Er forkert lære egentlig så alvorlig?

Spørgsmålet i titlen på dette indlæg stilles vist ikke så tit, ikke direkte i al fald. Men lad os nu alligevel stille det, og lad os stille det til en, der kan besvare det med autoritet.

Der er altså ingen grund til at spørge dem, der er ligeglade med Gud og hans ord, når det kommer til stykket. For sådanne mennesker og sådanne foreninger er jo ikke kristne i det hele taget. Kristen kan man kun være, når man har hørt Guds Ord og er kommet til tro på evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Er man kommet til tro ved Guds ord, siger det sig selv, at man også lytter til og bøjer sig for dette ord. Der er nemlig ingen anden vej at komme til tro på, end ved at høre loven afsløre ens synd og høre og tro evangeliet.

Er forkert lære alvorlig for kirken og for kristne? Er det ikke blot noget, emsige teologer hævder, fordi de så kan bevare magt i kirken? Er det ikke bare udtryk for en optagethed af kritik og polemik, som afslører en lidt usund psyke, og som flytter opmærksomheden fra det væsentlige – som f.eks. at nå nogle flere mennesker med evangeliet?

Guds Ord er en lygte (Sl 119,105)

Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. (Sl 119,105)

Den situation, som salmisten anvender som billede, er velkendt for alle, der ikke lever i moderne veloplyste byer. Er der mørkt – især sådan som der er, hvis månen ikke lyser – kan man bogstaveligt ikke se en fods afstand for sig, langt mindre finde vej. Mørke gør en hjælpeløs og er desuden farligt.

Sådan er den åndelige situation for os mennesker. Uden Guds ord lever vi i åndeligt mørke. Guds ord derimod er en lygte for vores fod. Guds ord oplyser vejen for os, så vi kan se, hvor vi skal gå, og så vores vej, dvs. vores liv, ikke er farligt for os.

Som vi særligt lærer i Romerbrevet og Galaterbrevet, men også i Guds ord som helhed, består Guds ord af to dele. For det første loven, som lærer os om Guds vilje og afslører vores synd. For det andet evangeliet, som forkynder syndernes forladelse for Kristi skyld. I én forstand er hele Guds ord en lygte, der oplyser os om Guds vilje. I en anden forstand er det kun evangeliet, der er det, for det er alene evangeliet, der kan oplyse os til tro og frelse.

Det er altså ikke vores tænkning, vores følelser, vores indsats eller hvad vi ellers kan komme i tanke om, som lyser for os. Det er heller ikke alt dette, som i virkeligheden sætter Guds ord, Bibelen, i stand til at lyse for os. Tværtimod er det selve Guds ord, der lyser – og lyser for os.

Konsekvensen heraf er særdeles grundlæggende. For det første betyder det, at al lære, dvs. al kristendom og al teologi, skal hentes i og uddrages af Guds ord. Det er hele menighedens ansvar at sørge for, at deres kirkes lære er uddraget af Guds ord. Der er i øvrigt så mange advarsler mod forkert lære i Bibelen, at ingen kan undskylde sig. Vil man undskylde sig eller andre, gør man sig medansvarlig.

For det andet betyder det, at al forkert lære ikke stammer fra Guds ord, Bibelen. En sådan forkert lære er altså ikke lys, men mørke, og den leder dem, der tror på den, ud i mørke og fortabelse. Desværre er det sådan, at alle hævder, at deres lære og teologi er den rigtige. Nogle gør det med rette, andre med urette. De, der tror de sidstnævnte, bliver altså i bedste fald ledt vild; i værste fald er der tale om bedrageri mod bedre vidende. Det må man jo nærmest tro, er tilfældet, når folk ikke vil forsvare og begrunde deres lære ud fra Skriften, men tværtimod anklager Skriften for ikke at være klar og entydig. De gør Skriften til mørke for at forsvare deres egen vranglære.

Forbandet være den, der forkynder et andet evangelium (Gal 1,8)

Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. (Gal 1,8)

Paulus var bestyrtet over, at galaterne vendte ryggen til det, Paulus havde forkyndt og lært dem. Han spørger, hvem der har forhekset dem (Gal 3,1). Det er i al fald ikke en tro og lære, som Helligånden skænker. Konkret taler Paulus om at prisgive retfærdiggørelseslæren og erstatte evangeliet med lovens krav om bl.a. omskærelse (Gal 2,16; 5,2f; 6,12). Det er at begynde i Ånd, men fuldende i kød (Gal 3,3). Det er at prisgive den kristne frihed.

