Elsk jeres fjender! (4. s. e. Trinitatis – Matt 5,43-48; 5 Mos 24,17-22; Rom 14,7-13)

Læsningerne

4. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 15. juni – læses 5 Mos 24,17-22, som taler om, hvordan Israels folk skal behandle fremmede, faderløse og enker.

Epistlen er Rom 14,7-13, som tager udgangspunkt i, at Kristus døde og opstod, for at vi skal tilhøre ham og leve og dø for ham. På den baggrund formaner Paulus romerne og os til ikke at dømme hinanden, men derimod se til, at vi ikke bringer en medkristen til at snuble eller falde. Man må afstå fra at benytte sin kristne frihed, hvis der virkelig er tale om, at det kan få nogle til at snuble eller endog falde fra, fordi deres samvittighed er svag.

Evangelieteksten i Matt 5,43-48 er ren lovforkyndelse, som underviser os om, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Ja, vi skal være fuldkomne. Loven kan lære os, at vi skal være fuldkomne, men loven giver ingen kraft til os, der i os selv er åndeligt døde. Lovens krav tilgiver heller ikke os syndere. Det gør derimod ham, som elskede sine fjender så højt, så han døde for os.

5 Mos 24,17-22

Lektien fra 5 Mos 24,17-22 er en del af den specifikke lovgivning, som Israel fik på Sinais bjerg. I disse vers beskyttes: 1) dem, der lever som fremmede i Israel og derfor ikke nyder den samme beskyttelse som israelitterne selv, 2) de faderløse, som er mere udsatte end andre, når deres fædre ikke kan beskytte dem 3) enkerne, som i den gammeltestamentlige økonomi kunne være ringe stillet, hvis ikke de havde børn, der kunne tage sig af dem. Det samme hører vi også om i NT (1 Tim 5,3-16).

Jakob taler også om at tage sig af faderløse og og enker (Jak 1,27). Jesus selv fordømmer farisæerne, som gav sig ud for at ville belære andre, men som f.eks. åd enker ud af huset (Mark 12,40; Luk 20,47). Lukas har i øvrigt en særlig opmærksomhed på enker (Luk 2,37; 4,25f; 7,11-17; 18,3-8; 21,2-4). Kirken i Jerusalem tog sig af enkerne (ApG 6,1).

Ingen må sulte ihjel, uanset om de var fremmede eller ej. Men Det gamle Testamente går faktisk et skridt videre, for fremmede kunne blive optaget i Israel. Ville fremmede fejre påske for Herren, så skulle alle af mandkøn omskæres. Derefter skulle han (og hans familie) være som en af landets egne (2 Mos 12,48-50).

Herren henviser dem til, at de selv har prøvet at leve som fremmede, ja, som trælle i Egypten (5 Mos 24,19.22).

Det generelle bud konkretiseres i forbindelse med høst (5 Mos 24,19), oliven- og druehøst (v. 20f).

Rom 14,7-13

Epistlen er et uddrag af Rom 14, som handler om de svage i troen. De svage i troen er dem, der har svært ved at fastholde den kristne frihed i deres egen samvittighed. Det er derimod ikke dem, der vil propagandere og pålægge andre kristne at underlægge sig de samme begrænsninger. Denne problematik behandles også i 1 Kor 8, særlig i v. 7-13. Her er de svage i troen dem, der kunne blive forledt til atter at lade sig trælbinde under afguder ved at se andre kristne spise afgudsofferkød. Dem, der virkelig er svage i troen, skal man ikke udsætte for den slags åndelige farer.

Konkret taler Paulus også i Rom 14 om to grupper (Rom 14,2). Den ene er dem, der har taget den kristne frihed til sig og derfor kan spise hvad som helst. Den anden gruppe tør kun spise grønsager, dvs. de tør ikke spise kød, formentlig fordi det ofte ville være afgudsofferkød.

Den, der med en god samvittighed spiser kød, må dog ikke foragte den, der for sin svage samvittigheds skyld ikke gør det. Modsat må den med en svag samvittighed heller ikke dømme den, der spiser. Gud har taget imod ham, ja, mod begge (v. 3).

Her finder vi et væsentligt etisk princip, som mange tit har forsyndet sig imod. Det, som loven forbyder, skal vi ikke gøre. Men omvendt skal man ikke pålægge nogen noget, som Skriften ikke befaler.

Paulus føjer endnu et argument til. Kristne er Guds tjenere. Guds tjenere skal Gud dømme, ingen andre (v. 4a). Paulus føjer til, at Gud vil lade sine tjenere blive stående.

Den kristne frihed gælder ikke kun, hvad man spiser, men også spørgsmålet om dage (v. 5). Menigheden er fri til at fejre gudstjeneste såvel lørdag som søndag – eller onsdag eller torsdag, hvis det skulle være. For det er Guds ord, der helliger en dag, ja, helliger hver dag. Vi skal blot nyde maden med tak til Gud (v. 6b) og gøre det hele for Herren (jf. v. 6a). Se endvidere 1 Tim 4,3-5.

Det sidste begrunder Paulus nu i Rom 14,7-13. Vi lever og dør ikke for os selv (v. 7), men for Herren, som vi alle tilhører (v. 8). Kristus døde og opstod, “for at han skulle blive herre over både døde og levende” (v. 9). Dette tema er medtaget i Den augsburgske Bekendelse:

Ligeledes lærer de, at ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, een Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.

Den samme nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.

Paulus vender tilbage og taler direkte til dem, der forsynder sig ved at foragte den svage eller dømme den stærke. Han minder om, at vi alle skal dømmes af Gud (v. 10f). Det lærer vi i Es 45,23, som Paulus vender tilbage til i Fil 2,10f. Vi skal hver især aflægge regnskab over for Gud. Derfor skal vi ikke dømme hinandens samvittigheder (v. 12). Det betyder naturligvis ikke, at synd ikke skal afsløres og dømmes som synd. Paulus taler om det, der er under den kristne frihed.

Paulus formaner os derfor til ikke at dømme hinanden, og til ikke at bringe hinanden til at snuble eller endog falde fra (v. 13). Det siger sig selv, at kristne ikke må bagatellisere synd og derved blive årsag til, at kristne synder og mister Helligånden. Vi kan f.eks. ikke forsvare ægteskabsbrud.

Men vi må altså heller ikke insistere på vores kristne frihed, hvis det kan føre nogen til fald. Paulus vil netop ikke spise kød, hvis det kan bringe nogen til fald (1 Kor 8,13). Kristne må altså afstå fra deres frihed af hensyn til svage brødre. Som vi ser i 1 Tim 4,1-5, kan der derimod ikke være tale om at vise eftergivenhed over for dem, der vil propagandere for f.eks. cølibat eller særlige spiseregler og forlange, at alle skal overholde dem.

Prædiketeksten i Matt 5,43-48

Matt 5,43-48 er den sjette af de såkaldte antiteser. Heri gør Jesus op med farisæernes lovforståelse. Farisæerne dyrker slet ikke Gud, men lærer bud, de selv har fundet på (Matt 15,9). De har sat Guds Ord ud af kraft og erstattet dem med deres egne overleveringer (Matt 15,6).

