Skabelsen af mand og kvinde – 1 Mos 2,4b-25

1 Mosebog 2,4b-25: Skabelsen af mand og kvinde (Skabelseslæren i Skriften [3])

Indledning

1 Mosebog 2,4b-25 tager et emne op, som kort berørtes i 1,27: “Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. I kap. 1 blev det blot nævnt som et faktum, men nu handler det ikke blot om mennesket (hebraisk: Adam), men om manden Adam og kvinden Eva. Evas navn hentyder til, at hun blev moder til alt levende.

Skabelsen af Adam

Gud Herren formede ifølge v. 7 mennesket (Adam) af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så han blev levende (egt. ‘en levende sjæl,’ hvorfor ordet sjæl i Bibelen ofte bruges i betydning ‘en – levende – person’).

Adam bliver sat i en have, som Gud plantede i Eden ude mod øst (v. 8). Vers 9 skal sikkert forstås om træer, Gud lader vokse frem specielt i Eden.

Desuden nævnes to træer, som kommer til at spille en helt central rolle i det videre forløb: Træet til kundskab om godt og ondt (2,16f; 3,3-7.11f.17) og livets træ, hvis frugt giver evigt liv (3,22.24).

Scenen er sat for Adam og for Eva, som Gud vil skabe, og for det efterfølgende syndefald, som i høj grad påvirkede forholdet mellem dem.

Skabelsen af Eva

Til indledning siger Gud, at det ikke er godt for Adam/mennesket at være alene (2,18). Derfor vil Gud skabe en ‘hjælper, der svarer til/er modsat ham.’ Adam oplever i det følgende den guddommelige pædagogik, som får ham til at indse, at det kun er ham, der ikke har nogen mage, som han kalde ved navn (v. 18-20).

Først herefter “bedøver” Gud Adam og tager et af hans ribben og erstatter det med andet væv (v. 21). Af Adams ribben bygger Gud en kvinde og fører hende til Adam (v. 22).

Nu er det klart for Adam, at kvinden ikke alene svarer ham til ham, men at der ‘nu’ er tale om ben af hans ben og kød af hans kød (v. 23). Med andre ord er der tale om, at Gud skabte mennesket Adam først og derefter tog noget fra Adams legeme og lavede Eva af.

Derfor skal hun kaldes ‘kvinde’, fordi ‘hun er taget af manden’ (‘kvinde’ = ‘ishshah; ‘af manden = ‘me‘ish; ‘ishshah er blot en hunkønsform af ‘ish). Selve denne navngivning af mand og kvinde udtrykker altså helt fundamentale aspekter.

At Adam giver sin kvinde eller sin hustru navnet Eva, har imidlertid også en vigtig betydning. Navngivningen begrundes med, at hun blev eller er blevet moder til alt levende (1 Mos 3,20). Navnet Eva og ordet ‘levende’ er sprogligt beslægtede på hebraisk. Om dette skriver Luther:

Ved Helligånden kaldte Adam sin hustru det udmærkede navn Eva, dvs. ‘moder.’ Han siger ikke ‘kvinde,’ men ‘moder’ og tilføjer ’til alt levende’ (1 Mos 3,20). Her har du det, som særligt adskiller og pryder kvinderne (ornamentum), nemlig at være ophav til alle levende menneskelige væsener.

Skønt udtrykket er kort, er de alligevel en sådan tale, som hverken Demosthenes eller Cicero nogensinde skrev. Men denne tale er ved Helligånden, som er yderst veltalende. Alligevel var det fortjent, at Eva, den første moder, fik det. Helligånden skal holde talen på dette punkt. Hvis denne Taler definerer og ærer kvinderne på denne måde, så må vi retfærdigvis dække over, hvilke skrøbeligheder hun måtte have. (Kilde: Plass, What Luther Says, nr. 4703; WA-Tr 3, 3528).

Om at blive ét

Det hedder videre, at Evas skabelse og forholdet mellem Adam og Eva er begrundelsen for, at en mand forlader sin far og mor og binder sig til (eller ‘holder fast ved,’ jf. 5 Mos 5,10) sin kvinde (dvs. hustru), og de bliver ét kød.

At mand og kone bliver og skal blive ét kød i ægteskabet, har altså sin begrundelse i, at mand og kvinde var ét kød, nemlig Adams ben og kød, dvs. i at Eva blev skabt til Adam.

Dertil kommer, at det er vigtigt, at beretningen klart skelner mellem dyrene, som ikke er en ‘hjælper, der passer til ham,’ og så kvinden Eva, som netop er en sådan passende hjælper. For det betyder, at det at blive et kød er meget mere end det seksuelle, selv om det bestemt også er det. Det er den mangesidige samhørighed, der kommer af at være gjort bogstaveligt talt af det samme stof.

