Søndag sexagesima – Mark 4,26-32

Læsningerne

Læsningerne til Søndag sexagesima efter anden tekstrække er, foruden prædiketeksten i Mark 4,26-32, fra Det gamle Testamente Es 45,5-12 og fra Det nye enten 1 Kor 1,18-21 (evt. 25) eller 2 Tim 3,10-17.

Esajas 45

I Esajas 45 profeterer Esajas om kongen Kyros, som Gud mange år senere vil oprejse for at føre sit folk hjem og genopbygge sit hellige tempel. Gud havde udvalgt Kyros for at gøre det for sit folk og sit kongedømme (Luther).

Esajas proklamerer Herrens ord om, at ikke alene er der ikke andre guder end Herren. Han væbner Kyros. Som Luther siger, så siger Gud til Kyros, at “alt hvad du har af militær magt og af militær kapacitet, alt det kommer fra min magt alene og ikke fra nogen som helst anden. Jeg gør alt for at gøre det klart, at jeg alene er Gud”. Gud har bevist det i ord og gerning, så verden kan kende mig alene som den almægtige Gud, uanset hvor svag og kraftesløs jeg ser ud og uanset at alle spotter mig som besejret og fattig. (Luther, til stedet, citeret fra American Edition [Luther’s Works] bind 17, s. 124f).

Gud er ophav til alt. Han sender både lys og mørke, dvs. medgang og rigdom, men også modgang og ulykke. Han sender fred og ufred, og ingen kan ændre på det, uden at Gud vil det. “Så du må anerkende mig som den eneste Gud, som du kan tage din tilflugt til,” siger Luther (AE 17:125).

Selv om Gud ser svag ud, ja, selv om han ser fjollet ud, så vil man komme til at se hans magt. Sådan er det også i dag, fortsætter Luther, nødvendig for os at bevare troen, når modstanderne stiller sig an. Sådan var det i øvrigt også på Arius’ tid. Dengang måtten kirke lide i endog ekstrem svaghed og unåde, fordi hun holdt sig til Guds Ord. Sådan må vi også gøre, sagde Luther (sammesteds). Og sådan må vi også gøre i dag, hvor der er ekstremt få kristne, der bekender hele Guds Ord.

Hvorfor handlede Gud, så han kom til at fremstå svag? Sådan ville det utvivlsomt lyde fra mange de mange år senere, da de blev sendt i landflygtighed i Babylon. Årsagen er Djævelens “hvorfor?” Det gør os alle til gudsbespottere, som vil have Gud til at handle anderledes end han gør (Luther).

Lovens dom lyder med rette over dem, der vil anklage ham eller irettesætte ham. Intet er mere forkasteligt, end at man vil gå i rette med sin skaber. Allligevel var det, hvad Israel gjorde dengang, og det er, hvad mennesker gør i dag, måske mere end nogensinde tidligere. Men det er at gøre sig selv til gud. Det er at gøre sig selv til norm for retfærdighed og dermed sætte sig selv i skaberens sted (jf. Rom 1,25).

Denne dom lyder for at fratage menneskets dets falske selvtillid sker for at bane vej for evangeliet. For Gud vil sende retfærdighed og frelse. Han vil sende Kyros, som skal befri Guds folk. Mange år senere igen vil han sende ham, der er langt større end Kyros, nemlig Kristus.

Gud vil gribe ind og sende sin velsignelse som regn fra himlen. Det vil ikke være uden resultat. Jorden skal så at sige åbne sig og tage imod denne regn af velsignelse. For Guds ord vender ikke tomt tilbage, heller ikke selv om det kun er altså for få, der tager imod (jf. Es 55,10f).

1 Korintherbrev

I 1 Korintherbrev sammenligner Paulus de vises visdom, som Gud selv vil ødelægge. For der er ingen menneskelig visdom – uanset hvor god den måtte være i øvrigt – der kan føre til frelse og åndelig velsignelse. For at evangeliet ikke skal afhænge af de kræfter, vi (faktisk ikke) har, gør Gud det til intet. Selv det bedste, vi mennesker har fået givet som naturlige gaver af Gud, må “ødelægges.” Dvs. det må afsløres som noget, vi i vores syndighed vil misbruge og gøre til noget, vi får åndelig velsignelse igennem.

Men Gud vil ikke, at vi skal frelses ved menneskelige ressourcer. Bortset fra, at det slet ikke ville frelse nogen, ville det aldrig give vished, slet ikke for dem, der ikke har ressourcer nok. Ikke mindst i vore tider er vi plaget af kirker og prædikanter, der sætter menneskelig “visdom” i stedet for evangeliet. Andre vil have spektakulære undere, som kan trække mange til. Uanset form er det et djævelsk bedrag, som vil fortælle Gud, at han skal frelse og give velsignelse på anden måde, end den han rent faktisk har valgt.

Hvad har Gud da valgt at gøre? Jo, Paulus siger, at frelsen ikke skulle være afhængig af menneskelig visdom. Derfor besluttede han at “frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om” (1 Kor 1,21). Det ser fjollet ud med vantro synderes øjne. Det ser svagt ud. Fornuften og den syndige natur har travlt med at håne Gud for, at han har valgt at frelse på den måde. Ordet, dåben, skriftemålet og nadveren er virkelig ikke noget for hverken de ressourcerige eller for dem, der vil se mirakler og beviser. Men “ordet om korset” er “en dårskab for dem, der fortabes, men “for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18).

“Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker. Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’ ” (Rom 1,16-17).

2 Tim 3,10-17

Paulus skriver i 2 Tim 3,10-17 det samme. “fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,15). I modsætning til de gudløse i de sidste tider, som allerede er begyndt, har Timotheus ikke afvist sandheden, men har lært sandheden at kende (jf. 2 Tim 3,7). Han har efterfulgt Paulus, ikke mindst i de forfølgelser, som alle, der vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, får at opleve (2 Tim 3,10-13).

