Ekstra: Jesus: “Jeg er livets brød” (Anden pinsedag – Joh 6,44-51)

Læsningerne

Læsningerne til Anden pinsedag efter anden række er: Ez 11,19-20 fra Det gamle Testamente, som handler om nyskabelsen. ApG 2,42-27, som handler om forholdet i kirken efter pinsedag, men som også rejser spørgsmålet om, hvordan forholdene bør være i en kirke. Og endelig Joh 6,44-51, hvori Jesus forkynder om sig selv som livets brød, dvs. det brød, der giver liv, evigt liv. Faderen drager og oplærer ved Ånden, som ene og alene bruger Guds ord – samt vand, vin og brød – som sit redskab.

Ez 11,19-20

Ezekiel forkynder – som Jeremias gør det i den gammeltestamentlige lektie til pinsedag – om Guds nyskabende gerning. Gud vil give et andet hjerte, en ny ånd i menneskers indre. Han vil fjerne stenhjertet og give dem et hjerte af kød. Det er retfærdiggørelsen og den nyskabelse, som sker ved evangeliet og dåben (1 Pet 1,23; Tit 3,4-8a). Den nye ånd er den ånd, som Skriften taler om i udtrykket ‘jeres ånd, sjæl og legeme’ (1 Thess 5,23).

Den, som tror og er drevet af Ånden, vil omhyggeligt følge Herrens love (eller nok bedre: vedtægter) og domme (eller afgørelser), fortsætter Herren i Ez 11,20. Det skal forstås på samme måde, som når Jesus siger, at vi skal lære alle folk at holde, hvad han har befalet, eller når han taler om, at hvis vi elsker ham, skal vi holde hans bud (se mere herom til bl.a. Matt 28,18-20 og Joh 14,15 i “Faderen ‘vil give jer en anden talsmand’ [Pinsedag – Joh 14,15-21]“).

Når Gud derfor siger, at “de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud,” så taler han altså om dem, der er retfærdiggjort ved tro og som Helligånden driver til at opfylde loven (Rom 8,1-4) i kærlighed (Rom 13,8-10).

Det er allerede virkelig for den, der tror. Det rækker ind i fuldendelsen, for Gud selv siger, at “Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn” (Åb 21,7). Dem, der tror, sejrer på dommedag, fordi deres Herre og frelser vil sejre for dem. Ved dåb og tro er vi allerede Guds børn og arveberettigede. Syndernes forladelse og Jesu Kristi legeme og blod får vi efter det nye testamente her i tiden, men den nye himmel og jord, som Gud nyskaber på dommedag, vil vi som arveberettigede få på Herrens dag. Vi er allerede arveberettigede sønner i Guds hus, og det skal aldrig få ende. Kollektivt er vi Guds folk, og han er vores Gud.

ApG 2,42-47

Dette afsnit fra Lukas kunne gerne gives overskriften: Åndens enhed, dvs. den enhed, som Ånden skaber og skænker ved Ordet (jf. Ef 4,3ff) og ved det embede (Ef 4,8.11), som skal prædike ordet og oplære menigheden, så den kan tro, og så den kan tjene i kærlighed (jf. Rom 13,8-10) og nå frem til enhed i troen og i erkendelsen af Guds Søn (Ef 4,13) i stedet for at være læremæssigt fortumlede og usikre (Ef 4,14).

Lukas beskriver i dette afsnit, hvad der rent faktisk var tilfældet. Det er imidlertid vigtigt at skelne. Den enighed, som han omtaler i ApG 2,42, er en enighed, der er påbudt i Skriften. Det gælder ikke ejendomsfællesskabet. Man kan derfor ikke bruge ApG 2,44b-45 til at kræve ejendomsfællesskab i kirken. Og slet ikke i samfundet.

Apostlenes lære (v. 42)

Det, der skal være enighed om; det, en kirke skal holde fast ved, er derimod – for det første – apostlenes lære. Det har vi nemlig et guddommeligt påbud om. Det var apostlene, Jesus satte til at oplære alle folk (Matt 28,18-20). Det var dem, der fik hans guddommelige løfte om Helligåndens bistand (Joh 14,26). Det er dem, der lærer os “ord, som Ånden har lært [dem]” (1 Kor 2,13). Det er ved deres ord, mennesker skal komme til tro (Joh 17,20) (jf. følgende Næste søndage: “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26] og Faderen “vil give jer en anden talsmand” [Pinsedag – Joh 14,15-21]). Kristi kirke holder fast ved apostlenes lære, fordi det er det guddommelige evangelium, som alene kan give os den visdom, som frelser (2 Tim 3,15-17).

Fællesskabet (v. 42)

Det fællesskab, som der her er tale om, er ikke et menneskeligt eller psykologisk fællesskab, selv om det heldigvis ofte følger med. Det er et fællesskab, som har at gøre med, hvad ordet ‘fællesskab’ (gr. koinônia) egentlig betyder. Det er jo substantivet til koinôneô, som betyder ‘at have delagtighed i’ eller ‘at være fælles om.’ Verbet konstrueres med genitiv om det, man har fællesskab om, og med dativ om dem, som man har fællesskab med om noget.

De første kristne er fælles om apostlenes lære, nadveren og bønnerne (se nedenfor), men også om dåben og Helligånden, som det fremgår af 1 Kor 12,13:

For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

Det betyder ikke, at alle har fået Helligånden på den måde, som apostlene fik Helligånden pinsedag. Men alle får Helligånden som gave, sådan som Peter taler om det i ApG 2,38. Helligånden som ham, der skænker tro og enhed og driver os til at gøre gode gerninger i kærlighed (Ef 4,3ff; Rom 8,1-4).

Alle blev døbt, fordi Kristus befalede at døbe alle folk (Matt 28,19). Alle skal oplæres, fordi Kristus befalede det (Matt 28,20).

Den enhed, Lukas skriver om, og som menigheden havde, er altså netop den enhed og enighed, som Den augsburgske Bekendelse sætter som betingelse for sand kirkelig enhed: Evangeliets forkyndelse i overensstemmelse med den rene lære og den rette forvaltning af sakramenterne.

Brødets brydelse (v. 42)

Selv om BDAG hævder, at man ikke kan afgøre med sikkerhed, om der her er tale om nadveren, forekommer det mig, at det er spekulation at afvise det. Jesus befalede apostlene at holde nadver: “Gør dette – til ihukommelse af mig!” (Luk 22,19). Så vigtig er Herrens nadver, at Paulus fik befaling om den direkte fra den opstandne Herre selv (1 Kor 11,23).

Nadveren er uddelingen af Herrens legeme og hans blod, ‘testamentets blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse,’ som der faktisk står i Matt 26,28.

Luther har helt ret, når han i “Sermonen om Det nye Testamente” begrunder selve den kristne gudstjeneste – messen, som det hedder i Den augsburgske Bekendelse – med denne befaling af Jesus.

