Det sande vintræ (18. s. e. Trin. – Sl 121; 1 Joh 4,12-16a; Joh 15,1-11)

Læsningerne

Læsningerne til 18. søndag efter trinitatis efter anden række (vedrørende første række, se her: 17. søndag efter Trinitatis – Luk 14,1-11) – denne søndag falder i 2008 på den 21. september – er Sl 121, som lærer os om Herrens trofasthed; 1 Joh 4,12-16a, som handler om Guds og vores kærlighed og forholdet mellem disse to; og evangeliet i Joh 15,1-11, som forkynder vores totale afhængighed af Kristus som den, der frelser og giver liv fra først til sidst. Vi retfærdiggøres på grund af Kristi ord. Vi helliggøres ved at være og blive i Ham. Udenfor Ham er der hverken retfærdiggørelse eller helliggørelse.

Sl 121

Overskriften er ‘en valfartssang,’ men det er en tolkning, som efter min vurdering er alt for “bogstavelig.” Luther bruger Sl 121,8 i sin Lille bog om dåben: “Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Det omslutter hele livet fra dåb til død.

I v. 1 siger salmisten, at han løfter sine øjne mod bjergene. Det er som med ordet “himmel.” Gud bor ikke konkret på et bjerg, men men det er en metafor for Guds bolig, ja, for Gud selv. Spørgsmålet om, hvorfra salmisten skal få hjælp, er retorisk og besvares i v. 2.

Hjælpen kommer fra Herren, som har givet sit løfte om frelse og oprettet et testamente med sit folk. Ja, Guds Søn oprettede et nyt testamente ved sin død og opstandelse. “Herren” (JHVH) er det navn, som løftets, testamentets (eller pagtens) Gud har åbenbaret sig under.

Han er himlens og jordens skaber. Han kan så let som ingenting hjælpe, når hår han vil, og sådan som han ser, det er bedst. Kristus viser os, at han vil os det bedste. Han er vores himmelske Fader, uanset hvad der sker, og uanset hvordan vores fornuft måtte vurdere det.

Herren er altså almægtig og villig til at hjælpe. Mang mener, at det er pilgrimme på vej til Jerusalem, som det handler om. Selv om det også kan være det, så handler salmen ikke specielt om det, men om hele livet (jf. neden for).

I v. 3 er der tale om, at Gud værner os mod al fare eller (objektiv) usikkerhed. Begrundelsen er ikke, at vi har styr på vores liv, men at ‘han, som bevarer os,’ ikke flader i søvn (sådan som Elias spottende siger, Ba’al gør, for at vise, at Ba’al ikke findes). I det hele taget forekommer verbet ‘bevare’ ofte i denne salme.

Det understreges kraftigt i v. 4, hvor Herren kaldes ‘han, som bevarer Israel.’ Israel er her kirken, dvs., dem, der før Kristi komme troede på Guds løfte om ham, der skulle komme, og dem, som efter Kristi komme tror på Ham, der er kommet som opfyldelse af disse løfter. Gud hverken sover eller falder i søvn, men bevarer dem, der ved hans ord tror på ham.

Testamentets Gud bevarer den, der læser/lytter/synger denne salme. Det siges i v. 5 med et udtryk, der henleder vores opmærksomhed på den aronitiske velsignelse. I v. 5b-6 bruges endnu en metafor til at bekræfte den troende i, at Gud beskytter og bevarer ham. Hverken om dagen eller natten skal vi frygte, for Gud er den, der bevarer os mod synd, død og djævel. Han har frelst os fra sin egen vrede(sdom) ved at lade sin elskede Søn bære og rammes af vores dom.

Herren vil, siger v. 7, bevare os mod alt ondt, hvilket ikke nødvendigvis betyder mod alt, der gør ondt. Men han bevarer os mod alt, hvad der virkelig kan skade os. Det er først og fremmest synd, død, Helvede og djævelen. Han vil bevare det liv, som han ved sit ord og sakramenter har skabt.

Ja, Gud vil bevare hans udgang og indgang, dvs. al hans færd og dermed hele hans liv fra dåb til død.

1 Joh 4,12-16a

Gud bliver i den, der tror (v. 12)

Apostlen Johannes begynder i dette stykke, som har Guds kærlighed som tema, med at slå fast, at ingen, dvs. intet menneske bortset fra Kristus, nogensinde har set Gud. Men Jesus har åbenbaret Faderen for ham (jf. Joh 1,18).

Normalt er den danske oversættelse fra 1992 karrig med småord, men her får vi en ekstra: “men.”

Nok er Gud usynlig, men han er ikke fjern. Tværtimod bliver han i os, hvis vi da elsker hinanden. For hader vi hinanden, vil Gud ikke blive i os. Så vil han forlade os. Så er vi som hedninger, der påny må omvendes, hvis vi skal blive frelst og have Gud blivende i os. Vores indbyrdes kærlighed er altså ikke årsag til, at Gud bliver, men indbyrdes had er bestemt årsag til, at Gud ikke vil blive boende i os.

Men bliver Gud i os, der takket være hans kærlighed og frelse elsker hinanden, vil hans kærlighed være fuldendt, dvs. være til stede i sin fylde, i os (v. 12).

Den dybe enhed (v. 13)

Johannes taler om, at at vi bliver i Gud og han i  os, sådan som Jesus gør det i Johannesevangeliet (jf. “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]). Hvordan ved vi, at vi bliver i Gud og han i os? Jo, fordi Gud har givet os af sin Ånd. Hader vi hinanden, forlader Guds Ånd os, ja, den treenige Gud forlader os. Men har vi Guds Ånd, så vi ved Ånden og Ordet tror, ja, så bliver vi i Gud og han i os.

Guds Søn som verdens frelser (v. 14)

Apostlen Johannes – og de øvrige apostle – har set og bevidner, hvad de rent faktisk så og hørte (1 Joh 1,1-3), sådan som de også blev kaldet til det (Mark 3,14; ApG 1,21). De bevidner det, de så: At Faderen har sendt sin Søn fra evighed af som ‘verdens frelser.’ Guds Søn, undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria, skulle lide, dø og opstå for alle menneskers synd og dermed blive verdens frelser, alle menneskers frelser. Uden tro kommer det dog ikke nogen til gode, så derfor må evangeliet forkyndes, så Guds Ånd kan virke troen.

Den kristne bekendelse (v. 15)

Den, der har Helligånden, vil også – i det mindste i sit hjerte – bekende, at Jesus er Guds Søn (jf. også 1 Kor 12,3).

Kun den, der har hørt evangeliet og ved Guds Ånd er kommet til tro, kan bekende, at Jesus er den evige Guds Søn. I ham bliver Gud, og omvendt.

Det er et af de steder, som begrunder Den athanasianske Trosbekendelse. Uden troen på Jesus som Guds Søn, født af Faderen før alle tider, er man ikke en kristen.

Guds kærlighed (v. 16a)

Johannes siger, at vi har erkendt – kender – og troet den kærlighed, som Gud har til os. For det er den kærlighed, som fik Gud til at sende sin Søn som verdens frelser (jf. Joh 3,16).

