bLogos

Bjørsted, Gunni. I virkelighedens lys: Billeder og budskaber fra Johannes’ Åbenbaring. Helsinge: Boedal, 2006. 272 pp.

Det er ikke hver dag, der udgives en bog om Johannes’ Åbenbaring. Derfor fortjener den et ord med på vejen, selv om det er flere år siden, den blev udgivet.

Om den menneskelige virkelighed

Gunni Bjørsteds bog er ikke helt enkelt at kategorisere. Det er ikke en kommentar i traditionel forstand. Snarere en serie fabulerende essays med tilknytning til Johannes’ Åbenbaring (Åb). Bjørsted skriver selv, at han har haft stor glæde af at læse Åb, fordi “min virkelighed bliver belyst. Det er min virkelighed som menneske, der springer ud!” (s. 8).

Hvordan ens virkelighed bliver belyst, afhænger jo i sagens natur af, hvordan man i øvrigt tænker om Gud og mennesker.

Lidt om at fortolke

Den fabulerende stil har sikkert noget at gøre med Bjørsteds opfattelse af Åb. Det har været “som at rejse gennem et fremmedartet land – og alligevel opleve mig genkendt og føle mig hjemme,” skriver Bjørsted. Og fortsætter (s. 8):

De paradoksale skikkelser og sære symboler, som simpelthen ikke kan beskrives dækkende med ord, formår netop at kommunikere, dybt ned i mit indre, dybere end sproget kan nå, og logikken kan række.

Bjørsted er langt fra ene om at tænke sådan om Åb’s sprog og indhold. Det er sikkert kun de færreste, der ikke har følt sig fristet til at tænke en smule i den retning, når man læser Åb igennem.

Ulempen ved en sådan tilgang er, at man kan fylde det ind, som man selv vil. For Bjørsted er Åb altså hinsides sprog og logik. For andre – som undertegnede – må Åb tolkes på én af to måder. Enten løsrevet fra Skriftens lære og indhold, men da har den ikke noget at sige os som kristne. Eller den må tolkes i overensstemmelse med Skriftens lære. Per definition betyder det, at den må formuleres i sprog og under iagttagelse af logik, “klare grunde,” som Luther kalder det. Den skal i så fald ikke tolkes med fornuften eller følelserne som overdommer.

Nu er det ikke, fordi jeg mener, at Åb ikke kaster lys over os som mennesker. Åb afslører, at vi mennesker enten er under Guds eller Djævelens indflydelse, for så vidt angår vores åndelige liv. Er vi under Guds indflydelse, må vi regne med, at vi kan blive forfulgt og/eller at Satan vil forsøge at forføre os på alskens mulige måder. Vi lærer også, at vi mennesker kun kan reddes, hvis Gud griber ind med sine nådemidler.

Men når det er sagt, handler Åb først og fremmest om, hvad der sker, når Kristus kommer igen. Selv hvis man ikke er enig med mig i det, så må man stadig sige, at Åb handler om Gud og den himmelske verdens handlen med mennesker.

Åb’s indhold

Bjørsted finder “udsigtspunkter ind i Guds rige,” “Guds rige og hans væsen.”

Og fra disse udsigtspunkter … begynder der at falde lys over, hvad det vil sige at være menneske, og over de sammenhænge og vilkår og magter, vi skal forholde os til i vores menneskeliv. Fra disse udsigtspunkter falder der lys over kærlighedens væsen, over det ondes væsen og over menneskers vilkår og “våben”, når vi befinder os i den rasende fight mellem kærlighed og ondskab. (s. 8f)

Selv om jeg har sympati for en symbolsk eller idealistisk tolkning, så forekommer det mig, at Bjørsted kommer for langt væk fra, hvad der faktisk står i teksten. Det bliver for abstrakt. Selv siger han, at det handler om virkeligheden (jf. titlen). Han vælger ikke en af de tre traditionelle læsemåder (samtidshistorisk, kirkehistorisk, endetidshistorisk), men “den enhver tids historiske,” som Bjørsted kalder den (s. 53).