Men Paulus taler helt generelt i begyndelsen af Galaterbrevet. I Gal 1,7 taler han om at ‘ændre,’ dvs. forvrænge Kristi evangelium. Og i Gal 1,8 taler Paulus om at forkynde evangeliet ‘i modstrid med’ det evangelium, Paulus forkyndte. De falske forkyndere, som Paulus advarer galaterne imod, forkyndte næppe på en måde, så de direkte modsagde Paulus’ forkyndelse. En sådan vranglære burde være nem at afsløre, selv om f.eks. folkekirken har utallige eksempler på, at mange har svært ved det. Men vranglære er som regel formuleret, så det fremtræder som en uddybelse eller et supplement. De falske lærere hos galaterne sagde, at der var noget, galaterne manglede.

Paulus tager sit ansvar for galaterne alvorligt og udlægger derfor ikke kun den rette lære for dem, men han afslører også den falske lære og forklarer, hvad konsekvensen i virkeligheden er. Det, galaterne troede, var et supplement til evangeliet, er i virkeligheden en tilsidesættelse af evangeliet. Den medfører, at galaterne – og alle andre – skal overholde hele loven for at blive frelst. Det er imidlertid umuligt. Galaterne går altså fortabt, hvis de tror de falske lærere.

Det er konsekvensen af at tro den forkerte lære. Nu er der nogle, der vil bruge den konkrete situation hos galaterne til at sige, at det kun er retfærdiggørelseslæren, som er så vigtig. Eller man abstraherer endnu mere og siger, at man ikke er i farezonen for det, Paulus taler imod, hvis blot man tror på Jesu død for os.

Det kan være sandt nok, men så må man gøre som Paulus og nøje undersøge, hvad der hører med til evangeliet. Man går i virkeligheden de falske forkynderes og læreres ærinde, hvis man bare tager for gode varer, at evangeliet ikke er ændret. Det er jo netop Paulus’ argument, at de falske lærere faktisk berøver galaterne evangeliet.

Fordi den forkerte lære ikke frelser, men tværtimod prisgiver dem, der tror den, derfor forbander Paulus dem, der forkynder den falske lære.

Nu om dage forsøger mange at erstatte spørgsmålet om, hvad der er den sande lære, med et nyt kriterium. Man henviser til, at de, der forkynder, forkert og falsk lære, jo er fromme, velmenende folk. Heldigvis er der nogle, der er velmenende. Men der er også mange, der ikke er. Det bliver som regel tydeligt, hvis man går ind i en debat med dem. Så dropper man den saglige diskussion og anlægger en tostrenget strategi. På den ene side angriber man dem, der lærer og forsvarer den sande lære: De siger ikke tingene på den rigtige måde (jf. ““Det er måden, du siger det p唓), er for vedholdende og forstår ikke, at en god “diskussion” helst skal give begge ret, så alle er glade. På den anden side fremstiller man sig selv som troværdig – eller lader andre gør det.

Paulus fremstiller rent faktisk også sig selv som troværdig. Han vil nemlig ikke selv vide af noget som helst andet end evangeliet om Kristi kors. Hans egen prædiken- og missionsvirksomhed foregår under korsets fortegn (1 Kor 2,1-5). Men det betyder på ingen måde, at Paulus vil tolerere forkert lære hos sig selv eller hos andre forkyndere. Forkert lære kan ikke forsvares med personlig “troværdighed.”

Det er dét, der er pointen i Gal 1,8: “Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.” Selv hvis man forestillede sig, at en engel, dvs. ‘et sendebud,’ fra Himlen forkyndte falsk lære, skal man ikke tro det. Ikke engang hvis en apostel forkynder i modstrid med den sande, rene lære, skal man tro på det. Apostlen Paulus kritiserer faktisk apostlen Peter for at lede galaterne i uføre. I tidens løb har der været mange, der hævdede at være “sendebude” fra Himlen. Dem skal man ikke tro.

En sådan falsk forkynder er “forbandet,” siger Paulus. Deres forkyndelse leder folk i fortabelse og Helvede. For den fører i realiteten til, at de, der tror på denne forkyndelse, skal holde hele loven til punkt og prikke for at blive frelst.

Hvad vi skal lære

På den baggrund må det konstateres, at falsk lære, et falsk evangelium, er dødsensfarligt for tilhørernes åndelige liv. Den falske lærer prisgiver evangeliet. Den prisgiver også dem, der tror på den. Ja, den prisgiver endog dem, der forkynder den forkerte og falske lære, og sætter dem under Guds vrede og forbandelse.

