bLogos

Læsningerne

Læsningerne til 20. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er den 5. oktober i 2008 – handler om dommen over det vantro Israel og Guds frelse af enhver, der tror på ham, som blev vraget og forkastet for vores skyld.

Den gammeltestamentlige læsning står i Es 5,1-7, som er en lignelse om det vantro Israel i form af en sang om en vingård.

Epistlen, Rom 11,25-32, handler om forhærdelsen over en del af Israel fra Paulus’ brev til romerne. Også jøder må frelses på præcis samme måde som alle andre, og ikke ved en eller anden spekulativ øjebliksbegivenhed lige før Jesu genkomst, endsige i løbet af et fremtidigt “tusindårsrige.”

I evangeliet i Matt 21,28-44 tager Jesus nøjagtig det samme spørgsmål op i to lignelser. Jesu forklarer, hvordan hedningerne først sagde nej, men alligevel går ud og arbejder i vingården, mens de ikke-troende jøder foregiver at (ville) være i vingården, men reelt ikke går ind. I den anden lignelse fortæller Jesus, at jøderne vil slå Guds Søn ihjel. Det gør de nogle få dage senere, selv om de endog selv svarer Jesus på, hvad det vil medføre. Men det betyder ikke Guds riges udslettelse, for Guds rige vil blive givet til et andet folk, mens jøderne som helhed vil blive ramt af Guds dom.

Der er mange, der vil protestere mod ovenstående udlægning, men der er ikke nogen vej uden om. Såvel Det gamle som Det nye Testamente er utvetydig i sin dom over jøderne som helhed, men også klar i sin lære om, at en rest af jøderne vil blive frelst sammen med en stor flok hedninger.

Es 5,1-7

Vingården (v. 1-2)

Esajas begynder i v. 1a med at annoncere hans elskedes sang til sin elskede om dennes vingård, dvs. dem, der tror på løftet lige som Abraham (jf. Rom 4,12). Med andre ord er vingården Guds kirke eller Guds rige, akkurat som det er tilfældet i epistlen og evangeliet til denne søndag. Den elskede er altså Gud selv, og sangen er som altid det profetiske budskab, som Gud selv har givet ham at forkynde for folket.

“Min ven,” dvs. Gud Herren, havde en vingård på “en frugtbar skråning.” Eller en fed skråning. Jeg husker, hvordan jorden på min fødegård netop havde en sådan fed skråning, hvor udbyttet var meget større. Det er naturligvis et billede. For det, som denne vingård voksede på og af, er løftet, som blev givet til Adam og Eva og siden hen udfoldet utallige gange. Det er profeternes forkyndelse af, hvem Gud er og hvad han har gjort – og hvad han vil gøre. Evangeliet med andre  ord. Det er det stadigvæk, selv om evangeliet nu er meget mere udfoldet, fordi Kristus er kommet.

Men Gud er en god vingårdsmand (jf. 18. søndag efter Trinitatis til Joh 15,1-11). Han passer og plejer vinstokkene efter alle vindyrkningskunstens regler. Han gravede og rensede for sten, ligesom vi i mine barnedage pløjede og samlede sten (og harvede). Så plantede han vinstokke, af en god sort (jf. 1948-oversættelsens “ædle ranker”). Så selve vækstbetingelserne var, som de skulle være.

Men den skulle også værnes mod fjender udefra, så han byggede et vagttårn.

En perse var der naturligvis også, så han kunne høste druerne og lave vin, ædel vin, eftersom han havde plantet ædle vinstokke. Ja, fordi Gud havde sørget for at plante vingården på et frugtbart sted og passede det optimalt, burde det selvfølgelig også give gode vinduer.

Men i stedet gav den “vilde druer,” dvs. vilddruer, som ikke kan anvendes til vinproduktion.

Henvendelse til Jerusalem og Juda (v. 3-4)

Nu henvender profeten (og altså Gud selv) sig til indbyggerne i Jerusalem, til mændene i Juda. De skal fælde dom i sagen mellem Herren og vingården, dvs. i realiteten mellem Gud og sig selv. Nøjagtig det samme ser vi i Matt 21,40f (se nedenfor). Det samme havde profeten Nathan gjort over for David (2 Sam 12,1-14).

Det retoriske spørgsmål i v. 4a understreger, at Gud virkelig har gjort alt, hvad der i det hele taget kunne gøres. Så han havde ret til at forvente ædle druer, som kan give vin. Hvorfor gav den så vilde, sure druer, som man ikke kan lave vin af?