Den kærlighed omfattes vi af fra først til sidst, sådan som det fremgår af Sl 121 – og af evangeliet til denne søndag.

Joh 15,1-11

Lignelsen om det sande vintræ er velkendt. Den er vigtig, bl.a. fordi den slår forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse fast. Retfærdiggørelsen er omtalt i v. 3, men størstedelen af lignelsen handler om helliggørelsen.

Vintræet og vingårdsmanden (v. 1)

Jesus er det sande, dvs. det genuine eller ægte vintræ. Det er ikke ordet ‘er,’ der skal forstås i overført forstand, men udtrykket ‘vintræ.’  Jesus sammenligner sig selv med et vintræ, og Faderen med en vingårdsmand, en vinbonde, som passer og plejer vintræet for at få så gode druer som muligt.

Som det fremgår af v. 2, hører der til billedet også grenene på vintræet, som bærer frugten. Den virkelighed, som Jesus taler om, er, at han er den, der skaber vækst til dem, der er blevet gjort til grene på vintræet.

Paulus taler i Rom 11 om både naturlige og vilde grene, men det er ikke i synsfeltet her. Her er alle grene podet ind på det sande vintræ ved dåb og tro.

Vingårdsbondens arbejde (v. 2)

Jesus beskriver, hvordan vingårdsbonden passer vintræet. Der er to muligheder (jf. αἴρειν og καθαίρειν).

Hvis der ingen frugt er på en gren, skæres grenen af. Det gælder hver eneste. Hvis en gren bærer frugt, renser han den, så den kan bære mere frugt.

Hvis et menneske bliver i Kristus og omvendt, hvis et menneske bliver i Faderen og Faderen i ham, så virker Gud ved Helligånden, at det menneske vokser et kristent menneskes vækst i erkendelse af troen og i de kristne dyder og i kampen mod kødet og alle dets gerninger (jf. Gal 5,17-25). Se også Ef 5,9; Hebr 12,11 og Fil 1,9-11. Frugten er ikke grene, som Lenski med rette siger. Det er altså ikke mission, denne lignelse taler om.

Det er ikke mere frugt, der frelser, men den, der ved troen er tilgivet og frelst, skal bære mere frugt, fordi det er Guds vilje.

Derfor renser vingårdsbonden, dvs. Gud, grenene. Der er altså ikke tale om, at kristne skal tage sig sammen og rense sig selv. Gud renser ved sit ord og ved sin Ånd. For derigennem bliver grenene på Jesus, og omvendt (jf. henvisningen ovenfor).

Der er desværre også grene uden frugt på vintræet. Ved Guds egen gerning ved ordet og i dåben blev de engang indføjet på Kristus, men nu har de forladt troen. Lignelsen om sædemanden forklarer, hvordan det kan gå til. Djævelen forfører og forfølger, og verden og kødet stiller sig gerne til rådighed.

Det er frygtelig trist, når det sker. Og det er frygtelig, for uden tro går et menneske evigt fortabt i en evig, pinefuld tilværelse i Helvede. Enten lader man sig rense, eller også bliver man bortrenset, hvis man skal prøve at oversætte de to græske ord.

Derfor formanes hver eneste kristen til flittigt at gøre brug af Ordet og sakramenterne, så Kristus kan skabe frugter ved nådemidlerne og Helligånden.

Ordet gør rent (v. 3)

“I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer,” siger Jesus til disciplene. Det ord er evangeliet, som de ved Helligånden tror. Og som med Abraham gælder det, at de troede Gud, og det blev regnet dem til retfærdighed (jf. Rom 4,3). Det er ikke helliggørelsen, der gør dem rene, dvs. det er ikke helliggørelsen, der gør, at de bliver frelst.

Det mente galaterne. De mente, de måtte overholde loven. Paulus viser, hvordan det betyder at falde ud af nåden, at blive afskåret fra Kristus, og at blive forpligtet på at holde hele loven.

Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.

Det er ene og alene Kristus, der skænker frelse. Selv om vækst og frugt hører med til kristenlivet, hører det ikke med til retfærdiggørelsen. Vil man på nogen måde inddrage frugterne, har man givet afkald på den kristne frihed fra loven. Man har ladet sig tvinge under trælleåg. Man er afskåret fra Kristus og faldet ud af nåden.

Når Skriftens ord er så klare om dette, er det dybt sørgeligt, at den rene forkyndelse af evangeliet er så sjælden. Der ligger et dække over ikke blot jødernes, men også mange “kristnes” øjne.

Men til disciplene lød det, at de allerede var rene på grund af det ord, Jesus havde talt til dem. Mest koncentreret er det det ord, som lyder i skriftemål og nadveren. Det skænker syndernes forladelse, og “hvor syndernes forladelse er, dér er der liv og salighed” (Luther).

Jesus har illustreret denne renselse ved at vaske disciplenes fødder. Frelsen og retfærdiggørelsen er altid og helt og holdent Frelserens gerning (jf. Joh 13,10).

Bliv i Jesus (v. 4f)

Derfor formaner Jesus disciplene til at blive i ham, og lover dem, at han vil blive i dem. Kun hvis de bliver i ham, kan de bære frugt. Der er ingen anden måde.

Udvortes kan mennesker nok gøre gode gerninger mod hinanden, men kristeligt betragtet er der ikke andre end kristne, der bærer frugt og altså gør gode gerninger. De vantro gør intet godt i Kristi øjne (Matt 7,22f).

Men i Kristus vil de kristne bære “megen frugt.” Sådan er det, selv om de kristne ikke selv ser det (jf. Matt 25,31-46). Frugt er ikke gerninger, som bringer én i fjernsynet. Den frugt, som Kristus taler om, er hverdagens gode gerninger. Det er kærlighedens gerninger, og hver en kristen kan være med.

Fortabelsen (v. 6)

Hvis man ikke bliver i Kristus, “kastes man udenfor,” som der egentlig står. Der visner grenene, bliver samlet sammen, kastet i ilden og brændes.

Den virkelighed, som Jesus taler om, er fortabelsen. Den er en realitet allerede her i denne verden. Guds vrede forbliver over den vantro (Joh 3,36). Der kan være hyklere, som udadtil opfører sig som kristne. De kan naturligvis blive i menigheden.

Men de, der ikke længere gør brug af Guds ord og sakramenter og lever et liv i daglig bod, skal heller ikke behandles af kirken, som om de stadig er kristne. Det er at lyve over for dem og dermed i virkeligheden fastholde dem i vantro og fortabelse.

Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag. (1 Kor 5,4f).

Men omvender den vantro ikke, får vantroen også konsekvenser i dommen, evige konsekvenser. Man kastes udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren, ud i ild- og svovlsøen, som det hedder i Johannes’ Åbenbaring. Det er den evige pinestraf, som Matt 25,46 nævner.

Den troendes bøn (v. 7)

Hvis de kristne bliver i Jesus og Jesu ord bliver i dem, så kan de bede om hvad som helst, de vil, og det vil blive opfyldt.