Det er derfor aldeles usandsynligt, at der ikke er tale om nadveren. En kirke, der vil følge apostelkirkens fodspor og lære, holder fast ved nadveren og den sakramentale nadverlære. Alt andet er sværmeri.

Bønnerne (v. 42)

Mange mener, at det betyder tidebønnerne, og det er bestemt muligt. Det er jo brugen af Skriftens ord, man derved holder fast ved. Apostlene var i templet og lovpriste Gud hele tiden (Luk 24,53). Man holdt i enighed fast ved bønnen (ApG 1,14).

Selv om vi ikke kan sige med sikkerhed, præcist hvilken form disse bønner havde – og det er der sikkert en pointe i, for det er ikke formen, der er afgørende – så ved vi, hvem der kan bede, nemlig dem, der ved dåb og tro er blevet Guds børn og kan bede “Vor Fader”. Det er dem, der har lært Gud at kende som den gode og barmhjertige Fader, og som kan bede i tillid til de løfter, som han har givet. Deri består ret bøn, og det er en selvfølge, at en kirke holder fast ved det.

Ja, det er en trøst for både den kristne og Kristi kirke, at vi ikke blot har lov at bede, men hat fået påbud om at bede. Guds omsorg er så stor, at han direkte har sagt til os, at det er hans guddommelige vilje, at vi skal bede til ham. Så vil han også lytte til vores bøn (jf. Luk 11,1-13, som er mere generel i sin sammenhæng end Matt 7,7-14, som jeg har gennemgået her: Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]).

Gudsfrygt (v. 43a)

Alle blev grebet af frygt, skriver Lukas. Det er ikke den frygtsomme gudsfrygt, men det er den gudsfrygt, som Luther taler om i forklaringen til det første bud. Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.

Undere og tegn ved apostlene (v. 43a)

Der skete mange undere og tegn ved apostlene. De havde nemlig fået nådegave til at gøre disse undere og tegn som særlige profetiske gaver, der legitimerede deres tjeneste (se nærmere i Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts).

De troendes fællesskab (v. 44)

Alle de troende var sammen. Hermed menes sikkert, at de holdt gudstjeneste sammen eller i al fald sammesteds. Alene pinsedag blev der døbt næsten 3.000, men hvis de holdt gudstjeneste i templet, kunne de også være mange samme sted (se til v. 46).

De troendes økonomiske fællesskab (v. 44b-45)

De troende havde alting fælles. Man solgte endog både ejendom og andre ting, man ejede, og uddelte det efter behov. Vi kender ikke de nærmere detaljer, og det er som nævnt ikke en befaling, andre kristne eller menigheder har fået.

Jesus sagde ganske vist til en rådsherre, at han manglede at sælge alt, hvad han ejede, men det var ikke, fordi Jesus krævede ejendomsløshed. Det var, fordi denne rådsherre elskede sin ejendom højere end Gud. Det måtte han bringes til at se (Mark 10,17ff).

Men det er naturligt, at en menighed tager sig af hinanden og hinandens behov i det omfang, det overhovedet er muligt (jf. ApG 6,1-6). Jakob har også alvorlige ord til de rige, der udbytter andre (Jak 5,1).

Offentlig gudstjeneste og lukket nadver (v. 46-47a)

Lukas forklarer, at menigheden kom i enighed i templet hver dag. De har holdt gudstjeneste og lovprist Gud (jf. ovenfor). Apostlene har utvivlsomt også forkyndt om den korsfæstede og opstandne.

Men nadveren holdt de ikke i templet. Det gjorde de derimod privat, ligesom de også spiste privat. Måske er der med det sidste hentydet til de såkaldte Agape-måltider, hvor man sørgede for, at de fattige også fik mad (jf. gennemgangen af ApG 6,1-4 i “Jeg beder for dem” [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]). Paulus satte i øvrigt en stopper for (hvad der formentlig var) Agape-måltider i Korinth (1 Kor 11,34).

En vigtig grund til ikke at holde nadver i templet er Jesu egen indstiftelse af nadveren. For han tog ikke alle til alters, men kun de 12, og af dem forlod Judas nadverindstiftelsen før uddelingen (Joh 13,30), på Jesu befaling (Joh 13,27).

Ifølge Paulus skal enhver prøve sig selv og således spise af brødet og drikke af kalken (1 Kor 11,28). Det begrunder Paulus med, at ‘den, som spiser og drikker (uværdigt), spiser og drikker sig en dom til, fordi/idet han ikke skelner legemet’ (1 Kor 11,29). Der er visse tekstkritiske problemer, men pointen er under alle omstændigheder at spise og drikke uden at “skelne legemet.” Hermed menes i første omgang Herrens legeme som sakramentet og i anden omgang også Herrens legeme i betydningen Kristi kirke. At fejre nadver uden at skelne legemet, dvs. det indviede brød, som er Kristi legeme (1 Kor 10,16), fra uindviet brød, der ikke er det, er en forbrydelse mod sakramentet.

Skal man oplære menigheden, så de kender evangeliet og kan prøve sig selv, så forudsætter det, at hyrderne tager deres ansvar alvorligt og ikke giver hvem som helst adgang. Faktisk skal ingen gives adgang, uden at de er oplært og udspurgt, og uden at de har været til skriftemål (Den augsburgske Bekendelse, artikel 24 og 25).

Sådan som korintherne holdt nadver, gjorde de det i lodret modstrid med, hvad der for det første er sakramentets egentlige væsen, og for det andet er i modstrid med den enhed, som nadveren konstituerer:

Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød. (1 Kor 10,16f; 1948-oversættelsen)

Jeg henviser i øvrigt til kommentaren til Matt 7,6 i Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? (Bededag – Matt 7,7-14) og til Den augsburgske Bekendelse, artikel 10, 24 og 25.

De første kristne jublede på grund af evangeliet og var oprigtige. Hvorfor skulle man være andet, når ens synd er sonet og tilgivet ved evangeliet?! De priste derfor Gud. Hos folket havde de også yndest eller velvilje. Det gjaldt ikke så meget hos folkets ledere (ApG 4,1f).

Vækst (v. 47b)

Der var vækst på denne tid, siger Lukas her og flere andre steder i Apostlenes Gerninger. Vækst er ikke, som mange mener i dag, betinget af, at man giver køb på kristendommens lære og sakramentale praksis. Tværtimod.

Prædiketeksten i Joh 6,44-51

Prædiketeksten er en del af Jesu tale om sig selv som livets brød. Midfaste søndag var prædiketeksten efter anden række Joh 6,24-37. Jeg henviser til Midfaste søndag – Joh 6,24-37, hvor der også er en kontekstanalyse.

