Brug af historisk viden

Credo Kommentaren til Johannes’ Åbenbaring bruger ikke historisk viden som nøgle til at tolke Åb 2–3. Hovedvægten ligger på Åbenbaringsbogens teologisk indhold og ærinde (se fodnoten s. 58).

Andre gør noget mere ud af den historiske viden (selv om jeg af og til mener, at man kan diskutere, hvor sikker de historiske påstande er). Der er to navne, der er knyttet til brugen af litteratur og arkæologiske levn (artefakter): William Mitchell Ramsay og Colin J. Hemer. Mark Wayne Wilson er en af dem, der har beskæftiget sig meget med denne tilgang. I Skandinavien kan nævnes den norske teolog Martin Synnes og danskeren H.P. Pedersen.

Jeg er skeptisk over for, om man virkelig kan kombinere oplysninger fra forskellige kilder fra adskillige århundreder i det omfang, som det sker hos Ramsay og Hemer.

Men den vigtigste indvending ligger et andet sted. Som jeg skrev i ovennævnte fodnote (her med kursiv tilføjet):

Metodisk og teologisk må det altså anføres, at Ramsay og Hemers tilgang er uholdbar, fordi det placerer tolkningsnøglen ikke i teksten, men i en forsøgsvis rekonstruktion af de historiske forhold. Dertil kommer, at Ramsay og Hemer gør brug af oplysninger, der stammer fra mange forskellige århundreder, og som drejer sig om byerne, ikke om menighederne(s biskopper).

Naturligvis kan det tænkes, at menighederne(s biskopper) er påvirket af mentaliteten i byerne, men det er jo ikke nogen tvingende slutning.

Men jeg lægger størst vægt på den principielle indvending. Ramsays og Hemers tilgang gør de lokalhistoriske oplysninger til “kanon”. Uden adgang til de oplysninger, de har fundet frem, ville man altså ikke kunne forstå Åb 2–3. Hvis de altså havde haft ret.

Noget andet er naturligvis, at vi gerne vil forstå samtidens sprog og forhold så godt som muligt.

Anmeldelse af Martin Synnes: Sju profetiske budskap til menighetene

Martin Synnes: Sju profetiske budskap til menighetene: En gjennomgåelse av sendebrevene i Johannes’ Åpenbaring. Oslo: Verbum, 1996. 145 s.

En studiebog for præster

Martin Synnes har arbejdet med Johannes’ Åbenbaring (Åb) i mange år. Nu har han så skrevet en lille bog om kapitel 1-3. Bogen er en studiebog for præster, hvilket betyder, at der både er lagt vægt på eksegesen og på det pastorale. Det eksegetiske er varetaget ved at inddrage forskningen til Åb, delvist dokumenteret i noterne, mens det pastorale består i dels vinklingen af stoffet, dels af særskilte afsnit med sjælesørgeriske og homiletiske overvejelser til de syv sendebrevene.

Opbygning

Bogen er bygget op med en lille indføring i tolkningstyper med tilhørende hermeneutiske overvejelser (pp. 7-13), en genre-analyse (pp. 14-27) og en struktur- og kompositionsanalyse (pp. 28-41). Disse analyser munder ud i en oversigt over bogen (pp. 39-40) og desuden er der et kort over Lilleasien (p. 41). Synnes analyserer derefter kap. 1,9-20 med særlig henblik på forfatterspørgsmålet, skriftets anledning og beskrivelsen af Kristus og slutter af med et kort afsnit til eftertanke (pp. 42-56). Som optakt til analysen af de syv skrivelser analyserer Synnes nu, hvad ‘menighedens engel’ refererer til (pp. 58-61) og hvilken form og funktion, disse skrivelser har (pp. 62-66). Resten af bogen er en analyse af skrivelserne én for én. Endelig har Synnes tilføjet to sider med litteraturforslag til videre arbejde med Åb.

Tolkningstilgang

Synnes redegør for fire traditionelle tolkningsmåder (futuristisk, kirkehistorisk, a-historisk og tidshistorisk) og påpeger, hvilke hermeneutiske farer, de hver især har. Synnes foretrækker da at tage, hvad der kan bruges fra hver af dem, og lægger da særligt vægt på det ‘endehistoriske’ perspektiv. Endelig lægger Synnes også vægt på, at Åb må læses ud fra en ret forståelse af profetisk forkyndelse, hvor der er en sund og nødvending spænding mellem det samtidsrettede og det fremtidsrettede. Synnes fremhæver, at profetordene i proklamationsform rummer “det egentlige tekstpragmatiske siktet (hva forfatteren vil oppnå hos tilhørerne)” (p. 64). Det er en vigtig pointe, som Synnes har fulgt op i en nutidig udgave med sine tanker til overvejelse.

