Bekendelsesskrifternes fordømmelser

Gennem nogen tid har der været diskussion om Den augsburgske Bekendelses fordømmelser. Det er ikke nogen nyhed. Sådan har det været længe. Faktisk var der mange stridigheder på reformationstiden, som skyldtes især Melanchthons fiflerier. Han ændrede endog på Den augsburgske Bekendelse. Ganske vist var det ham, der var pennefører, men teologien i Den augsburgske Bekendelse var ikke Melanchthons private.

I 1529 havde Luther et møde med Zwingli i Marburg. Her var det Luther, der trods al god vilje ikke kunne anerkende Zwingli. Zwingli på sin side mente ikke, at der var hindringer for det.

Reformerte og “lutheranere,” der som Melanchthon svigter den lutherske lære, har altid hævdet, at der ikke er noget til hinder. Brede(re) formuleringer, som dem Melanchthon selv introducerede i de ændrede udgaver af Den augsburgske Bekendelse, og ikke mindst udeladelse af fordømmelser har hele tiden været blandt de metoder, man bruger, for at man kan komme til at fremstå enige, skønt man ikke er det i virkeligheden.

Det, det handler om, er Skriftens klare og entydige lære. Brede(re) formuleringer og udeladelse af fordømmelser tjener altid til at undgå Skriftens klare lære.

Biskop Kresten Drejergaard hævder i Kristeligt Dagblad, at årsagen til fordømmelserne i Den augsburgske Bekendelse er “den samfundsmæssige forudsætning, der går ud fra, at samfundet er et kristent feudalsamfund, og at der i det samfund er religionstvang” og at man derfor skal fordømme dem, der ikke er enig. Den forudsætninger er – mener Drejergaard – ikke længere til stede, hvorfor man skal lytte til, hvad anderledes troende mener om sig, inden vi fordømmer dem.

Kresten Drejergaard er både en dårlig logiker og en elendig teolog og kirkehistoriker. Fordømmelserne er nemlig ældre. Paulus fordømmer al anden lære end den, der er åbenbaret (Gal 1,5). Paulus levede så vist ikke i noget kristeligt feudalsamfund.

Den athanasianske Trosbekendelse fordømmer ganske vist ikke formelt, men reelt gør den, for den siger, at “enhver, som vil frelses …”. De oldkirkelige konciler har – som regel med rette – udtalt fordømmelser over vranglære(re). Fx fordømte Nikæa-koncilet Arius’ vranglære.

Fordømmelserne i de lutherske bekendelsesskrifter skyldes tilsvarende ikke samfundsmæssige forudsætninger, men derimod, at man rent faktisk ikke bliver frelst, hvis man tror på vranglæren. Kirkehistorisk set tager Drejergaard derfor fejl. Hans argument er irrelevant. Men Drejergaard gør sig også skyld i en logisk fejlslutning. For fordømmelserne siger intet om, hvor vidt man skal høre på eller tale med anderledes troende. Nu er det rent faktisk ikke nødvendigt at tale med muslimerne for at kunne vide, at de i bedste fald er skrækkelige kættere, der har forvrænget kristendom til noget helt andet. Men naturligvis skal man behandle “anderledes troende” ordentligt, men det betyder på ingen måde, at man skal give dem ret eller tillade deres lære at blive hørt direkte eller indirekte i den kristne kirke. Islam er under fordømmelse, og det er enhver, der udbreder denne lære også. Denne fordømmelse er Guds egen fordømmelse. Det kan vi ikke ændre på – hvis vi da vil gå Guds ærinde.

Drejergaard og Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe mener derimod, at det er uopgiveligt, at den kristne tro er troen på den treenige Gud. Det kunne man ellers godt være i tvivl om, for han har tidligere nævnt P. G. Lindhardt og Thorkild Grosbøll i samme åndedrag og sagt, at “Hvis P.G. Lindhardt måtte sige den slags, så er det vel også okay i dag, og hidtil har jeg kun hørt Grosbøll sige noget, som er sagt før.” Måske har Drejergaard skiftet mening. Måske har han ikke. Det kunne jo være en grund til, at han gerne vil skaffe sig af med fordømmelserne.

Se også Bekendelsesskrifternes fordømmelser (II) og En nødvendig nytolkning?