Det har drastiske konsekvenser. For det første betyder det jo, at de i virkeligheden ikke lærer folk, hvad der er Guds vilje. Loven får således ikke lov at skabe erkendelse af synd og lukke munden på syndere, som det ellers er en af lovens opgaver (Rom 3,19f).

Men farisæernes overleveringer betyder ikke kun, at lovforkyndelsen bliver til lovisk forkyndelse. De medfører også, at evangeliet ikke forkyndes. For ingen har brug for Guds løfter og evangeliet, hvis ens egne anstrengelser er nok.

Ja, ingen kan i virkeligheden forstå, hvad synd egentlig er, hvis de ikke hører både loven og evangeliet forkyndt. Så ender man enten som selvglade farisæere eller som mennesker uden håb, sådan som det skete for Judas (se mere om lov og evangelium i Konkordieformelen, artikel 5). Så længe forkyndelsen af Jesu lidelse og død proklamerer Guds vrede og forskrækker mennesker, er det endnu ikke evangelieforkyndelse.

Den romersk-katolske Kirke er desværre farisæismens arvtagere. De sætter også deres egne overleveringer i stedet for Guds ord. Ganske vist forsøger de at få det til at se ud, som om deres overleveringer, “Traditionen,” ikke står over Skriften, men det betyder blot, at de har forfinet deres vranglære. På samme måde forsøger de at fremstå som en kirke, der ikke bekæmper evangeliet. Men det står enhver frit for at analysere, om pavekirken lærer ret om loven, evangeliet i alle trosartikler og den kristne frihed. Sådanne analyser viser, at pavekirken stadig bekæmper evangeliet.

Konkret har pavekirken tolket Bjergprædikenen som evangeliske råd, som kun præstestanden og munkene skulle efterleve. Luthers opgør med hele den forståelse var velbegrundet. Visse dispensationalister fantaserer om, at Bjergprædikenen først er relevant, når tusindårsriget kommer.

Endelig må det understreges, at antiteserne ikke drejer sig om, hvilke love et samfund skal have. Kejserens rige, det verdslige regimente, skal ikke lovgive ud fra kærlighedsbudet. Øvrigheden skal skræmme dem, der gør det onde, men rose dem, der gør det gode (Rom 13,1-7). Det ville i øvrigt være en meget relevant prædiken i vores tid, hvor der undertiden bliver taget mere hensyn til de kriminelle end til ofrene.

Jesus forkynder ikke nogen ny lov i Bjergprædikenen, men han udlægger loven, sådan som den altid har skullet forstås. Kærlighedsbudet findes nemlig allerede i Det gamle Testamente (3 Mos 19,18). Jesu udlægning var blevet nødvendig, fordi farisæerne og de skriftkloge ikke længere gjorde det.

Elsk jeres fjender og bed for jeres forfølgere! (v. 43f)

Farisæerne og de skriftkloge sagde, at man skulle elske sin næste, men også, at man måtte eller skulle hade sin fjende (v. 43).

Jesus derimod udlægger, hvad der har været lovens hensigt. Kristne skal elske deres fjender. Der er med andre ord ingen, en kristen kan forsvare at hade som kristen. Som nævnt er det noget andet, når den kristne har et embede i det verdslige regimente.

At elske sin næste er en befaling, som ikke kun omfatter de ydre handlinger, men også hjertet. Ja, det er hjertet, der først og fremmest skal elske, så kærlige handlinger kan følge efter. Dette bud havde Gud lagt i mennesket fra begyndelsen, men på grund af syndefaldet måtte det gentages. Det gjorde Gud i 3 Mos 19,18. Men det er ikke budet, men løftet eller evangeliet, der giver kraft til at elske.

Med denne antitese lærer Jesus os, at de moralske bud ikke er sat ud af kraft med det nye testamente. Farisæerne mente, at de ydre og grove synder var “store,” mens de indre var “mindre.” Men Jesus lærer os, at det tværtimod er i hjertet, at synden har sin rod (Matt 15,18). Al synd fordømmer, med mindre skylden er forsonet og tilgivet. For al synd fortjener fordømmelse.

Evangeliet forkynder lykkeligvist, at Kristus har båret al verdens synd, så vi mennesker kan lade os forlige med Gud (se mere herom til 2 Kor 5 i ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“).

Den kristne skal endvidere bede for dem, der forfølger dem. Den kristne må altså møde forfølgelse med bøn for forfølgeren. Det har kirken haft brug for i store dele af sin historie. Det er der andre søndage, som særligt fokuserer på.

For at I må være jeres himmelske faders børn (v. 45)

Meningen er naturligvis ikke, at kristne erhverver sig barnekår og arveret ved at elske deres fjender og bede for deres forfølgere. Det ville være lovgerninger, som ikke kan frelse, fordi ingen formår at holde hele loven.

“Børn” (gr. hyioi) må her betyde dem, der er karakteriseret af det, der karakteriserer Gud. De kristne skal netop være, som Gud er. Som skaber og opretholder skelner han ikke mellem onde og gode, men lader solen stå op for begge. Som skaber og opretholder skelner han heller mellem ikke retfærdige og uretfærdige. Han giver regn til begge.

Sådan skal kristne heller ikke skelne mellem venner og fjender, men elske alle og bede for alle, også dem, der forfølger dem.

Sådan lærer Jesus os, hvad der virkelig er Guds vilje. Og fordi vi af natur er syndere, vil vi aldrig kunne opfylde det fuldt ud.

Men evangeliet tilgiver os vores synd, og ved evangeliet skænkes vi ikke alene syndernes forladelse, men også Helligånden, som driver os til at opfylde loven (Rom 8,3f; 13,8-10). Det kan vi dog ikke perfekt i dette liv, fordi “kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod” (Gal 5,17). “Men drives I af Ånden, er I ikke under loven,” som Paulus siger (Gal 5,18).

Ingen løn til “toldere” (v. 46)

Jesus taler om en løn, som kristne ikke får, hvis man kun elsker dem, der elsker en selv. Det kan jo selv toldere gøre. Toldere står her for selviske syndere, der gør, hvad der tjener deres egen sag.

Lønnen er ikke frelsen, som om man frelses, fordi man elsker sine fjender. ‘Løn’ er derimod en ros eller belønning, som Gud vil give af bare nåde efter den tjeneste, man har haft (1 Kor 3,8), eller efter den adfærd, man har haft. Her er pointen dog, at det ikke giver nogen belønning eller ros blot at elske dem, der elsker en selv.

Intet særligt ved at hilse på sine “brødre” (v. 47)

På samme måde er der heller ikke noget særligt ved at hilse på sine “brødre,” dvs. dem, som man har noget særligt sammen med, hvad enten man nu faktisk har samme mor eller man deler tro og bekendelse. At “hilse” betyder måske ikke kun at gøre en håndbevægelse eller sige “hej.” Det kan måske også forstås i mere omfattende betydning, som når der udveksles hilsener i Rom 16,3ff, eller som når kristne hilser hinanden med et helligt kys (Rom 16,16; 1 Kor 16,20; 2 Kor 13,12; 1 Thess 5,26; 1 Pet 5,24).