Timotheus er fra barnsben oplært i den åbenbarede sandhed, og derfor kan Paulus henvise ham til den. Fra han var spæd, ja, fra før, han blev født, har han lige som Johannes Døber hørt Guds Ord (det græske brephos kan både referere til et nyfødt og et endnu-ikke født barn; Luk 1,41.44). De hellige Skrifter, som Timotheus har lært at kende, har kraft til at gøre et menneske vis til frelse ved troen på Jesus Kristus. De hellige Skrifter er inspireret ord for ord af Helligånden (2 Tim 3,16; jf. 1 Kor 2,13) og nyttig til forkyndelse/undervisning osv. De er Guds kraft til frelse.

Men de fleste skammer sig desværre ved evangeliet. Det gjorde de, da Esajas levede. Det gjorde de også på Jesu og Paulus’ tid. Og det gør de fleste i dag. Det er der også mange prædikanter, der gør. De tvivler på, at Guds bud vil afsløre menneskers synd, og de tvivler endnu mere på, at evangeliet er Guds kraft til frelse. Derfor vender de sig til denne verdens visdom. Men over alle disse evangelie- og kristendomserstatninger lyder Guds dom: “De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre” (1 Kor 1,19; Es 29,14).

Prædiketeksten

Disse lignelser – om den såkaldte automatiske sæd eller den voksende sæd og om sennepsfrøet – lærer os to vigtige ting om Guds rige. Sæden vokser af sig selv. Nu ved landmænd godt, at det gør sæd ikke helt af sig selv. Der må arbejdes, og Guds velsignelse er også nødvendig. Men her er der jo tale om Guds rige, og sæden er Guds ord (Mark 4,14). Guds ord er i sig selv en kraft, som skaber, hvad det nævner (Sl 33,9; jf. ovenfor til 1 Kor 1; Rom 1 og Es 55).

Evangeliet ser lige så ubetydeligt ud som et sennepsfrø, men det skaber store ting: Syndernes forladelse, evigt liv og salighed. Frelse med andre ord.

Denne søndag bør altså handle om evangeliet som det tilsynelandende fattige og ringe redskab, som Gud udvirker store ting med. Ja, ved dette ord samler han sin kirke ud over den hele jord, fra Adam og Eva til dommens dag.

Guds rige og Ordets sæd (v. 26-29)

Jesus sagde, begynder teksten. Ordet ‘sagde’ er en verbalform, som udtrykker, at Markus så at sige dvæler ved verbalhandlingen. Det kan man gøre for at strukturere en tekst, men her kan meningen måske også være, at Jesus talte gentagne gange om det eller talte udførligt om det.

Guds rige – Guds herredømme – er det rige, som Gud til alle tider og på alle steder opretter, når han ved evangeliet skænker syndernes forladelse og derved indlemmer mennesker i sit rige.

Dette rige sammenlignes nu med et menneske, der sår sin sæd på jorden. I virkelighedens verden sås det jo ikke på jorden i betydningen marken. Men Gud lader evangeliet forkynde overalt på jorden, for mennesker.

Landmanden kan se, at sæden spirer og vokser (v. 27). Sæden bliver til korn, som til sidst bærer kerner – helt af sig selv (gr. automatos; deraf navnet den ‘automatiske sæd’) (v. 28). Men han laver ikke andet end at kigge på. I dag kan vi forklare meget om, hvordan denne proces foregår i naturens verden. Men ret beset kan vi stadigvæk ikke forklare, hvordan det går til, at sæden faktisk spirer og vokser. Trods vores store viden er vi stadig helt afhængig af Guds velsignelse. Ja, af at det er Guds vilje, at sæden skal spire og vokse osv. Vi er afhængig af, at Gud styrer såtid og høsttid (1 Mos 8,22).

Når hele denne proces er sket “af sig selv,” dvs. fordi Gud vil det, så vil han – når kornets “frugt,” dvs. kernerne, tillader det – straks gå i gang med seglen, fordi det så er blevet høsttid.

Det, som Jesus vil sige, er det, som de øvrige læsninger understreger. Guds Ord er en virkende kraft, som faktisk skaber tro og etablerer Guds herredømme, Guds rige, overalt, hvor evangeliet forkyndes og Ånden vil det.

Men lignelsen forkynder også stærkt, at det ikke er landmandens – dvs. præstens – bekymringer, som skaber vækst. Han skal forkynde Guds ord offentligt og privat, men det hjælper hverken fra eller til, at han bekymrer sig. Det er faktisk også fjollet (Kretzmann). For den ene planter, den anden vander, men det er “Gud, der giver vækst” (1 Kor 3,6f).

Det er også Gud og ham alene, der bestemmer, hvornår det er høsttid. Det gælder her i tiden, og det gælder endnu mere ved verdens ende.

Sennepsfrøet (v. 30-32)

Jesus introducerer i v. 30 endnu en lignelse med to spørgsmål. Han understreger dermed vigtigheden af den følgende lignelse.

Guds rige er som et sennepsfrø. Guds rige er her ikke menneskene i kirken, men Guds rige i betydningen alle de steder, hvor evangeliet forkyndes. Ja, det er evangeliet selv.

Som sennepsfrøet er det mindste frø, men bliver større end alle andre planter og får store grene, som alle himlens fugle kan bygge skyggefulde reder i, sådan er evangeliet udadtil ubetydelig. Og denne verdens grækere og jøder har travlt med at erstatte evangeliet med, hvad de selv foretrækker (jf. ovenfor til 1 Kor 1).

