bLogos

Kaj Mogensen og fortabelsen (I)

Finn B. Andersens indsats

Cand.theol. Finn B. Andersen har flere gange i 2007 påvist, at sognepræst Kaj Mogensen ikke er i overensstemmelse med det formelle grundlag for folkekirken. Det har han ellers forpligtet sig på i kraft af sit embede og lovet ved sin ordination. For alteret og over for Gud og mennesker har han lovet at holde sig til den rette lære og modarbejde den falske. Kaj Mogensen har selv indrømmet i debatten med Finn B. Andersen, at han afviser Den augsburgske Bekendelse, artikel 17. Det har nu ikke været nogen hemmelighed for dem, der har ører at høre med og øjne at se med.

Kaj Mogensens mening

Kaj Mogensen benægter fortabelsens realitet og dens karakter. Han har åbent erklæret, at han anser læren i Den augsburgske Bekendelses artikel 17 for at være forkert. Men naturligvis kan han anføre grunde, der for folk flest (nok) skal få hans forkastelse af artiklen til at glide lettere ned. I Kristeligt Dagblad skriver Kaj Mogensen den 19. februar 2007:

“Artikel 17 er ikke en integreret del af den lutherske lære om frelse. Der er en lang hævd i folkekirken for, at artikel 17 kan afvises, uden at man af den årsag ikke som forkynder har en naturlig hjemstedsret i folkekirken.”

Kaj Mogensens argumentation viser blot, hvor dybt og hvor længe folkekirken har været i teologisk uføre. Nogen læremæssig enighed har der ikke været længe, og artikel 7 i Den augsburgske Bekendelse ignoreres altså, hvis den ikke lodret afvises og forkastes, når det kommer til stykket.

Når det gælder hans egen forståelse, skriver Kaj Mogensen:

“Jeg benægter ikke, at mennesket på grund af syndefaldet er et fortabt menneske, der uden Jesus Kristus ville være prisgivet syndens og dødens magt. Hvert eneste øjeblik, der ikke er levet i fuldkommen kærlighed, er også et fortabt øjeblik. Hvad jeg afviser, er fortabelsen efter døden forstået som tidsubegrænset smerte. Jeg afviser ikke engang den evige fortabelse som en mulighed. Men Jesus Kristus har ved sin forsonergerning gjort denne mulighed umulig. Det er væsentligt for den teologiske debat om dette spørgsmål, at vi er præcise. Glæden over frelsen får en særlig dyb dimension, når vi fatter, hvad det er, vi frelses fra.” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/der-knytter-sig-flere-problemer-til-den-dobbelte-udgang)

Karakteristisk for debatten er måske, at man primært går op i, om Kaj Mogensen fornægter fortabelsen eller ej. Det er naturligvis et væsentligt spørgsmål. Men det er også væsentligt, om han omtolker fortabelsen. Vranglære består jo ofte i omtolkninger. Det er således en omtolkning eller – snarere – borttolkning, når fortabelsens evige pine benægtes. “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv,” som det hedder i Matt 25,45. Indtil 1907 lød oversættelsen: “til den evige Pine,” hvad der er den præcis oversættelse. Og det er jo væsentligt for den teologiske debat om dette spørgsmål, at vi er præcise!

Kaj Mogensens vranglære nærmere betragtet

Skriften afvises i realiteten

Kaj Mogensens vranglære har alvorlige teologiske konsekvenser. For det første hævder han, at Jesu forsonergerning i sig selv gør fortabelsens mulighed umulig. Det er da muligt rent spekulativt at forestille sig den mulighed, men det er overhovedet ikke en tanke, som der kan føres Skriftbegrundelse for. Tværtimod er den fundamental i strid med Skriften: Ét eksempel er Rom 10,9-17, men der er mange andre. Når Mogensen ignorerer sådanne klare udsagn, kan man kun konkludere, at han i virkeligheden gør op med Skriften som kilde og norm for teologisk lære.

