bLogos

Tekstlæsningerne

Teksterne til 5. søndag efter påske, som i 2008 er den 27. april, er Es 44,1-8 og enten Rom 8,24-28 eller ApG 6,1-4 samt prædiketeksten i Joh 17,1-11. Det er sidste søndag før Kristi Himmelfartsag.

Es 44,1-11

Es 44,1-11 beretter om Herrens frelse og om, at Guds folk er vidner til, at der ikke er nogen anden Gud. Afguder og afgudsbilleder kan ikke hjælpe.

Guds folk, dvs. dem, der tror, betegnes med forskellige navne og navneord. Det understreges, at de er udvalgt. Sådan var det fra begyndelsen. Gud har skabt og Gud frelser, fordi han selv har bestemt det.

Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk. Men fordi Herren elskede jer og ville opfylde den ed, han tilsvor jeres fædre, førte han jer ud med stærk hånd og udfriede dig af trællehuset, af egypterkongen Faraos magt. (5. Mos 7,7f)

Herren er den, som skabte folket (se også Es 43,1). Dermed henledes vores opmærksomhed på, at Gud er den, der formår at skabe og opretholde universet, og som formår at skabe et folk med sine mægtige frelsesgerninger. Det burde være unødvendigt at minde Guds folk om, men det er det ikke, for vi er stadig syndere, der er svage, uden kraft (a-sthenês), som det hedder på græsk.

Herren er også sit folks hjælper. Derfor skal folket ikke frygte. Guds folk har næsten altid stået over for fjender, ofte en fjendtlig overmagt. Det kan friste til at fortvivle over ens egen situation. For vi er syndere, som bestandigt fokuserer på os selv i stedet for på Gud. Det må afsløres for os, og Gud må forkyndes, som den, der har udvalgt, og som er vores hjælper. Herrens “Frygt ikke!” er ikke begrundet i os, men i Ham selv, i Hans frelsesvilje og i udvælgelsen.

Herren sammenligner sit folk med et land, der ufrugtbar og gold, men som igen skal få liv (Es 44,3f).

For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. (Es 44,3)

Det er natur-ligvis ikke så vanskeligt at forstå, hvorfor Gud bruger vand-metaforen. En ørken blomstrer virkelig op, når den får vand. Hvis ellers der er sæd, der kan spire og gro. Når det gælder folket, er det naturligvis ikke vand i sig selv der gør det. Gud udgyder sin Ånd og sin velsignelse og skaber liv og fornyelse ved ordet. På samme måde er det ikke vandet i dåben, der bringer liv og fornyelse, men Guds Ånd. Forudsætningen er også dér, at der er frø eller sæd. Guds Ord er den sæd, der skal til, for at Guds Ånd kan føde liv. “Du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny,” som salmisten skriver.

I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer. (1 Pet 1,23-25)

Virkningen udebliver ikke (Es 44,5; jf. også Es 55,10f):

Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. (Es 44,5)

Ja, Gud er Herren, han er Israels konge, dvs. konge over sit troende folk; han er den, som løskøber sit folk (Es 44,6). Det udfoldes i Es 53, og det understreges igen i Matt 1,21. Han er den eneste Gud; han er den første, dvs. den, som var der i begyndelsen og skabte. Han er den sidste, dvs. den, der vil nyskabe og være der til evig tid. Han har hverken begyndelsen eller ende.

Der er ingen, som kan sammenlignes med ham, som skabte sit folk, og åbenbarer, hvad der skal ske i fremtiden, sådan som Gud har gjort i profetierne (Es 44,7).

Derfor skal de ikke være rædselsslagne og forfærdede. For Gud er almægtig og den ene, der ved alt, og han har også forud forkyndt, hvad der skal ske. Det kan folket bevidne (Es 44,8). Afguderne er derimod tomme, nytteløse, og deres propagandisters budskab derfor tomt:

Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme. Den, der former en gud og støber et gudebillede, har ingen gavn af det. Nej, alle tilhængerne bliver til skamme, håndværkerne er kun mennesker. Lad dem blot træde samlet frem, de skal alle gribes af skræk og skam. (Es 44,9-11).

Es 44,1-11 er en kraftfuld tekst. Forbindelsen til Joh 17,1-11 er vel bl.a., at begge tekster omhandler Guds indgreb til frelse og evigt liv for de udvalgte. Det samme tema tager Paulus op i epistlen.

Rom 8,24-28

Paulus understreger først, at vi er frelst til et håb, som vi endnu ikke ser. Men fordi vi har sat vores håb til den frelse, der kommer, venter vi med udholdenhed (Rom 8,24f). Det skyldes ikke, at vi i os selv har kræfter til at være udholdende. Det skyldes, som prædiketeksten lærer os, at Gud holder os fast ved sit navn, dvs. ved evangeliet.