Om forholdet mellem mand og kvinde efter syndefaldet og i Guds rige

Endelig hedder det i 1 Mos 2,25, at ‘de to, Adam og hans kvinde/hustru’ var nøgne, men ikke skammede sig over det.

Men som bekendt medførte syndefaldet en lang række katastrofale forandringer. Én af dem var, at det helt uproblematiske forhold mellem Adam og hans kvinde blev erstattet af et problematisk forhold (jf. 1 Mos 3,16b, som måske har samme negative betydning som de tilsvarende sætninger i 1 Mos 4,7).

Det skyldtes ikke mindst, at Adam forsømte at tage ansvaret og være ‘hoved’ (jf. 1 Kor 11,3). Han standsede ikke Eva, da hun tog en frugt af kundskabens træ. Tværtimod gav Adam hende og Gud selv skylden for syndefaldet (1 Mos 3,12).

At Adam var ‘hoved,’ dvs. leder eller overhoved, fremgår også af, at han gav såvel dyrene som kvinden navn (uden sammenligning i øvrigt). Men før syndefaldet var det helt uproblematisk.

Mand og kvinde-forholdet i kirken

I vore dage ser vi som aldrig før, at kvinder gør oprør mod mændene og får lov til det af mændene. Sådan var det ikke fra begyndelsen. Og sådan er det eller skal det i det mindste heller ikke være i kirken.

Som nævnt siger Paulus, at Gud er Kristi hoved, Kristus er manden hoved, og manden er kvindens hoved. Det er derfor, der en lang række steder i NT er tale om, at kvinden skal underordne sig manden (1 Kor 14,34; Ef. 5,24, jf. v. 21; Kol 3,18; Tit 2,5; 1 Pet 3,1, 5). Således ‘adlød’ Sara også Abraham ifølge 1 Pet 3,6 (1948-oversættelsen, som er mere præcis end 1992-oversættelsen).

Det er ikke noget, der blev indført med syndefaldet, men syndefaldet medførte, at underordningen ikke længere blot var et gode, som kvinderne indordnede sig under, fordi mændene naturligt varetog deres egen tjeneste på en god måde.

Som kristne ophæver vi ikke den ordning mellem mand og kvinde, som Gud etablerede ved skabelsen. At leve i syndsforladelsens rige og leve i lydighed mod Ånden (Rom 8,1-5) betyder, at vi gerne vil leve i den ordning, sådan som den var tænkt fra begyndelsen (jf. f.eks. Mark 10,4-9). Det er det, Paulus formaner os til.

Spørgsmål:

  1. Hvad betyder det, at Eva er en ‘hjælper, der svarer til Adam’ (2,18)?
  2. Hvad vil det sige, at Eva er ‘ben af Adams ben og kød af Adams kød’ (2,23)? Inddrag også v. 25.
  3. Hvordan skal vi tænke om sex i ægteskabet (jf. v. 24f og 1,28)?
  4. Drøft i lyset af skabelsen af Adam og Eva, hvordan vi skal tænke om ægteskabet: Kan vi eller skal vi generelt opfordre mænd og kvinder til at indgå ægteskab? Er det i lyset af 1 Mos 2 rigtigt at sige, at en ugift ikke mangler noget?
  5. Manden er kvindens hoved (1 Kor 11,3). Mændene skal elske deres hustruer (Ef 5,25), være hensynsfulde og vise ære (1 Pet 3,7). Hustruerne skal underordne sig i alt, i Herren (jf. bl.a. Ef 5,24; Kol 3,18; Tit 2,4f), hvad der har praktiske konsekvenser, bl.a. når det gælder lærer og hyrde-embedet (1 Kor 14,33a-36; 1 Tim 2,11-15). Drøft, hvordan sammenhængen er mellem disse formaninger og beretningen om skabelsen af manden og kvinden i 1 Mos 2 og om syndefaldet i 1 Mos 3.
  6. Hvordan kan vi udmønte disse formaninger i hjem og kirke nu om dage?

Skabelse af mennesket – 1 Mos 1,26 – 2,5

1 Mosebog 1,26–2,5: Skabelse af mennesket (Skabelseslæren i Skriften [2])

Indledning

1 Mos 1,1-25 handler om, hvordan Gud skabte den verden, som mennesket skulle leve i.

I de følgende vers og det følgende kapitel er det skabelsen af mennesket, mennesket som mand og kvinde, det handler om.

Det hævdes ofte, at der er tale om to skabelsesberetninger. Hvis det forstås rigtigt, kan man godt sige det. Der er to beretninger, der handler om næsten det samme, men set fra forskellige synsvinkler.

Derimod er der ikke to skabelser. Sagen er, at 1,1–2,4 giver det store overblik over skabelsen: fra universet til mennesket. 1 Mos 2,5-25 handler derimod specielt om, hvad der er helt centralt for os mennesker, der læser 1 Mosebog, nemlig om skabelsen af mand og kvinde.