Troens nødvendighed afvises

For det andet overser han og man dermed, at Skriften taler om troens nødvendighed til frelse, fx Rom 3,22. Kristi forsonergerning hjælper intet, hvis ikke man i tro bliver retfærdiggjort og dermed frelst. Eftersom læren om retfærdiggørelse af tro er central for for hele den lutherske kirke og er den artikel, hvormed kirken står og falder, er Kaj Mogensens vranglære ikke en detalje. Det er en ødelæggende lære, som gør alting ligegyldigt.

Dåben gøres magisk eller unødvendig

Det har, for det tredje, også betydning for dåbslæren. For den betyder reelt, at dåben løsrives fra troen og dermed bliver en magisk rite.

Om dåben skriver Luther i Om kirkens babyloniske fangenskab følgende: “Derfor kan du jo nok se, hvor rigt et kristent, dvs. et døbt menneske er. Selv om han vil, kan han ikke miste sin frelse – ligegyldigt hvor mange synder han så har begået – med mindre han ikke vil tro. Ingen synd kan bringe ham i fortabelse [eller: fordømmelse] undtagen vantroen [alene].” (overs. Ivar Engel Jensen, s. 73).

Som det fremgår, er det ikke Luthers opfattelse, at Kristi forsonergerning gør fortabelsen umulig. Tværtimod er troen nødvendig for at undgå fortabelsen – også for den døbte. Kun vantroen kan bringe en, der er døbt, i Helvede og den evige pinefulde fortabelse. Kaj Mogensens lære er derfor falsk lære om troen.

Det centrale gøres ligegyldig

Hvordan man kan overse, at det er helt centralt for den kristne tro, er næsten ikke til at begribe. Det hedder jo fx, at “Thi således elskede Gud verden, at han gav Sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Konklusion

Der er derfor tale om vranglære af den alvorligste slags. Denne vranglære eller dette kætteri er helt kastastrofal for dem, der tror på, hvad Kaj Mogensens lærer. For tror de på det, som Kaj Mogensen indirekte lærer, og ringeagter evangeliet og troen, går de fortabt.

Hvorfor afskediges Kaj Mogensen ikke?

Man kan undre sig over, at Kaj Mogensen får lov at udbrede en sådan vranglære. Bent Feldbæk Nielsen lærte også falsk om dåben og blev afskediget. Hvorfor afskediges Kaj Mogensen ikke? Svaret er måske, at hvis man anfægter, at dåben frelser, så får man problemer. Men Kaj Mogensen regner man ikke for farlig, for han argumenterer ikke for, at dåben ikke frelser. Men han argumenterer vel logisk set heller ikke for, at den frelser eller er (omend ikke absolut) nødvendig til frelse. Alle bliver jo frelst efter hans opfattelse. Spørgsmålet er, om det måske kun er dem, der anfægter den folkekirkelige lære om alles frelse, som får problemer.

Når man tror på alles frelse i en eller anden udgave, bliver det naturligvis mindre vigtigt eller ligegyldigt, hvad folk tror. Så bliver det også ligegyldigt, hvad præsterne tror, bekender og lærer. Bortset altså fra, at dåben frelser eller at alle bliver frelst.

Inkompetence?

Man kunne spørge, om der er tale om inkompetence? Det forekommer naturligt at svare ja, eftersom så få synes at kunne se – eller i fald synes at ville vedgå – omfanget af og dybden i Kaj Mogensens vranglære. Biskop Karsten Nissen skrev et hyrdebrev i anledning af Grosbøll-sagen. Hvorfor har han ikke skrevet et hyrdebrev om Kaj Mogensen-sagen? Hvorfor har andre ikke?

Viljen?

Der kan være mange grunde til, at man ikke taler og handler i Kaj Mogensen-sagen. Men det er svært at undgå at få den tanke, at man ikke vil. Den mest indlysende årsag hertil er vel, at man ikke vil, fordi man dybest set er enig med Kaj Mogensen.