Den form for hilsener eller ærbødighed over for dem, man i forvejen er fæller med, er jo under alle omstændigheder noget, alle gør. Jesus befaler de kristne at overgå dem.

Krav om fuldkommenhed (v. 48)

Ja, Gud kræver fuldkommenhed, lige som han selv er fuldkommen. Forståelsen af dette vers, ja, af hele Bjergprædikenen, er omdiskuteret. Nogle vil mene, at Jesus ikke formaner til noget, der er umuligt. Andre vil som jeg tolke Bjergprædikenen i lyset af Bibelens lære om lov og evangelium.

Der er ingen grund til at tolke Jesu formaning i en afsvækket betydning. Gud er fuldkommen, og vi skal ligne ham, være hans børn, som det hedder i v. 45. F.eks. mener Craig Blomberg, at “Jesus frustrerer ikke sine tilhørere med et uopnåeligt ideal, men udfordrer dem til at vokse i lydighed mod Guds vilje – til at blive mere og mere som ham” (Matthew, p. 115). Dermed røber Blomberg, at han ikke forstår lov og evangelium.

Jesus forlanger faktisk noget, vi ikke kan opfylde. Vi formår ikke i egen kraft at opfylde det dobbelte kærlighedsbud.

Men som nævnt skænker Gud Helligånden ved evangeliet og virker derigennem, at vi opfylder loven, omend ikke fuldkomment.

Det er blot afgørende at have Paulus’ lære i Galaterbrevet med. Vil man frelses ved at opfylde loven, skal man opfylde hver og en af lovens bud. Det kan vi ikke.

Bjergprædikenen må derfor forstås i lyset af den lutherske lære om lovens tre bud. Kravet om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger en, lærer os den borgerlige retfærdighed. Men den lærer os også, at vi er syndere, fordi vi som syndere ikke kan elske Gud og vores næste som os selv.

Endelig bliver Jesu undervisning også en vejledning for os kristne. Vort nye menneske drives af Helligånden og har ikke brug for loven. Men så længe vi lever her i dette legeme, har vi stadig det gamle menneske, vor syndige natur i os. Derfor har vi brug for at blive vejledt i Guds vilje, så vi ikke bedrager os selv og gør vores egne tanker til Guds vilje.

Gud elskede os først

Det er tredje søndag i træk, at prædiketeksten har en overvægt af loven. Vi har derfor brug for at gøre os de samme overvejelser, som var nødvendige de to forrige søndage.

Loven skal forkyndes, fordi Gud er hellig og vi er syndere. Først og fremmest skal loven forkyndes, så vi kan erkende vores synd, stoppe vores forsøg på at undskylde os, og i stedet lytte til evangeliet.

Evangeliet kan forkyndes på mange måder, men én mulighed er at tage udgangspunkt i, at Gud elskede verden således, at han lod sin Søn fra evighed af blive menneske for at lide, dø og opstå for os, så vi ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).

Håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. (Rom 5,5f)

men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. (Rom 5,8)

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. (Rom 5,10)

Kristus døde for os afmægtige, for os syndere, ja, for os, der endog var hans fjender. Derfor kan evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, så vi derved kan få den retfærdiggørende tro og blive sat i stand til at gøre gode gerninger (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 4-6).

“Min søn her var død, men er blevet levende” (3. s. e. Trinitatis – Luk 15,11-32; Ef 65,1-2; Ef 2,17-22)

Læsningerne

3. søndag efter Trinitatis efter anden række – som i 2008 falder på 8. juni – er læsningerne som følger: Den gammeltestamentlige lektie er Es 65,1-2, som understreger, at det er Gud, der opsøger og frelser det fortabte. For ingen søger Gud, som salmisten og apostlen Paulus siger.

Den nytestamentlige epistel er Ef 2,17-22, som taler om, at Jesus Kristus kom og forkyndte fred for både jøder og hedninger, og forenede dem i én kirke.

Prædiketeksten i Luk 15,11-32 er den lignelse, vi som regel kalder “den fortabte søn.” Det er nok en af de mest kendte lignelser. Den er analyseret på kryds og tværs. Efter min opfattelse er der nok alligevel lidt at tage fat på.

Ef 65,1-2

Som nævnt understreger Gud Herren i Es 65,1-2, at det er ham, der tager initiativet til at frelse. Paulus gengiver Sl 14,2-4; 53,3f: “Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.”

Med andre ord vil intet menneske tage initiativet og søge Gud. Mennesket kan heller intet bidrage med. Frelsen er i bund og grund monergistisk: Det er Gud, der har besluttet og fører sin beslutning ud i livet gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne.

Frelsen er altså monergistisk, men den er ikke automatisk. Det lærer Jesus os i Matt 23,37:

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.

Gud virker gennem Ordet og sakramenterne. Guds vilje kan ingen modstå. Gud giver Helligånden ved Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, når og hvor det behager Gud (Den augsburgske Bekendelse, artikel 5). Alligevel er det muligt at modstå nådemidlerne og spotte Helligånden (Mark 3,28-30). Men det skyldes altså ikke, at Gud ikke ønsker, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9; Ez 18,23).

Det er, hvad vi også læser om Israel i Skriften. Skønt Gud rakte ud efter Israel, førte dem ud af Egypten, osv. osv., vendte de alligevel ryggen til ham den ene gang efter den anden. Ja, selv hans søn slog de ihjel (Matt 21,38f). Skønt de jødiske ledere selv kunne svare på, hvad det ville føre til (Matt 21,41), gjorde de det alligevel.

Ef 2,17-22

Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Hverken jøder eller hedninger søger Gud, men han må opsøge og frelse de fortabte.

I epistlen forklarer Paulus, at Kristus kom og forkyndte fred for såvel hedninger som jøder (Ef 2,17). Paulus kalder jøderne for “dem, der var nær,” fordi de havde løfterne osv. (Rom 9,4f). Modsat med hedningerne.

Det, som Paulus ellers slår fast, er, at der ingen forskel er på, hvordan jøder og hedninger bliver frelst. Såvel jøder som hedninger frelses ved Kristus og har afgang til Faderen i eller ved den ene Ånd, Helligånden (jf. 1 Kor 12,13) (Ef 2,18).

Hedningerne er altså ikke længere “fremmede og udlændinge,” men tværtimod borgere i det samme rige (jf. Fil 3,20). Derfor er hedningekristne ‘de helliges med-borgere.’ De er ‘medlemmer af Guds husstand’ (Ef 2,19).

Kirken har ikke erstattet det jødiske folk, som nogle polemisk siger. Kirken er og har altid været det folk, som er retfærdiggjort ved den tro, som Abraham, Paulus og alle andre har fået skænket. Den ene, rette tro. Men det folk er blevet internationaliseret, og nu optages alle i det på præcis samme måde: Ved dåb og tro.

