For mennesker umuligt, for Gud muligt (6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22)

Læsningerne

Læsningerne til 6. søndag efter Trinitatis efter anden række falder i 2008 den 29. juni. Fra Det gamle Testamente læses De ti bud og indledningen hertil fra 2 Mos 20,1-17. De ti bud er Guds lov, som blev givet til Israels folk. Under det nye testamente er vi ikke længere under denne lov, men under kærlighedens lov, som imidlertid langt på vej er sammenfaldende med De ti bud. Loven som sådan åbenbarer Guds vilje, men ikke hele Guds vilje. Evangeliet er også Guds vilje. Lovens væsentligste hensigt er at åbenbare for os, at ethvert menneske er en synder og uden undskyldning over for Gud. For selv om man ikke har De ti Bud, så har man en moral, som man ikke holder (jf. Rom 1–3).

Evangeliet i Matt 19,16-26 viser, hvad Jesus siger til en, der fejlagtigt tror, at han kan opfylde loven. Han forkynder lovens i dens strenghed og sætter fingeren på lige netop det punkt, som afslører, at den rige mand ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting, men i stedet sætter sin lid til sin rigdom. Det er samme tema, som vi har mødt i evangeliet til 1. søndag efter Trinitatis (jf. “At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]“), i epistlen til 2. søndag efter Trinitatis (som gennemgås i “Den åndelige “rigdoms” selvbedrag (Åb 3,14-22)“) og i øvrigt i Luk 16,19-31 (jf. “Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]“).

Pointen er imidlertid ikke, at det kun er “svært” for en rig at frelse sig ved at overholde loven. Det er umuligt både for en rig og for alle andre. Men det er ikke umuligt for Gud. Alt er muligt for Ham. Hvordan det er muligt for Gud, får vi at vide i de sidste kapitler af alle evangelierne: Jesus måtte lide, dø og opstå for at frelse. Epistlen i Rom 3,23-28 udfolder, hvordan vi kan blive frelst eller retfærdiggjort.

Til sammen er 6. søndag efter Trinitatis en søndag, som udfolder det, der er det allermest fundamentale i Skriften, nemlig lov og evangelium. Når luthersk hermeneutik og homiletik understreger dette så stærkt, som tilfældet er, skyldes det altså, at Skriften selv lærer, at det er grundlæggende.

2 Mos 20,1-17

De ti bud er ikke alene Guds egne ord, som han har talt (v. 1). De ti bud er ord, Gud selv har skrevet (5 Mos 9,10; 10,4).

Den grundlæggende forudsætning er, at Gud har frelst sit folk ved at føre dem ud af Egypten (2 Mos 20,2). Men i virkeligheden begyndte det jo meget tidligere. Testamentet til Abraham, ja, skabelsen og løftet blev jo givet århundreder forud. Og som vi får bekræftet i Det nye Testamente, var det alt sammen bestemt forud for skabelsen (Ef 1,4, jf. At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]).

Vi må ikke have andre guder end Herren vores Gud. Ham skal vi frygte og elske og stole på over alle ting, som Luther formulerer det. Det er en selvfølge, at vi derfor heller ikke skal lave gudebilleder og tilbede. Det er en tilføjelse til det første bud, ikke et selvstændigt andet bud, som Karlstadt og reformerte siden ham har hævdet. Tilføjelsen til det første (og til det tredje) bud er ikke gentaget i Det nye Testamente, for det er ikke et moralbud, men et ceremonielt bud, der kun er givet til Israel.

Lutherske fædre som Melanchthon og særlig Chemnitz gennemgår minutiøst, hvorfor vi tolker, som vi gør. Der var f.eks. keruber i templet, og Moses skulle sætte en kobberslange op. Det afgørende er, om det er beregnet på tilbedelse eller ej. Den lutherske kirke accepterer ikke, at man vil begrænse den kristne frihed ved at påtvinge kristne de bestemmelser, der enten kun var givet til Israel eller som ikke engang reelt var givet til Israel.

Gud forbyder os også at misbruge hans navn. Det gør man ikke kun, hvis man vil dække over løgn ved at bruge Guds navn i mellemmenneskelige forhold. Man gør det også, ja, meget mere, hvis man vil udgive menneskelære for at være Guds. Skriftens dom over falske profeter og falsk lære er helt umisforståelig (se f.eks. Matt 7,15-27 og Gal 1,6-9).

I stedet skal man bruge Guds navn ret. “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver troldom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.” Gud vil altså være vores Gud!

