Tit 3,5

1992-oversættelsen: “frelste han os … ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden”

1948-oversættelsen: “frelste han os … ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden”

1907-oversættelsen: “frelste han os … ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd”

Luther 1545: “machte er uns selig durch das Bad der Wiedergeburt und Erneuerung des Heiligen Geistes”

Tit 3,4-7 er et af de steder, der begrunder den kristne lære om dåben. Det er derfor vigtigt, at oversættelsen er korrekt. På græsk står der “ved Helligåndens genfødelses og fornyelses bad.”

1948-oversættelsen oversætter “genfødelses og fornyelses” med “til genfødelse og fornyelse.” Det kunne tolkes sådan, at det før eller siden fører eller kan føre til genfødelse og fornyelse. Men meningen er, at badet er, dvs. virker genfødelse og fornyelse. 1992-oversættelsen gengiver det helt korrekt.

Ejefaldsforbindelsen “Helligåndens” gengives med “ved Helligånden” eller “i den Helligånd/Helligånden.” Meningen med “ved Helligånden” må være, at det er Helligånden, der er instrument for genfødelsen og fornyelsen. Men der er i grundteksten direkte tale om, at det er Helligånden, der er grundled og derfor den handlende i dåben.

Navneordene genfødelse og fornyelse gemmer udsagnsordene ‘genføde’ og ‘fornye.’ Derfor bør man ud fra græsk grammatik allerførst spørge, om “Helligånds” fungerer som grundled eller genstandsled. Der er naturligvis ikke tale om det sidst, som om der står, at badet genføder og fornyer Helligånden. Der er derimod tale om, at det er Helligånden, der genføder og fornyer.

Den genfødelse, der er tale om, er den, vi møder i Johannes 3,5: “Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” Fornyelsen er også nævnt i fx 2 Kor 5,17. Fornyelsen er dåben, ikke noget, der sker i den kristnes liv.

En bedre oversættelse ville derfor være: “frelste han os … ved det bad, hvori Helligånden genføder og fornyer.”

I den kristne dåb virker den treenige Gud, særligt Helligånden, genfødelse og fornyelse. Det er ikke vandet eller handlingen i sig selv, men det skyldes Guds Ord: “… ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet” (Ef 5,25f).

Tit 3,5 afviser derfor enhver dåbslære, som adskiller dåb og genfødelse/fornyelse. Tit 3,5 har en såkaldt sakramental dåbslære.

Om autoritet i kirken

Luther skrev den 6. maj 1524 et brev til Nikolai Gerbel i Strassburg. Heri hedder det bl.a.:

“Hos os opvækker Satan dog på et andet sted en sekt, som hverken vil have med papisterne eller med vore folk at gøre. De praler af, at de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd. Deraf ser man, at det Ord, vi forkynder, er Guds Ord, da det må lide ikke blot af vold, men også af nye kætterier.” (Udvalgte Breve af Dr. Martin Luther, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 14; retstavning ajourført).

Luther havde opdaget, at der i kirken var meget, som ikke var begrundet i Skriften, men tværtimod var i strid med Guds Ord. Han opdagede, at selv kirkemøderne, som havde taget mange gode og nødvendige beslutninger, også nu og da havde taget fejl. I visse tilfælde modsagde de endda hinanden. Det eneste sikre grundlag for teologiske afgørelser var altså Guds Ord selv. Guds Ord var den treenige Guds egen tale ved deres menneskelige talerør, og derfor havde Skriften Guds egen autoritet og skulle følgelig dømme i alt vedrørende tro/lære, liv og kirke.

Papisterne accepterede ikke Luthers påstand, men forlangte, at han skulle bøje sig for kirkemøderne og paven. Man formulerer det tit på den måde, at papisterne henholder sig til både Skriften og traditionen. Måske ville det være mere korrekt at sige, at det i virkeligheden er papisternes læreafgørelser (traditionen), som er eneste autoritet. For når traditionen – i øvrigt som hos farisæerne – kan overtrumfe Skriften, har Skriften ikke længere autoritet. For Luther og hans trosfæller havde Skriften, som lærer lov og evangelium med Kristus som centrum, absolut autoritet. For papisterne var traditionen overordnet, og Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var ikke centrum. Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var dømt helt væk med papisternes teologiske læreafgørelser. To uforenelige autoriteter og rettesnore stod over for hinanden.