Men evangeliet skænker virkelig syndernes forladelse. Ja, evangeliet alene skænker syndernes forladelse, åndelig liv og vækst, ja, evigt liv. Der er virkelig skygge for den sol, hvis hede ellers slår ihjel. Med andre ord er evangeliet virkelig en tilflugt for alle syndere. Intet andet end evangeliet formår dette (jf. også til Joh 1,12f her).

Det er et herligt budskab at forkynde. Det er en stor trøst for den præst, der ikke vil vide af noget andet end Guds ord, delt ret i lov og evangelium.

Men det er også en alvorlig advarsel til den præst og den menighed, som ikke vil vide af det rene evangelium og i stedet vil have menneskelig visdom og talekunst. De forkaster ikke alene det eneste, der kan gøre dem vis til frelse. De forkaster dermed også troen og den Gud, som de skal stå til regnskab for. Må Gud bruge denne lignelse til at kalde alle tilbage til Kristi sande lære.

Prisen for evangeliets herlighed var Jesu egen lidelse, død og efterfølgende opstandelse, som vi hørte Sidste søndag efter helligtrekonger. Det er også indholdet i evangeliet.

Det er en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft!

Søndag septuagesima – Matt 25,14-30

Læsningerne
Læsningerne til Søndag septuagesima er en interessant buket.

Job 9,1-12 forkynder Guds, Skaberens retfærdighed, almagt og hellighed. Ingen står over ham, men alle må bøje sig for ham. Spørgsmålet: “hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?” (Job 9,2b) er et udmærket spørgsmål at begynde forfasten med. Svaret gives med påsken. Vi tilregnes Kristi retfærdighed ved tro på “ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld” (Rom 4,25).

ApG 17,22-34 er Paulus’ tale på Areopagos. Denne tale bruges ofte som begrundelse for, at man skal missionere “kontekstuelt.” Paulus tager jo udgangspunkt i deres religiøsitet. Men det er nu ikke særlig præcist. Paulus godkender ikke det, de gør, som en ret gudsdyrkelse eller tro.

Vigtigere er, at Paulus straks forkynder nogle centrale trosartikler. For det første om Gud som skaber og noget helt andet end en menneskeformet afgud af f.eks. guld eller sølv. For det andet vender Paulus op og ned på, hvem der tjener hvem. Det er ikke Gud, der lader sig tjene, som om han behøvede det. Det er tværtimod ham, der giver alle liv, ånde, ja, alt.

Denne Gud, som var ukendt for athenerne, har skabt alle folk på jorden af ét menneske: Adam. Også det kunne der udfoldes mere om, men skønt meget aktuelt, er det ikke relevant for næste søndag.

Hensigten med skabelsen er, at de skulle søge Gud, Skaberen. Det er jo en naturlig følge af, at det er i ham, vi (mennesker) lever, sættes i bevægelse (eller bevæger os), og er (til). Det har nogle af deres egne digtere endog tænkt sig frem til og givet udtryk for.

Nu er Paulus fremme ved en første konklusion, nemlig at vi, der er af Guds slægt (jf. vel også Luk 3,38), ikke skal tro, at Gud er noget, vi kan lave af guld, sølv eller sten.

Dermed bliver det tydeligt, at alteret for en ukendt Gud kun er en anledning for Paulus til at kritisere de mange guder, som athenerne lavede statuer m.m. af. En sådan kritik havde andre også fremført, men Paulus holder sig jo helt og holdent til Det gamle Testamente.

Fra v. 30 fører Paulus tankegangen videre. Athenerne og alle andre skal omvende sig til ham, der har skabt dem. Det siger han direkte i v. 30. Gud befaler dem, der (kun) er mennesker, at omvende sig. Han har båret over med dem og deres afgudsdyrkelse (jf. Rom 3,25), men nu skal de omvende sig.

Begrundelsen for befalingen til omvendelse er dommen. Heller ikke her undviger Paulus at forkynde det, som er sandt. Og man kan næppe argumentere for, at det er særlig “relevant” i forhold til, hvad athenerne selv tænkte, følte og troede.

Gud har, siger Paulus, fastsat en dag for dommen. Gud vil dømme hele verden med retfærdighed, ved en mand (ikke: ved et menneske), som han har bestemt til det, Jesus.

Hvad mere er, Gud har vist troværdighed over for alle, idet han oprejste ham fra de døde. At oprejse et dødt menneske er en magt- og troværdighedsdemonstration, som ingen kan matche. Man kan selvfølgelig benægte den, men det er en anden sag.

Athenernes reaktion var at afvise Paulus direkte eller indirekte. Nogle gjorde det direkte og spottede ham, andre gjorde det indirekte og sagde, at de ville høre om det en anden gang (hvad de næppe ville).

Nogle holdt sig dog til Paulus og troede.

Når Paulus sagde, at Gud har befalet alle mennesker at omvende sig, så skal det jo forstås ud fra, at omvendelse er syndserkendelse og tro på syndernes forladelse. Anger og tro, som Den augsburgske Bekendelse skriver i artikel 12 om boden.

Man har villet opstille en anden vej til ret gudsdyrkelse, men det må fastholdes, at alene det, som Gud accepterer på dommedag, er en ret gudsdyrkelse eller tro.

Nu siger Den augsburgske Bekendelse i øvrigt også, at der efter anger og tro “bør” følge gode gerninger (jf. også artikel 6). Det viser prædiketeksten også.

Prædiketeksten
Næste søndags prædiketekst sætter nemlig fokus på dommen og forholdet mellem tro og gerninger, på samme måde som det sker i det efterfølgende stykke i Matt 25,31-46, som jeg har gennemgået i en tidligere Næste Søndag. Jeg har også gennemgået det foregående stykke: Matt 25,1-13 og her bl.a. skrevet om myten om Luthers træplantninger i en anden tidligere Næste Søndag.