Vi skal også hellige Guds navn, som Jesus lærer os i Fadervor. Det sker,

Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himme­len! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader! (Luthers forklaring til det første bud)

På samme måde skal vi heller ikke holde sabbat som jøderne gjorde, men vi skal gå til en evangelisk gudstjeneste m.m.: “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringe­agter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.” Vi har altså ikke længere et forbud mod at arbejde på hviledagen. Slet ikke hvis det betyder, at vi ikke gør godt mod dem, der har brug for det (jf. til 17. søndag efter Trinitatis – Luk 14,1-11). Derfor er heller ikke den lange tilføjelse medtaget i De ti bud i Luthers lille Katekismus.

Det fjerde bud (2 Mos 20,12) gælder derimod også. I det befaler Gud os at adlyde forældre og øvrigheden, som Luther lærer os i Den store Katekismus og i forklaringen til det fjerde bud: “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringe­agter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.”

Hvordan budene egentlig skulle forstås, har Jesus forklaret os i de såkaldte antiteser (jf. Elsk jeres fjender! [4. søndag efter Trinitatis – Matt 5,43-48[).

Den rige “unge” mand citerede først det femte til det ottende. Han udelod de tre første og det niende og tiende bud om ikke at begære. Til gengæld sluttede han med det fjerde og næstekærlighedsbudet.

Rom 3,23-28

Alle mennesker har syndet og mangler (ikke: ‘har mistet’ som i 1992-oversættelsen) derfor herligheden fra Gud (v. 23). Et menneske hverken vil eller kan gøre noget til sin frelse. Det er netop det, loven har til hensigt at skabe erkendelse af (Rom 3,19f).

Det er helt ufortjent og uforskyldt, at vi retfærdiggøres (v. 24). Oversættelsen ‘gøres retfærdige’ er helt korrekt. Der er ikke kun tale om, at Gud lader som om, at vi er retfærdige. Nej, Gud gør os retfærdige. Det afgørende er imidlertid, at vi gøres retfærdige ikke ved vore egne gerninger på nogen som helst måde, men ved, at vores tro regnes os til retfærdighed (Rom 4).

Det sker af nåde. Dermed menes, at det skyldes en gave, som Gud ikke giver på grund af noget som helst, som vi er, har, har gjort eller kan gøre, med eller uden Guds hjælp. Det skyldes ene og alene, at Gud har villet det sådan, fordi han er kærlig, god og barmhjertig.

Vi frelses ved forløsningen eller frikøbelsen i Kristus Jesus, én af mange termer, der beskriver frelsen. Jesus Kristus løskøbte os ved sit blod. Derfor er der nu forløsning i ham. Kristus Jesus er ham, der er både Gud og menneske/mand (jf. Rom 1,3f).

Gud fremstillede nemlig Jesus som nådestol, forsoningens plads (v. 25). Nådestolen var låget på pagtens ark, hvorpå blodet skulle stænkes (3 Mos 16,13ff; Hebr 9,5), og hvor Gud ville åbenbare sig for folket (2 Mos 25,22). Paulus beskriver videre nådestolen sådan, at den er ‘ved tro på hans blod.’

Hans blod er næppe kun en anden måde at sige ‘hans død’ på. Jesu død var en engangs begivenhed. Men Jesu blod findes stadigvæk og uddeles i Herrens nadver, akkurat som man kunne få del i nogle af ofrene i Det gamle Testamente (jf. 1 Kor 10,18).

Dermed (be)viste Gud sin retfærdighed (v. 26). Han var ikke uretfærdig, fordi han tidligere havde båret over med de synder, der var begået. Dem bar Jesus nemlig også. Han bar al verdens synd, den synd, som alle mennesker alle steder havde begået til alle tider.

Gud er retfærdig, og han gør den retfærdig, som er af tro på Jesus. Det var umuligt for mennesker, som alle var syndere og manglede Guds herlighed. Men det var muligt for Gud!

Vi har derfor ikke noget af rose os af eller være stolt af (v. 27). Det er nemlig udelukket ved troens lov. Det betyder ikke en lov, der kræver tro. Det betyder den frelsesordning, som er karakteriseret ved tro, ikke ved lovgerninger.

Gerningerne har nemlig, som Paulus slår fast i v. 28, intet at gøre, når det gælder retfærdiggørelsen (Rom 3,28; vedrørende oversættelsen, se “Bibelen på Hverdagsdansk [I]“). Det er det, Paulus gør klart, ikke mindst i Romerbrevet og Galaterbrevet. Men det er ikke kun Paulus, der lærer os det.