Om et givet folk ønsker at bevare sit folkelige særpræg, er i et kristeligt perspektiv irrelevant, så længe disse karakteristika ikke er religiøse og/eller i strid med evangeliet. Men vil man f.eks. bevare omskærelsen som nådemiddel i stedet for (barne)dåben, da er det ikke et spørgsmål om kristen frihed. Så bliver det et spørgsmål om at bevare noget af sin gamle religion, skønt det nu er forældet. Så bliver det ikke en frivillig sag, men det bliver til oprør mod Kristus og hans ord og sakramenter.

For som Paulus siger, gælder det for kirken – såvel dem af israelitisk som dem af hedensk afstamning – at den kirke er bygget på “apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.” (Ef 2,20). Kristus har indstiftet et nyt testamente med evangeliet om ham og med dåb og nadver. Afviser man noget af det, sætter man sig selv udenfor.

I kirken er der ikke længere grund til at omskære. Ja, hvis nogle vil forlange omskærelse eller forlange, at man skal tillade omskærelse, må man stå imod af alle kræfter, for da er det lovens krav, man vil gennemføre, og så skal hele loven opfyldes. Det er Paulus’ klare tale i Galaterbrevet (Gal 4,21; Gal 5,2-4.6).

Kristus befalede at døbe og holde nadver, ikke at fortsætte med at omskære.

Det er Kristus, som ved sin frelsergerning har revet muren ned mellem israelitter og hedninger, som holder kirken sammen og giver vækst. Der er næppe tænkt på åndelig vækst, sådan som mange taler om åndelig vækst i vore dage. Paulus tænker på den vækst, som består i, at flere og flere føjes ind i dette tempel ved dåb og tro. Sådan vokser vokser Guds bygning og bliver “et helligt tempel i Herren” (v. 21).

Det gælder altså også for hedningekristne, at de bliver bygget op på denne måde, på samme måde som det gælder de israelittiske kristne. Det sker ‘i Ånden’ eller ‘ved Ånden,’ og resultatet er, at de bliver ‘en bolig for Gud’ (v. 22). Som Paulus siger, “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16). Paulus beder også om, at ‘Kristus ved troen må bo i [vores] hjerter og [vi] være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed’ (Ef 3,17). Kristne er en bolig for den treenige Gud.

Prædiketeksten i Luk 15,11-32

Lignelsen om den fortabte søn er populær. Der er skrevet meget, f.eks. om at Faderens opførsel er alt andet end sædvanligt i Orienten (f.eks. Kenneth E. Bailey). Dette motiv ligger i forlængelse af den gammeltestamentlige lektie fra Es 65,1f.

Men et andet motiv ligger mere i forlængelse af Ef 2,17-22. For lignelsen handler jo ikke kun om den yngste søn, men også om den ældste. Han repræsenterer det vantro Israel, som ikke glæder sig over, at også hedningerne kan blive frelst, men som i stedet skælder ud på Faderen, fordi denne tillader sig at holde fest for lillebroderen, som er blevet omvendt.

Det gamle testamente er erstattet af et nyt og bedre, som gælder for såvel israelitter/jøder som hedninger. Vil man holde sig til det gamle, holder man sig til et testamente, som ikke længere er gyldigt. Det var det engang, indtil Kristus kom. De troende under det gamle testamente var fuldt ud Guds børn og arvinger, ved tro på Guds løfter. Men nu er der et nyt og bedre testamente.

Man kan godt få det indtryk fra denne lignelse, at den yngste søn så at sige omvender sig selv. Men sådan er det ikke. Det er hans viden om faderens kærlighed, som kalder ham tilbage. Eller rettere: Helligånden kaldte ham tilbage ved at bruge sønnens viden om faderen. Man må altså være opmærksom på, at man prædiker, så tilhørerne kan lære, at frelsen er monergistisk, ikke synergistisk eller decisionistisk, som om vi skulle kunne søge Gud, beslutte os for at være kristne, eller på anden måde bidrage til frelsen.

De to sønner (v. 11)

Lignelsen handler om Gud og de to sønner. Det er samme tema, som Paulus er inde på i Galaterbrevet. Den ene søn er løftets søn, Isak, som Abraham fik med den frie kvinde, Sara. Den anden er Ismael, som blev undfanget og født, ikke på grund af Guds løfte og indgreb, men på naturlig vis og på grund af Abrahams vantro (Gal 4,21-31).

Den yngste søns ugudelige bøn (v. 12)

Den yngste ønsker, at hans far skal dele sin ejendom mellem de to sønner, som om han allerede er død. Det er måske muligt at forstå den yngstes bøn sådan, at han taler om den arv, som skal tilfalde ham ved faderens død. Det er i sig selv en højst overraskende anmodning. Men hvis ordet ’tilkommer’ (gr. epiballon) skal forstås sådan, at det drejer sig om det, som tilkommer ham her og nu, kan det kun forstås sådan, at han egentlig forudsætter, at faderen allerede er død.

Vi får ingen detaljer, ud over at faderen faktisk deler ‘sin ejendom’ (1992-oversættelsen), sin formue (Wierød) eller ‘godset’ (1819- og 1907-oversættelserne) mellem de to. Det græske ord, der er oversat sådan (bios), betyder dog egentlig ‘livsunderhold,’ dvs. det, han skulle have til at opretholde livet med.

Det er i øvrigt værd at understrege, at med denne indledning har Jesus gjort det helt klart, at der kun er tale om en lignelse. Gud Fader døde i al fald ikke. Men takket være, at Jesus er sand Gud og sandt menneske kan Skriften alligevel tale om Guds død, sådan som det sker, når Paulus taler om Guds “eget blod” (ApG 20,28). Det er dog næppe perspektivet her.

Et land langt borte (v. 13)

Den yngste rejste bort til et land langt borte, et udtryk, som minder meget om det, Paulus skriver i Ef 2,17: “jer, der var langt borte.” Det er ikke tilfældigt, for det er hedningerne, Jesus taler om.

Man skal næppe tolke v. 13 sådan, at hedningerne oprindelig havde åndelige goder med, dvs. et kendskab til Guds nåde. For den yngste søns bøn er ikke udtryk for tro og tillid, men for oprør, for et ønske om at “slippe for” Gud.

Den yngste lider nød (v. 14)

Det er nemt at se scenariet for sig. Den yngste fik sin del af arven og levede i sus og dus, så længe han havde penge. Nu har han ingen penge, og en streng hungersnød gør det hele værre. Men endnu er hans egentlig situation ikke gået helt op for ham.

Når det gælder vores åndelige situation, er det loven, der fuldt ud afslører, at vi er i en elendig forfatning, hvor vi er hjælpeløse på enhver måde.

Svinepasser (v. 15)

Den yngste søn har måske nok erkendt sin situation et langt stykke af vejen, men han forsøger stadig at finde en løsning, som ikke kræver, at han må tage hjem til sin far (eller bror).

Sådan er der også mange hedninger, som nok erkender, at de er i en miserabel situation, men som alligevel forsøger sig med egne lappeløsninger. Det er ikke at passe svin. Det er derimod at gøre lovgerninger. Det er at forsøge at overtale Gud med ofre, hvad enten det er, hvad man selv tror, er gode gerninger, eller det er med, hvad man selv tror, er en gudvelbehagelig offerkult.