Faderen drager til Kristus (v. 44a)

Jesu udsagn i Joh 6,44 er meget principiel. Man kan ikke selv komme til ham. Der er nemlig ingen, der søger Gud (Rom 3,11). Vores vilje er trælbundet. Vi må fødes af Gud ved Ånden og Ordet (Joh 1,12f; 1 Pet 1,23; Tit 3,4-7). Det sker efter Guds forudbestemmelse (Rom 8,30). Ingen kan altså tro på Kristus ved at sætte sin menneskelige vilje ind på det, men det sker udelukkende, fordi og når det er Guds gode vilje.

Det er også Guds vilje, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9; Ez 18,23; 33,11). Det kan vores fornuft ikke få til at hænge sammen. Det er et ægte paradox, som man ikke skal opløse ved at benægte Guds frelsesvilje mod alle, sådan som den klassiske calvinisme gør det. Hvorfor og hvordan er ikke åbenbaret for os, men er en hemmelighed i den skjulte Gud, som vi kristne ikke skal forsøge at trænge os ind på (jf. Luther i Om den trælbundne vilje).

Men omvendt er der en vældig trøst i dette ord. For når evangeliet forkyndes – i prædiken og undervisning og ikke mindst i skriftemålet – så får vi lov at tro, at det er sandt, fordi det er Guds ord, og han lyver ikke. Og vi får lov, ja, vi skal tro, at det er sandt og gælder os, fordi Gud vil, at vi skal tro hans ord og tro, at det gælder hver enkelt af os.

Når Gud skænker os syndernes forladelse ved ordet – særligt i skriftemålet – da er det hans vilje og hans gerning, at vi tror, hvad han siger. Så er vores tro slet ikke forankret på egen indsats, fornuft eller noget andet hos os selv, men den er forankret i Guds vilje og i hans gerning ved evangeliet og Helligånden.

Kristus vil oprejse i opstandelsen (v. 44b)

Kristus skænker det evige liv ved troen, og derfor lover han også, at han vil oprejse den, der tror, på den yderste dag, dvs. på dommedag. Jesus er selv opstået som en førstegrøde af de hensovede (1 Kor 15,20). Han har nøglerne til, dvs. magt over, døden og helvede (Åb 1,18). “Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).

Den, der tror, har derfor evigt liv. Om vi end skal dø – og det skal vi, med mindre Kristus kommer igen før vi dør – vil vi alligevel leve. Vores sjæl går til Gud, og Kristus, der har liv i sig selv, vil oprejse os fra graven på dommedag (jf. også Joh 5,25-29).

Tro og lære (v. 45)

Jesus henviser til Es 54,13: “Alle dine sønner skal være oplært af Herren, dine sønner får stor lykke.” Den oplæring, der er tale om, er en oplæring i evangeliet. Det er Gud selv, der oplærer. Det gør han ved Ordet og ved sin Hellige Ånds virke i Ordet. Helligånden virker derfor ved på Kristi vegne at kalde Ordets tjenere (ApG 20,28), som forkynder og skal forkynde Kristi ord (1 Pet 4,11).

Der er ikke nogen modsætning mellem Faderen og Sønnen, sådan som jøderne troede og for flertallets vedkommende stadig tror. Har man hørt, hvad Gud Fader siger, har man virkelig lært af ham, så kommer man til Kristus, som Faderen har udsendt.

Sønnen har set Faderen (v. 46)

Kun Kristus, Guds Søn fra evighed, har set Faderen. Faderen og Sønnen er jo ét (Joh 10,30). Sønnen er Gud (Joh 1,1f), og han er fra Gud (Joh 6,46). Efter sin guddommelige natur var Kristus hos sin Fader og havde guddommelig herlighed, allerede før verden blev til (Joh 17,5) (se mere om treenighedslæren, særligt i “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]).

Den, der tror, har evigt liv (v. 47)

Med sin sædvanlige højtidelige indledning, der understreger, at det er sandt og troværdigt, hvad han siger, proklamerer Jesus, at den, der tror, har evigt liv.

Evigt liv er liv, der stammer fra den, som livet er i. Når Jesus siger: “For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Joh 5,26), så taler han ikke om Sønnen, dvs. sig selv, efter sin evige, guddommelige natur, for efter sin guddommelige natur har han og har han altid haft livet i sig. Men han taler om sig selv efter sin menneskelige natur.

Det liv, han har fået efter sin menneskelige natur, giver han til enhver, som tror. Derfor er det et evigt liv. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Jesus også siger, at “Det er Ånden, som gør levende” (Joh 6,63).

Men det er også et evigt liv i tidslig forstand, idet den, der tror, eventuelt skal dø, men sjælen vil leve, og i opstandelsen vil Kristus skænke et nyt, åndelige legeme. Det liv er evigt og vil aldrig få ende (jf. også Matt 25,46).

Jesus er livets brød (v. 48)

Jesus proklamerer: “Jeg er livets brød.” Uanset om “jeg er” nu her henviser til 2 Mos 3,14 eller ej, så er Jesus både sandt menneske og sand Gud. Som den menneskevordne, ja, som den kød-vordne (in-karna-tion), er han det brød, der giver liv.

Man må spise Jesus åndeligt. Der er stor diskussion om, hvor vidt Jesus taler om en åndelig spisning, eller om han – særligt i Joh 6,51.53 – taler om nadveren.

Men som vi så ovenfor, kan man spise og drikke sig en dom til, hvis man spiser Herrens legeme og blod uværdigt (1 Kor 1,17-34). Luther har derfor ret i, at Joh 6,53 ikke handler om nadveren, for der gøres det at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod til en betingelse for at have liv.

Jesus taler altså om sig selv som en åndelig spise. Denne åndelige spise sker ved at blive oplært og få skænket troen af Faderen (jf. ovenfor).

Vi skal naturligvis tale sandt om Jesus og evangeliet og således give mennesker en åndelige spise uden “forurening.” Løgnen er fra djævelen, der er løgnens fader (Joh 8,44). Når vi skal holde fast ved den sunde og rene lære, er det også, for at mennesker ikke skal få en føde, som risikerer at gøre dem åndeligt syge eller endog slå dem ihjel.

Ørkenmannaen (v. 49)

Mannaen i ørkenen gav liv til israelitterne, men det gav dem ikke evigt liv, som det klart fremgår af dommen over israelitterne i ørkenen (4 Mos 26,65; 1 Kor 10,3-5; Hebr 3,17-19; Jud 1,5).

Kristus, det himmelske brød (v. 50)

Det er helt anderledes med Kristus, som er det brød, der er steget ned fra Himlen som den menneskevordne. Spiser og drikker man ham, dvs. tror man på ham, så skal man ikke dø, dvs. så skal man ikke gå fortabt, men leve, om man end skal dø i legemet.

Der er naturligvis en særlig velsignelse ved ikke kun at tro Kristus og i den forstand spise ham åndeligt, men faktisk også modtage hans sande legeme og blod, som han hengav og udgød til syndernes forladelse. For giver den åndelige fortæring af vor Herre Jesus Kristus evigt liv, hvor meget mere da ikke det at modtage hans sande legeme og blod i tro på hans ord og løfter (jf. Luther i Den lille Katekismus)?