Prædiketeksten i Matt 19,16-26

I det foregående fremgår det, at man skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, dvs. man skal tro, sådan som en af disse små tror på ham (Matt 18,6). Men den rige “unge” mand ville selv. Han ville ikke frelses af tro, men af lovgerninger, dvs. sin egen opfyldelse af loven.

Den rige mand holdt måske nok budene, så langt som de ydre gerninger angår, og hvis man kun ser på det udefra. Men han opfyldte ikke budenes egentlige hensigt, nemlig at dyrke og tilbede Gud af hele sit hjerte. Han var ikke blevet som et barn, der forstår, at han må modtage alt fra Kristus. Det viser slutbemærkningen i Matt 19,22. Rigdom gør det vanskeligt/umuligt at dyrke og tilbede Gud af hele sit hjerte (vv. 23-26) og dermed blive frelst. Kun Gud er i stand til at frelse ([også] rige).

Manden er rådsherre (Luk 18,18). Han var derimod ikke ‘ung’ i vores betydning af ordet. Måske var han medlem af Sanhedrin, måske en leder i synagogen.

Jesus henviser her til De ti buds anden tavle og til næstekærlighedsbudet i Det gamle Testamente. Dermed sammenfatter Jesus loven i Det gamle Testamente (jf. senere i Matt 22,36-40, som jeg gennemgår til 18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46). Overholder man disse bud, får man det evige liv. Men nu kan ingen overholde loven, så lovens virkning bliver at give syndserkendelse (Rom 3,20). Loven kan ikke give kraft til at gøre Guds vilje.

Jesus citerer derfor ikke loven for at bilde den rige mand ind, at han kan holde loven, men for at skabe syndserkendelse, så han kan vende om og blive som et barn. Da den rige unge mand ikke umiddelbart vil høre loven, beder Jesus ham om noget konkret, som skal vise ham, at han ikke holder det første bud, nemlig at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.

Hvad skal jeg gøre af (mere) godt for at få evigt liv? (v. 16)

Matthæus fokuserer på selve spørgsmålet ved blot at skrive, at der kom ‘en’ hen til Jesus. Han tiltaler Jesus som ‘lærer’ og stiller sit spørgsmål.

Ud fra det følgende ser vi, at han i virkeligheden spørger om, hvad han skal gøre mere end at holde loven, for at han kan være sikker på at få evigt liv.

Dermed får vi afsløret en af de grusomme ting ved at ville frelses ved lovgerninger. Man ved aldrig, hvornår man har gjort nok.

I dag må man også lære tilhørerne forudsætningerne for dette spørgsmål: at der er en evighed, som man kan tilbringe enten i Helvede eller i Himmelen, enten under evig fordømmelse eller under evig velsignelse (jf. til Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46).

Det kan også virke, som om man er nødt til at lære mennesker, at man i det hele taget skal gøre gode gerninger, for der er mange, der forsvarer ondskab og ligegyldighed på mange måder. Men ser man nøjere til, vil de allerfleste jo mene, at de selv gør, hvad de skal. Når døden nærmere sig, eller når tanken om døden nærmer sig, vil mennesker forsøge på den ene eller anden måde at sikre sig, at det nok skal gå. Nogle vil forsøge at tale Gud væk, men også det er et forsøg på at undgå Gud og hans dom (jf. “Gud: Nietzsche er død. – Ateister kan ikke flygte fra døden og dommen“).

Den gode og hans lov (v. 17)

Jesus irettesætter rådsherren. Kun Gud og/eller Hans Søn er god. Den gode er ham, for hvem alle ting er mulige, og som er den direkte modsætning til dem, der som den rige tror, han kan gøre godt.

Jesus forelægger ham derfor loven. Hvis han vil gå ind til livet, dvs. det evige liv, så skal han holde budene. Han skal holde alle budene fuldt ud.

Budene fra den anden tavle (v. 18f)

På rådsherren spørgsmål eller undvigespørgsmål: “hvilke bud?” svarer Jesus ved at citere de fem første bud på den anden tavle (se ovenfor) samt næstekærlighedsbudet (se ovenfor).

Hvad mangler jeg så? (v. 20)

Som nævnt svarer den “unge” mand (gr. neaniskos, dvs. en mand mellem 24 og 40, her formentlig mellem 30 og 40, eftersom en rådsherre vist normalt var mindst 30), at han mener, han har holdt både det fjerde til det ottende bud og næstekærlighedsbudet.

