Jeg har tidligere blogget om Philipp Melanchthon, bl.a. gengivet et lille stykke om retfærdiggørelsen og troen fra troslæren Loci.
Melanchthon har også en udmærket gennemgang af loven. Langt bedre end hvad både fag- og amatørteologer ofte skriver nu om dage.
I det uddrag, jeg bringer nedenfor, viser Melanchthon, hvad det er lovens egentlig skal gøre, og at det er nødvendigt, for at Gud kan retfærdiggøre et menneske. Udelader man forkyndelsen af loven, er det selve retfærdiggørelsen, man modarbejder.
Om lovens kraft (uddrag)
Lovens egentlige gerning: åbenbare synden for os
Det er kort sagt lovens egentlige opgave at afdække synden, eller for at udtrykke det tydeligere: den giver os syndsbevidsthed og er, som Paulus siger det Kol 2,14: “det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os.” Hermed definerer Paulus jo syndsbevidstheden langt finere og sikrere end [nogle af de teologer, der før og på Luthers tid arbejdede med dogmatikken].
Hvad er nemlig syndsbevidsthed andet end lovens stemme, der i hjertet viser os vor synd? For når Paulus Kol 2,14 taler om “det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os”, så mener han, at syndsbevidstheden er et skyldbrev, der er imod os ved sine bestemmelser, og det vil jo sige: ved loven.
Man må altså fastholde, at det er lovens gerning at åbenbare synden for os. Og når jeg taler om synd, sammenfatter jeg herunder alle arter af synd – udvortes og indvortes, hykleri, vantro, egenkærlighed, gudsforagt og vankundighed, med andre ord selve rødderne til alle menneskelige handlinger.
Lovens gerning: begyndelsen til boden eller retfærdiggørelsen
Når Gud skal retfærdiggøre syndere, er det derfor hans første gerning at åbenbare os vor synd og ryste, ængste og skræmme vor samvittighed, kort sagt at dømme os, sådan som det lige anførte sted fra Jeremias viser det.
Også Paulus siger Gal 2,19: “ved loven er jeg død for loven.” Og bestyrtet ved profetens hårde ord udbryder David: “Jeg har syndet mod Herren” (2 Sam 12,13). Og 1 Kong 21,27 læser man: “Akab sønderrev sine klæder” etc., og – siger Skriften – “han gik nedtrykt omkring.” Og 2 Krøn 33,12 skrives der om Manasse, at han kom i “nød” – man bør jo bruge Skriftens egne ord. Og ApG 2,37 står der: “da de hørte dette, stak det dem i hjertet.” Men dette må være tilstrækkeligt til at vise, at lovens gerning er begyndelsen til boden, thi det er ved den, Guds Ånd plejer at skræmme og ryste samvittigheden.
Naturen kan nemlig ikke af sig selv erkende syndens hæslighed, endsige da hade den, thi “et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd” (1 Kor 2,14), og “de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige” (Rom 8,5). [De ovennævnte teologer] behandler først bodens begyndelse i fjerde bog af [deres dogmatiske værker], vi for vort vedkommende her ligesom i forhallen til vort værk.
Den af Guds Ånd ved loven virkede dødelse, fordømmelse og rystelse af mennesket er nemlig begyndelsen til retfærdiggørelsen og dermed til den sande dåb. Og ligesom det kristne liv må begynde med syndserkendelsen som udgangspunkt, således bør også den kristne lære begynde med lovens opgave.
Kilde
Citeret, moderniseret og bearbejdet uddrag af Philipp Melanchthon: Loci: Evangeliske hovedtanker. I ny oversættelse ved Jørgen Larsen. København: O. Lohses eftf., 1953, s. 94f.