Kresten Drejergaard, “Den samfundsmæssige forudsætning for fordømmelserne er ændret,” Kristeligt Dagblad, 24. august 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/den-samfundsmæssige-forudsætning-fordømmelserne-er-ændret).
“Bred støtte til biskop i præstesag,” Kristeligt Dagblad, 5. juni 2003 http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/bred-støtte-til-biskop-i-præstesag-0)

Om at forhåne eller spotte (Tit 3,2)

Som bekendt har der været en del diskussion omkring nogle tegninger, Jyllands-Posten bragte i 2005.

Ytringsfriheden er vigtig i den vestlige verden. Den har dog sine grænser. Det gælder juridisk. Det gælder også – eller burde gælde moralsk. Hvis alle kun udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, ville meget være vundet. Hvis man også fulgte Det ottende bud og værnede næstens ry og rygte, ville endnu mere være hjulpet.

Men når det gælder religion, er sagen ikke så let gennemskuelig. For en kristen, gælder det, at sandheden er den rette, kristne lære. Al anden religion er derfor ikke sandhed, men en benægtelse af sandheden. Det er afgudsdyrkelse. Skal man så have lov at håne og spotte?

Paulus har i sin vejledning til Titus følgende formaning:

“Påmind dem om at underordne sig under øvrigheder og myndigheder, adlyde og være rede til enhver god gerning; de må ikke forhåne nogen eller være stridbare, men skal være milde og vise sagtmodighed mod alle mennesker.”

Kristne skal ikke forhåne nogen, skriver Paulus. Det betyder naturligvis ikke, at falsk gudsdyrkelse ikke skal afsløres, for den bringer i fortabelse. Men det betyder, at man ikke skal nedværdige nogen i sin tale med hån og spot. Man skal vise ‘sagtmodighed’ mod alle mennesker.

Man kan begrunde den formaning på mange måder. Paulus begrunder sin formaning, som ikke direkte har noget at gøre med tegninger af andre religioners grundlæggere eller tilhængere, at han selv og læserne jo også selv har været uforstandige: “Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden” (v. 3).

Man kunne også begrunde formaningen med, at det hverken gavner samkvemmet på det menneskelige plan eller den kristne kirkes mission, hvis man håner og spotter andre mennesker.

Saglig debat og diskussion og religiøse udsagn om sandhed og løgn er ikke i modstrid hermed.

Til gengæld må enhver form for religiøse voldshandlinger afvises.

Gud og Allah

Der er for tiden igen en diskussion, om den kristne Gud og islams Gud er den samme.

Jesus sagde: “Jeg og Faderen, vi er ét” og “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 10,30; 14,6).

Paulus siger i 1 Kor 8,6 tydeligt, at: “men for os er [der]: én Gud, Faderen, fra ham [er] alt og vi [er] til ham, én Herre Jesus Kristus, ved hvem alt [er] og vi ved ham.”

Det er uforeneligt med disse – og mange andre skriftsteder – at tale om, at Allah skulle være den samme som den kristne Gud. Den kristne Gud er, har altid været og vil altid være en treenig Gud.

Allah har ingen Søn fra evighed af, som er blevet menneske, og som kan sige: “Jeg og Faderen, vi er ét”. I islam er Jesus ikke Guds Søn, men en “profet,” og tilmed en profet, hvis ord vi ikke kender med sikkerhed, og hvis ord heller ikke er ufejlbarlige og evige, sådan som Jesu ord er evige (Matt 24,35; Mark 13,31; Luk 21,33).

Jesus er medskaber: “ved hvem alt er.” Han er også medskaber til os, der lever nu: “og vi ved ham.” Det fremgår også andre steder (Joh 1,1ff; Hebr 1,3).

Det er ikke bare et teoretisk spørgsmål, hvordan forholdet er mellem Gud og Faderen. Nej, Kristus åbenbarer, hvem Faderen er (Joh 1,18). Ja, Jesus sagde selv, at “Den, der har set mig, har set Faderen.” Vi kristne tror derfor, at Gud først og fremmest er nådig og barmhjertig. Gud vredes over synden, men han elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

En sådan kærlig og nådig Gud Fader har islam ikke. Det er derfor en dyb og tragisk misforståelse at tro, at den kristne Gud og muslimernes Allah er den samme. Kristendom handler om nåde; det gør islam ikke.