Med talen om dom og troens og vantroen gerninger bevæger vi os ind i fastetiden, som ligesom adventstiden er en bodstid, sådan som også den liturgiske violette farve viser.

En mand rejser udenlands og betror sine tjenere sin formue (v. 14)
Jesu lignelse om de betroede talenter følger op på lignelsen om brudejomfruerne. Jesus slutter med at sige: ‘vær derfor årvågen, for I kender ikke dagen og heller ikke timen’ (Matt 25,13).

Med ordene ‘for’ (gr. gar, som 1992-oversættelsen udelader) og ‘(det er) ligesom (med)’ gør Jesus det klart, at lignelsen om de betroede talenter udfolder, at disciplene ikke kender tidspunktet for dommedag og derfor skal være årvågne. En årvågenhed, som består i at bruge ordet og sakramenterne, så Gud kan bevare troen hos disciplene og lade dem bære troens frugter.

Jesus introducerer hovedpersonen: et mennesker, der skal rejse væk hjemmefra (‘udenlands,’ som vi lidt unøjagtigt plejer at sige). Dette menneske er naturligvis Jesus selv, og det svarer til hans himmelfart. Lignelsen dækker altså tiden fra Jesu himmelfart og, som vi skal se, til hans genkomst og dommen.

Dette menneske betror sine tjenere det, han ejer. Han gør det ikke for at fælde dem, men han giver dem, hvad han vurderer, de kan klare. Han forventer altså, de som gode tjenere tager sig godt af den del af formuen, han betror dem hver især.

Men hvad er herren, betror sine tjenere? Brugen af denne lignelse i daglig tale tyder på, at vi tænker på alt, hvad vi har til rådighed: penge, evner og hvad vi ellers kan komme i tanke om.

Når dette menneske nu er Jesus selv, er det dog meget nærliggende ikke kun eller måske ikke først og fremmest at tænke på vores evner og ting. Hvad Jesus har, er jo først og fremmest evangeliet. Men naturligvis har vi alt andet fra ham, som “bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).

Efter evne (v. 15)
Manden betror sin formue i ulige portioner, afhængig af den evne, hans tjener hver især har. Ingen kan altså undskylde sig med, at der kræves noget af dem, som de ikke burde kunne. Tværtimod er det nøje afpasset, fordi herren er god, ikke hård, som den tredje tjener senere siger i sin vantro og frygt.

De to tjenere (v. 16f)
De to af de tre tjenerne investerer penge i forretninger. Hvad slags får vi ikke at vide. Ordet ‘straks’ (gr. eutheôs) står i v. 15, men hører sikker til v. 16. Dels forklarer det andre varianter, dels er pointen ikke, at manden rejser straks, men at tjeneren straks sætter pengene i arbejde (jf. Metzger i Textual Commentary).

Ordet straks fremhæver tjenerens lydighed. Det fremhæver også – på forskud – forskellen mellem de to første tjenere og den tredje.

Den anden tjener tjente nemlig “på samme måde” det dobbelt af, hvad han havde fået. På samme måde må betyde, at han også straks satte pengene i arbejde.

Den tredje tjener (v. 18)
Helt anderledes med den tredje tjener (jf. ‘men,’ gr. de). Han gravede et hul i jorden skjulte sin herres (sølv) penge. Jesus understreger med ordene ‘sin herres’, at denne tjener opfører sig forkasteligt. Det er ikke hans egen formue.

Craig Blomberg skriver i sin bog om lignelsestolkning (Interpreting the Parables), at man i samtiden ville have anset den tredje tjeners handlen for at være den kloge og sikre adfærd. For det var ikke kun et spørgsmål om renter, men også om i det hele taget at sikre den del af formuen, man fik overdraget. I så fald har Jesus med denne lignelse vendt det traditionelle på hovedet. Men de jødiske tekster, der taler om disse spørgsmål, handler dog ikke om penge, der skal investeres (p. 215f).

Regnskabet efter lang tid (v. 19)
Med v. 19 får vi først at vide, at tjenernes herre kommer ‘efter lang tid.’ Man kan naturligvis forsøge at bortforklare disse ord på forskellig vis. Men med disse ord gør Jesus klart, at han ikke nødvendigvis forestiller sig, at han skulle komme igen vældig snart.

Der er meget, der viser, at Jesus tænkte langsigtet. Jesus er næsten færdig med en flerårig oplæring af apostlene. Det er ikke for sjov, men for at de skal sørge for, at vi får de apostoliske skrifter og at missionen sættes i gang.

Selv var Jesus på vej til Golgata, hvor han skulle lide, dø og siden opstå for at blive verdens frelser. Han bar “al verdens synd” (Joh 1,29). Det skal naturligvis forkyndes, sådan som han også befaler i Matt 28,18-20.

Al tale om, at Jesus forventede sin snarlige genkomst, og at der i stedet kom en “forsinkelse af Jesu genkomst” (den såkaldte Parusieverzögerung), baserer sig på en enøjet og ensidig læsning af enkelte skrifter. Det er som kun at se nålen og ikke høstakken.

Der kan sikkert være mange grunde til det – i det mindste overfladisk set. Men det er jo i al fald også en måde at holde sig Jesu budskab fra livet. “Jesus tog fejl,” og derfor behøver man ikke at tro på ham og stole på hans ord.

Det er en variant af den reaktion, Paulus mødte på Areopagos. Det hjælper ikke at “tilpasse” budskabet for at få flere tilhørere. Et tilpasset budskab omvender ingen, men fastholder dem i deres kødelige vantro og sætten-sig-til-herre over Jesu ord. Det er et sørgeligt og tragisk svigt af prædikanter og kirker, når man gør det. Det har også fatale konsekvenser for de prædikanter, der hellere vil arbejde med deres egen (eller andres) formue end med det, som Jesus har betroet dem. De skal stå til regnskab for det (jf. Matt 24,48-51 og Luk 12,41-44)

Men deres herre kommer (gr. erchetai). Der er ingen tvivl om, at Jesus bruger ordet med bevidst henspilning på sin komme til dom (jf. til Matt 25,31-46).