Opdelingen i disse fire tolkningsmåder er som nævnt traditionel og rummer vigtige iagttagelser, men er nok ikke rummelig nok til at dække den bredde, der er i dag.

Synnes’ eksegese

Synnes’ egen eksegese røber, at han er påvirket af sociologiske fortolkninger, måske særlig i den retning, som Gager har peget. Adskillige steder i analysen af de syv skrivelser forudsættes en forståelse af menighederne, som er meget afhængig af analyser af religiøse minoritetsbevægelser i det 20. århundrede. F.eks. taler Synnes i analysen af Smyrna-skrivelsen om fremmedgørelse (p. 81). Efter min opfattelse bliver tolkningen lidt uheldig, når Synnes skriver, at talaipôros bruges om “den fortvilte situasjonen hvor alle menneskets muligheter er oppbrukt (jf. Rom 7,24 og Jak 5,1ff)” (p. 138). Her er der tværtimod tale om, at de tiltalte burde være fortvivlede, men ikke er det. Ordet talaipôros refererer således ikke til en fortvivlelse, men til en mere objektiv tilstand af hjælpeløshed.

Synnes’ genreanalyse bygger på den nyeste forskning, som inddrager ‘funktion’ som en af tre parametre (form og indhold er de to andre). Synnes behandler også forholdet til GT, det græske sprog og symbolsproget.

Lokalkolorit

Synnes antyder i sine principielle udsagn, at Ramsay og Hemers lokal-kolorit-tilgang er fundamentalt vigtig, men overdriver i sin praktiske eksegese ikke dette synspunkt. Synnes holder sig til at applicere skrivelserne på nutiden uden politiske over- eller undertoner. I det store og hele finder jeg udlægningen solid både i forhold til teksten og i forhold til forskningen til teksterne.

Det pastorale

Synnes understreger med udgangspunkt i de syv skrivelsers formaninger og bundethed til de lokalhistoriske og samtidige forhold og til GT (dog i mindre grad), at teksternes intention i dag må følges op med en lige så stor tillid til Kristus, hans dømmende og oprejsende gerning og med en lige så stor frimodighed til at forkynde, så det også stikker. For i disse skrivelser møder Kristus os med sit nærvær: et nærvær, som på samme tid er både vanskelig og vidunderlig (p. 13), ja, en “velsignet smerte” (p. 142). Jeg vil dog bl.a. tilkende kejserkulten en lidt mindre fremtrædende rolle og fremhæve bredden i de problemer, som disse menigheder døjer med.

Korrekturlæsningen

Korrekturlæsningen af især de græske ord har nok været for hastig. Uden specielt at kigge efter dem fandt jeg 43 fejl. Nogle af de statistiske oplysninger om ordenes forekomster er ikke helt korrekte, og nogle stavefejl har også sneget sig ind, men generelt er det ikke meningsforstyrrende.

Konklusion

Synnes har med solidt grundlag i eksegesen skrevet en bog, som præster og andet godtfolk vil få gavn af. Tak til Synnes for en god, solid og aktuel indføring i ikke alene Åb 1-3, men også Åb som helhed.

Jeg håber, at denne bog vil give læseren lyst til at kaste sig over resten af Åb.

Martin Synnes er tidligere førsteamanuensis i Ny Testamente på Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo størstedelen af sit arbejdsliv.

Artiklen er en redigeret udgave af en boganmeldelse publiceret i Ichthys (nu Dansk Tidsskrift for Teolog og Kirke) i 1997 og i Tidsskrift for Teologi og Kirke i 1998.

Fint studiehæfte til Åb 2-3

Hans-Ole Bækgaard – Olsen – har skrevet [intlink id=”32″ type=”post”]endnu et fint studiehæfte[/intlink] til Johannes’ Åbenbaring.