Folkekirkens læregrænser

Spørgsmålet er altså, om Bent Feldbæk Nielsen-sagen og Kaj Mogensen-ikke-sagen viser noget om, hvad der kan og ikke kan accepteres i folkekirken. Måske er sagen den, at de to sager illustrerer, at det – udover sygdom, samarbejdsvanskeligheder og kriminelle forhold – kun er direkte angreb på den folkekirkelige dåbsforståelse og dåbspraksis, der kan medføre afskedigelse – hvis det bliver opdaget og der bliver klaget. Bent Feldbæk Nielsen var ikke alene uenig i den gængse folkekirkelige opfattelse af dåben, men han ændrede liturgien, så den passede til hans dåbslåre. Dermed kunne menigheden ikke undgå at opdage, at han havde et andet dåbssyn.

Men man kan godt undergrave den lutherske lære om dåben, uden at det får konsekvenser. Det er faktisk det, som Kaj Mogensen – og faktisk også Thorkild Grosbøll – gør. Men de ændrer ikke dåbsliturgien, og folk flest har vist ikke opdaget, at såvel Thorkild Grosbøll som Kaj Mogensen undergraver den lutherske dåbslære. Den dåbslære er der nemlig ikke mange i folkekirken, der deler.

Det kræver ikke megen indsigt at se, at stort set alle lærepunkter afvises af den ene eller den anden præst – uden konsekvenser i det hele taget. Modsat har nogle præster fået samarbejdsproblemer, når de har holdt fast ved den lære, som folkekirken står for ifølge sine egne bekendelsesskrifter. Dét kan man godt blive fyret for, omend det kamufleres som samarbejdsvanskeligheder. Den berømte forkyndelsesfrihed, som egentlig skulle værne om præsternes ret og pligt til at forkynde, hvad der stemmer med Bibelen og bekendelsesskrifterne, synes at være blevet vendt på hovedet.

Den lutherske lære og bekendelse

Den augsburgske Bekendelse bekender og lærer, at dåben er nødvendig til frelse, at Guds nåde rækkes frem ved dåben, at børn skal døbes, og at de tages ind i Guds nåde, når de overgives til Gud (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 9).

Den augsburgske Bekendelse siger imidlertid også, at sakramenterne ikke kun er indstiftet til at være kendetegn, som man kan kende de kristne på. Sakramenterne, inkl. dåben, er mere indstiftet til at være tegn på og vidnesbyrd om Guds [nådige] vilje mod os. De skal opvække og bekræfte troen hos dem, som bruger dem. Derfor skal de bruges, så troen kommer til og tror de løfter, som holdes frem og vises. For som den tyske udgave siger, fordrer sakramenterne tro og bruges ret, når man tager imod i tro og derigennem styrker troen (artikel 13).

Dåben er ifølge Luthers lille Katekismus “vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord”. Dåben “virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.” Luther henviser til Mark 16,16: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses, men den, der ikke tror, skal dømmes.” Jesus befaler i dåbsbefalingen at gå hen og “gøre alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer” (Matt 28,19-20). En ret dåb er derfor en dåb i lydighed mod og tillid til Jesu egen befaling og løfte.

Det grundlæggende spørgsmål

Hvis man forsøger sig med det tanke-eksperiment, at Kaj Mogensen blev afskediget, da måtte det føre til en meget dyb selvransagelse i folkekirken. Hvis fortabelsen findes, så bliver det pludselig meget vigtigt, hvordan man undgår fortabelsen. Men naturligvis er det ikke så alvorligt et problem, hvis dåben i sig selv er nok. Så har Kaj Mogensens kætteri jo ikke nogen særlig betydning. Måske er det derfor, at hans foresatte, biskop Lodberg Hvas, ikke mener, der er grund til at reagere. Det er dog i givet fald en overfladisk betragtning.

For hvis dåben fordrer tro for at være den døbte til gavn, sådan som den lutherske lære siger, så må man i gang med alvorligt at overveje, hvordan man kan fremme troen hos de døbte. Det er man så også i gang med, men så længe det ikke er nødvendigt for at blive betragtet som en kristen og få adgang til sakramenterne, så vil det nok knibe folkekirken en hel del med at få folk til at deltage i oplæringsaktiviteter. Hvorfor skulle man deltage i noget, der ikke er nødvendigt?

I virkeligheden er sagen dog, at man må spørge om, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med dåb, hvis Guds vrede, Helvede og fortabelsen ikke findes. Hvorfor er det så i det hele taget nødvendig med folkekirken?