Alligevel ender Bjørsted et mere sobert sted end mange andre fortolkere, for han er meget opmærksom på at undgå at gå “de spekulative udlægningers [vej]” og vil i stedet “fokusere på noget langt vigtigere end optagetheden af spektakulære detaljer” (s. 11).

Jeg er temmelig enig i det følgende.

Det er et udtryk for fejlfokus at sidde og beregne. Det kloge er at være beredt og hvert øjeblik leve i Guds nærhed. (s. 50)

Men jeg synes dog, det er vigtigt at understrege, at man er beredt, når man har sine synders forladelse og dermed er retfærdiggjort. Det gør det vigtigt, at forvaltningen af de midler eller redskaber, som Gud bruger til at retfærdiggøre med, er i orden. Men det vil sprænge rammerne for denne anmeldelse at gå dybere ind i.

Hvem er forfatter?

Bjørsted drøfter, hvem der har skrevet Åb. Han tror, det er apostlen, men anfører også, at der er gode indvendinger. Bjørsted følger Peder Madsen, som fremhæver, at såvel Justin Martyr som Irenæus fra det første århundrede mente, at apostelen var forfatter. Men Justin var tilhænger af et jordisk tusindårsrige, og Irenæus var det formentlig. Så de havde også en vigtig teologisk eller ideologisk begrundelse for at hævde det. Modsat var der, hvad Bjørsted ikke går ind i, andre, som ikke var enige heri. Åb blev ikke uimodsagt regnet med til kanon (jf. Johannes’ Åbenbarings plads i kanon). Bjørsted har i øvrigt også så meget tillid til Hieronymus (ca. 345-420), at han tidsfæster Johannes’ ophold til tiden fra 14 år efter Neros død til kejser Nervas tiltrædelse, hvilket også er ca. 14 år. Johannes skulle i øvrigt leve til 68 år efter Kristi opstandelse. Der er en del forskere, der ikke har så stor tillid til disse traditioner.

Refleksioner

Bjørsted har en del refleksioner undervejs. De fylder meget, efter min opfattelse alt for meget. Nogen særlig tilknytning til Åb har de tit ikke. Selv om jeg kan være enig med noget af det, Bjørsted skriver, f.eks. i kapitel 2, synes jeg alligevel, de falder udenfor og hellere burde have været formuleret kortere og mere i overensstemmelse med kommentargenren (som Bjørsted helt med vilje ikke følger).

Genre

Alt i alt har Bjørsted en god drøftelse af profeti og apokalyptik (kapitel 3). Han konkluderer, at “Johannes’ Åbenbaring er bibelsk profeti i apokalypsens form” (Bjørsteds fremhævelse). Da jeg ikke er så sikker på forfatterspørgsmålet, vil jeg snarere sige, at Åb fremtræder sådan.

Israel og kirken

Et meget relevant afsnit er s. 46-51, hvor Bjørsted drøfter forholdet mellem Israel og kirken. Bjørsted fremlægger en lang række argumenter for, at man ikke skal forstå Åb om Israel, sådan som (især) dispensationalisterne gør. Jeg kan tilslutte mig denne konklusion, selv om jeg ikke er enig i alle formuleringer og begrundelser i afsnittet. Andre er ikke enige og begrunder det bl.a. med, at man dermed ophæver “den ligefremme betydning af GT’s løfter til Israel – de løfter, der handler om et fysisk historisk folk og et konkret landområde i Mellemøsten” (Jan Frost, “Årsberetning”, Ordet & Israel, nr. 7, 2010, s. 16). Talen om “ligefrem betydning” er for unuanceret. F.eks. har Vern Poythress argumenteret overbevisende for, at det er en misforståelse af GT (hvilket ikke kommer som en overraskelse for en luthersk teolog!). Se mere i indlægget Vern S. Poythress, Understanding – and challenging – Dispensationalists.