I lignelsen siger Jesus, at deres herre kommer og ‘gør regnskabet op med dem’ (Matt 24,19). I lignelsen er det afregningen af deres formueforvaltning, det drejer sig om. I virkeligheden er det dommen på dommedag, der er tale om. Regnskabsdagen, som man sagde, førend man(ge) holdt op med at tale om dommedag. Alle skal træde frem for Kristi dommersæde og dømmes, skriver Paulus i 2 Kor 5,10, og enhver skal få igen efter det, han har udført ved sit legeme, enten godt eller ondt.

De to første tjenere (v. 20-23)
De to første tjener kommer og aflægger rapport om deres fordobling af den formue, deres herre havde betroet dem.

Svaret til dem er ord for ord helt ens. Jesus udtrykker sin tilfredshed med ordet ‘godt.’ Han kalder de to tjenere ‘god’ og ‘tro.’ De er ikke gode og tro, fordi de har forvaltet hans formue godt. Det er omvendt. Fordi de er gode og tro, har de gjort, hvad deres herre befalede dem.

At de er gode og tro, skyldes ikke dem selv, men det faktum, at de har er hans tjenere, at han er deres herre. Selv om Jesus ikke bruger ordene, er det, han taler om, tro og troens gerninger, ikke lovgerninger.

Men nu nævner Jesus jo deres handlinger, ligesom han gør i Matt 25,31-46. Det er ikke deres gerninger, der frelser dem. Gerningerne er kun indikatorer på deres tro. Ligesom et træs gode frugter viser, at der er tale om et godt træ. Vi skal ikke tage fejl. Det er Jesus, der afgør, hvem der har gjort gode gerninger. Men det skal ikke medføre, som det ofte sker i dag, at man ændrer Guds lov og kalder onde gerninger for gode, og omvendt. Det er ikke nogen god gerning at slå f.eks. ufødte børn ihjel, uanset hvad samfundet så mener.

De var blevet betroet ‘nogle få ting,’ siger deres herre i lignelsen. Det betyder ikke, at det var ligegyldigt med formuen. Det skal ses i modsætning til det, som de nu får betroet.

Hvad det er, de vil få betroet efter regnskabsaflæggelsen, forklarer Jesus ikke her. Men senere fremgår det jo, at det er hele arven, hele det rige, som har været bestemt for Jesu faders velsignede, siden verden blev grundlagt (Matt 25,34; se mere her). Det er jo virkelig “meget.”

Deres herre kan derfor befale dem at gå ind til deres herres glæde, dvs. til den glæde, der er hos deres herre, består i at være hos ham, og stammer fra ham.

Den onde og frygtsomme tjener (v. 26-30)
Den tredje tjener er på alle måder en kontrast til de to første. Han var dog tjener, og han fik også en del af formuen at passe – i forhold til sin evne. Det er altså ikke “manglende evne,” der adskiller ham fra de to andre.

Han kan nok kalde sin herre for herre (gr. kyrie), men han har ikke lært ham at kende som en nådig og barmhjertig herre.

Tværtimod lægger han straks ud med at give sin herre skylden for det, som er hans eget ansvar. Han kalder ham for “hård” og sige, at han beriger sig på andres bekostning: Du er et hårdt menneske, for du høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvorfra du ikke har spredt (eller eventuelt renset, dvs. renset kornet for avner).

Derfor har han heller ikke handlet i tro og tillid (v. 25). Tværtimod har han, som han selv siger, handlet ‘af frygt’ (gr. phobêtheis). Dermed slår han selv fast, at han er vantro, og at hans (ikke-)gerninger er vantroens gerninger, dvs. lovgerninger. Han forkynder dommen over sig selv.

Når man har hørt Herrens befalinger og ved, at man bør følge dem, men ikke har hørt evangeliet, så kan man ikke gøre andet end at handle i frygt. Så bliver ens gerninger aldrig andet end lovgerninger, uanset hvordan de tager sig ud i andre menneskers øjne. “Alt, hvad der ikke er af tro, er synd,” som Paulus skriver (Rom 14,23).

Denne tjener har altså handlet ud af frygt og ikke i tillid til, at hans herre vil velsigne hans tjeneste.

Han levere formelt set sin herres formue tilbage, men det er jo ikke det, der er problemet. Det er hans hjerte, der er problemet.

Det siger hans herre også med det samme, indledt af ‘men’ (gr. de). Han siger først, hvad denne tjener er. Han er ond (gr. ponêros). Det er han, fordi han i sit hjerte er vantro.

Han er også ‘doven,’ siger i al fald den danske oversættelse. Men det pågældende ord (gr. oknêros) betyder normalt ikke doven, men ’tilbageholdende,’ ‘tøvende’ eller ‘frygtsom’ (se Liddell-Scott-Jones-McKenzie, A Greek-English Lexicon). Det svarer altså til, at han begrunder sin egen handling sin frygt (se ovenfor).

Jesus tager ham på ordet. Når tjeneren kender sin herre og hans krav, så burde han have handlet efter dem, og ikke brugt det som undskyldning for intet at gøre. Han kunne have bedt vekselererne om at forrente pengene, så hans herre havde fået formuen tilbage med renter.

Jesus accepterer altså ikke falske undskyldninger. Det bør forkyndelsen over denne prædiketekst derfor heller ikke gøre. Prædikanterne skal forkynde Herrens krav – hans bud, men også hans nåde. Dem, der afviser evangeliet i deres vantro, vil også gengive Herrens bud i forvrænget form, og de vil fremstille Herren som en hård og uretfærdig herre.