Som det siges i Konkordieformelen, er der dog i nadveren ikke tale om en “kapernaitisk”, men om en overnaturlig, himmelsk spise. Man skal derfor ikke begynde at fable om f.eks. at tygge Herrens legeme (FC, Ep. VII.14).

Sammenfatning (v. 51)

Jesus samler tankerne i det foregående sammen. Han er det levende brød, som er blevet kød, menneske af kød og blod, og som i den forstand er steget ned fra Himmelen (v. 51a). Den, der tror på Ham, dvs. spiser af ham som det levende brød, skal leve evigt (v. 51b). Det brød, som han vil give, er “mit kød, som gives til liv for verden.” Det græske er mere kompakt, men 1992-oversættelsen er ikke dårlig. 1948-oversættelsen oversætter mere direkte: “Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.”

Jesus vil ofre sig selv for at give liv til verden. Uden dette offer, og uden at modtage offeret og syndernes forladelse, ville der ikke være liv for syndere.

Glædelig pinse!

Den 100% uretfærdige forvalter (Lukas 16,1-13)*

Mange af Jesu lignelser har vi ikke de store problemer med. Med lignelsen om den uretfærdige godsforvalter i Luk 16,1-13 er en anden sag. Den giver os vanskeligheder: Kan Herren, Jesus, virkelig rose en uærlig forvalter, som v. 8 synes at sige? Afskaffer Jesus da De ti bud? Og kan man købe sig til venner, der vil tage imod os i himlen (v. 9)?

Når man læser denne lignelse og dens udlægning, bliver det vigtig at tænke over, hvordan man skal forstå lignelser. Det vigtigste er dog stadigvæk at læse, hvad der står. Det gælder frem for alt Jesu egen udlægning af lignelsen. I dette tilfælde er det desværre også vigtigt at læse den rigtige oversættelse og inddele teksten rigtigt, som vi skal se.

Den gennemført uretfærdige forvalter (v. 1-7)

Lad os prøve at se, hvad der egentlig står i lignelsen og Jesu anvendelse af denne lille historie. Vi får først at vide, at Jesus taler til sine disciple, han har oplært; ikke til vantro jøder (eller hedninger), selv om de også hørte, hvad Jesus sagde (v. 14). En rig mand har en forvalter (forstavelsen ‘gods‑’ er en fortolkning) eller forretningsfører (v. 1). Han har altså forretninger nok til at have en ansat til at stå for dem, og han har givet ham fuldmagt, så forvalteren kan handle uden at få sine dispositioner godkendt (v. 5-7). De dispositioner, han foretager, så længe han har sin stilling, er retsgyldige, også efter han eventuelt bliver fyret. Når ejeren derfor får at vide, at forvalteren ødslede hans ejendom bort, ligesom den fortabte søn i det fremmede (15,13), kan han ikke annullere dem. Han kan derimod fyre forvalteren, og det gør han ved at bede ham om at aflægge regnskab for den tid, han har været forvalter, og aflevere virksomheden i den stand, den nu engang er i (v. 2).

Forvalteren er så uhæderlig, at han ikke engang forsøger at benægte, men giver sig til at overveje, hvordan han skal klare sig, nu han har mistet sit job (v. 3a). Fysisk arbejde har han ikke kræfter til, at tigge synes han er skamfuldt (v. 3b). Han får derfor en idé. Han vil bruge sin fuldmagt til at skaffe sig venner, så de vil tage imod ham i deres hjem, når han ikke længere er forvalter (v. 4). Han får nok en anden stilling på et tidspunkt, men indtil da er det godt at have “venner”.

Så han sørger hurtigt for – mens han kan – at hans forretningsforbindelser kommer til at stå i gæld til ham. Han kalder dem alle til sig – Jesus giver to eksempler (v. 5-7). Den første får f.eks. halveret sin gæld ved, at han hurtigt skriver et nyt gældsbrev, som også forvalteren undertegner, og som naturligvis opbevares hos kreditoren. Skyldnerne er ikke landmænd, men snarere grossister eller handelsmænd, for dels er der tale om store mængder, dels er der åbenbart kun involveret en vare i hvert gældsbevis. På den måde gør han sin herres skyldnere til sine egne, men i en anden betydning. Han sørger for, at de begge ved, hvor stor en gave han giver hver enkelt, ved at han spørger dem om, hvad der står i deres gældsbreve.

Ejerens ros! (v. 8)

V. 8 er ikke et udsagn om Jesus, men om forvalterens herre: “Og herren roste den uretfærdige forvalter for, at han havde handlet klogt”, står der faktisk. Han kan også spille med i det spil, for det er ham, der begrunder sin ros med, at “denne tidsalders (verdens) børn er klogere end lysets børn, når det kommer til deres egen slægt(led)” (som en korrekt oversættelse nok lyder). Forvalterens herre anerkender altså, at hans forvalter har spillet sine kort klogt efter denne verdens måde at tænke på. Man lod sig ikke hæmme af sådanne ting som samvittighed og moralske overvejelser den gang – hvem sagde erhvervsliv og politik i vor tid? Børn betyder i det her oversatte udsagn at være børn med arveret. Meningen er altså også, at de kun er arvinger i denne verden, og sådan gælder det også denne verdens børn i dag.

Jesu pointe (vers 9)

Først med v. 9 drager Jesus sin konklusion, idet den græske tekst på forskellig vis fremhæver Jesus og disciplene: “Og jeg siger til jer“. Der er flere paralleller mellem lysets børn og denne verdens børn, men også en vigtig forskel: Som denne verdens børn er vi forvaltere; som dem får vi betroet vor herres ejendom og værdier; som dem skal vi skaffe os venner med de værdier, vi har fået i denne verden. Som dem vil vi også opleve, at mammon slipper op, dvs. at vi dør. Men den store forskel er, at vi ikke som den uretfærdige forvalter vil blive taget imod i denne verdens huse, men derimod i de evige telte.

Jesu konklusion er ikke, at man som discipel skal handle uærligt, men at man skal bruge mammon, der ganske vist i sig selv er uretfærdigt, til at skaffe sig venner med. Uretfærdigt eller uredeligt tjente penge skal naturligvis betales tilbage (jf. Luk 19,8). Et godt eksempel har vi i tolderen Matthæus, der brugte af det mammon, han havde, til at invitere toldere og syndere, så de kunne høre det evangelium, som han nu selv var kommet til tro ved (Matt 9,9f). Skønt mammon altså hører til i denne uretfærdig verden, skal disciplene bruge den til at skaffe sig venner, så de vil tage imod dem i de evige boliger, når mammon er sluppet op. Og det er netop den modsætning, der er mellem ‘denne verdens børn’ eller ‘mørkets børn’ og ‘lysets børn’.