Gud havde altså gjort alt, hvad der kunne gøres for at frelse Jerusalems indbygger, mændene i Juda. Når de så alligevel ikke troede på ham, men levede i vantro, så skyldtes det altså på ingen måde Gud. Det var ikke sådan, at han ikke ville frelse dem, eller sådan, at han havde overladt det til dem selv at sørge for, at forudsætningerne for deres frelse var gunstig.

Det var tværtimod ene og alene deres afvisning af Gud, der var årsag til deres vantro og deraffølgende onde gerninger. Derfor er det også deres afvisning af Guds gerning, der fører til deres dom. Den dom beskriver profeten i det følgende.

Keil-Delitzsch gennemgår i detaljer, hvordan hvert enkelt udsagn i v. 2 kan kobles til Guds historiske handlen med sit folk (se 2 Mos 15,17; Sl 54,3; Jer 2,21; Mika 4,8; Sl 36,9f; Sl 42,1-11; Jer 5,10; 12,10).

Dommen (v. 5-6)

Med et detaljeret og billedrigt sprog lader Herren profeten forkynde dommen over vingården. Gud vil ikke længere passe vingården på nogen måde, men overlade den til sig selv, så den forfalder, og gror til med tjørn og tidsel.

Der skal heller ikke længere falde regn, fordi Herren forbyder det. Her skinner virkeligheden igennem i billedet. Det er nemlig Herren selv, der er vingårdsmanden. Han kan forbyde skyerne at give regn til vingården. Skyerne er de midler, hvormed Gud giver den nødvendige væde til vingårdene i denne verden. Så omfattende og uigenkaldelig er Guds dom over denne vingård, at han forbyder disse midler at gøre, hvad de plejer.

Forklaringen på lignelsen (v. 7)

Hærskarers Herres vingård er Israels hus, hvormed der nu kun kan menes Sydriget, dvs. det samme som Judas mænd. Vingården kaldes Guds “yndlingsplante.” Deri ligger uden tvivl en dyb sorg. Han holdt af vingården, men den afviste ham.

Han ventede eller håbede, ikke bare en enkelt gang, men sådan havde han det generelt (det er nok betydningen af Piel-formen, der generelt indikerer, at en tilstand etableres), hvilket afspejlede hans kontinuerlige arbejde med vingården.

Men i stedet producerer Israels hus og Judas mænd det stik modsatte, hvad Herren formulerer med to ordspil. Jeg er tilbøjelig til at ville følge Keil-Delitzsch og tolke modsætningen til ret som røveri, det at tilegne sig en andens ejendom med magt. I stedet for retfærdighed kom der skrig, som forårsages af, at der er alt andet end retfærdighed i landet.

Rom 11,25-32

Rom 9-11 er et af de afsnit i Skriften, som ofte misforstås eller mistolkes. En af den grundlæggende problemer er, at man tolker dagens epistel i modstrid med, hvad Paulus ellers lærer. Rom 11,25-32 tolkes ofte således, at v. 26 siger, at når hedningernes fylde er gået ind, så skal hele Israel frelses. Men teksten siger ikke ‘så’ i tidsmæssig forstand, men ‘således’ (οὕτως). Det sammenfatter altså, hvad Paulus har sagt i det foregående.

Sammenhængende hermed tolkes v. 26b ikke om Kristi første komme og hans gerning i hele kirkens tid, men om en stadig fremtidig periode, der ofte sættes lig med det såkaldte tusindårsrige. Jeg har andre steder beskæftiget mig mere udførligt med, at der hverken i Det nye Testamente generelt eller i Åbenbaringsbogen specielt er plads til noget fremtidigt tusindårsrige. Det er læremæssigt muligt at sætte denne periode lig med kirkens tid, men det er min klare opfattelse, at Åb 20,4-6 ikke handler om denne periode. Det er for omfattende at gå ind på i denne Næste søndag.

Romerbrevet er efter alt at dømme skrevet til en menighed, der hovedsageligt består af hedningekristne. Paulus gør imidlertid klart, at uanset om man er israelit af fødsel eller ej, så er man jøde, hvis man tror på Kristus. For “jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Rom 2,29). Alle troende har Abraham til fader, og alle troende er derfor Abrahams børn og arvinger til forjættelsen.

»Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!« Gælder nu denne saligprisning de omskårne alene eller tillige de uomskårne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.« Hvorledes blev den ham da tilregnet? efter at han var blevet omskåret, eller medens han endnu var uomskåren? Ikke efter at han var blevet omskåret, men medens han endnu var uomskåren Og omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren; og således skulle han blive fader til alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilregnet, og tillige fader til omskårne, til dem, der ikke alene er omskårne, men også vandrer i sporene af den tro, vor fader Abraham havde som uomskåren. Thi det var ikke ved loven, at Abraham eller hans slægt fik den forjættelse, at han skulle arve verden, men ved tros-retfærdighed. (Rom 4,7-13; jf. Gal 3,6ff).

Modsat er det også sådan, at “Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel” (Rom 9,6; 1992-oversættelsen) “ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: ‘kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.’ ” (Rom 9,7; 1948-oversættelsen).

Det er altså usagligt, hvis man vil hævde, at Israel betyder ‘hver og en i hele folket Israel,” fordi det ignorerer Rom 9,6f, og fordi det ignorerer, hvad Paulus’ begreber faktisk betyder (jf. til ‘forhærdelse’ nedenfor).

En åbenbaret hemmelighed (v. 25)

Paulus ønsker at forebygge, at læserne forsøger selv at tænke sig frem til, hvordan det er med frelsen af israelitterne og de øvrige folkeslag. Han vil, at de ikke skal være uvidende om “denne hemmelighed.” Generelt er den nemlig åbenbaret, og indholdet af den er evangeliet. Derfor kan det også hedde, at Paulus og hans kolleger er “forvaltere af Guds hemmeligheder” (1 Kor 4,1f). De skal ikke være vise i deres egen forståelse, dvs. være stolte af deres angivelige visdom (Luther) eller stole på den frem for på det, der er åbenbaret (jf. 1992-oversættelsen).

Men hvad går det åbenbarede da ud på? Jo, det er delvist sådan, at der er (kommet) forhærdelse over Israel, hvilket her betyder israelitterne. Det vidner allerede Det gamle Testamente om, men det fremgår jo også meget tydeligt af evangelierne. Jesus græd over Jerusalem, fordi han så gerne ville samle jerusalemitterne under sine vinger, men de ville ikke (Matt 23,39). Sådan var det også efter Jesu korsfæstelse og opstandelse:

Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre var vantro. Og uden at kunne komme til enighed indbyrdes gik de bort, mens Paulus kun sagde dette ene ord: »Med rette har Helligånden talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt: ›Gå hen til dette folk og sig: I skal høre og høre og dog intet fatte. I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.‹ Så skal I da vide, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den.« (ApG 28,24-28).

Det gamle Testamente kan tale om, at Farao forhærder sig, men det er ikke dét, Paulus taler om. Den forhærdelse, Paulus her taler om, kommer fra Gud og er en uigenkaldelig straf over dem, der ikke vil høre Guds Ord. Det er en definitiv domsakt, ikke et midlertidigt tugtemiddel, som Stöckhardt anfører med et citat af Otto.

Men det betyder modsat også, at der faktisk er en anden del, et mindretal, som det fremgår af Rom 11,5, som faktisk tror og bliver frelst; “de øvrige forhærdedes/forhærdede sig” (v. 7). Om man derfor forstår ‘delvis’ (ἀπὸ μέρους) som en sætningsadverbium eller som et led, der lægger til ‘forhærdelse,’ gør ikke den store forskel. Ud fra Romerbrevet som helhed er det tydeligt, at Paulus vil imødegå en tanke, som hedningekristne nemt kunne få: At alle jøder er under dom og vil gå fortabt. Sådan er det netop ikke!

Endnu en præcisering må til, som Stöckhardt gør opmærksom på: At der delvist er kommet forhærdelse over Israel, betyder, at der er ikke-troende israelitter, som hverken er kommet til tro endnu, men som heller ikke kan karakteriseres som forhærdede (jf. Rom 11,23 og nedenfor til Rom 11,31).

“Hedningernes fylde” betyder det antal hedninger, der gennem tiden skal frelses (jf. Luk 21,24 og videre om jøderne i Rom 11,12), for heller ikke alle hedninger vil tro. Hedningefolkene er én gruppe, der ikke nærmere kan opdeles. Paulus mener altså ikke, at alle nationer skal blive frelst. Og det er slet ikke sådan, at blot flertallet vil komme til tro hen imod enden. Det fremgår klart af Luk 18,8: “Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Men dem, der skal frelses, er de kar, der er tale om i Rom 9,23f:

Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt … (Rom 9,22-24).

