Leuenberg-kirkefællesskabet og pavekirken

Papisternes kirkebegreb

Den papistiske kirke har vakt stor debat. Dens dogmatiske kontor har udsendt et dokument, hvori man siger, at protestantiske kirker ikke kan kaldes kirker i ordets egentlige betydning. Grunden er, at man mangler en af de nødvendige (konstitutive) elementer, nemlig den såkaldte apostolske succession. Derfor har man ikke “det sakramentale præsteskab,” som er nødvendigt ifølge papistisk lære.

Kritiske reaktioner

I Kristeligt Dagblad har på lederplads 12. juli 2007 kaldt det “sårende og sørgeligt,” men dog også noteret, at det ikke er overraskende. Lederskribenten kalder det “udtryk for splittelse.”

Leuenberg-kirkefællesskabet har også – et par dage før – en kritisk kommentar. Formanden for Leuenberg-kirkefællesskabet, Thomas Wipf, siger, at reformationen har rettet blikket mod de oprindelige kirkekendetegn: den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramentet. Det er ord og sakramenter, der er afgørende, ikke den apostolske succession og ordinationens sakramente. Wipf mener, at reformationens kirker er et skridt foran: “Vi anerkender den romersk-katolske kirke som kirke. Det er og bliver beklageligt, at dette ikke er muliggjort den anden vej rundt.”

– Læren ikke kirkesplittende

“Der udgår et falsk signal fra dette dokument,” slutter Wipf. “Denne verdens udfordringer skriger formelig efter, at kirkerne samarbejder. Fællesskab er ikke noget ophøjet mål, men vores opgave. Lærestandpunkter er eminent vigtige – men de er ikke kirkesplittende for os.”

Intet egentligt nyt fra pavekirken

Mange har opfattet Andet Vatikankoncil som et afgørende nybrud i pavekirken. Det er utvivlsomt rigtigere at se det som justeringer, som mange i – og udenfor – pavekirken ønsker at tillægge større betydning end der er basis for. Den katolske Kirkes Katekismus fra 1992 udkom på dansk i begyndelsen af 2007 (KKK). Ifølge pave Johannes Paul II, som har autoriseret KKK, udtrykker den katolsk lære: “Jeg erklærer, at den er en sikker norm for undervisning i troen og derfor et gyldigt og autoriseret redskab for det kirkelige fællesskab.” (KKK, s. 26). Den er “en sikker og autentisk referencetekst for undervisning i den katolske tro …” og “en støtte i de økumeniske bestræbelser” (s. 27).

Alene det faktum, at grundlaget ifølge KKK er Skriften og Traditionen, gør, at en protestant, der kun kan acceptere Skriften som grundlag, må afvise pavekirken. Hvordan skal man kunne anerkende en kirke, som i selve sit grundlag bygger på pavestolen, som man ikke vil anerkende (se KKK, nr. 85-88)? “Det er altså tydeligt, at den hellige Tradition, Den hellige Skrift og Kirkens Læreembede ifølge Guds vise plan, i den grad er forenet og samordnet, at den ene ikke består uden de andre, og at de alle tilsammen, hver på deres måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse” (KKK, nr. 95 med henvisning Dei Verbum, som er en af Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitutioner, dvs. en helt grundlæggende læremæssig afgørelse med bekendelsesstatus).

KKK definerer fortsat retfærdiggørelsen i strid med Det nye Testamente. “Retfærdiggørelsen … består ikke blot i syndernes forladelse, men også i helliggørelse og fornyelse af det indre menneske” (nr 1989, med henvisning til Tridentinerkoncilets Decretum de iustificatione).

“Paven, Roms biskop og Skt. Peters efterfølger, ‘er det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden såvel mellem biskopperne som de troendes skare”. “For Roms biskop har i kraft af sit embede, nemlig som Kristi stedfortræder og hele Kirkens hyrde, den fulde, øverste og universelle myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit” (KKK, nr. 882 med henvisning til konstitutionen Lumen Gentium fra Andet Vatikankoncil). Om så alle pavekirkens biskopper forsamledes, evt. på et egentligt kirkemøde, ville de ingen myndighed have uden pavens samtykke (se nr. 883-884).

En augsburgsk bedømmelse

Pavekirkens (vrang)lære er ikke spor overraskende. Den er sørgelig, for den vildleder mange. Den er derimod ikke sårende, for hvordan kan man blive såret af en organisation, som i sin opbygning og selvforståelse må afvises? Paven tager jo Skriftens og Kristi sted. Hvis han så virkelig var i overensstemmelse med Skriften, var det knapt så slemt. Men Traditionen og pavens læremyndighed er jo et principielt opgør med Skriften. At bruge ordet “splittelse” er mildt sagt. Det er ikke en kirke, men en mod-kirke. Paven er ikke Kristi stedfortræder, men en oprører mod Kristus. En mod-Kristus. Anti-krist.

At Leuenberg-kirkefællesskabets præsident Wipf mener, at kirkerne, inkl. pavekirken, skal samarbejde, er jo i sig selv særdeles bemærkelsesværdig. Wipf har ikke forstået, hvad Den augsburgske Bekendelse mener med, at det til sand kirkelig enhed er tilstrækkeligt med den rene forkyndelse af evangeliet og den rette sakramentsforvaltning. Det udelukker ikke bare et samarbejde med pavekirken. Det udelukker også Leuenberg-kirkefællesskabet. For selv om fx danske folkekirkemedlemmer sikkert vil være mere kritisk over for pavekirken end Kristeligt Dagblads lederskribent, så er Wipf repræsentativ for Leuenberg-kirkerne. Man tager det ikke så tungt med læren. Det gør derimod en ægte luthersk kirke. Det gør også pavekirken. Forskellen er dog fundamental. Faktisk himmelråbende. Det er derfor, en ægte luthersk kirke og pavekirken ikke har og ikke kan få kirkefællesskab, endsige begynde at samarbejde.

Se

Den augsburgske Bekendelse

Vage henvisninger

Den augsburgske Bekendelse nævnes ofte. Oftere end den læses, kunne man få indtryk af. Men hvad hensigten med at nævne den er, kommer ikke altid tydeligt frem.

Bekendelse i Augsburg

Den augsburgske Bekendelse var den bekendelse, som Luther og hans trosfæller aflagde i Augsburg i 1530. Den var i en vis forstand et lejlighedsskrift, for den var skrevet til den rigsdag, som kejseren havde indkaldt til i Augsburg i juni 1530. Men alligevel er det helt forfejlet at kalde det et lejlighedsskrift. Det fremgår tydeligt af såvel indhold som forordet (her gengivet i Granes oversættelse):

Dernæst [skal der] også [forhandles] om uenighederne i vor hellige religions og kristne tros sag, for at parternes meninger og synspunkter i denne religionssag indbyrdes må blive hørt, kendt og overvejet i gensidig kærlighed, mildhed og venlighed. [Det er hensigten,] at disse ting, efter at det, som på begge sider er behandlet forkert i skrifterne, er blevet korrigeret, må blive bilagt og ført tilbage til den ene udelte sandhed og den kristne enighed, så at for fremtiden én, ren og sand religion må dyrkes og bevares af os, og vi også, ligesom vi lever og kæmper under én Kristus, således må kunne leve i enhed og overensstemmelse i én kristen kirke.

Målet er altså at dyrke og bevare én, ren og sand religion og leve i enhed og overensstemmelse i én kristen kirke. Hverken de kejserlige/pavelige teologer eller de lutherske havde nogen forestilling om, at man blot kunne enes om at være uenige. Den ene udelte sandhed og den kristne enighed er et mål, der ikke kan gives køb på. Ganske vist henviser man ofte til Melanchthons imødekommende formuleringer, men man skal ikke tage fejl. De lutherske var ikke sandhedsrelativister. Luther selv ville aldrig have godkendt formuleringer, som kunne tolkes som vranglære. Derimod forsøgte Melanchthon sig senere med formuleringer, som i realiteten var imødekommende bl.a. over for en nadverlære, som Luther både tidligere og senere afviste. Bl.a. derfor er det nødvendigt at præcisere, at man taler om Den uforandrede augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana invariata). Det er i øvrigt også forklaringen på, at Melanchthon aldrig nævnes i Konkordieformelen fra 1577.

Hvad sand kristendom er

Den augsburgske Bekendelse har intet andet sigte end at fremlægge, hvad der er ægte, uforfalsket kristendom. Derfor formuleres artiklerne i overensstemmelse med den kristne kirkes bekendelser. Fx griber artikel 1 tilbage til den nikænske trosbekendelse. Den augsburgske Bekendelse fordømmer derfor også de vranglærere, som tidligere er blevet fordømt. I artikel 1 gælder det fx arianere og muhamedanere. De kejserlige/pavelige teologer forstod også Den augsburgske Bekendelse på denne måde.

Afskaffelse af det u-evangeliske

Som bekendt var det Luthers anliggende at bringe evangeliet til ære og værdighed i kirken. Alt, hvad der stred imod evangeliet, skulle afskaffes. Den papistiske messe måtte derfor renses for alt det u-evangeliske. Men ikke alt romersk eller papistisk var u-evangelisk. Romerkirken havde meget, der ganske enkelt var kristent, fælleskirkelige, “almindelig,” som det hedder i Den apostoliske Trosbekendelse. Det var der ingen grund til at angribe, endsige afskaffe.

Afvejene

Papisterne eller den romerske kirke ville ikke finde sig i, at de evangeliske ville afskaffe fx afladen, messeofferet og privatmesserne. Man ville heller ikke acceptere arvesyndslæren og retfærdiggørelseslæren. Det fremgår af den “gendrivelse” (Confutatio), som de pavelige/kejserlige teologer lod udarbejde.

Zwingli og hans tilhængere og senere Calvin og hans disciple ville på den anden side ikke acceptere den lutherske nadverlære. Selvom Calvin var langt mindre radikal end Luther, var han dog på ingen måde enig i den lutherske nadverlære. I virkeligheden røber uenigheden om vranglæren, at Zwingli og Calvin grundlæggende ikke var enige med Luther.

Men det var ikke kun nadverlæren, som skilte Luther og Zwingli/Calvin (de reformerte). De reformerte stillede sig nemlig ikke tilfreds med at afskaffe det u-evangeliske. De forlangte populært sagt, at alt skulle være påbudt i Skriften. Det er fx præstedragten jo ikke. Samtidig delte de slet ikke Luthers forståelse af, hvordan man skal afskaffe misbrugene. Det var Luthers opfattelse, at man skal prædike om den rette lære og dens konsekvenser. Når menighederne forstår tingene og er rede til i ro og orden at rydde op, kan man gennemføre reformer uden at forarge nogen.

Den lutherske bekendelses grund

Den lutherske uenighed med papisterne betød, at de lutherske blev fordømt som kættere på på linje med Luther. Den lutherske uenighed med zwinglianerne og senere calvinisterne betød en dyb splittelse mellem ikke-papisterne. Selvom over 8000 præster, teologer og menighedsrepræsentanter underskrev Konkordiebogen med de ti kristne (lutherske) bekendelsesskrifter omkring 1580, betød det, at de lutherske var langt færre end de ellers ville have været. Men årsagen til, at de lutherske ikke blot gav efter, var, at den lutherske bekendelse ikke var egen opfindelse, men den sande, uopgivelige kristne lære, som alle kristne på Skriftens grund bekender – og skulle bekende. Den lutherske lære var og er intet andet end Skriftens egen lære og derfor Guds egen lære. De lutherske afviste alle forsøg på at overtale dem til kompromiser. Når man fx henviste til broderkærligheden, svarede lutheranerne med at henvise til, at læren er Guds. Derfor kan man ikke ændre den. Det er lige så forkert som at ændre på Guds vilje om fx menneskelivet eller ægteskabet (5. og 6. bud).

Fire konkrete grunde til offentlig bekendelse

  • Luthers akademiske arbejder skulle formuleres, så de kunne bruges, når der skulle forkyndes og undervises.
  • Man måtte forklare eller forsvare sig over for de politiske myndigheder.
  • Lutheranerne måtte bekende deres tro, når de blev angrebet af folk med andre forslag til reformer (biblicistiske, moralistiske, anti-gejstlige, anti-sakramentale og ofte millenniaristiske sekter)
  • Lutherske fyrster, som kom ind under kejserens edikt mod lutheranerne, havde brug for et grundlag at danne forbund med hinanden på.

Den augsburgske Bekendelses karakter

  • Den augsburgske Bekendelse var i første omgang den bekendelse, som en gruppe fyrster m.fl. aflagde i Augsburg 1530. De bekendte, hvad der var deres tro på grundlag af Skriften – og Skriften alene.
  • I anden omgang blev Den augsburgske Bekendelse defineret som den lære, de evangeliske landes teologer og præster havde.
  • Senere forstod de lutherske kommentatorer Den augsburgske Bekendelse som et dokument, som de lutherske ledere læste på rigsdagen, og som fremsatte deres landskirkers lære.
  • Endnu senere blev Den augsburgske Bekendelse normativ for forkyndelse og undervisning, dels fordi den var i overensstemmelse med Skriften, dels fordi en del teologer og præster for at opnå anerkendelse og beskyttelse forsøgte at foregive at være lutherske uden at være det
  • Den augsbrugske Bekendelse blev en model for forholdet til andre kirker, idet den forkastede den falske lære, som bedrog og førte vild, og idet den efterstræbte Kristi kirkes enhed og harmoni.

Ovenstående er delvist baseret på Robert A. Kolb. Confessing the Faith: Reformers Define the Church, 1530-1580. Oprindelig udg. i serien Concordia Scholarship Today i 1991. Saint Louis, Missouri: Concordia Publishing House. Electronisk udg. Logos Library System, 2000.

Luthers medvind

På en af Kristeligt Dagblads hjemmesider – religion.dk – har teolog Ricardt Riis bl.a. svaret på, “Hvordan kunne en person som Luther få så meget medvind i den tid …?” Riis forsøger at kaste lys over dette spørgsmål og kommer vidt omkring. Men der er dog noget at tilføje omkring det helt grundlæggende: Hvorfor blev mange lutheranere?

Politiske og sociologiske forklaringer

Det er utvivlsomt rigtigt, at mange faktorer af forskellig art spillede ind. I tillæg til dem, Riis peger på, kan det nævnes, at det næppe har været uden betydning for den politiske støtte, at Luther kritiserede afladen og pegede på, at mange penge gik fra de tyske lande til Rom. Det havde de tyske landsfyrster selvfølgelig en stor interesse i at stoppe.

En evangelisk forklaring

Alligevel er det ikke den vigtigste forklaring. Riis nævner, at når det gælder Danmark, peger den såkaldte gråbrødrekrønike på den evangeliske prædiken som årsag (se http://www.martinluther.dk/graab.htm. Det er utvivlsomt rigtigt, og det gælder ikke mindre for situationen i de tyske lande. Men det kan siges mere præcist – især meget mere præcist, end den stærkt polemiske gråbrødrekrønike gør det. Forklaringen er nemlig først og fremmest, at Luther fik vist evangeliet og derfor også begyndte at lære evangeliet i sin forkyndelse og i sin skriftlige og mundtlige undervisning. Evangeliet kom atter til ære og værdighed, og Helligånden kunne derfor virke – og virkede – til tro og lydighed mod Skriften og dens lære. Se Den augsburgske Bekendelse, især artikel 1-5.

Skriften alene

For det andet betød det overordentlig meget, at Luther holdt sig til Skriften og Skriften alene. Det var muligt for enhver at tjekke den lutherske lære og se, at den stemte overens med Skriften. Heri ligger en afvisning af pavens og kirkemødernes ret til at træffe nye bindende læreafgørelser. Men lige så skarpt afvises sværmernes henvisning til åndelige erfaringer og spekulationer. I virkeligheden er det én og samme sag, der afvises: at lære kan baseres på noget som helst andet end Skriften. Men Skriften alene handler ikke kun om lærens formelle basis. Skriften alene handler også om, at alene Skriften kan og skal vise, hvordan Skriften skal fortolkes i sit indhold. Den lutherske skelnen mellem lov og evangelium er aldeles afgørende, for fra første til sidste side finder vi denne skelnen i Skriften. Alene evangeliet er Guds kraft til frelse. Ingen siden Paulus har vist formuleret dette så klart som Luther. Dette teologiske arbejde førte til evangelieforkyndelsen nævnt ovenfor, men også til understregningen af, hvor vigtigt det er, at evangeliet altid bliver forkyndt rent og rigeligt.

Fagligt arbejde

For det tredje er det sandsynligt, at Luther næppe havde fået så meget medvind, hvis han ikke havde været en helt enestående dygtig professor. Faktisk er Luther en af verdens mest produktive teologer nogensinde. Luthers faglige arbejde kom til udtryk på mange måder, ikke mindst ved arbejdet med at beskrive og begrunde den lutherske forståelse af lov og evangelium. Men det drejer sig i det hele taget om hans forskning, undervisning og opbygningen af universitetet i Wittenberg. Den vide distribution af Luthers oversættelse af Det nye Testamente og siden af hele Skriften hører til en af Luther og hans medarbejderes store faglige fortjenester. Men uden Luthers og de øvrige lutheraneres akademiske arbejde havde man ikke fået så mange og så dygtige reformatorer. Peder Palladius fik sin teologiske uddannelse inkl. doktorgraden i Wittenberg. Herefter blev han biskop og teologiske professor i København og forestod reformationen i Danmark (se fx Martin Schwarz Lausten, “Palladius, Peder”, Den Store Danske Encyklopædi).

Religionspædagogisk arbejde

Luther fik for det fjerde en varig, opbyggende betydning, dels gennem pædagogiske skrifter som Den lille Katekismus. Luthers mange skrifter kan næppe overvurderes. Selv om Melanchthon havde en kolossal betydning for reformationen, var det dog Luthers pædagogiske og opbyggelige skrifter og salmer, der bragte evangeliet ud til folket. Luthers mange opbyggelige og oplærende skrifter kan slet ikke overvurderes. Som det rigtig er sagt mange gange, var bogtrykkerkunstens udvikling af afgørende betydning.

Organisatorisk arbejde

For det femte øvede Luther og hans medarbejdere en overordentlig stor indsats med at få samfund og kirke på fode. Luther formanede fyrsterne til at gennemføre eftersyn (visitationer). Luther lagde stor vægt på at få etableret skoler og universiteter, så samfund og kirke kunne få de nødvendige medarbejdere. Den lutherske skolevæsen har uden tvivl stor betydning for lutherdommens vækst. Palladius var som biskop over Københavns stift også leder af stiftets skole- og hospitalsvæsen.

Selv havde Luther tidligt arbejdet som kirkelig visitator. Her så han, hvor dårligt det stod til mange steder. Luther og hans medarbejdere arbejdede i de senere år hårdt på at få skrevet gode kirkeordninger. Når det af og til siges, at lutherdommen ikke interesserede sig for organisatorisk arbejde, er det fejlagtigt. Men man krævede ikke enighed i ledelsesspørgsmål, så længe det ikke havde betydning for læren.

Medarbejderne

For det sjette fik eller og i mange tilfælde fandt Luther en lang række meget kompetente medarbejdere. Philip Melanchthon var en meget dygtig filolog, teolog og organisator. Desværre svigtede han efterhånden den lutherske sag, hvad der desværre blev meget klart efter Luthers død (derfor er Melanchthon ikke nævnt i Konkordiebogen, skønt han skrev Den augsburgske Bekendelse, Apologien og Traktaten om pavens magt og overhøjhed). Bugenhagen udarbejdede kirkeordninger og hjalp fx den danske konge med at reformere den danske kirke og udarbejde en ny kirkeordning, den danske kirkeordinans fra 1537/1539. I generationerne efter Luther kan nævnes teologer som Joachim Mörlin, Martin Chemnitz og Johan Gerhard.

Modvinden

Når Luther ikke fik større medvind end tilfældet var, skyldes også det en lang række faktorer. Politiske grunde – magt – spillede en væsentlig rolle. Men det gjorde også afvisningen af evangeliet og den lutherske lære. Papisterne ville ikke acceptere evangeliet, men holdt fast ved, at paven og kirkemøderne skulle afgøre, hvad der var gældende kirkelære. Nogle papister som fx professor Eck fra Leipzig manipulerede med Luthers teologiske udsagn. Sværmerne ville heller ikke acceptere Skriftens klare og entydige lære, men satte deres egen åndelige oplevelser og spekulationer i stedet. Man holdt sig heller ikke tilbage fra at forfalske Luthers skrifter.

Se Ricardt Riis, “Hvordan fik Luther medvind?”, 16. juli 2007 http://www.religion.dk/spørg-om-kristendom/hvordan-fik-luther-medvind).