Det er ikke et løfte om at opfylde ethvert menneskes lyster. Det er et løfte om at opfylde det, som en kristen med frimodighed vil bede om, fordi han har Guds ord og løfter om at blive bønhørt (jf. Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]).

Gud vil uden tvivl opfylde den kristnes bøn om at bære meget frugt, for det er en bøn, som kan bedes i tillid til Kristi løfter og Kristi egen gerning i os.

Vi skal faktisk bede, for Jesus siger: “bed!” Det gør han også andre steder. Og med de store løfter, der er knyttet til bønnen, bør vi sandelig også gøre det.

Herliggørelsen af Faderen (v. 8)

Kristus siger, at hans Fader herliggøres af, at hans disciple bærer frugt, hvilket de gør, fordi der er og bliver i ham og altså viser sig at være hans disciple. Sådan bør man nok forstå verbet genêsthe (γενήσθε). Det er ikke, hvad vi gør, der herliggør Faderen, men det er den treenige Guds egen gerning, der herliggør Faderen.

Faderens og Sønnens kærlighed (v. 9)

Faderen har elsket Sønnen, og Sønnen har elsket disciplene på samme måde. Ja, han elsker dem så højt, så han nu, når han er færdig med at tale til dem, vil gå til Getsemane og senere til Golgata med deres, ja, al verdens synd (jf. v. 10).

Dette evangelium om Faderens og Sønnens kærlighed og frelsergerning er baggrund for Jesu formaning til disciplene om at blive i Kristi  kærlighed. For der er ikke frelse uden for.

At blive i Sønnens kærlighed (v. 10)

Jesu bud er først og fremmest, at vi skal blive i ham, dvs. blive i hans kærlighed og ord, som skænker os frelse og vækst. Hvis vi gør det, vil vi også blive i Sønnens, i Kristi kærlighed. Jesus sammenligner det med, at han selv har holdt sin Faders bud og bliver i hans kærlighed (jf. den dybe enhed, omtalt  ovenfor).

Glæde (v. 11)

Jesus forklarer, at han har sagt disse ting til dem, for at hans glæde kan være i disciplene. For det er, hvad Kristus skaber. Glæden er ikke frelsen, men at være frelst medfører en glæde. Ikke en glæde, som det denne verden og kødet kan give. Men en glæde, som netop er fra Kristus. En glæde, som er Kristi egen, og som derfor er fuldkommen. Fællesskabet i Faderen og Sønnen er fuld af glæde.

Kristi bud: Elsk hinanden, ligesom jeg har elsket jer (v. 12)

Kristus har elsket disciplene: Han har oplært dem i evangeliet og i at bede og tjene. Han vil nu gå til Getsemane og Golgata for at bære deres synd(er) og skyld. Han har bedt og vil fortsat bede for dem. Han har sørget for dem på enhver måde, sådan som det tjener deres virkelige bedste.

Sådan skal disciplene også elske hinanden. Det er Kristi bud. Det betyder ikke, at han dermed sammenfatter alle sine andre bud, men at han eksemplificerer dem (Lenski).

Jesus er og skal være det store forbillede på kristen broderkærlighed. En sådan broderkærlighed lyver ikke om læren, om hvad retfærdiggørelsen er eller om hvad der hører sig til et liv i kristen helliggørelse, sådan som mange gør i dag med en falsk og ugudelighed henvisning til “kærlighed.”

Dette vers hører ikke med til evangeliet til 18. søndag efter Trinitatis, men jeg tog det alligevel med.

Syndere har brug for en frelser (17. s. e. Trin. – Sl 40,2-6; Jud 20-25; Mark 2,14-22)

Dette indlæg er en korrigeret udgave af “De syge har brug for læge.” Sl 40 er en Kristus-profeti, hvilket desværre ikke fremgik af den første udgave, skønt det tydeligt fremgår af Hebr 10,5-7. Tolkningen af Sl 40 er derfor ændret.

Læsningerne

Læsningerne til 17. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det 14. september – handler om at sætte sin lid til Den treenige Gud og lovsynge Ham for frelsen. I Sl 40 priser David den lykkelig – eller salig, som tager sin tilflugt til Herren. Det menneske kan synge en ny sang for Herren. Det har David, der ifølge vers 13 er en synder, også gjort.

I Jud 20-25 formaner Judas læserne til at opbygge sig selv deres højhellige tro, bede i Helligånden og bevare sig selv i Gud kærlighed. Han giver endvidere anvisninger på, hvordan de skal forholde sig over for syndere. Brevet slutter med en lovprisning.

Evangeliet i Mark 2,14-22 beretter om Levis kaldelse til at følge Jesus. Hovedparten af stykket handler om, at Jesus spiser med toldere og syndere, der ligesom David har brug for syndernes forladelse og derfor holder sig til Jesus. De faster ikke, men fester med brudgommen! Man skal ikke leve på smalhans, når det gælder syndernes forladelse. Tværtimod.

Sl 40,2-6

Baggrunden

Det fremgår klart af Det nye Testamente, at Sl 40 er en profetisk salme om Kristus. Sl 40,7-9 citeres jo i NT:

Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da siger jeg: ‘Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig– for at gøre din vilje, Gud.’ ” (Hebr 10,5-7).

I vers 13 står der, at “Talløse ulykker omgiver mig, mine synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se; de er flere end hårene på mit hoved, og modet svigter mig” (Sl 40,13). Havde salmen handlet om David, ville det have været Davids egne synder.

Men nu er det Kristus, salmen handler om. David har altså fået åbenbaret (jf. “til David,” som der egentlig står i v. 1), hvad Kristus senere vil sige. Det er den inkarnerede Guds Søn, som taler. Han skal gøre Guds vilje, dvs. bære al verdens synd, for at David og alle andre kunne og kan få syndernes forladelse ved at tage deres tilflugt til Gud.

Kristi venten (v. 2a)

Kristus ventede på Herren (v. 2a). Efter sin guddommelige  natur var Guds Søn naturligvis fuld af tillid til sin himmelske Fader. Men her er der altså tale om, at Jesus Kristus også efter sin menneskelige natur ventede tillidsfuldt på, at hans himmelske Fader ville gribe ind i hans lidelser. Hvad han jo også gjorde.

Herrens frelsergerning (v. 2b-3)

I overensstemmelse med evangeliet bøjede Herren sig ned og hørte hans råb om hjælp (v. 2b).

Herren hjalp ham op af graven. Den var Kristus ikke endt i for sine egne synders skyld, men fordi han bar alle andres synders, ja, hele verdens synd. Al denne synd sammenlignes med slam og dynd. Synd er nemlig i lyset af Guds ord ikke tiltrækkende. Det er lige så ulækkert som slam og dynd, der er gået i forrådnelse.

Men som i Eden forsøger Djævelen at gøre synden lækker, og aldrig er det vist lykkedes så godt som i vores tid. Man synder løs i lære og liv, alt imens man forsvarer det som attraktivt. Men det er et bedrag, der stammer fra det syndige begær, sådan som f.eks. også Davids begær efter Batseba gjorde det. Men bøjer man sig for Guds dom over synden og bekender sin synd, så frelser Gud os.

