En brud smykket for sin mand (Åb 21,1-7 samt Åb 21,8)

Åb 21,1-7 læses Alle helgens dag efter anden række – i år den 2. november. Jeg benytter lejligheden til at skrive et indlæg. Åb 21,1ff er en af de allerkendteste steder i Åbenbaringsbogen, men det betyder ikke nødvendigvis, at den altid bliver forstået helt korrekt. Eller måske er sagen, at man faktisk godt forstår teksten, men ikke bryder sig om, hvad man forstår. Det er i al fald meget underligt, at man vælger at udelade v. 8 fra førnævnte læsning Alle helgens dag. Med v. 9f begynder et nyt større afsnit, så det ville være meget naturligt at tage v. 8 med. Men v. 8 er jo meget utvetydigt i sin beskrivelse af fortabelsen. Det nytter dog ikke blot at udelade v. 8, for hele sammenhængen og teologien i Åbenbaringsbogen lærer det samme som v. 8.

Åb 21,1-7 er ligesom størstedelen af Åbenbaringsbogen et syn, hvori apostlen Johannes ser, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen (jf. Åb 1,7). Vi lærer fuldstændig entydigt, at Jesu genkomst fører til to helt diametralt modsatte resultater. Hvilket resultat det vil føre til for den enkelte, afhænger fuldstændig af, Jesu forhold til den enkelte er.

Enten kommer han som brudgom, hvilket skal forstås billedligt om hans komme som frelser. Han kommer og giver opstandelse til evigt liv for dem, der troede evangeliet om, at Kristus er Guds Lam, der bar al verdens synd.

Eller han kommer som en hærfører, der nedkæmper sine fjender, og som en dommer, der afsiger dom over de skyldige, dvs. over dem, der er skyldige efter Guds lov og ingen stedfortræder har, som kan redde dem fra deres straf. Straffen er evigt-livs-varigt, og straffestedet er Helvede. Det er desværre alt for almindeligt at ignorere, at mennesker går fortabt uden tro på Kristus.

Åb 21,1-7 handler om den frelse, der bliver dem, der tror på Kristus, til del. En ret tolkning må naturligvis tage Åbenbaringsbogen som helhed i betragtning, og den skal selvfølgelig også være i overensstemmelse med Skriftens rene lære om evangeliet. Enhver, som tror syndernes forladelse, vil også tro og vide, at han dermed er frelst fra Helvede og Guds evige vrede (se nærmere her: Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]).

En ny himmel og jord (v. 1)

I v. 1 begynder en ny scene i den film, som Johannes så at sige ser. Han ser en ny himmel og en ny jord. Ny betyder her kvalitativt ny. Det svarer nemlig fuldstændig til, at de troende i opstandelsen skal oprejses med et nyt legeme, et opstandelseslegeme i stedet for et fornedrelseslegeme (jf. epistlen i Fil 3,17-21 til 23. søndag efter Trinitatis, anden række). Grundtvig taler om en herlig lutring (Gl DS 229 v. 9).

Den første jord og himmel, som er forsvundet, er den himmel og jord, som Gud skabte, men som siden er underlagt forgængelighed på grund af Adams synd (Rom 8,19f). Det er muligt at forstå det sådan, at den nye himmel og den nye jord “blot” er vores nuværende himmel og jord, blot uden syndefaldets konsekvenser. Men sammenligner man med, hvad Jesus og Paulus siger om mennesket, skal vi snarere forstå det sådan, at den nye himmel og jord er noget kvalitativt anderledes. Det er en herliggjort verden, en åndelig verden. Det vil være en fejltagelse at begrænse den til, hvad vi kan forstå med vores kødelige fornuft.

Havet findes ikke mere, siger Johannes. Det har voldt fortolkerne hovedbrud. Måske er nøglen Åb 20,13, hvori det siges, at ‘havet gav de døde i det tilbage.’ I denne sammenhæng vil vi lade det ligge.

Forberedt, som en brud smykket for sin mand (v. 2)

Johannes så ikke kun en ny himmel og jord, men han så den hellige by, det ny Jerusalem, stige ned fra Himlen, fra Gud, forberedt som en brud, der er smykket for sin mand/brudgom.

Af v. 9f fremgår det utvetydigt, at denne hellige by, det ny Jerusalem, ikke er en lokalitet, men bruden, Lammets hustru. For dem, der med urette afviser, at Det gamle Testamente taler om Jerusalem, Israel og Zion som noget, der går ud over det jordiske, bogstavelige, er et sådant udsagn svært at forlige sig med.

Men sagen er altså, at der ligesom i Det gamle Testamente er tale om kirken, dvs. dem, der er blevet retfærdiggjort ved tro, af nåde, for Jesu Kristi skyld. De er hellige, fordi Kristus og Helligånden har gjort dem hellige i dåben og ved ordet. Dette Jerusalem er ny, fordi det er kvalitativt nyt, det er nemlig herliggjort (jf. ovenfor).

De stiger ned (som der egentlig står) fra Himlen, fra Gud, fordi de følges med Lammet og Kristus (Åb 19,14). De har været i Himlen hos Gud, siden de døde i troen (Åb 14,13).

Hun er forberedt, som der faktisk står, nemlig ligesom en brud, der er smykket for sin mand/brudgom. Hvordan er hun blevet det? Jo, hun er blevet iklædt bryllupsklædningen, som er Kristi egen retfærdighed. Måske tænkes der også på, at hun er blevet herliggjort.

Som altid er der altså tale om, at Guds folk er forberedt til dommedag og herligheden gennem syndernes forladelse, hvormed vi får al velsignelse i Kristus (Ef 1,3ff), evigt liv og salighed – og altså til den tid også herlighed.

Umiddelbart virker det en smule påfaldende, at der står, at hun er smykket for sin mand og ikke for sin brudgom. Måske er forklaringen, at hun allerede var hans brud forinden. Men det er nu, bryllupsfesten skal stå. Under alle omstændigheder er det billedet af Frelseren og Kirken som brudgom og brud, vi møder her.

Gud vil bo hos dem (v. 3)

En høj røst fra troen, dvs. fra Gud selv, råber, at ‘se, Guds telt hos menneskene.’ Som Gud var til stede i tabernaklet hos sit folk under ørkenvandringen, vil han nu være til stede hos sit folk.

‘Han vil bo hos dem,’ hvilket betyder, at Gud fra nu af altid vil bo hos sit folk. Det er et nærvær, som vi ikke kan gribe med vores tanke. Men vi forstår, at det betyder, at Gud aldrig vil forlade os, men altid være hos os i nåde og altid sørge for os, sådan som det også vises i billeder i Åbenbaringsbogen (Åb 22,1-5).

Det ny Jerusalem, Lammets brud, skal være hans folk, hvormed der utvivlsomt gribes tilbage til mange løfter herom i Det gamle Testamente (f.eks. 3 Mos 26,12).

Herligheden er, at Gud er tilstede hos sit folk med sin nåde og opretholdelse til evig tid.

Himmelsk trøst (v. 4)

Gud vil selv trøste os og så at sige tørre hver tåre af vore øjne. I opstandelsen vil der nu ikke være gråd, men det er netop det, der menes. Her i denne verden kender vi til gråd. Vi kender til smerte over at være syndere, men vi kender også til smerte over det, som synden medfører: sygdom og død, lidelse og smerte, forfølgelse fra verden og Djævelen. Forførelsen er også dødsensfarlig, men den er der færre, der græder over, fordi den kommer snigende, men mange græder, når forførelsen har båret frugt og folk har vendt Kristus, frelsen og syndernes forladelse ryggen.

I opstandelsen skal der ikke være død for de herliggjorte mere. Skrig og pine vil også være forsvundet for dem, Gud trøster. Som det fremgår af bl.a. Åb 14,9-11, gælder det samme ikke for dem, der går tabt. De vil tværtimod pines i al evighed. For dem, der trøstes, er ‘de første ting,’ dvs. det, der var før, forsvundet.

Derfor er det altafgørende, at mennesker får forkyndt lov og evangelium i tide, så Guds Ånd kan virke tro på syndernes forladelse. Hvor syndernes forladelse er, er der også evigt liv og salighed, som Luther lærer os. Uden syndernes forladelse er der evig pine i Helvede.

Gud gør alting nyt (v. 5)

‘Han, som sidder på tronen,’ er Gud selv. Åbenbaringsbogen har omtalt Gud på den måde siden Åb 4,3. Nu bekræfter Han, hvad Johannes lige har set og hørt.