Indledningen

Indledningen følger op på det foregående hæfte:

Når Jesus kommer igen, vil du så møde Ham som din elskede Brudgom (og du som brud), hvorefter der skal fejres bryllupsfest (19,9), eller vil du møde Ham som Kriger (og du som modstander), hvorefter du skal dømmes til evig pine? (s. 5)

Skrap tale, men sagen er, at vi syndere har brug for en sådan skarp tale, hvis vi skal kunne blive ordentlig forberedt på dommedag.

Bækgaard lægger vægt på, at Åb 2–3 er relevant for os i dag og nævner bl.a. “kold kærlighed, åndelig død, vildfarelse og vranglære” (s. 6). Jeg er i øvrigt også enig i, at menighedernes engle er menighedens “ledere”, dvs. dens præster (s. 6), men naturligvis ikke kun dem. Menighederne har jo også ansvar for præsterne, som Luther fremhævede.

Alene ud fra denne indledning vil jeg skønne, at dette studiehæfte vil kunne anvendes sammen med Credo Kommentaren til Johannes’ Åbenbaring, som udkommer 30. september 2010 (se mere på Den sidste bog).

Bibelstudierne

I sin udlægning af de enkelte “sendebreve”, som Bækgaard vælger at kalde dem, udfoldes den overordnede forståelse. De fleste vil nok opdage, at der er et “ikke” for meget i femte nederste linje s. 11.

I afsnittet “Et liv i syndernes forladelse” (s. 12) burde Bækgaard have udfoldet noget mere, hvad omvendelse er. Omvendelse er ikke noget, vi præsterer, eller noget, vi kan gøre. Omvendelse fremkaldes af lov og evangelium. Loven skaber erkendelse af synd, mens evangeliet uddeler syndernes forladelse til den, som har erkendt synden og erfaret Guds vrede over synden. Det første afsnit s. 31 er langt bedre!

I det andet sendebrev fremlægger Bækgaard en tolkning, som jeg begrunder og uddyber nærmere i min kommentar, men i det store og hele deler jeg og Bækgaard forståelse. Det er altid vanskeligt at skrive studiespørgsmål, især til Åb. Man skal i al fald være forsigtig med ikke at lade sig føre bort fra teksten og dens teologi.

Det tredje sendebrev udlægges med kyndighed. Det er velskrevet, så problemerne ikke bliver vanskeligere at forstå, end de faktisk er. Men nægtes kan det ikke, at det kan kræve lidt eftertanke at forstå de kætterier, Kristus advarer imod. Det er til gengæld vigtigt, for de kætterier er ikke mindre aktuelle i dag. Tværtimod. Der er bid i spørgsmålet, om læserne oplever, at der kæmpes mod falsk teologi. Det fremgår ikke direkte af Åb, hvad man bør gøre, hvis det ikke er tilfældet. Det fremgår derimod af mange andre steder i Bibelen.

Det kommer udlægningen af det fjerde sendebrev nærmere ind på. Bækgaard understreger med rette, at Kristus advarer meget stærkt mod vranglære. Spørgsmålet er så, om der egentlig i dag er så mange, der vil lytte. Der påhviler dem, der har erkendt alvoren i Kristi formaninger, et stort ansvar, som de skal svare for på dommedag. Det sjette sendebrev viderefører samme tema (se f.eks. s. 35-37). “Så siger Herren” er udskiftet med “Sådan fortolker jeg …”, som Bækgaard med rette mere end antyder.

I udlægningen af det sidste sendebrev indleder Bækgaard med, at skrive, at får “anledning til at elske desto mere for at vinde sin elskede tilbage”, når menighedens medlemmer svigter ham (s. 40) og altså elsker afguder og falske lære. Men Kristus elsker nu ikke mere, når han formaner til omvendelse og tro, end da han gav sig selv for vore synder. Derimod kan man sige, at den samme kærlighed får ham til at kalde til omvendelse og tro. Jeg er i øvrigt ikke helt sikker på, hvad overskriften “Kærlighedens problem” (s. 40) egentlig betyder.

Anbefales varmt

Trods mine småkritiske bemærkninger medgiver jeg studiehæftet mine varmeste anbefalinger. Jeg føler mig (med ovenstående in mente) meget godt hjemme i Bækgaards tolkninger. Studiehæftet vil fint kunne bruges sammen med min kommentar.

Hans-Ole Bækgaard, Jeg kender dine gerninger. De syv menighedsbreve. Fredericia: Lohse, 2009. 44 sider samt præsentation af forfatteren og to sider til egne noter.