Bekendelsesskrifternes fordømmelse (II)

Cand.theol. Finn B. Andersen har nogle nyttige bemærkninger om bekendelsesskrifternes fordømmelser.

Kirken skal ikke bruge verdslig magt, som Katrine Winkel Holm også skriver 23. august 2007 med henvisning til Den augsburgske Bekendelse, artikel 28 (jeg har skrevet tilsvarende både i år og for 2 år siden; se mine blogs om Bekendelsesskrifternes fordømmelser og En nødvendig nytolkning?

Cand.theol. Finn B. Andersen, “Skeln mellem ‘dem, der lærer’ og ‘dem, der tror,’ Kristeligt Dagblad, 3. september 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/260570).

Frikirkepræster tror på det hele?

“Frikirkepræster tror på det hele”
“Frikirkepræster tror på det hele” ifølge Kristeligt Dagblad. I artiklen får vi at vide, at de såkaldte frikirkepræster har fået mulighed for i en undersøgelse at sætte kryds ved, hvorvidt de tror på en række traditionelle kristne dogmer.

“Og resultatet taler sit eget, tydelige sprog: Langt størstedelen af præsterne tror på alt lige fra jomfrufødslen over Paradis til Helvede.” En pinsepræst har svaret ja til “hele pakken af klassiske, kristne dogmer”. Det kan professor Viggo Mortensen forklare med, at de lever “i en kultur med en stærk gruppe-identitet”. Det er der sikkert meget om.

Er Bibelen ufejlbarlig?
Men kun 65 % svarer ja til at tro på Bibelens ufejlbarlighed. En frikirkepræst siger fx: “Jeg tror på Bibelens ufejlbarlighed, men det indbefatter også, at der er visse ting i Bibelen, som kan fortolkes. Det gælder for eksempel dåbssynet og spørgsmålet om kvinder og lederskab.”

Resultatet er ikke overraskende. Det sker tit, at folk ikke direkte siger, at de afviser Bibelens ufejlbarlighed. Men man siger det indirekte eller med omsvøb, når man siger, at der er “visse ting,” der “kan fortolkes.” Omkring en tredjedel afviser direkte Bibelens ufejlbarlighed, men endnu flere gør det altså, når det kommer til stykket. Men tror man ikke på Bibelens ufejlbarlighed, tror man i virkeligheden ikke på, at Gud altid taler sandt. For ethvert helligskrift er indblæst af Gud (2 Tim 3,16), og selv ordene er givet af Helligånden (1 Kor 2,13). Så i virkeligheden tror mange frikirkepræster ikke på det hele.

Barnedåb og nej til kvindelige præster?
Men hvad så med dåben og kvindelige præster? Tror man på det hele, når man afviser kirkens gamle lære om dåb og barnedåb? Nej, for Kristus har selv befalet at døbe alle folk, inkl. kvinder og børn (Matt 28,18-20). Og Gud frelser gennem dåben, som “genføder og fornyer ved Helligånden … for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv” (Tit 3,4-7).

Det er lige så klart, at kvinder ikke skal lære, dvs. forkynde evangeliet og undervise heri. Tværtimod. “En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed” (1 Tim 2,11f). Intetsteds i Det nye Testamente er der noget, der med rette kan tolkes til fordel for kvindelige forkyndere eller præster. Tværtimod er der mange formaninger til kvinder om at underordne sig (fx Ef 5,22ff). Afviser man det, tror man altså ikke på det hele.

Men naturligvis siger “man” ikke, at man ikke tror på Bibelen. Man hævder i stedet, at der er visse ting, der kan fortolkes. Dertil må siges: Selvfølgelig er der “visse ting,” der kan fortolkes. Fx kan man diskutere, hvad der egentlig menes med, at “havet findes ikke mere” (Åb 21,1). Men spørgsmål som Bibelens ufejlbarlighed, dåbslæren og spørgsmålet om kvindelige præster/ledere er ikke uklare. At tale om, at noget skal fortolkes, er blot et skalkeskjul for bibelkritik.

Den frikirkelige retorik
Folkekirken gør det (alt for) let for andre kirker at profilere sig som dem, der “tror på det hele.” Men det betyder på ingen måde, at man bør lade frikirkerne – eller for den sags skyld Kristeligt Dagblad – slippe af sted med denne retorik. Afviser man Bibelens ufejlbarlighed eller fx dens lære om dåb og nadver, skal man ikke uimodsagt have lov til at kalde sig bibeltro. Dels er det jo ikke rigtigt, dels kan det heller ikke hjælpe dem til at erkende, at de tager fejl.

Der findes også evangelisk-lutherske frikirker, men deres præster hører ikke med til gruppen af “frikirkepræster.”

Se Freya Skov, “Frikirkepræster tror på det hele,” Kristeligt Dagblad, 25. maj 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/2007-05-25/frikirkepræster-tror-på-det-hele)

“Din mening er uinteressant!”

Dr. Norman E. Nagel var professor på Concordia Seminary, Missourisynodens præsteskole i St. Louis, Missouri.

Det siges, at Dr. Nagel ofte havde denne besked til sine studerende: “Der er ingen, der interesserer sig for, hvad du mener!”

Pointen var, at man skulle dokumentere og anføre citater og/eller henvisninger for ens argumenter i stedet for blot at fremføre sine personlige konklusioner og på anden vis proklamere sin uvidende “brilliance”.

Nogle steder brugte man derfor at indlede akademiske opgaver med ordene: “Så siger Herren ….” Er det tænkeligt i dag? Det er det desværre næppe. Men måske er det præcist det, der er årsag til den krise, teologi og kirke står i over hele verden. Når det gælder læren, er det ikke blot muligt, men nødvendigt at kunne sige “Så siger Herren ….” Målt derpå er der i dag kun meget få telogiske uddannelser, der ikke vil dumpe. Men det kan der laves om på. Hvis man vil.

At man skal kunne sige “Så siger Herren …” gælder imidlertid ikke blot teologien, men også det, som teologien skal tjene, nemlig kirken. I kirken er der heller ingen, der interesserer sig for – eller burde interessere sig for præstens egne meninger. Præsten skal nemlig tale som Guds Ord og ikke andet (1 Pet 4,11).

Det er luthersk praksis at begynde gudstjenester med ordene “I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!” Dermed menes egentlig det samme. Præsten taler i Kristi sted og på hans, ja på Den treenige Guds vegne. Derfor er det alene Guds Ord, der interesserer og bør interessere menigheden.

Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor man også gerne vil og må høre præstens personlige mening. Men det er en anden snak!