Johannes hørte Gud selv sige: “Se, jeg gør alt nyt!” Ordet ‘Se!’ bruges ofte som en partikel, der skal gøre os særligt opmærksomme på, hvad der følger efter. Med Jesu genkomst vil Gud selv gøre alt kvalitativt nyt (jf. ovenfor).

Så vigtigt er det, at Gud endog befaler Johannes at skrive disse ord ned. Der er flere steder, der viser os, at Johannes virkelig skrev, mens han så disse syn. For det første er der Jesu befalinger om at skrive, hvad han dikterer, i Åb 2–3. For det andet fremgår det af Åb 10,4, at Johannes ville til at skrive, men blev forhindret deri. Endelig kan vi se i Åb 22,6ff, at Jesus taler om denne bogrulle/bog (Åb 22,7.9f.18f).

Det, Johannes skal skrive her, er, at Guds egne ord er troværdige og sande. Ja, det andet af disse to ord (alêthinoi; ἀληθινοί) kan også betyde ‘troværdige.’ De er begge dele, for de Guds ord.

Vi skal altså vide, at verden ikke i al evighed vil se ud, sådan som vi kender den. Synden og alle dens følger skal forgå, og noget nyt skal komme.

“De er sket” (v. 6)

Gud siger direkte til Johannes, at alle disse ting, som Han vil gøre nye, nu er sket. I Åb 16,17 hed det om den syvende vredesskål, at ‘det er sket!’ Der var det afslutningen på dommen, der var i fokus. Her er det frelsen og herligheden, der understreges. I sit syn har Johannes set, hvad der skal ske. Fordi Gud er den, der bestemmer, hvordan og hvonår fuldendelsen kommer, kunne han åbenbare det for sin profet, som har skrevet det ned til os. Til advarsel og trøst. Her først og fremmest til trøst.

Gud er, siger han, Alfa og Omega. Han er begyndelsen og enden. Han er med andre ord både skaberen og fuldenderen (jf. Åb 1,8). Det samme siges også om Kristus (Åb 22,13). Det er ikke så underligt, for Kristus er jo Guds Søn fra evighed af. At Gud er skaberen og fuldenderen, svarer meget godt til, at han netop har sagt, at gør alting nyt.

Gud siger også, at han vil give af kilden med livets vand for intet til den, der tørster. Livets vand er det vand, der skænker liv. Det er ikke vand, der giver evigt liv. Evangeliet giver liv, men det gør først og fremmest Helligånden, som virker gennem evangeliet og dåbens bad. Gud vil altså give Helligånden, som vil give den, der tørster, evigt liv (jf. også Åb 7,17).

På en særlig måde gælder det opstandelsens dag og evigheden (Åb 22,1), men det gælder naturligvis også i tiden frem til dommedag (jf. Åb 7,17; 22,17).

Vi skal lægge mærke til, at Gud vil give livets vand til den, der tørster. Denne tørst skaber Gud selv ved loven, for det er loven, der overbeviser os om, at vi er åndeligt døde og har brug for evangeliet og Guds Ånd, der kan vække os til live her og i evigheden. Dem, der ikke har denne tørst, er udenfor i ild- og svovlsøen, dvs. i Helvede.

For det andet skal vi lægge mærke til, at Gud giver dette ‘for intet.’ Det betyder, at vi ikke skal yde noget eller betale noget for at blive frelst. Det har Guds Søn, Lammet, nemlig gjort, da han blev slagtet for os (jf. Åb 1,5; 5,6.9). Tilsvarende profeterede Esajas om, at Kristus skulle være Herrens lidende tjener (Es 53), hvorefter befalingen lyder:

Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! (Es 55,1; jf. Åb 22,17)

Her i tiden lyder denne befaling til at komme og høre evangeliet og få Herrens legeme og blod for intet. På dommedag vil denne befaling kalde dem, der er døde i Herren, ud af gravene og ind i herligheden. For intet! For Kristi skyld, af nåde. Hvilket evangelium.

Arv og barnekår (v. 7)

Som det ses her, bruges ordet ‘at sejre’ om at nå frem til fuldendelsen. Ordet har både en militær og en juridisk klang. Begge dele passer godt i Åbenbaringsbogen, for dommedag beskrives dels som en krig, dels som en retssag. Det er Lammet, der fører sit folk til sejr. For Lammets skyld vil de troende få en dom, der siger, at de er retfærdige og skal gå ind i herligheden. For Lammets skyld, og fordi de er i følgeskab med ham, vil de troende sejre i krigen mod dragen, dyret fra havet og dyret fra jorden, dvs. i krigen mod den sataniske trehed.

I dåben blev de troende gjort til Guds børn, som derfor har arveret. De er arvinger, Kristi medarvinger (Rom 8,17). Kristus har nemlig testamenteret det evige liv og herligheden til enhver kristen.

Hvad der allerede gælder ved dåb og tro, gælder også i fuldendelsen. Gud vil være Gud for enhver, der frelses og får evigt liv. Tilsvarende er enhver Guds søn. Det betyder naturligvis ikke, at Gud kun frelser mænd. Kvinderne hører med.

Fuldendelsen og herligheden er naturligvis af stor betydning for os kristne. Men i tro har vi allerede evigt liv og salighed. Til den tid vil vi ikke blot eje det i troen, men vi vil se og erfare det. Vores gamle natur og den syndige og forgængelige verden skal forgå. Derfor ser vi frem til den dag. Men først og fremmest ser vi frem til den dag, fordi vi skal se vores frelser, Herren Jesus Kristus, og blive ham lige (1 Joh 3,2). Vi skal fejre bryllupsfest med ham i al evighed. Gud alene æren!

Søen, der brænder med ild og svovl (v. 8)

V. 8 beskriver dem, som vil komme til at møde Kristus som dommer og hærfører – eller kriger. Kristus vil nemlig dømme og føre krig med retfærdighed (Åb 19,11). Dyret fra havet og dyret fra jorden/den falske profet vil blive styrtet i ild- og svovlsøen (Åb 19,20). Det samme vil ske med Satan (Åb 20,10). Men det vil også ske med alle dem, der ikke har deres navne skrevet i Livets bog (Åb 20,15), det slagtede Lams bog, for de tilbeder alle Anti-krist (Åb 13,8).

De ender alle sammen i Helvede, for den anden død og ild- og svovlsøen er Helvede, hvor alle vantro vil blive pint i al evighed under Guds og Lammets vrede (jf. igen til Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]). De, der benægter det, lyver for sig og andre og forhindrer dermed folk i at komme til erkendelse af deres virkelige situation og søge hjælp i evangeliet.

De feje er dem, der bliver bange og mister tilliden til Jesus på grund af frygt for at miste livet, hvad enten det er her i livet eller i det sidste slag mellem Kristus og Antikrist. Det er altså dem, som bliver skræmt af den djævelske treenighed og Satans forfølgelser og derfor mister troen og tilliden til Lammet. Det sker jo næsten automatisk, hvis man ikke lytter til et rent og klart forkyndt evangelium om Kristus. Det sker desværre også, når mennesker ikke stoler på evangeliet og i stedet ser på egne og andre menneskers kræfter.

De troløse eller de utro er nogle, der engang hørte til i menigheden, men som vendte Kristus ryggen og tilbad afguder.

De vederstyggelige betyder dem, der er vederstyggelige, eller som handler vederstyggeligt. Det gælder al synd, men det gælder ifølge Skriften faktisk nogle synder mere end andre (3 Mos 18,22; Rom 1,26ff; 1 Kor 6,9f). Det gælder også afgudsdyrkelse (5 Mos 7,25; 17,2-5; 20,18), og det drejer sig om mordere (Sl 5,7) og ateister (Sl 14,1).

Mordere og utugtige er dem, der overtræder det femte og sjette bud.

Troldmænd er dem, der øver trolddom (jf. Gal 5,20; Åb 9,21, sml. 18,23). Trolddom refererer til enhver form for (forsøg på) manipulation af overnaturlige magter for at opnå hvad man selv vil. Ifølge Åb 18,23 havde Babylon magten over alle folkeslagene ved hjælp af trolddom.

Afgudsdyrkere refererer til dem, der tilbeder andre end Gud og Lammet (jf. 2,14.20). Plagerne i Åb 8–9 fik ikke afgudsdyrkere til at omvende sig og i 13,14f; 14,9.11; 16,2; 19,20 modsat 15,2 og 20,4 er der tale om dem, der tilbeder dyrets billede.