Men det giver ham ikke ro. Derfor spørger han om, hvad mere han mangler.

Lovens konkrete tale til den enkelte (v. 21)

Jesus er en guddommelig sjælesørger og formulerer derfor loven, så den er umisforståelig og rettet lige netop til dette menneske. Han må skille sig af med alt, hvad han ejer, for at blive fuldkommen. Som vi hørte til 4. søndag efter Trinitatis, skal vi jo være fuldkomne (se Elsk jeres fjender! [4. søndag efter Trinitatis – Matt 5,43-48]).

Der er derimod ikke tale om et generelt bud, der forlanger af alle (kristne), at de skal være fattige. Ejendom hører nemlig ikke hjemme i det åndelige, men i det verdslige regimente, som kristne har lov til, ja, et guddommeligt bud om at lyde og dermed benytte sig af (Se nærmere i Den augsburgske Bekendelse, artikel 16, og Apologien hertil).

Efter opstandelsen solgte de kristne i Jerusalem også deres ejendom for at have alt fælles. Det gjorde de imidlertid ikke, for at vinde sig evigt liv, for de var allerede blevet retfærdiggjorte ved tro. Det skyldtes snarere, at der var behov for det. Det var sikkert også udtryk for, at de stolede på, at Gud ville sørge for dem efter sine løfter (ApG 2,44f).

Men senere blev netop det, som Jesus formulerede som lovens tale til denne rige mand, gjort til lovisk tale til kristne, i al fald til dem, der ville være præster og munke. De andre kunne så være “andenrangs kristne” uden frelsesvished. Men præsterne og munkene fik alligevel heller ikke frelsesvished. I stedet førte det til alskens dårligdomme, som det er velkendt fra kirkehistorien. En af grundene var, at loven ikke giver syndere vilje eller kraft til at gøre gode gerninger.

Bedrøvelse (v. 22)

Den rige mand gik bedrøvet bort. Han havde nemlig meget gods. Jesus havde set, hvad der var hans problem. Hvad der siden skete med ham, ved vi ikke. Måske omvendte han sig, måske gjorde han ikke.

Umuligt for en rig at blive frelst (v. 23f)

Som Jesus højtideligt sagde, så er det “vanskeligt” for en rig at komme ind i Himmeriget (v. 23). Ja, det er umuligt, som det fremgår af det, Jesus siger i v. 24. En kamel kan ikke komme igennem et nåleøje. Hvis man f.eks. vil tolke “nåleøje” om en eller anden lav byport, har man totalt misforstået pointen. Den er nemlig, at intet menneske kan blive frelst ved henvisning til egen rigdom eller egne “gode gerninger.”

Hvem kan så blive frelst (v. 25)

Det forstår disciplene, som spørger om, hvem der så (overhovedet) kan blive frelst. Disciplene er meget forundret eller overvældet. ‘Chokeret’ ville vi nok sige.

Kun for Gud er det muligt (v. 26)

Jesus ser på dem og fortæller dem, hvad der er lovens skarpe tale og evangeliets søde trøst.

For mennesker er det u-muligt. Det kan ikke lade sig gøre. For ingen kan opfylde loven. Det var det, den rige mand skulle erkende.

Men for Gud er alting muligt. Det er også muligt for ham at frelse. Derfor stod Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, foran dem. Han blev kød, fuld af nåde og sandhed, for at frelse enhver, som tror.

Det var ikke en tanke, som noget menneske kunne have udtænkt. Det var heller ikke noget, som noget menneske kunne have udført. Men Jesus Kristus, GudManden, kunne. Han gjorde det.

Derfor kan Gud nu gøre os retfærdige ved tro på ham. Evangeliet er Guds kraft til frelse, for det kan skænke den tro, som Gud regner til retfærdighed for Jesu Kristi skyld (Rom 4,1ff).

Jesu legeme og blod, som blev hengivet og udgydt for os, rækkes os som bevis på, at vores skyld og synd virkelig er sonet. Det skal ikke rækkes til “svin” eller “hunde” (Matt 7,6; se mere i “Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]“). Det skal derimod rækkes til syndere, som ene og alene er afhængige af Guds nåde og barmhjertighed!

