Om Kristus og skaberværket (Åb 3,14)

Tekst og to oversættelser

Den Nye Aftale (DNA): “Sådan siger vidnet, der både er trofast og taler sandt. Han er begyndelsen på Guds skaberværk og kaldes Amen”
Bibelen på hverdagsdansk (BPH): “Dette budskab kommer fra ham, der opfylder alle løfter. Han er trofast og taler altid sandt. Han er Guds skaberværks ophav”

Grundteksten: Tade [‘disse ting,’ dvs. ‘dette’] legei [‘siger’] ho [bestemt artikel] amên [‘Amen’], ho [bestemt artikel] martus [‘vidne’] ho [bestemt artikel foran attributive adjektiver til det foregående ord] pistos [‘tro,’ ‘troværdig,’ ‘trofast’] kai [‘og’] alêthinos [‘sand,’ ‘sanddru’], hê [bestemt artikel] archê [‘begyndelse,’ ‘den, noget begynder med,’ ‘den, der begynder noget,’ dvs. ‘ophav,’] tês [bestemt artikel i genitiv] ktiseôs [‘skabning’] tou [bestemt artikel] theou< ['Gud']

Tolkning

Som jeg har anført, kan det græske archê i sig selv godt oversættes på de to måder, DNA og BPH gør. Der er imidlertid stor enighed om blandt fortolkerne, at der er tale om Kristus som ophav til Guds skaberværk (jf. især Joh 1,1-3).

Men der er nogle få fortolkere, der er uenige. Med henvisning til dem argumenterer Gregory K. Beale i sin store kommentar for, at der er en parallel mellem ‘det troværdige vidne’ og ‘den førstefødte af de døde’ i Åb 1,5 og de to udtryk i Åb 3,14: ‘det troværdige og sanddru vidne’ og ‘begyndelsen på Guds skabning’ (“the beginning of the creation of God”) (s. 297f). Beale henviser til enkelte andre fortolkere, men det er først og fremmest parallellen til Åb 1,5 og til Kol 1,15.18, som Beale mener, bør forstås på samme måde. Kol 1,18 siger, at Kristus er ‘begyndelsen, den førstefødte af de døde.’ Indholdsmæssigt finder Beale også en parallel i 2 Kor 5,15.17. Beale mener i øvrigt, at også Kol 1,15-18 skal forstås om opstandelsen. Det svarer til Beales generelle tolkning af Åbenbaringsbogen.

Det er karakteristisk for de beskrivelser, Jesus giver af sig selv i begyndelsen af hvert af de såkaldte menighedsbreve, at han benytter udtryk og tanker, som vi allerede har fået introduceret i kap. 1. Det støtter umiddelbart Beales tolkning.

Hvis oversætterne af DNA har studeret Beales kommentar og er enige i den tolkning, kan man ikke sige, at Åb 3,14 er forkert oversat, hverken sprogligt eller teologisk. Man kan være enig eller uenig i tolkningen, men det er en anden sag. Men det er i så fald ikke en oversættelse, der kommunikerer for godt. Man kan vist næppe sige, at oversættelsen “Guds skaberværk” vil få folk til at tænke på det, som Paulus taler om i 2 Kor 5,15.17.

Men DNA’s indledning til Kolossenserbrevet siger faktisk, at “Jesus er skabt før alt andet og var med ved skabelsen” (p. 347). Det tyder mest af alt på, at der næppe ligger det store design bag. Heller ikke her i Åb 3,14. Mon ikke der bare er tale om en mutation?

Det er rigtigt, at der i 2 Kor 5,15.17 er tale om at være ‘en ny skabning’ i Kristus. Men det siges udtrykkeligt om mennesker, der er i Kristus, og Paulus bruger ordet ‘ny.’ Hvis det skulle være tankegangen, burde Åb 3,14 nok oversættes med “begyndelsen på Guds skabning,” men selv det virker anstrengt.

Beales tolkning er som nævnt ikke en gængs tolkning af Åb 3,14. Man må også bemærke, at der er forskelle mellem Åb 3,14 og de paralleller, Beale anfører fra Paulus. Beale argumenterer for, at det sidste led i Åb 3,14 er en litterær videreudvikling af ‘den førstefødte af de døde’ i Åb 1,5. Men bortset fra, at begge udtryk har noget at gøre med begyndelse (‘førstefødte’ og ‘begyndelse,’ hvis det er, hvad archê skal oversættes med), er der jo ikke sproglige paralleller. Beales påstand herom hviler på et meget usikkert grundlag, må man sige. Jeg synes faktisk, det er alt for tyndt.

Selv om de fleste af de udtryk, Jesus bruger i beskrivelsen af sig selv, er brugt i kap. 1, er det dog ikke nødvendigt at finde paralleller til alle udtrykkene i netop kap. 1. Ordet archê bruges faktisk senere i Åb 21,6 og 22,13. Det er velkendt, at Åb 2-3 har paralleller i de sidste kapitler i Åb (jf. ikke mindst Wilson, The Victor Sayings). Åb 21,6 handler om Gud (Fader), Åb 22,13 om Jesus Kristus. Begge drejer sig om skabelse og nyskabelse på dommedag. Efter min opfattelse er det samme motiv, vi har i Åb 3,14. Udtrykket peger i så fald ikke så meget tilbage, som det peger frem.

Jeg er derfor som (vist nok) de fleste fortolkere af den opfattelse, at Åb 3,14 handler om skabelsen og peger frem mod nyskabelsen på dommedag. Kristus er ‘Guds skaberværks ophav,’ sådan som det fremgår mange steder i Skriften. Og sådan som han er ophav til Guds skaberværk engang, vil han blive ophav til nyskabelsen, skabelsen af den ny himmel og den ny jord (Åb 21,1).