Endelig nævnes alle løgnerne. I første omgang alluderes der til de falske profeter i 2,2 og de falske ‘jøder’ i 3,9, men ‘løgn’ er ikke acceptabelt i det hele taget (jf. 21,27 og 22,15). Det gælder, hvad enten der er tale om vidneudsagn i retten (jf. 5 Mos 5,20; Matt 19,18) eller løgn i andre sammenhænge (jf. ApG 5,3f; Ef 4,25; Kol 3,9), fordi løgn er udtryk for vantro (jf. f.eks. Rom 1,25 og 2 Thess 2,9-12). Særligt advarer NT imod falske profeter, dvs. mennesker, der i Guds navn taler løgn uden at være sendt af den sande, treenige Gud (jf. Åb 16,13; 19,20 og Matt 24,11). De falske profeter forfører ved løgnen og gør dem, der lader sig forføre, til løgnere, som ikke vil erkende sandheden fra Gud.

Den mest grundlæggende form for løgn er afvisningen af Guds lov, når den vil overbevise om synd og fortabthed, og af Guds evangelium, som forkynder, hvad Gud har gjort for at frelse ellers fortabte syndere. Det allerværste er dog, når de, der er sat til at forkynde loven og evangeliet, prædiker falsk og dermed forhindre andre i at komme til tro og erkendelse af sandheden (jf. Tit 1,1.9; 1 Tim 1,3-11).

Alle helgens dag er måske en af de dage, hvor prædikanter er mest fristet til at fortie sandheden og lyve. Men gør man det, vil man få en streng dom (Ez 3,16-21; Luk 12,41-48; Jak 3,1). Det er sørgeligt, for evangeliet er jo netop Guds kraft til frelse for fortabte. Selv om det også vil blive afvist som en dårskab af dem, der fortabes, er det Guds kraft for os, der frelses. Lad os derfor ære Kristus og hjælpe fortabte syndere ved at fastholde sandheden om såvel lov som evangelium, uanset om vi er forkyndere eller “blot” bekendende kristne.

Når enker ofres … og ofrer (23. s. e. Trin. – Jer 7,1-11; Fil 3,17-21; Mark 12,38-44)

Læsningerne til 23. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det den 26. oktober og søndagen før Alle helgens dag – lader os se to slags mennesker: Den ene er farisæeren, der sætter sin lid til løgneord, der intet gavner, og som derfor er fjender af Kristi kors. Den anden er enken, der repræsenterer dem, der har borgerskab i Himlen. De sætter deres lid til Gud i alle ting og i tro gør de gode gerninger.

I Jer 7,1-11 forkynder Herren(s profet) dom over dem, der kommer for at tilbede i Herrens tempel, for deres liv viser, at de er vantro og onde hyklere. Omvender de sig, vil de blive frelst og få lov at “bo” i Herrens nærvær. Sætter de deres lid til løgnemantraer som “Herrens tempel,” der nok består af de rigtige lyde, men er gennemsyret af alt andet end Guds ord og lære, så vil man blive ramt af dom og fortabelse. Deres omvendelse skal følges af et retfærdigt liv.

Skal vi ikke følge farisæernes og hyklernes forbillede, kan vi til gengæld have Paulus som forbillede ifølge Fil 3,17-21. For han er ikke en de fjender af Kristi kors, som følger deres eget begær og deres egne lidenskaber og får fortabt. Han er borger i Himlen, og vender Frelseren, Herren Jesus Kristus, som vil give os et helt nyt, åndeligt opstandelseslegeme.

Også Jesus advarer mod de hykleriske skriftkloge i Mark 12,38-44. De udbytter enkerne (og uden tvivl alle andre svage), og det vil de få deres dom for. Der er rige, der overfladisk set giver meget til templet, men Jesus fremhæver i stedet enken, der (i tillid til Gud) giver det, som hun egentlig selv skulle leve af. Men som vi lærer af 1 Kong 17, kan Gud sørge for sådanne enker.

Er Herrens tempel en røverkule? (Jer 7,1-11)

Profeten Jeremias’ domsord over de besøgende i Herrens tempel er Herrens egne ord, som Han lod komme til Jeremias (v. 1). Det er altså ikke profetens egen mening, men Herrens dom, han forkynder.

Ifølge v. 2 skulle Jeremias stille sig i indgangen til templet, for alle havde brug for at høre domsordet og omvende sig. Hele Juda, dvs. alle dem, som udadtil nu hørte til Guds folk, og alle tempelgæsterne skulle høre Jeremias. De kom for at tilbede Herren, men som vi skal se, var deres tilbedelse falsk. Det er i sig selv tragisk, at disse mennesker kom for at tilbede Herren, men de var ligeglade med hans ord.

Hvis de, der kom for at tilbede Herren, skulle få lov til at “bo,” dvs. at høre til i templet (jf. f.eks. Sl 15,1; 65,5) og i Guds åndelige folk, så skulle de omvende sig (v. 3). Deres færd og gerninger var ikke gode, for deres hjerter var onde.

Folk satte deres lid til, at de havde templet (v. 4). Templet var ikke længere det sted, hvor Gud åbenbarede sig, og hvor der blev bragt ofre for folkets synder. Det var blevet en åndelig sovepude. Derfor var henvisningerne til templet blevet til løgne. Sådan har det været mange gange siden, og sådan er det også blevet igen. Måske har der aldrig været så mange, som tror sig reddet for tid og evighed, fordi de kommer i en “kirke,” men Guds ord og lære, ja, Kristus selv, er de ligeglade med. Det ses også i deres liv, sådan som det sås på Jeremias’ tid.

Nej, Herren kræver omvendelse og et retfærdigt liv og levned, som også giver sig udslag i retfærdighed i mellemmenneskelige forhold (v. 5). Det betød konkret, at man ikke måtte undertrykke den fremmede (v. 6a). Det betyder i øvrigt ikke, at man skal tillade de fremmede at undertrykke andre, endsige et lands egne indbyggere, sådan som det i stigende grad sker i den vestlige verden. Den faderløse og enken må heller ikke undertrykkes (v. 6a). Det betyder i øvrigt ikke, at man så skal ringeagte familien og tillade familieopløsende ordninger, sådan som det nu om dage sker i den vestlige verden i et omfang, som verden ikke tidligere har set.

Naturligvis må man heller ikke udgyde uskyldigt blod, slet ikke i templet (v. 6b). Det er ikke et forbud mod dyreofringer, som jo netop indgik i den gammeltestamentlige gudstjeneste. Men det er et forbud mod at misbruge sin magt, sådan som det desværre skete alt for ofte.

I det hele taget må de, der kommer for at tilbede Herren, ikke følge andre guder, for det bliver til ulykke, dvs. til fortabelse for dem (v. 6c). Man følger andre guder, når man f.eks. dyrker Mammon.

Men omvender folket sig, så vil Gud lade dem “bo,” dvs. lade dem blive i sin nærhed, i det land, som Gud gav deres fædre (v. 7). Pladsen rækker ikke til at vise, at Det gamle Testamente selv taler om templet og landet på en måde, der går ud over den helt konkrete betydning, men sådan er det. Det er derfor, Jesus taler om, at “de sande tilbedere” ikke skal tilbede på et bestemt sted, men i ånd og sandhed (Joh 4,23f).

Profeten Jeremias er sat til at tale til dem, der ikke tilbeder i ånd og sandhed, men som i stedet sætter deres lid til løgne, der intet gavner eller hjælper (v. 8). Selv det at bruge ordet “Herrens tempel” er løgnagtige mantraer, der nok siger de rigtige lyde, men i øvrigt er løgn fra ende til anden.

Gennem profeten lader Herren folkets gerninger afsløre deres vantro og falske gudsdyrkelse (v. 9f). Det fremgår af det retoriske spørgsmål, at folket stjæler (7. bud), dræber (5. bud), bryder ægteskabet (6. bud), sværger falsk (8. bud) og tænder offerild for afguder og følger nye guder (1. bud). Det er afskyelige handlinger i Guds øjne, og det burde det også være i dette folks øjne.

Alligevel kommer de til Herrens tempel, det tempel, som bærer Herrens navn, og hævder, at de er frelst eller reddet (v. 10).

Herren spørger, om hans hus, som bærer hans navn, er en røverkule eller røverhule, et sted, hvor forbrydere kan søge tilflugt og opholde sig (v. 11). I Herrens egne øjne er svaret naturligvis nej, men det var det ikke i folkets øjne på profeten Jeremias’ tid. Det var det heller ikke i folkets øjne på Jesu tid, som Jesus havde sagt kort tid forinden (Mark 11,17).