Der er imidlertid ingen anden vej end den Gud selv har foreskrevet. Før Kristus kom, var det det gamle testamente; nu er det det nye, der giver arveret og arv. Uanset om det er israelitter eller hedninger, der vil klare sig uden evangeliet og sakramenterne, så er den ubønhørlige konsekvens, at man da sætter sine egne forsøg i stedet. De mislykkes.

Sult (v. 16)

Den yngste søns sult var så stor, at han ville have spist svinenes mad, om nogen havde givet ham noget af den. Det var der ingen, der gjorde.

Man har sikkert ret, når man understreger, hvor dybt han som israelit må være sunket for at ville ønske at spise svinemad.

Faderens rigdom (v. 17)

Først på kanten af sultedøden tør denne søn begynde at tænke på sin far, som han formentlig har ønsket død, og i al fald ønskede at komme langt, langt væk fra.

Hans far har stadig daglejere. En måde at forstå det på kunne være, at selv om han har delt sit ‘livsunderhold’ ifølge v. 12, har den ældste søn næppe fået eller taget imod arven på samme måde som den yngste.

Disse daglejere har – set med den yngste søns sultne øjne – mad i overflod.

Omvendelse (v. 18.21a)

Som nævnt er det forkyndelsen af lov og evangelium, der omvender os mennesker. Jesus beskriver den yngste søns omvendelse ved at gengive den yngstes syndsbekendelse.

Far, jeg har syndet mod [H]imlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Han erkender, at han har syndet imod faderen, men først og fremmest, at han har syndet mod “Himlen,” dvs. mod Gud. Al synd mod ens næste er synd mod Gud (jf. Matt 25,31-46). Synd mod ens forældre er også en synd mod Gud, for vi skal adlyde og ære vores forældre ifølge Guds egen befaling i det fjerde bud.

I vores del af verden taler vi meget om at blive voksne, selvstændige og uafhængige af vores forældre. Det er godt nok. Vores tro og vores kristne samvittighed skal ikke være bundet til vores forældre. Det er imidlertid ikke noget, vi først skal lære, når vi skal være voksne. Det hører med til, hvad børn skal lære fra begyndelsen.

Men det hører også med, at vi faktisk skal ære og adlyde vores forældre. Gud har endog knyttet et særligt løfte til det (se mere om opdragelse i Bibelen her). Oprør mod forældrene er oprør mod Gud. Men det fjerde bud legitimerer naturligvis ikke, at forældrene kan være menneskeligt eller åndeligt grusomme mod deres børn. Denne lignelse kan være en udmærket anledning til at inddrage det fjerde bud.

At al synd er synd mod Gud, betyder også, at al synd skal bekendes over for Gud. Det kan man gerne gøre i det fælles skriftemål, som hører til i forbindelse med en luthersk gudstjeneste. Men man kan også benytte sig af det individuelle eller såkaldte private skriftemål hos ens præst. Da kan man ikke kun bekende sin synd, men også få Guds tilgivelse gennem præstens mund og embede.

Fortabelsen af barnekår (v. 19.21b)

Den yngste søns syndsbekendelse er dyb.

Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Han forstår, at hans synd og oprør er så alvorlig, at han ikke længere er værdig at kaldes ‘Guds søn,’ (gr. hyios) dvs. at have sønnekår og være arveberettiget.

Det eneste, han beder om, er at få lov til trods alt at arbejde for Faderen og få føden.

Faderens barmhjertighed (v. 20)

Den yngste søn drager hjem. Hans far ser ham, mens han endnu var langt borte. Igen møder vi dette ‘langt borte’-motiv, som jeg har omtalt ovenfor.

Faderen så ham og fik medynk med ham, dvs. han blev fyldt af inderlig barmhjertighed. Han løb hen til ham og faldt ham om halsen.

Kenneth Bailey og andre har argumenteret stærkt for, at en næroriental far aldrig ville løbe, for det er under hans værdighed. Det er muligt, men under alle omstændigheder understreger Jesus det, som også Esajas taler om. Gud virker omvendelse og frelse.

Faderen kysser også sønnen. Det kan kun tolkes som faderens kærlighed til sin søn, på trods af sønnens oprør.

Sønnens syndsbekendelse (v. 21)

Se ovenfor til v. 18 og 19.

Genindsættelse i sønnekår (v. 22)

Som det fremgår, har sønnen ikke fortjent noget. Men det afholder ikke faderen fra at genoprejse sønnen og igen give ham status som søn med arveret. I Guds rige er der nemlig ikke i denne sammenhæng nogle, der er daglejere. Vi er alle Guds ‘sønner,’ dvs. arverberettigede børn.

Sønnen skal have den fineste dragt på. I og for sig siger Jesus ikke, at det er en festdragt. Den er faktisk langt bedre. Denne dragt kan nemlig kun betyde, at faderen genindsætter ham i den status og position, han havde, førend han gjorde oprør.

Hvor mange fædre der ville gøre det i det virkelige liv uden videre, er svært at vide. Men det vil næppe være mange.

Men Jesus lader faderen i lignelsen gøre det, for det er nemlig, hvad Gud gør, når det gælder Guds rige. Som syndere har vi gjort oprør mod Gud og har mistet retten til al arv og velsignelse. Ja, vi har fortjent evig fordømmelse og straf.

Men Gud forbarmer sig og iklæder os frelsens klæder. Dermed er vi Guds ‘sønner,’ dvs. arveberettigede børn (m/k).

Måske er ringen udtryk for, at sønnen kan forvalte faderens ejendom og optræde på hans vegne. Det kan vi også som kristne. Alle kan vi dele ud af syndernes forladelse og lære andre evangeliet. Vi kan og må dog ikke gøre det offentligt eller rettere officielt på kirkens vegne uden at være kompetente og kaldede til det.

Fest (v. 23)

Der, hvor en synder omvender sig, er der altid fest. Festen består i, at prædikanterne forkynder evangeliet og rækker sakramenterne frem.

Sønnen genoplivet og fundet (v. 24)

Faderens begrundelse for festen er meget klar. Sønnen var død, nemlig død i sine synder. Uden tro er man åndelig død. En død kan ikke gøre sig selv levende. Det er uden betydning, at ordet ‘er blevet levende’ (gr. anazaô) ikke er passivisk. Sønnen ‘kom til live,’ fordi han blev gjort levende.

Det kunne ske, fordi Helligånden kan gøre et menneske levende ved evangeliet og dåben (Joh 1,12f; 3,5f; Tit 3,4-7; Kol 2,12f; 1 Pet 1,23).

Sønnen var fortabt, dvs. under Guds vrede og fordømmelse. Men han ‘blev fundet.’ Selv om lignelsen ikke går særligt meget ind på, hvordan han blev fundet, så handler det om, at Guds ord gør sin gerning. Undertiden sker det lang tid efter, at et menneske har hørt evangeliet. Men sådan kan Guds Ånd også virke.