Men hvad menes der med det, der er oversat ‘indtil’ (ἄχρι οὗ)? Det kan bruges til at indikere ‘indtil (og ikke længere).’ Men det kan også indikere ‘indtil (og også bagefter).’ Det afgøres af konteksten, men er det den anden brug, så er der dog i sammenhængen tale om en eller form for ændring. Eksempler på den sidste brug findes i Matt 1,25 og Joh 9,18 (jf. også ἓως ἄν i Sl 110,1). Selv om det hyppigst bruges på den første måde, er det alene konteksten og ikke konjunktionsfrasen selv, der viser dette. Men der er ikke i konteksten nogen sikker indikator for, at den delvise forhærdelse over Israel vil ophøre, når hedningernes fylde er gået ind. Dertil kommer, at der skal forkyndes for folkene, indtil enden kommer (Matt 24,14), således at tidspunktet, hvor hedningerne er gået fuldtallige ind, er – i al fald stort set – sammenfaldende med enden, dvs. dommedag.

Der er altså delvis forhærdelse over israelitterne på Paulus’ tid (og siden), men der er også jøder, der bliver frelst, hvad Paulus jo selv er et bevis på. Og dertil kommer så det store antal hedninger, der tror evangeliet.

Således skal Israel frelses (v. 26)

Grundtekstens ‘således’ (ὥστε) betyder ikke ‘og så’ i tidslig betydning, men ‘og således,’ idet det foregående sammenfattes. Det er ikke sproglige fakta, der får mange til at oversætte med ‘og så ….’

Som så mange steder, ikke mindst i Det gamle Testamente, betegner Israel, dem bliver frelst. Det ligger i umiddelbar forlængelse af Rom 2,29 og 4,7-13, at Israel i dette vers ikke betegner dem, der er Abrahams børn via den naturlige fødsel (eller adoption), men ved tro.

Om man så eventuelt i denne sammenhæng kun skal tænke på de israelitter, der skal komme til tro (og ikke også de hedninger, der gør det), kan vel ikke fuldstændig afvises. Men at det skulle betyde, at alle israelitter/jøder på et givet tidspunkt skal frelses, er ren spekulation – og i modstrid med bl.a. Rom 9,6ff; 9,27f og 11,1ff.4ff.11-15. Man kan heller ikke med rette sige, at ‘hele Israel’ støtter tanken om en folkeomvendelse el.lign.

Paulus siger altså, at det er således, at hele Israel skal frelses. Det er vel muligt, at det går på dåb og tro i det foregående. Men det er helt normalt at ‘således’ korresponderer med ‘således som’ (κάθως) i slutningen af v. 26. Meningen er da, at “således skal hele Israel frelses, således som der står skrevet ….”

Men hvordan går det til, at såvel israelitter som alle andre folkeslag kan frelses? Jo, Befrieren, dvs. han, som skal befri dem fra den kommende vrede (1 Thess 1,10), skal komme fra Zion og vende/fjerne ugudelighed fra Jakob, som er et andet ord for israelitterne. Kristus fjerner ugudeligheden fra alle, der bliver frelst, dvs. fra kirken, ved at tilgive al skyld og synd. Der er ingen anden måde. Men det er ikke noget, der først sker på dommedag. Tværtimod forudsætter frelsen på dommedag, at man allerede har fået sin synder tilgivet ved den tro, som Gud skaber og skænker i dåben og ved oplæring.

Futurumsformen ‘skal frelses’ (σωθήσεται) refererer ikke til frelsen på dommedag, men udtrykker, hvad der vil være tilfældet fremover (og også har været tilfældet hidtil) (jf. Rom 11,11.14).

Testamentet, der fjerner synd (v. 27)

Dette er Guds pagt med dem – eller testamente til dem, når han fjerner deres synder (ordret: ‘lovløsheder’). Gud fjerner altså alles synder på nøjagtig samme måde. Netop det var anstødsstenen for israelitterne på Jesu tid, som mente, at de ikke havde brug for en Befrier fra Guds vrede, men en befrier fra Rom.

Der ligger flere gammeltestamentlige steder bag, men Es 59,20f er det vigtigste. Es 59 er hovedsagelig en domstale, men v. 20f er en forjættelse. Der er en rest, der skal frelses. De øvrige elementer i citatet har paralleller i Ez 34,11; Sl 14,7; Es 27,9 og Jer 31,31ff.

