En læremæssigt splittet kirke i enhed

Folkekirken læremæssig splittet
“Lutherske kirker er meget konservative, og det er meget svært at ændre på dokumenter i bekendelsesgrundlaget. Desuden er der så stor uenighed i folkekirken i dag, at man sandsynligvis ikke ville kunne enes om at skrive en ny bekendelse”, siger Peder Nørgaard-Højen. “Og så ville også den nye bekendelse ende med at blive kirkesplittende,” konkluderer Jesper Fodgaard.

Sådan står der i en artikel om Den augsburgske Bekendelse i Kristeligt Dagblad. Tydeligere kan det næsten ikke siges, at den danske folkekirke har forladt sit læregrundlag. For netop Den augsburgske Bekendelse siger jo, at det er tilstrækkeligt for kirkelig enhed, at evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret, dvs. efter Guds ord. Hermed menes, at dét er det nødvendige minimum.

Tidligere uenigheder
Det er ganske vist ikke første gang, at der opstår uenighed om forståelsen af Den augsburgske Bekendelse. Det gjorde der allerede kort tid efter dens affattelse. Forfatteren Melanchthon var ikke uden skyld heri. Men man tog uenighederne alvorlige og gjorde mange forsøg på at få dem bilagt ud fra Guds Ord. Efter næsten 50 år fik man skrevet et dokument, som gjorde en ende på diskussionerne. Konkordieformlen samlede omkring 8.000 underskrifter.

Uenighed om det meste
Desværre må det konstateres, at det er anderledes grundlæggende spørgsmål, som der i dag er uenighed om. Intet tyder fx på, at der er enighed, endsige stor enighed om bekendelsen af treenighedslæren og dens betydning, sådan som den bekendes i Den athanasianske Bekendelse.

Se Jesper Fodgaard, “Ord på troen og troen på ord,” Kristeligt Dagblad, 15. februar 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/7898)

Kærlighed, ret og vranglære (IV)

Som nævnt i Kærlighed, ret og vranglære (I) griber mange til omtolkninger af steder, som handler om falsk profeti eller falsk lære. Her følger endnu et eksempel.

Flemming Pless’ tolkning af Matt 7,15-21
Sognepræst Flemming Pless kommenterer ligesom Erik Norman Svendsen på Matt 7,15-21. “En falsk profet siger ét og mener noget andet. En falsk profet har en dagsorden, der er en anden end Guds.” Typisk gør man meget ud af at lyde som en rigtig profet. Nu er profetiens tid forbi, fordi vi har Skriften. I dag er en falsk profet derfor en, der forsøger at lyde som Skriften, forsøger at lyde rigtig. Men i virkeligheden mener man noget andet, vel at mærke noget andet end hvad Skriften mener. Man vil måske nok det samme som Gud, nemlig at mennesker skal frelses, men man vil ikke bruge det redskab, Gud har valgt, nemlig den rene lære.

Flemming Pless mener imidlertid, at det “overhovedet kan være et problem at finde ud, hvem der er en rigtig profet.” Pless mener, man står ved “en korsvej mellem Bibelens ord og udlægningen af samme.” Han anfører to eksempler: kampen mod fri abort og Leif Bork Hansen. “Begge har det tilfæles, at de gør op med samfundets udlægning af, hvorledes vi skal ordne vore fælles anliggender, mod det nogen anser som en forvrænget udlægning af Guds vilje med os.”

Pless synes at forstå “Guds vilje,” som søndagens evangelietekst nævner, som omhandlende moralske spørgsmål. Derfor siger Pless også, at “du ikke både kan leve helt efter Guds vilje og samtidig leve i verden.”

Men hvad skal man så stille op? Her er Pless’ svar følgende: “Svaret er et bønsliv og en erkendelse af, at hvad vi end gør, er vi kun tilnærmelsesvist i kontakt med det optimale, med Guds vilje.” Derfor konkluderer Pless: “Deraf følger, at en falsk profet springer bønnen over og tager patent på Guds ord.”

Pless omtolker Jesu ord, så de kun handler om moralske spørgsmål. Men Guds vilje omfatter også evangeliet og evangelietjenesten. Det borttolker Pless let og uelegant. Vi opfylder aldrig Guds bud til punkt og prikke, for det drejer sig jo om vores liv. Men det betyder ikke, at man ikke skal og kan lære rent, dvs. prædike og undervise i overensstemmelse med evangeliets rene lære. Det har Pless endda lovet som præst. Men det borttolker Pless, når han tillægger falske profeter at “tage patent på Guds ord.”