Åb’s anliggende

Bjørsted afviser, at Åb vil give os en køreplan. I stedet vil den give os “trøst og vejledning” (s. 54). Det gør den ifølge Bjørsted på fire måder (s. 54-55):

1. den minder os om, at Gud er på tronen
2. den trøster os ved at vise os den virkelighed, som Guds beskyttelse består i
3. den vil “give os vejledning, lære os at bedømme ånderne og gøre os ‘kyndige i at tyde tiderne’ (1 Krøn 12,33)”, dvs. “tidernes væsen”
4. den vil vække vores håb, fordi det er “håbet, der gør, at vi holder ud i kærlighed og tjeneste”

Jeg er ikke udelt enig. For det første synes jeg ikke, Bjørsted får forklaret, hvorfor der formanes så meget til omvendelse i Åb 2–3. For det andet mener jeg, der bør lægges større vægt på frelse (retfærdiggørelse) end på etik og tjeneste (helliggørelse). Endelig synes jeg, emnet Jesu genkomst bliver underprioriteret. Jeg er ikke sikker på, at det blot skyldes, at Bjørsted og jeg lægger vægten forskellige steder. Det handler mere grundlæggende om, at vi fortolker Åb forskelligt, og at vi generelt ikke har samme teologiske udgangspunkt.

Åb’s opbygning

Bjørsteds forståelse af Åb’s opbygning er meget kortfattet og forholdsvis traditionel (kapitel 5).

Åb 1,1-3

Jeg vil ikke anmelde hele bogen grundigt, bl.a. fordi det vil kræve, at jeg redegør for, hvordan jeg så mener, de enkelte steder skal forstås. Det har jeg imidlertid gjort i anden sammenhæng (se Den sidste bog for flere informationer).  Men da Åb 1,1-3 er vigtige vers ifølge Bjørsted, vil jeg kigge lidt ekstra på dem. Bjørsted mener, de giver svar på åbenbaringens ophav, dens modtagere og dens formål (s. 61).

I det første afsnit har Bjørsted nogle kommentarer til, at Kristus ikke ved, hvornår han skal komme igen (s. 61-62). Her kunne (og burde) Bjørsted have profiteret af kendskab til tonaturlæren. Bjørsted kommer (for) langt omkring i sit forsøg på at indkredse, hvad disse vers vil.

Udlægningen af, “hvad der snart skal ske” følger Bjørsteds tolkningsmåde. Måske er det derfor, den bliver så abstrakt. “”Guds frelseshandlinger er karakteriseret ved, at de rent faktisk sker” (s. 67). Det er jeg generelt enig i, men det betyder ikke, at Åb hermed refererer til Guds frelseshandlinger i al almindelighed. Jeg kan ikke komme bort fra, at Bjørsteds fremstilling ikke helt hænger sammen. På den ene side siger han, at “historien munder ud i, at Jesus kommer igen og skaber en ny himmel og en ny jord” (s. 67). Det har han ret i, og det er helt rigtigt, at det sker i historien. På den anden side siger Bjørsted, at “påpegningen i [Bjørsteds] kapitel 4 af at Åbenbaringsbogens syner gælder enhver tid og ethvert sted, ikke betyder, at de er uhistoriske” (s. 67). Nu kan ordet “gælde” betyde mange ting, men hvis det betyder “handler om” eller “får deres opfyldelse”, så er jeg ikke helt enig. Selv skelner jeg mellem, hvornår begivenhederne i Åb foregår, og hvilken betydning Åb har og skal have for os.

I sin kommentar til “… for tiden er nær” i v. 3 skriver Bjørsted, at der er “tale om en bestemt slags tid, om Guds riges nærvær. Evighedens dimension og kræfter er lige her” (s. 69; Bjørsteds fremhævelse). Men jeg tror, at “tid” (gr. kairos) her bruges på samme måde som i Åb 11,18, nemlig om dommedag. Det gør ikke Åb’s budskab mindre relevant. Det ligger i forlængelse af Bjørsteds forståelse af Åb’s tidsmæssige fokus, at han tolker ordet ‘nær’ “i kategorien relation eller forbindelse“ (s. 69).