Det spørgsmål burde stilles – og besvares. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange grunde til, at man vil ønske at bevare folkekirken. Det har hidtil ikke vist sig nemt at udrydde religiøsitet. Det vil næppe heller ske i vores videnssamfund. Derfor vil der være en efterspørgsel efter religiøse serviceydelser. Folkekirken betjener dette religiøse behov og har mange tilfredse medlemmer. I al fald så længe præsterne ikke forlanger oplæring og et kristeligt liv af medlemmerne, for slet ikke at tale om at kræve det af præsterne selv. Man vil have et organ, der står parat ved livets store overgange: barnefødsel, bryllup, begravelse og måske også overgangen fra barn til voksen. Man vil have et organ, der kan træde til, når man kommer ud i menneskelige krisesituationer.

Men er det en kirke? Er en kirke ikke de hellige troende og får, der hører og adlyder deres hyrdes røst – sådan som Luther lærer os om kirken i De schmalkaldiske Artikler?

Se også Kaj Mogensen og fortabelsen (II) og Kaj Mogensen og fortabelsen (III).

Referencer

Finn B. Andersen, “Præsteforeningen accepterer forskelsbehandling,” Kristeligt Dagblad, 20. junik 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/254790)
Kaj Mogensen, “Der knytter sig flere problemer til den dobbelte udgang,” Kristeligt Dagblad, 19. februar 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/der-knytter-sig-flere-problemer-til-den-dobbelte-udgang)

Tiltale

Luthers nadvertiltale

I 1525 sendte Luther et forslag til tiltale til nadverdeltagerne. Den er værd at se på, både på grund af det, den udtrykkelig siger, og på grund af det, den forudsætter.

Evangeliet

Allerkæreste venner i Kristus. I véd, at vor Herre Jesus Kristus til sidst af usigelig kærlighed har indstiftet sin nadver til ihukommelse og forkyndelse af hans død, som han led for vore synder.

Først understreger Luther sammenhængen mellem nadveren og Jesu stedfortrædende lidelse og død for vore synder.

Til denne ihukommelse hører en fast tro, der giver samvittigheden og hjertet hos den, der vil bruge og nyde nadveren, sikkerhed og vished om, at Kristus således har lidt døden for alle vore synder. Dersom nogen derimod tvivler derom og ikke i nogen måde føler sådan tro hos sig, skal han vide, at nadveren intet nytter ham, men derimod skader ham, og at han skal blive borte derfra. Og fordi vi ikke kan se denne tro, men Gud alene véd besked om den, vil vi lægge spørgsmålet over på enhvers samvittighed, som kommer til stede, og så vil vi på hans bøn og begæring give ham adgang.

Luther ser i overensstemmelse med nadverens evangeliske karakter troen som afgørende. Sakramenterne skal bruges, så troen kommer til, som det senere bliver formuleret i Den augsburgske Bekendelses artikel 13. Derfor skal der prædikes evangelisk i kirkerne, for ellers nytter nadveren intet. Det kan lyde som en selvfølge, men det var det ikke på Luthers tid, og det er det desværre heller ikke snart 500 år efter. Der er stort behov for igen at insistere på, at der skal prædikes og undervises, så man får lært evangeliet og kan hvile i det.

Fordi nadveren er evangelisk, og troen ikke kan ses, må den enkelte selv tage ansvaret for at deltage i nadveren. Det betyder imidlertid ikke på nogen måde, at alle og enhver selv kan bestemme, om man vil deltage. Forudsætningen er, at man er oplært i kristentroens ABC. Luther var ikke tilfreds med, hvad der fandtes, og heller ikke med de forsøg, andre gjorde. Han skrev derfor selv den lille katekismus. Kan man indholdet heri, og er man gammel nok, kan man gives ansvaret for at deltage i nadveren – hvis man i øvrigt havde deltaget i skriftemål forinden.

Man skal med Paulus’ ord kunne “agte på” eller “skelne” legemet, dvs. skelne mellem det brød og vin, der bare er brød og vin, og det brød og vin, der er indviet og derfor giver del i Kristi sande legeme og blod (1 Kor 11,27-30; 10,16f). Ellers forsynder man sig mod Herrens legeme og blod.