Derfor er det godt at indprente børn Guds ord og evangelium, så de ikke glemmer det. Det giver Helligånden noget at arbejde med.

Den ældste søn kommer hjem (v. 25-27)

Den ældste søn hører, at der er fest, da han kommer hjem fra sit arbejde (v. 25) og spørger naturligt nok om, hvad der er sket, for det var ikke planlagt, da han tog afsted (v. 26). Han får sit svar (v. 27).

Den ældste søns vrede (v. 28-30)

I stedet for at glædes bliver den ældste søn vred og nægter at tage del i festen. Faderen gik ud og inviterede ham ind. Men forgæves (v. 28).

Den ældste søn giver faderen skylden for sin vrede og hævder, at faderen har hindret ham i at feste med sine venner (v. 29). Faderen gør forskel, hævder den ældste og omtaler på sin vis sin lillebrors synd objektivt. Alligevel er det udtryk for synd og vantro, for han kritiserer sin fader for at glæde sig over, at lillebroderen er blevet omvendt og frelst (v. 30).

Eller som Jesus lader en vingårdsejer sige: “Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?” (Matt 20,15).

Faderens irettesættelse (v. 31)

Faderen korrigerer ham og taler til ham som sit barn (gr. teknon). Dette ord udtrykker faderens følelser for sin ældste. Men måske har han også valgt det, fordi det ikke siger noget om sønnekår og arv.

I al fald har den ældste altid været hos faderen. Sådan var det med israelitterne/jøderne. De var jo hos Gud i den forstand, at de havde Guds ord og løfter, templet, Skriften osv.

Fordi de var omfattet af det gamle testamente, var alt Guds også deres. Men de benyttede sig ikke af Guds rigdom på nåde og barmhjertighed. Sådan måtte Gud som nævnt ovenfor også irettesætte israelitterne/jøderne igen og igen. Sådan måtte også Jesus selv gøre – i andre sammenhænge med anderledes klare og direkte ord.

“Vi burde fryde os og glæde os” (v. 32)

1992-oversættelsen er glad for fest. Det er jo også klart, at det er fest, der er tale om. Det kan godt være, at verbet ‘fryde sig’ (gr. eufrainô) kan oversættes med ‘feste.’ Men det er i al fald vigtigt at understrege, at det er en fest med fryd.

Det nye Testamente giver adskillige eksempler på, at de israelittiske/jødiske ledere på Jesu tid blev vrede over, at også hedningerne, ja, toldere og skøger, kunne blive frelst.

Det afslørede, at de ikke havde Guds sind. For så ville de have glædet sig over enhver, som omvendte sig og blev frelst. I stedet var de selvcentrerede og magtsyge. Det er ikke en speciel jødisk synd. Det er en synd, som alle mennesker har i sig, fordi vi er syndere.

Men har vi lært frelsen at kende i vores synders forladelse, så vil vi også glæde os over dem, der på samme måde får deres synder tilgivet. Det er det største, der findes, og det er en rigdom, der varer evigt i modsætning til denne verdens rigdom (jf. At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]).

Den fortabte søn

Lignelsen kaldes lignelsen om den fortabte søn. Men der kan være grund til at understrege, at den yngste søn var fortabt en tid. Men hvis ikke den ældste søn omvendte sig, så ville han være fortabt for tid og evighed. Skønt han var i sin faders hus, og skønt alt faderens var hans, benyttede han det ikke, men var i stedet optaget af sin egen indsats og af sammenligninger mellem sig selv og sin broder. Det er det samme, vi møder i lignelsen om farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14).

I Lignelsen om den fortabte søn gjorde begge egentlig oprør, men den ene gjorde det, så alle kunne se det. Den andens oprør var længe ikke synlig, men til sidst kunne det ikke skjules.

Begge havde brug for omvendelse og frelse, men kun den yngste blev omvendt og fundet.

At prædike er en alvorlig, men også herlig tjeneste, for med forkyndelsen af Guds ord som redskab skænker Gud Helligånden, som virker den retfærdiggørende tro, hvor og hvornår Gud vil.

Om at beregne omkostningerne (2. søndag efter Trinitatis – Luk 14,25-35)

Tekstlæsningerne

2. søndag efter Trinitatis efter anden række, som i 2008 falder på 1. juni 2008, har tre læsninger, som udfordrer os til at kigge efter fælles temaer eller berøringspunkter. Der er et fælles tema i Jer 15,10.15-21 og Åb 3,14-22, idet Jeremias og Laodikea-menighedens ‘engel,’ dvs. biskop, kaldes til omvendelse, men omstændighederne er ellers vidt forskellige. En anden forbindelse er, at såvel den gammeltestamentlige lektie og prædiketeksten taler om de vilkår, der gælder for dem, der tror. Jeremias’ klager, fordi han hånes og spottes, ja, forbandes. Det er således et konkret eksempel på, hvad Herren mener med, at disciple skal elske ham mere end selv deres eget liv.

Første række har umiddelbart en tættere tematisk forbindelse, idet Luk 14,16-24 handler om det store festmåltid, der er et billede på frelsen. Det nævner jeg også, fordi dagens prædiketekst er fortsættelsen til Luk 14,16-24. Den gammeltestamentlige læsning er Es 25,6-9, som tilsvarende handler om det store festmål, som opfyldes, når kirken prædiker evangeliet og forvalter sakramenterne. Det er dog en opfyldelse i tro, mens opfyldelsen i skuen vil følge med Kristi genkomst. Den nytestamentlige epistel i 1 Joh 3,13-18 handler om evangeliet, men også om at elske sine medkristne i gerning og sandhed. Anden række har en anden karakter.

Jeremias 15,10.15-21

Den gammeltestamentlige lektie er fra Jer 15, hvor man læser v. 10 og v. 15-21. Det er Jeremias’ dybtfølte klage over den forbandelse, der rammer ham, fordi han er Guds profet. Profeten Jonas gjorde også oprør mod det budskab og i virkeligheden mod den Gud, som sendte ham. Men for Jonas var problemet Guds nåde og barmhjertighed, som han ikke brød sig om, fordi den også omfattede ninevitterne.

Jeremias derimod giver som vel ingen andre i Skriften udtryk for den byrde, det kan være at være kaldet til at være Herrens talerør. Vil man kende omkostningerne – og det bør man jo, inden man begiver sig i kast med en opgave eller en tjeneste – så bør man læse Jeremias’ bog.

Jeremias er så vred (og måske deprimeret), at han endog klager over, at han er blevet født. Årsagen er, at alle forbander ham, skønt han intet har gjort (v. 10).

Jeremias vender sig dog til Herren med hans klage og beder Herren skaffe ham hævn. “Du skal vide, at jeg bærer skammen (eller hån og spot) på grund af dig,” drister Jeremias sig til at sige til sin Gud (v. 15). Han har dog helt ret. På samme måde underviser Jesus om, at disciplene/apostlene vil blive forfulgt for Jesu og evangeliets skyld (Matt 5,10f; Mark 8,35). Men alligevel er Jeremias’ klage ikke acceptabel i Guds øjne, fordi den skyldes, at Jeremias ikke tror på Hans omsorg og hjælp (se nedenfor).

