Kulturredaktør, cand.phil. Niels Jørgen Rugager Vase har anmeldt min Credo Kommentar til Johannes’ Åbenbaring i Udfordringen (40, 2011). Her er slutningen af hans anmeldelse:
Også af den grund bliver kommentaren læseværdig og givende, og den må anbefales alle, der er interesserede i, hvordan Åb (også) kan forstås, og som ønsker at være årvågen og at være beredt til den dag, Jesus kommer igen.
Her er hele anmeldelsen – med tilladelse fra Niels Jørgen Vase – i lettere redigeret form:
Hvad der er i vente …
Credo Kommentaren til Johannes’ Åbenbaring er skrevet af dr.theol. Georg S. Adamsen, og hans tilgang til bogen om Jesu genkomst er sjælesørgerisk.
Det er ikke en hr. hvem-som-helst, der har skrevet Credo Kommentaren til Johannes’ Åbenbaring: Georg Stubkjær Adamsen er dr.theol. på den første (den første danske – gsa) doktorafhandling, der overhovedet er skrevet om Johannes’ Åbenbaring (Åb). Det er altså en kapacitet på området, der her kommenterer Bibelens sidste og vel vanskeligst tilgængelige bog.
Interessant indledning
Inden vers-for-vers-gennemgangen af bogen er der en 75 sider lang indledning, hvori Adamsen redegør for bl.a. skriftets tema, som bestemmes som ”Jesu genkomst til frelse og fortabelse”, for dets anliggende (omvendelse og tro) og dets anledninger, som angives overordnet at være, at genkomstforventningen har været for beskeden hos de oprindelige modtagere af bogen, dvs. de syv lilleasiatiske menigheder og deres ”engle” (biskopper), til hvem brevene i Åb 2-3 er direkte henvendt.
Ganske interessant er det også at læse om forudsætningerne for at kunne forstå skriftet. Her understreger Adamsen, hvor ”gennemsyret” hele Åb er af allusioner (underforståede henvisninger) til først og fremmest gammeltestamentlige tekster og i mindre grad Ny Testamente, her især evangelierne. Adamsen skriver, at det slet ikke er ”muligt at forstå fx tema og billedsprog i Åb uden hele tiden at tage allusionerne i betragtning.” Det indebærer selvsagt, at det er nødvendigt med et indgående kendskab til Gammel Testamente for virkelig at få udbytte af Åb. Og det underbygger for så vidt også opfattelsen af Bibelen som en helhed, der dybest set har den samme forfatter.
I indledningen opsummerer Adamsen de forskellige tolkningstyper og tolkningsmetoder (se oversigten). Han har inden da hævdet, at hans egen tolkning er ny. Efter endt læsning må jeg da også konstatere, at det ikke er muligt at placere denne kommentar inden for nogen af de kendte tolkningstaditioner. Adamsen skriver selv, at den ”kan se ud som en blanding af de tre grundlæggende fortolkningstyper”, men han vil hellere beskrive sin tilgang som ”i egent-ligste forstand sjælesørgerisk: Kommentaren vil fremhæve, at Åb har til hensigt at gøre menighederne – ja, alle mennesker, alle sjæle – beredte til Jesu Kristi genkomst.” Kommentarens overordnede sigte er altså at tolke Åb som omsorg for sjælene for at sikre – eller forsøge at sikre – at de kommer sikkert hjem til Gud.
Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at der i indledningen havde været en lidt mere udførlig omtale af kanoniseringen af Åb, som er et spændende lille stykke kirkehistorie. Når nu Åb altid har været så omdiskuteret – en diskussion, der undertiden endda har gået på, om bogen overhovedet hørte hjemme i Bibelen – kunne en kort redegørelse for, hvordan den så fik sin plads i kanonen, have været relevant. Heldigvis kom Åb med. For intet andet skrift i Bibelen kan i den grad forberede os på, hvad der er i vente.
Givende gennemgang
Selve kommentaren er lidt af en tour de force og må vist være den grundigste gennemgang, der foreligger på dansk.
Hvad der først og fremmest kendetegner Adamsens udlægning er, at han ud fra rekapitulationsteorien (”gentagelsesteorien”) opfatter det, der sker, under Johannes’ ’”himmelrejse” (Åb 4,1-22,5), fremadskridende som forskellige gengivelser af samme fremtidige begivenheder. Forskellen i disse gengivelser frem til den endelige dom og nyskabelsen er, at perspektivet for hver gang udvides og ender med at blive universelt, altomfattende.
Her er ingen ”kære mor” (eller ”Kære Gud”), når det gælder spørgsmålet om frelse eller fortabelse. Det slås igen og igen fast, hvor det er på sin plads i gennemgangen, at der er mennesker, der går fortabt, og som dermed bliver dømt til ”den evige ild”. De ønsker det tilsyneladende heller ikke anderledes. I forbindelse med kommentaren til ”den fjerde vredesskål” (Åb 16,8f) skriver Adamsen således: ”Selv i denne forfærdelige dom omvender de vantro sig ikke, skønt det er Gud, der helt retfærdigt straffer dem for deres vantro. De fortsætter med at spotte ham og beviser dermed, at de med rette er under hans vrede.” Og et andet sted – i tolkningen af Åb 9,3 og 10 – bemærkes det, at det er den utilgivede synd, der giver ”Guds bødler” deres kraft.
Om tusindårsriget skriver Adamsen, at det ifølge hans opfattelse er ”fremtidigt, men uden nogen tidslig udstrækning.” Dermed placerer han sig også i det spørgsmål uden for de ”gængse” tolkninger af udtrykket, idet han lidt senere skriver: ”Som det fremgår, sympatiserer jeg med den ”åndelige” [modsat: ”bogstavelige”], amillenialistiske teologi, men jeg kan ikke tilslutte mig den som tolkning af Åb.”
Af afgørende betydning for kommentaren er tillige, hvad der som tidligere antydet og undervejs under gennemgangen slås fast flere gange, forståelsen af Åb’s indre sammenhæng og kontekstens store betydning, og at Åb er ”udtryk for det inderste og allermest centrale i hele Jesu gerning og forkyndelse.” Der er intet i Åb, der strider imod det, som Jesus, der også både taler og handler i Åb (bl.a. som dommer (!)), i øvrigt har sagt eller gjort.
Kun i enkelte, særlige tilfælde refereres andre tolkninger – hvorved det i mange tilfælde bliver klart, at Adamsen tolker anderledes. Også af den grund bliver kommentaren læseværdig og givende, og den må anbefales alle, der er interesserede i, hvordan Åb (også) kan forstås, og som ønsker at være årvågen og at være beredt til den dag, Jesus kommer igen.
