Lektor i Det nye Testamente ved Aarhus Universitet, dr.theol. Helge Kjær Nielsen har på kristendom.dk forsøgt at forklare, hvad Matt 22,11-14 handler om. Kjær Nielsens svar er problematisk af flere grunde.
Metoden
Helge Kjær Nielsen skriver, at “Man får uvilkårligt det indtryk, at de nævnte tre vers ikke oprindeligt har været en del af lignelsen.”
Hvem er man? Det er nok Kjær Nielsen selv. Indtryk er jo afhængige af, hvem der får dem. Jeg får f.eks. ikke det indtryk. For uanset hvordan man vender og drejer det, betyder det nemlig, at Matthæus lyver. Han tillægger jo Jesus ord, som han ikke har sagt. Matthæus har i så fald også tillagt dem og de andre ord en historisk betydning, de ikke har haft. Af Matt 22,15 fremgår det nemlig, at farisæerne besluttede at ville fange Jesus i ord. De forstod udmærket, at Jesus også sigtede til dem, ligesom han havde gjort med tidligere lignelser (se Matt 21,45).
Kjær Nielsen hævder, at versene 11-14 forandrer lignelsens mening. “Uden dem ville lignelsens hovedtanke være på linje med den, der kommer frem for eksempel i udsagnene om Jesu forhold til toldere og syndere og ordene om, at han er kommet for at opsøge det fortabte,” mener lektoren. Ak ja, det er ikke let at stille moderne bibelforskere tilfreds. Enten hører noget angiveligt ikke med, fordi det er en gentagelse. Eller også hører det ikke med, fordi det bidrager med noget nyt.
Kjær Nielsen og andre bibeltolkere, der har lært den samme falske metode, mener at kunne se, når bestemte vers ikke oprindelig har hørt med i en sammenhæng. De har i realiteten forkastet, at Guds ord altid taler sandt og selvfølgelig ikke modsiger sig selv. I stedet for at læse Skriften i lyset af Skriften, dvs. at lade Skriften fortolke sig selv, sætter de deres egne indtryk og deres egen fornuft i højsædet. Man taler foragteligt om at “harmonisere,” når man vil læse Skriften i lyset af Skriften. Det er derfor ikke så underligt, at tolkningerne ofte bliver vilkårlige og i strid med resten af Bibelen. Sådan som Kjær Nielsens tolkning er det.
Sammenhængen
Lektor Kjær Nielsen forsøger dernæst at forklare, hvad Matt 22,11-14 betyder. Umiddelbart forud for lignelsen om kongesønnens bryllup fortæller Matthæus, at Guds rige ifølge Jesus skal gives til dem, der bærer dets frugter (21,43).” Det tolker han individuelt om at leve et liv, der er “bestemt af tilhørsforholdet til ham, man er kommet til tro på.” Den tolkning er ikke helt fyldestgørende – og på sin vis helt forkert.
Vingården i Matt 21,33-46 er nemlig Israel, dvs. Guds folk eller kirken, om man vil. Sådan er det også i fx Es 5,1-7. Vingårdsbønderne er ikke hele folket, men dem, der er sat til at tage sig af folket. Det skulle de gøre med Guds ord og løfterne, men var ulydige. Men naturligvis er folket heller ikke helt ude af billedet i Matt 21. De havde jo også Guds ord og kunne trods alt have gjort op med lederne og deres menneskeskabte lære og ordninger.
Matt 21,33-46 er derfor en advarsel til først og fremmest de jødiske ledere. Da de ikke tog advarslen til sig, men faktisk slog arvingen ihjel (v. 38f), blev Jesu ord til domsord over de vantro ledere og over det vantro folk, som sammen med lederne råbte “korsfæst.”
At bære dets frugter betyder for dem, der skal tage sig af vingården, først og fremmest at holde sig til Guds ord og lære. Det gjorde de jødiske ledere ikke. Farisæerne gjorde det slet ikke, men satte Guds ord ud af kraft til fordel for deres egne traditioner. Derfor var deres gudsdyrkelse falsk (Matt 15,6-9).