Der er talrige andre steder i Skriften, der lærer det samme som disse to vers og advarer mod falske profeter og lærere.  Forkert eller falsk lære er alvorlig, bogstaveligt talt dødsens- og Helvedes-alvorligt. De to vers, jeg har gennemgået, er jo ikke svære at forstå.

Derfor er det uforståeligt, når kristne, ja, når selv lærere og forkyndere forsvarer den forkerte lære og angriber dem, der lærer og forsvarer den sande lære. De burde i stedet sætte alt ind på at tilegne sig den rette lære, så de kan frelse både sig selv og deres tilhørere.

Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (1 Tim 4,16).

Det er dobbelt tragisk, når falske lærere og forkyndere henviser til egen “troværdighed.” Eller når falske lærere og forkyndere forsvarer hinandens troværdighed og i stedet angriber retlærende kristnes. Kun når ens tro, lære og bekendelse er uddraget helt og holdent af Skriften, er den troværdig, for så er det nemlig Guds ord. Og Guds lyser for os og frelser os. Intet andet gør.

Konkordieformelen – det lutherske bekendelsesskrifter, som afsluttede årtiers læremæssige diskussioner og blev underskrevet af over otte tusinde teologer og menighedsrepræsentanter – indleder sammenfatningen af de trosartikler, der var strid om, med følgende (Epitomen, Om den korte sammenfatning, regel og rettesnor, 1):

Vi tror, lærer og bekender, at den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal prøves på og dømmes efter, er de profetiske og apostoliske skrifter i Det gamle og Det nye Testamente, således som der står skrevet:

“Dit Ord er en lygte for min fod, et lys på min sti” (Sl 119,105). Og Paulus siger: “Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer– forbandet være han!” (Gal 1,8).

Kristne som salt og lys (Alle helgens dag – Es 49,8-11; Åb 21,1-7; Matt 5,1-12; Matt 5,13-16)

Læsningerne til Alle helgens dag efter anden række – den første søndag i november, dvs. at det er den 2. november i 2008 – fokuserer på nåden og saligheden, hvis man da ellers vælger Matt 5,1-12 til prædiketekst. Man kan også vælge Matt 5,13-16 om disciplene som lys og salt. Den gammeltestamentlige læsning fra Es 49,8-11 beskriver nådens tid. Det gør Matt 5,1-12 også, men der er også motiver, som peger frem mod den fuldendelse, som vi særligt møder i lektien fra Åb 21,1-7.

Naturligvis skal der prædikes om dem, der er døde i troen og som derfor er hos Gud. Desværre er der denne dag en udbredt tendens til, at man ignorerer, at det kun er dem, der dør i troen, der bliver frelst og får evigt liv. Da der mange steder er tradition for, at man inviterer dem, som har mistet en pårørende siden sidste Alle helgens dag, forventer man ofte “kirkefremmede” denne dag. Det siger sig selv, at det kræver en vis takt, men der er langt fra at vise takt, forståelse og medfølelse til at lyve om, hvem der bliver frelst.

Prædikes der altså denne dag, som om fortabelsen ikke findes, eller som om alle bliver frelst, uanset om man tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som bar al verdens synd for os, så er man en løgneprædikant, der prædiker folk i Helvede. For Skriften er helt klar: Uden tro på Jesus Kristus bliver ingen frelst.

Nådens tid og frelsens dag (Es 49,8-11)

Den gammeltestamentlige læsning fra Es 49,8-11 følger op på de forjættelser, som Gud har givet fra begyndelsen. Allerede i 1 Mos 3,15 lærer vi om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved, dvs. besejre ham, der fristede Adam og Eva til det fald, der kostede dem og os det åndelige liv, Gud havde skabt os med og til. Og som følge heraf også kostede dem og koster os lidelse, sygdom og død (selv om man ikke kan nødvendigvis kan slutte direkte fra lidelse til personlig synd, jf. Men hvis I ikke omvender jer [21. s. e. Trin. – Ez 18,1-4; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9]). Også Abraham fik et løfte om denne efterkommer (1 Mos 22,18; mange gange fra 1 Mos 12,7). David fik også dette løfte (2 Sam 7,11ff).