I vor tid er det ikke meget bedre. Man kan vælge at benægte det, men der foregår meget i de kirker, der burde være huse, hvor Guds ord og lære forkyndes rent og purt. Der lyves, og der handles ondt. Vi kaldes til omvendelse, ja, daglig omvendelse. Vil vi prædike i overensstemmelse med denne søndags læsninger, må der forkyndes dom over alle løgnene. Ellers hjælper det ikke at forkynde evangeliet. Tværtimod. For ingen har brug for evangeliet, hvis ikke man erkender sin synd.

Kristendom er syndsbekendelse og – først og fremmest – tro på evangeliet om vore synders forladelse, af nåde, for Jesu Kristi skyld. Alt andet er løgne. Gud give, at der ikke forkyndes løgne denne søndag.

Paulus som eksempel (Fil 3,17-21)

Man skal ikke følge judæernes, farisæernes eller de skriftkloges eksempel. Men man må gerne følge Paulus’ eksempel (v. 17). Ikke fordi han eller vi bliver frelst af at leve ret. Men Paulus levede et forbilledligt liv for enhver, der tror, fordi han levede i Kristi efterfølgelse. Der var – og er heldigvis – også andre, der lever efter det forbillede, vi har fået i Paulus. Dem skal vi også se på som forbilleder.

Modsat er der de mange, der vandrer som “fjender af Kristi kors” (v. 18). De vil ikke lade korset forkynde lov og evangelium, og derfor lever de i vantro. Som vi lærer af både den gammeltestamentlige læsning og evangeliet til denne søndag, giver det sig udslag i deres liv. For uden syndserkendelse, syndsbekendelse og tro kan ingen korsfæste kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne (Gal 5,24).

Paulus nævner det med gråd, for det er sørgeligt, for de lever under Guds vrede og vil blive dømt til Helvede (v. 19a), hvis ikke de omvender sig.

Bugen er deres Gud. Den norske NT-professor Karl Olav Sandnes har vist, at ‘bug’ er sæde for det syndige begær ifølge samtidige tekster. Fjenderne af Kristi kors følger altså deres bug, dvs. deres egne begæringer og lidenskaber. Det er altså deres vantro og begær, som fører dem i fortabelse. De har deres ære i deres skam. De tænker på og tragter efter det, der hører det jordiske, dvs. det syndige liv til (v. 19).

Helt modsat er det med kristne (v. 20). Vi har borgerskab i Himlen. Vi hører til i Himlen og nyder beskyttelse og omsorg i Himlen. Fra Himlene venter vi også Frelseren, Herren Jesus Kristus. Det gør fjenderne af Kristi kors naturligvis ikke, desværre.

I dette liv lever vi i vores syndige og dødelige legeme, der er underlagt behov for mad, og hvor ægteskabet er indstiftet af Gud til så at sige at opretholde menneskeheden. Men synden hersker, også i vort kød, og derfor er der tale om ‘fornedrelses-legemer,’ som det hed i de gamle oversættelser.

Når Frelseren kommer, vil han forvandle dette legeme og give det ny skikkelse (jf. også Matt 22,29-32). Vores legeme skal få samme skikkelse som Jesu Kristi opstandelseslegeme. Dvs. vi skal ikke længere have et sjæleligt legeme som det, Adam blev skabt med. Men vi skal få et åndeligt legeme ligesom Jesu eget. Det er det, Jesus taler om, når han siger, at der ikke skal være ægteskab i Himlen, men at vi skal være som engle. Det forstod saddukæerne ikke, og det forstår de fleste vesterlændinge heller ikke, for vi ønsker at opretholde illusionen om det perfekte menneske (skønt det jo højest lader sig gøre for nogle få i  nogle få år). Saddukæerne blev derfor belært om, at de hverken kender Skrifterne eller Guds kraft. Skrifterne vidner om opstandelsen. Og den kraft, Jesus talte om, er den kraft, som Kristus vil underlægge sig alt med. Det er den kraft, som virkede Kristi opstandelse (Ef 1,20). Han virker i os med sin kraft til både at ville og at virke for hans gode vilje (Fil 2,13).

De grådige og de grådiges ofre (Mark 12,38-44)

Der er ikke mange brancher, som leverer så mange illustrationer på grådighed som den finansielle samt topdirektører. I de forløbne uger har vi set ekstremt mange, afskyvækkende eksempler.  Deres grådighed er chokerende. Men grådigheden er ikke gratis. Andre betaler prisen.

En anden branche, som den finansielle er afhængig af, er den juridiske. Her findes også grådighed, ligesom jurister ikke bare er objektive fagfolk, men i høj grad er med til at undertrykke svage. Den lille mand eller kvinde må se pengestærke folk købe sig til juridisk assistance, så man kan bøje uretten og slippe alt for billigt – økonomisk eller juridisk – når man har på subtil vis har bestjålet folk eller opført sig voldeligt/samfundsomstyrtende. Alt det ser vi også ekstremt mange eksempler på i vore dage.

Men sådan skal det ikke være, og sådan skal især kristne ikke opføre sig. De, som vil undertrykke den virkeligt svage, skal kaldes til omvendelse, så de kan komme til at bære omvendelsens frugter (jf. også til 22. søndag efter Trinitatis ???).

Tag jer i agt for de skriftkloge (v. 38a)

Man skal formentlig forstå imperfektum af ‘at sige’ (ἔλεγεν) sådan, at det var noget, Jesus sagde mere end en gang. Han advarede med andre ord mod de skriftkloge gentagne gange. Det hænger sammen med den åndelige risiko, de udgjorde.

De skriftkloge var eksperter i tolkningen af Moseloven og dens anvendelse, hvorfor de også sad i Sanhedrin. Fordi Moseloven er en religiøs lov, var der elementer af både teologi og jura i deres virke. De havde også ansvaret for oplæring af nye eksperter. De skriftkloge var eller burde have været eksperter i både loven og løfterne/evangeliet. De var blandt dem, der blev tilkaldt, da Herodes skulle finde ud af, hvor Kristus skulle fødes (Matt 2,4).

Men det var ikke løfterne om Kristus eller evangeliet, der var fremtrædende. I stedet var det loyaliteten mod forgængernes tolkninger, skønt disse havde fjernet sig længere og længere væk fra grundlaget. I øvrigt slet ikke ulig, hvad Luther opdagede på reformationstiden, og heller ikke ulig det meste af den moderne teologi. De så sig ikke som tjenere, men som magthavere, der skulle æres.

Det er derfor, Jesus i sin lære gentagne gange advarede mod dem. Man skal tage sig i agt for disse skriftkloge. De er interesseret i den status, som deres stilling medfører, men ikke i at tjene med deres ekspertise.

Jagten på status (v. 38b-39)

Det giver sig udslag på flere måder. De går i fine dragter, de lader sig hilse på torvene som vigtige personer, de vil sidde øverst i synagogerne og lægge/sidde til bords ved siden af værten, dvs. på den mest ærefulde plads, når de var til middag.

Sandheden om deres forhold til enker og bøn (v. 40a)

Profeten belærer folket – og derfor naturligvis også de skriftkloge – om, at man ikke må undertrykke bl.a. enkerne (se ovenfor til Jer 7,6). Men i stedet ‘åd’ de enkernes huse.

Sprogligt set må man forstå v. 40a som en substantiveret participium, der enten står i apposition til genitiven i præpositionsleddet i v. 38 og i al fald som en nominativus pendens (således Robertson, s. 413 og 458). Som det ses, er der i givet fald ikke kongruens. Men mon ikke man også kan tage den som en selvstændig begyndelse, der genoptages med ‘disse’?

Vigtigere er det dog, at objektet for participiet ‘de ædende’ (οἱ κατεσθίοντες) er enkernes huse, ikke enkerne. Meningen er derfor snarere, at de med deres virksomhed ikke beskytter enkerne, men hjælper til med at udbytte dem. De skulle sikkert (hjælpe med at) administrere enkernes ejendomme, men i stedet  kanaliserede de enkernes ejendom over i egen varetægt.

De beder længe, men de beder ikke, fordi Gud har befalet det og knyttet store løfter til bønnen. De beder derimod for at få det til at se ud, som om de er fromme mennesker. Jesus afslører de skriftkloge i fuld offentlighed. Deres “fromme” bønner tjener kun til at dække over deres forbryderiske adfærd.