Såvel Es 59 som udtrykket ‘fra Zion’ viser, at der ikke er tale om Jesu genkomst, men om Jesu omvendelse af i det mindste nogle jøder, skønt de fleste ikke ville (jf. Matt 23,37). Som Stöckhardt siger i sin kommentar, skal citatet primært begrunde ‘hele Israel,’ ikke ordet ‘og således.’

To perspektiver på israelitterne (v. 28)

I forhold til evangeliet er de israelitter, der har forhærdet sig, fjender for hedningernes skyld, idet disse da får forkyndt evangeliet (jf. ApG 28,24-28 ovenfor). Men på den anden side er de elskede på grund af udvælgelsen og løftet til fædrene: Abraham, Isak, Jakob og David.

Men det betyder ikke, at de er frelst. Kun hvis de tror, frelses de. Det gælder såvel israelitter som hedninger.

Gud fortryder ikke (v. 29)

Nogle mener, at v. 29 betyder, at alle israelitter/jøder vil blive frelst, men det er ikke det, Paulus mener.

Meningen er i stedet, at de gaver, som Gud har givet israelitterne, dvs. patriarkerne (jf. Rom 3,2; 9,4f), og det kald, han har givet dem, ikke kan tages tilbage. De blev opfyldt i Kristus, som kommer som befrier fra Zion (jf. v. 26).

Selv om der delvist er forhærdelse over Israel, betyder det altså ikke, at hver eneste israelit er forudbestemt til at gå fortabt.

Men også de andre vil blive podet ind, hvis de ikke bliver ved i deres vantro. For Gud har magt til at pode dem ind igen. (Rom 11,23)

Hvem er det da, der ikke blot er fjender, men også elskede? Det er ikke de forhærdede, men det er dem, der endnu ikke har fundet barmhjertighed, men som vil finde det, fordi Gud vil udvirke det. For han forbarmer sig over, hvem han vil, og det er det, frelsen afhænger af (Rom 9,15f).

Fordi de er udvalgte, vil han også kalde dem (jf. Rom 8,30). Gud har jo udvalgt alle før verdens grundlæggelse (Matt 25,34; Ef 1,4; jf. Åb 13,8; 17,8). Skønt Gud hader alle vantro, elsker han dog dem, der “blot” er vantro, men som skal komme til tro (jf. også Stöckhardt).

Alle ulydige kan få barmhjertighed (v. 30-32)

Paulus parallelfører først, hvordan Gud handler med hedningerne (v. 30) og israelitterne (v. 31), for dernæst at anføre, på hvilket grundlag det sker.

Israelitternes ulydighed har ført til, at evangeliet forkyndes for hedningerne. Engang var hedningerne ulydige mod Gud – og derfor uden undskyldning og under dom, akkurat som det er tilfældet i dag. Men hedningerne har fundet barmhjertighed, dvs. Gud har forbarmet sig over dem (jf. Rom 9,15.18).

Modsat er det altså gået med israelitterne. De blev (og er fortsat) ulydige. Det er sket, for at også israelitterne skal kunne finde barmhjertighed. Frasen “som følge af den barmhjertighed, som er vist jer” (1992-oversættelsen) i v. 31 hører hjemme i for at-sætningen, eftersom det er en parallel til v. 30. Det er altså 1948-oversættelsen, der har ret. Udtrykket er altså stærkt understreget ved at blive sat foran den sætning, hvori det hører hjemme. Indholdsmæssigt er der tale om, at israelitterne/jøderne skal ægges til misundelse og blive frelst (Rom 11,11.14).

Hvad er forklaringen? Jo, Gud har indesluttet alle under, dvs. overgivet alle til ulydighed, for at han kan forbarme sig over alle. Hvor der i Gal 3,22 er tale om et generelt udsagn, må der her i Rom 11,32 være tale om de samme som i det foregående: dem, der vises barmhjertighed, dvs. de udvalgte hedninger og jøder (jf. Stöckhardt).

Ingen kan altså blive frelst med henvisning til egen fromhed eller gerninger eller noget andet, men må frelses ene og alene ved at erkende deres skyld og synd ved loven (Rom 3,20) og tro Kristus og evangeliet (Rom 3,21ff).

Til gengæld skal vi heller ikke lade os skræmme af, at mange ser ud til at være ligegyldige eller fjendtlige. Som Stöckhardt skriver, skal vi bevidne den barmhjertighed, vi selv er blevet til del, over for vore omgivelser i ord og gerning, så mange sjæle kan få råd og blive hjulpet.