Meningen er ikke på nogen måde, at det er sådanne gerninger, der gør os kristne eller skaffer os i himlen, for f.eks. Matt 25,31-46 lærer os, at gode gerninger alene er en frugt, som vi som et godt træ bærer – og skal bære. Men at blive et godt træ står ikke i et ondt træs magt, men det kan alene ske ved Guds kraft i evangeliet.

Troskab når det gælder det mindste – og det genuine (v. 10-12)

Men man skal i såvel stort (egt. ‘meget’) som småt gøre det, man gør, fuldt ud. Vi skal tænke lige så højt om småt som om stort. Dét er pointen, som det utvetydigt fremgår af vers 10-12. Men der er da en forskel. For en discipel er det mammon, der er det små (egt. ‘det mindste’). Det store er vore åndelige og himmelske værdier. Om man er tro eller uretfærdig i det ‘små’, viser, hvordan man vil være med ‘det store’. En forvalter, der er utro i det små, får ikke mere betroet. Disciple skal derfor være gennemført tro i det små, så de viser, at de er værdig at betro det store.

Det er altså det princip, Jesus illustrerede med en typisk beretning fra denne verden. For en discipel betyder det, at man skal vise, at man er tro – gennemført tro – når det gælder uretfærdig mammon, uanset om det gælder forvaltning af en milliard eller forvaltning af småpenge. Ellers får man ikke betroet ‘det, som er genuint’, dvs. evangeliet (v. 11). Mammon forgår og bedrager, men alene det, Gud giver, er genuint og varigt. Disciple – særligt lærere og hyrder – må vise deres troskab også i det små.

Modsætningen i lignelsen er altså ikke klogskab i henholdsvis denne verdens affærer og åndelige affærer, men forvalterens klogskab i denne verdens affærer og disciplenes tro forvaltning i såvel økonomi som de åndelige ting. Som Jesus siger: “Hvis I ikke har været tro med andres (ejendom)/mammon, hvem vil så give jer noget at eje selv (dvs. åndelige goder)?”

Enten Gud eller mammon (v. 13)

Jesus slutter af at slå fast, at det er uforeneligt at ville tjene både som den uretfærdige forvalter og som en tro discipel på samme tid. Det ene udelukker det andet – kærlighed til og respekt for det ene udelukker det andet. Man kan ikke tjene Gud og mammon på samme tid. En discipel skal være tro med såvel denne verdens værdier som det virkeligt genuine: de åndelige og himmelske værdier. Derfor må mammons bedrageriske og forføriske kraft modstås ved evangeliets kraft! Sådan giver lignelsen god mening!

* Artiklen er tidligere publiceret i Unge Elmer, juni 2005.

Faderen “vil give jer en anden talsmand” (Pinsedag – Joh 14,15-21)

Læsningerne

Læsningerne til Pinsedag efter anden tekstrække er: fra Det gamle Testamente Jer 31,31-34. Den nytestamentlige lektie er – naturligt nok – ApG 2,1-11, som handler om modtagelsen af Helligånden og det store sprogunder. Prædiketeksten er Joh 14,15-21, hvori Jesus lover, at han vil bede sin Fader apostlene “en anden talsmand,” “sandhedens Ånd.”

Jer 31,31-34

Umiddelbart hører Jer 31,31-34 ikke specielt til på Pinsedag. Denne tekst taler om “den nye pagt,” eller bedre: Det nye Testamente, som Gud vil slutte med sit folk. Herren vil stifte ‘et nyt testamente’ for sit folk: Israels hus og Judas hus, fordi begge er syndere, der har gjort oprør mod ham.

Det er et nyt testamente, et testamente, der er anderledes end den, Herren sluttede på Sinaj. Men hvori er den anderledes?

Svaret på det er ikke v. 32b. Her får vi snarere svaret på, hvorfor Gud vil stifte et nyt testamente. De syndede og gjorde oprør.

Det nye testamente skal bestå i, at Herren vil lægge sin lov i Israels hus’ indre, dvs. skrive den i deres hjerte. Han “vil være deres Gud, og de skal være [hans] folk” (v. 33). Men hvad menes der med “lov”? ‘Lov’ (hebr. torâh) betyder ikke kun ‘bud,’ men ‘belæring.’ Det får vi også at se i det følgende.

Alle skal kende Herren (v. 33a). Men hvordan? Jo, at kender Herren lærer man gennem syndernes forladelse: “Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd” (v. 34b).

Heri ligger, at vi skal kende Guds hellighed og vores syndighed, dvs. det er lovens gerning. Men vi er ikke et mål i sig selv. Det virkelige kendskab består i at kende Guds nåde og barmhjertighed, dvs. i troen.

Loven har aldrig kunnet lære os Gud at kende, endsige lære os at holde loven. For vi er syndere. Som Paulus skriver, “Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet” (Rom 8,3). Men Paulus har heldigvis mere at sige:

Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden (Rom 8,3f).

Måske har man valgt Jer 31,31-34, fordi Gud gør denne gerning ved Helligånden. Det er bare ikke noget, som specielt har at gøre med Pinsedag. Til gengæld er der en forbindelse til prædiketeksten efter anden række.

ApG 2,1-11

Alle apostlene forsamlet (v. 1)

“Alle” er dem, der er nævnt i det foregående, dvs. de elleve og Matthias, som lige er blevet valgt.

Pinsedag betyder ‘den halvtresindstyvende dag.’ Det er 50 dage efter Påskedag, når man tæller både Påskedag og Pinsedag med.

Helligåndens komme (v. 2f)

Helligånden kommer til mennesker på to måder. I det skjulte, når Ordet bringer Ham nær. Dåben er således “det bad, hvori Helligånden genføder og fornyer” (Tit 3,5), selv om vi ikke kan se, at Helligånden er nær og virker. Til andre tider er Helligåndens komme synlig. Da Jesus blev døbt, steg Helligånden ned over ham i skikkelse af en due.

Pinsedag kom Helligånden, så det blev tydeligt for alle, der oplevede det. Hans komme var pludselig, og sammenlignes med kraftig vind (jf. Joh 3,8). Hele huset blev fyldt af Helligånden.

Helligånden blev givet til hver enkelt på en synlig måde, som svarer til det under, der skal ske med apostlene. ‘Tunger som af ild’ viste sig, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af de tilstedeværende.

Sprogunderet (v. 4)

Alle (tilstedeværende) blev fyldt af Helligånden, som gav dem evne til at tale ‘med andre tungemål,’ dvs. tale sprog, som de ikke før kunne tale. Også det følgende viser ganske tydeligt, at der her er tale om at kunne tale eksisterende sprog uden at have lært dem i forvejen.

