bLogos

Peder Madsen, Johannes’ Aabenbaring indledet og fortolket (del 1)

Madsen, Peder. Johannes’ Aabenbaring: Indledet og fortolket. Anden gjennemsete Udgave. Kjøbenhavn [København]: G. E. C. Gad, 1896. 730 sider.

Madsen og hans indflydelse

Peder Madsen var professor i teologi ved Københavns Universitet fra 1875 til 1909. Herefter var han til sin død i 1911 biskop over Københavns Stift. I en årrække var Peder Madsen formand for Københavns Indre Mission. Som professor og missionsmand er det meget forståeligt, at Peder Madsen har haft stor indflydelse i de skandinaviske missionsbevægelser, for han var en af deres egne, men tilmed en lærd mand.

Også når det gælder tolkningen af Johannes’ Åbenbaring (Åb), har Peder Madsen haft stor indflydelse. Den norske professor Olaf Moe henviser ofte til Madsen (se mere i indlægget “Olaf Moe, Bibelens siste bok“).

Indledningen

Madsen opregner en del vanskeligheder ved at tolke Åb: hvor meget er profetisk billedsprog? hvordan er den opbygget? “i hvilken betydning vil den være en Forudsigelse af Fremtidshistoriens Indhold?”

Skal man nå videre i forståelsen af Åb, skal man se på disse grundlæggende spørgsmål, ikke på de mange enkeltheder. Madsens indledning er derfor også meget lang: Næsten 300 sider (s. vi). Dette indlæg behandler derfor kun indledningen.

Tilsvarende gør Madsen meget ud af de spørgsmål, der er afgørende for betydningen af Åb’s enkelte afsnit. Han nævner menighedsbrevenes profetiske betydning, dyret fra havet, Babylon og tusindårsriget, som man må forstå så præcist som muligt, “hvis det skal lykkes at trænge ind i Bogen i det hele” (s. vii).

Madsen vil kun redegøre for de fortolkninger, som enten er af særlig historisk betydning i visse kredse af kirken eller “som virkelig repræsentere [sic] klart gjennemførte Grundanskuelser” (s. vii).

Madsen har prioriteret omfanget af fortolkningen til de enkelte steder ud fra den betydning, de har for helhedsforståelsen (s. vii). Derfor er særlig Åb 1–3 behandlet udførligt (smst.).

Men der er gjort fremskridt i det videnskabelige arbejde, mener Madsen. En anden regel er, at man skal lade “Skriften fortolke sig selv.” Personligt er jeg dog ikke overbevist om, at Madsen hermed forstår det samme som de lutherske reformatorer. For disse fastholdt, at Aab må tolkes i overensstemmelse med den lære, som vi i øvrigt finder i Det nye Testamente (NT). Som vi skal se, argumenterer Madsen for, at Åb lærer et jordisk tusindårsrige. Det gjorde reformatorerne ikke.

Oversigt over Åb

“Johannes’ Aabenbaring er den store Profeti om Christi Gjenkomst. … den skildrer ogsaa, hvad der skal indlede og forberede den” (s. 1). Åb er skrevet for den sidste tids menighed, men er relevant for alle, fordi “Hele den historiske Udviklings Præg og Indhold er dette: Herren kommer, hans Rige er nær!” (s. 2). Temaet angives i Åb 1,7.

Åb er en trøstebog og en formaningsbog, men skal ikke stille den menneskelige nysgerrighed (smst.).

På Patmos kommer Johannes i henrykkelse. Han skriver synerne ned til de syv menigheder, der er repræsentanter for hele kirken (s. 2f). Kristus, der åbenbarede sig for Johannes, er usynligt til stede og “virker baade med Frelser- og Dommermagt” (s. 3).

Madsen sammenfatter de syv menighedsbreve, som han bestemmer som “Bogens første, forberedende Del”: “enhver af Menighederne faar sin særlige Formaning til at berede sig rettelig paa Herrens Gjenkomst, for at den kan blive dem til Frelse og ikke til Dom” (s. 3). Det svarer faktisk til den tolkning, som jeg – uden at have læst Madsens kommentar – har argumenteret for i min afhandling.