Nu nævner Luther så en “sekt”, som hverken vil have at gøre med papisterne eller de evangeliske. Luther kaldte dem også sværmere. Disse sværmere pralede af, at “de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd”. Denne sekt havde brug for en kilde med autoritet for at kunne begrunde deres nye – og kætterske – lære. De henviste til, hvad Luther kaldte “rene ånder.” Det var ikke Helligånden, for Han virker gennem Guds Ord og kun gennem det. Derfor er det Satan, der stod bag disse rene ånder. For Satan ønsker intet højere, end at Guds Ord bliver lagt og sat til side. Hos papisterne skete det med traditionen og kirkelige/pavelige læreafgørelser. Hos sværmerne skete det med henvisning til subjektive åbenbaringer, dvs. sværmernes følelser, erfaringer og spekulationer, og med subjektive “tolkninger”. Guds Ord spillede ingen rolle. Traditionen spillede slet ingen rolle i begyndelsen, men efterhånden fik sværmerne deres egen tradition, om end den ikke har fået den styrke og fasthed, som vi finder i papisternes officielle lære.

Sværmerne havde deres subjektive oplevelser. Papisterne havde deres traditionelle læreafgørelser. Lutheranerne havde Guds Ord, som var klar, entydig og tilstrækkelig. Det har lutheranere, som ikke kun er det af navn, men af gavn, stadigvæk.

Papisterne har stadigvæk deres kirkemøder og deres paver. Når de kommer med læreudtalelser – som det lige er sket – er der tale om autoritative udtalelser. De kan enten imødegås med Guds Ord. Eller man kan, som mange har gjort i juli 2007, reagere mod, at der er nogen, der formaster sig til at udtale sig med autoritet, og gøre krav på, at alle andre også burde reagere imod autoritativ tale. I virkeligheden er dét den sværmeriske stemme, som er ligeglad med al autoritet og selv vil bestemme alting. Også selv om det er rigtigt at afvise pavens påståede autoritet.

Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Jørgen Jørgensen og Kaj Mogensen

Jørgen Jørgensen, sognepræst og formand for Menighedsfakultetet i Århus har allerede i februar kommenteret på Kaj Mogensens fornægtelse af Skriften. Jørgen Jørgensen kan se, at Kaj Mogensen og Det nye Testamente “taler principielt forskelligt.” Han belærer Kaj Mogensen om lov og evangelium og slutter: “Det er forstemmende, når dygtige teologer bruger deres talent på at trodse Guds klare ord. Det er spild af godt talent.”

Dygtige teologer?

Nu kan man jo diskutere, hvem der er “dygtige teologer.” Luther mente fx, at man i det hele taget kun kunne tale om en teolog, hvis vedkommende gennem skriftlæsning, skriftstudier og anfægtelse havde lært at skelne mellem lov og evangelium. Jørgen Jørgensen er mere generøs. Kaj Mogensen kan ikke skelne mellem lov og evangelium, men er alligevel – ifølge Jørgen Jørgensen – en af de “dygtige teologer.”

Stringens og klar tankegang

Men Jørgen Jørgensen har mere ros. “Når man læser Kaj Mogensens stringente artikler og klare tankegang, virker det besnærende, og man føler sig faktisk ganske fristet til at give ham ret – og håbe han har ret.” Man kan måske umiddelbart forstå, at det kan være fristende at gå med på en tanke om, at fortabelsen ikke findes. Det er i al fald fristende for det gamle, syndige menneske, som så ikke behøver at tage sin synd alvorlig.

Men ellers er en sådan ros ret overraskende fra en sognepræst, der har afgivet et helligt løfte om at fremme den rette lære og bekæmpe vranglære. At sognepræsten tilmed er formand for et teologisk fakultet, der i al fald tidligere brystede sig af være bibel- og bekendelsestro, gør det helt uforståeligt.

