rom 16,17).
Når hyrden og hjorden svigter
Nogle misbruger bl.a. 1 Pet 5,1-4 og 2 Tim 2,24 til at afvise hyrde og lærer-embedets myndighed, men det er en en fejltolkning. Det er at gøre får til hyrde, og hyrde til daglejer. Hyppigt er det fårene, der gør oprør, men desværre giver hyrder dem tit ret eller bøjer sig i det mindste. Men hyrderne skal være hyrder og vogte. De skal forkynde loven for dem, der er ulydige og genstridige. De skal først og fremmest forkynde evangeliet for dem, loven har givet syndserkendelse. Dem, der ikke vil lære både loven og evangeliet, skal de irettesætte og om nødvendigt udelukke af menigheden, for de har allerede udelukket sig selv.
Lærer – og disciple
En lærer er en, der lærer nogle noget. I kirken er det først og fremmest evangeliet, som han lærer nogle. Men dem, der undervises, skal også lære loven, De ti bud, så de kan få syndserkendelse og kende Guds vilje. Disse “nogle” er lærlinge, elever eller disciple, som det hedder med et ord fra latin. Apostlene fik befalingen “Gå og gør alle folk(eslag) til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet” (Matt 28,19-20). En kristen er altså en discipel – en, der skal undervises og lære Guds ord – indtil sin dødsdag. Kristne har nemlig brug for at få lært evangeliet uge efter uge. Troen skænkes gennem evangeliet, dvs. gennem læren om, hvad Kristus har gjort og gør for os. Fordi vi er syndere, må vi hele tiden lære evangeliets abc på ny, uge efter uge. Men naturligvis vil man også lære mere og mere. Den, der trofast har ladet sig undervise i årevis, skulle gerne have lært mere end den, der er ny discipel (se 1 Kor 3 og Hebr 5,11-14).
Hver skal passe sin egen tjeneste
Det kan godt tænkes, at en elev eller studerende nu og da er klogere og har større viden end sin lærer(e). Men det betyder ikke, at de to bytter opgaver. Sådan skal det heller ikke være i kirken. “Den, der underviser, [skal passe] sin undervisning” (Rom 12,7). Dem, der undervises i evangeliet, skal tilsvarende lade sig undervise med stor flid. Elever eller lærlinge skal ikke tilrane sig lærerens arbejde. Læreren skal passe sit arbejde med flid og omhu, for det er det, han er kaldet og ansat til.
Læreprøvelse
Alle elever eller lærlinge er dog samtidig præster, der har del i det almindelige præstedømme. De har ret og pligt til at vurdere, om de hører Kristi røst. En hyrde og lærer har ikke lov til at indføre ny lære – og selvfølgelig heller ikke til at være tyrannisk. En hyrde og lærer vil derimod selv gøre alt, hvad han kan for at gøre eleverne og fårene så myndige som muligt. De har alligevel alle brug for at høre evangeliet hver søndag, så hyrden og læreren bliver ikke arbejdsløs af den grund. Tværtimod kan man sige, at resultatet af hyrdens og lærerens arbejde bliver større, jo mere eleverne og fårene har lært. En ret hyrde og lærer glæder sig, når eleverne bliver grundfæstede i evangeliets lære.
Menigheden har brug for at være ret oplærte, så de kan varetage det ansvar, som Skriften også pålægger dem. Apostlen Johannes – kærlighedens apostlen, som elskede sine menigheder – skrev følgende formaning: “Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist. Agt vel på jer selv, at I ikke skal miste det, vi nåede ved vort arbejde, men få fuld løn. Enhver, der ‘går videre’ og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen” (2 Joh 7-10). Det har store konsekvenser at “gå videre” og ikke blive i Kristi lære. En sådan person har ikke Gud og derfor heller ikke frelsen. Modsat med den person, der “bliver i Kristi lære.” Han har både Faderens og Sønnen. Derfor skal læreren selvfølgelig blive i Kristi lære, men derfor skal også eleverne bliver i Kristi lære og ikke “byde velkommen.” Uanset om det er i menigheden eller privat, skal kristne ikke tage imod og lytte til vranglærere.
Det er meget moderne at tale om ansvar for egen læring. Et sådant ansvar indebærer ansvaret for at få noget lært, men også for at få lært det rigtige. Det gælder på en helt særlig måde i kirken. Den lutherske kirke tillægger Luthers lille Katekismus en helt særlig betydning, fordi man her får lært de vigtigste – og rigtige – ting, så man kender evangeliet og kan undgå den værste vranglære. Det er sundt, når menighedens lærer og hyrde hjælper sin menighed til at forstå mere og mere af og kæmpe for den tro og lære, som engang for alle er overgivet til de hellige (jf. Jud 3ff). Så kan man værne sig mod spotterne: “Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: ‘I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.’ Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.” (Jud 17-19).