Sandheden om kirkevækststaktik

Sally Morgenthaler udgav i 1998 bogen Worship Evangelism, som beskriver, hvordan man inviterer ikke-troende ind i Guds nærvær.

Men nu har hun – skriver Gene Veith på sin udmærkede blog (http://cranach.worldmagblog.com/cranach) – skrevet en artikel, hvori hun gør op med denne taktik.

I artiklen siger hun bl.a., at de såkaldte mega churches i overvældende grad tiltrækker dem, der allerede er vant til at gå i kirke, mens det virker frastødende på dem, der ikke er vant til at gå i kirke.

Denne radikale kritik kom ikke fra det ene øjeblik til det andet. Morgenthaler holdt op med at holde seminarer for et par år siden, og lukkede sin hjemmeside om emnet for et års tid siden. Forud var gået fem år med stormfulde overvejelser.

Hendes oplevelse var tit, at moderne lovsangsgudstjenester føltes løsrevet fra det virkelige liv. Og hvis det fungerede, var der i virkeligheden andre værdier i kirken, der gjorde udslaget.

I 2001 lavede en kirke i nærheden af, hvor hun boede, en undersøgelse. Man regnede med, at omkring 50 % af kirkegængerne ikke tidligere havde været vant til at gå i kirke. Man blev chokeret, da det viste sig, at det kun var 3 %. Naturligvis er der undtagelser, skriver Morgenthaler. Men hun viser, at situationen ikke er så rosenrød, som man ofte gør det til.

Det ser ud til, skriver Morgenthaler, at de sidste 15 år faktisk er endt med et nettotab af kirkegængere. “The upshot? For all the money, time, and effort we’ve spent on cultural relevance—and that includes culturally relevant worship—it seems we came through the last 15 years with a significant net loss in churchgoers, proliferation of megachurches and all.” Bortset fra de teologiske problemer, relevanstænkningen indebærer, virker den tilgang ikke.

Et andet problem behandles af William Chadwick i bogen Stealing Sheep: The Church’s Hidden Problem With Transfer Growth. De kirker, Chadwick og Morgenthaler taler om, tømmer en masse kirker for kirkegængere. For gennemsnitskirken i USA har mellem 80 og 100 medlemmer. Megakirkerne vokser altså på bekostning af utallige andre kirker.

Morgenthaler nævner også, at de kirker, der satsede på moderne lovsangsgudstjeneste, desværre tit sænkede standarderne, fx på det etiske område. For de kirkefremmede kunne ikke lide konservativ kristendom. Det er fx en kritik, der er blevet rettet mod Willow Creek Community Church.

Da Morgenthaler fra 2000 begyndte at udfordre dem, hun underviste, satte hun en stop for sin egen karriere. Men der var ingen vej ud om.

Hvordan man så skal vurdere det, hun vil sætte i stedet, skal ikke optage os her. Den lutherske kirke ved fra Skriften, at det lange seje træk med læremæssig forkyndelse og oplæring er det rigtige. Og fra sin historie ved den lutherske kirke også, at det faktisk virker. Hvis man vel at mærke bevarer den lutherske lære ren.

Melanchthons Loci – i dagens anledning (29-08-2007)

Vi retfærdiggøres altså, når vi – dødede ved loven – oprejses påny ved ordet om den nåde, der er lovet os i Kristus, med andre ord, når evangeliet tilgiver os vore synder, og vi i tro klynger os dertil uden at tvivle om, at Kristi retfærdighed er vor retfærdighed, at Kristi fyldestgørelse er vor soning og Kristi opstandelse vor opstandelse, kort sagt, når vi ikke tvivler om, at synderne er os forladte, og at Gud omfatter os med sin gunst og vil os vel. Hvor gode vore gerninger end kan synes, beror retfærdigheden altså ikke på dem.

(Philipp Melanchthon. Loci, overs. Jørgen Larsen. København: O. Lohses Forlag, Eftf, 1953, s. 104; sprogligt let moderniseret)

Ung professor

Den 29. august 1518 holdt professor Philipp Melanchthon sin tiltrædelsesforelæsning, som det stadig er skik, når et nyt akademisk semester begynder og en professor tiltræder. Luther havde hørt om Melanchthons græske grammatik og fået ham til Wittenberg. Det bemærkelsesværdige er, at Melanchthon kun var 21 år.