Hensigten er helt sikkert at understrege, at apostlene som prædikanter og ledere af verdensmissionen skal gå til hele verden, fordi evangeliet er for alle folkeslag, sådan som det også fremgår af missionsbefalingen i Matt 28,18-20 og Luk 24,47 (se bl.a. “Ekstra: “Idet han velsignede dem …” [Kristi himmelfarts dag – Luk 24,46-53]“).

I et større perspektiv er der tale om det omvendte af sprogforvirringen, som Gud sendte over menneskene, fordi de ville bygge Babelstårnet (1 Mos 11,1-9). På gudsoprørets præmisser skulle man ikke have lov at lave et globalt samarbejde.

Et globalt projekt er derimod den kristne mission. Men den kan ikke føre til et gudsoprør, hvis den ellers er tro mod den befaling, som Kristus har givet. For så forkynder den loven, som sætter al oprør mod Gud under dom. Og den forkynder evangeliet, som tilgiver syndere og skænker Helligånden, som driver os til at gøre gode gerninger.

Det budskab og hele den kristne lære skal ifølge Kristi befaling forkyndes i hele verden, og derfor udrustes apostlene med det, man ofte kalder for “tungetalens nådegave.” Det er slet og ret Helligåndens udrustning til (pludselig) at (kunne) tale sprog, man ikke kunne før. “De begyndte at tale andre sprog,” skriver Lukas jo.

Gudfrygtige jøder fra alle folk under himlen (v. 5.9f)

Lukas giver os nu noget baggrundsinformation, idet han forklarer, at der boede gudsfrygtige jøder fra ‘ethvert folk under himlen’ i Jerusalem. I v. 9f får vi eksempler på det.

Lukas kalder dem ‘fromme’ eller ‘gudfrygtige’ (gr. eulabês). Eksempler herpå er Simeon og dem, der begravede Stefanus (jf. Luk 2,25 og ApG 8,2).

En ny sprogforvirring (v. 6f)

Helligåndens komme kunne høres i Jerusalem, og det fik en mængde til at samles. De blev ‘hældt sammen,’ står der egentlig. Man skal vel forestille sig de bevægelser, det medfører i væsker, der hældes sammen. Ud fra brugen af verbet (gr. syngcheô) må man vel se for sig, at folk bliver oprørte eller skælver. Men Lukas er næppe helt uvidende om, at det bruges i 1 Mos 11,7.9 som oversættelse af ordet bâlal, der betyder ‘blande’ eller ‘gør forvirret’ (jf. ordspil på Babel).

Nok var Jerusalem så at sige en international by, men de fremmede var slet ikke vant til, at andre kunne tale ens sprog. Det sker Pinsedag, og det gør tilhørerne helt forvirrede og formentlig også urolige. For det var jo helt usædvanligt.

Deres forvirring blev ikke mindre af, at det jo var galilæere, der talte. De forventedes åbenbart ikke at kunne være kyndige i fremmede sprog.

Hvorledes? (v. 8.11)

Hvorledes kan de så høre evangeliet, Guds mægtige gerninger (gr. ta megaleia tou theou), på deres egne modermål? Ja, det er jo netop underet på Pinsedag. Helligåndens under.

Prædiketeksten i Joh 14,15-21

I prædiketeksten begynder og slutter Jesus med at tale om ‘holde’ eller ‘bevare’ Jesu bud. Som altid er det vigtigt at holde sig for øje, hvordan vi overhovedet kan elske Jesus og holde hans bud. Det kan vi kun, fordi Gud elskede os og sendte sin søn for at lide og dø for vore synder, og fordi han har sendt forligelsens tjenere, som har forkyndt evangeliet for os, så vi ved Helligånden kan blive genfødt og tro evangeliet.

Kærlighed og Jesu bud (v. 15)

Hvordan kan vi elske Jesus? Hvad er Jesu bud? Jesu bud er ikke De ti bud, selv om han som den anden person i treenigheden har givet dem. Det, Jesus her mener, er det stik modsatte af loven og budene, som blot vil binde os i ny trældom. Tilmed en trældom, som vi hverken vil eller kan kæmpe os ud af uden hjælp.

Nej, Jesu bud er for dem, der ved troen er blevet retfærdiggjort og derfor har fået et nyt sind, som gerne vil holde Jesu bud. Uden troen er der heller ikke nogen, der vil eller kan holde dem. Men uden at Jesus gik til Golgata og blev gjort til synd for os, så han led, døde og opstod for os, og uden at det bliver forkyndt for os, ville ingen af os elske ham.

Men fordi han har frelst os, så vil vi også gladelig elske ham og holde hans bud, som Luther siger.

Therefore if you want to keep My commandments, see that you love Me, and think of what I have done for you. It is proper that you should love Me, who am about to give My life for you and to shed My blood for you. Do this for My sake. Live in harmony and friendship with one another. At the same time adhere steadfastly to Me in your preaching, bear with one another in love, and do not introduce schisms and factions. (AE, 24,102).

Hvad Jesus vil have holdt eller bevaret, er, at vi skal prædike om Ham, bevare hans ord og sakramenter, vise kærlighed og enighed over for hinanden for Kristi skyld, og bære den modgang, som det vil medføre. Sådan skriver Luther et andet sted i sin udlægning, og han har ret. Men det er netop det, ingen kan uden Helligåndens bistand og virke ved ordet og sakramenterne.

Det er en tragedie, hvis man tolker Jesu formaning, som om det drejer sig om lovbud. Jesus gjorde jo netop op med farisæerne. De forkyndte ikke det rene evangelium, der frelser og giver kærlighed til Kristus. Og særligt blandt dem, der prædiker og underviser, ville der opstå uenighed. Men det bør der ikke for dem, der elsker Jesus (jf. ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“).

Men der vil være og har været mange, der gerne vil smykke sig med Jesu navn, prale af at være hans disciple og evangeliets prædikanter, men som sætter deres eget omdømme, herlighed og ære over Kristi blod og død. Kristi nåde, hans uudsigelige kærlighed og alle hans frelsesgerninger bryder de sig ikke så meget om, at de vil risikere og sætte alle deres egne glæder, ære og magt til side for det (Luther, ibid.). De vil ikke opgive deres egen viden og klogskab, fordi deres ry for at være klog, vis og lærd har større betydning for dem end Kristus og evangeliets rene lære (AE, 24,102f).

They would not deprecate their own knowledge and cleverness, because their reputation for smartness, wisdom, and learning is of greater consequence to them than Christ and the pure doctrine of the Gospel. (AE 24,102f)

Jesus siger altså, at hvis de elsker ham (konjunktiven signalerer: hvad der er sandsynligt, at de gør), så skal de holde hans bud. Futurumformen ‘vil I holde’ har her befalende eller formanende karakter. Selv om et godt træ bærer gode frugter (jf. Matt 7,16-20) og man derfor godt kunne forstå futurumsformen konstaterende, er det næppe meningen her.