Og som frelse og fornyelse gives ved Guds Ord og Ånd, har Gud givet os sit Ord og sin Ånd til hjælp i vores skrøbelighed, svaghed, eller kraftesløshed/magtesløshed. A-stheneia betyder ikke ‘skrøbelighed’ (1992-oversættelsen), men ‘magtesløshed.’ Svaghed er det modsatte af magt eller kraft.

I de lidelser, vi udsættes for her i tiden (Rom 8,18), kommer Helligånden os til hjælp og går i forbøn for os (v. 26). Troen, håbet, udholdenheden kommer nemlig ikke fra os, men fra Gud, og derfor nævner Paulus bønnen. Men det er ikke bønnen, der skænker frelse eller udholdenhed. Det er Gud, der ved, hvad Ånden, den tredje person i treenigheden, vil; Helligånden beder endda efter Guds vilje eller behag (v. 27).

Paulus kan derfor proklamere, at “vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8,28). Fordi Gud har al magt og ved alt, og fordi Gud (Helligånd) kommer os til hjælp og beder Gud (Fader) om at gøre det nødvendige, så ved vi, at alt virker sammen til ‘gode.’ Med ‘gode’ menes frelsen og det evige liv (se også Balz-Schneider, The Exegetical Dictionary of the New Testament, s.v. agathos 4).

Det gælder ikke enhver. Det er dem, som elsker Gud, dvs. dem, som har fået deres synders forladelse og derfor kan elske Gud, fordi de er blevet forligede med ham. “Vi elsker, fordi han elskede os først,” som kærlighedens apostel skriver (1 Joh 4,19).

Vi er dem, der er kaldet, fordi han har besluttet det. Det betyder ikke, at Gud har forudbestemt nogen til fortabelse, men det betyder, at det er Gud, der udvirker alt efter sin beslutning: omvendelse, tro og fuldendelse.

ApG 6,1-4

Guds Ord er det helt centrale i Guds gerning med og for sit folk. Det er det, som lektien lærer os.

Kirkens vækst førte til problemer med “den daglige uddeling” til enkerne (ApG 6,1). Begge dele skulle gøres, men apostlene, de tolv, skulle ikke gøre det hele. Der var noget, de skulle gøre. Der var noget, de kunne gøre – men ikke på bekostning af det, de skulle.

Det forklarer de menigheden, ‘mængden af disciple.’ De må ikke forsømme Guds Ord (det, de skulle, ikke fordi de var apostle, men fordi de var prædikanter, dvs. lærere og hyrder for menigheden i Jerusalem) for at “tjene ved bordene” (det, de kunne gøre).

Det sidste betyder ikke nødvendigvis, at de helt konkret tog sig af uddelingen, men snarere, at de tog sig af finansieringen og ledelsen heraf. Ordet bord (trapeza) betyder i al fald ikke kun ‘bord’ i almindelig betydning, men også det særlige bord eller den bænk, hvorpå vekselererne havde deres penge, dvs. bank. Måske er der, som BDAG (s.v. trapeza) nævner, tale om et humoristisk ordspil: Apostlene skal ikke tage sig af regnskab og revision i forbindelse med enke-omsorgen.

Hvorom alting er, må problemet løses. Apostlene har et forslag, men de bestemmer ikke over menigheden, for de er menighedens tjenere, ikke deres herrer (jf. 1 Kor 3,21-23). Menigheden følger faktisk deres forslag, da de forholder sig til det.

Apostlene kan så holde sig til bønnen og ordets tjeneste. Med bøn menes uden tvivl bøn for menigheden og dens medlemmer, men måske også den liturgiske bøn, herunder tidebønnen.

Med ordets tjeneste menes der deres tjeneste for menighed med ordet. De er nemlig tjenere. Men fordi de tjener med ordet, Kristi ord, har de en gudgiven myndighed, når og så længe de forkynder og lærer det ord.

Grunden til, at de skal holde sig til den tjeneste, er, at det er derved, Gud skænker og bevarer troen. “Troen kommer af det, som høres, og det, der høres, kommer gennem Kristi ord” (Rom 10,17). Det er derigennem, Gud løser og binder synden (Joh 20,23; Matt 16,19; 18,18).

Ordets tjeneste skal altid være i en menighed. Selv om det kan være aldrig så gavnligt med andre tjenester – kirketjener, graver, organist, korsangere, kasserer osv. – så er det ikke noget, kirken skal have, men noget, kirken kan have.