Stor betydning som universitetsmand

Melanchthon har haft en kæmpe indflydelse på snart sagt alle sider af universitets virke. Hans tiltrædelsesforelæsning handlede om en reform af universitetsstudierne, så grundsprogene fik den plads, der tilkommer dem. Denne tradition er i Danmark først blevet nedbrudt de seneste 30-40 år.

Melanchthon og den lutherske lære

Melanchthon er alligevel mere kendt som teolog. Snart forelå der en uautoriseret udgave af Melanchthons forelæsninger i dogmatik. Allerede i 1521 udgav Melanchthon derfor selv bogen Loci om teologiens grundbegreber. Luther priste den højst og mente, den burde kirkeligt kanoniseres.

Obligatorisk for præster

I Danmark var det foreskrevet i Kirkeordinansen af 1539, at alle sognepræster burde have Melanchthons Loci – sammen med Bibelen, Luthers Postille, Luthers lille katekismus og Luther/Melanchthons sachsiske visitationsbog fra 1528.

Præsterne skulle også have Melanchthons Apologi, som Melanchthon begyndte at skrive på netop den 29. august, blot i 1530. Den blev udgivet i 1531. Selv om Melanchthons Apologi ikke var og er bekendelsesskrift i Folkekirken, skulle præsterne dengang have den, “i hvilken hele kristendommens vise lære indeholdes og bevises, og hvor der med kristelige grunde gøres rede for, af hvad årsag man skal tro og lære sådan”. Om Loci hedder det, at de vigtigste artikler og steder i Skriften udlægges på det simpleste og korteste!

Luther og Melanchthon

Melanchthon lærte evangeliet af Luther, men Melanchthons betydning for reformationen kan slet ikke overvurderes. I Loci får vi, som det ses af ovenstående citat, en så kort og enkel udlægning af den kristne tro som mulig. Retfærdiggørelsen er centrum og nerve! Og her er der ingen indblanding af vore gerninger, ej heller af Kristi gerninger i os eller ved Helligånden. Melanchthon var ikke lige klar på den sag hele livet, men det lader vi ligge i dagens anledning.

Luther og Chemnitz

Den “anden” af de tre store lutherske teologer, Martin Chemnitz, forelæste i øvrigt over Melanchthons Loci gennem det meste af sit liv som forelæser og superintendent i Braunschweig. Også det viser noget om, hvilken betydning Melanchthon havde.

Læs og lær!

Naturligvis skal man ikke tage fat på Apologien eller Loci – hvis man endnu ikke har læst Den augsburgske Bekendelse. Men har man det, så tag bare fat på 1521-udgaven af Loci og 1531-udgaven af Apologien! Men læs allerførst citatet ovenfor – og lær og nyd den klare lære!

“Salige er de øjne” – om salighed

“Salige er de øjne, som ser det, I ser” (Luk 10,23)

Biskop emeritus Holger Jepsen skriver om disse ord:

“Han [Jesus] opfattede ikke livet som meningsløst. Den dybeste sandhed om det var for ham, at det er båret af en kærlighed, som ikke er forbeholdt de udvalgte! Hans ord gav dem, der hørte det, lyst til livet. De blev ”salige”. Når vi stadig hører om ham, er det, fordi hans ord har bevaret den virkning!”

David skrev derimod: “Salig den, hvis Overtrædelser er forladt, hvis Synd er skjult” (Sl 32,1; 1931-oversættelsen). Man bliver salig af at høre evangeliet, dvs. at vide, at ens overtrædelser er forladt og ens synd skjult. Det kan vi mennesker ikke selv tænke os til. Det må åbenbares. Det er netop, hvad Jesus siger forud for saligprisningen i Luk 10,23:

Dog glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene.” I den samme stund frydede Jesus sig i Helligånden og sagde: “Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje. Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham. (Luk 10,20-22; mine fremhævelser)

Selv om Holger Jepsens formuleringer ikke er helt klare, så skifter han i al fald vægten fra det og til dette menneskeliv. Der kan siges meget godt om dette menneskeliv, men det er ikke relevant i denne sammenhæng. Her handler det om at være frelst ved at tro på det, som Sønnen har åbenbaret om sig selv og sin gerning.

Dåben “virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder” (Luthers lille Katekismus, stk. 2, “Hvad giver eller gavner dåben?”; min fremhævelse)

Holger Jepsen, “Ordet,” Kristeligt Dagblad, 28. august 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/ordet/ordet-761)