Faderen vil give en anden talsmand (v. 16)

Man skal ikke forbinde v. 15 og 16, som om apostlenes kærlighed er forudsætningen for, at Faderen vil sende Helligånden.

Baggrunden for, at Jesus taler om at give dem Helligånden, er, at han snart vil gå tilbage til Faderen. Dermed menes ikke, at Jesus vil forandre sig. Jesus er den samme, men han vil ikke længere vælge at vise sig for dem, som han har gjort og vil gøre indtil Kristi himmelfarts dag. Han vil gå til Faderen for at overtage sin magt og sit rige og så lade sin magt og rige manifestere sig hos dem (Luther, ad loc.). De skal altså ikke lade sig bedrøve af, at Jesus ikke længere vil være synligt og legemligt til stede hos dem i verden. Verden vil ikke forandre sig, så ingen skal forvente bedre behandling, end den Jesus fik. Verden vil ikke trøste dem, der bliver forfulgt på den ene eller anden måde for Jesu skyld. Men de vil få en anden til at trøste sig.

Jesus siger ganske enkelt, at han vil anmode eller bede Faderen. Hvad han anmoder eller beder om, får vi at vide i det følgende. Ovenfor har Jesus sagt, at “Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (Joh 14,14). Dermed viser Jesus, at han er Gud selv. Her i Joh 15,16 beder han som sandt menneske. I Joh 14,14 bad Jesus som sand Gud. Sådan kommer hans to naturer til udtryk på forskellig vis, men det er den samme en person, der taler, som Luther siger (AE 24,104). Som Luther siger, må man gøre dette helt klart for menigheden. Menneskelig kløgt hverken kan eller vil fatte det, men den kristne tager imod det, fordi Helligånden lærer os det i Ordet.

Treenighedslæren må med på prædikestolen. Som Den augsburgske Bekendelse siger, “Vore kirker lærer med stor enighed hos os …” (artikel 1). Luther forklarer, at alt hvad Skriften siger om Kristus, handler om den hele person, som om både Gud og menneske var et væsen. Skriften bruger ofte de samme udtryk om begge og tilskriver begge naturers egenskaber til begge naturer. Det sker for at give udtryk for de to naturers enhed i den ene person, dvs. det man kalder “kommunikation af egenskaberne” (lat. communicatio idiomatum). Jeg anbefaler i øvrigt Luthers gennemgang i kommentaren til Johannes 14. Han viser, hvor nødvendig og trøsterig tonaturlæren er.

Faderen vil ‘give en anden talsmand til dem’ (gr. allon paraklêton hymin). Jesus taler om en anden talsmand, fordi han også selv er talsmand:

Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens. (1 Joh 2,1-2).

En talsmand er altså klart en, der går i forbøn for en og som sådan er hjælper og mellemmand (jf. Rom 8,34: ” ‘Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig’ [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]“). Ordet paraklêtos betyder enten en advocatus, en, der er kaldet til hjælp for en anden, eller en, som optræder på en andens vegne, dvs. en mediator, en, der går i forbøn, en hjælper (jf. BDAG s.v.). Eller slet og ret en Trøster (jf. verbet parakaleô).

Hvad skal Helligånden gøre som talsmand? Det svarer bl.a. prædiketeksten efter første række på. Det er fortsættelsen af denne tekst, dvs. Joh 14,22-31. Helligånden skal for det første bistå apostlene på en måde, som ikke gælder andre: “han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 14,26). Senere i samme tale siger Jesus også, at han vil sende talsmanden, sandhedens ånd, som “skal vidne om mig” (Joh 15,26). Også apostlene selv skal vidne.

Men Helligånden, Talsmanden, har også en opgave over for alle kristne, som det fremgår af prædiketeksten til 4. søndag efter påske efter første række:

Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh 16,8-11)

Her lærer vi, at Helligånden ikke alene vil overbevise os om synd, men han vil også vise os, at synden er sonet og tilgivet. Og Helligånden kommer os til hjælp, når Djævelen angriber os ved bestandigt at få os til enten at fortvivle over vores synd, skønt den er forsonet og tilgivet i Kristus, eller forsøger at lokke os til at tilpasse os verden og følge Djævelen, denne verdens fyrste. For Helligånden forkynder for os, at Djævelen allerede er dømt.

Men Helligånden vil også udruste dem og give dem og alle kristne trøst og hjælp i verden. Det, som Kristus indtil nu har gjort, vil Helligånden gøre fremover (således bl.a. Rom 8,18-30).

Det skal ikke forstås sådan, at Jesus selv ikke længere vil være hos dem eller hos de troende. Det skal jeg vende tilbage til. Men de har haft en særlig glæde og trøst, så længe Jesus Kristus gik hos dem, og de er sluppet for lidelser hidtil. Men det skal få ende, og derfor har de har brug for Helligånden. Han vil hjælpe dem og stå dem bi. Jesus forlader dem, men Helligånden vil blive hos dem og alle andre, som virkelig er Jesu disciple, til evig tid (jf. Luthers udlægning til stedet).

Luther understreger for øvrigt, at Talsmanden eller Trøstermanden (en guddommelig person!), som det hed(der) i den gamle indgangsbøn, ikke vil skræmme eller forurette de kristne. Det kommer fra djævelen, når det sker. Gud selv er ét med Kristus og har samme forhold til os som Kristus har. Og en Talsmand eller Trøster har heller ikke negative hensigter. Jesu bøn bliver helt sikkert hørt; Faderen vil gøre, hvad Sønnen beder ham om.

Therefore we must learn to know and believe in the Holy Spirit and as Christ depicts and describes Him, namely, that He is not a Spirit of anger and terror but a Spirit of grace and consolation, and that the entire Deity reflects sheer comfort. The Father wants to comfort, for it is He who grants the Holy Spirit; the Son likewise, for He prays for this; and the Holy Spirit Himself is to be the Comforter. Here, therefore, there is no wrath, threat, or terror for Christians; there is only a friendly smile and sweet comfort in heaven and on earth. (AE, 24, 111)

Sandhedens Ånd kun for apostlene (v. 17)

Talsmanden, Helligånden, er “sandhedens Ånd,” for han skal minde apostlene om sandheden om
Jesu undfangelse, fødsel, liv, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Han skal også lære os vores synd og syndernes forladelse at kende.

Verden, de vantro menneske, kan ikke modtage Helligånden. De ser og kender ham ikke, for de vil ikke. Man kan altså stå Helligånden imod, men ikke uden konsekvenser for tid og evighed (jf. Mark 3,28-30). Det var, hvad farisæerne gjorde. Skønt Helligånden viste dem Jesu guddommelighed på så mange måder, at de ikke burde kunne benægte det, gjorde de det alligevel med en skamløs løgn. Heller ikke da Helligånden senere virkede med med tegn og undere, tog de fleste imod.