Hos profeten Esajas får vi adskillige profetier om jomfruens og Davids søn. Den første profeti om Herrens tjener står i Es 42,1ff. Dagens gammeltestamentlige læsning er en del af den anden sang om Herrens tjener, som altså ikke ender med v. 6. Herrens tjener skal bringe evangeliet til såvel israelitter som folkene, helt til jordens ende (Es 49,6). Herrens tjener siger, at hans gerning umiddelbart ikke har båret frugt (Es 49,4). Det har Herren dog svaret på. Den første del af svaret får vi gengivet i v. 5ff, den anden del her i v. 8ff.

Kristus bringer nådens tid (v. 8)

Gud vil høre eller svare ‘i nådens tid’ og hjælpe Herrens tjener ‘på frelsens dag.’ Frelsen er den treenige Guds værk. Gud vil danne sin tjener og gøre ham til en pagt med folket – eller et folkets testamente, idet det jo ifølge Es 53 sker ved hans død og opstandelse. Han skal (gen)rejse landet og give øde arvelodder som arv. Der er ingen grund til ikke at tage arve-sproget i Es 49,8 med i oversættelsen. Det svarer i øvrigt også til sprogbrugen i f.eks. Åb 21,1-7. Så sandt det grundlæggende problem ikke er det geografiske Babylon, men det religiøse Babylon, dvs. trældommen under skyld og synd, så er der her ikke tale om en konkret genopbyggelse af Israel, men om frelse. På Jesu samtid forstod man netop ikke de gammeltestamentlige profetier, men misforstod dem, når man tolkede dem konkret, dvs. nationalt og økonomisk. Jesus forstod dem derimod om sin egen gerning for syndere. Han er blevet mellemmand mellem Gud og folket (1 Tim 2,5).

Jesus har i evangelieteksterne til nogle af de foregående søndage netop undervist os om, at Gud vil tage vingården fra israelitterne og størstedelen af jøderne og give dem til et folk, der vil bære omvendelsens frugter (jf. f.eks. Guds vingård og dens forpagtere (20. s. e. Trin. – Es 5,1-7; Rom 11,25-32; Matt 21,28-44)). Hedningefolk erstatter ikke Israel, for der er en rest, men de får del i Israels åndelige goder, uanset hvor de bor i verden (jf. Ef 2,11-22).

Evangeliet til syndere (v. 9f)

Esajas gengiver Herrens befalinger til sin Søn (v. 9). Han skal give frihed til fangne og kalde folk i mørke ud i lyset. Det, som der er tale om, er Kristi frelsergerning. Den frihed og det lys, der er tale om, er altså den frihed, man får ved at blive løst af sine synder. Det er den frihed, nøglemagten til at løse skænker. Lyset er det lys, som Herrens tjener og hans forløber, Johannes Døberen, skal forkynde, dvs. Kristus selv og evangeliet om ham. Mørket er derfor synd og vantro (jf. Es 42,21f).

Med et billede fra landsbrugsverdenen får vi at vide, at Herrens tjener er den gode hyrde, som vil sørge for føde til dem, der tror på ham (jf. f.eks. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]). Selv der hvor der normalt ikke er græs – langs vejene og på de øde vidder, der vel skal forstås som de veje, der fører fra det billedlige Babylon, hvor man er bundet i trældom under synden, til Israel, kirken, hvor man sættes fri fra synd og skyld.

Fordi Herrens tjener skal sørge for dem, han udfrier, så siger Gud i v. 10, at de frelste hverken skal sulte eller tørste. Det handler igen ikke primært om konkret, fysiologisk sult og tørst, selv om Gud faktisk lover at sørge for sine. De skal ikke plages af månen, hvilket vel betyder, at de ikke skal ledes vild af den om natten. De skal heller ikke plages af den forfærdelige varme, som er så velkendt i bl.a. Israel. Det, det handler om, er Kristi barmhjertighed og kildevæld med livets vand. Det er altså det religiøse, dvs. forholdet til Gud, som de vil få hjælp med.

V. 9 og 10 handler med andre ord om den sult og tørst efter retfærdighed og livets vand, som vi også hører om i Matt 5,1-12 og Åb 21,1-7.

Med endnu et billede beskrives i v. 11, hvordan Gud vil bringe frelse. Bjergene, som er ufremkommelige, bliver gjort til veje; alle Herrens stier skal gøres høje, dvs. gøres til gode veje. Jesus sagde netop om sig selv, at han er “vejen, opstandelsen og livet” (Joh 14,6).

Es 49,8-11 er altså en beskrivelse af den frelse, som Herrens tjener vil bringe til dem, der lever i trældom under skyld og synd. Forudsætningen er hans egen offertjeneste, som Esajas profeterer om i Es 53.