Dette udslag af arvesynden skal ikke imødekommes, men afsløres som det, det er. Prædikanten må gøre klart, at falske undskyldninger kan overbevise mennesker i dag, ja, selv præster, der ellers burde være klogere. Men det vil ikke narre deres herre, når han kommer.

Jesus ser nemlig ikke først og fremmest på handlingerne, men ser hjertet – ser efter troen. Handlingerne er jo bare det, der udspringer enten af troen og tilliden eller af vantro og frygt.

Den tredje tjener får frataget den ene talent, han fik, og den første tjener får en ekstra (v. 28)

V. 29 skal forstås konkret i lyset af det foregående, selv om Jesus siger noget tilsvarende i Matt 13,12. Den, der har tro og tillid, skal få mere, ja, få overflod i fuldendelsen. Modsat med den, der ikke har tro, men vantro og frygt.

Med v. 30 fastslår Jesus, at en vantro og derfor frygtsom tjener ikke får del i velsignelsen, men kastes ud i mørket udenfor, dvs. uden for Kristi rige på den nye jord. Der vil Guds evige vrede og pinsel føre til gråd og tænderskæren som udtryk for fortabelsens pine.

Forfasten er bodstid og forberedelse på påsken
Der skal prædikes lov og evangelium hver søndag. Man kan måske lade sig friste af, at de to første tjenere går ind til deres herres glæde, så man starter med at forkynde evangelium og ender med at forkynde lov.

Det er prædikantens ansvar at lade evangeliet fylde mest og lade prædikenen ende med evangelium.

Men det er også prædikantens ansvar at forkynde loven. Uanset hvordan vantro mennesker formulerer deres oprør og tro på egen indsats, når det gælder frelsen, må prædikanten gøre sit til at afsløre det som det, det i virkeligheden er: Frygt og vantro, som vil få sin dom. Så meget desto stærkere må prædikanten også forkynde evangeliet, så den synder, der angrer, kan høre evangeliet og komme til tro ved Helligåndens gerning.

Johannes’ Åbenbarings plads i kanon

Kanon og kanondannelse

Kanon er et græsk ord, kanôn, som betyder ‘en (lige) stang’ og i overført betydning ‘regel’ eller ‘standard.’ Kanon i kirkelig forstand er den gruppe af skrifter, som bestemmer, hvad kirkens lære, kirkens standard, er, dvs. Bibelen. Den kristne kirke bygger med andre ord sin lære (troen, trosartiklerne, dogmerne) på det, som Gud har åbenbaret klart og tydeligt. Men så bliver det jo afgørende, hvilke skrifter der indeholder denne lære.

Kanon blev ikke afgrænset på én gang. Eller man skulle snarere sige, at den ikke blev udvidet på én gang. I århundreder havde kirken jo en kanon bestående af loven, profeterne og skrifterne, dvs. Det gamle Testamente. Jesus bekræftede på mange måder Det gamle Testamente som kanon.

Den såkaldte kanondannelse – afgrænsningen af de normative nytestamentlige skrifter – tog faktisk flere århundreder. Det er i al fald, hvad “man” plejer at sige. Men egentlig er det ikke så lige til. For er kanondannelsen egentlig nogensinde blevet afsluttet?

Det kommer an på, hvem man spørger. Den romersk-katolske kirke vedtog på Tridentinerkoncilet (1545-1563), hvilke skrifter der hørte med. Man vedtog, at også de såkaldt apokryfe skrifter hørte med. Man vedtog også, at Johannes’ Åbenbaring (Åb) og andre skrifter, som der i oldkirken havde været tvivl om, skulle regnes med.

Den anglikanske kirke fulgte efter og fastlagde indholdet af kanon i De 39 artikler fra 1571 (art. vi) og Westminister-konfessionen fra 1647 (Westminster-konfessionen, art. II). Men i modsætning til den romersk-katolske kirke accepterede man ikke de apokryfe skrifter (Westminster-konfessionen, art. III).

Strengt taget kunne man også sige, at De 39 artikler ikke burde have medtaget alle dem, der nu almindeligvis regnes med. For man skriver, at “Med Den hellige Skrift forstår vi Det gamle og Nye Testamentes kanoniske bøger, hvis autoritet aldrig blev betvivlet i Kirken” (art. vi). Og som vi skal se, var der jo nogle, som der var tvivl om.

Alle de andre bøger, føjer De 39 artikler til, læser Kirken som eksempler på god livsførsel og instruktion i gode manerer. Men man anvender dem ikke, når det drejer sig om at vise, hvilken grund læren bygger på. Som bekendt er forskellen på Den romersk-katolske kirke og de protestantiske kirker jo bl.a., om apokryferne kan udgøre grundlag for den autoritative kirkelære.

Mens Den romersk-katolske kirke og Den anglikanske kirke definerede kanons præcise omfang, gjorde de lutherske kirker på reformationstiden det ikke. De lutherske Bekendelsesskrifter indeholder ikke nogen liste over kanoniske bøger. I de bibeludgaver, Luther fik udgivet, medtog man ganske vist alle de skrifter, som nu vanligvis regnes med. Man medtog også de gammeltestamentlige apokryfer. Men de nytestamentlige skrifter, der havde været indvendinger imod i oldkirken, blev opført på samme måde som de gammeltestamentlige apokryfer. Bl.a. Åb var derfor opført uden nummer.

Skriften alene

Det skyldtes ikke kun Luthers modvilje mod især Jakobsbrevet og Åb (Luther blev dog senere mindre forbeholden over for Åb end da han skrev det første forord til Åb i 1522).

Picture of Martin Chemnitz, Lutheran FatherDer var afgørende teologiske grunde for det. Dem finder man klart fremstillet hos den store lutherske teolog, Martin Chemnitz (d. 1586). Chemnitz skrev en stor undersøgelse af Tridentinerkoncilet.