Mottoverset i Åb 1,7

Bjørsted beskriver Åb 1,7 som “et kendingsbillede, der angiver temaet for alle de kommende syner” (s. 97). Derfor er det også rimeligt at se på hans udlægning af dette vers. Han tolker med rette skyerne som “et synligt udtryk for Guds nærvær” og siger, at de “ser ud til at danne en port mellem den synlige og den usynlige Guds verden” (s. 97; uden Bjørsteds fremhævelser). Bjørsted gengiver en række bibelsteder, som dokumenterer disse to aspekter (s. 97-100). Skyerne er altså tegn på, at Gud åbenbarer sig og for en tid er nærværende. Derfor er det naturligvis vigtigt, at Kristus kommer “med skyerne”. Det fortoner sig desværre i Bjørsteds udlægning, som tilgangen tro bl.a. skriver, at “det evige fylder det timelige” (s. 100). Jeg mener altså ikke, at hans tilgang og udlægning gør ret mod Åb 1,7, heller ikke, hvis man lægger hans egne tekstobservationer til grund. Det kan vel ikke overraske, at han og jeg derfor ser forskelligt på en lang række steder i Åb (som f.eks. s. 122).

Helligånden

Bjørsteds teologiske ståsted kommer også frem, når han skriver om Helligånden. Jeg er enig i, at “[m]enighederne er til i kraft af Helligånden” (s. 113). Men ifølge Bibelen virker Helligånden gennem nådemidlerne. Gud skænker tro og frelser med ordet og sakramenterne som redskaber, sådan som luthersk teologi lærer os det. Jeg ville derfor aldrig kunne skrive, at “Vi har alle fri adgang til Helligåndens strøm. Vi har alle mulighed for at at være transformatorer for Åndens kraft” (s. 114). Der siges for lidt om Helligånden og hans gerning (se mere i denne pinse-mythbuster).

I forlængelse heraf overrasker det mig ikke, at Bjørsted s. 193-194 skriver uklart om menneskers valg. Når det gælder dette spørgsmål om menneskets frie vilje, er Luthers Om den trælbundne vilje.

Sjælesorg

Der er mange steder, hvor jeg er uenige med Bjørsted. Ét af dem er, når han s. 129 citerer Johan Arnt Wenaas’ Mod til modløse. “Nej – til den letkøbte, overfladiske trøst, som tror, at bibelord i sig selv er nok til at fjerne mismodet.” Det vil jeg dog snarest behandle på en anden blog (linket vises nedenfor under trackbacks, så snart blogindlægget er udgivet).

Brudgom og brud

Jeg vil slutte med at erklære mig enig i Bjørsteds tolkning af Det ny Jerusalem:

Det ny Jerusalem er Lammets hustru, de Jesus-troende i evigt og fuldkomment fællesskab med Kærlighedens Herre”. (s. 263).

Det betyder også, at Kristus er brudgom. Bliver man frelst, bliver man det ene og alene ved tro på Jesus Kristus, frelseren og brudgommen. Er man vantro, vil Kristus i stedet komme og dømme til evig fortabelse. Derfor er der ikke kun glæde på dommedag, men også jammer (Åb 1,7; 19,1-10; 18,1-20). Dette budskab er relevant for alle, men naturligvis særligt for menighederne.

Afsluttende bemærkninger

Gunni Bjørsteds kommentar har en del gode sider. Det er f.eks. positivt, at han fremlægger et alternativ til de mange tolkninger, der sætter Israel og spekulationer om de allersidste tider i centrum. En hel del steder får Bjørsted fremlagt relevant materiale fra GT (og NT). Jeg synes i princippet heller ikke, at det gør noget, at Bjørsted bruger plads på at udfolde, hvad tolkningen betyder for os som læsere.

Mine indvendinger går på en række konkrete steder, hvor der ifølge min vurdering er tale om problemer med troslæren og/eller udlægningen af Åb. Helt overordnet er jeg af den opfattelse, at Gunni Bjørsted gør for lidt ud af selve Jesu genkomst og dommedag. Det gør ikke alene Åb uret, men forsømmer også at tage hensyn til en hel del af de tekstiagttagelser, Bjørsted fremlægger. Bjørsted er bedst, når han holder sig tæt til de konkrete tekster.