I øvrigt læses de efterfølgende vers i Es 49,13-18 på 22. søndag efter Trinitatis efter anden række.

Fuldendelsen (Åb 21,1-7)

For en udlægning af denne tekst henvises til min blog om Johannes’ Åbenbaring. Indlægget “En brud smykket for sin mand (Åb 21,1-7 samt Åb 21,8)” er skrevet i anledning af Alle helgens dag.

Hvor syndernes forladelse er, er der evigt liv og salighed (Matt 5,1-12)

Denne evangelietekst har jeg tidligere gennemgået: Alle helgens dag – Matt 5,1-12.

De kristne som lys og salt (Matt 5,13-16)

Når kristne lever under lov og evangelium og bekender deres synd og får tilgivelse ved evangeliet, så virker Helligånden helliggørelse og opfyldelse af loven, for kærlighed er lovens opfyldelse (jf. Rom 13,10; 1948-oversættelsen).

Sådanne kristne vil på forskellig måde forkynde lov og evangelium. Nogle har fået det hellige prædikeembede, så de skal gøre det offentligt, hvilket i praksis også vil sige, når man er på hus- og hospitalsbesøg. Men alle kristne har fået til opgave at forkynde Guds lov og Guds velgerninger i Kristus. Det gælder jo særligt forældrene i familien. Når vi gør det, er vi salt i verden og lys, ligesom en by på et bjerg er synlig for alle.

Som salt (v. 13)

Saltet kan miste sin kraft eller salt-hed, og bliver værdi- og effektløs. Det dur kun til at smides ud og trampes ned af mennesker. Men ordentlig salt har fire funktioner, som Kretzmann gør opmærksom på:

  • Salt er hvidt og rent
  • Det forhindrer hurtig forrådnelse
  • Det bevarer føde og smag
  • Det gør mad velsmagende og sund

Sådan skal kristne være. Det er nemlig en selvmodsigelse at være kristen, hvis man ikke er lys og salt. Så sker der det, der sker med et lys under en spand. Det går ud, i stedet for at lyse for alle i huset. Kristne skal altså være hvide og rene, dvs. retfærdiggjorte og helligjorte. Kristne skal modvirke forrådnelse i samfundet (jf. 1 Kor 15,33).

Men kristne kan ophøre med at være kristne. Hvis man ignorerer Ordet og sakramenterne, så vil man miste troen, og synden, djævelen og verden vil få magten. Det er jo desværre det, vi ser i vor tid. “Kristne” lever ligesom alle andre. Mange foregiver ikke engang at være kristne i deres livsførsel. Man lever som hedningerne. Sandheden er også, at man ikke længere er Jesu disciple. Man er som saltløs salt, dvs. det giver ikke engang mening at tale om salt, dvs. om disciple. Derfor er det altafgørende, at hovedartiklen, læren om retfærdiggørelsen holdes i hævd, så lov og evangelium forkyndes. Kun det kan bevare kristne som kristne.

Som lys (v. 14f)

Jesus konkluderer, at således skal vores lys skinne for mennesker, så de ser vores gode gerninger og priser vores fader, som er i Himlene.

Det er Kristus, der er verdens lys (Joh 1,9; 8,12; 9,5; 12,35). Men ved at leve under lov og evangelium kan troen bevares i os, så vi er lysets børn og ‘skinner som lys’ i en forkvaklet og forvildet slæg (Fil 2,15).

For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn … (Ef 5,8)

Hvis man ser bort fra krigstilstande, hvor mørkelægning kan være påbudt, er det jo velkendt, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules. Man vil se den på lang afstand. Sådan skal kristne være synlige. En nutidig illustration ville måske være nattebilleder fra rummet. Det er meget tydeligt, hvor der er byer.

Kristne er per definition sådanne lys. At tænke sig det anderledes svarer til at tænde en lampe og sætte den under en skæppe. Grundteksten taler egentlig om en beholder på knap ni liter, men det er ikke pointen. Pointen er, at lampen går ud og følgelig ikke lyser for nogen som helst. En lampe, der ikke lyser, fordi den står under noget, er en selvmodsigelse. Den skal naturligvis stå, så den lyser mest muligt.