Forhærdelsen, som er over Israel, er altså ikke total, men mange vantro jøder er blevet og vil blive omvendt. Når hedningerne fylde er gået ind, så er (også) hele det udvalgte Israel blevet frelst (Stöckhardt).

Matt 21,28-44

Dagen før havde Jesus foretaget endnu en tempelrensning (den første hører vi om Joh 2,13-25). Jesu begrundelse til vekselererne og dyrehandlerne var, at “Der står skrevet: ‘Mit hus skal kaldes [og altså være] et bedehus.’ Men I gør det til en røverkule [ordret: røverhule].” Han helbredte også blinde og lamme. Derfor var der børn, som hyldede ham som Davids Søn, dvs. Davidskongen. Det gjorde ypperstepræsterne og de skriftkloge vrede. At Jesus begrunder det med et salmecitat, som handler om Gud, gør dem blot mere vrede (Matt 21,12-17).

Tempelrensningen og Jesu popularitet hos børnene får ypperstepræsterne, som havde ansvar for templet, og ‘folkets ældste,’ som sad i Sanhedrin sammen med bl.a. ypperstepræsterne, til at opsøge Jesus, mens han underviste, og spørge om hans bemyndigelse (Matt 21,23).

Jesus stiller et modspørgsmål, som disse ledere ikke ønsker at besvare, fordi de dels ikke har troet profeten Johannes Døber, som forberedte Jesu komme ved at kalde til omvendelse og tro, dels ikke har folket på sin side. Jesus vil derfor heller ikke svare dem (Matt 21,27).

I stedet stiller han et modspørgsmål og fortæller to lignelser, som netop handler om jøderne, vantro, forhærdelse og konsekvenserne heraf.

Vingårdsejerens to sønner (v. 28-32)

Jesus gør det fra starten klart, at han vil høre, hvad de mener om den lignelse, han vil fortælle (v. 28a).

Faderen har en vingård. Hele konteksten udgør jo en ramme, der aktiverer steder som Es 5,1-7. Selv børnene lovpriser Jesus. Men de jødiske ledere er vantro og forlanger bevis for, at Jesus er bemyndiget til det, han gør, bl.,a. tempelrensningen. Der er ingen som helst grund til, at de ikke skulle have været klare over, at Jesus taler om dem, når det kommer til stykket.

Den første søn nægtede at adlyde sin faders befaling om at gå ud og arbejde i vingården. Men siden fortrød han: han ‘lod sig  (v. 28f). Denne søn er billede på hedningerne, som først var vantro, men som siden omvendes og tror evangeliet.

Den anden søn sagde derimod: “Jeg (vil gå ud og arbejde i vingården i dag), men han gik ikke derhen (v. 30).

Jesus spørger nu: ‘Hvem af de to gjorde, hvad faderen ville?’ De må jo svare, at det gjorde den første (v. 31a). Det er jo indlysende for enhver.

Det ligger snublende nær at overføre lignelsen direkte, så det at gå ind i Guds rige bliver forstået som et spørgsmål om vores lydighed. Lignelsen handler imidlertid ikke om, hvordan man bliver frelst og går ind i Guds rige. Den handler kun om det simple faktum, at nogle gik ind i det, skønt de først ikke ville, mens andre siger, de vil, men ikke gør det.

Sagen er jo, at alle er syndere og mangler herligheden fra Gud. Derfor gælder det for alle, at vejen ind i Guds rige går gennem dels erkendelse af sin synd og frygt for Guds straf, dels gennem tro på evangeliet om Gud, der i sin kærlighed sendte Jesus for at lide, dø og opstå for alle syndere.

Jesus siger nu (v. 31), at “toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.” Det er en udtalelse, der næppe har gjort de vrede medlemmer af Sanhedrin mindre vrede. For dermed har Jesus jo sagt, at de ikke er spor bedre end de toldere og skøger, som de foragter som grove syndere.

Det er ikke blot noget, Jesus så at sige slynger ud. Der er en helt konkret grund til det, som disse jøder udmærket er klare over. Jesu begrundelse er nemlig (v. 32), at Johannes jo faktisk kom til dem ‘på retfærdigheds vej.’ Det drejer sig ikke om Johannes’ egen fremtoning, men om, at han proklamerede, at Herren ville komme, og “prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse,” en omvendelse, som farisæerne og de skriftkloge blot hyklede (Matt 3,7-12). Som Jesus direkte siger: “I troede ham ikke,” de troede ikke, hvad han forkyndte.