Bibelen og den kristelige opdragelse*

I denne artikel fremdrages nogle væsentlige aspekter i Bibelens forståelse af opdragelse. I Bibelen finder opdragelsen i høj grad sted i familien, hvor særligt fædrene har et ansvar. En formaning til fædrene i Ef 6,4 peger på, at opdragelse ikke kun handler om at formidle viden og gøre børn “moralske”. Bibelsk opdragelse handler om selve gudsforholdet og det liv, der vokser derudaf. Det er hovedanliggendet i artiklen at fokusere på dette. Lov og evangelium, nåden, og dåbsliv er derfor centrale elementer i en bibelsk forstået opdragelse. Katekismeoplæring, bibelhistorie og efterhånden kontinuerlig læsning af hele Bibelen samt kirkegang bør være naturlig i en kristelig opdragelse.

Opdragelsesmandatet

“Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig”, læser vi i 2 Mos 20,12.

“Lyt til din fars formaning, min søn, afvis ikke din mors belæring” (Ordsp 1,8).

“Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt”, siger Paulus og henviser til det fjerde bud og dets løfte (Ef 6,1-3), hvorefter han føjer til: “Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4).

Dette tekstudvalg viser tydeligt, at forældre (og på deres vegne også lærere og pædagoger) skal opdrage. Ja, det fremgår for så vidt allerede af, at det er Gud, der giver ægtepar befaling til at sætte børn i verden og velsigner dem (1 Mos 1,27f).

Den grundlæggende opgave for mennesket er egentlig at være vice-regenter på jorden (1 Mos 1,26).

Det er derfor helt naturligt, at forældre, ja, alle, giver nøje agt på Guds ord for at varetage denne opgave på bedste vis. Forældres gudgivne myndighed fastslås i De ti bud, men også andre steder i Skriften.

Men samtidig viser bl.a. Ef 6,4, at opdragelse har med selve gudsforholdet at gøre, hvad der harmonerer med, at det er Gud, der påbyder at ære far og mor.

Bibelske hovedpointer

Af Bibelens mangefacetterede udsagn om opdragelse kan følgende vigtige pointer siges at være vigtige.

Altomfattende

Familien og den opdragelse, som finder sted her, tjener dybest set til at lære børnene at tjene Gud i tro og gudsfrygt og som Guds vice-regenter på jorden. Det har syndefaldet ikke ændret. Den kristelige opdragelse er derfor egentlig altomfattende.

De ansvarlige og omfanget

Ud fra GT’s eget vidnesbyrd er det i høj grad fædrenes ansvar at opdrage børnene. Som det var tilfældet med Abraham (1 Mos 18,19), skal fædre dels selv lære, dels lære deres børn om Guds frelsesgerninger og hans bud (5 Mos 11,18f; 6,20ff; 2 Mos 13,8). Det foregår i praksis i et samarbejde forældrene imellem, jf. det fjerde bud og f.eks. Ordsp 1,8. Hele dette forhold kommer ofte til udtryk i Ordsprogene (f.eks. 4,1ff).

Opdragelse indebærer derfor i høj grad en formidling af viden, dvs. sandheden. Hele bibelhistorien gør dette især indirekte, mens andre dele af Bibelen gør det mere direkte. Der er tale om både troslære og etik, for nu at bruge vor tids sprog, og det skal man leve i og efter.

Guds-frygt og frelse

Men Ordsprogenes bog viser lige som Ef 6,4, at der er et større mål, nemlig Guds-frygt og frelse. Visdommen, som også handler om det praktiske liv, har netop at gøre med dette (Ordsp 1,7; 2,1–3,8). Salomon sætter en modsætning op mellem visdommen som en ungdoms hustru og dårskaben som den fremmede kvinde (Ordsp 2,16f; kap. 5). Her er det afgørende at notere sig, at Visdommen er Kristus (Ordsp 8,22ff; Matt 12,42 m.fl.). Salige er de, der holdes sig til hendes (Visdommens)/hans (Kristi) veje (Ordsp 8,32-36). Den fremmede kvinde, dårskaben, derimod fører til døden og dødsriget (5,5; jf. 2,18f og 8,36). Sønnen dør af mangel på opdragelse (5,23) – opdragelse skal her forstås mere omfattende end f.eks. blot moralsk oplæring – hvorimod opdragelse gør salig (3,13) og er ‘livets træ’ (3,18). Det er forståeligt, dersom Visdommen er Kristus og visdommen gives af ham.

Gudsfrygt kommer også ifølge NT af tro på evangeliet om Kristus. Paulus blev “udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden” (Tit 1,1-2).