Dommen (v. 40b)

Jesus konstaterer derfor, at disse hyklere vil få en meget streng dom. For de burde vide bedre. Som eksperter burde de kende Skriften og bruge den til det rette formål, men de gør det præcist modsatte.

Den tom, Jesus tænker på, er uden tvivl fortabelsen. Fortabelse er en skrækkelig straf i sig selv, men på en eller anden måde er der dog en graduering, som vi i øvrigt ikke kender nærmere til.

Gaver til templets skatkammer (v. 41)

Efter at Jesus har advaret mod de skriftkloge, satte han sig lige over for det, der normalt oversættes med tempelblokken, men som normalt betyder ‘skatkammeret’ i templet. Konkret var der ifølge Mishnah opsat 13 trompet-lignende indsamlingsbøsser. At dømme ud fra antikke kilder, skulle alle fattiggaver godkendes af præsterne. En fattig kvinde blev latterliggjort på grund af hendes ringe gave (Lev. Rab. 3 [107a] ifølge Balz-Schneider s.v. γαζοφυλάκιον). Modsat er der ingen tvivl om, at de rige blev æret for deres store gaver. Det kendes jo også i dag. Det er ganske givet situationen, vi har her i disse vers. De rige gav meget, men så var der også den fattige enke.

Den fattige enkes tro og gudsfrygt (v. 42)

Denne fattige enke kom og gav to små kobbermønter. En dagløn på en denar svarede til 128 af disse mønter. De to mønter svarede til den mindste romerske mønt: en quadrans, en fireogtresindstyvende del af en denar. Så det var ikke noget stort beløb.

Det er muligt, at denne enke også blev latterliggjort, men det ved vi slet ikke noget om, men vi ved, hvad Jesus sagde om hende.

Hun gav alt (v. 43f)

Da Jesus havde set på dette, kaldte han sine disciple til sig, for nu skulle de lære noget om penge-forhold. Jesus har gjort brug af sin guddommelige viden, så han ved faktisk, hvordan det er fat med denne fattige enke og hendes situation.

Med den formel, der som sædvanligt angiver, at det er sandt og sagt med hans autoritet, siger Jesus, at denne fattige enke har givet mere end alle de andre givere. Vi kan håbe, at disciplene ikke blev overraskede, men under alle omstændigheder ønskede Jesus at gøre det klart for både dem og os, hvordan det virkeligt forholder sig med gaver.

Jesus begrunder sit udsagn om den fattige enke med, at alle de andre jo bare gav af deres overflod. De skulle ikke give afkald på noget for at give disse gaver. Anderledes med enken, som mange nok vil mene, i virkeligheden gav så lidt, så det var lige meget.

Hun gav ud af sin mangel på det nødvendige. Hun gav faktisk alt, hvad hun havde, dvs. alt det, hun skulle leve af. 1992-oversættelsens ‘alt det, hun havde at leve af’ er for en gangs skyld bedre end ‘hele sit eje’ eller ‘sin hele Ejendom’ (hhv. 1948- og 1907-oversættelsen).

Skal vi prøve at forklare, hvorfor Jesus fremhæver den fattige enke, er det vigtigt ikke at ignorere den nytestamentlige lære. Jesus fremhæver hende altså ikke, fordi hun ville blive frelst på grund af sit offer.

Vi må derimod forstå det i lyset af Jesu kritik af de skriftkloge og deres behandling af enkerne. Søger man – som farisæerne og de skriftkloge – sin ære hos Gud eller mennesker, så vil det være al den ære, man får. Og behandler man til og med enkerne m.fl. ondt, så vil man få sin dom for det.

Konkret betyder det naturligvis også, at vi skal være glade for både store og små gaver til Guds rige. Vi må ikke forfalde til at vise personsanseelse ved at ære dem, der absolut set giver meget. Den relative størrelse er faktisk vigtigere.

Men også det er kun en menneskelig betragtning. Jesus ærede ikke (kun) den fattige enke, fordi hun relativt set gav mest. Jeg tror, vi skal forstå det ud fra en mere grundlæggende betragtning. Den fattige enke gav og kunne give, hvad hun egentlig skulle leve af, fordi hun frygtede og elskede Gud og stolede på ham over alle ting. Hun vidste, at uanset om hun havde meget lidt eller ingenting, var hun i et og alt henvist til Guds omsorg. Hendes offer – og det er det virkeligt – er kvalitativt forskelligt fra alle de andres, som Jesus kommenterer på (jf. også Lenski).

Den fattige enke er altså modsætning til farisæerne og de skriftkloge, som i deres vantro ikke frygtede og elskede Gud og stolede på Ham over alle ting, men i stedet søgte ære og alt andet fra sig selv og andre mennesker.

Afsluttende bemærkninger

I mødet med denne søndags læsninger er der altså rig anledning til at forkynde loven. Men denne fattige enke bliver let anledning til, at der prædikes lovisk. En sådan evangelie-fattig prædiken frelser ingen. Den sætter heller ingen i stand til at omvende sig, så vi bekender vores synd og tror evangeliet om vore synders forladelse.

Derfor må loven forkyndes, men evangeliet skal også forkyndes. Ingen bliver frelst af deres ofre, ikke engang hvis man ofrer som enken. Vi bliver derimod frelst af ham, der gik til Jerusalem og Golgata for at frelse os syndere, der af natur mener at være rige i os selv, skønt vi i virkeligheden er fattige, ja, åndeligt døde.

I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. (2 Kor 8,9)

Hvem er den største i Himmeriget? (22. s. e. Trin. – Es 49,13-18; Ef 4,30-32; Matt 18,1-14)

Læsningerne til 22. søndag efter Trinitatis efter anden række – vi er i 2008 fremme ved 19. oktober – har flere forskellige temaer, der diplomatisk sagt udfordrer læseren til at finde sammenhænge.

Den gammeltestamentlige lektie er Es 49,13-18, som både forkynder og i mødet med tvivlen bekræfter, at Gud vil trøste sit folk, nemlig når han sender Johannes Døber og Kristus.

Apostlen Paulus formaner os i Ef 4,30-32 til at leve helligt og tilgive hinanden, ligesom Gud har tilgivet os i Kristus.

Evangeliet i Matt 18,1-14 drejer sig om, at disciplene ikke skal leve på kødelig vis og diskutere, hvem der er den største, men i stedet blive som børn og endvidere tage imod et barn i Kristi navn. Modsat er der en hård straf for dem, hvis de eller enhver anden bliver anledning til, at en af de små, som tror på Jesus, bringes til fald. Disciple er kaldet til radikalt at gøre op med alt, hvad der kan bringe en af Jesu små til fald. Modsat må man ikke sky nogen anstrengelse for at frelse det fortabte, men gå ud og søge det vildfarne får i bjergene, for sådan er det vores himmelske faders vilje! Og sådan gjorde Jesus selv. Evangeliet handler både om, hvad Jesus selv gjorde, og hvad han gør gennem sine stedfortrædere, lærerne og hyrderne.

Es 49,13-18

Dette stykke indledes med en opfordring til himmel, jord og bjerge om at fryde sig. I grundteksten er der brugt tiltale, men 1992-oversættelsen afviger og formulerer det i tredje person. Alle skabninge, men naturligvis først og fremmest de genløste skal lovprise Gud. Men eftersom det er Herrens tjener, der ifølge ikke mindst Es 53 er den, der fører frelsesgerningerne ud i livet på endegyldig måde, er det også ham, der skal lovprises.

Begrundelsen i v. 13 er, at Herren trøster sit folk (jf. Es 40,1), han forbarmer sig over de hjælpeløse. Over for Satan, den gamle slange, synden og døden, ja, Guds vrede og forbandelse, er alle hjælpeløse. Det er Herrens tjener dog ikke. Det er ved at sende ham, at Herren trøster sit folk og forbarmer sig over dem.

Men Zion kan ikke se Guds nåde og barmhjertighed. Zion klager over, at Herren har svigtet og glemt hende (v. 14). Zion, Herrens brud (jf. Sl 45; Ez 16,8), ser kun sin brudgoms vrede og dom. Anfægtelsen er dyb. Zion kan ikke selv trænge sig vej ud af anfægtelsen, men må hjælpes ud af hendes brudgoms ord, Herrens ord.

