Om vranglære i praksis

Retlærende og vranglærende kirker
Dogmatikeren Franz Pieper drøfter i sin store, klassiske dogmatik spørgsmålet om ret- og vranglærende kirker. I en note skriver han:

“Retlærende [orthodokse] kirker i vore dage er de lutherske menigheder og kirkesamfund, som bekender og faktisk lærer de læremæssige trossandheder, som er beskrevet i Den evangelisk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter, fordi disse trossandheder, ved nærmere undersøgelse, findes at være det, som Guds Ord lærer. Urene og vranglærende [heterodokse] kirker er den romersk-katolske kirke, Den Østlige Katolske Kirke, Den reformerte Kirke med dens mange underafdelinger, og, desuden, også de kirkesamfund, som, skønt de bærer det lutherske navn, ikke bekender og faktisk lærer den lære, som Reformations Kirke lærte og lærer.” (Christian Dogmatics, bd. 3, s. 422 n. 29; min fremhævelse)

Vrede reaktioner – og forklaringer
Det er en påstand, som har gjort mange teologer og lægfolk i såvel folkekirken som frikirker vrede. For konsekvensen er jo, at en kristen, der hører og vil høre sin Hyrdes røst, må forlade en sådan vranglærende kirke og lade sig optage i en retlærende luthersk kirke. Men det mener man absolut ikke, er nødvendigt. Typisk henviser man til, at der er store muligheder for mission. Eller præster og andre ledere begrunder det med, at man må blive, fordi man har ansvar for lægfolk. Disse begrundelser er i og for sig ikke uden en vis værdi. Men det afgørende er naturligvis, om disse argumenter er holdbare.

Guddommelig befaling
Apostlen Peter var Jesu Kristi apostel (1 Pet 1,1). Det betyder, at han var befuldmægtiget udsending. I særlig grad gjaldt det om apostlene, at “Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10,16). Når apostlen derfor skriver som apostel, er det ikke hans egne, men Jesu Kristi befalinger. “Hvis nogen taler, [skal han tale] som Guds ord” (1 Pet 4,11 – direkte oversat). Det gælder enhver kristen, at man ikke skal ytre mennesketanker eller menneskelære i kirken. Det gælder langt mere dem, der er kaldet til officielt at tale i kirken. Det er derfor ulydighed og synd, hvis man ikke taler som Guds ord. En kristen kan altså ikke vælge, om man vil tale i overensstemmelse med Guds ord. Det skal man.

Modsat forbyder apostlen Paulus at “lære anderledes” (1 Tim 1,3 – direkte oversat). Paulus siger noget tilsvarende i 6,3-5: “Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig.”

I Romerbrevet 16,17 slår Paulus fast, at det ikke blot er forbudt at tale i modstrid med Guds ord. Man skal også holde sig fra dem, der gør det: “Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!”

I Guds kirke skal der læres i overensstemmelse med Guds ord, og lægfolket skal holde sig fra dem, lærer anderledes end Guds ord og derved skaber splittelse og fører andre til fald. I grelle tilfælde kan vranglæren i sig selv føre til fald, hvis den er uevangelisk og får folk til at sætte deres lid til deres egen fornuft eller kraft, når det gælder deres frelse. I andre tilfælde kan vranglæren føre til fald, fordi den i praksis fortæller folk, at det ikke betyder så meget at være i overensstemmelse med Guds ord. Slangens “Mon Gud virkelig har sagt?” er en gift, der virker – før eller siden.

Forklaringerne farlige
Bibelen lærer ikke, at man skal acceptere vranglære for at drive mission. Missionsbefalingen befaler faktisk det modsatte. “Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet” (Matt 28,18-19). Man skal ikke lære ret og afvise vranglære blot for at være lydig mod en befaling. Man skal også og først og fremmest tale som Guds ord, fordi det er det ord, som Gud virker igennem. Man er altså ikke alene ulydig, hvis man accepterer vranglære, men man skader også det værktøj, som Gud virker igennem. Man forurener den åndelige føde, mennesker skal have for at blive og forblive frelst. Derfor er det også en selvmodsigelse at henvise til hensynet til lægfolket. Hvis man virkelig vil tage hensyn til lægfolket, skal man da værne dem mod vranglære.

Dertil kommer, at lægfolket selv har et særskilt ansvar for at tale som Guds ord og holde sig fra vranglærere. Siger præster og ledere, at de bliver i en vranglærende kirke for lægfolkets skyld, bør lægfolket altså selv afvise dette.

Vranglære i praksis
Pieper har derfor ret. En kirke er ikke luthersk, blot fordi den kalder sig luthersk. En kirke er heller ikke luthersk, blot fordi dens teologiske grundlag ser rigtig ud på papiret. Det, der afgør, om en kirke er luthersk, er, hvad den bekender og faktisk lærer i forkyndelse og undervisning – og i sin praksis.

En kirke bliver dog ikke vranglærende, blot fordi der sker fejl. Men vil den ikke rette op på fejlene, er den en vranglærende kirke. Vil den ikke bekende sine fejltrin, men forsvarer synden på den ene eller anden måde, er den i realiteten en vranglærende kirke. Det er helt uden betydning, om den selv hævder at være retlærende. Det afgørende er, hvad man bekender i ord og gerning.

Lære og praksis
Hvis en kirke vil gøre sit yderste for præcist og umisforståeligt at skrive, hvad den bekender og lærer, og hvis en kirke vil gøre sit yderste for at lade sin praksis vokse ud af sin bekendelse og lære, så kunne man nøjes med at diskutere lærespørgsmålene. Men i dag er mange teologer og præster ikke i stand til at beskrive sin bekendelse og lære særlig nøjagtigt. Man kan eller vil ikke fremsætte sin lære i en dobbelt form: positivt, hvad man faktisk lærer, og negativt, hvad man afviser som falsk lære. Man kan eller vil heller ikke lade sin praksis voksne ud af læren. Det sker ofte, at man adskiller lære og praksis, fx ved at skelne mellem indhold og stil.

Man skal forhåbentlig ikke tolke det som ligegyldighed over for både lære og praksis, for en kristen kirke kirke kan ikke udvise en sådan ligegyldighed. Derfor må det karakteriseres som teologisk vankundighed. Over for en sådan vankundighed er det nødvendigt at se både på læren og på praksis. Til sammen viser de, om der er tale om en retlærende kirke. Eller der er tale om en vranglærende kirke eller en sekt, der slet ikke fortjener kristen navn.

Vejen frem
Ingen kan glæde sig over, at teologien er i en sådan forfald, at man er ude af stand til at beskrive lære og praksis og det gensidige forhold mellem disse to. Derfor må enhver alvorlig kristen bede om, at Gud på ny vil bringe teologien på fode, så lære og praksis kan blive genoprettet. Det drejer sig om menneskers evige frelse!