Hvis en menighed eller kirke vælger at have sådanne tjenester, er det selvfølgelig sådan, at de skal samarbejde med og ikke modarbejde ordets tjeneste. Til gengæld skal ordets tjenere holde sig fra at ville bestemme, når det ikke er områder, som Kristus har givet befalinger om. Her er det menigheden, der bestemmer.

Menigheden valgte disse menighedstjenere, som de kaldes i 1 Tim 3,8, og fremstillede dem for apostlene, som lagde hænderne på dem under bøn. Det er en udmærket skik at følge apostlenes eksempel, men det er ikke nødvendigt. Men naturligvis er det naturligt at bede Gud velsigne menighedens hjælpere. I vore dage må man understrege, at sådanne hjælpere/menighedstjenere netop ikke er ordets tjenere.

Prædiketeksten i Joh 17,1-11

Joh 17,1-11 er omtrent den første halvdel af Jesu såkaldte ypperstepræstelige bøn. Den danske oversættelse taler om “Jesu sidste bøn” i overskriften. Det er det jo egentlig ikke. Jesus bad i Getsemane, Jesus bad uden tvivl på korset, og Jesus beder stadig: “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem” (Hebr 7,25).

Den gamle betegnelse refererer til, at Jesus har både et profetisk, et kongeligt og et ypperstepræsteligt embede. Som ypperstepræst beder han og ofrer sig selv til Gud for sit folk.

Skal man forstå Jesu lidelse, død og opstandelse korrekt, må man give nøje agt på mange ting, men ikke mindst forholdet mellem Faderen og Sønnen. Det har der været lejlighed til at undervise menigheden om de foregående søndage. Det bliver der naturligvis også igen. Men det er der også denne søndag.

Som ypperstepræst beder Jesus Kristus for sit folk. Han beder om, at Gud vil bevare dem ved sit navn, dvs. ved evangeliet.

Fader (v. 1)

Johannes beretter, at Jesus løftede sine øjne til himlen. Det er ikke, fordi Johannes eller Jesus har en naiv forståelse. Det er snarere, fordi vi mennesker er syndere, der har brug for lidt anskuelsesundervisning. Gud er himmelsk og oventil. Selv om det ikke betyder, at Gud rent bogstaveligt sidder oppe i himmelen, er det udmærket at løfte sine øjne væk fra de ting, der ellers vil distrahere os.

Vigtigere er naturligvis indholdet i Jesu bøn. Jesus begynder med at sige “Fader.” Hvis man forstår det, så langt som vi mennesker kan forstå det – og treenighedslæren er et mysterium, som vi ikke fuldt ud forstår, men som vi dog kan bekende – vil man blive værnet mod megen vranglære og spot af Jesu død.

Ja, kun hvis man forstår treenighedslæren, vil man kunne forstå Jesu død. I yderste konsekvens vil man indføre en ugudelig strid mellem Gud og Jesus, hvis man taler om, at Gud har forligt verden med sig ved Kristus, uden at det er på baggrund af Bibelens treenighedslære. Og taler man slet ikke om dette, så vil man konstruere Jesu død som udelukkende en magtkamp mellem Kristus og djævelen. Det vil i realiteten være at tillægge djævelen en magt, som han ikke har. Det vil også betyde, at man omdefinerer synd og død.
Den treenige Gud er tre personer af samme væsen, men dog tre forskellige personer. Guds Søn, der blev menneske – blev kød (in-karna-tion) ved Helligånden – og født af jomfru Maria, beder til sin Fader i Himmelen. Udadtil varetager de til dels forskellige opgaver. Gud er skaberen, men Guds Søn og Helligånden tog del i skabelsen. Kristus er frelseren, men frelsen er dog ligefuldt Guds og Helligåndens gerning. Helligånden skaber tro, gør retfærdig, gør hellig og vil oprejse til evigt liv, og dog er det også Faderen og Sønnen, der udvirker dette. Men indadtil i treenigheden er der ikke nogen opdeling.

Det er derfor et brud på noget af det mest fundamentale i kristendommen: læren om Gud og treenigheden, hvis man polemiserer mod, at Gud forliger sig med verden ved sin Søns lidelse og død, som om det er noget, Gud Fader påfører Gud Søn mod hans vilje.