Det skyldes, at Kristus ikke blev i graven. Da han havde båret og sonet al verdens synd i vort sted, erklærede Gud ham – og dermed i ham alle andre – for retfærdig og oprejste ham fra de døde. Han

blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os. (Rom 4,25)

Fordi Kristus led, døde og opstod i vores sted, er han nu en frelsens klippe for os. Ja, det er Gud selv, der frelser og bevarer de frelste. Sådan kaldes Jesus også for en klippe i Matt 16,18. Jesus var den klippe, der fulgte med i ørkenen og stillede israelitternes åndelige tørst (1 Kor 10,4).

På den klippe, som udgøres af, hvad Den treenige Gud har gjort og gør for at frelse os, kan vi stå fast. Han har ladet Kristus bære al vor synd, dø i vort sted og oprejst ham og retfærdiggjort ham i vores sted. Derfor kan vi stole på evangeliet om, at vi er tilgivet og retfærdige, ja, retfærdiggjorte i Kristus.

Alt andet er dynd og slam, som man ikke kan stå fast på, men tværtimod opsluges af og fortabes i.

Frelsens lovsang (v. 4a)

Kristus fik en ny sang lagt i sin mund. En lovsang til Gud, fordi Gud oprejste ham i vort sted. Den, som er tilgivet og retfærdiggjort, får også en ny sang, en ny lovsang lagt i sin mund og sit hjerte. Denne lovsang lovpriser Gud for hans frelsergerninger. Det er en lovsang, som også de frelste skal synge i evigheden ifølge Åb 5,9 og 14,3 (se også Sl 96,1 og 144,9).

Frygt og tillid (v. 4b)

David profeterer endvidere, at ‘mange skal se det og frygte.’ Den frygt, der er tale om, er ikke en angstens eller frygtens frygt, men den frygt, der udspringer af tro og tillid, altså gudsfrygt. “Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting,” som Luther forklarer det første bud. Hvad der skete med Kristus, forkynder alle menneskers synd, men er også Guds grundlæggende frelserhandling for os. Det skaber frygt og tillidsfuldt håb til Gud. “Mange … skal stole på Herren.”

Saligprisning (v. 5)

Kristus priser nu selv det menneske, der tager sin tilflugt til Herren og får tilgivelse, “salig” (1931-oversættelsen) eller “lykkelig” (1992-oversættelsen). David oplevede jo i øvrigt også selv, hvilken befrielse det var, da han holdt op med at benægte og fortrænge sin synd, og i stedet fik tilgivelse (jf. Sl 51,10). Men her er det Kristus selv, der siger det, der i øvrigt fremgår mange steder i Skriften.

Men selv om David og alle andre retfærdiggjorte oplever dette og kan føle sig “lykkelig” over det, så rummer ordet ‘salig’ (אַשְׂרֵי/μακάριος) mere end blot en subjektiv følelse. Der er tale om en objektiv tilstand, uafhængig af følelser, men naturligvis ikke uafhængig af tro, eftersom den, der prises salig, netop er den, der tror og altså tager sin tilflugt til Herren.

Modsætningen til at tage sin tilflugt til Herren er at vende sig til “dæmoner og til dem, der søger løgneguder,” hævder 1992-oversættelsen. Hvordan man er nået frem til oversættelsen ‘dæmoner,’ ved jeg ikke. Måske skyldes det, at det pågældende ord (רְהָבִים) er flertal af et ord, som antagelig fungerer som et egennavn: Rahab. Men her betyder ordet ‘dem, der trykker,’ dvs. ‘undertrykkere’ eller mere generelt ‘fjender.’ Den traditionelle oversættelse er ‘hovmodige.’ Der er ikke nogen grund til at afvige derfra. Parallelt hermed nævner Kristus ‘dem, der søger løgnen’ eller måske ‘dem, der bliver viklet ind i løgnen.’ I stedet for at tage sin tilflugt til Gud tager de vantro tilflugt til de mennesker, man tror, der kan være “gud” for en. De er hovmodige, fordi de tror, de kan være gud for sig selv og andre. De søger derfor løgne(guder) i stedet for den sande Gud, som har skabt himlen og jorden, som stedfortrædende har båret al verdens synd, hvorefter han opstod fra de døde, og som kalder, oplyser, helliger og opretholder os i den sande tro.

Ingen står mål med Kristi Gud (v. 6)

Jo, Gud har gjort store ting, siger Kristus. Kristus kalder Herren for sin Gud, sådan som David også gør det i Sl 45,8: “Du elsker ret og hader uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.” Kristus er Gud, ligesom Faderen er Gud.

Hvad han har gjort og gør, og hvad han har planlagt, er (til gavn) for os. Derfor er han i særklasse. Der er ingen andre guder end ham. “For os” kunne umiddelbart tyde på, at det er David, der indskyder en bemærkning. Men der er snarere tale om, at Kristus taler om sig selv og sine brødre, som han blev menneske for at frelse (jf. Hebræerbrevet, f.eks. Hebr 2,14f).

Guds mange undere og velgerninger kan ikke tælles, ellers ville Kristus gøre rede for dem alle. Det kan Kristus egentlig godt, men det er for omfattende i forhold til os.  Århundreder senere kunne Johannes konstatere det samme om Kristus selv!

Men vi kender jo de vigtigste af dem, og dem kan vi gøre rede for og prise Gud og hans Søn for!

Judas 20-25

I sit brev formaner Judas de kristne til at kæmpe for den tro, der engang for alle er overleveret de hellige (v. 3). Da Judas skrev dette, var der ikke mere, der skulle føjes til.

Derfor kan han også formane læserne, som for Kristi skyld er ‘elskede,’ til at opbygge sig selv på deres højhellige tro, dvs. den tro, som vi tror, altså læren. Den er ganske enkelt ‘hellig’ (formen er en elativ superlativ) eller ‘meget hellig, dvs. “højhellig,” som 1948-oversættelsen med rette gengiver det.

Man opbygges ikke af følelser eller af andre mennesker, ikke engang af det kristne fællesskab, selv om det naturligvis har en vigtig betydning. Kristne opbygger sig selv på den højhellige tro og lære, som vi har fået i og ved evangeliet.

Vi skal også bede ved Helligånden, for kristne har lært at bede og takke. Ikke-kristne kan også sige ord, der kan lyde som bøn, men ægte bøn er bøn, der bedes i tillid til evangeliet. Derfor er det kun kristne, der kan bede.

Vi skal bevare os selv i Guds kærlighed (v. 21), hvilket betyder, at vi skal blive i hans ord og lære, som så vil holde os fast deri. Det skal vi gøre, men vi venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed til evigt liv, dvs. som fører til og skænker evigt liv.

Judas forklarer endvidere de kristne, hvordan man skal forholde sig til andre. Man skal være barmhjertige mod dem, der tvivler. Dem skal man frelse ved at rive dem ud af ilden.

