Kaj Mogensen og fortabelsen (II)

En gammel nyhed

For den, der har fulgt med i dansk kirkeliv i nogen tid, er det ingen overraskelse, at sognepræst Kaj Mogensen ikke bryder sig om Den augsburgske Bekendelse, artikel 17. Hans forståelse af fortabelsen har været kendt længe.

Den er fx fremgået i Kristeligt Dagblad for adskillige år siden (se fx Peter Kofoed Herbst, “Evigt liv eller evig ild,” Kristeligt Dagblad, 11. november 1999). Menighedsfakultetet i Århus afholdt allerede i 2002 en forelæsningsrække, hvor Kaj Mogensen deltog. Baggrunden herfor var vist ikke uden sammenhæng med Kaj Mogensens forståelse af fortabelsen. I al fald var Kaj Mogensen inviteret til at holde et oplæg, som blev optaget og kan aflyttes på Kristen Lokalradios hjemmeside.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (KSBB) har fundet anledning til at udtale sig. KSBB er arvtager til Kirkens Ja og Nej, som for mere end 40 år siden hævdede, at der i folkekirken fandtes to kirkesyn, som i længden ikke kunne forenes. Med enkelte undtagelser har ingen i KSBB-kredsen tilsyneladende draget nogen konsekvens heraf. KSBB-kredsen synes i øvrigt heller ikke at have nogen større opbakning.

KSBB’s udtalelse af 6. marts 2007

KSBB’s udtalelse er skrevet af den daværende formand, sognepræst Jørgen Bækgaard Thomsen, og redaktør af KSBB’s blad, Kirkelig Information, pastor emeritus Hans Olav Okkels. De konstaterer, at Den augsburgske Bekendelse, artikel 17, har sin klare baggrund i NT. Her tales der utvetydigt om, at Jesus skal komme at dømme levende og døde. Læren om dommen er “en uopgivelig baggrund for Evangeliet”. KSBB anfører også, at vi ingen bemyndigelse har til at slutte fra talen om, at Gud er kærlighed, til at fornægte Jesu og apostlenes advarsler om fortabelse.

KSBB kritiserer for det andet, at Kaj Mogensen undsiger Den augsburgske Bekendelses artikel 17, polemiserer groft mod kolleger, som fastholder bekendelsen, og “beskylder dem for at have et sadistisk gudsbillede.”

For det tredje advarer KSBB i realiteten om, at Kaj Mogensens forsøg på at være mere kærlig end Jesus selv stammer fra Satan. Det fører ikke til velsignelse, men til forbandelse, dvs. fortabelse, hvis man ikke omvender sig.

For det fjerde kritiserer KSBB, at Kaj Mogensens foresatte, biskop Søren Lodberg Hvas, “ikke har fået Kaj Mogensen til i det mindste at dæmpe retorikken i respekt for det løfte, han selv har aflagt.” Man antyder også, at Søren Lodberg Hvas’ og Kaj Mogensens tætte samarbejde om bogen “En folkebog om troen” burde have fået Søren Lodberg Hvas til erklære sig inhabil.

Kaj Mogensen en vranglærer, for ikke at sige kætter

Det er for en teologisk betragtning indlysende, at sognepræst Kaj Mogensen er vranglærer, og at biskop Lodberg Hvas gør sig medskyldig i denne vranglære ved ikke at rejse en læresag mod Kaj Mogensen. Men det overrasker næppe mange, at det ikke sker, for folkekirken er – med enkelte undtagelser – for længe siden holdt op med at tage lærespørgsmål alvorlig.

Spørgsmålet om dom og fortabelse er ikke et perifert spørgsmål. Det er et centralt spørgsmål, der gennemsyrer alt: forståelsen af, hvem Gud er, hvad arvesynd er og betyder, hvem Jesus er, hvad hans gerning er og hvorfor han måtte dø, hvad retfærdiggørelse er. Forståelsen af dåb, nadver og skriftemål har også sammenhæng med forståelsen af dommen. Kaj Mogensen burde stilles for en gejstlig læredomstol ligesom Bent Feldbæk Nielsen og fradømmes kjole og krave. Men det kommer ikke til at ske.

Det egentlige problem

Det ved KSBB udmærket, men naturligvis skal sandheden siges. Det gør KSBB – med en blanding af temmelig vage og meget skarpe vendinger. Artikel 17 er en ret bekendelse af Det nye Testamentes klare lære, og alene derfor er det vranglære, når Kaj Mogensen vedholdende og pointeret afviser den evige helvedespine. Det er et groft kætteri, når han beskylder dem, der bekender den bibelske lære, for at have et sadistisk gudsbillede.