Det er også en fundamental misforståelse af den kristne lære, hvis man vil gøre Jesu lidelse og død til først og fremmest, eller endog udelukkende, et spørgsmål om at besejre død og djævel. Det er det ganske vist også (Hebr 2,14f). Men døden er jo ikke nogen personlig åndsmagt. Døden selv er en tilstand og et resultat. Døden er et resultat af syndefaldet, men det er ikke et resultat, der kom “automatisk.” Det kom derimod, fordi Gud straffede synden. Døden er også en tilstand. For døden er en åndelig størrelse, en forbandelse. Før eller siden ender den med den fysiske eller legemlige død, med mindre Kristus kommer igen forinden. Den åndelige død kan man reddes fra ved evangeliet. Den, der tror, har fået evigt liv, dvs. den åndelige død er overvundet for tid og evighed.

Djævelen er en personlig åndsmagt, som kæmper mod Gud. Men skønt han virkelig er det, er det ikke sådan, at djævelen altid har eksisteret. Det er heller ikke sådan, at djævelen har en magt, der er lige så stor eller bare tilnærmelsesvist så stor som Guds. Den eneste magt, djævelen reelt har, er den magt, som Gud tillader ham at have. Den magt består i at kunne vise os vores synd. Når vores synd derfor er tilgivet, har djævelen reelt ingen magt. Hans strategi består i at forvanske Guds ord og gerning. Lykkes det, giver man djævelen magt. Gud ønsker faktisk, at vi skal erkende vores synd. Djævelen ønsker derimod, at vi ikke skal gøre det. Eller at vi skal gøre det, men tro, at der ingen hjælp er at hente eller at vores synd ingen betydning har. Det er den eneste magt, djævelen reelt har. Hvis man tror, det virkelig forholder sig anderledes, har man gjort Gud til en dukke.

Det egentlig problem for synderen er Guds vrede og straf. Derfor er Jesu lidelse og død den treenige Guds frelses- eller redningsaktion for syndere. Djævelen er derimod blot en biperson i den sammenhæng. Han raser, men han kan intet stille op. Med Jesu lidelse og død bliver det, som objektivt giver djævelen nogen “magt,” nemlig taget af bordet, om man så må sige.

Timen er kommet – herliggør din Søn (v. 1)

“Timen er kommet,” fortsætter Jesus. Det er vist velkendt, at Johannesevangeliet bruger ordet “time” om det tidspunkt, hvor Jesus skal lide og dø.

Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet. (Joh 7,30; jf. 8,20)

Men da påsken nærmer sig efter ca. tre års offentlig virke, siger Jesus, at den time er kommet:

Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. (Joh 12,23; jf. 12,27)

Hvad herliggørelsen egentlig går ud på, fremgår af følgende (senere får vi endnu et aspekt):

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. (Joh 13,1).

Jesus skulle gå bort fra denne verden til Faderen, men det gjorde han på en måde, hvor han bogstaveligt talt elskede dem indtil det sidste.

Herliggørelsen er altså Jesu lidelse og død. Set med menneskelig fornuft er det ikke nogen herliggørelse, slet ikke når det drejer sig om en, der som Jesus er konge. Man kunne snarere mene, at herliggørelse måtte være at blive fremstillet i herlighed og ære på en måde, så alle de fjender, kongen og hans folk havde, ville blive besejret osv.

For Den treenige Gud er herliggørelsen Jesu lidelse, død og opstandelse. For deres inderste og største ønske er at frelse os mennesker fra synd, død, djævel og den evige fortabelse, skønt vi ikke har fortjent det. Derfor består Jesu herliggørelse virkelig i hans lidelse og død. Herlighed og ære består for ham i hans frelsesgerning.

Det forstod det jødiske folk ikke, og siden har det ikke skortet på folk, der heller ikke forstod det, men som tværtimod spotter og bekæmper enhver tale og forkyndelse herom. Derved går de djævelens ærinde.

Det er Gud, der herliggør Jesus ved at lade ham lide, dø og siden opstå. Men som jeg var inde på ovenfor, er det ikke en kamp mellem Faderen og Sønnen. Det er deres fælles gerning for os mennesker og vor frelse. Derfor kan Jesus også bede Faderen herliggøre ham, for at han selv (derved) kan herliggøre Faderen. Det er deres fælles gerning for at frelse. For som vi hørte i en prædiketekst for nylig, “ingen kommer til Faderen uden ved mig” (“for at hvor jeg er, dér skal I også være” [3. s. e. påske – Joh 14,1-6]).

Vi kan ikke herliggøre Gud på samme måde. Vi kan derimod hellige Guds navn ved at lære Guds Ord sandt og rent og leve helligt efter det (Luther til den første bøn i Fadervor).

Magt til at give evigt liv (v. 2)

Jesus indfører en sammenligning, som bekræfter dette forhold mellem Faderen og Sønnen og deres fælles frelsesvilje og -gerning.