Men der er også nogle, som er plettet af synden. Deres synd kan ske at rive de kristne med, og derfor skal man være barmhjertige imod dem med frygt. Nu om dage tager man så let på synden, at man for alt i verden ikke må sige, at der er synder, der søler andre til. Men der er synd, som andre syndere er involveret i, som risikerer at drage en selv med i faldet. Derfor skal man hjælpe, men man skal ikke være selvsikker og hovmodig. For syndens og kødets magt er en farlig magt.

Det kunne nemt få os til at fortvivle, for hvilken synd kan ikke tænkes at overmande en? Men Judas minder i den afsluttende lovprisning om, at Gud har kraft til at bevare os ‘uden fald,’ dvs. fra at falde, og i stedet (bringe os frem til fuldendelsen og) stille os uplettede over for hans herlighed. Det betyder ikke, at vi ikke synder, men han vil bevare os fra frafald. Derfor vil vi også stå foran Ham på den dag, ‘i fryd.’

Den Gud beskriver Judas i det sidste vers. Gud er den eneste Gud (jf. ovenfor). Han er ‘vor frelser ved Jesus Kristus vores Herre.’

Hans er og skal være al ære, majestæt, kraft og magt fra evighed (‘før alle tidsaldre’), nu og i al evighed (‘i alle tidsaldre’).

Amen!

Mark 2,14-22

Temaet i de to afsnit, som evangeliet består af, er synderes glæde over deres frelser, deres “brudgom” og farisæernes/hyklernes modstand herimod. Har man fået smag for evangeliet, vil man nyde evangeliet i fulde drag. Har man ikke fået smag for evangeliet, men sætter sin lid til egne gerninger, egen fromhed eller egne oplevelser, vil man leve på smalhans under loven. Man skal ikke glæde sig (for meget) sammen med Jesus, især ikke hvis man har levet et liv, der også i det ydre er syndigt. Man skal faste i det ydre, som om man på den måde overholder loven.

Levis kaldelse og beværtning (v. 14)

Jesus kalder Levi, Alfæus’ søn til at følge sig. Det er tolderen Matthæus, som har skrevet Matthæusevangeliet, som altså i det store og hele er en øjenvidneberetning. Levi/Matthæus skulle lige som de andre være apostle. Dem kaldte Jesus, “for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt over dæmoner” (Mark 3,14f). I modsætning til i Sl 40 er der her tale om dæmoner, altså urene eller onde ånder.

Det er muligt, at dette er Levis første møde med Jesus, men det er ikke sikkert. I al fald havde en del af de andre disciple mødt Jesus, inden de blev kaldet. Levi var det navn, en af Jakobs sønner havde båret. Nu sad denne Levi som tolder, hvilket ikke netop var en af de mest ærefulde stillinger, man kunne have i det jødiske samfund. Uanset indtægten. Det var altså ikke hans høje sociale position, som gav ham troværdighed som evangelist. Det var Jesu kaldelse og udrustning af ham og de andre apostle. I den sammenhæng har det ikke været uden betydning, at han kunne læse og skrive, men den slags kan jo nu også læres.

Jesus sagde altså “Følg mig!” For apostlene var det som nævnt en befaling til at være sammen med Jesus, være øjenvidne til Jesu gerninger og være elev i Jesu apostel- og præsteskole. Efter en tid skulle de også prædike det samme budskab som Johannes og Jesus og uddrive dæmoner m.m. (jf. Matt 3,2; 4,17 og 10,7f). De skulle også helbrede syge og opvække døde (Matt 10,8).

Levi adlød.

Det skete på et tidspunkt, at Jesus sad til bords i Levis hus. Levi beværtede altså Jesus, men ikke kun ham. Der var også mange toldere og syndere, som sad til bords med Jesus og hans disciple. Der var i det hele taget mange, for der mange, der fulgte Jesus. Levi har altså næppe været en fattig mand. Men nu brugte han sin rigdom til gode for Guds rige.

En rimelig forklaring er, at Levi i sin glæde over at have fået sine synders forladelse og blive taget i Jesu tjeneste har inviteret sine kolleger samt “syndere.” Ordet ‘synder’ (ἁμαρτωλός) betyder her dem, der ikke overholdt loven og farisæernes regelværk, sådan som farisæernes angiveligt selv gjorde. Derfor var det ikke folk, som de øvrige jøder gerne omgikkes med. Med et moderne ord var de marginaliserede. Men forskellen på dem og farisæerne var hykleriet.

De skriftkloges protest (v. 16f)

De skriftkloge blandt farisæerne spurgte Jesu disciple (ikke Jesus selv), hvorfor Jesus spiste sammen med disse mennesker. Det hørte Jesus, enten fordi han overhørte samtalen, eller fordi det blev sagt til ham.

Svaret er en dom over farisæerne og de skriftkloge. Det er de syge, ikke de raske, der har brug for læge. Jesus er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Det betyder ikke, at Jesus ikke kaldte farisæerne og de skriftkloge til omvendelse. Det gjorde Johannes, og det gjorde Jesus. Pointen er, at ingen er retfærdig, ikke en eneste (Rom 3,10; jf. Sl 14,1-3).

Jesus følte sig ikke for fin til at spise sammen med dem. Han vidste jo, hvad der bor i alle mennesker. Nogle skjuler det bedre end andre, men det er også forskellen.

Om alle Levis gæster omvendte sig, ved vi ikke, men vi ved, at Jesus ved denne lejlighed sagde, hvorfor han var kommet. Han var kommet for at være deres sjælelæge. Her var der ikke kun tale om at udskyde døden. De var døde i deres synder og havde brug for det guddommelige tilgivelsesord, som kan skabe åndeligt liv af åndeligt døde. Derfor kom Jesus, “for at kalde … syndere.”

Når det siges, at Jesus “kom” (ἦλθον), tænkes der ikke kun på, at han kom til Levis hus. Det er hans inkarnation ved Helligånden, som der er tænkt på. Han kom til verden for at kalde syndere – og for at lide, dø og opstå som forudsætning herfor.

Den nye frelse og faste (v. 18f)

Skriften fordømmer faste, som ikke udspringer af et gudfrygtigt hjerte. Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er jo synd (Rom 14,23).

Det gamle Testamente påbyder ikke faste. Det var frivilligt, med mindre det var en offentlig befaling. Farisæerne lærte, at faste var fortjenstfuld, ligesom siden hen romerne og andre.

Jesus selv påbød ikke faste, men han forbød det heller ikke. Han og disciplene fastede ikke, som vi lærer i dagens evangelium. Apostlene fastede nogle gange (ApG 13,2; 14,23).

Faste betyder, at man ikke spiser noget før aften, men det er i øvrigt blevet praktiseret vidtforskelligt gennem tiden. De lutherske Bekendelsesskrifter lærer, at faste er en frugt af omvendelse, som Gud påbyder på samme måde som bøn og almisse. Det er nyttigt til at holde kødet i tømme, og det er en udmærket forberedelse til at modtage Den hellige Nadver.