Som om det ikke er alvorligt nok, advarer KSBB i realiteten om, at Kaj Mogensens forsøg på at være mere “kærlig” end Gud selv fører til forbandelse og fortabelse. Når man skriver, at “Fristeren altid har søgt at overtrumfe Guds kærlighed,” er det jo (mere end) en antydning af, at Satan står bag Kaj Mogensens vranglære.

Men det egentlige problem, som jeg finder heri, er ikke Kaj Mogensen, så stort det end er – og det kan næsten ikke være større. Det egentlig problem er derimod KSBB og ligesindede. Reelt er folkekirken splittet og har været det længe. Nogle præster holder fast ved Bibelen og Bekendelsen i dette spørsmål (artikel 17), mens andre kritiserer dem skarpt, omend sjældent med lige så skarpe udtryk som Kaj Mogensen. Det har sjældent været mere relevant at tale om direkte modsatte synspunkter.

KSBB og den manglende kirkelige enighed

KSBB mente for over 40 år siden, at det ikke i længden var muligt at forene det folkekirkelige kirkesyn med Bibelens og Bekendelsens lære om kirken. Nu er der gået over 40 år, og som blandt andet denne sag med Kaj Mogensen viser, er der fortsat ingen enighed i folkekirken. Der er altså ikke basis for kirkelig enhed, for der er ikke nogen sand kirkelig enhed.

Der er nemlig ingen tvivl om, at hverken Bibelen eller Bekendelsen åbner mulighed for uenighed om det, som Bekendelsen omhandler. Den augsburgske Bekendelses artikel 7 handler om, hvad kirken er og hvad der er tilstrækkelig til kirkelig enhed. Det er nok, men også nødvendigt med enighed om, at evangeliet skal forstås og forkyndes rent og at sakramenterne skal forvaltes efter Kristi egen indstiftelse. I spørgsmålet om fortabelsen er der ikke i folkekirken af i dag enighed i praksis, og der er heller ikke enighed om det læremæssige, det “teoretiske”, om man vil. Tværtimod. Og naturligvis er artikel 17 medtaget, fordi denne trosartikel hører med til det, som der skal være enighed om for at have sand kirkelig enhed.

KSBB kan imidlertid ikke svinge sig højere op end at bede Kaj Mogensens biskop om i det mindste at dæmpe sin retorik. Som om det skulle være en løsning blot at formulere vranglæren lidt mere uklart. Det er jo at bede om, at endnu flere skal kunne blive bedraget af Kaj Mogensens vranglære.

KSBB legitimerer ulydighed mod Bibel og Bekendelse

Når KSBB altså fortsat påpeger læremæssig splittelse i centrale spørgsmål uden at drage konsekvenser, er det svært at undgå en ubehagelig konklusion. KSBB, der altså vil kalde til samling om Bibel og Bekendelse, legitimerer splittelse om Bibel og Bekendelse. Naturligvis er denne legitimering ikke af den krasse slags – og derfor opdages den heller ikke af så mange. Man siger jo ikke, det er i orden at være uenig. Man siger blot heller ikke, at det er nødvendigt for at være tro mod Bibel og Bekendelse at drage konsekvensen og forlade folkekirken.

De forfærdelige konsekvenser af Kaj Mogensens lære

KSBB’s egen udtalelse dokumenterer ikke blot læresplittelsen, men påpeger også de alvorlige konsekvenser for dem, der lader sig “friste” af Djævelen til at tilslutte sig en lære, der angiveligt er mere “kærlig” end Gud selv. Det er nu ikke kærlighed, men manglende næstekærlighed af værste slags. Kaj Mogensen kender sandheden, men afviser den. Han kender – eller burde kende – midlerne til at redde folk fra fortabelsen. I stedet vælger han at gøre sig til talsmand for, at fortabelsen ikke findes. Dem, der måtte ende i fortabelsen, fordi de har lyttet til Kaj Mogensen og ligesindede, vil næppe takke ham for det i Helvede. KSBB skal have tak for at protestere, men de skal ikke have tak for at blive i samme kirke.

KSBB og folkekirken

Hvorfor bliver (de fleste af) KSBB-kredsens præster og lægfolk i folkekirken? Den hyppigst fremførte begrundelse fra den såkaldte folkekirkelige højrefløj er, at de ellers lader lægfolk i stikken. Disse vil blive overladt til falske hyrder, måske endda til nogle, der lige så krast som Kaj Mogensen afviser Bibelens og Bekendelsens lære. Det synspunkt er jo ikke uden en vis menneskelig ræson. Men der er ikke meget, der tyder på, at det har hjulpet folkekirken de sidste 40 år. Tværtimod.