Det primære ansvar

Såvel forældre som den kirkelige forkyndelse har altså denne opgave, men at forældrene har det primære ansvar, dementeres ikke i NT. I praksis var de første menigheder jo husmenigheder, så der var sikkert en nøje sammenhæng. Under alle omstændigheder skal børnene gennem oplæring og opdragelse kaldes til og bevares i tro og erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om et evigt liv.

Tro, håb og kærlighed er derfor lige så centrale elementer i GT som i NT, også når det gælder opdragelsen. Naturligvis kan forældre ikke skabe troen i børns hjerter, så lidt som en præst kan skabe tro i voksnes hjerter. Men man kan undervise, forkynde og anvende Guds ord ret forstået, så Guds Ånd kan virke derigennem.

Opfostring med Herrens opdragelse og vejledning

Som nævnt skal fædre ifølge Ef 6,4 ‘opfostre deres børn i Herrens opdragelse (gr. ‘paideia’) og vejledning’ (egen overs.).

Guds ord og Guds nåde skal opdrage

Et naturligt spørgsmål er da, hvordan man kan vide, hvad der er ‘Herrens opdragelse’. I 2 Tim 3,16f – et af de centrale udsagn, Bibelen har om sig selv – hedder det: “Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til den undervisning (i.e. i den sunde lære), til irettesættelse, til genoprejsning og til opdragelse (gr. ‘paideia’) i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (egen overs.). Ud fra sammenhængen handler det om den kirkelige undervisning og opdragelse, som fører til gode gerninger. Men v. 15 gør klart, at undervisningen af Timotheus er begyndt tidligt: “ … fra du var spædbarn kender du De hellige Skrifter, der kan gøre dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus” (egen overs.).

I Tit 2,11f hedder det som begrundelse for formaningerne i 2,1-10, at “Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden”.

Sagen er derfor, at vi dybest set skal opdrage ved at lade Guds ord og Guds nåde opdrage. Det fordrer selvfølgeligt, at vores opdragelse ikke alene indebærer at holde husandagter og lære børnene bibelhistorien med Guds doms- og frelseshandlinger, budene, og at lære dem at gå i kirke.

Målet er gudsfrygt og visdom

Et langt større mål for vores opdragelse er at lære børn den gudsfrygt og visdom, som fører til gode gerninger og et liv i gudsfrygt. Det er imidlertid intet andet end tro og gudsfrygt. Opdragelsen til at kende Bibelen og lære gudsfrygt er derfor ikke kun noget ydre og forstandsmæssigt. Det handler om at lære børnene Guds lov, så de kan erkende deres synd (jf. Rom 3,20), om at lære dem at kende og at leve af og i evangeliet og Guds nådefulde handlinger i forkyndelse, dåb, nadver og skriftemål, så De hellige Skrifter kan gøre børnene vise til frelse ved troen på Kristus Jesus (2 Tim 3,15), og om at lære dem, hvad et helligt liv, et liv levet i gudsfrygt og visdom, er.

Forældreforudsætninger

Naturligvis må forældrene derfor også selv leve under lov og evangelium. Ja, forældre må på Guds vegne forlange af børnene, at de opfylder De ti bud ret forstået. Det er forudsætningen for, at også børn kan få en sand forståelse af sig selv og lære at erkende deres synd og skyld. Forældrene må lige fuldt være rede til at lære børnene evangeliet om deres synders forladelse. De må altså være rede til at tilgive på både egne og Guds vegne, når børnene erkender deres synd og beder om tilgivelse.

Dåbsliv

Med andre ord skal børnene lære at leve i den frelsespagt, som Gud har indgået med os i dåben, og børnene skal lære at leve dåbslivet, hvor vi “har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført [os] det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9f). Gudstjenesten er naturligvis centralt i denne sammenhæng.

Tro, virksom i kærlighed

Ud af denne sande gudsfrygt vokser – støttet af forkyndelse og undervisning – kærligheden. Det, der virkelig betyder noget, er tro, virksom i kærlighed (Gal 5,6). Ja, kærlighed er ifølge Paulus lovens opfyldelse, og loven opfyldes i den, der takket være Kristi gerning lever i lydighed mod Den Hellige Ånd (Rom 8,1-4). Tro, virksom i kærlighed, sand gudsfrygt (jf. 1 Tim 4,8; 6,3.11) eller visdom og alt, hvad der vokser derudaf, er og må derfor være opdragelsens mål, og derfor må Guds ord og nådens midler være rigeligt til stede i opdragelsen.