Gud har givet Jesus magt eller bemyndigelse over al kød, dvs. over alle mennesker (exousia pasês sarkos). Jesus blev “kød,” men her er der tale om alle mennesker, som i modsætning til ham er syndere. Dem har Jesus fået myndighed eller magt over.

Denne magt bruger Jesus til ved sit Ord og Ånd at drage mennesker til sig. Gjorde han ikke det, ville ingen blive frelst, for vores vilje er trælbunden. For at-sætningen angiver, at det netop var Guds mening med at give Sønnen magt over alle mennesker. På græsk står der “alt det, som du har givet mig,” men skønt det er neutrum, er det jo tydeligt nok, at det er mennesker, der er tænkt på (jf. Joh 6,37.39).

‘Evigt liv’ er bestemt et kvalitativt begreb. Det angiver det åndelige liv, som Gud giver til den, der er retfærdig. Guds vrede over synden medfører døden, som vi ser i 1 Mosebog. Der hvor synden er tilgivet og ikke længere tilregnes, men hvor Kristi retfærdighed tilregnes, så synderen virkelig er blevet retfærdiggjort, der er ikke Guds vrede, men Guds nåde. Derfor er det menneske allerede gået over fra døden og til livet, selv om det måske fysisk skal dø.

Men det er mere end et kvalitativt begreb. Det er også et tidsligt begreb. Ordet evig angiver som regel også, at noget faktisk altid vil bestå.

Jesus taler om dem, som Faderen har givet ham. Det er forudbestemmelsen. Gud har forudbestemt til frelse, men han har ikke, som den klassiske calvinisme hævder, forudbestemt nogen til fortabelse. Derfor skal der forkyndes om forudbestemmelsen. Konkordieformelen skriver om Guds evige forudviden (prædestination) og udvælgelse, at der ikke var nogen offentlig uenighed. Men det behandles, fordi det er en “trøsterig trosartikel,” når det ellers behandles ret. Artiklen medtoges også for at modvirke, at forargelig diskussion siden skulle opstå om denne trosartikel (Konkordieformelen, Epitomen, 1).

Det evige liv (v. 3)

Jesus forklarer selv, hvad det evige liv er. Det er at kende både Gud Fader og Gud Søn. For nok omtaler Jesus sig selv som “ham, du har udsendt, Jesus Kristus,” men det er jo altså også ham, der siger, at “Jeg og Faderen, vi er ét” (Joh 10,30). Den eneste, sande Gud er derfor altid Gud Fader. Taler man om Gud uden at tale om Guds Søn, Jesus Kristus, taler man om en falsk Gud, der i virkeligheden slet ikke eksisterer. En sådan tro er afgudsdyrkelse, som ikke frelser fra den evige, pinefulde fortabelse.

Som altid indebærer udtrykket “Jesus Kristus,” at Jesus er det Gudmenneske, som Gud lovede at sende til frelse for os.

Jesu herliggørelse af Gud (v. 4)

Jesus vender tilbage til herliggørelsen. Når Jesus har fuldført den gerning, Gud udsendte ham for at gøre, har han herliggjort Gud. Eftersom han allerede har udført denne gerning, og i påsken vil fuldføre resten, siger han, at han “har herliggjort.”

Sprogligt set er denne aorist en verbalform, der ser på hele Jesu herliggørelse af Gud under ét. Mange grammatikere, f.eks. J. A. T. Robertson, vil dog mene, at det udelukkende drejer sig om fortidige handlinger. Men den gerning, som Gud har givet Jesus at gøre, er jo først og fremmest hans lidelse, død og opstandelse.

Guds herliggørelse af Jesus (v. 5)

Jesus beder nu Faderen herliggøre sig. Her føjes der endnu en dimension til. Jesus taler om den herlighed, han havde hos Faderen, før verden blev til.

Joh 17,5 er et af de mange steder, der entydigt viser, at Jesus vidste, at han var Guds Søn fra evighed af, og at han før skabelsen, ja, indtil sin menneskevordelse, havde den samme, guddommelige herlighed som Faderen.

Den herlighed har Jesus skjult i størstedelen af sin levetid. Men af og til viste han den, sådan som det skete med forklarelsen på bjerget.

Det er dog værd at overveje, hvordan vi skal forstå den herlighed, Jesus havde før verden blev skabt. I det foregående har Jesus talt om herliggørelsen som hans lidelse, død og opstandelse. Taler Jesus om noget andet nu? Nej, det er ikke sikkert. Den herlighed, Jesus havde, var jo en herlighed, som bestemt var guddommelig og herlig i ordets rette forstand. Den havde Gud givet ham før verden blev grundlagt (Joh 17,24).