Som det fremgår af Matt 5,17ff, er der nogen, der sætter deres egen lære i stedet for lov og evangelium. De sætter dermed også deres egen ære i stedet for Guds. Måske får de ære af mennesker for en tid, men det fører ikke til, at folk priser farisæernes og de skriftkloges himmelske fader. Tværtimod. Denne verden er dog ikke ligefrem kendt for at ære hyklere, så før eller siden går det ofte sådan, at de heller ikke selv får ære fra mennesker.

Lad jeres lys skinne! (v. 16)

Kristus befaler os altså at lade vores lys skinne for mennesker. Det skal vi gøre, for at mennesker skal se vores gode gerninger og prise vores himmelske fader.

Det er altså direkte i strid med Kristi befaling og derfor ulydighed mod ham, når man ikke vil bekende hans ord, hans lov og hans evangelium. Når vi nu har så klare befalinger, hvordan kan det så være, at så mange enkeltpersoner, menigheder, organisationer og endog lande, som kalder sig “kristne” i en eller anden forstand, ikke alene ikke bekender Guds lov og Kristi evangelium, men tilmed beder kristne, der gør det, om at “dæmpe sig”? Hvis de da ikke ligefrem bekæmper dem? Hvorfor vil man ikke lade verden se den kraft, som Gud virker med i os kristne, så mennesker kan ære Gud?

Denne manglende tillid til, at Gud virker i os og virker for os under alle forhold, kan stamme fra vantro eller være udtryk for en liden tro, sådan som det ofte gjaldt disciplene. Derfor minder Kristus os ofte om, at Gud har omsorg for os under alle forhold (Matt 6,25-34; 8,23-27; 14,22-34). Vi skal se på Gud og hans mægtige kraft, som virker hos os og i os ved hans Ord og Helligånden i stedet for at se på vores syndige og svage kød, på verdens spot, hån, trusler og forfølgelser.

Vi skal lade vores lys skinne, ikke for at vi skal roses og æres, men for at Gud kan blive æret, når mennesker slutter sig fra virkning til årsag.

… ‘uden at agte på’ eller ‘uden at skelne’ (1 Kor 11,29)

Oversættelserne

De danske

1819-oversættelsen: “Thi hvo som æder og drikker uværdeligen*, æder og drikker sig selv til Dom, idet han ikke gjør forskel paa Herrens** Legeme.”
1907-oversættelsen: “Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legemet.”
1948-oversættelsen: “Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens** legeme, spiser og drikker sig selv en dom til.”
1992-oversættelsen: “For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.”
Wierøds oversættelse (1997): “Thi den, som spiser eller drikker uværdigt,* [det vil sige:] uden at han skelner, [at det er] HErrens** legeme, spiser og drikker sig en dom over sig selv!”

Andre sprog

Luther Bibel (1545): “Denn welcher unwürdig* isset und trinket, der isset und trinket ihm selber das Gericht damit, daß er nicht unterscheidet den Leib des HErrn**.”
King James Version (1611): “For he that eateth and drinketh unworthily, eateth and drinketh damnation*** to himself, not discerning the Lord’s** body.”
New King James Version (1982): “For he who eats and drinks in an unworthy manner eats and drinks judgment to himself, not discerning the Lord’s** body.”
New American Standard Bible (1995): “For he who eats and drinks, eats and drinks judgment to himself if he does not judge the body rightly.”
Svenska FolksBibeln (1998): “Ty den som äter och dricker utan att urskilja Herrens** kropp, han äter och dricker en dom över sig.”
English Standard Version (2001): “For anyone who eats and drinks without discerning the body eats and drinks judgment on himself.”
NET Bible (2004): “For the one who eats and drinks without careful regard**** for the body eats and drinks judgment against himself.”

Og så grundteksten

Grundteksten: ho [bestemt artikel: ‘den’] gar [for] esthiôn [spisende] kai [og] pinôn [drikkende] krima [dom] heautô [til/for sig selv] esthiei [spiser] kai [og] pinei [drikker] mê [ikke] diakrinôn [skelnende] to sôma [legemet].

Noter:

* Gengivelserne ‘unwürdig’ (Luther Bibel), ‘unwortily’ (King James), ‘uværdeligen’ (1819-overs.), ‘in an unworthy manner’ (New King James), ‘uværdigt’ (Wierød) skyldes, at man bruger en anden udgave græsk tekstudgave, end den jeg har gengivet ovenfor. Det græske ord, der gengives, bruges i v. 27: anaxiôs.
** Tilsvarende med ‘des HErrn’ (Luther Bibel), ‘the Lord’s’ (King James og New King James) ‘Herrens’ eller HErrens (1819- og 1948-oversættelsen; Wierød; Svenska FolksBibeln). Her følger man senere håndskrifter, der har ordene tou kuriou.
*** Et alternativ til ‘damnation’ er ‘judgment’, oplyser KJV.
**** “The word more literally means, ‘judging between, recognizing, distinguishing’,” anfører NET Bible i en note.