Katekismus og udenadslære

Luther’s lille katekismus – sammen med bibelhistorie – er derfor en usædvanlig god hjælp for vores opdragelse med de mål, der er skitseret ovenfor. Vi bør i øvrigt tage ved lære af et andet meget karakteristisk træk i GT, nemlig udenadslæren – kombineret med forståelse! Det vil nemlig præge os dybere og længere end vi gør os klart.

Specielt vedrørende GT

I GT er der bud og forskrifter, som ikke længere gælder for os, fordi de kun gjaldt for Israel. Men vi skal alligevel oplære vores børn i alt dette, for ellers kan vi ikke forstå Skriften i det hele taget. Det typiske indhold af bibelhistorie-“pensummet” er en god begyndelse, men det er vigtigt at få læst hele Skriften – igen og igen.

Alle GT’s dele profeterer om Kristus (Luk 24,44). Det gælder også f.eks. offerlovgivningen, som vi ellers let springer over. Endelig får vi i GT mange eksempler på tro, håb og kærlighed. Selv om der som nævnt er forskrifter, der ikke længere gælder, er der mange bud og principper i GT, der stadigvæk viser os Guds vilje.

Vi er løskøbt fra lovens forbandelse (Gal 3,13), men ikke fra loven, fra at gøre Guds vilje. Tværtimod. Ved tro har den kristne har fået Helligånden, som lærer os lydighed mod lovens krav (Rom 8,1-4). Kærlighed er lovens opfyldelse (Rom 13,8.10; Gal 5,14).

Afslutning

Ordsprogenes bog kan få lov at få de sidste ord:

“Opdrag din søn, så vil han give dig ro i sindet og fylde dig med glæde” (Ordsp 29,17).

“Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide” (Ordsp 13,24; jf. 23,13).

Til syvende og sidst er målet som nævnt sand gudsfrygt. Tankegangen i Ordsprogene og andre steder i Bibelen er, at tugt og opdragelse er bedre end ikke at nå til sand gudsfrygt og netop derfor nødvendig.

Men netop fordi tugten – ligesom loven og dens forkyndelse i øvrigt – ikke har som mål at ødelægge, men at føre til syndserkendelse og således tjene evangeliet, må tugten eller opdragelsen vælge passende midler. Her må kærligheden og den fornuft, der er taget til fange under Guds Ord (jf. 2 Kor 10,4f), råde.

Sand gudsfrygt og visdom fører til hellighed og kærlighed, som er opfyldelsen af loven og Guds vilje. Det er godt for børnene, men det giver også forældre og pædagoger det indre kompas, som vi har brug for i vores opdragelse og i vores liv i øvrigt.

* Let revideret udgave af artiklen “Bibelen og den kristelige opdragelse,” publiceret i Unikum (udg. af Pædagogisk Forening), nr. 2, juni 2003, s. 10-11.

Vor Gud han er så fast en borg!

Martin Luther var blandt meget andet en gudbenådet salmedigter. En af hans stærkeste salmer er “Vor Gud han er så fast en borg,” som er oversat til flere end 200 sprog. Den er skrevet i 1528, på et tidspunkt, hvor det langt fra var givet, at de evangeliske slap ville slippe fra at aflægge deres bekendelse med livet i behold.

I salmen forkynder Luther, at Gud er en uovervindelig beskyttelse, når Djævelen angriber. Det er han, fordi Kristus er med os. Kristus har båret alle menneskers synd, og derfor får Djævelen ikke noget ud af at angribe dem, der tror på Kristus som deres frelser. Kristus har fået al magt i Himmelen og på jorden. Derfor fordi Djævelen og hans håndlangere ikke noget ud af at angribe kristne, uanset hvordan det sker.

Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

Salmen er en gendigtning af Kora-sønnernes salme i Det gamle Testamente (Sl 46). Vi mennesker er tilbøjelige til at se på egne eller andres kræfter, når vi er i knibe. Eller vi ser på den magt, penge har.

Luther retter i stedet vores opmærksomhed mod Gud. Med Sl 46 sammenligner han Gud med en borg, som står uindtagelig oppe på en fast klippe. Som en borg beskytter os, vil Gud beskytte og bevare “os,” dvs. dem, der tror på hans Søn, Jesus Kristus, som deres Herre og Frelser.

Såvel Kora-sønnerne som Luther kunne henvise til, at Gud tidligere havde beskyttet og bevaret os. Han var altså vores hjælp i den sorg, vi mennesker kommer ud for, særligt på grund af, at vi er dødelige syndere, men også fordi Djævelen forfølger dem, der tror på Jesus Kristus. Men Gud hjælper og værner.