KSBB og bekendelsestro menigheder

Og samtidig kan det ikke benægtes, at dem, der af disse grunde bliver i folkekirken, også har gjort deres til, at bekendelsestro menigheder og frikirker uden for folkekirken ikke er vokset så meget som ellers muligt. Ikke meget tyder på, at KSBB vil ændre kurs fremover. Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse vil fortsat legitimere splittelse omkring Bibel og Bekendelse. Desværre. Om det er årsagen til den manglende opbakning til KSBB, får stå hen i det uvisse.

Links

Se også Kaj Mogensen og fortabelsen (I) og Kaj Mogensen og fortabelsen (III).

KSBB’s udtalelse findes på http://www.ksbb.dk/FrelsFortab.pdf.

Se også “Den uopgivelige baggrund for evangeliet,” Kristeligt Dagblad 13. marts 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/den-uopgivelige-baggrund-evangeliet).

Læremæssige prædikener

Walthers homiletiske vejledning

C.F.W. Walther opfordrede indtrængende til at holde læremæssige prædikener. Hans opfordring fortjener omhyggelig opmærksomhed. Walther skrev:

Lad en prædiken være aldrig så rig på formaninger, irettesættelse og trøst, hvis den er uden lære, er den en tynd og tom prædiken. Dens formaning, iretteæse og trøst svæver frit i luften. Det er næsten ikke til at tro, hvor mange prædikanter der synder hvad dette angår. Knapt har prædikanten berørt hans tekst og tema, før han begynder at formane eller irettesætte eller trøste. Prædiken består næsten udelukkende af spørgsmål og udråb, saligprisninger og klagesange. Der er så meget, der kalder på selvprøvelse og sådan en bearbejdelse af følelser og samvittighed at tilhørerne har ringe mulighed for at stille refleksion.

Men sådan en prædiken er langt fra at nå hjertet og udvirke sandt liv; mere sandsynligt vil en sådan prædiken tale folk ihjel, ødelægge enhver tilstedeværende appetit efter livets brød, udvirke afsky for, og væmmelse ved, Guds Ord. Det kan ikke andet end fylde tilhørerne med kvalme, når de bliver tvunget til at lytte til endeløse opfordringer og irettesættelser og trøstetaler, som, fordi det læremæssige grundlag mangler, er nytteløse og uden salt.

Det er naturligvis meget lettere at ryste den slags ting ud af ærmet og dermed give prædikenen et skin af liv og kraft end det er at fremlægge en læresætning klart og grundigt. Det kan være hovedårsagen til at mange prædiker lære så sparsomt, som de gør, og som regel bevidst vælger sådanne emner, som allerede er velkendte for tilhørerne og derfor kun behøver en praktisk anvendelse.

Der er imidlertid mange, som viger tilbage for at prædike læremæssigt, ganske enkelt fordi de ikke selv har nogen grundig viden om de åbenbarede læresætninger og derfor er ude af stand til at fremlægge dem klart og grundigt.

Og så er der dem, der ikke bekymrer sig om at prædike læremæssigt ret meget, fordi de arbejder under den illusion, at detaljerede læremæssige diskussioner er for tørre, lader tilhørerne kolde og intet bidrager til at vække samvittigheden, til omvendelse og til en levende, virksom hjertets kristendom. Det er imidlertid en grov fejltagelse. Det stik modsatte er sandt.

Guds evige tanker, åbenbaret til os i Skriften til frelse for os, disse guddommelige sandheder, disse guddommelige råd, disse troens hemmeligheder, som har været holdt hemmelige siden verdens skabelse, men som nu er blevet åbenbarede for os gennem profeternes og apostlenes skrifter, er den himmelske sæd, som må sås i tilhørernes hjerter for at kunne frembringe frugt bestående af alvorlig omvendelse, en oprigtig tro og en alvorlig, virksom kærlighed.

Der kan ikke komme nogen ægte vækst i det åndelige liv i en menighed, hvis prædiken ikke er rig på lære.

En prædikant, som vier læren ringe opmærksomhed, er ikke tro i sit embede, selv om hans uafbrudte, glødende formaninger, alvorlige irettesættelser og trøstetaler, som lyder så evangeliske, giver ham det ry, at han engagerer sig selv helt i trofast omsorg for de sjæle, som er betroet ham. (C.F.W. Walther, Pastorale, s. 81-82, citeret i F. Pieper, Christian Dogmatics, bd. 1, s. 102-103)

.