Madsen bestemmer Åb’s anden hoveddel som 4,1 – 22,5, der indeholder “Fremtidssynernes Række” (s. 3). De første fem segl er evangeliet og verdens svar, som mødes med dommen, når konflikten når sit højdepunkt (s. 3f). Det syvende segl er ifølge Madsen resten af anden hoveddel, og det udfolder det sjette segl (s. 4). Det er “den Fuldendelse, Menigheden længes efter og beder om” (smst.).

Åb 7 tjener til beroligelse og trøst for menigheden, som skal beskærmes under endens rædsler. De forfølgelser, man må gennemgå, fører til saligheden ifølge Åb 7,9-17 (smst.).

Åb 10,1 – 11,14 er ifølge Madsen “den store Trængsel,” dvs. “Antichrists 3½ Aar, som den syvende Basun skal bringe”. Den lille bog i Åb 10 giver svar på, hvordan menigheden skal blive rustet til at bestå: “Herren vil, inden denne Trængsel kommer, udsende en mægtig Bodsprædiken, hvorved Navnchristendommen og Fordærvelsen indenfor Kirken skal udrenses (10,8 – 11,13)” (s. 5).

Madsen tolker resten af Åb som “den allersidste Række af Begivenheder i Guds Riges Fuldendelse” (smst.). Nogen lineær kronologi finder han ikke, men mener, at alt dette “udtales foregribende” i Åb 11,15-18 (den syvende basun ifølge Madsen).

Til forskel fra de allerfleste fortolkere vil Madsen forstå Åb 12,1-5 som en begivenhed, der ligesom de 3½ år finder sted i de sidste tider (s. 6; jf. detailkommentaren s. 519-532). Selv om jeg personligt

ikke kan følge Madsen, særligt når det gælder tolkningen af de 3½ år, er jeg enig i, at Åb 12,1-5 og dermed også det efterfølgende skal forstå om endetiden. Jeg mener blot, at det drejer sig om selve dommedag.

Åb 12f beskriver Djævelen og “to menneskelige Individer, som uden Forbehold ville gjøre sig til eet med hans Sag.” Den fuldt beredte menighed beskrives i Åb 14,1-5 (s. 6).

Efter tre advarselsrøster i Åb 14,6-11 og en foregribende beskrivelse af dommen i 14,14-20, beskrives dommen i resten af Åb: De sidste plager i Åb 15,1–19,10, som udgør den første afdeling. Den anden afdeling omfatter 19,11–22,5, som “skildrer Herrens Gjenkomst til Dommen over sit Riges Fjender og den Herlighed for Guds Børn, som Dommen fører med sig” (s. 7). Til forskel fra, hvordan jeg tolker Åbenbaringsbogen, finder Madsen, at dette foregår i stadier. Det endelige opgør finder først sted efter tusindårsriget. Beskrivelsen af Det ny Jerusalem i Åb 21,9–22,5 afslutter det, der blev indvarslet i Åb 11,15-18 (s. 7f).

Øvrige indledningsafsnit

Madsen behandler følgende spørgsmål: Hvad er en apokalypse (s. 8-70), Åb’s visionære og symbolske karakter (s. 70-143) og Åb’s opbygning og indre sammenhæng (s. 143-172).

Fortolkningshistorien følges over ca. 80 sider (s. 172-251).

De resterende næsten 50 sider af indledningen behandler forfatterskabsspørgsmålet og datering. Ifølge Madsen er det apostlen Johannes, der er forfatteren (s. 251-287). Den blev affattet i slutningen af Domitians regeringstid: År 95 eller måske 96 (s. 287-296).

Se også Peder Madsen, Johannes’ Aabenbaring.

Hvad og hvornår er tusindårsriget?

Jeg er ofte blevet spurgt, hvad tusindårsriget er, og hvornår det er. For nogle år siden skrev jeg et kort svar til JesusNet.dk. Nedenfor har jeg udvidet indlægget en anelse.