Så med forskellige billeder lader Herren profeten forkynde, at det ingenlunde er sådan, som Zion tror og frygter (v. 15). For at citere Paulus: Sine gaver og sit kald fortryder Gud ikke (Rom 11,29). Det er helt uforståeligt, hvis en kvinde skulle glemme det barn, hun ammer. Eller en mor det barn, hun fødte. Desværre sker det jo i den virkelige verden, men så er der også noget grundlæggende galt. Men selv om det kan ske, så sker det ikke for Gud.

I øvrigt viser dette sted, at en moders – og parallelt hermed en faders – kærlighed til sine børn følger af at være mor (og far). At holde af ens børn er altså ikke noget kulturelt, men  noget, der følger af selve mor-barn- eller far-barn-forholdet. Det hører til at være menneske. Det er “natur.” Derfor er der også noget fundamentalt forkert og galt i at kunne gå ind for abort. Det er u-naturligt. Det kræver, at man undertrykker det naturlige. Det er netop, hvad der sker i forfærdende omfang i vores tid.

I v. 16 fortsætter Gud med at tale til Zion gennem profeten. Herren har tegnet Zion i sine hænder, så han altid ser hende, når han ser sine hænder. Parallelt siger han, at han altid har hendes mure for øje. Zion betyder derfor ikke Jerusalem eller alle israelitter, men dem, Herren har udvalgt og kaldt, så de tror og bliver frelst. Det er dem, han bor hos, dvs. templet. Kirken med andre ord, som er bolig for Helligånden (1 Kor 3,16).

Med et billede, som passer så godt på det jordiske Jerusalems historie, understreger Herren, at Zions frelse er nær (v. 17). Det ser du til, at 1992-oversættelsen har valgt at følge en Esajas-tekst fra en af Dødehavsrullerne, når den oversætter med “De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej.” Den oldgræske tekst peger i en lignende retning. Den masoretiske tekst siger, at “dine børn kommer ilende” (jf. 1931-oversættelsen). Hvor iler de hen? Hen til deres mor, så at sige for at frelse og herliggøre hende så hurtigt som muligt (Kretzmann). I realiteten er det evangeliet, der drager dem.

De, der rev Zion ned og lagde hende øde, skal modsat drage bort fra hende.

Zion skal løfte sit blik og se, hvad der sker omkring hende (v. 18). De samles alle og kommer til hende. Med en ed lover Herren, at de skal være Zions smykke, som hun skal bære og binde op om sig som en brud (gør). Sådan trøster Herren sin kirke til alle tider.

Ef 4,30-32

Epistlen indledes med en formaning til ikke at bedrøve Guds Hellige Ånd, som vi blev beseglet med med henblik på forløsningens dag. Det gælder generelt, at vi ikke skal bedrøve, endsige synde mod Helligånden (Matt 12,31f). Men i sammenhængen er der tale om det, vi siger: Vi skal ikke lade rådden eller værdiløs snak udgå af vores mund, men kun tale, hvis det kan være noget godt og tjene til nødvendig opbyggelse (Ef 4,29). Der er tale om, hvad det 8. bud forbyder og påbyder (jf. Lenski).

Vore ord kan altså bedrøve Helligånden. Jakob advarer i øvrigt også mod at misbruge tungens magt, særligt rettet til dem, der skal være lærere. Tungen er nemlig et lille organ, men med stor virkning (Jak 3,1ff).

Vi blev beseglet med eller faktisk i Helligånden, skriver Paulus. I Ef 1,13 taler Paulus om, at det skete, da efeserne kom til tro. Af især ApG 2,38 fremgår det, at Helligånden er en gave til dem, der tror og bliver døbt og dermed får syndernes forladelse (jf. 2 Kor 1,22). Paulus’ begrundelse her er parallel til Rom 6, hvor hans fokus er på dåben og Kristus, ikke som her dåben og Helligånden.

Vi er blevet beseglet i Helligånden med henblik på forløsningens eller, bedre, løskøbelsens (sml. 1 Kor 6,20) dag. Gud vil, at hans Ord og hans Ånd skal bevare os i troen frem til dommedag. Helligånden skal også helliggøre os, for lovens krav skal opfyldes i os, der lever i lydighed mod Ånden (jf. bl.a. Rom 8,3f). Beseglingen med Helligånden skal forstås ud fra læren om forudbestemmelsen (Rom 8,30). Gud vil føre sin gerning til ende efter sin vilje. Det er vores trøst i al anfægtelse.

Vi skal ikke kun undlade tale “råddent,” men det gælder al ondskab og vrede, både i hjertet og i ord og handling (v. 31). Det er fundamentalt imod vores egen natur, men det er modsat det, som Helligånden vil drive frem i os. Det første er vores onde og syndige naturs frugter eller gerninger, det andet er Helligåndens frugt (jf. Gal 5,17-21.22-23).

Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer. Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden. (Gal 5,24f)

Vi skal derimod være gode mod hinanden og være barmhjertige (ligesom Kristus har vist og godhed og barmhjertighed). Ja, vi skal vise os tilgivende (som der egentlig står), ligesom også Gud har tilgivet os i Kristus (v. 32). Formaningen bygger altså på Guds frelseshandling, som vi også hørte om i den gammeltestamentlige læsning.

Lenskis har en relevant kommentar:

Let us put this plainly since even pastors misunderstand it. The moment a man wrongs me I must forgive him. Then my soul is free. If I hold the wrong against him I sin against God and against him and jeopardize my forgiveness with God. Whether the man repents, makes amends, asks my pardon or not, makes no difference. I have instantly forgiven him. He must face God with the wrong he has done; but that is his affair and God’s and not mine save that in the case he is a brother I should help him according to Matt. 18:15, etc. But whether this succeeds or not and before this even begins I must forgive him.

The Christian way of settling quarrels is the easiest thing in the world. The pastor is not to bring the two quarreling persons together in order to decide who is wronging, who is wronged—when there is perhaps guilt on both sides, what the degree of guilt is, and how it is to be apportioned Can the pastor act the part of God and see into the hearts? No, let him go to each separately and see to it that each from the heart forgives as God has forgiven him in Christ. Let him make each face God until any grudge in his heart has disappeared. Then, and not until then, let the pastor bring them together in God’s name. Then, after each has in his heart forgiven the other, hands and hearts will go out, lips will confess any wrong which either or both have done, and the quarrel will be ended to stay ended. (Lenski, ad loc., p. 588f).

Matt 18,1-14

Det fremgår af parallellel hos Markus (Mark 9,33-37), at disciplene havde diskuteret på vejen, hvem af dem der var den største. Det ligger lige for at tro, at det skyldes Jesu undervisning om sin kommende lidelse og død (Mark 9,31f). Det var dog ikke noget, de helt frivilligt fortalte Jesus (Mark 9,34).

Deres diskussion drejede sig altså om, hvem der er den største i Himmeriget (v. 1). Disciplene er klar over, at de har store opgaver foran sig, men de tænker på denne verdens måde, og det var ikke sidste gang (Luk 22,24).

Jesus belærer dem derfor om, at alle skal vende om og blive som børn, hvis man vil ind i Himmeriget (v. 3). Endvidere understreger Jesus, at den, der tager imod et barn, tager imod Jesus selv (v. 5). Modsat har det frygtelige konsekvenser at forarge, dvs. blive til fald for en af disse små, som tror på Jesus (v. 6). Derfor skal en discipel leve i efterfølgelse og radikalt bekæmpe det gamle menneske (v. 8f).

Jesus vender dernæst tilbage til at advare mod at ringeagte de små, hvilket man indirekte eller endog direkte gør, når man er optaget at være den største (v. 10).

Jesus fortæller derfor en lignelse (v. 12-14). Måske beskriver Jesus sin egen hyrdevirksomhed (jf. v. 11, som der dog er et tekstkritisk problem med). Men i sammenhængen er pointen i så fald, at sådan som han er hyrde, skal de også være det. Jeg er dog mere tilbøjelig til at tro, at Jesus her bruger denne lignelse til at beskrive for dem, hvordan de skal være som hyrder. Det er den modsatte tankegang af den, som disciplene er behersket af, da de kommer til Jesus.

Hvem er den største? (v. 1)

1992-oversættelsen oversætter ‘i en time’ med ‘på den tid,’ hvilket forekommer mig for løst. Langt de fleste oversættelser har da også noget lignende 1948-oversættelsen, som siger: ‘i samme stund.’ Vi er i Kapernaum (Matt 17,24).

