Præstesager
Medierne har det seneste års tid været travlt optaget af flere præstesager. Nogle har været meget omtalt i medierne, men det er ikke alle, der bliver det.
Det ottende bud
De giver anledning til at nævne en ting, som burde være en selvfølge ikke alene i en kirke, men også i et retssamfund, ja i et menneskeligt samfund.
Det ottende bud forbyder sladder. Det gælder i alle forhold, men det gælder naturligvis ikke mindst, når der er tale om mennesker, hvis levebrød trues af sladder, især løgnagtig sladder.
Læren om kaldet
Men så er der også en side ved sagen, som enhver kirke burde tage særdeles alvorligt. Kirkeministeriet har “forflyttet” en af præsterne, Lene Matthies, som siden tog sin afsked. Efter det foreliggende er der ikke nogen menighed, der har kaldet hende.
Den augsburgske Bekendelse har en artikel, som siger, at man skal være rettelig kaldet for at forkynde evangeliet og række sakramenterne (artikel 14). En sådan rettelig kaldelse består i, at en menighed, der har myndighed til det, på Guds vegne kalder en person, som har de nødvendige kvalifikationer og i øvrigt opfylder de krav, som Det nye Testamente stiller til en præst.
Når en sådan kaldelse er rakt, er det virkelig Guds kaldelse (hvis der ellers er tale om en kristen kirke). Det betyder også, at kun Gud kan tage kaldelsen tilbage, hvorefter en præst kan afskediges. Naturligvis sker det gennem mennesker, men en afskedigelse skal og kan kun ske, hvis der foreligger objektive, holdbare grunde til den. Foreligger der ikke det, har lægfolket ret til at standse en afskedigelse – og omvendt.
Præsteforeningens svigt
Præsteforeningen vil gribe ind med jernhånd, hvis man vil forbyde rygning i præsteboligerne, forlød det for nyligt. Det er også en vigtig sag, vil i al fald nogle mene. Men det ser ikke ud, som om man er lige så optaget af reglerne for ansættelse og afskedigelse. Der er sket meget, siden det var umuligt at blive ordineret uden et konkret kald. Det var at ønske, at Præsteforeningen så vel som alle andre i kirken ville være lige så nidkære omkring folkekirkens grundlag.
Når det er sagt, burde det være en selvfølge, at præsterne lever, så de ikke med rette skal give anledning til at komme i medierne. Det burde være lige så stor en selvfølge, at deres foresatte ikke lader dem i stikken, men vejleder dem – klart og entydigt. Det gælder selvsagt også kirker uden for folkekirken.
PS: Forhenværende provst Niels Carl Lilleør skriver i Kristeligt Dagblad den 15. september 2007 om den falske anklage mod Lene Matthies. “Med en smule retsbevidsthed i behold kan det se ud til, at den gejstlige øvrighed i Københavns Stift skylder præsten en undskyldning og Kirkeministeriet skylder hende erstatning. Hvis ret skal være ret, også i den danske folkekirke.” Se “Hvis ret skal være ret,” Kristeligt Dagblad, 15. september 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/261792)