Baggrunden

Baggrunden for at tale om et tusindårsrige er Johannes’ Åbenbaring kapitel 20 vers 2-7, hvor udtrykket “(de) tusinde år” forekommer seks gange. Udtrykket tusindårsrige forekommer derimod ikke. Der er stor uenighed om, hvordan man skal forstå dette udtryk, når det gælder det kronologiske spørgsmål.

To forskellige opfattelser

Luthersk og reformert

Et typisk luthersk (og klassisk-reformert) synspunkt er, at de tusinde år er en periode, der begyndte med Kristi sejr over Satan ved Jesu død og opstandelse (jf. Lukasevangeliet 10,18) og varer indtil Jesu genkomst og verdensdommen. Jesu genkomst og verdensdommen kan ikke adskilles ifølge Det nye Testamente (NT). Den ‘opstandelse’, som Johannes’ Åbenbaring kapitel 20,4-6 taler om, bliver da forstået som en genfødsel eller som noget, der finder sted umiddelbart efter døden.

“Evangelikal”

En typisk “evangelikal” tolkning er, at de tusinde år er et tusinde faktiske år (eller i al fald meget lang tid), der indledes med Kristi komme (Johannes’ Åbenbaring 19,11ff) og afsluttes med verdensdommen. Samtidigt er det vigtigt for tilhængere af denne tolkning af fastholde, hvad de mener, er en gammeltestamentlig og realistisk forståelse af de sidste tider. Det betyder, at man holder fast ved, at der faktisk kommer en ny jord, hvor vi skal bo. Opstandelsen i kapitel 20,4-6 er de troendes opstandelse, som da finder sted tusind år før de vantros opstandelse og verdensdommen. Udtrykket ‘kom til live’ har da grundlæggende samme betydning i v. 4 og 5.

Vurdering

For den lutherske opfattelse

For det typiske lutherske syn taler NT’s klare vidnesbyrd om, at Jesu genkomst og dommen ikke kan adskilles.

For den evangelikale

For den “evangelikale” tolkning taler sammenhængen i Johannes’ Åbenbaring 19-21 samt udtrykket ‘kom til live’.

Imod den lutherske opfattelse

Begge syn lider imidlertid også af alvorlige svagheder. Den første tolkning må vride udtrykket “kom til live” i v. 4 og 5 og hævde, at det første er en åndelig genfødelse, mens det sidste tolkes som den legemlige opstandelse. Det er sprogligt uholdbart.

Imod den “evangelikale”

Den anden fortolkning lider af den svaghed, at såvel resten af NT (f.eks. Matthæusevangeliet 25,31-46) og Johannes’ Åbenbaring selv (se f.eks. Åb 11,15-18) ser verdensdommen som en begivenhed, der følger direkte af og efter Jesu genkomst. Det er også et læremæssigt problem.

Det er derfor bedre at forkaste det, der ikke kan opretholdes i lyset af de svagheder, der er nævnt i det foregående. Det kan ske ved at fastholde de sider af ovenstående tolkninger, der både kan og bør lægges til grund, men gøre det i en ny kombination. Der må altså siges følgende om ‘de tusinde år’:

Der er faktisk tale om en periode, der finder sted efter og som følge af Jesu genkomst, sådan som også rækkefølgen i Johannes’ Åbenbaring 19-20 angiver.
Perioden er af stærkt begrænset længde, idet Jesu genkomst og verdensdommen ikke alene er tæt forbundne, men dommen er et resultat af at møde Jesus i vantro, når han kommer igen.

Jeg konkluderer derfor, at ‘de tusinde år’ er et symbolsk udtryk for den periode, hvor de troendes opstandelse foregår, sådan som det faktisk siges i 20,4-6. Opstandelsen finder sted i umiddelbar forbindelse med Jesu genkomst på selve dommedag. ‘De tusinde år’ kan derfor maksimalt vare en dag. “De tusinde år” kan følgelig ikke tolkes som en nutidig periode.