Det vanskelige udtryk

Hvad er det, der gør, at man kan spise og drikke en dom ned over sig? Af de foregående vers fremgår det, at man fejrer nadver uværdigt (1 Kor 11,27). Det siges udtrykkeligt i v. 27, at man forsynder sig imod eller pådrager sig skyld over for “Herrens legeme og blod,” når man spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger (bedre: kalk) på en uværdig måde. Derfor skal enhver i øvrigt ‘prøve’ sig selv først. Men hvorfor er det sådan?

Oversættelserne gengiver teksten i v. 29 på vidt forskellig måde. Så forskellig, at man godt kunne få den tanke, at oversætterne i virkeligheden har forskellig lære om nadveren, når det kommer til stykket. Det drejer sig om frasen mê diakrinôn to sôma (μὴ διακρίνων τὸ σῶμα; ikke skelnende legemet].

‘Skelnende’

1819-oversættelsen oversætter diakrinôn meget direkte med ‘gøre forskel på.’ Wierød oversætter med ‘at skelne.’ Det svarer i realiteten til Luthers ‘unterscheiden’. Hvis King James og New King James bruger discern i betydningen ‘to recognize or identify as separate and distinct’ (Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary), hører disse oversættelser måske også med i denne gruppe.

1807- og 1992-oversættelserne oversætter med ‘agte på,’ mens 1948-oversættelsen bruger ‘at ænse.’ Her er der ikke længere tale om en oversættelse, hvor man kan høre, at det græske ord angiver, at man mentalt opererer med to faktorer, som man altså skal skelne imellem.

Det behøver der heller ikke nødvendigvis at være. Det kommer helt an på sammenhængen. I 1 Kor 4,7 spørger Paulus, ‘hvem [der] giver dig nogen særstilling.’ Altså: Hvem har gjort forskel på dig og andre. I 1 Kor 6,5 spørger Paulus, om menigheden ikke har nogen, som magter at skelne tingene, og derfor kan afgøre sager, mellem de kristne. I 1 Kor 11,31 er der tale om at ‘skelne sig selv,’ dvs. vurdere, om man er er det ene eller det andet.

I 1 Kor 14,29 er der tale om, at nogen taler profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. De skal vurdere eller bedømme, dvs. egentlig skelne lyde og ord, så de forstår, hvad der bliver sagt. Og så de eventuelt kan afgøre, om det, der bliver sagt, er sandt. Det skal Guds menighed ifølge 5 Mosebog 13,2ff. I 1 Kor 12,10 bruges det tilsvarende navneord om nådegaven at ‘skelne’ ånderne, dvs. bedømme, om det er en falsk ånd eller Helligånden, der taler gennem den, der gør krav på at have fået Helligånden.

Nu skal man ikke tro, at et ords betydning er summen af alt, hvad ordet betyder på alle de steder, hvor det forekommer. Det manede James Barr i jorden for over 45 år siden. Man skal heller ikke tro, at det kun er de steder, hvor ordet forekommer, som man skal tage med i betragtning. Man skal heller ikke forsøge at finde ordets “grundbetydning,” hvergang man støder på et ord. Selv om en sådan grundbetydning måske kan analyseres frem, er det ikke sikkert, at grundbetydningen længere kan og skal gøres gældende i en given kontekst.

Men der er heller ingen grund til ikke at spørge, om ordets grundbetydning er den bedste oversættelse eller i al fald en mulig oversættelse. Betyder udsagnsordet altså ‘skelne (mellem noget)’ eller ‘at rette sin opmærksomhed på, ænse, agte på’? Der er i al fald helt klare steder i Det nye Testamente, hvor udsagnsordet anvendes om at skelne eller gøre forskel: ApG 15,9 og Hebr 15,4.

Efter alle disse overvejelser er det på tide at kigge på 1 Kor 11,29 igen.

‘Legemet’

Udsagnsordet bruges egentlig med to (eller flere) led eller faktorer, som der skal skelnes mellem. Men som det så ofte sker, udelades det ene ofte. Her er det konkret: ‘legemet’ og noget andet. Nemlig det, som ikke er ‘legemet.’