Men der er en ond åndsmagt, som gerne lærer folk løgn, nemlig djævelen, som er løgnens fader (jf. 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51). Han står bag tyranniske og skismatiske ånder, siger Luther med rette (ad loc.). De er selvsikre, når de har penge og magt. Men Helligånden hjælper dem, der i ydmyghed og sagtmodighed bekender sandheden og må lide for det. De har ikke andet og andre at sætte deres lid til end Kristus, deres Herre og Gud. Men det er også nok, og for hans skyld må vi, som Luther siger i “Vor Gud han er så fast en bog,” være villige til at lide og miste alt. Sandhedens Ånd trøster os, og derfor behøver vi ikke at være bange for at blive svigtet eller bedraget!

Anderledes med dem, der hverken har eller ønsker at have sandhedens Ånd. De får på så mange måder lov at leve i bedrag og mørke. Det største og mest fundamentale mørke er: ikke at kende mennesket Kristus og “tro, at vi ene og alene ved Hans blod reddes vi fra vore synder, frelses og har og beholder en nådig Gud”. De kan og vil ikke “forkaste alt andet, som kan nævnes som noget, der fjerner vore synder og bevarer Guds nåde blandt os” (AE, 24,122).

Apostlene kender derimod Helligånden, for han (for)bliver hos dem og han vil være i dem. Der er altså ikke tale om, at apostlene først får Helligånden Pinsedag. De har allerede Helligånden, for han har – trods alt – lært dem om synd og nåde og skænket dem frelsende tro. Jesus vil endvidere udruste dem med Helligånden påskedags aften (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).

Endelig vil de som nævnt blive udrustet af Helligånden til at forkynde på alverdens sprog.

Helligånden vil ikke forlade dem i deres tjeneste. Det skal forkyndes stærkt og ofte, så sande kristne trøstes af Trøstermanden i denne verden. Ligesom Faderen er god, nådig og barmhjertig, og Kristus er vores himmelske konge og ypperstepræst, som går i forbøn for os, sådan er Helligånden vores Trøstermand.

Derfor skal vi også flittigt bruge det, som Trøstermanden trøster os med: Guds ord og lære. Det bliver vi aldrig færdig med, for verden, djævelen og vores syndige kød forsøger hele tiden at overdøve Guds Ord. Men når vi tror på Herren Jesus Kristus og værdsætter hans ord, så ved vi også, at vi kender Helligånden, og så ved vi, at han bor hos os. Ja, han vil altid være hos den kristne kirke. Derfor vil den bestå.

Luther er for øvrigt inde på, at der kun er få virkelige kristne, som stadig har Helligånden boende i sig. Og af dem er der nogle, der har så lidt af Helligånden, at de på grund af deres svaghed er fristet til at tvivle på, at de har Helligånden. De skal trøstes (AE 24,125). Men de skal trøstes, ikke med karismatisk sværmeri, men med Skriftens lære om Helligåndens gerning.

Vil man vide, hvor Helligånden virkelig er, så må man undersøge, hvem der prædiker ret om Kristus og priser dåben, nadveren og evangeliet, Han gav os (AE 24,127).

Jesus vil komme til apostlene (v. 18)

Jesus er helt klar over, hvilken betydning han som deres Herre og mester, som Gud og menneske, har for apostlene. Han er som en fader, ja, langt mere. Hvis han forlod dem, ville det være katastrofalt for dem. Verden ser os som hjælpeløse, fattige, ynkværdige faderløse – og på grund af verdens forfølgelse af de kristne har der også tit været faderløse i de kristne menigheder. Men uanset hvordan verden ser på os og vore små menigheder, så er vi ikke faderløse.

For Kristus efterlader os ikke faderløse. Han vil sende Helligånden. Ja, endnu mere: Nok skal han gå til Faderen (Joh 13,3; 14,28; 16,10.17), men han vil ikke efterlade dem faderløse. Jesus siger nemlig: “Jeg kommer til jer.” Det er det, der ligger bag, at han i missionsbefalingen siger, at han er med dem indtil denne verdens eller tidsalders ende (Matt 28,20b).

Jesus mener ikke kun, at han skal dø og så opstå. Han mener heller ikke kun, at han vil sende Helligånden. Det er Jesus selv – Gud og menneske – der vil komme og være hos apostlene. Ja, han vil komme og være hos sine menigheder: “Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20).

Men han vil også bede Faderen sende Helligånden, som vi så. Det er et eksempel på, at treenighedens gerninger nok er delt udadtil, for os, men ikke indadtil i treenigheden. Jesus vil bede Faderen sende Helligånden (jf. Joh 15,26), men Faderen og Sønnen vil “komme til ham [der elsker Sønnen og holder fast Hans ord] og tage bolig hos ham” (Joh 14,23).

Det er et mægtigt budskab, men det er det, fordi der er en mægtig realitet bag. Derfor giver kristne ikke op, uanset hvor få og svage man er, og uanset hvor meget modgang der måtte være. Det havde apostlene særligt brug for at høre. Men vi har alle brug for dette opmuntrende budskab.

Jesus lever, og disciplene skal leve (v. 19)

Jesus holder denne tale efter nadverens indstiftelse, og kort tid før han byder apostlene at rejse sig og følge ham til Getsemane (Joh 14,31). Når Jesus taler om “endnu en kort tid,” så er det de få timer, der vil gå, indtil Jesus dør. Derefter skal folk flest ikke se Jesus. Jesus taler om verden, som ganske ofte refererer til dem, der er vantro.

Men apostlene skal få Jesus at se, for Jesus bliver ikke i døden, grav og Helvede, men står op igen. Jesus vil give dem del i det liv, han selv har. Derfor skal de leve evigt.

Den mystiske forening (v. 20)

Det tema, vi mødte i prædiketeksten til 6. søndag efter påske (jf. “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]), kommer nu igen. Opstandelsen vil lære dem om forholdet mellem Sønnen og Faderen: at Sønnen er i Faderen, og om den dybe forening mellem Jesus og de troende: at de troende er i ham, og han i dem.

Om kærlighed og åbenbaring (v. 21)

Jesus siger nu, at den, der har og hører Jesu bud, er den, der elsker ham (se til v. 15).

Den, der elsker Jesus, vil blive elsket af Jesu Fader. Men det er ikke årsagen til Guds kærlighed, for den er tværtimod det, som fører til, at Jesus er på vej til Golgata. Guds kærlighed og frelsende gerninger i Jesus og ved forligelsens tjeneste er forudsætning for vores kærlighed (1 Joh 4,19).

Jesus vil også elske den, der har og holder Jesu bud. Han vil også åbenbare sig selv for denne person (1992-oversættelsens ‘give sig til kende for’ er for svag). Jesus åbenbarede sig faktisk for apostlene og for mange andre. Han åbenbarer sig også i sit ord, og engang vil han åbenbare sig i herlighed og ære, så alles øjne skal se ham (jf. Åb 1,7).