Faste og legemlig forberedelse er nok en smuk udvortes øvelse; men værdig og vel forberedt er den, som har troen på disse ord: “Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.” Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uforberedt; for ordet “for jer” kræver netop troende hjer­ter. (Lille Katekismus)

Her er Jesu svar tydelig nok. Han sammenligner sin tilstedeværelse med et bryllup. Kan man mon forestille sig, at man faster, så længe brudgommen er der, spørger han. Nej.

Skriften sammenligner adskillige steder syndernes forladelse og frelsen med bryllup, og Frelseren og dem, der tror, med brudgom og brud, med brudgom og brudejomfruer eller med brudgom og bryllupsgæster (Sl 45; Matt 22,1ff; Åb 19,1-9).

Farisæerne fastede, fordi de troede, det var nødvendigt. Johannes’ disciple fastede, fordi de var blevet omvendt, bad for deres tilhørere og frygtede kødet (jf. Judas’ brev).

Jesus og hans disciple fastede ikke, for de glædede sig over, at frelsens tid var kommet. Men Jesus skulle ikke blive hos dem på den måde.

Brudgommen skulle tages fra dem (v. 20)

Jesus sagde, at der ville komme dage, en tid, da brudgommen var blevet taget fra dem. Til den tid kunne de faste, hvad de altså også gjorde.

Dermed henviste Jesus som så mange andre steder til sin død, opstandelse og himmelfart. Men i øjeblikket var Jesus hos dem, og så kunne man ikke faste!

Ung vin på nye sække (v. 21f)

Satte man dengang en lap af nyt stof på en gammel kappe, der er krympet det, den skal. Så rives kappen i stykker, når lappen krymper, og hullet bliver naturligvis større.

Tilsvarende medfører ny vin en kemisk proces i lædersækkene.

At Jesus er kommet med syndernes forladelse, må derfor medføre et opgør med farisæernes lovtrældom. Men den, der er tilgivet og har fået den kristne frihed, kan efterfølgende øve sig udvortes, som Luther lærer os i citatet ovenfor.

I prædikenen og ved alterbordet fester de kristne. Syndernes forladelse og Herrens legeme og blod er sandelig grund til fest og glæde. Naturligvis er der også en alvor i det, så man ikke skal pjanke og pjatte. Men først og fremmest er en gudstjeneste en fest.

Faste og andre udvortes øvelser skal heller ikke gøres for at blive set af andre, sådan som farisæerne gjorde det (Matt 6,1). Men for den, der tror og er tilgivet, er bøn, faste og almissegivning en udmærket ting.

Lad os holde fest med det rene evangelium, uden tilsætningsstoffer af loviskhed og falsk lære. Det er en fest efter Herrens hjerte.

Livets herre (16. s. e. Trinitatis – Sl 139,1-12; 1 Kor 15,21-28; Joh 11,19-45)

Læsningerne

Læsningerne til 16. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 7. september – sætter fokus på døden og sejren over døden. 16. søndag efter Trinitatis er lektien Sl 139,1-12, som lærer os, at Gud ved alt. For den, der kender Gud som en nådig Gud, er det et evangelium. For den, der ikke gør det, er det en forfærdende trussel. Derfor er det heller ikke så overraskende, at mange forsøger at benægte, at Gud er til, og at vi skal møde ham efter døden. Men der er ikke noget sted, vi kan flygte hen, så vi undgår Gud. Paulus beskriver i Første Korintherbrev, hvordan døden kom ved Adams syndefald, mens de dødes opstandelse kom med Kristus. Han beskriver nærmere, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen. Men hovedvægten er dog på, at Kristus skal herske som konge og besejre alle fjender, også døden, inden han kommer igen. I evangelieteksten i Joh 11,19-45 underviser Jesus Martha om opstandelsen, og han viser hende, at han er herre over døden. Mange af de jøder, som havde overværet dette, troede på Jesus. Det fik konsekvenser!

Det fik de jødiske ledere til at beslutte, at Jesus skulle slås ihjel. Det tillod Jesus, netop for at han kunne bryde syndens og dødens magt. Her i tiden hersker Jesus i sit rige. Med Ordet og sakramenterne bringer Gud mennesker ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige, som Paulus skriver i Kol 1,13. Jesus er evangeliekonge og skænker syndernes forladelse, evigt liv og salighed til enhver, der tror!

Sl 139,1-12

Ransagelse er nøgleordet i denne salme, som er delt i fire dele, hvoraf vi læser de to første. Det er Guds alviden, der er pointen. Gud kender salmisten og alle andre helt igennem (v. 1). Ikke kun handlingerne, men også tankerne ligger åbenbare for Ham, selv om han er langt væk (v. 2). Vore ord er fuldt ud kendt for ham, før vi siger dem (v. 4). Gud omslutter os og har altså helt styr på, hvad vi foretager os på enhver måde. Hans hånd ligger på os, hvormed menes, at vi ikke kan undslippe ham (v. 5). Salmisten må bekende, at det er for underfuldt for ham. Det kan vi mennesker ikke forstå. Netop fordi vi er mennesker, mens Gud er Gud (v. 6). Når det er blevet så gængs at tro, at vi forstår (næsten) alt, så er det et udslag af vores syndige natur, som gør os til Gud og Gud til produkt af vores fantasi eller et spejlbillede af os. Salmisten kender derimod både sin egen natur og bl.a. Guds alvidenhed.

I anden del af salmen gør David det klart, at det er umuligt at flygte for Guds Ånd, ja, Guds ansigt, dvs. Gud selv (v. 6). Uanset om det er i Himlen eller i Helvede – She’ol eller Hades bør oversættes med Helvede – er Gud der (v. 7). Men det er ikke kun vertikalt, men også horisontalt, at man ikke kan flygte. Uanset om man rejser mod øst eller vest (det er formentlig meningen med v. 9), så er Gud der (v. 10). I Sl 73,23f er det Guds omsorg, der tænkes på, men i v. 9f må der være tale om, at man ikke kan undslippe Guds overvågning. Heller ikke mørket kan skjule et menneske for Gud. Der er altså ikke noget sted, hvor man kan flygte fra Gud.

For den, der er under loven, vil det være skræmmende og irriterende, at Gud findes  og har øje for og styr på alt.  Derfor opbyder mennesker al deres energi følelsesmæssigt, tankemæssigt og/eller i handling på at undgå lovens Gud.

Men for den, der ved evangeliet tror på Guds Søn, Jesus Kristus, og Hans Fader er det et evangelium, at Gud ved alt og styrer alt. For vi ved, at Gud er os nådig og tilgiver al vores synd for Jesu Kristi skyld. Døden er en fjende for det gamle menneske, men for det nye menneske, troens menneske, har døden mistet sin brod. Dødsprocessen kan gøre fysisk og psykisk ondt, og det gør ondt på både den døende og de pårørende, når døden kommer. Men for dem, der tror, er døden ikke en fjende. For Himlen venter, sådan som den ventede Lazarus (jf. ???).