Men den treenige Gud havde jo også allerede før verdens grundlæggelse besluttet at frelse os fra synd, død og djævelen.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. (Ef 1,3-7).

Derfor er det nok sådan, at vi slet ikke skal tale om Guds herlighed isoleret fra Guds frelsesvilje. Her må det dog først og fremmest være den synlige guddommelige, himmelske herlighed, Jesus tænker på. Med opstandelsen og himmelfarten. Men vejen til den herlighed går via Golgata.

Når Jesus beder om at blive herliggjort, beder han ikke om det, for så vidt han er af guddommelig natur, for efter sin guddommelige natur har han ikke et øjeblik været uden sin guddommelige herlighed. Når Jesus her beder om at blive herliggjort, beder han ikke om denne herlighed for sin egen skyld, men for vores. For som han siger længere nede i Joh 17,22, “den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem …” (jf. til 6. søndag efter påske).

Jesu mennesker har holdt fast ved Guds ord (v. 6)

I dette vers siger Jesus, at han har åbenbaret (gr. phaneroô, ikke apokalyptö) Guds navn. Det betyder jo ikke, at de troende har fået en hemmelig viden om et navn, som andre ikke har fået. Eller at de skulle have fået et navn, som ikke var kendt i forvejen.

At åbenbare Guds navn betyder at åbenbare Guds væsen. Det gjorde Jesus gennem hele sit liv her på jorden. For hans lydighed i templet som 12-årig, hans mange nådefulde taler, men også hans dømmende ord, hans undere, og til sidst hans lidelse, død og opstandelse åbenbarer alt sammen Guds navn, dvs. Guds væsen.

Derfor skriver Luther også, at Guds navn helliges, når Guds Ord læres i dets sandhed og renhed, og vi som Guds bøn også lever et helligt liv i overensstemmelse med det. “Hjælp os dertil, kære himmelske Fader.” Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds Ord lærer, vanhelligere Guds navn iblandt os. “Bevar os derfra, himmelske Fader.”

Men som det er fremgået bl.a. af prædiketeksterne fra Johannesevangeliet 8 (se “3. søndag i fasten – Joh 8,42-51” og ““Sandheden skal gøre jer frie” [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“), var og er der nogen, som ikke vil tro. Men her taler Jesus om at åbenbare Guds navn “for de mennesker, du gav mig fra verden.” I Joh 17,2 talte Jesus om “alle dem, du har givet ham,” dvs. Sønnen. Fokus var på, at de er givet til Jesus og derfor er hans. Den tanke møder vi jo også her i v. 6.

Der må være en grund til, at Jesus taler om, at Gud “gav,” altså bruger datid (aorist). Spørger man, hvornår Gud gav dem til ham, er svaret, at det skete før verdens grundlæggelse. Det er altså igen forudbestemmelsen, vi møder her.

Disse mennesker var ikke anderledes end alle andre. De var “fra verden,” dvs. de var syndere og hørte til den syndige, faldne menneskehed. Gud udvalgte dem og gav dem til Sønnen ene og alene for sin egen skyld, af kærlighed.

Skønt syndere, var de ikke deres egne. Alle mennesker er skabt af Gud, som også stadig opretholder deres liv. Derfor er der heller ingen, der kan hævde, at de ikke har noget med Gud at gøre, eller ikke skal stå til ansvar for ham.

Her er det imidlertid anskuet fra nådens synsvinkel. For Gud har givet disse mennesker til ham. Jesus har åbenbaret Faderens navn og væsen for dem, og “de har har holdt fast ved dit ord.”

At holde fast ved Guds ord betyder at tro og bekende, at Han taler sandt, når han afslører og fordømmer vores synd, og når han forkynder, at Kristus er Guds Lam, som bar al denne synd; som “blev givet hen på grund af vore overtrædelser og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse” (Rom 4,25; direkte oversættelse). Det kan ingen gøre, uden at Gud udvirker det gennem sit ord og ved sin Ånd. Når det sker, sker det, fordi Gud har bestemt det, før verden blev grundlag.

Alt Jesu er fra Faderen (v. 7)

Igen understreger Jesus, at Faderen og Sønnen virker i fællesskab. Det forstår dem, der holder fast ved Guds ord i ovennævnte betydning. Jesus har ikke tiltusket eller tilkæmpet sig noget fra Faderen, men Faderen har givet ham alt.

Ordet, troen og forholdet mellem Faderen og Sønnen (v. 8)

Jesus gentager, at han ikke taler noget af sig selv, men han har givet de troende de ord, som Faderen har givet ham. For Faderen og Sønnen er to personer, som taler sammen, sådan som personer også normalt taler sammen. Ja, meget bedre, for Faderens og Sønnens fællesskab er fuldkommen.