Værdighed
Kongen siger i lignelsen: “men de indbudte var ikke værdige” (Matt 22,8). De afviste formaningerne til omvendelse og slog endog kongesønnen ihjel. Men kan man slutte deraf, at “Værdig er kun den, hvis liv bliver bestemt af invitationen til kongens fest,” som Kjær Nielsen gør? Nej, det kan man ikke.
For er det ifølge Det nye Testamente, ja, ifølge Matthæusevangeliet selv, livet, der gør, at man bliver frelst? Nej, værdigheden består ikke i ens liv, men i bryllupsklæderne. Baggrunden er bl.a. Es 61,10, som Kjær Nielsen også nævner. Det sted handler om at blive klædt i frelsens klæder. Det handler ikke om ens egen retfærdighed. Kjær Nielsen nævner også Åb 19,8, som for en umiddelbar betragtning kunne tolkes, som Kjær Nielsen gør det. Men Johannes’ Åbenbaring gør meget klart, at frelsen ikke skyldes gerninger, men Jesu blod (Åb 1,5; 5,9). Dem, der bliver frelst og kommer til at stå foran Guds og Lammets trone, “er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,14; jf. 22,14). Deres navne har stået i “livets bog, det slagtede lams bog,” “fra verden blev grundlagt,” fremgår det indirekte af Åb 13,8 og 17,8. De er nemlig forudbestemt til frelse. Åb lærer frelse af tro for Jesu Kristi og hans blods skyld.
Det lærer Matthæusevangeliet også. Hvorfor skulle Jesus ellers dø (Matt 20,28)? Hvorfor skulle der et nyt testamente/en ny pagt til (Matt 26,26)? Osv.
Værdigheden er altså ikke noget, man lever sig til. Den er noget, man får skænket. Og de hvide klæder, frelsens klæder, får man hos Jesus (Åb 3,18).
Manglende forberedelse?
“Er det den manglende forberedelse, der fordømmes,” lyder Anders’ spørgsmål, som Kjær Nielsen svarer på. Svaret er, at det er det faktum, at han ikke var (blevet) forberedt. Forberedelsen består i ved loven at erkende sin synd og skyld og ved evangeliet få sine synder tilgivet for Jesu Kristi skyld ved tro på evangeliet.
Den gerning gør Gud for os gennem gudstjenesten, hvor præsten forkynder evangeliet og forvalter dåb og nadver. Han gør det også, når han i skriftemålet tilgiver synden på Kristi vegne. Uden den tro frelses ingen. Læs mere i Den augsburgske Bekendelse.
En bekvem tolkning
En tolkning som Helge Kjær Nielsens er meget bekvem. Man behøver ikke at skulle forholde sig til, at Jesus siger, at de vantro jødiske ledere skal afløses af et nyt folk og nye ledere, som faktisk tror på Guds Ord og på Kristus, som både Det gamle og Det nye Testamente lærer om. Man behøver heller ikke at skulle tænke over Jesu opgør med farisæernes selvopfundne læretraditioner. Man behøver heller ikke at frygte det ramaskrig, som opstår, når man holder fast ved retfærdiggørelseslæren og derfor går imod enhver lære og forkyndelse, der blander vores egne gerninger ind i frelsen. Helge Kjær Nielsens tolkning er meget mere behagelig end den kritik af teologer, præster og kirkeledere, som Jesu lignelse lægger op til. I al fald her i tiden.
Helge Kjær Nielsen, “Hvad er adgangskravet i lignelsen om kongesønnens bryllup?” Artikel på kristendom.dk, 15. september 2007 (http://www.kristendom.dk/artikler/2007/kvartal3/ hvad_er_adgangskravet_i_lignelsen_om_kongesoennens_bryllup) Sprogligt opdateret