Så snart de er hjemme, kom disciplene til Jesus. Han får dem til at stille deres spørgsmål, som det fremgår hos Markus. I det foregående har Jesus for anden gang undervist disciplene om sin kommende lidelse, død og opstandelse (Matt 17,22f). Jesus har endvidere gjort klart, at disciplene er sønner i Guds rige og derfor ikke behøver at betale skat. Når de alligevel gør det, er det for ikke at forarge (Matt 17,24-27).

Det er derfor tænkeligt, at disciplene har sluttet, at Jesus snart vil oprette det Guds rige, som de og mange andre jøder håbede på. Ikke et Guds rige, som oprettes ved at tilgive syndere deres skyld og synder, men et rige, som skulle besejre alle dem, der modarbejder Guds rige. Både internt (jødiske ledere) og eksternt (romerne og andre). Men sådan er det ikke med det rige, Kristus kommer med. Tværtimod.

Apostlene behøvede ikke være i tvivl om, at Jesus havde udset dem til at være ledere i kirken. Jesus knyttede også de tolv – og i særligt grad Peter, Johannes og Jakob – til sig på en måde, han ikke gjorde med andre.

Så meget desto vigtigere var det, at de lærte, hvordan de skulle være ledere. Man kan lede som denne verdens herskere eller med Gud som forbillede. Her vælger Jesus i første omgang en anden pædagogisk tilgang, men pointen er dog, at de og alle andre hyrder ikke skal lede på denne verdens måde.

Som de følgende vers nemlig viser, skal disciplene ikke blive som denne verdens herskere, men derimod som børn osv. Det er altså ikke kun en enkelt discipel eller apostel, Jesus irettesætter, men dem alle.

Et barn som eksempel (v. 2f)

Jesus kaldte et barn til sig, hvilket vel må betyde, at det er et barn, der selv kan gå. Vi ved i øvrigt ikke, hvem barnet var, men det har sikkert hørt til husstanden.

Jesus stiller nu barnet midt blandt disciplene. Det er en markant handling. Disciplene har lige spurgt om, hvem der er den største i Himmeriget, og Jesus stiller et barn midt iblandt dem. Jesus tog også barnet i sine arme, får vi at vide i Mark 9,36.

Med en stærk bekræftelse og understregning af sin autoritet siger Jesus, at “I,” dvs. disciplene, slet ikke kan komme ind i Himeriget, hvis de ikke omvender sig (‘vender om’) og bliver som børn.

For det første er det helt entydigt, at der ikke kræves noget for at blive frelst, som udelukker børn fra at blive frelst. Det er nu ikke overraskende, når man kender Bibelens lære om omskærelse og dåb.

Hvad er det da, der kræves? Disciplene har lige demonstreret, at de tænker på deres syndige naturs vilkår. De er optaget af, hvilken status de selv vil få, især hvem af dem der vil få den højeste status.

Et barn er derimod karakteriseret af at være totalt afhængig af sine forældre. Det er det, Jesus vil understrege. Der er brug for, at disciplene erkender, at de er syndere, der kun kan blive frelst, fordi Gud selv frelser dem gennem ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Ingen kan omvende sig selv, men det må Gud selv gøre (Jer 31,18). Vi skal i øvrigt også komme til Jesus, ligesom dette barn, fordi han kalder os ved sit ord.

Kun en sådan omvendelse, dvs. genfødelse og fornyelse, kan udvirke en reel ændring i et menneske. Alt andet er blot dressur (som i borgerlig henseende er godt og nødvendigt). Det er ikke kun muligt, men det er tit sket, at mennesker, også præster og paver, ja, især paver, bryster sig af deres fremragende dressur. Falsk ydmyghed er ikke nogen teoretisk risiko. Men det skal ikke få os til at ignorere den rette ydmyghed, som Gud selv virker.

Nægter man at omvende sig, så kan ikke komme ind i Guds rige. Det er derfor også totalt i modstrid med Den hellige Skrift, hvis man vil hævde, at alle bliver frelst. Det er ikke kristendom, men hedenskab.

Til gengæld er barnedåb ikke blot befalet af Kristus selv (Matt 28,18-20), men det er også den allerbedste illustration af, hvad kristendom og frelse er, ja, hvad det vil sige at være et Guds barn. Ser man på et lille barn og dets forhold til forældrene – eller ser man på Jesus og dette konkrete barn – så har man en stor illustration af, hvad Skriften lærer os om omvendelse og frelse.

Den, der ydmyger sig, er den største (v. 4)

Jesus drager slutningen heraf. 1992-oversættelsen har udeladt ordet ‘altså’ (οὖν), men det er nu ikke overflødigt.

Hvad vil det sige at ydmyge sig som et barn? Det vil sige at erkende, at man er hjælpeløs og umuligt kan frelse sig selv, men tværtimod har behov for at bekende sin synd og få syndernes forladelse uden nogen som helst begrundelse hos en selv, såsom fornuft eller kraft.

Et sådant menneske, dvs. en kristen, er den største i Himmeriget. Jesus afviser altså disciplenes tankegang og definerer i stedet enhver kristen, inkl. børn, som “den største” i Himmeriget.

At tage imod et barn er at tage imod Kristus (v. 5)

Når Jesus siger, at den, der måtte tage imod et sådant barn, dvs. et  barn eller et andet menneske, som ydmyger sig, tager imod Kristus selv. Vi møder også den tankegang i Matt 25,31-46.

Som det fremgår af Matt 19,13-15, varede det ikke længe, førend disciplene lige præcist gjorde det, som Jesus havde undervist og advaret dem om ikke at gøre. Det er så let at ignorere børn og dem, der er blevet som børn ved at omvende sig. Man skal blot følge sin syndige natur, så går det helt af sig selv. Jesu advarsel er altså både nødvendig og alvorlig. Vi finder en tilsvarende i Jak 2,1ff. Egentlig er der også tilsvarende problemer i Korinth, hvor Paulus må formane dem, der bl.a. vil æde og drikke sig beruset, mens andre sulter (1 Kor 11,17ff).

Når det at tage imod et barn eller en, der bliver som et barn ved at omvende sig, er at tage imod Kristus selv, gives der på den anden side heller ikke nogen større eller mere positiv begrundelse!

‘I mit navn’ betyder at handle på Jesu befaling og på hans vegne. Derfor betyder det selvfølgelig også, at man skal forkynde og lære det, som fortæller os, hvem Jesus er. Hans navn eller væsen lærer vi jo at kende derigennem. Derfor hører barnedåben også med som en helt uopgivelig del.

At bringe en af de små, som tror på mig, til fald (v. 6)

Modsat advarer Jesus meget kraftigt mod at bringe en af de små, som faktisk tror på ham, til fald. Han var bedre tjent med at blive kastet i havets dyb med en møllesten om halsen.

Jesus taler altså om ‘en af disse små, som tror på mig,’ på Kristus. Jesus slår altså selv fast, at et barn kan tro. Her er der mange, der vil hævde, at barnet jo ikke kan tro, førend det har sprog, måske abstrakt tankegang eller måske når det har lært troslæren. Man skal ikke på nogen måde ringeagte læren, men det er dog hjertets tillid, der er det essentielle i troen. Vi har ingen begrundelse i Skriften for, at tro forudsætter, at man kan forstå og give udtryk for, hvad man tror. Når det er sagt, ved vi reelt heller ikke, hvad der foregår i hovedet på børn. Det er jo heller ikke sådan, at troen forsvinder, fordi vi sover osv.

Ordet ‘bringe til fald’ eller ‘forarge,’ som det hed i 1948-oversættelsen, betyder egentlig at fange i en fælde, som udløses af offeret. Dermed menes, at den, der sætter fælden, bliver årsag til, at et menneske mister troen og går fortabt. I sammenhængen må advarslen jo særligt være møntet på disciplene, som ved deres optagethed af at være de største løber en reel risiko for at ikke at behandle de små, som de burde.

Men ingen af os skal tage den advarsel let, for den gælder alle, der har med Guds riges børn at gøre. Det gælder altså også forældre, der har det primære ansvar for deres børn; præster, der har ansvar for Guds børn i sin menighed; lærere, der – forhåbentlig i samarbejde med forældrene – underviser børnene; i det hele taget alle dem, der har indflydelse på, hvordan Guds børn behandles. Bliver man til forargelse med sin undervisning i evangeliet eller med sit liv, truer Jesus med en skrækkelig straf.