Pless gør Skriften uklar, og så bliver det jo vanskeligt at afsløre falske profeter og lærere. Så risikerer man selvfølgelig heller ikke selv at blive afsløret. Pless ser bønnen og bevidstheden om ikke at kunne være fuldkommen som sin redningsplanke. Men ingen af delene værner nogen mod at være en falsk profet eller en vranglærer.

To diametralt modsatte attituder
Pless forsøger allerede i begyndelsen at værne sig mod kritik ved at give eventuelle kritikere dårlig samvittighed: “Søndagens tekst er sådan en god tekst at rive andre i næsen [med]; tag dig i agt for dem, der ikke er de rigtige,” skriver han. Men det er helt misforstået. De falske profeter og lærere er ikke noget, man afslører med glæde. Det sker tværtimod med sorg og bekymring, fordi falske profeter risikerer både deres egen og tilhørernes frelse. Falske profeter har derimod en tendens til at udtale sig med arrogance eller nonchalance om denne risiko.

Paulus har derimod en helt anden holdning. “Giv agt på dig selv og på den undervisning [lære], du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig,” skriver han i 1 Tim 4,16.

Flemming Pless, “Det kristne skisma” (Søndagsordet), Jyllands-Posten, 29. juli 2007 http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE4094783/Det-kristne-skisma/)

Kærlighed, ret og vrang lære (III)

Som nævnt i Kærlighed, ret og vranglære (I) griber mange til omtolkninger af steder, som handler om falsk profeti eller falsk lære. Her følger et eksempel.

Norman Svendsens tolkning af Matt 7,15-21

I Kristeligt Dagblad skriver biskop Erik Norman Svendsen om forholdet mellem kristne og muhamedanere (muslimer, som de selv vil kaldes). Herefter skriver han ud fra Matt 7,15-21 følgende:

“Når Jesus i sin bjergprædiken advarer mod falske profeter, er det sine disciple, han taler til og dermed til os, som i dag er kristne. Det er en generel advarsel, som ikke sigter på at hænge bestemte personer ud som falske, men som skal tjene til at advare disciplene mod falsk sikkerhed, så de trofast fastholder fokus på det, han har sagt og gjort både i deres forkyndelse og i deres eget liv.

Advarslen mod de falske profeter kan ikke bruges som kasteskyts mod andre, men er som et spejl, vi hele tiden må holde op for os selv for at få sandheden at se om både os selv og den Gud, som Jesus har bragt ind i vores liv og verden.

Kun sådan får vi blik for selv at gøre vores himmelske fars vilje og ikke blot vor egen.”

Unionisme og hjemmegjorte omtolkninger

Som vi har set i del I og II med centrale citater fra Franz Piepers Christian Dogmatics, tillader Skriften og den lutherske lære ikke unionisme eller synkretisme. Disse to ord blev oprindelig brugt om det samme: kirkeligt fællesskab uden læremæssig enighed. I dag bruges unionisme stadig om dette (hvis man overhovedet har et begreb for den slags), mens synkretisme bruges om religionsblanderi på tværs af religionerne. Hvor man før så lutherdom, reformert og papistisk religion som forskellige religioner, er grænserne blevet videre.

Norman Svendsen og islam

I biskop Erik Norman Svendsens stykke, som er citeret ovenfor, glimrer den ligefremme betydning af teksten ved sit fravær. Den naturlige konsekvens af teksten er derfor svær at få øje på. Det er faktisk ikke nemt at se, hvad Norman Svendsen egentlig mener om, hvordan vi kristne skal forholde os til muslimer og Muhamed. Det er i sig selv underligt, eftersom Norman Svendsen er luthersk biskop. Men at han lader dette spørgsmål stå uklart i et stykke, der handler om Matt 7,15-21 er højst besynderligt. Det er et trist eksempel på, hvordan en biskop omtolker Jesu ord, så meningen nærmest bliver den stik modsatte af, hvad Jesus mente.