Stringens og klar tankegang er vanskelige størrelser. Det har at gøre med grundlæggende antagelser. Det har også at gøre med, hvordan man bruger den viden, som hører til faget. For en luthersk teolog er det jo de klare, principielle steder, som definerer læren om de enkelte trosartikler. Som Jørgen Jørgensen selv skriver, er der sådanne klare, principielle steder, når det gælder fortabelsen. Hvad værre er: Måske bliver læren om Kristi person og gerning ikke undergravet, benægtet og forkastet, hvis man fornægter fortabelsen. Men det gør i al fald læren om, hvordan vi mennesker bliver frelst. Hvis man skal tale om stringente artikler og klar tankegang, må man altså se bort fra, hvordan man driver (ordentlig) teologi, og hvad denne teologi drejer sig om.

Om Jørgen Jørgensen nu faktisk anser Kaj Mogensen for en dygtig teolog eller ej, kan jo være svært at vide. Det kan jo også være udtryk for en smart måde at kommunikere på. Det er bare synd, at Jørgen Jørgensen på den måde roser noget, der er livsfarligt, ja, som medfører fortabelsen for dem, der tror løgnen. Lidt større alvor kunne man – burde man i al fald forvente.

I næste omgang er Jørgen Jørgensen klarere i mælet:
Men læser man Det Nye Testamente igennem i sin helhed, er det fuldstændig tydeligt: De nytestamentlige forfattere har udtrykt sig umisforståeligt klart om den ting, og det er helt givet: Hvis Kaj Mogensen har ret i sin fortolkning, så har Det Nye Testamentes forfattere ikke selv fattet, hvad de skrev, for de skriver så klokkeklart, at der i al væsentligt ikke er plads for spekulation om, hvordan deres ord skal forstås.

Stiller man Det Nye Testamente og Kaj Mogensen over for hinanden er det let for lægfolk, uvidenskabelige teologer og håbløse naivister at se: De to taler principielt forskelligt. At Det Nye Testamente nok skal overleve den konflikt er åbenlys. Det Nye Testamente har overlevet andre og værre anslag indtil nu.

Man kunne endda have den fornemmelse, at også videnskabelige teologer burde kunne se, at Det nye Testamente og Kaj Mogensen taler principielt forskelligt. Men man kan naturligvis bruge sine evner på at bortforklare det. Men det er vanskeligt, for ikke alene er Det nye Testamente i sin helhed imod Mogensens bortforklaring. Det er en lang række konkrete steder også.

Konflikt – eller kamp på liv og død

Jørgen Jørgensens næste kommentar vækker undren.

At Det Nye Testamente nok skal overleve den konflikt er åbenlys. Det Nye Testamente har overlevet andre og værre anslag indtil nu.

Luther skrev jo, at “Guds ord de nok skal lade stå og dertil utak have”. Men ellers kunne der nok være grund til at lære mere af reformationen. Vranglære og falsk forkyndelse er ikke bare en “konflikt”, men er en magt, som fører i fortabelse. Luther affærdigede ikke vranglære med, at den konflikt skal Det nye Testamente nok overleve. Han havde omsorg for de stakkels kristne, der blev fyldt med løgn og gift og ført i fortabelse. Derfor kunne Luther ikke acceptere broderfællesskab med vranglærere. Jørgen Jørgensen er mere generøs. Hvorfor mon? Det var Luther, der lærte os, at man må kæmpe for læren uanset omkostningerne.

thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Men for Jørgen Jørgensen kan ikke engang en vranglærer, der fornægter fortabelsen, føre til andet end protest i en avis. Protest, men ingen handling. En protest, der blandes med ros, så man kan blive helt i tvivl om, hvad Jørgen Jørgensen egentlig mener. Ikke om fortabelsen, men om Kaj Mogensens ret til at være i en kirke, hvor man måske – vist nok – stadigvæk hævder, at præsten skal tale, som Guds ord taler. I al fald hvis man er enig med Guds ord. En uge senere skriver Jørgen Jørgensen, at “Uanset hvem man er, kommer man op mod overmagten, når man er imod Kaj Mogensen.” Jørgen Jørgensen vil ikke risikere noget, når han ikke er sikker på at vinde. Han anmoder derfor Kaj Mogensens foresatte, biskop Lodberg Hvas, om at gribe ind. Som Jørgen Jørgensen udmærket ved, kunne Lodberg Hvas ikke drømme om at gøre det. Derfor nøjes Jørgen Jørgensen med følgende svada:

Det hjælper jo ikke noget, at Kaj Mogensen og andre, der er enige med ham, har en vindersag — folkeligt og kirkeligt — hvis de tager fejl. Det gavner ikke os andre at protestere, for jo mere vi debatterer og argumenterer, jo mere fordømmende kommer vi til at lyde. Derfor burde biskoppen over Aalborg Stift kalde ham til orden og lukke debatten, så vi kunne få ro til at forkynde evangeliet. For når vi går ud over skrift og bekendelse, så åbner vi ikke bare en spændende debat, så piller vi ved ror og kompas på kirkens skib. (15. februar 2007)

Problemet er blot, at det ikke kun ændrer ved folkekirkens ror og kompas. Det ændrer ved søkort og evnen til at aflæse såvel søkort som skib. Kun få opdager det og sender en mere eller mindre halvkvædet advarsel. Næsten ingen tager konsekvensen og finder et rederi, hvor der er ægte omsorg for passagererne. Der er langt mellem skibene, så det folkekirkelige skib kan sejle længe. Men en dag kommer uvejret. Mange skibe vil gå ned med mus og mand, for de sejlede efter falske kort og med elendige skibsførere. Mange vil skulle stå til ansvar for, hvorfor de ikke advarede mod de farlige skibe og reelt fik passagererne reddet over på de skibe, der havde ordentlige søkort og uddannet, pålideligt mandskab. Jørgen Jørgensen er endda formand for et fakultet, der vil uddanne personale til skibene. Skal de lære af deres formand, så skal man stikke piben ind og sejle videre, hvis det ikke gavner at protestere.

At bruge talent på at trodse Guds klare ord

“Det er forstemmende, når dygtige teologer bruger deres talent på at trodse Guds klare ord. Det er spild af godt talent,” skrev Jørgen Jørgensen. Nu er jeg ikke tilhænger af, at tale om godt talent, hvis man bruger sine kræfter på at “trodse Guds klare ord.” Det burde Jørgen Jørgensen heller ikke være.

Men måske er der en forklaring på, at det for Jørgen Jørgensen kun er “forstemmende.” Man skal jo som bekendt ikke skyde for meget med sten, hvis man selv bor i et glashus. Men nogle sten må man jo smide, i al fald så mange, så man måske kan bevare skin af selv at tage Guds klare ord alvorlig. Men mere end skin bliver det heller ikke.

Kirkelig enhed på Skriftens grund

For Den augsburgske Bekendelse siger med baggrund i Skriftens egne udsagn, at det “til kirkens sande enhed” er “tilstrækkeligt at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning” (artikel 7). Er man ikke enig, skal man få enighed bragt i stand (1 Kor 1,10). Lykkes det ikke, skal vranglærere udstødes efter en advarsel eller to (Tit 3,10f). Og hvis det ikke virker, må man bryde med dem (fx Rom 16,16-19; 2 Kor 6,14-18; 2 Joh 9). Kristi får hører Hyrdens røst, og lytter ikke til fremmede (Joh 10). Falske profeter bygger på sand, mens sande profeter bygger på klippen, dvs. Kristus (Matt 7,13-27). Derfor accepterede Luther og reformatorerne ikke falsk lære. Jørgen Jørgensen er desværre mere generøs.

Når man trodser Guds klare ord

Jeg tvivler desværre ikke på, at Jørgen Jørgensen og hans fakultet gerne vil bruge “talent” på at trodse disse klare ord. Det har man gjort før. Det kunne jo også koste at lade være. Det ønsker hverken Jørgen Jørgensen eller hans fakultet. De ønsker derimod anerkendelse, accept, økonomisk støtte og et marked at afsætte kandidaterne på. Så må man jo blæse og have mel i munden på samme tid. “Kaj Mogensen er slem, men ikke så slem, at vi ikke kan være i kirke sammen.” Og sådan er det hele vejen igennem. Kaj Mogensen må ikke trodse Guds Ord, men Jørgen Jørgensen og hans fakultet må godt. Nogle vil nok kalde det for hykleri.

Se også Kaj Mogensen og fortabelsen (I) og Kaj Mogensen og fortabelsen (II).

Se Jørgen Jørgensen, “De stærke skriftord kan ikke bortforklares”, Kristeligt Dagblad, 6. februar 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/de-stærke-skriftord-kan-ikke-bortforklares); “Vi piller ved kirkens
kompas”, 15. februar 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/vi-piller-ved-kirkens-kompas).