Én måde at gøre dette på er at udelukke børn fra barnedåben. For man tager det fra børnene, som Gud selv har befalet os at bruge som hans midler til at frelse børn – såvel som voksne. Man definerer som regel børnene som nogen, der reelt ikke har brug for syndernes forladelse og syndernes forladelse. Eller man definerer dåben sådan, at den ikke virker det, som Skriften ellers udtrykkeligt siger (Mark 1,4; 16,16; Luk 3,3; Joh 3,5; ApG 2,38; Ef 5,26; Kol 2,11f; Tit 3,4-7; 1 Pet 3,11).

Jesus siger ikke direkte, hvad der er værre end at lide en ydmygende druknedød og forsvinde i havets dyb, i stedet for at blive begravet. Men der er ingen tvivl om, at Jesus tænker på fortabelsen. Det fremgår også af Matt 18,8f.

Alvoren i Jesu formaning og advarsel kan og skal ikke tolkes bort. Men det må dog tilføjes, at der er tilgivelse at få, også for sådanne synder, hvis blot man omvender sig (jf. Matt 12,31f).

Ve-råb (v. 7)

Det første ve-råb må forstås som et ve-råb rettet mod verden, der ofte bliver til forargelse, dvs. fører mennesker til frafald og fortabelse. Verden kommer til selv at lide straffen for det.

Fordi verden er, som den er, vil der nemlig komme forargelser, dvs. der er mennesker, der vil blive bragt til fald af andre mennesker. Jesus fokuserer på hvert enkelt af dem i det andet ve-råb, når han proklamerer dom og straf mod det menneske, ved hvem forargelsen kommer, dvs. som bliver årsag til, at et andet menneske falder fra. Med ‘men’ (πλήν) udtrykker Jesus en stærk modsætning. Én ting er, at verden er sådan, at der vil være mennesker, der bliver bragt til fald. Noget helt andet er det menneske, ved hvem det sker. Det menneske er nemlig ikke uden undskyldning.

Det gælder helt generelt, men det er ud fra sammenhængen klart, at det i særligt grad gælder dem, som skal være tjenere i Guds rige.

Krav om radikal efterfølgelse (v. 8f)

Men man skal ikke tro og undskylde sig med, at det kun er verden, der kan blive årsag til fald og frafald. Det gælder også vores syndige og kødelige natur, kort sagt: “kødet.”

Jesus taler i disse to vers (jf. Matt 5,29f) ikke om konkret at hugge ens fod eller hånd af eller rive ens øje ud. Var det en konkret sygdom eller var der tale om, at en fod, en hånd eller et øje ligefrem er (på vej til at blive) dødt væv, så må man straks fjerne dette legemsdel for at undgå, at hele personen dør.

Men åndeligt talt vil det jo faktisk ikke hjælpe at rive blot det ene øje ud. Det, Jesus mener, er, at der skal ske en forandring i hjertet, for det er jo fra hjertet, alle gode tanker udgår. Der skal altså en radikal behandling til. Der skal ske en radikal forandring. Det er netop den, man vil undgå med alverdens undskyldninger.

En sådan forandring kan vi mennesker ikke selv gennemføre. Vi kan måske lade som om – og det er da bedre end ingenting, når det gælder samfundet og det mellemmenneskelige samvær. Men en egentlig forandring af hjertet kræver intet mindre end en ny natur, som vi kun får ved omvendelse, dåb og tro (jf. f.eks. Joh 3,5; Tit 3,4-7). I dåben døbes vi ind på Kristus, så vi er døbt til hans død og til hans opstandelse (Kol 2,11f; Rom 6,3ff). “De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne” (Gal 5,24). Der er ingen anden vej.

Det radikale afkald eller den radikale efterfølgelse forekommer det naturlige, syndige menneske alt for stor en omkostning. Men Jesus forklarer, at det er helt modsat. Det er nemlig bedre end at gå sådan ind til livet end at kastet i Helvedes ild, fordi man vil leve et kødeligt liv.

Der er mange eksempler på, at man forlanger en såkaldt efterfølgelse, der stiller radikale krav i strid med Skriften. Pavekirkens forbud mod præsteægteskab er ét eksempel. De fleste vil nok kende andre eksempler fra både dansk og udenlandsk kirkehistorie.

Men har man både før og nu været loviske og frataget mennesker både evangeliet og den kristne frihed, så har vi i vores tid også det modsatte problem.

Få tager alvorligt, at man kan blive anledning til fald for et andet menneske. Det gælder naturligvis i moralske spørgsmål, hvor ekstremt mange ledes i fordærv i vores tid. Det gælder også i lærespørgsmål, hvor man ikke vil give afkald på det gamle menneskes trang til at bidrage til frelsen på den ene eller anden måde. Det kommer til udtryk, når man ikke vil bøje sig for Skriftens lære og i stedet sætter menneskelære i Guds ords sted. Eksemplerne er legio. Det er skræmmende, at kristne tager så forfærdelig let på Guds ord.

Ringeagt ikke Jesu små (v. 10)

Jesus formaner nu disciplene direkte med henblik på barnet, som han formentlig stadig har i armene. De skal se til, at de ikke tænker nedsættende en af disse små, dvs. dem, som Jesus har talt om i det foregående. Det drejer sig altså om enhver nedsættende holdning og derfor naturligvis også enhver handling over for Jesu små.

Jesus taler om, at disse små har engle. Nu har Gud engle nok, men det viser alligevel, hvilken kærlighed og omsorg Gud har for hvert enkelt af sine børn.

Disse engle ser altid Jesu himmelske Faders ansigt. Meningen må være, at de orienterer Faderen, når noget sådant sker. Det vil ikke blive glemt.

Menneskesønnen kom for at frelse (v. 11)

Det virker sandsynligt, at v. 11 faktisk ikke oprindelig hørte hjemme her, men er indsat fra Luk 19,10. Metzger har formentlig ret i, at afskriverne indsatte verset for at tilvejebringe en forbindelse mellem v. 10 og 12-14.

Netop det rejser dog spørgsmålet, hvad eller rettere hvem v. 12-14 egentlig handler om. For hvis v. 11 ikke er original, så giver det vel faktisk meget god mening at tolke v. 12-14 om enhver hyrde og lærer.

Teologisk set gør det dog egentlig ikke den helt store forskel, for Jesus er jo den, der går ud for at lede efter det ene vildfarne får. Jesus fortæller en lignende lignelse i Luk 15,4-7 som reaktion på, at farisæerne og de skriftkloge klandrer Jesus for at tage imod syndere og spise sammen med dem. Sådan som Jesus gør, skal også Jesu (under)hyrder gøre (jf. 1 Pet 5,2-4).

Lignelsen om det vildfarne får (v. 12-14)

Jesus indleder sin fortælling af lignelsen med at sige: “Hvad mener I?” De skal tage stilling til lignelsen, for det er med adresse til dem, Jesus fortæller den.

Selv om man måtte have hundrede får, så vil man alligevel lede efter det ene, der bliver væk (Matt 18,12; jf. Luk 15,4-7). Eller vil man? Det kommer måske nok an på, om man dermed lader de øvrige får i stikken.

Men det er ikke så afgørende, for tolket om virkeligheden er Jesu pointe jo ikke, at man skal prisgive de nioghalvfems for at lede efter den ene. Pointen er, at man har omsorg for den ene, selv om man har hundrede.

Finder man fåret, vil man glæde sig over, ja, mere end over de nioghalvfems. Selvfølgelig glæder en hyrde sig over de  nioghalvfems. Sådan glæder Jesus sig faktisk også over de nioghalvfems.

Men han og hans underhyrder glæder sig endnu mere over det ene, som bliver reddet fra fortabelsen.

Konklusionen er jo også, at det ikke er Guds vilje, at en eneste af disse små (børn) skal gå fortabt (Matt 18,14). Dermed knytter Jesus lignelsen sammen med det foregående. Disciplene skal gøre deres yderste både positivt – ved at lede efter det ene vildfarne – og negativt – ved at leve i radikal efterfølgelse, så man ikke bliver årsag til, at nogle falder fra.

Men det er meget passende, at evangeliet ender med at slå fast, at Gud ikke vil, at en eneste skal gå fortabt (Matt 18,14; jf. Ez 18,23; 1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Derfor skal evangeliet forkyndes rent og purt, og sakramenterne skal forvaltes efter Kristi indstiftelse. For ellers kan det mere end alt andet blive årsag til frafald.

Til gengæld er det også evangeliet, der virkelig er Guds kraft til frelse. Derfor skal det forkyndes for ethvert vildfarent får.