1 Kor 15,21-28

I Første korintherbrev er Paulus – ligesom i Romerne 5,12-21 – inde på den parallel, der er mellem Adam og Kristus, selv om der også er en afgørende modsætning. Det var ikke sådan, at vi mennesker blev “udviklet” gennem millioner af år med død og kamp mellem stærke og mindre stærke. Døden kom tværtimod ind i verden, da Adam (og Eva) syndede (v. 21a). I ham døde alle dem, der senere skulle blive til.

De dødes opstandelse kom også ved ét menneske, nemlig Jesus Kristus (v. 21b). Der er en klar parallel mellem, at alle døde i Adam, og at alle skal gøres levende i Kristus (v. 22).

Det skal dog ske ikke ske samtidigt (v. 23). Det skal ske i hver sin gruppe. Først Kristus som førstegrøde. Dernæst de, som hører ham til, når han kommer, eller ‘ved hans parusi,’ som der står.

Derefter kommer enden (v. 24). For Jesu genkomst fører ikke kun til opstandelse, men også til den endelige og fulde sejr over ‘al magt og al myndighed og kraft.’ Alt, hvad der ikke er af og fra Gud, vil gå til. Alle gudfjendtlige kræfter skal besejres. Når alt det er sket, vil Jesus Kristus overgive Riget til sin Fader.

Der er nogle, der vil indlægge en længere tidsperiode mellem v. 23 og v. 24, så der bliver plads til tusindsårsriget. Det er der ikke plads til at gøre op med her. Bibelens lære om Jesu genkomst giver ikke mulighed for at adskille opstandelsen og sejren over de gudfjendtlige kræfter. Ud fra bl.a. Matt 25,31-46 lader det sig heller ikke gøre at adskille opstandelsen til evigt liv og opstandelsen til dom.

I v. 25 begrunder Paulus, hvad han lige har skrevet, med, at Kristus skal være konge, indtil han får lagt alle fjender under hans fødder. Det berømte dei, der i 1992-oversættelsen oversættes med ‘skal,’ mens 1948-oversættelsen valgte ‘bør,’ handler om, hvad der skal ske, fordi Gud har besluttet det. Det bruges ofte i forbindelse med de store kristologiske begivenheder. Her er der tale om en opfyldelse af profetien i Sl 110. Eftersom det er Gud, der har åbenbaret profetierne, vil de også blive opfyldt. De skal også opfyldes, fordi det er sagligt nødvendigt.

Kristus skal være konge eller herske, indtil han – ud fra Sl 110 er der tale om Gud Fader – får lagt alle fjender under hans fødder. Døden er den sidste fjende, der skal besejres og gøres magtesløs (v. 26). Døden skal kastes i ild- og svovlsøen (jf. Åb 20,14) og på den måde gøres magtesløs eller ’tilintetgøres.’ Det er et stort evangelium for os, der lever i syndens og dødens verden. Forudsætningen er jo, at Kristus allerede har båret al verdens synd og dermed det, som giver døden magt. Men som bekendt dør vi stadig. Når Kristus kommer igen, vil døden blive besejret.

Ud fra Sl 110 begrunder Paulus i v. 27f, hvorfor Kristus skal underlægge sig Gud.

Joh 11,19-45

Da Jesus fik at vide, at Lazarus var syg, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den” (Joh 11,4). Det kan tjene som overskrift for evangeliet. Guds Søn blev herliggjort, for han viste, at han er herre over døden. Heri lå også, at han selv måtte lide, dø og opstå, for at syndere kunne få tilgivelse og evigt liv.

For disciplenes skyld var Jesus glad for, at han ikke var der, da Lazarus døde, “for at I må komme til tro,” som han sagde (Joh 11,15).

Trøst (v. 19)

Johannes skriver, at mange af jøderne var kommet ud til søstrene Martha og Maria for at trøste dem, fordi Lazarus var død. Sådan var jødernes skik. På det menneskelige plan er det en udmærket skik. Men det virkelige problem med døden er jo, at den er en følge af synden. Det største problem er ikke døden, men at Gud er vred på dem, der synder.

Martha og Maria (v. 20)

Sidste søndag hørte vi også om Martha og Maria (jf. Luk 10,38-42 ???). Maria valgte den gode del, nemlig at høre Jesus. Men her i Joh 11 hører vi, at Maria blev siddende hjemme i huset, hvorimod Martha gik Jesus i møde. Det er ikke så let at vurdere, hvad man skal lægge i det.

“Hvis du havde været der” (v. 21)

Martha sagde til Jesus, at Lazarus ikke ville have døet, hvis han havde været der. Martha er et stykke på vej i forståelsen af Jesus, men endnu har hun ikke forstået, at Jesus er almægtig.

“Gud vil bønhøre dig” (v. 22)

Martha ved dog, at Gud vil bønhøre Jesus, uanset hvad han beder om.

Løfte om Lazarus’ opstandelse (v. 23)

Jesus siger rent ud til Martha, at Lazarus skal opstå, men i første omgang forstår hun ikke, hvad Jesus mener.

“På den yderste dag” (v. 24)

Martha siger nemlig, at hun ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Martha tror på, at der kommer en yderste dag, dommedag. Den er omtalt i f.eks. Dan 12,1-3. Men der er også andre steder i Det gamle Testamente, som lærer os om opstandelsen. Når Gud siger, at “Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud” (jf. 2 Mos 3,6), forudsættes opstandelsen. Gud er nemlig ikke “Gud for døde, men for levende.” Det lærer Jesus os i Matt 22,32.

“Jeg er opstandelsen og livet” (v. 25)

Jesus afviser ikke, hvad Martha tror, men der er mere at sige. Det gør Jesus med en markant formulering: “Jeg er opstandelsen og livet!” Det betyder, at Jesus skænker opstandelse og evigt liv. Det kan han gøre, fordi han har det evige liv i sig selv (Joh 5,26). Fordi han har båret al verdens synd, kan han uddele syndernes forladelse og evigt liv til alle og enhver. Den, der tror, har derfor evigt liv. “Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”!

Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at der står, at den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Der er altså ikke nogen opstandelse til evigt liv for dem, der ikke tror. Alle døde skal opstå, men “de, der har øvet det gode, [skal gå ud af gravene] til liv, men de, der har gjort det onde, [skal gå ud af gravene] for at opstå til dom” (Joh 5,29).

Uden tro på Jesus, dvs. på ham, der har åbenbaret sig sådan, som Bibelen lærer os, er der ingen frelse. Alles frelse-læren er derfor en farlig og destruktiv vranglære, der gør troen ligegyldig og fører folk direkte i fortabelse.

Den, der tror, har allerede det evige liv. Hvis ikke Jesus kommer igen, skal alle dø. Men selv om den, der tror, dør, vil han alligevel leve. Vi lærer af lignelsen om Lazarus og den rige mand og af Jesu ord til den bodfærdige røver på korset, at den, der dør i tro på ham, kommer direkte i Himmelen, til “Abrahams skød.”

Ingen fortabelse for den, der tror (v. 26)

Ikke nok med, at den troende skal leve, selv om han dør. Den, der tror, vil ikke gå fortabt. Han “skal aldrig i evighed dø,” siger Jesus.