Jer 15,16 fortæller hvordan Herrens ord blev fundet. Under kong Josias fandt man “lovbogen,” som førte til Josias’ reform (2 Kong 22f), men Jeremias tænker nok på alle de ord, som Gud har givet ham. Jeremias, der blev profet under Josias (Jer 1,2), fordybede sig med glæde og fryd i Guds Ord, “for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud” (Jer 15,16).

Jeremias er imidlertid blevet fyldt af Guds vrede (v. 17), for modstanden har fået ham til at vende sin vrede mod Gud. Han retter sin anklage mod Gud:

Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb” (v. 18).

Herren svarer ved i sin nåde at kalde Jeremias til omvendelse. For selv om det trods alt er bedre, at Jeremias retter sin klage til Gud, er det jo alligevel udtryk for vantro. For Jeremias kender jo Gud og hans nådige handlen i historiens løb, ligesom han selv har fundet tilgivelse og er blevet taget i Guds tjeneste. Jeremias tvivlede, ja, anklagede Gud for at ikke at have omsorg for ham og hjælpe ham. Det er ikke from tale, og derfor er det, Gud kalder ham til omvendelse.

Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. (Jer 15,19).

Jeremias skal forkynde Herrens ord, og han må ikke under nogen omstændigheder “vende sig til dem,” der skal lytte til ham.

Jeremias har fremført tom snak imod Gud, men Gud kalder ham til omvendelse, så han igen kan være Herrens mund og forkynde “dyrebare ord.” Herren lover tilmed, at Jeremias’ tjeneste skal bære frugt.

Som Jesus Kristus sagde til apostlene, da han gav missionsbefalingen (jf. til Matt 28,16-20), vil Herren være med Jeremias. Ja, han vil frelse og redde ham (Jer 15,20f). Det sidste har Gud ikke sagt til alle prædikanter, men Jeremias fik det på dette tidspunkt. Kristus har derimod lovet at være med alle sin prædikanter (Matt 28,20).

Åb 3,14-22

Jeg har gennemgået Åb 3,14-22 i indlægget “Den åndelige ‘rigdoms’ selvbedrag (Åb 3,14-22)” på min blog Om Johannes’ Åbenbaring.

Ligesom Jeremias skal denne biskop omvende sig, men til forskel fra Jeremias, som forfølges og har mistet troen på Guds omsorg og hjælp, er denne biskops problem, at han mener at være åndelig rig, skønt han ikke er det. Omvender han sig ikke, går han fortabt. Omvender han sig, vil Kristus have fællesskab med ham, og så gælder løfterne om at sidde på tronen hos Kristus også ham.

Biskoppens åndelige “rigdom,” som i virkeligheden er åndelig fattigdom, har et alternativ, nemlig den rigdom, der består i frelse og syndernes forladelse. Som det ses, ligger Åb 3,14-22 i forlængelse af temaet fra bl.a. 1. søndag efter Trinitatis.

Prædiketeksten i Luk 14,25-35

Forud for prædiketeksten fortæller Jesus lignelsen om det store festmåltid, som jo er et meget godt billede på gudstjenesten og ikke mindst nadvergudstjenesten, hvor Herrens forvaltere tjener med Guds hemmeligheder, dvs. evangeliet, dåben og Herrens nadver. Nu er alt rede, men de, som allerede tidligere havde fået invitationen, nemlig israelitterne eller jøderne, som vi kalder dem, ville ikke. De havde forskellige “undskyldninger” og ville derfor ikke komme. Invitationen går derfor videre ud, nemlig til hedningerne. Jesus slutter af med at konkludere, at “ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid” (Luk 14,24). De får derfor heller ikke del i det store festmåltid, hvor folk fra alle folkeslag skal spise sammen med Herren og med Abraham, Isak og Jakob (Matt 8,11f).

Store skarer omkring Jesus (v. 25)

Jesus forkyndte ikke kun med myndighed, men også med nåde og barmhjertighed. Han gjorde undere af forskellig slags. Og han forkyndte dom over jødernes ledere, hvad der sikkert har været populært hos en del af folket. Det er derfor ikke så underligt, at store skarer fulgte ham. Men Jesus ved, at mange af dem kun følger ham, så længe der er medgang. Derfor advarer han dem om, at det at være hans discipel slet ikke er nogen “dans på roser,” men snarere en vandring med tornekrone, hån og spot, ja, forbandelse fra mennesker.

Jesus skal være ens Gud (v. 26)

Når Jesus i dette vers taler om ‘at hade,’ skal det ikke forstås sådan, at vi skal hade folk i den betydning, man ofte bruger ordet (som f.eks. i Luk 19,14): “En person, der føler had, ønsker kun absolut skade eller lidelse for den person, gruppe, organisation eller ideologi, som personen hader” (fra Wikipedia-artiklen “Had“). Det betyder her snarere at se bort fra eller lade ude af betragtning. Eller at elske mindre end.

Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. (Matt 10,37)

Der er under ingen omstændigheder tale om, at man i moderne forstand skal hade sin naturlige familie for at blive eller være en kristen. Det fjerde bud er ikke sat ud af kraft for kristne, tværtimod. Buddet om at elske sine fjender gælder også for kristne.

Men hverken ens forældre, ægtefælle, børn eller søskende, ja, ikke engang ens liv må være mere værd end Jesus. Med andre ord siger Jesus, at vi skal frygte og elske ham og stole på ham over alle ting, så vi intet sætter over eller ved siden af ham. Hvis man vil være Jesu discipel og lade andet være mere værd, så må loven forkyndes:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv. (Luk 10,27)

Den rige rådsherre ville gerne have evigt liv, men han ville også gerne beholde sin rigdom. Ham mødte Jesus med loven og krævede, at han så skulle opfylde lovens mindste krav og bogstav til punkt og prikke. Det gjorde han, for at rådsherren skulle komme til erkendelse af sin synd (Luk 18,18-30; Rom 3,20).

Elsker man sin familie eller sit eget liv mere end man elsker Jesus, så har man endnu ikke forstået, at man er fortabt og skyldig til evig fordømmelse på grund af sin skyld og synd. Så har man i virkeligheden ikke brug for Jesus endnu, og man skal ikke regnes for at være Jesu discipel.

Hvis man selv kommer til Kristus, er det altid for at opnå noget. For som syndere kan vi ikke komme til ham, med mindre Faderen drager os (Joh 6,44). Gud må drage os ved loven og evangeliet. Andre måder er der ikke.

Man skal bære sit kors (v. 27)

Jesus udfolder, hvad det vil sige at hade ens liv. Det betyder at bære sit kors, dvs. være villig til at lide og dø i efterfølgelsens liv. Det betyder at følge Jesus og ikke forvente at blive behandlet bedre end han blev. Forudsætningen herfor er, at man er blevet genfødt ved dåb og tro og har fået Helligånden som gave (se mere i de afsluttende bemærkninger nedenfor).