Den gamle, onde fjende er vred, fordi han er besejret af Kristus og besejres, når evangeliet forkyndes og redder syndere fra evig fordømmelse og fortabelse. I sin vrede angriber Djævelen med massiv magt eller med lumskhed og list, afhængig af, hvad han tror, virker bedst. Der er ingen på jorden, der kan ligne sig med ham.

Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

Når Djævelen angriber, har vi ingen kræfter, der kan hjælpe os. For Djævelens magt stammer fra, at vi er syndere. Vi har handlet mod Guds vilje, mod Guds lov. Når Djævelen angriber, erkender vi, at vi af os selv ikke tør søge hjælp hos Gud. Djævelen kan derfor besejre os, hvis vi skulle klare os ved vore egne kræfter.

Men Luther forklarer, at sådan er det netop heller ikke. For hos enhver kristen står en, der kan hjælpe os. Han er den rette mand i situationen. Han har omgivet af Guds kraft og styrke.

Denne rette mand er “den Herre Krist.” Han er Gud, for han er og har altid været Guds Søn. Han er evig. Han er ‘født af Faderen før alle tider,” som det hedder i en gammel kristen trosbekendelse(Nikænum). Han er Herre, dvs. han er Gud; han har al magt. Han er Krist(us), dvs. han er den frelser, som Gud lovede Adam og Eva at sende. Hele Det gamle Testamente handler om ham.

Han vil sejre. Det vil han ikke kun, fordi han er Guds Søn fra evighed. Han vil også sejre, fordi han blev menneske af kød og blod. Han vil sejre, fordi han besejrede Djævelen ved som Gud og menneske at bære alle menneskers skyld og synd. Han vil sejre, fordi han har fået al magt efter sin opstandelse, og nu virker han med sin almagt, dér hvor budskabet om ham forkyndes. Han er hersker over himlen og jorden og over alle himmelske væsener. Han vil derfor sejre og bevare magten på slagmarken.

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

Fordi Kristus har besejret Djævelen og har al magt, så frygter vi ikke nogen fare, om så Djævelen skulle få et utal af djævle til at angribe os. De kan true os, sådan som den romerske kirke truede Luther og de evangeliske. Men sådanne trusler er spildt, når Kristus står ved siden af os.

Så kan alle vore, dvs. så kan alle den kristne kirkes sande fjender rase alt, hvad de vil. De kan lyve om kristne. De kan myrde dem. De kan håne og spotte. Sådan som det i vore dage sker i store dele af verden, når ikke mindst muhamedanere gør det.

Djævelen er besejret. Og han vil blive besejret, hver eneste gang evangeliet om syndernes forladelse for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forkyndes. Det ene ord om syndernes forladelse og hans eget nederlag kan besejre ham.

Guds ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Dem, der angriber kristne, vil dog ikke have Guds ord. De vil ikke lytte til det og adlyde det. Men først og fremmest vil de ikke have noget med Kristus selv at gøre. Han er nemlig Guds Ord. Nej, ellers tak, siger de. Derfor kan de nok skade vores legeme og vores omgivelser, men de kan ikke tage Kristus og frelsen fra os.

Intet kan skade os, for Herren, “den Herre Krist,” vil gå med os. Det har han lovet (Matt 28,18-20). Han giver os syndernes forladelse, ja, evangeliet i alle dens trosartikler, og han giver os sin Hellige Ånd, som skaber troen ved evangeliet, som bevarer os i troen, og som driver os til at aflægge vores bekendelse og gøre gode gerninger. Derfor er der en magt på de kristnes side, som ingen kan besejre, selv om de måske får lov til at tage de kristnes liv osv.

De sidste linjer kan virke overfladiske, men Luther vidste, hvad han talte om. Allerede fem år før havde to kristne lidt martyrdøden i Brüssels. De havde bekendt evangeliet og dermed gjort de pavetro teologer vrede. Djævelen og hans håndlangere vil til alle tider true kristne på livet, på ejendom, ja, selv på familien.

Men det får ikke kristne til at afsværge troen. For Kristus hersker over liv og død. Dem, der dør i troen, kommer hjem til Ham i Himmelen, og de vil få del i opstandelsen til evigt liv, når den Herre Krist kommer igen for at dømme levende og døde. Dem, der dør retfærdiggjorte i troen på syndernes forladelse for Hans skyld, dem vil han oprejse og give evigt liv. Har vi syndernes forladelse, så har vi Guds rige, både her på jorden og når Kristus kommer igen.