Desuden sættes scenen så at sige for 1 Mosebog 3. Det vil vi se på i bibeltime nr. 3.

I kap. 2,5ff er der altså tale om, at fortælleren skruer tiden tilbage og så at sige zoomer ind på noget, som han i første omgang kun kort nævnte i 1,27.

1 Mos 1,26–2,4

Guds billede og herligheden fra Gud

Noget af det forunderligste i Bibelens skabelsesberetning er den tanke, som 1,26 udtrykker. “Lad os skabe (eller gøre) mennesket i vort billede, så det ligner os.”

I parentes bemærket: Den danske oversættelse fra 1992 siger “Lad os skabe mennesker …, så de …”, men det er en uheldig oversættelse. Der burde være oversat med “Lad os skabe mennesket i vort billede, så han ligner os. De skal herske …”. Gud skabte mennesket, Adam. Når det dernæst hedder, at Gud skabte dem som mand og kvinde, så hænger det sammen med, at mennesket Adam inkluderer kvinden Eva (jf. 2,5ff). Det er derfor, det hedder “mennesket … han … De skal herske …”. Hvilken betydning det har, vender vi tilbage til i bibeltime nr. 3. Når Bibelen taler om “han”, er der derfor ofte eller som regel tale om både mand og kvinde, undtagen i de tilfælde, hvor det er forholdet mellem mand og kvinde, der behandles, eller hvor det f.eks. gælder embedet i kirken.

Da Gud skabte mennesket, foregik det på den måde, at den treenige Gud rådslog og derefter besluttede at skabe mennesket i sit billede. Tanken om den treenige Gud, himlens og jordens skaber, er jo næsten helt ufattelig, og at Gud skabte i sit billede er det endnu mere. Hvad betyder det da, at mennesket er skabt i Guds billede, så det ligner Den treenige Gud (jf. “ligner os”)?

NT lærer os, at det at være skabt i Guds billede betyder at have (sand) erkendelse (Kol 3,10) og “leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til” (Ef 4,24, gl. overs.). Vi var altså som Gud, når det gælder hellighed, retfærdighed og visdom. Ja, vi havde herligheden fra Gud (Rom 3,23).

Skabt til et åndeligt liv

For det andet har Luther ret i, at Gud oprindeligt skabte os til et bedre liv i fremtiden, også selv om vores natur ikke var blevet underlagt syndefaldet. Gud ville da have overført os (Adam og Eva osv.) fra et sjæleligt liv til et åndeligt liv (jf. 1 Kor 15,44-46). Selv om det at spise, drikke, få børn osv. er gudvelbehagelig, skal det få en ende. Det gælder stadigvæk, men det vil ikke ske uden Kristus (1 Kor 15,45).

Forvaltere eller viceregenter

Moses fortæller os endvidere, at mennesket skal herske over jordens dyr og altså være forvaltere eller vicekonger på jorden (1 Mos 1,26b). Gud har også skabt os, så han kan tale til os og med os (jf. 1 Mos 3,9ff). At vi er skabt af Gud betyder endelig også, at da Guds Søn blev menneske, blev han som en af os, dog uden synd (Hebr. 2,17; 4,15). “Han kom til sit eget” (Joh 1,11).

De sidste par punkter er vigtige i Skriften, for det er forudsætningen for, at Gud kan tale til os igennem Skriften og forkyndelsen (Hebr. 1,1ff), og det er vel hemmeligheden i, at vi ved troen kan formes efter Guds Søns billede (Rom 8,29), og at vi engang skal blive ligesom Guds Søn, når han åbenbares (1 Joh 3,2).

Velsignelse

Gud velsignede Adam og Eva og befalede dem at blive frugtbare og talrige og opfylde jorden. Gud har altså befalet ægteskab, at få børn og at danne (kerne)familier. Og den befaling gælder, så længe jorden står.

Fra begyndelsen var mennesket (1,29) og dyr (1,30) vegetarer, men det ændrede sig efter syndfloden (9,3ff). Og ingen har lov at forbyde ægteskab eller bestemte spiser ifølge Paulus (1 Tim 4,1-5).

Om jorden hedder det, at vi skal underlægge os den og herske over den (1 Mos 1,28). Gud skabte os til at så at sige at være hans viceregenter eller forvaltere, og også den befaling gælder stadigvæk.

Og alt var såre godt (1,31; gl. overs.).