Ud fra sammenhængen i 1 Korintherbrev er det også tydeligt, at man også skal “agte på” legemet i betydningen Kristi legeme, som består af dem, der får del i det ene brød. “Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,16f).

Loven

Men hvis nogen lever i åbenlyse synder som gerrighed, had, vrede, misundelse, åger, ukyskhed og lignende, og ikke har i sinde at afstå derfra, da skal sådanne hermed være afvist. Og vi advarer dem alvorligt imod at komme til nadveren, for at de ikke skal hente en dom og skade over deres sjæle, som Skt. Paulus siger i 1 Kor 11. Dog skal enhver, som er faldet af skrøbelighed og i gerning beviser, at han alvorlig vil bedre sig, ikke være forment at få del i Kristi legemes og blods nåde og samfund. Derefter skal enhver have at rette sig og se sig for. Thi vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene. (citaterne er fra Luthers Breve i Udvalg, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 38-39; retstavning ajourført).

Også i forbindelse med nadveren skal loven forkyndes. Forinden deltagelse i nadveren deltog de kristne i Wittenberg i skriftemålet, dvs. de bekendte deres synder og fik dem tilgivet. Pointen er derfor ikke, at denne formaning skal lære ikke-kristne deres synder at kende. Formaningen er rettet til de kristne, der deltager i skriftemål og gudstjeneste, men lever i åbenlyse synder uden at ville afstå fra dem. Deltager de i nadveren uden troen, vil de lide skade ved det.

Vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene, siger Luther med et citat af Jesus selv (Matt 7,6). Hvis man som i størstedelen af den vestlige verden lader hvem som helst gå til alters uden at sikre sig, at de kender evangeliet, bekender troen og i øvrigt kan “agte på legemet,” spotter man Gud. Det er uforståeligt, hvordan kristne kan opføre sig sådan. Det er til gengæld ikke mærkeligt, at “hundene” og “svinene” selv ikke har nogen respekt for det hellige.

Men som Luther understreger det, er meningen ikke at gøre nadveren lovisk, men at forkynde loven for dem, der har brug for det. Dem, der er faldet af skrøbelighed, inviteres til at deltage og få Kristi legeme og blod og nåden. Sådan drejer også nadverforvaltningen sig om at skelne ret mellem lov og evangelium.

Højlunds kedelige bekendelse

Forandrer Bibelen sig?
Niels Højlund har læst Koranen, som han ikke er imponeret af. Både Bibelen og Koranen er gamle, og både kristne og muhamedanere om tolkning. Højlund mener imidlertid, at der er en forskel. Koranen forandrer sig ikke. Det gør Bibelen derimod.

“I en græsk-kristen sammenhæng derimod er fortolkning en proces, hvor både det nutidige menneske (den fortolkende) og den fortidige skrift (det fortolkede) ændrer sig ved at blive bragt i forbindelse med hinanden. At Koranen skulle kunne ændres i en fortolkningsproces er for muslimen en helt umulig tanke.”

Højlund synes at tilslutte sig, at Bibelen “ændrer sig,” når den tolkes. Højlunds forståelse af fortolkning i en græsk-kristen sammenhæng virker postmoderne. Der er ikke engang tale om, at fortolkningsprocessen er en proces, hvor man gennem hårdt arbejde forsøger at komme tættere og tættere på tekstens mening. Det er et fundamentalt opgør med den lutherske lære om Skriftens klarhed og tilstrækkelighed.

Det er ganske vist rigtigt, at vi ikke er ufejlbarlige. Men Skriftens lære baserer sig på steder, som er klare, og det er derfor muligt at nå frem til en sand, entydig og uforanderlig forståelse af Skriftens lære. Man behøver ikke at være en kristen for at kunne læse disse steder. Men skal man forstå Skriftens egentlige mening, må Helligånden oplyse os ved at sætte os ind under Skriftens tale i lov og evangelium. Uden den erfaring vil man aldrig nå til en egentlig forståelse af Skriften.