Som det første i det første bind (af fire) gennemgår Chemnitz Tridentinerkoncilets beslutning om Den hellige Skrift. Tridentinerkoncilet havde blandt meget andet besluttet, hvilken skrifter der var kanoniske. Det var dermed blevet officiel romersk kirkelære, at de såkaldte apokryfer hørte med til kanon. Ja, i den første beslutning fra koncilet hedder det, at man er anathema, dvs. fordømt til Helvede, hvis man ikke accepterer alle de bøger i deres helhed og i alle deres dele – tilmed i en bestemt latinsk oversættelse – men bevidst og med vilje ringeagter de romerske traditioner.

Chemnitz siger bl.a., at lutheranerne ikke forkaster eller fordømmer de skrifter, hvis kanoniske status nogle i oldkirken havde modsagt. Men man vil alligevel ikke bøje sig for Tridentinerkoncilet og slet ikke anerkende deres anathema. Hvorfor ikke?

Chemnitz og lutheranerne vil ikke bøje sig for Tridentinerkoncilet, fordi det dybest set handler om, at det skal stå fast, hvad der er ret tro og sund lære i Kirken. Gud skænker troen gennem evangeliets rene lære.

Allerede oldkirken mente, at det alene er de kanoniske bøger, der kan bestemme, hvad der er kirkens tro og lære. Og dermed bestemme, hvad der er evangeliet og hvad der skal forkyndes, så menighederne kan tro, lære og bekende det.

I oldkirken brugte man faktisk ikke altid de samme definitioner. Men i sag skelnede man mellem de skrifter, som hørte hjemme i kanon, og de, som ikke gjorde det.

Blandt de skrifter, der hørte hjemme i kanon, skelnede man så igen mellem dem, som alle kirker accepterede som kanoniske og dem, som kun visse kirker accepterede. De første af disse kaldte man “uimodsagte”, de andre “modsagte.” (se Euseb her). De modsagte havde lavere status. Det skal jeg vende tilbage til.

Nogle gange er det forvirrende, fordi nogle skribenter bruger ordet kanonisk i modsætning til de skrifter, der slet ikke hører hjemme i kanon, mens andre bruger ordet i modsætning til dem, der hører hjemme i kanon, men som er “modsagte” og derfor har lavere status og autoritet.

Brugen af de modsagte skrifter

Alle skulle selvfølgelig bruge de uimodsagte, kanoniske bøger. De øvrige bøger kunne ifølge Cyprian (d. 258), Hieronymus (d. 419 eller 429) og Augustin (d. 430) læses i kirkerne til almindelig opbyggelse, men ikke som en autoritet, der bekræfter kirkens dogmer, skriver Chemnitz. Deres autoritet var ikke tilstrækkelig til at afgøre de spørgsmål, der opstod uenighed om.

Man skulle derfor ikke uddrage noget dogme (trosartikel) af disse skrifter, med mindre der var pålidelig og klar begrundelse og bekræftelse for det i de uimodsagte kanoniske bøger. Derfor skulle alt det, som siges i disse bøger, forklares og forstås i overensstemmelse med det, der læres med klarhed i de kanoniske bøger. Der er ingen tvivl om, skriver Chemnitz, at det var, hvad man mente i Oldkirken.

Skriften – ikke Kirken – skal bestemme

Kirken selv må for troens og lærens skyld afholde sig fra at gøre sig til herre over Skriften. Man kunne gerne læse skrifter som f.eks. Åb, men man skulle ikke uddrage trosartikler af disse skrifter, men tværtimod forstå dem i overensstemmelse med læren i de (uimodsagte) kanoniske bøger i Det gamle og Det nye Testamente.

Egentlig er det blot en konsekvens af Skriften alene. Chemnitz afviste også Tridentinerkoncilet, fordi det ved at ville bestemme indholdet af kanon satte sig over Skriften. Troen bliver da afhængig af de beslutninger, Den romersk-katolske kirke tager.

Man må altså skelne mellem de kanoniske skrifter. De skrifter, som var accepteret som kanoniske af alle kirker i oldkirken, skulle sættes over dem, som nogle kirker ikke accepterede.

Åb i oldkirken

Som det fremgår, var der i oldkirken enighed om de fleste skrifter. Men nogle skrifter var der uenighed om. F.eks. Johannes’ Åbenbaring (Åb) var der faktisk delte meninger om.

Åb blev populær i Vesten allerede i 100-tallet. Men Østkirken stillede spørgsmål ved både forfatterskab og indhold (særligt chiliasmen, dvs. tilhængere af et jordisk messiansk rige). Biskop Dionysios i Alexandria har været genstand for stor diskussion, fordi han anfægtede, at apostlen Johannes var forfatteren til Åb (se f.eks. Maier, Johannesoffenbarung). Men Dionysios var ikke den eneste, der var skeptisk.

Euseb (d. ca. 323) nævnte, at Åb blev anset for kanonisk, men inkluderede også Åb under de uægte skrifter (se Eusebius of Caesarea).

Da Athanasius (d. 373) inkluderede Åb i sin liste over kanoniske bøger, var der stadig strid om, hvorvidt Åb hørte hjemme i kanon. Men ifølge Patzia accepterede kirkemøderne i Karthago (år 397) og i Konstantinopel (år 680) Åb (se Patzia, The Making of the NT, p. 100). Men situationen er mere nuanceret ifølge indledningsstoffet i Gerhard Krodels kommentar (pp. 23-26). Åb blev nemlig på den anden side udeladt fra listen af kanoniske bøger på en synode i Laodikea i 360. Alle beslutningerne herfra blev accepteret af kirkemødet i 692, men man accepterede på den anden side en anden liste, som indeholdt Åb. Den græske kirke inkluderede Åb i kanon, men brugte den ikke i undervisning og prædikener. Det gælder stadigvæk den øst-syriske nestorianske kirke.