Det gjorde derimod toldere og skøger. Men ikke engang det fik disse jøder til at omvende sig. ‘I så det, men angrede ikke bagefter, så I troede ham’ (v. 32d). Jesus bruger samme ord (μεταμέλομαι) som ovenfor. Den første søn gjorde det; disse jøder gjorde ikke.

I det følgende advarer Jesus dem om den dom, Gud vil ramme dem med, men ikke engang det får dem til at omvende sig.

De utro vingårdsmænd (v. 33-44 + 45-46)

Tekstrækken i folkekirken medtager ikke v. 45f. Det burde man nok gøre, for v. 45f bidrager jo til forståelsen af lignelsen.

Vingårdsejeren og forpagterne (v. 33)

Jesus introducerer endnu en lignelse. Parallellerne til Es 5 er så tydelige, at det med det samme bør stå disse jøder klart, at Jesus taler om Israel. Jesus bruger i øvrigt ikke ordet “vingårdsejer,” men ordet ‘husherre,’ ‘husfader’ eller ‘husbond’ (οἰκοδεσπότης), men af sammenhængen fremgår det jo rigtig nok, at det er en, der ejer en vingård.

Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Hermed har lignelsen skiftet karakter i forhold til Es 5. For fokus bliver sat på forpagterne, hvilket ikke mindst vil sige ypperstepræsterne og folkets ældste, samt de skriftkloge.

Meningen er jo naturligvis, at de på hans vegne skal sørge for, at der kommer et udbytte, som ejeren skal have del i. Ligesom i gamle dage i Danmark skal forpagtningsafgiften afregnes i naturalier.

Vinbøndernes behandling af tjenerne (v. 34-36)

Det er jo helt naturligt og i overensstemmelse med kontrakten, at ejeren skal have det aftalte udbytte. Derfor sender han sine tjenere (lidt svagt at oversætte det ‘folk’ som i 1992-oversættelsen). De skal være parate til at bringe hans del af udbyttet hjem (v. 34).

Men forpagternes reaktion er aldeles uhørt. I stedet for at holde kontrakten (eller i det mindste optage en forhandling, hvis de ikke kunne opfylde den) prygler eller pisker de en, dræber en anden, og stener en tredje (v. 35). Man skulle tro, at ejeren ville reagere prompte og med konsekvens, men i stedet forsøger han tålmodigt endnu engang, denne gang med flere tjenere. Der sker dog det samme (v. 36).

Det er jo jødernes behandling af profeterne, Jesus her beskriver.

Sønnen sendes (v. 37-39)

I lignelsen sker der det, at vingårdsejeren derefter sender sin søn til dem. Søn-temaet genoptager børnenes lovprisning af Jesus som “Davids søn” i Matt 21,15, idet Davids søn jo ikke blot er Davids søn, men også Davids Herre (jf. Matt 22,41-46). Vingårdsejeren tænker – han er jo et menneske, som der faktisk står i grundteksten i v. 33 – at de vil undse sig for vingårdsejerens søn (v. 37). Verbet ‘undse sig for’ (ἐντρέπω) betyder egentlig at vende sig, men bruges om at vise respekt på grund af status.

I virkeligheden vidste Gud godt, at de ikke ville gøre det, for Jesus blev jo netop sendt for at bære al verdens synd, som vi bl.a. hørte det sidste søndag.

Vinbønderne er fortsat opfyldt af deres ondskab og begær. Da de ser sønnen, siger de til hinanden, at han er arvingen. ‘Kom, lad os dræbe ham og få hans arv’ (v. 38). Det gør de uden for vingården.

Sådan skete det jo også i virkeligheden. Jesus blev jo dræbt uden for bymuren (jf. Hebr 13,12).

Spørgsmålet til ypperstepræsterne og folkets ældste (v. 40)

Som i v. 31 spørger Jesus nu igen disse jøder, hvad ‘vingårdens herre’ – bemærk den dobbelte betydning af κύριος som både ‘ejer’ og ‘herre’ – vil gøre med disse vinbønder, når han kommer? For det er jo en selvfølgelighed, at han vil komme.

De fælder dom over sig selv (v. 41a)

Som ovenfor i v. 31 fælder disse jøder nu dommen over sig selv. Ejeren ‘vil dræbe disse onde på en ond vis.’ Meningen med ‘på ond vis’ er ikke, at Gud er ond, men at straffen svarer til, hvordan disse onde vinbønder er.