Læren alene skaber liv og vækst

Walthers grundlæggende pointe er, at det er Guds tanker og visdom, der alene kan skabe tro og vækst. Læren er evangeliet, som skal prædikes, så Gud kan virke tro og vækst derigennem.

Alt det derimod, som handler om vores liv: hvad vi har gjort, gør eller skal/vil gøre, er lov og skaber åndelig kvalme og appetitløshed, sygdom og død. Naturligvis skal kristne leve et kristent liv, men det er ikke prædikenen herom, som skaber liv.

Der kan være mange grunde til ikke at prædike læremæssigt: Dovenskab, trang til overfladisk – men fejlagtig – ros fra tilhørerne, manglende læremæssig kompetence. Der kan også, som Walther viser, være tale om manglende forståelse for betydningen af at prædike læremæssigt. I vore dage er der helt sikkert ofte tale om direkte vranglære om denne sag.

Et par skrifthenvisninger

Bibelsk forkyndelse holder sig derimod til at så den sæd, som Gud har befalet os at bruge. “Hvis nogen taler, skal han tale som Guds Ord,” skrev apostlen Peter (1 Pet 4,11). Paulus ville ikke vide af andet end Kristus som korsfæstet, og det forkyndte han i ord, som Helligånden havde lært ham og de øvrige profeter og apostle (1 Kor 2). Det betyder naturligvis ikke, som det tydeligt fremgår af Paulus’ egne breve, at der kun skal prædikes om korsfæstelsen. Som Paulus sagde i Milet, “jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.”

I samme tale sagde han også, at “nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget” (ApG 20,27.32). Derfor skal der holdes læremæssige prædikener!

Konsekvensen ved ikke at holde læremæssige prædikener er så alvorlige, at enhver kristen prædikant må tage Walthers indtrængende opfordring til sig. Så meget desto mere må enhver menighed glæde sig, når den har en lærer og hyrde, som vil servere fast føde til sin menighed.

Tolderen

Den folkekirkelige biskop emeritus Holger Jepsen skriver om lignelsen om farisæeren og tolderen i Kristeligt Dagblad. Farisæerens “uskyldige selvglæde var blevet til hovmod,” han var kommet “for at stille sig an,” mener Jepsen. Det sidste svarer til Jesu kritik i Bjergprædikenen (Matt 6,1ff).

Jepsen skriver også:

“Det var anderledes med tolderen. Han havde ikke noget at bryste sig af. Sammenligningen med andre fristede ikke. Han havde intet at komme med. Det gjorde hans bøn til en ægte bøn!”

Biskoppen tager helt fejl. Loven alene kan lære mennesker, at de intet har at bryste sig af over for Gud. Men den lærer ikke et menneske at bede “Gud, vær mig synder nådig!”

Farisæeren kunne komme for at stille sig an, for han havde som farisæer sat Guds bud ud af kraft og erstattet dem med deres egen teologiske overleveringer (Matt 15,6). Guds bud havde ikke fået lov til at overbevise ham om synd. Farisæeren bildte sig ind, at de overholdt loven, men det gjorde de ikke, som Jesus så barmhjertigt afslører.

Tolderen holdt heller ikke loven, men det havde Guds bud lært ham. Derfor kom han ikke for at stille sig an, og det giver heller ikke mening at sammenligne sig med andre, når man har lært sin egen synd og skyld at kende.

Tolderen havde heldigvis lært mere end det, for den viden alene frelser ikke. Tolderen havde lært, at Gud er nådig og barmhjertig mod dem. “Og Herren gik forbi ham og råbte: ‘Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed'” (2 Mos 34,6f; 2 Krøn 30,9; Neh 9,17.31; Sl 86,15; 103,8; 11,4; 112,4; 116,5; 145,8; Joel 2,13; Jon 4,2).

Herren slagtede et dyr og gav Adam og Eva klæder på, umiddelbart efter at han havde forkyndt evangeliet for dem (1 Mos 3,15). Abraham troede Guds løfter og blev retfærdiggjort (1 Mos 15,6). Osv.

Kun den, som har lært Gud at kende som både lovens og evangeliets Gud, kan bede som tolderen. Tolderen blev ikke frelst, fordi han intet havde at komme med og derfor bad en ægte bøn. Tolderen blev frelst, fordi han bad i tillid til evangeliet og Guds løfter.

Se Holger Jepsen, “Ordet,” Ordet i Kristeligt Dagblad, 13. august 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/ordet/ordet-753)