Til gengæld er der mange andre ting i Skriften, som er mere eller mindre dunkle. Her kan der ske fremskridt – eller tilbageskridt – i tolkningen. Men en lutheraner kan aldrig sige, at Skriften forandrer sig. “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” Paulus henviser til den nøjagtige formulering i Gal 3,16 som begrundelse for sin kristologiske af 1 Mos 12,7 (se 1948-oversættelsen).

Højlunds tolkning af Skriften har alvorlige konsekvenser for forståelsen af, hvordan troen bliver til. Ifølge Skriften er det evangeliet, der skaber troen. “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,” bad Jesus (Joh 17,20). “Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord,” skrev Paulus. Men hvis Skriften forandrer sig, når den tolkes, så kan man jo ikke vide, om den tro, som frelser, faktisk bliver til. Højlund mener tilsyneladende heller ikke, at troen bliver til på den måde.

Tro, Skriften og Helligånden
“Hvis muslimer derefter spørger mig, om jeg da ikke som offentligt bekendende kristen ‘tror på Bibelen’, så må jeg til deres store undren svare: nej, jeg tror ikke på Bibelen. Men jeg tror på den Gud, som Bibelen bevidner, vel vidende at dette vidnesbyrd er meget mangfoldigt, og at de mange gudsbilleder i Bibelen ofte er i stor indre konflikt. Det kan jeg vove at sige, fordi jeg i kristendommen har et ord for Gud, der hedder Helligånden. Det har muslimen end ikke den mindste antydning af i sit helligskrift. Og det er måske den mest afgørende forskel mellem en bibellæser og en koranlæser.” Sådan skriver Højlund. Kedeligt nok.

Sandt er det jo, at en kristen ikke tror på Bibelen i betydningen at sætte sin lid til Bibelen. Men det er ikke det, Højlund mener. Bibelens vidnesbyrd er “meget mangfoldigt,” skriver Højlund altså, og hævder, at “de mange gudsbilleder i Bibelen ofte er i stor indre konflikt.” Højlund introducerer imidlertid Helligånden. Ikke som ham, der skaber tro gennem apostlenes ord og lære, men snarere på trods af. Her er der ingen artikel 5 i Den augsburgske Bekendelse. “For ved Ordet og sakramenterne som midler [eller: instrumenter] gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet …” (mine fremhævelser).

Er Skriften uklar og i stor indre konflikt, bliver troen usikker, og i virkeligheden en præstation af den troende selv. Ganske vist forsøger Højlund måske at undgå denne konklusion, men den rolle, han tildeler Helligånden, har Helligånden ikke ifølge Skriften. Jesus taler anderledes: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

I øvrigt er Helligånden ikke bare et ord for Gud, men den tredje person i den treenige Gud (jf. Matt 28,19).

Muhamedanisme og kristendom
Der er bestemt stor forskel på muhamedanisme og kristendom. Vi tror ganske rigtigt, at Helligånden skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom (Joh 16,7-11). Men forskellen er meget mere grundlæggende.

For det første tror muhamedanerne ikke på den treenige Gud. Jesus er kun en profet, ikke Guds evige Søn, som er undfanget ved Helligånden og derfor sand Gud og sandt menneske. Jesus sonede ikke al verdens synd. Den sande, treenige Gud er en barmhjertig og nådig Gud.

For det andet er muhamedanismen ikke nogen evangelisk religion. De skal og kan selv opfylde loven. Evangeliet forkastes som unødvendigt, for ikke at sige uretfærdigt.

Skriften er, for det tredje, indblæst af Gud og derfor nyttig og brugbar til belæring, dvs. undervisning i den kristne lære: evangeliet (2 Tim 3,16). Selv ordene har apostlene – og før dem profeterne – lært af Helligånden (1 Kor 2,13), sådan som Jesus også lovede (Joh 14,26; 16f). Sådan kan en kristen ikke sige om Koranen. Den er tværtimod falske profeti, og Muhammed en falsk profet.

Niels Højlund, “Koranen er kedelig,” lørdagsrefleksion i Kristeligt Dagblad, 4. august 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/koranen-er-kedelig)