Ordet ‘legeme’ bruges helt entydigt om Herrens legeme, som man får i, med og under – altså i forening med – brødet i v. 24, ligesom bægeret (bedre: kalken) i v. 25 giver fællesskab, dvs. delagtighed i, Herrens blod ifølge 1 Kor 10,16. Også 1 Kor 11,27 viser, at brødet og vinen er forenet med Herrens legeme og blod.

Derimod bruger Paulus i 1 Kor 11 ikke ordet ‘legeme’ om kirken. Det gør han i 1 Kor 10,16f, men der er Kristi legeme netop konstitueret af, at det velsignede bæger giver delagtighed i Kristi blod, ligesom det brød, vi (velsigner og) bryder, giver delagtighed i Kristi legeme. Kirken er ét legeme, fordi vi får del i Kristi legeme. Kirken er i øvrigt også et legeme, fordi vi er døbt med den ene Ånd til at være ét legeme. Man kan sige, at dåben er en primær grund, mens nadveren er en sekundær grund.

‘For’ eller ‘thi’

Ordet ‘for’ (gr. gar) i 1 Kor 11,29 viser, at v. 29 begrunder v. 28. Her er der tale om, at et menneske (dvs. ethvert menneske) skal prøve sig selv og således (gr. houtôs) spise af brødet og drikke af bægeret (bedre: kalken). V. 29 er altså færdiggørelsen af en tankerække, der begynder med v. 23, og derfor er det realpræsensen, dvs. det reale nærvær af Jesu legeme og blod i, med og under brød og vin, der er tale om i v. 29.

Men Paulus taler ikke desto mindre kun om at ‘skelne legeme,’ ikke om at skelne legemet og blodet. Forklaringen herpå kan være, at det er en slags forkortelse. Men jeg tror nu, der kan være en forklaring mere. I 1 Kor 10,17 er det brødet – brødlegemet, som Luther med rette kalder det et sted – som der gør, at alle kristne (som deltager i nadveren) er ét legeme.

Reelle konsekvenser

1 Kor 11,30 siger direkte, at det har drastiske konsekvenser at fejre nadveren uværdigt. Det er derfor, siger Paulus, at der er mange svage og syge i menigheden i Korinth. Ja, der er endog nogle, der dør af den grund.

Nadveren og Paulus’ konkrete anliggende i 1 Kor 11,17-34

Paulus har altså vist os selve nadverens væsen, realpræsensen, i 1 Kor 10,16f og 1 Kor 11,23-27. Ordenes simple og ligefremme betydning siger, at vi sammen med brød og vin får Jesu sande legeme og blod, ikke kun et symbol på det.

Fordi det at få Herrens legeme (og blod) gør, at vi er ét legeme, Kristi kirke, er det altså direkte i modstrid med nadverens væsen, når man fejrer nadveren på en måde, der benægter denne enhed.

Paulus anliggende er i øvrigt ikke, at der ikke må være forskel, så nogle har mere end andre. Men de splittelser, som der er i menigheden, skal overvindes, ikke ved en socialistisk udjævning af sociale forskelle, men ved en fælles lære og tro på evangeliet, en fælles etik og altså også ved en nadverforvaltning i enhed og enighed (1 Kor 1,10; 11,17). Helt konkret er det forkert, når en sulter, mens en anden spiser og drikker sig beruset.

Men det er endnu mere forkert,  når man fejrer nadveren uden at være enig om læren: evangeliet (1 Kor 1–4), realpræsensen (1 Kor 11,17-34) og f.eks. dåbens reale karakter som indpodning af alle på Kristi legeme ved den ene Ånd (1 Kor 12,13), som genføder og fornyer i dåbens bad (Tit 3,4-7).

Men en rigtig løsning er ikke at danne separate kirkesamfund, men at vende sig fra den falske lære og praksis til den rette lære og en ret forvaltning af sakramenterne. Danner man separate kirkesamfund, kan det ganske vist give enighed om læren, men en enighed, der er i strid med Kristi åbenbarede vilje i Skriften. Skriften formaner enhver kristen til at forlade et sådant samfund og advarer i øvrigt stærkt mod ikke at blive i Kristi lære (Joh 8,31f; 2 Joh 9).

Vælger man at danne kirkesamfund, hvor man lærer falsk om dåben og nadveren, ja, om evangeliet, gør man i virkeligheden det samme som dem, Paulus irettesætter i Korinth.

Se også følgende artikler om 1 Kor 11: