bLogos

Den unionistiske løgn

Unionisme er kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det udøver man, når man går til alters sammen og/eller når man prædiker på hinandens prædikestole uden at have erklæret kirkefællesskab på grundlag af enighed om den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Den uformelle accept heraf fører med tiden til vranglærende kirkesamfund. Herom skriver Franz Pieper:

“Faktisk splitter denne unionisme Kirken og fører til vranglærende kirker i kristenheden. Havde kristne altid adlydt den guddommelige befaling om at holde sig fra dem, som lærer [forkynder og underviser i] anden lære (gr. heterodidaskalountes), ville hverken pavedømmet eller andre sekter have kunnet opstå. Hvor der ingen købere er, er der heller intet marked. Selvfølgelig forsikrer unionismen, at det tager sigte på at fjerne uenighed mellem kristne. Men fordi den kristne kirkes enhed består i at have én tro og én bekendelse, er unionisme faktisk en karikatur, ja, i virkeligheden en hån mod kristen enhed (jf. Luther, som taler om kristen enhed som en hjertens enhed ved tro på Guds ord, St. Louis-udgaven bd. 29, ss. 344f). I stedet for at hele skaden, gør unionismen den permanent.” Så vidt Pieper i denne omgang.

Unionismen i vor tid – og Det nye Testamente

Over 80 år efter, at Pieper skrev ovenstående, er det et faktum, at unionismen har trængt sig dybt ind i stort set alle, især protestantiske, kirker. De fleste lutherske kirker er også dybt præget af unionismen, skønt de endda har en lære om kirkefællesskab, som forbyder det (se Den augsburgske Bekendelse, artikel 7).

Skønt nogle kristne ganske vist forstår, at man bør holde sig til Skriftens lære, mener de ikke, at det har åndelige konsekvenser ikke at gøre det. Hvis bare man tror på Jesus – som man siger – så skal man nok blive frelst. Og sandt er det jo, at tror man virkelig på Jesus Kristus, så bliver man frelst. Men lige så sandt er det, at Gud skænker troen gennem evangeliet. Er det et evangelium, som er blandet op med vranglære, risikerer man at tro på en falske kristus, som ikke kan frelse. Det er derfor, Paulus fordømmer den falske lære med stærke ord: “Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,8f).

Det er det, Paulus formulerer positivt i Ef 4,1-6: “Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.”

Det nye Testamentes definition på kristen enhed

Pieper fortsætter: “I 1 Kor 1,10 har vi en præcis definition på kristen enhed: “Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder”. Dette er et krav om ensartethed i tale (gr. legein) eller i bekendelsen af den kristne lære. Så fortsætter apostlen: “men at I skulle være [fuldt] forenede i det samme Sind og i den samme Mening [eller: bedømmelse],” gr. en tå(i) autå(i) noi kai en tæ(i) autæ(i) gnåmæ(i). Her siger apostlen tydeligt, at kristne skal bruge de samme ord og også bruge dem i samme betydning. Enighed om ordene i kombination med uenighed om meningen er totalt i strid med den enhed, Gud kalder til, og at søge en sådan ‘enhed’ (‘vi er enige om at være uenige’) er umoralsk; det er at tage let på hellige, guddommelige sager, hvilket er usømmeligt for kristne.” Så vidt Pieper i dette afsnit.

Baggrunden for Paulus’ formaning var, at der rent faktisk var stridigheder om en lang række spørgsmål. Hele brevet viser, at det drejede sig om problemer med læren, etik/moral, liturgi og kirkeledelse. Paulus konstaterer, at disse uenigheder foreligger, men han accepterer dem ikke. I stedet formaner han menigheden i Korinth til at få ryddet op og nå frem til en sand enighed. Paulus er apostel, dvs. en befuldmægtiget repræsentant for Kristus selv (1 Kor 1,1), og han formaner ved vor Herre Jesu Kristi navn. Paulus formaner altså med Kristi myndighed både generelt og konkret i dette tilfælde. Det er derfor i virkeligheden ulydighed mod Kristus selv, hvis man ser stort på, hvad Paulus formaner til.

Kristen tålmodighed og dens grænse

Pieper fortsætter: “Den kristne kirke kan og skal have tålmodighed med den, der tager fejl, og søge at få ryddet fejlene af vejen gennem undervisning. Men Kirken kan og skal aldrig give fejl samme ret som sandheden. Hvis den gør det, frasiger den sig sandheden selv. Det er selve sandhedens natur at modvirke fejl. Sandhed, som ikke længere udelukker fejl, men giver dem hjemstedsret, træder netop derved tlbage som sandhed. Luther bemærker meget rammende: ‘Den, som virkelig betragter sin lære, tro og bekendelse som sand, ret og sikker, kan ikke blive i samme bås som dem, som lærer eller holder fast ved falsk lære’ (St. Louis-udgaven, bd. 17, s. 1180). Unionisme afskaffer principielt forskellen mellem sandhed og fejl, så den, der tager fejl, kan kun ved en ‘lykkelig inkonsekvens’ bevare deres greb om den grundlæggende sandhed. Af denne grund er unionisme en alvorlig trussel mod den kristne kirke. En person er faktisk heldig, hvis han, når han ignorerer Skriftens ord, som påbyder ham at holde sig fra dem, der lærer et andet evangelium, alligevel bevarer sin tro på ordene: ‘Jesu Kristi, Hans Søns, blod renser os fra al synd’ [1 Joh 1,7 med tekstvarianten ‘Kristi’].” Så vidt Pieper for denne gang.

Hvis man ikke, som mange gør – også i vor tid, vil opgive sandheden, så må man bevare skellet mellem sandhed og fejl/løgn. Opgiver man sandheden, opgiver man i virkeligheden også kristendommen, for hvem vil lade sig overbevise om synd og retfærdighed, hvis man ikke kan vise, at sandhed findes? Men vil man bevare skellet mellem det, der er sandt, og det, der ikke er, så må man vælge den vej, som Pieper anfører. Den, der tager fejl, må undervises – pædagogisk og tålmodigt.

Men hvis man ikke vil lade sig undervise i, hvad kristendom er, og bøje sig for det, så skal man heller ikke tro, at man er en kristen.

For en kristen er en, der hører Kristi ord (Joh 10,27) og følger Ham (Joh 10,4). En kristen vil aldrig følge en fremmed, men flygte fra ham, fordi de ikke kender den fremmedes røst (Joh 10,5).

Kærlighed, ret og vrang lære

Derfor står det fast, at kærlighed til Kristus og Hans Ord og kristen broderkærlighed ikke tillader fejl og unionisme, men i stedet gør alt, hvad der er muligt, for at den, der tager fejl, skal nå til erkendelse af sandheden.

Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425-427. Piepers bibelcitater er gengivet efter 1907-oversættelsen, som svarer til den oversættelse, den engelske udgave af Pieper har anvendt. De skarpe parenteser i gengivelsen af 1 Kor 1,10 er henholdsvis en tilføjelse og en præcisering, som svarer til såvel oversættelsen hos Pieper som den græske originaltekst.

Hold jer fra vranglærere!

Under overskriften “Kirkefællesskab med vranglærende kirker (unionisme) er forbudt af Gud” skriver dogmatikeren Franz Pieper om at forsvare kirkefællesskab med vranglærere. Det faktum, at der findes Guds børn i vranglærende kirker, bruges til “at bevise, at det er ret, ja endda påkrævet af næstekærlighed at have kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det er nøjagtig det modsatte af, hvad Skriften lærer, for Skriften siger: ‘Hold jer fra dem!’ (i en note henvises til Rom 16,17; 1 Tim 6,3ff; 2 Joh 10f).” Så vidt Pieper.

Steder som dem, Pieper anfører i sin note, er jo ganske klare og entydige. Men det er ikke kun på Piepers tid, man kan møde denne argumentation. Jeg har personligt selv oplevet, hvordan højtuddannede teologer ikke kunne imødegå den ligefremme betydning af disse steder. Den typiske reaktion var da, at disse teologer forsøgte at bruge deres uddannelsesniveau som argument. De påstod uden nogen argumentation, at “disse steder er ikke relevante for den situation, vi står i i dag.” Med andre ord var det ikke Skriftens klare udsagn og autoritet, men disse teologers angivelige dygtighed, vi skulle adlyde.

Naturlig fornuft imod unionisme

Pieper skriver videre: “Unionisternes argumentation er i modsætning til selv den naturlige fornuft. De gamle lutherske lærere henviste til 2 Sam 15,11 som illustration. Nøjagtig ligesom det faktum, at to hundrede af Jerusalems indbyggere i deres uvidenhed sluttede sig til Absalom, ikke gav resten af Israel ret til at forlade deres konge og slutte sig til oprørerne, og heller ikke til i deres stille sind at tillade oprøret, sådan giver heller ikke den omstændighed, at nogle kristne, af uvidenhed og imod Guds befalinger, følger falske lærere, andre kristne lov til at gøre det samme.” Så vidt Pieper, men mere nedenfor.

De gamle lutherske læreres argumentation taler for sig selv, hvis ellers man overhovedet vil lytte!

Sand kærlighed

Pieper fortsætter: “At sige, at kærlighed kræver sådan en praksis [unionisme], er misbrug af det ord. Kærlighed til Gud og borderkærlighed kræver derimod den modsatte praksis. Den, som elsker Kristus, elsker Kristi Ord, og Kristus befaler os at holde os fra alle, som lærer os noget som helst, der er i modstrid med Hans Ord. Og enhver, som virkelig elsker brødrene, nægter at tage del i deres fejltagelser og synder, og søger tværtimod at redde dem fra fejl og synd.” Så vidt Pieper.

Pieper anfører ikke eksempler lige netop her. Men man kan tænke på Matt 7,13-28. Her advarer Jesus mod at lytte til falske profeter. De foregiver at være får ligesom alle andre i menigheden, men indeni er de i virkeligheden glubske ulve. De vil ikke værne fårene, men derimod mishandle dem og dræbe dem. Man kan kende falske profeter på, hvad de siger og gør, og hvad frugterne er. Hvis de får folk til at acceptere og tro på falske lære, er deres frugter dårlige. Falske profeter kan fremtræde med stor åndelighed, men Jesus kender dem ikke (Matt 7,21-23). Ordet “derfor” i Matt 7,24 viser, at Jesus med lignelsen om huset på klippen og huset på sandet i Matt 7,24-27 kommenterer på advarslen mod falske profeter. At tage Jesu formaning mod falske profeter til efterretning i ord og handling er at bygge på klippegrund. Det holder på dommedag. Den, der kun hører, men ikke handler efter Jesu formaning, bygger på sand, og det holder ikke på dommedag.

Det er derfor ikke kærlighed, men ligegyldighed, ja, det er egentlig ondskab, hvis man accepterer og forsvarer, at man kan være og blive i en vranglærende kirke. Det er ukærligt, for Jesus selv lærer os, at falsk lære er farlig, ja dødsensfarlig for det åndelige liv.

Hvorfor tillader Gud vranglærere?

Pieper fortsætter: “Endvidere erklærer både Det gamle og Det nye Testamentes skrifter udtrykkeligt, at Gud tillader falske lærere at fremstå, for at kristne kan vise deres lydighed ved at holde sig fra dem, ikke for at kristne skal forbrødre sig med dem (5 Mos 13,3; 1 Kor 11,19). Hvis kristne imod det guddommelige forbud udøver kirkefællesskab med falske lærere og finder sig i falsk lære, begår de den synd, som kirker kalder ‘unionisme’ eller ‘synkretisme.'”

Som Pieper rigtigt siger, betyder det, at Gud tillader falske lærere, ikke, at man må følge dem. Den, der elsker Kristus og Hans Ord, vil heller aldrig drage en sådan slutning. Ser man på kirkehistorien, må man med Pieper konstatere, at man kunne have undgået såvel papismen som sekterne, som nu plager hele den såkaldte kristenhed.

Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425.