Norman Svendsen skriver under overskriften “Mere end en profet” om forholdet mellem muslimer og kristne. Det er en kommentar til Matt 7,15-21, hvor Jesus advarer mod falske profeter, som fører folk i fortabelse. Nu er det faktisk sådan, at få har gjort sig så meget fortjent til at blive kaldt en falsk profet som netop Muhammed, og man bliver ikke frelst af at tro på Muhammed og hans vranglære.

Norman Svendsen skriver også om fred og større forståelse mellem kristne og muslimer. Hertil må siges, at der er intet galt i at arbejde for fred og – forhåbentlig bedre – forståelse mellem muslimer og kristne, som Abu Nour Moské i Damaskus gør. Det er blot afgørende, at det ikke fører til en ændret forståelse af kristendommen. Kristendommen er nemlig givet af den treenige Gud og kan ikke ændres (jf. fx Gal 1,5ff). Norman Svendsen afviser da også, at Jesus kun er en profet, sådan som muhamedanerne lærer. Han er “Mere end en profet,” som Søndagsordets overskrift lyder.

Men hvad er konsekvensen heraf? Det er mærkeligt utydeligt hos Norman Svendsen. I oldkirken gjorde man derimod op med arianismen, fordi denne ikke lærte Jesu hele og fulde guddommelighed. Arianismen lærte folk at tro på en falsk kristus, der ikke kan frelse. Han findes jo slet ikke. Muhamedanismen – eller islam, som de selv vil kaldes – er en meget grov udgave af arianismen. Bl.a. meget andet, der kan siges, er, at deres forståelse af Jesus er et groft kætteri. Hvis Matt 7,15-21 overhovedet handler om konkrete vranglærere eller kættere, så må afsnittet handle om muhamedanisme og Muhammed.

Fortolkning en bort-forklaring

Måske mener Norman Svendsen også, at muhamedanisme er et kætteri og Muhammed en falsk profet, men han skriver ikke noget om det. I stedet gør han Jesu ord gjort til noget, som ikke drejer sig om “at hænge bestemte personer ud som falske.” I sammenhængen er det svært at undgå at konkludere, at Norman Svendsen ikke vil eller ikke tør sige, hvad der ellers er en enkelt og ligefrem tolkning. Hans tolkning kan kun kaldes en bort-forklaring. Sørgeligt, men også skændigt, at en biskop ikke kan tale klart om islam som religion og Muhamed som en falsk profet, der fører folk i fortabelse.

Jesu anliggende ifølge Norman Svendsen

Men naturligvis betyder det ikke, at Matt 7,15-21 slet ikke handler om noget. Erik Norman Svendsen omtolker Matt 7,15-21 til at være en advarsel mod “falsk sikkerhed,” rettet til hans disciple. Måske kan Norman Svendsen virkelig ikke læse indenad. Det er i så fald bekymrende. Men alternativt må man mistænke ham for, at han ikke vil acceptere, hvad teksten faktisk siger. Det er karakteristisk for dem, Jesus advarer os imod. Men hører nok, men man retter sig ikke efter det. Muhammed satte sine egne drømme og spekulationer i stedet for Guds klare Ord, som han ikke ville acceptere (hvis han overhovedet havde noget ordentligt kendskab herom). Det er ikke kun bekymrende, men vildledende. Derfor må der siges fra. Jesus kalder tilhørerne til ikke at lytte til falske profeter. Derfor skal man ikke lytte til Muhammed og hans kætteri. Hvorfor vil Norman Svendsen ikke sige det?

Norman Svendsens behov for egen medicin

Hvis Norman Svendsen nu i det mindste ville anvende sin tolkning på sig selv, kunne den da siges at have tjent et formål. Men som skriftudlægning eller kommentar er den vildledende. Det er den ikke så meget på grund af det, der siges, men derimod på grund af det, der ikke siges. Norman Svendsen burde holde fokus på det, Jesus faktisk har sagt og gjort, og gøre det i sin forkyndelse og offentlige skriverier. Det gør han ikke, og derfor gør han heller ikke Guds vilje, selv om det er det, han skriver om. Man må virkelig ønske for Norman Svendsen, at han vil tage sin egen medicin. Det har han bestemt brug for.

Erik Norman Svendsen, “Søndagsordet. Mere end en profet,” Kristeligt Dagblad, 28. juli 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/ordet/søndagsordet-mere-end-en-profet)