Selv om modstanden blev mindre, er det ikke til at komme uden om, at der var modstand mod Åb i oldkirken. Mange mener tilsyneladende, at man kan ignorere dem, der sagde Åb’s kanoniske status imod, hvis de også var modstandere af nogle, der brugte Åb. Men mange af dem, der faktisk brugte eller misbrugte Åb, var i bedste fald i yderkanten af den retlærende oldkirke.

Det er altså næppe berettiget at ignorere dem, der modsagde Åb’s kanoniske status af den grund. Der skulle i så fald være tale om, at de alle sammen så at sige opfandt argumenter imod Åb til lejligheden. Men man kan jo lige så godt hævde, at de ikke opfandt, men gjorde brug af den skepsis, de havde. Der var også andre stridigheder i oldkirken, men de førte jo ikke til, at man anfægtede forfatterskabet til de bibelske bøger, modstanderne anvendte. Hvis der ikke havde været grund til at anfægte forfatterskabet, kunne man jo bare have drøftet den rette forståelse.

Åb på reformationstiden

Det var altså i overensstemmelse med oldkirken, at Luther ikke regnede Åb og visse andre for kanoniske i betydningen uimodsagte. De var kanoniske i den betydning, at de hørte med til kanon – i modsætning til de apokryfe, som ikke hørte med. Men de var ikke kanoniske i den betydning, at de kunne afgøre uenigheder om læren. De skulle tværtimod tolkes i overensstemmelse med de bøger, der i egentlig forstand var kanoniske, dvs. de uimodsagte.

Det var det, Luther gjorde i praksis i sin indledning til Åb i Lutherbiblen og i øvrigt i hans brug af Åb i det hele taget.

Calvin skrev aldrig nogen kommentar til Åb, selv om han skrev til alle de nytestamentlige bøger (undtagen vist nok 2 og 3 Joh). Det udlægges normalt som udtryk for, at også Calvin var tilbageholdende over for Åb.

Og hvad så?

Som lutheraner hævder jeg ikke, at Åb er et ikke-kanonisk skrift. Jeg mener, at den hører med i kanon. Men det gør egentlig ikke nogen principiel forskel, om nogen skulle være af en anden opfattelse. Men i vore dage har de fleste af os vænnet os til ikke at diskutere spørgsmålet. Så det kan være, at nogen vil føle, at jeg er lidt vovet.

Men Åb var modsagt i betydeligt omfang, især i oldkirken. Derfor er det helt rigtigt med Chemnitz at forlange, at man ikke begrunder trosartikler i Åb. Man kan gerne illustrere troslæren med steder fra Åb. Det gjorde Luther i øvrigt ofte. Men man kan ikke bevise trosartikler med steder fra Åb.

Men vi vil jo gerne prøve at forstå Åb under alle omstændigheder. Så vi har en tolkningsopgave, en eksegetisk opgave. Her gælder det, som oldkirken og Chemnitz siger, at skrifter som Åb skal tolkes ud fra de uimodsagte kanoniske skrifter.

Det betyder med andre ord, at Åb skal tolkes i overensstemmelse med den rette lære. Men selv om det sker, gør det strengt taget ikke en udlægning af Åb forpligtende for nogen. I sine fortaler fra 1530 og 1545 skriver Luther, at siden de gerne kunne ønske sig en sikker mening eller udlægning af skriftet, vil de give andre og større ånder lejlighed til at tænke efter ved at fremsætte deres tolkning.

Den oversigt, de giver, har et klart kirkehistorisk præg, som mange nok har svært ved at finde sig hjemme i nu om dage. Men der er ingen skade sket, for man havde taget forbehold, og der var ikke læremæssige problemer i deres udlægning. Det var i sig selv af stor betydning.

Modsat er en tolkning, der er i strid med læren, som den er åbenbaret i de uimodsagte skrifter, en falsk tolkning. Og en sådan er i høj grad uforpligtende. Faktisk skal man jo aldrig acceptere tolkninger, der er i strid med den rette lære.

Man kan mene, at apostlen Johannes var forfatteren (det mener jeg selv), men det giver ikke nogen myndighed til at påtvinge andre det standpunkt. Her er jeg enig med Luthers fortale. Luther skriver jo, at nogle af kirkefædrene har ment, at forfatteren ikke var apostlen, og Luther og hans medarbejdere er også i tvivl om det. Men det skal ikke forbyde nogen at mene, at den er skrevet af apostlen, eller hvem han vil.

Referencer

Det er almindelig (og god) praksis at anføre, hvilken litteratur og hvilke internetressourcer, man gør brug af. Der er ikke dermed tale om, at man anbefaler det, man nævner. Martin Chemnitz anbefaler jeg dog meget gerne, at man læser!

Litteratur:

  • Chemnitz, Martin. Examination of the Council of Trent. Overs. Fred Kramer. St. Louis: Concordia Publishing House, c1971, bind 1, s. 35-195.
  • Evans, G. R., og J. Robert Wright. The Anglican Tradition: A Handbook of Sources. London: SPCK, 1991, s. 157-158.
  • Krodel, Gerhard A. Revelation. Augsburg Commentary on the New Testament. Minneapolis, Minnesota: Augsburg Publishing House, 1989, s. 23-26.
  • Luther, Martin. Fortalerne til Johannes’ Aabenbaring. Aros’ Luthers Skrifter i Udvalg, bind 3, s. 168-179.
  • Patzia, Arthur G. The Making of the New Testament : Origin, Collection, Text & Canon. Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press, 1995.
  • Diverse kommentarer og opslagsbøger

Websites m.m.: