Løgn eller dårlig teologi (eller begge dele)?
Henrik Højlund, sognepræst i Løsning-Korning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, hudfletter Jacob Holm og Jan Lindhardt i Kristeligt Dagblad den 26. marts 2008. Læs det i artiklen Skal vi ikke også afskaffe barnedåben? | Kristeligt Dagblad
Højlund skriver, at Lindhardt og Holm lyver – i modsætning til Grundtvig. Og føjer til:
For alternativet nægter jeg at tro på: at de er dårlige teologer, der ikke ved, at det er god luthersk såvel som klassisk teologi at udlede troens sandheder af Bibelens helhed og sammenhæng. Og med sammenhængen fra Johannesevangeliet 3, 16 allerøverst, om Gud, der elskede verden så højt, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.
Nu er jeg ikke uenig i Højlunds konklusion i det aktuelle spørgsmål. Men når det gælder det metodiske, er Henrik Højlund faktisk lidt upræcis.
Luthersk hermeneutik
Sagen er, at man ikke skal have læst ret meget for at vide, at det er god luthersk og klassisk teologi principielt at udlede troens sandheder, ikke af Bibelens helhed og sammenhæng, men af de steder, som omhandler de enkelte lærespørgsmål. Man samler disse steder sammen, dvs. anbringer dem på ét sted.
Man har forskellige ord for det. Man bruger det latinske ord locus, loci i flertal. Melanchthons berømte lærebog havde denne titel.
Man taler også om sedes doctrinae, ‘lærens sæde’ eller ‘lærens basis.’ Sedes kan endda betyde domstol. Måske spiller det ind, for disse steder afgør jo lærespørgsmål. Udtrykket sedes doctrinae henviser da til de steder i Skriften, som behandler et bestemt lærespørgsmål.
Nu er der imidlertid loci, som er helt afgørende for at forstå helhed og sammenhæng i Bibelen. Frelse og fortabelse, som Johannesevangeliet 3,16 handler om, er to af dem. Det samme kan siges om lov og evangelium. Det skal jeg vende tilbage til.
Afvisning af den lutherske hermeneutik
Det var en tid meget moderne at tale foragteligt om denne måde at drive teologi på – om den lutherske hermeneutik. På engelsk taler man f.eks. om “proof-texting.” Man finder “tekster,” der “beviser” ens lære. I stedet vil man netop henvise til helhed og sammenhæng. Herhjemme var der f.eks. nogle, der argumenterede for accept af homoseksuel samliv med henvisning, ikke til de steder, hvor der er klare udsagn herom.
Eksemplet viser, at “helhed” eller “sammenhæng” tilsyneladende meget nemt kan bruges imod klare steder. Det var også, hvad Luther oplevede, f.eks. i nadverstridighederne. Over for sine teologiske modstandere var hans svar altid at henvise til de steder, der klart lærer om et givent emne. Luther kunne derfor acceptere ægte paradokser, dvs. at to steder ikke tilfredsstillede fornuftens krav om “helhed” eller “sammenhæng.”
Et kendt eksempel er, at Skriften lærer, at det skyldes Guds forudbestemmelse, når et menneske bliver frelst. Men man kan ikke slutte heraf, at Gud så har forudbestemt nogle mennesker til at gå fortabt. For Skriften siger også, at Gud vil, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9).
Men under dække af at være teologisk “metode” bruger mange i dag at henvise til, at et eller andet dogmatisk eller etisk standpunkt er i modstrid med “helheden” i Skriften. Men denne helhed er blot ikke udarbejdet ud fra Skriftens klare udsagn. Nogle vil f.eks. gøre begrebet “Guds kærlighed” til det alt-overordnende begreb i Skriften, men de vil ikke forstå Guds kærlighed, sådan som Skriften selv lærer om det. Det er tilfældet i den aktuelle debat om Helvede. Joh 3,16, som Højlund med rette henviser til, lærer jo netop, at det var af kærlighed, Gud sendte sin søn for at lide, dø og opstå i stedet for syndere for at frelse dem fra fortabelsen. Man kan spørge, om det, som Holm og Lindhardt gør, overhovedet burde kaldes teologi: ‘lære om Gud.’
Lov og evangelium-hermeneutik hos Luther
Nu er det velkendt, at Luther havde en hermeneutik, en overordnet fortolkningslære, hvor lov og evangelium betegner de to perspektiver, som alt i Skriften skal ses i lyset af. I forbindelse med bibeloversættelse skriver han bl.a., at han først spørger, om et givent sted er udtryk for lov eller evangelium. Derefter spørger han folk, der ved mere om bl.a. grammatik, om der er argumenter, der peger mere mod én tolkning end mod en anden.
Men Luther har ikke grebet sin lov og evangelium-hermeneutik ud af det blå. Tværtimod var spørgsmålet om lov og evangelium som det helt grundlæggende baseret på meget klare og præcise udsagn i ikke mindst Romerbrevet og Galaterbrevet. Men bestemt ikke kun i disse to skrifter.
Den slags bliver selvfølgelig helt ligegyldigt, hvis man som Holm og Lindhardt ønsker at modernisere eller afskaffe Helvede og fortabelsen. Men desværre er en sådan teologi ikke ligegyldig, men meget farlig. Se mere herom i indlægget “Kristeligt Dagblad og “kirkefolk” spotter påskens evangelium“.