Dem, Jesus har givet Faderens ord til, er kommet til tro. Her er der altså ikke kun tale om, at Jesus har prædiket Guds ord for alle, der hørte, men her er der tale om at give, så tilhørerne tager imod. Det er altså Jesus, der udvirker, at vi tager imod (jf. Joh 1,13).

De troende har ikke blot hørt, men troet og taget imod. Derfor har de forstået forholdet mellem Faderen og Sønnen. De har i sandhed forstået, at Jesus “kom fra Faderen.” Jesus er ikke gjort til Guds Søn på en eller anden måde. Han har altid været Guds Søn og af samme væsen som Faderen, sådan som det fremgår af Joh 1,1.

De tror også, at det er Faderen, der har udsendt Sønnen. Selv om der her er brugt aorist (episteusan), er det dog helt tydeligt, at det ikke kun er noget fortidigt. Man kan vælge at tolke denne verbalform om begyndelsen på deres tro (‘de er kommet til tro’), eller man kan forstå det som slet og ret en konstatering af, at de tror (således Luther, så vidt jeg kan se). Det kommer faktisk an på, hvilke teorier man holder sig til i forståelsen af de græske verbalformer.

Forholdet mellem Faderen og Sønnen er altså helt entydigt en del af den lære, som alle kristne må tro, og som alle kristne derfor også skal oplæres i. Uden denne tro på forholdet mellem Faderen og Sønnen har man ikke en kristen tro og bliver derfor ikke frelst.

Jesu forbøn for dem, Faderen har givet ham (v. 9)

Jesus siger nu, at han beder for dem, som Faderen har givet ham, ikke for verden. Han begrunder det med, at de er Faderens.

Faderen og Sønnen har alt fælles (v. 10a)

Som Guds Søn fra evighed har han alt fælles med Faderen, men som Marias Søn, som den menneskevordne, har han fået alt givet. Derfor kan Jesus sige, at Faderen og Sønnen har alt fælles.

Sønnen er herliggjort i dem (v. 10b)

Hvad mener Jesus med, at han “er herliggjort i dem”? Der er ikke tale om denne samme form for herliggørelse, som når der er tale om, at Faderen herliggør Sønnen og omvendt.

Den herliggørelse, der er tale om, må være den, som består i, at de har taget imod Guds ord og tror, at han er Guds Søn, der er sendt og kommet for at frelse syndere. For vi mennesker kan ikke herliggøre, ære, lovpriser eller forherlige Sønnen på bedre vis end ved at tro ham og alt det, vi lærer om hans person og gerning, ikke mindst om hans lidelse, død og opstandelse, som i teksten følger kort tid efter, og som i kirkeåret ligger nogle uger forud denne 5. søndag efter påske. Når vi tror, lærer og bekender det for Gud og mennesker, herliggør vi Sønnen.

De troende er i verden, Jesus hos Faderen (v. 11a)

Jesus taler, som om han allerede er gået bort til Faderen. Jesus er (snart) ikke i verden på samme måde, som hans troende fortsat vil være det. Det er farefuldt, ikke fordi Jesus ikke har al magt i himlen og på jorden, men fordi der er mange ting, der frister os mennesker til vantro og frafald. Det underviser Jesus os om mange steder, men blandt andet i lignelsen om sædemand (Mark 4,1-20).

Jesus beder Faderen hold dem fast ved sit navn, for at de troende kan være ét ligesom Faderen og Sønnen (v. 11)

Derfor beder Jesus for os:

Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig.

Med tiltalen “Hellige Fader” understreger Jesus bønnens alvor og betydning. Det handler om at blive bevaret i den tro, der kan frelse. Hvordan bevares vi? Ved at leve et helligt liv? Nej, selv om vi skal leve et helligt liv, er det ikke derved, vi bevares. Ved at have gode intentioner og anstrenge os? Nej, selv om vi skal have gode intentioner med det, vi gør, og selv om vi skal anstrenge os, er det ikke det, der kan bevare os.

Gud er den, der kan bevare os. Det gør han ved sit navn, dvs. ved evangeliet, som han har givet til Jesus at give videre til os. Jesu eget navn udtrykker dette: “Herren frelser,” for han er Herren, der skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Men man skal ikke reducere evangeliet til kun at handle om Jesu død og opstandelse snævert set. Som vi har set ovenfor, hører treenighedslæren også med. Troen og alle dens artikler er det, som Gud holder os fast ved. Derfor skal også hele troen eller hele læren forkyndes for os.