Det skyldes ikke, at sjælen i sig selv er udødelig. Det skyldes derimod, at ethvert menneske fra undfangelsen og til evig tid befinder sig i relation til Gud. Den, der tror, har en nådig Gud, som skænker og vil blive ved med at skænke liv – til evig tid. Sjælen vil enten være hos den nådige Gud eller lide i Helvedes pine til evig tid.

Jesus spørger direkte Martha, om hun tror på det, Jesus lige har sagt til hende. Det er guddommelig pædagogik, der vil sikre sig, at hun får rigtig fat på dette evangelium.

Martha tror på, at Jesus er Kristus (v. 27)

Martha tror, at Jesus er Kristus, Guds Søn, som kommer – eller skal – komme til verden. Men hun har ikke forstået, hvad det betyder. Derfor ser vi også, at hun senere forsøger at irettesætte Jesus (v. 39).

Martha sender Maria til Jesus (v. 28)

Martha går hjem og sender i al ubemærkethed sin søster ud til Jesus. Der står ikke noget om, at Jesus faktisk bad hende sende Maria ud til ham.

‘Mesteren’ er en gengivelse af ho didaskalos, ‘Læreren.’ Jesus har lige undervist Martha, og nu er det Marias tur. Alle skal oplæres, som det fremgår af Matt 28,20. Det er jo troens lærdomme, som alle skal lære at kende, mænd som kvinder, voksne såvel som børn.

Maria og de sørgende jøder går ud til Jesus (v. 29-31)

Maria gik med det samme ud til Jesus uden for byen (v. 29). De jøder, der var til stede for at trøste hende, fulgte efter hende, fordi de troede, hun ville gå ud til graven. Maria skulle ikke gå til graven alene. Det er jo ikke nogen dårlig omsorg i og for sig!

Maria enig med Martha (v. 32)

Maria siger det samme til Jesus som Martha. De har vel snakket om det, som naturligt er.

Jesu sindsbevægelse i mødet med sorgen (v. 33)

Maria og jøderne græd. Da Jesus så dem græde, bliver han stærkt bevæget. Det første ord (embrimaomai) betyder egentlig ‘at fnyse/vrinske’ eller ‘at blive indigneret.’ Det andet (tarassô) betyder at komme i oprør og bruges også om f.eks. vand.

Jesus reagerede på syndens og dødens magt, som er årsag til kvindernes gråd. Men heldigvis er han kommet til verden for at bryde denne magt!

Jesus føres til Lazarus’ grav (v. 34)

På Jesu foranledning fører kvinderne Jesus ud til Lazarus’ grav.

Jesu gråd (v. 35f)

Jesus græd, uden tvivl fordi han holdt af Lazarus og hans søstre, sådan som jøderne også sagde.

Et væsentligt spørgsmål (v. 37)

Nogle af dem sagde dog mere. De havde set Jesus bruge sin guddommelige magt og give den blinde synet tilbage. De forstod, hvilken magt Jesus havde. Derfor spørger de, om ikke Jesus kunne have forhindret Lazarus i at dø.

Som det fremgår inden dagens prædiketekst kunne Jesus have forhindret det, men han valgte at lade være for at åbenbare sin herlighed (jf. Joh 11,4)

Jesus kommer til graven (v. 38)

Johannes beretter, at Jesus atter bliver stærkt bevæget. Han skal åbenbare sin herlighed, men det sker i mødet med døden i al sin magt og gru. En grav er jo en konkret forkyndelse af syndens og dødens magt i vores verden.

Marthas vantro (v. 39)

Jesus vil have stenen væk fra klippehulen, hvor Lazarus ligger, men Martha gør indsigelse og viser dermed, at hun ikke har forstået Jesu undervisning. Lazarus ligger død på fjerde dag, og hans lig stinker allerede.

Jesu bebrejdende spørgsmål til Martha (v. 40)

Jesus må derfor minde Martha om, hvad han har lært hende. Hvis hun tror, skal hun se Guds herlighed. Hvordan får hun Guds herlighed at se nu?

Det gør hun, for det første ved at Jesus viser, at han er livet herre, ja, at han er ophav til liv og opstandelse. Det er Guds herlighed. Men hun får det også at se på den måde, at opvækkelsen af Lazarus peger frem mod – er et tegn på – Jesu egen død og opstandelse for os mennesker og for vore frelse, som det hedder i Nikænum. Ja, dette tegn vil i sig selv medvirke til at føre Jesus til Golgata (jf. Joh 11,45-53).

Opstandelsen og det evige liv indebærer også, at man vil komme til at se Guds herlighed i Paradis, men det er ikke det, Jesus lader dem se på dette tidspunkt.

Gud bønhører Jesus (v. 41f)

Efter Jesu irettesættelse gør jøderne, hvad Jesus har bedt dem om. Derefter takker Jesus sin himmelske Fader, fordi Han har bønhørt ham. Det gør han for tilhørernes og vores skyld, for at vi skal vide, at Jesus udfører Faderens gerninger. De skal tro, at Faderen har udsendt sin Søn. Tro på Faderen og tro på Sønnen hører sammen (jf. 1 Joh 2,23f; 4,14).

Den guddommelige befaling (v. 43)

Jesus råber derefter “Lazarus, kom herud!” Således foregriber Jesus, hvad der skal ske på dommedag (jf. Joh 5,28f). Fordi Jesus er Guds Søn, ja, fordi han er Gud, kan han blot sige et ord, og det sker (jf. Sl 33,6.9).

Lazarus bliver opvakt fra de døde ved Jesu ord. Den høje røst skyldes naturligvis ikke, at Lazarus ellers ikke ville kunne høre ham. Ordet høj eller ‘stor,’ som der faktisk står, er et udtryk, der ofte bruges i forbindelse med det, der skal ske i de sidste tider. Det er den guddommelige røst, der udfører, hvad den siger.

Resultatet (v. 44)

Fordi Jesus er guddommelig og befaler med sin guddommelige magt, kan han vække døde til live. Lazarus kommer ud med de ligklæder på, som han blev gravlagt med. Dem beder Jesus om at få fjernet. Så virkeligt er det, at dødens klæder må tages af, så Lazarus kan gå derfra!

Tro (v. 45)

Mange af de jøder, som så dette under, dette tegn, troede på ham. De bøjede sig for, hvad Jesus forkyndte i ord og handling.

I det følgende får vi at vide, at andre går til farisæerne. Netop det, at nogle af disse jøder troede på Jesus, fører til, at de jødiske ledere beslutter sig for at ville have Jesus slået ihjel. På den måde kom Jesus til at dø og siden opstå og således opfylde det, som tegnet pegede frem mod.

Jesus og os!

Også vi lever i syndens og dødens verden. Vi har brug for at få forkyndt om Jesu lidelse, død og opstandelse for os. Vi har brug for at høre, at Jesus er herre over døden, ja, at han er livets herre. Vi har brug for syndernes forladelse. Den, der tror, har ikke kun syndernes forladelse, men evigt liv og salighed – for Jesu skyld. Hvilket evangelium!