Om den trælbundne vilje. Eller om påstande og faste meninger

Luthers Om den trælbundne vilje er et frontalt angreb på tanken om, at alle vel har lidt ret, og at man ikke kan være helt sikker på, at man selv har helt ret. Luther gør også op med, at vi med lidt hjælp kan vælge at blive kristne. Om den trælbundne vilje er følgelig et opgør med størstedelen af moderne teologi, selv om skriftet er næsten 500 år gammelt. Luther forsvarer »Nåden alene« og »Skriften alene«. Derfor angriber han Erasmus, som undergraver disse kerneprincipper i den kristne lære.

Fra Om den trælbundne vilje

Et af de centrale steder i Om den trælbundne vilje lyder:

»Det er nemlig ikke en kristens sind ikke at værdsætte påstande. Han skal tværtimod værdsætte påstande. Ellers kan han ikke være en kristen.«

Dermed menes, skriver Luther, »konstant at holde sig til, bekræfte, bekende, forsvare og holde uovervindelig fast ved (sine påstande).« Det gælder naturligvis ikke alt (2 Tim 2,23; Tit 3,9), men »alt det, som er os overgivet af Gud i Den hellige Skrift« (egen overs.).

Om den trælbundne vilje – et svar til Erasmus fra Rotterdam

Luthers Om den trælbundne vilje (lat. De servo arbitrio) var Luthers svar til Erasmus af Rotterdam, Desiderius Erasmus. Erasmus havde i sit skrift De libero arbitrio diatribe sive collatio, udgivet året før, i 1524, argumenteret for, at vi mennesker havde en fri vilje til at vælge mellem ondt og godt, også efter syndefaldet, i åndelige spørgsmål. For Luther var det ikke bare en akademisk diskussion, men først og fremmest et spørgsmål, der var helt fundamental for, hvordan vi bliver frelst.

Om den trælbundne vilje – Et af Luthers hovedværker

Forsiden af Dr. Martin Luthers De servo arbitrio, Om den trælbundne vilje, udgivet i 1525 som svar til Erasmus af Rotterdam, som påstod, at vi har en fri vilje, også når det gælder frelsen

Martin Luthers De servo arbitrio, et af Luthers hovedværker, blev udgivet i 1525 som et svar til Erasmus af Rotterdam, som mente, at vi også, når det gælder frelsen, har en fri vilje.

Luther skrev som bekendt mange skrifter. Selv mente han, at skriftet Om den trælbundne vilje sammen med Den store Katekismus hørte til dem, han helst vedkendte sig. Om den trælbundne vilje er som nævnt Luthers opgør med humanisten Erasmus. Erasmus lærte viljens frihed, dvs. han mente, at mennesket af natur har mulighed for at nærme sig eller tilslutte sig nåden og altså bidrage til eller samarbejde om sin omvendelse. Denne lære er ekstremt udbredt i vore dage. Om den trælbundne vilje burde derfor være pligtpensum for alle. Enten bør man læse den selv, eller også bør man have formidlet indholdet af dette hovedværk. I realiteten var Erasmusʼ position en fornægtelse af sola gratia og dermed af forudbestemmelseslæren og retfærdiggørelseslæren.

Erasmus afviste også, at der findes en absolut sandhed i alle lærespørgsmål, som fx om viljens frihed eller trældom, og han afviste, at denne kan formuleres klart og præcist. Han ønskede at være skeptiker, hvor det var muligt, men mente det var muligt på områder, hvor Luther absolut ikke mente det.

Begge Erasmus’ meninger må for frelsens skyld afvises, mente Luther ‒ og beviste det ud fra Skriften. I denne blog skal det i det følgende dreje sig om de læremæssige påstande eller faste meninger.

Skriftbelæg

Luther henviser bl.a. til Rom 10,10: »med munden bekender man til frelse.« Egentlig står der, at med munden sam-siger man til frelse, dvs. man siger det samme, som Gud har åbenbaret. Selv om ordet ikke bruges i Matt 16,16ff, finder vi Peters sam-sigen der. Peters svar er nemlig ikke noget, mennesker har fundet på, men det har Gud åbenbaret (16,17). Sådan er det nemlig med evangeliet, som Kristus bygger sin kirke på (16,18), og som han bygger sin kirke med (Rom 1,16f). Jesus bygger ikke sin kirke på mennesket Peter, men på indholdet af hans bekendelse: det åbenbarede evangelium om Kristus, den levende Guds Søn.