Men én stor forskel er der i al fald på Jesu kors og vores kors. Jesus bar sit kors og døde på det under Guds forbandelse for os (Gal 3,13). Vi bærer derimod vores kors, som nok kan slå vort syndige legeme ihjel. Men det kan ikke skille os fra Kristus og Guds kærlighed (jf. til Rom 8,31b-38).

Vi skal bære vores kors og følge Jesus (egt. ‘komme efter ham’), men vi fortjener ikke noget ved det. Vil vi bilde os selv ind, at vi gør det eller kan gøre det, ja, så må vi opfylde hele loven, som Paulus lærer os i Galaterbrevet.

Man skal beregne omkostningerne, før man bygger (v. 28-30)

Med et billede advarer Jesus de store skarer, som følger ham, fordi han er så imponerende. Men de følger ham (endnu) ikke, fordi de er kommet til tro på, at han er deres herre, som må lide og dø for deres synders skyld.

Med dette billede beder han dem om at blive realistiske omkring, hvad det medfører at følge Jesus.

Ellers vil man sige, at de er som en mand, der vil bygge et tårn, men kun havde råd til at lægge soklen. Han vil blive til spot og spe hos mennesker.

Mange prædikanter og kirker opfører sig på samme måde. De præsenterer Jesus og livet som kristen på en måde, der er løgnagtig, fordi det er uden omvendelse og uden efterfølgelse. I stedet appellerer man til de behov, som man har som menneske. Ja, der findes også alt for mange, som mere eller mindre lige ud lover mennesker, at de skal få et herligt liv som kristne.

Når det så viser sig, at der følger et kors med, vil man ikke mere. Måske retter man også – ikke uberettiget – sin vrede mod de løgnagtige prædikanter.

Allerede i oldkirken erfarede man, at det er nødvendigt med en ordentlig undervisning af dem, der (forhåbentlig) skulle døbes. De skulle vide, hvad kristendom er, men de skulle også vide, hvilke konsekvenser det kunne medføre. Ikke mindst i de første næsten tre århundreder var det helt afgørende, fordi mange faktisk blev martyrer for evangeliets skyld.

Også i dag er der omkostninger ved at tro, lære og bekende, som Kristus har lært os. Men det er værd at lide for evangeliets skyld, for der venter en herlighed hjemme hos Kristus.

Det kan imidlertid ikke nægtes, at mange kirker og prædikanter fortier omkostningerne. I det danske samfund er det (endnu) langt på vej sådan, at det ikke har de store omkostninger, for man har udvandet Jesu budskab, så det stort set ikke forarges nogen. Det kan snart ændre sig. Det er vel allerede ved at ændre sig. Så vil man for alvor se, hvem der har beregnet omkostningerne, og hvem der ikke har. Det gør det også nødvendigt at undervise og prædike om, hvilke omkostninger der følger med.

Men som udtrykket “sit kors” viser, drejer det sig ikke kun om ydre forfølgelse, men det drejer sig i det hele taget om at efterfølge Jesus. Her må man også være villig til at forsage sig selv. Det kan ingen af os, med mindre Gud ved sit ord omvender os, tilgiver os og skænker os sin Helligånd (jf. f.eks. Rom 8,3f). Det hele må begynde med at få fred med Gud, som vi lærer i Romerbrevet:

Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. (Rom 5,1-5).

Man skal vurdere ens og fjendens styrke, før man drager i krig (v. 31-32)

Jesus bruger endnu et godt eksempel, som man i øvrigt kan finde mange illustrationer til gennem historien (men det skal jo ikke tage opmærksomheden fra pointen). Hvis man ikke kan gennemføre en krig, så bør man hellere optage fredsforhandlinger, selv om det bliver ydmygende. Alternativet vil være et forsmædeligt nederlag, der vil medføre samme reaktion som ovenfor.

Man skal give afkald på sit eget (v. 33)

Jesus drager nu konklusionen af de to billeder. ‘På samme måde kan altså enhver af jer, som ikke giver afkald på alt, hvad der er hans, ikke være min discipel,’ siger Jesus mere direkte oversat.

Det drejer sig, som vi også ser af v. 26, næppe kun om materielle eller økonomiske besiddelser, men om alt, hvad man har i denne verden.

Saltløs salt må smides væk (v. 34-35a)

Prædiketeksten slutter af med, at Jesus taler om saltet, der mister sin kraft. I sammenhængen er det endnu et billede på at begynde, men ikke fuldende. Salt, der ikke længere er salt, kan ikke gensaltes, men må bare smides ud. Det dur faktisk slet ikke til noget. Tilsvarende ser vi andre steder om, at disciplene skal være salt i verden (Matt 5,13; Mark 9,50).

Hør endelig efter (v. 35b)

Jesus formaner med denne formel til, at alle hører efter og tager det til sig.

Afsluttende bemærkninger

At være salt-løs salt bruges til sidst i prædiketeksten om dem, der ikke vil påtage sig de konsekvenser, som der følger med at være discipel. Det bruges om dem, der ligesom de store skarer følger Jesus, fordi de er nysgerrige og gerne vil se en, der har fantastiske evner, men ikke mere. Sådanne mennesker er der altid nogen af.

Jesus var ikke nogen charlatan, der gerne så store skarer omkring sig uanset deres motivation og forhold til ham. Det samme kan ikke siges om mange moderne prædikanter, eksempelvis de såkaldte helbredelsesprædikanter. De har store skarer omkring sig, fordi den nysgerrighed, der fik folk til at følge Jesus, også kan få folk til at følge charlataner og bedragere.

Jesus kalder til at beregne omkostningerne, og det forudsætter, at man også oplærer potentielle kristne, inden man døber dem – forudsat, at det ikke er børn, som forældre eller faddere lover at oplære efterfølgende.

Men ligesom med sidste søndags prædiketekst kan man nemt falde i, så man kun prædiker loven og kravene til en ret discipelefterfølgelse. Det skal man selvfølgelig gøre. Men man skal også prædike det, der er forudsætningen for at kunne blive og være discipel.

Man skal prædike om ham, som bar sit kors til Golgata, led og døde for os mennesker og for vor frelses skyld. Man skal prædike om ham, som opstod på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25). Man skal prædike om, at han befalede os at døbe og oplære, for genfødelsen og fornyelsen ved Ordet og Helligånden samt Helligånden som gave er forudsætningen for at leve i efterfølgelse.

Man skal også prædike om ham, som vi skal elske mere end vores eget liv, fordi han er den eneste, der kan frelse os fra synd, død og evig fordømmelse.

Nok kaldes vi til at bære vores kors, men vi får også et løfte om en evig herlighed, som mere end opvejer det, vi må lide her i tiden (Rom 8,18ff).

Men som nævnt er det jo selvfølgelig også oplagt at knytte til ved den lignelse, som går forud for prædiketeksten (se ovenfor).

Uanset hvordan det gribes an bør evangeliet fylde mere end loven, også selv om prædiketeksten lægger op til mere lov- end evangelieforkyndelse.

Og så en god salme!

Den bedste kommentar er måske Luthers store salme: “Vor Gud han er så fast en borg”

1 Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

2 Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

3 Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

4 Guds ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.