Helvede

Mange har en mening om, om man skal bruge ordet helvede i bibeloversættelser.

Luther oversatte Luk 16,23 med, at “Da han nu var i Helvede og i pinen, slog han øjnene op og så Abraham i det fjerne og Lazarus i hans skød.”

1819-oversættelsen oversatte tilsvarende: “Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.”

Fra og med 1907-oversættelsen har man flere og flere steder oversat ordet ‘Hades’ med Dødsriget, som man som regel (?) forstår som et midlertidigt sted. Men som det tydeligt fremgår i Luk 16,23, er der ikke noget midlertidigt over det. Ganske vist vil alle døde blive kaldt ud af graven, når Jesus kommer igen, men dem i Helvede vil opstå til fortsat evig fordømmelse, mens dem i Abrahams skød vil opstå til (fortsat) evigt liv. Forskellen er “blot,” at sjælene vil få et legeme.

Mange benægter direkte, at Helvede eller den evige fortabelse er og vil være en realitet. Det er der ikke noget nyt i.

Den norske biskop Odd Bondevik har åbnet for overvejelser over, om man kan bruge andre ord. Det er altså heller ikke nyt. Det har man gjort flere steder i de danske bibeloversættelser i lidt over 100 år.

I indlægget Helvede? orienterede bloggeren Linealis lidt om situationen på sin blog den 23. marts 2008. Linealis ser tre argumenter hos Bondevik:

  1. ‘Helvede’ giver associationer til middelalderlige forestillinger – fra malerier, Dantes guddommelige komedie, osv.
  2. Ordet ‘Helvede’ stammer i virkeligheden fra nordisk mytologi, og er derfor blevet brugt som oversættelse
  3. ‘Helvede’ er udsat for en banalisering – fx. ved brug af bandeord.

Jeg gengiver her min egen kommentar fra den 24. marts til orientering:

Jeg mener ikke, Bondevik har ret.

1. Hvis de middelalderlige forestillinger fylder for meget, bør man sørge for, at de bibelske følger mere. Men hvis man forstår at læse det middelalderlige billedsprog, er der jo meget, der faktisk er bibelsk. Jeg må dog indrømme, jeg tvivler meget på, at de middelalderlige forestillinger faktisk fylder så meget, så det er noget problem.

2. Det mytologiske argument er uholdbart. For det første er det meget længe siden og vi har en lang tradition siden hen, hvor det er de bibelske tekster og f.eks. salmerne i salmebøgerne, der fylder.

3. Det er rigtig nok, at ordet ‘helvede’ er blevet banaliseret. Men så bør man jo også afskaffe ordet ‘gud’, for det misbruges jo også. Hvis kirken selv er i tvivl om eller rent ud benægter helvede som det sted, hvor de vantro pines under Guds vrede over deres vantro og gudløshed – og det gør mange i virkeligheden, også i Bondeviks kirke, hvad han udmærket godt ved – så er det jo ikke så underligt, at man vil banalisere det.

Der er jo andre teologer, der på tilsvarende vis mener, man skal afskaffe ordet synd. Efterhånden som færre og færre ved, hvad de bibelske ord betyder, bliver der færre og færre ord at bruge. Til sidst vil afkristningen betyde, at de kristne ikke selv kan tale om deres tro.

Jeg mener med andre ord, at Bondeviks argumenter er pseudo-argumenter, der skal give et skær af rationalitet til noget, der dybest set handler om ikke at turde stå ved noget, der er upopulært. Det er ikke nogen klar bekendelse.

Kommentarer

  1. Hej Georg
    Interessant er det du skriver om bibeloversættelsers historie om Helvede, den havde jeg ikke hørt før. Er der noget i grundteksten som kan dokumentere at det også gælder/betyder det samme her? For jeg er egentlig mest til det du skriver her, men hører ofte den anden forståelse, hvor der først er et dødsrige, og derefter et Helvede. Men for mig at se kan jeg ikke se den store forskel på de to. Det er jo bestemt ikke et sted man ønsker at være.

  2. Georg S. Adamsen mener:

    Er der noget i grundteksten som kan dokumentere at det også gælder/betyder det samme her?

    Tak for din kommentar, René.

    Ja, det synes jeg. Luk 16,19-31 viser jo, at der er uoverstigelig kløft mellem "Abrahams skød" og "Hades." Da den rige mand slår øjnene op i pinslerne, vil han have, at Abraham skal lade hans brødre advare. Han ønsker ikke, at nogen skal ende samme sted. Det gør Jesus heller ikke. Det er derfor, han fortæller lignelsen.

    Jeg tror, jeg vil tage dit spørgsmål op i et indlæg inden længe. Der gemmer sig en interessant historie bag.