Skal de kristne sam-sige eller bekende, hvad Gud har sagt, skal forkyndelse og undervisning naturligvis være i overensstemmelse med Guds Ord. »Taler nogen, skal han tale som Guds ord,« som det hedder i 1907-oversættelsen af 1 Pet 4,11.

Havde det været rigtigt, at det ikke er muligt at nå til ‒ eller rettere: få ‒ faste, sikre meninger, ville ikke alene bekendelsen, men også Kristi kirke være bygget på sand, der kan skride. Men det er kirken ikke.

Usikre og skeptiske meninger i lærespørgsmål forudsætter i virkeligheden, at Skriften ikke er klar, sikker og pålidelig. Det burde egentlig slet ikke være nødvendig at begrunde over for kristne, at Skriften er klar og tilstrækkelig, for så er frelsen jo usikker. I virkeligheden betyder det også, at det ikke er Gud, der virker gennem Sit Ord. Så kunne man håbe, at menneskers ord virker, men det er der ingen belæg for. Tværtimod siger Skriften tydeligt, at det er Skriften og evangeliet, der er Guds kraft.

Sandhed og løgn

Skriftens tale om sandhed og løgn forudsætter, at det er muligt at afgøre, hvilke læremæssige påstande eller meninger, der er sande. Men »Herrens ord er rene, sølv, der er lutret i diglen i jorden, renset syv gange,« skriver salmisten (Sl 12,7). Derfor gælder det, at »I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen« (Sl 119,89). Og sådan ser en kristen på det, for »Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det« (Sl 119,140).

Menneskene derimod »taler løgn til hinanden med glatte læber og tvedelt hjerte« (Sl 12,3). Det er naturligvis løgn, når man udgiver noget for at være Guds Ord, selv om det ikke er det. Det er også anti-apostolisk, for Peters befaling er klar nok: »Taler nogen, skal han tale som Guds ord.«

Evangeliet frelser

Det er evangeliet, der er Guds kraft til frelse (Rom 1,16f; 1 Kor 1,17ff; 2 Tim 3,15). Det er derfor ødelæggende for muligheden for at blive frelst, hvis man med slangen siger »Har Gud virkelig sagt?«

Men måske nogle vil sige, at der er en kerne, som der står fast. Så drejer spørgsmålet sig ikke om, hvor vidt man kan sige noget fast og sikkert, men derimod om, hvad der er fast og sikkert. Nogle vil begrænse det til ikke meget mere, end at Jesus er død for os syndere. Men i virkeligheden handler også den påstand om, at man ikke mener, at Skriften er klar og tilstrækkelig. Man blander sin egen fornuft ind og afviser Skriftens klare udsagn.

Men trosbekendelserne ‒ de tre oldkirkelige og de reformatoriske ‒ slår fast, at der er mange flere trosartikler i det ene evangelium end den blotte konstatering af Jesu stedfortrædende død. I hvert enkelt tilfælde henvises der til de skriftsteder, som giver det faste og sikre grundlag for læren.

Klare for os?

Men én ting er, vil nogle sige, at Skriften er klar, men er den også klar for os? Her vil mange sige, at moderne erkendelsesteori og erfaringen har lært os, at man ikke kan nå en sikker viden om noget som helst. Man tager altså udgangspunkt i os mennesker og hævder, at sikker viden ikke er mulig.

Luther har en ganske anden tilgang. Han henviser til Skriften, som siger: »Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« (Sl 119,105). Guds ord, Skriften, er altså ikke noget, som vi skal prøve at finde klarhed i uden at kunne. Skriften er ikke kun klar, men den oplyser. Den er en lygte, og den er et lys.

Så sandt Guds ord indeholder Guds klare løfter, som i sig selv skaber troen hos den, der er vantro og/eller tvivler (1 Mos 15,1-6; Rom 4; Rom 10,8ff; Gal 4), så sandt er Skriften klar, og så sandt er det muligt at nå til en sikker erkendelse af Skriftens lære. »Du er mit skjul og mit skjold, jeg sætter mit håb til dit ord,« skriver salmisten (Sl 119,114; jf. Sl 119,49.74.81.147).

Derfor kan en kristen ikke være skeptiker som Erasmus eller de (post)moderne kloge hoveder. Om dem hedder det tværtimod: »Du forkaster alle, der forvilder sig fra dine love, deres svig fører til falskhed« (Sl 119,118). Her betyder »dine love« ikke bare Guds bud, men Hans bestemmelser og regler. Det er lov og evangelium, der er tale om, ikke loven alene. At gøre Skriften uklar er at forvilde sig bort fra Skriften. Det er et svig, der fører til falskhed, og sådanne »kloge hoveder« har ikke Guds accept.