Verbet (ἀπολέσει) kan både bruges om at dræbe, men man bør ikke overse, at det også svarer til ordet ‘fortabelse’ (ἀπώλεια) og følgelig kan betyde ‘bringe i fortabelse.’ Det er jo, hvad der i virkeligheden vil ske disse onde (dersom de ikke omvender sig). Straffen er altså hård, men også  helt igennem retfærdig.

De nye vinbønder (v. 41b)

For det andet vil der ske det, når vingårdsejeren kommer, at han vil forpagte gården ud til andre vinbønder (1992-oversættelsens ‘overlade’ er igen lidt upræcis). Disse andre vinbønder vil give ham hans frugt eller udbytte på de rette tidspunkter.

Hermed siger Jesus, at Guds rige skal tages fra disse jødiske ledere og alle dem, der følger dem, og gives til andre, nemlig apostlene og enhver, der ved deres ord tror på Kristus. De vil tro og som følge heraf gøre gode gerninger.

Skriftbevis (v. 42)

Jesus henviser dem til Sl 118,22f. Her er der tale om, at dem, der skal bygge templet. Templet er Guds folk, og det bygges med Guds ord, lov og – først og fremmest – evangelium. Disse jøder så uden tvivl sig selv som disse bygmestre.

Men salmen indeholder jo en alvorlig advarsel. For der er en sten, som bygmestrene vil forkaste. Men den sten gøres til hovedhjørnesten. Det er naturligvis Gud selv, der gør det. ‘Fra Herren er dette kommet, og det er underfuldt i vore øjne,’ som der egentlig står (1992-oversættelsen går igen sine egne veje).

Det burde være/have været en alvorlig advarsel til dem, men ypperstepræsterne, folkets ældste og snart stort set hele folket ignorerede både, hvad de selv havde sagt, og alle de advarsler, Jesus havde givet dem på forhånd.

Jesu domsafsigelse (v. 43f)

Jesus konkluderer, at fordi de forkaster vingårdsejerens søn og slår ham ihjel trods såvel hans egne som Skriftens advarsler, vil de blive dømt.

Guds rige skal tages fra dem og gives til et folk, som bærer dets frugter. Toldere, skøger, hedninge vil tro evangeliet og gå ind i Guds rige.

Som det senere fremgår af Romerbrevet, som vi så på ovenfor, er det ikke alle jøder, der kommer forhærdelse over. Men det er ikke til at komme uden om, at dommen er retfærdig og hård og betyder, at det ikke længere er disse jøder, der skal være forpagtere.

Som det fremgår af v. 44, vil vantro blive dømt.

Afslutning (v. 45f)

Ypperstepræsterne og farisæerne, dvs. folkets ældste, er helt klare over, hvem Jesus sigtede til med disse to lignelser. Deres frygt for skarerne, som anså Jesus for en profet, får dem til at holde sig tilbage en stund endnu. Men derefter vil de få Jesus slået ihjel, skønt Jesus har advaret dem om den dom, som det vil medføre over dem.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår af Romerne 9-11, er det nemt for hedningekristne at hovmode sig, når man læser sådanne tekster. På den anden side er der også i dag høje røster, som i realiteten nægter at anerkende den bibelske dom over Israel som helhed.

Der er og er kommet forhærdelse over en del af israelitterne. Men vi skal ikke begive os af med at fælde en sådan dom. Vi skal i stedet forkynde lov og evangelium. Loven skal forkyndes så skarp, at hyklere og farisæere af alle folkeslag, også det jødiske folk, kan komme til erkendelse af deres synd og frygte Guds dom. Vi skal forkynde evangeliet, som er Guds kraft til frelse, og forvalte sakramenterne.

Loven skal forkyndes skarpt, ikke uskarpt og lovisk, så folk tror, de kan opfylde den, ligesom mange jøder og med dem mange kirker mente og mener. Evangeliet skal forkyndes rent, dvs. i overensstemmelse med den rene lære. For der er intet menneske, der kan omvende sig selv. Det må Gud gøre. Derfor er det afgørende, at vi lader Gud gøre det ved at holde os helt og holdent til Guds ord og ikke blande det op med mennesketanker og menneskebud, sådan som farisæerne også gjorde.

Lov og evangelium vil også sætte hedningekristne på plads. Ingen har noget at rose sig af. Vi frelses ene og alene for hovedhjørnestenens skyld, for Jesu Kristi skyld, ved tro på syndernes forladelse. Det kan frelse vantro hedninger. Det kan frelse vantro jøder. For dem, som Gud har udvalgt, vil han også kalde, gøre retfærdige og herliggøre.