Nogle afsluttende bemærkninger

Man har efterhånden udviklet nogle metoder til at bestemme, hvilke betydninger et ord (som f.eks. archê) kan have. Hvilken af de mulige betydninger, man så skal vælge, er, som det fremgår, ikke kun et sprogligt spørgsmål. Som vi har set, er der flere forskellige paralleller både i Åb og hos Paulus, man kan overveje.

Dernæst bør man også tænke på, hvordan en oversættelse vil blive hørt. Selv om man næsten kan få det indtryk, at det er læserne uden den store baggrundsviden, der skal være kriterium herfor, bør man dog tage hensyn til dem, der rent faktisk har en viden. Nogle har deres viden primært fra teologihistorien. Andre har det fra kulter som Jehovas Vidner eller fra diskussioner med sådanne.

Et basalt kendskab til teologihistorien burde vist være nok til at vide, at spørgsmålet om forholdet mellem personerne i treenigheden og mellem Guds Søn og skaberværket var et alvorligt stridspunkt i oldkirken. Forståelsen af Kristi person er også et stridspunkt i forhold til bl.a. Jehovas Vidner.

Derfor havde det været ønskeligt, at DNA havde valgt en mere præcis oversættelse, som ikke åbner for problemer, som det nu er tilfældet. Eller at man i det mindste havde tilføjet en note.

Grosbøll – igen igen

Fischer-Møller og Grosbøll
Bispekandidat Peter Fischer-Møller (PF-M) kan ifølge Kristeligt Dagblad (“Grosbøll – igen igen“) ikke forstå, at hans fire og et halv år gamle indlæg om nu pastor emeritus Thorkild Grosbøll har givet anledning til så meget opmærksomhed.

PF-M har lagt debatindlægget på Stem Peter med en indledning, der er udateret, men skrevet efter, at Grosbøll har søgt sin afsked. I indledningen skriver PF-M, at han “er dybt uenig med Thorkild Grosbølls skabelsesteologi eller mangel på samme,” men “er enig med Jan Lindhardt i, at der skulle være plads til Grosbøll i en rummelig folkekirke.” Selvfølgelig. Hvorfor i al verden skulle Guds Ord herske i en kirke?

Fischer-Møller og Skriften
PF-M skriver videre:

“Thorkild Grosbølls måde at formulere kristendommen på er – sådan hører jeg det – en håndsrækning til dem, der har det svært ved at tro på engle, og som ryster på hovedet af søndagsskolens billeder af Gud som en gammel mand med langt skæg. Han siger: Hør her, I behøver altså ikke tage det hele bogstaveligt, I behøver ikke sluge alle de bibelske kameler. Lad ikke alt det I ikke kan tro på eller forbinde noget med stå i vejen for det, som det for alvor handler om: historien om Jesus fra Nazareth! Tag den historie alvorligt, lad den udfordre jeres fordomme og forudfattede meninger. Den historie har overlevet død og grav. Det er jo i hvert fald en slags opstandelse. For den er her endnu, og den er stadig lige provokerende. Som en sten i skoen.”

PF-M mener altså, at man ikke behøver at tage engle alvorligt. Men engle spiller jo ellers en central rolle i Skriften, f.eks. i forbindelse med bebudelsen af Jesu undfangelse og fødsel (Matt 1,20.24) og Johannes’ fødsel (Luk 1,11.13.18f). Jesu fødsel blev forkyndt for hyrderne på marken af engle (Luk 2,9ff). Opstandelsesbudskabet blev forkyndt for kvinderne af en engel (Matt 28,5ff).

Kan man lade sig udfordre af en “historie”?
Men naturligvis: PF-M mener, man skal tage “historien om Jesus fra Nazareth” alvorligt og lade den udfordre ens fordomme og forudfattede meninger. Men hvem lader sig – reelt – udfordre af noget, der ikke er mere sandt, end man selv kan vælge og vrage, hvad man vil tro på?

Grosbøll – omsorgsfuld?
Grosbøll er ikke så slem, og han var i øvrigt, skriver PF-M, en meget omsorgsfuld præst for PF-M’s svigerforældre. Hvordan man så kan være det, hvis man som Grosbøll ikke tror på Kristus, sådan som de lutherske bekendelser beskriver ham (jf. Karsten Nissen herom), får stå hen. Hvordan hjælper en sådan præst døende, som anfægtes af, at de skal træde frem for Kristi domstol? Kan Grosbølls Kristus måske hjælpe?

Interessant?
PF-M forstår ikke, at hans indlæg er så interessant. Jeg forstår ikke, at der kun er to debatindlæg og nogle spørgsmål. Det burde slet ikke være en sag i forbindelse med et bispekandidatur.

Hvis man læser nogle af PF-M’s seneste prædikener på Terslev.DK (klik Kirke og derefter Prædikener), er det en tynd kop te. Som taler er de helt uinteressante. Men i betragtning af, at de er skrevet af en præst og en bispekandidat, er det kun rimeligt, at han bliver spurgt, hvad han egentlig mener. Det burde hans biskop have spurgt ham om for længe siden. Grosbøll har taget sin afsked, men grosbøllerne er der stadig.

I indlægget “Grosbøll’s exit og Grosbøll-sagen” spurgte jeg: “Hvad med grosbøllerne?” Jo, de kan opstilles som bispekandidater.