Virkelig trøst

I Gunni Bjørsteds kommentar til Johannes’ Åbenbaring læste jeg for nogen tid siden et citat om trøst, som næsten kræver en kommentar. Det er fra Johan Arnt Wenaas’ Mod til modløse.

Nej – til den letkøbte, overfladiske trøst, som tror, at bibelord i sig selv er nok til at fjerne mismodet. Nej til den trøst, som trøster den, der trøster, så han ikke føler sig så hjælpeløs. Nej til den trøst, som egentlig holder modløsheden på tre skridts afstand. Ja – til en virkelig trøst. Den trøst, vi selv er blevet trøstet med.

Dette citat minder mig om 2 Kor 1,4. Her skriver Paulus om, at Gud “trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,4).

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3f).

Men trods lighederne er der langt mellem de to citater.

Wenaas og følgelig Bjørsted siger i virkeligheden, at bibelordet, dvs. Guds åbenbarede ord, ikke i sig selv kan fjerne mismod. Det er en letkøbt, overfladisk trøst, får vi at vide. Hvis trøsten skal du til noget, så skal den være erfaret og formidles som sådan. Den opfattelse, som Wenaas giver udtryk for, deles af mange.

Men det er ikke det, Paulus giver udtryk for. Paulus og Timotheus er opmuntrende eksempler. De lider trængsel og modgang, så korinterne også kan udholde trængsler. Såvel Paulus og Timotheus som korinterne har del i lidelser og trængsler, men også i trøsten under disse forhold. Det er den samme trøst, de har del i. Korinterne trøstes ikke først og fremmest af Paulus’ og Timotheus’ trængsler. De trøstes af den Gud, der trøster dem begge. Den Gud trøster dem først og fremmest med evangeliet om frelsen, men også med proklamationen af, at den treenige Gud er Herre over alle ting og vil sejre til sidst. Med andre ord er det ikke Paulus’ og Timotheus’ erfaringer, der gør trøsten virksom. Trøsten er virksom under alle forhold. Døden, som er den ultimative trængsel eller lidelse, tjener “blot” til at lære os, at vi ikke skal sætte vores lid til os selv eller vores egne kræfter. Vi skal sætte vores lid til Gud, som oprejser de døde (se mere [intlink id=”32″ type=”post” /]).

Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste.

Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste. Ingen af os har oplevet døden, endsige overlevet den, så vi kan fortælle om den som en erfaring, vi har gjort. Det har kun Kristus. Den trøst, vi kan trøste med, er derfor evangeliet om Kristi lidelse, død og opstandelse og resten af troslæren. Denne troslære består fra ende til anden af bibelord. Disse bibelord er ikke kraftesløse eller uvirksomme. Tværtimod har de skrifter, der er indblæst af Gud, kraft til at gøre os vis til frelse. Guds ord er “levende og virksomt … og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12). Det er ikke så underligt, for Guds ord er jo ord, den almægtige Gud har talt. “Ved Herrens ord blev himlen skabt”, som salmisten skriver (Sl 33,6).

Wenaas og mange andre med ham, pietister eller ej, gør derfor sig selv og os andre end bjørnetjeneste. De tager trøsten fra dem, der ikke føler, deres egne oplevelser og erfaringer er noget at trøste andre med. De tager trøsten fra dem, der af den grund ikke får et trøstende ord. I stedet vil de henvise os til trøst fra folk, der stoler mere på deres egne erfaringer, end på Guds ord, ja, som dybest set tror, at deres erfaring af trøst er det, der gør Guds ord levende og virksomme. Hvis man lader sig trøste af andres erfaringer i stedet for af evangeliet, mister man trøsten, hvis tilliden til disse mennesker lider et knæk af den ene eller anden grund. Selv om det kan være fristende at forsøge at give ens trøst større troværdighed ved at henvise til ens egne erfaringer, er det altså en dårlig idé. Det er bedre at lære alle at sætte deres lid til den Gud, som oprejser de døde.