“For at de må være ét” (v. 11b)

1992-oversættelsen oversætter med “for at de kan være ét, men meningen er bestemt ikke kun, at Gud skal holde dem fast ved sit navn eller sit ord for at tilvejebringe forudsætningerne for, at de troende kan være et.

Det, der er tale om, er at Gud holder os fast ved sig navn eller lære, med den hensigt, at vi alle må være ét. Det er vi nemlig, når vi ved Guds Ord bliver holdt fast i troen på Guds Ord.

Det er altså ikke sådan, at Jesus beder om enhed for enhver (læremæssig) pris. Enheden består derimod i at tro, lære og bekende Guds navn, alt det, som Gud har åbenbaret for os.

Derfor ser vi også, at apostlene værner om denne enhed i tro og lære. Korintherne var stærkt splittede. Paulus tager fat på det i Første Korintherbrev:

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind.

Først formaner Paulus til samling om evangeliet, ikke om verdslig visdom eller veltalenhed. Dernæst tager han en række emner op, som der er uenighed om. Det var etiske emner, men det var også læremæssige spørgsmål. Der var også spørgsmål om gudstjenestens ordning. Alle disse uenigheder bør bilægges.

Også i Efeserbrevet formaner han til Åndens enhed, dvs. den enhed, som Ånden skaber og skænker gennem evangeliet:

Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. (Ef 4,1-6).

Og i Romerbrevet får vi også en alvorlig formaning:

Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! (Rom 16,17)

Det er ret at ønske enhed blandt kristne. Men det er ikke ret at købe sig til denne enhed ved at definere Skriftens lære som spørgsmål, vi kan være uenige om. For det fører uvægerligt til, at både prædikanter og lægfolk anser sådanne “frivillige” lærespørgsmål for at være ligegyldige. Dermed udvander man i bedste fald evangeliet, som Gud bruger til at holde os fast med. I værste fald koster det frafald. Samtidig tvinger man andre til at holde sig væk. Splittelsen undgås derfor ikke alligevel. Men i stedet for, at splittelsen opstår, fordi der er nogle, der ikke vil tro Guds ords lære og derfor forlader eller må forlade en menighed, opstår splittelsen nu, fordi der er et flertal i menigheden eller kirken, der ikke vil holde fast ved hele Skriftens lære. Det er livsfarligt for det åndelige liv.

Derfor beder Jesus sin hellige Fader om at bevare dem, som tror. Den bøn ønsker Gud at opfylde. Af hjertet. Men det er muligt at stå nådemidlerne imod, sådan som vi ser det med jøderne, som ikke ville (Matt 23,37). Så meget desto vigtigere er Jesu bøn.

“ligesom vi” (v. 11b)

Den enhed, Jesus taler om, er altså ikke en enhed, som tillader, at man kan være uenige om læren eller om den grundlæggende kristne etik. Nej, det er en enhed, som defineres af enheden mellem Faderen og Sønnen.

Når Jesus nemlig siger “for at må være et ligesom vi,” handler det om den enhed, som Faderen og Sønnen har i lære og fælles gerning for os. Faderen og Sønnen er ét (Joh 10,30) i en ganske anderledes forstand, end vi mennesker kan siges at være et. Men Sønnen taler de ord, som Faderen har givet ham (v. 8); han gør de gerninger, som Faderen har pålagt ham (f.eks. Joh 4,34; 6,38; 8,38; 10,25; 10,37f). Han fuldfører den gerning, Faderen har givet ham at gøre (Joh 17,4).

Der er mange ting, kristne ikke behøver at være enige om, fordi det hører til i det verdslige regimente, hvor vi skal bruge vores forstand.

Men kristne skal være enige om læren, om hvad der er Guds vilje, og hvad evangeliet i alle dens artikler går ud på.

Enhed, som ignorerer eller giver køb på det er ikke nogen sand enhed. En sådan “(u)en(ig)hed” aflægger også en sørgelig bekendelse om Faderens og Sønnens enhed.

Afsluttende bemærkninger

Luther har en relevant kommentar til Jesu ypperstepræstelige bøn for sig selv og sine nuværende og kommende disciple.

“But this is the summary and reason for this chapter. Upon a good sermon there should follow a good prayer, that is: If one has sent forth the Word, he should begin to utter prayerful sighs and to desire that it may also have power and work fruit. For since Christ the Lord has now enunciated all His doctrine and office and completed it, and has blessed His disciples with the fine, long, comforting sermon, He finally felt constrained to speak a prayer, both for them and for all Christians, in order that He might fully bring to end His office, as our one High Priest, and omit nothing that would serve to strengthen and keep them, since He wanted to leave them behind Him in the world.” (Citeret hos Kretzmann).