Den syvende dag hvilede Gud, og derfor skal vi også hvile hver syvende dag som en gave fra Skaberen til os (2,2f jf. 2 Mos 20,8-11)

Spørgsmål

  1. Hvad vil det sige, at Adam og Eva blev skabt i Guds billede?
  2. Hvordan er det med os og Guds billede (se særlig Ef 4,22-24 og Kol 3,10)
  3. Når det hedder “Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os”, hvem er så dette “vi” eller “os”? Inddrag gerne andre bibeltekster, som kan belyse det (jf. også den første bibeltime).
  4. Hvilke opgaver fik mennesket med skabelsen i forhold til det øvrige skaberværk?
  5. Hvordan varetager vi det i dag?
  6. Drøft, hvad det betyder for os, at Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden …”
  7. Kan vi opfylde befalingerne i denne tekst og så samtidig holde hviledag hver syvende dag?


Guds syv ånder (Åb 1,4; 3,1; 4,5; 5,6)*

Fire steder i Johannes’ Åbenbaring er der tale om ‘syv ånder.’

Fra Johannes til de syv menigheder i provinsen Asien. Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone (Åb 1,4)

Og skriv til englen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. (Åb 3,1)

Fra tronen kom der lyn og brag og torden, og foran tronen stod der syv brændende fakler– de er Guds syv ånder. (Åb 4,5)

Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne- det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden. (Åb 5,6)

Hvem menes der med udtrykket ‘de syv ånder’?

De syv fakler, der brænder med ild foran Herrens trone (Åb 4,5; 5,6), forklares som ‘de syv ånder.’ Dette udtryk ‘de syv ånder’ har Johannes, som det ses, brugt i indledningen. Hele hilsenen lyder: “Fra Johannes til de syv menigheder i provinsen Asien. Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger.”

Der er ikke ret meget, som fortolkerne er enige om. Det gælder også forståelsen af dette udtryk. Jeg anser det nu alligevel for helt sikkert, at det må være Helligånden, som sammen med Faderen og Sønnen er ophav til den nåde og fred, som Johannes her ønsker for dem, der lytter til oplæsningen af Åbenbaringsbogen.

Syvtallet er efter mange fortolkeres opfattelse udtryk for det komplette eller fuldendte. Man kan måske sige, at ‘de syv ånder’ derfor betyder Den virkelige Ånd eller Den fuldendte eller perfekte Ånd. Med andre ord: Guds hellige Ånd, der som Guds Ånd er evig, guddommelig, fuldendt, osv.

Gammeltestamentlig baggrund

Der er formentlig en sammenhæng til omtalen af syv lamper i Zakarias’ Bog kap 4. Det er dog lidt svært at se i den danske oversættelse. Lysestagen og lamperne i Zak 4,2 forklares af en engel, der fortæller Zakarias at det skal betyde: “Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!” (vers 6). Lysestagen med disse lamper synes at være symbol på Helligånden.

Den livgivende Ånd

Helligåndens opgave er i øvrigt at tage Jesu ord og tale dem til menigheden (Johannes’ Åbenbaring 2,7 osv.) og derigennem give liv til dem, der hører. Det er det samme, Jesus siger om Helligånden ifølge Johannesevangeliet (Joh 6,63; 14,26).

Det er sikkert derfor, Jesus i Åb 3,1 siger om sig selv, at han “har Guds syv ånder og de syv stjerner.” Han har altså Helligånden og de syv biskopper (jf. “Engle, menigheder eller biskopper?“). Sardes-biskoppen har ry for at leve, men er åndelig død, siger Jesus. Også han opfordres derfor til at omvende sig (Åb 3,3; se mere i “Det falske ydre [Åb 3,1-6]“).

Biskoppen kan ikke selv omvende sig, for vi mennesker kan ikke tro ved egen fornuft eller kraft. Det nytter derfor ikke at prøve at beslutte sig for det. Det nytter heller ikke at sætte alle sine ressourcer ind på blive god nok.

Tro skænkes nemlig ved evangeliet, som er en Guds kraft til frelse. Det er det middel, som Helligånden bruger, når han skal give syndere liv og når han vil bevare troen hos retfærdiggjorte syndere.

Helligånden virker også i dåben (Joh 3,1ff; særligt Joh 3,5; Tit 3,4-7). Helligånden gør altså mennesker levende ved at virke i dåben (jf. Joh 3,1ff) og i, hvad der bliver forkyndt, og Han vil på dommedag levendegøre dem, der er døde i troen på Gud (se Åb 11,11).

Ja, Helligånden er ‘kilderne med det levende vand’, som Jesus Kristus vil lede os hen til (7,16f), og ‘floden med livets vand’ (22,1), som gives os ‘gratis’, dvs. uden vores fortjeneste, når Jesus kommer igen og Gud vil opfylde alle løfterne fuldt og helt (21,6).

Helligånden, det levende vand, gives altså til enhver, der hører og tror på Guds ord og som “Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (jf. 22,17).

* Redigeret og udvidet udgave af artikel skrevet til Jesusnet.dk 2005.