Skal religion være en privatsag?

“Religion skal være en privatsag”
Få sager har sat Jyllands-Posten og chefredaktør Carsten Juste på landkortet som de 12 Muhammed-tegninger. Dorte Remar, Kristeligt Dagblad, har interviewet chefredaktøren for nogle uger siden. Juste mener, at religion skal være en privatsag.

For meget religion i samfundet
Carsten Juste mener, at vi står over for “en religionskonflikt af uoverskuelige dimensioner”. “Der er blevet for meget religion i vores samfund. Det maser sig frem fra revner og sprækker, og det er fordi, vi har fået besøg af en meget stærk religion, islam. Det er en ulykkelig udvikling. Religion skal være et privat anliggende, men jeg møder religion i det offentlige rum, som jeg ikke har gjort tidligere. Pludselig skal du tage stilling til ting, du ikke tidligere har drømt om at skulle tage stilling til. For eksempel blodpenge, kvindeundertrykkelse og den islamistiske organisation Hizb-ut Tahrirs uhyrlige begrebsverden. Når selv en gammel fritænker som Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden giver op og nu anerkender religionens placering i samfundslivet, så er vi ved at være langt ude. Nogle gange kan man faktisk savne, at kristendommen går i offensiven.”

Kan islam eller kristendom være en privatsag?
Det kunne måske umiddelbart virke som en logisk løsning at forlange religion ud af den offentlige sfære, hvis der er fare for religionskonflikter af uoverskuelige dimensioner. Men det er besynderligt, at dette forslag kommer fra Carsten Juste, som trykte Muhammed-tegningernene for at værne om ytringsfriheden. Hverken kristendom, islam eller for den sags skyld jødedom kan finde sig i at blive forvist fra den offentlige sfære. Årsagen hertil er, at alle tre religioner gør krav på at være sande religioner. At forvise dem betyder at derfor at indskrænke deres frihed til at være til og til at ytre sig. Så sandt kristendom og fx islam har absolutte påstande, må disse nødvendigvis kunne ytres offentligt. Ellers ville det for kristne og muslimer være ensbetydende med at acceptere at blive gjort til en lokal, subjektiv religion.

Forskel på kristendom og islam
Carsten Justes forslag er også på anden vis uigennemtænkt. For der er ikke alene stor forskel på muslimer og for den sags skyld kristne indbyrdes. Der er også stor forskel på kristendom og islam. Eller mere præcist: Der er stor forskel på lutherdommen og islam. Lutherdommen gør i det stykke krav på at være genuin kristendom, som alle kristne burde tilslutte sig.

Toregimentelæren
Forskellen mellem kristendom og islam er ikke, at kun islams gud gør krav på at ville være herre i verden. Den treenige Gud, kristendommens Gud, har skabt himlen og jorden, og alle skylder Ham lydighed. Den treenige Gud opretholder også sit skaberværk. Han regerer eller styrer gennem to regimenter, dvs. styreformer. Gennem forældre styrer han i den private sfære; gennem øvrigheden styrer han det, vi populært kalder for samfundet. Det er den verdslige øvrighed. Gud styrer også i kirken, men her styrer han gennem evangeliet, dvs. ved Ordet og sakramenterne. I Den augsburgske Bekendelse, artikel 16, hedder det derfor:

“Om de borgerlige forhold lærer de [lutherske menigheder], at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode gerninger. … Evangeliet lærer nemlig den evige retfærdighed i hjertet. Her på jorden opløser det imidlertid ikke samfundet eller familien, men forlanger i høj grad, at de skal bevares som Guds gode ordninger, og at kærligheden [netop] skal udøves i dem. Derfor er det nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, med mindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker. (Apostlenes Gerninger 5,29).”

Evangeliet handler om retfærdig i hjertet. Derfor prædikes loven til syndserkendelse, og evangeliet prædikes til tro. Den troende sendes ud i verden for at gøre gode gerninger i familie og samfund. Og kun hvis samfundets love kræver ulydighed mod Gud, må en kristen bryde landets love (ApG 5,29). Man skal give kejseren, hvad kejserens er, som Jesus selv siger (Matt 22,21). Paulus siger tilsvarende, at “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.” (Rom 13,1).

Lovens tre brug
Det er ikke sådan, som man af og til hører, at Gud kun styrer og regerer eller ønsker at styre eller regere i kirken. Guds styrer gennem begge. Men såvel kirke som samfund kan komme ud af kurs og være i modstrid med Guds bud. I begge tilfælde skal kirken bruge Guds ord, De ti bud, og forkynde loven. Kirken har ingen verdslig magt og må ikke bruge anden magt end at forkynde Guds ord og om nødvendigt udelukke genstridige og ulydige personer fra nadveren eller fra kirken i det hele taget. (Dermed ikke være sagt, at man kun skal forkynde loven, for loven fortæller kun, hvad vi skal gøre, men giver os ikke kraft til at gøre det.)

Islam
Med islam forholder det sig anderledes, for islam kender slet ikke evangeliet. Gud virker omvendelse og tro gennem lov og evangelium, og enhver, der kommer til tro, gør det, fordi Gud virker det. Islam kan i sagens natur ikke skelne mellem loven og noget, de ikke har. Derfor forstår de heller ikke forskellen på det åndelige og det verdslige regimente. For islam bør der være sammenfald.

Den afgørende forskel
Kristendom fører ikke nødvendigvis til demokrati. Men kristendom medfører nødvendigvis – burde i al fald medføre – at man ikke tvinger nogen til at blive kristne. Men naturligvis bør man forsøge at overbevise så mange som muligt. Kristne vil lige så energisk modsætte sig, at islam kan få magt til at indføre shari’a-lovgivning og dermed få magt til at påtvinge andre deres i bund og grund loviske religion. Med den undtagelse, at kristne ikke vil tvinges til at være ulydige mod Gud og ikke vil finde sig i at blive tvunget til at tie om kristendommen, så vil kristne formane til lydighed mod samfundets myndigheder. For Den treenige Gud styrer derigennem og formaner til at underordne sig disse myndigheder.

Det virkelige valg
Carsten Juste leger med tanken om at henvise religion til den private sfære. Det kan kun ske, hvis han vil give køb på ytringsfriheden. Det må man håbe, at han ikke vil. Ellers kunne Jyllands-Posten have sparet sig at trykke Muhammed-tegningerne. Alternativet er derfor at vælge mellem kristendom eller islam – eller i al fald at vælge islam fra, hvis (eller når) den vil gøre krav på at udøve tvang over enkeltpersoner og samfund.

Ytringsfrihed
Det er derimod ikke indlysende, at man skal gøre brug af ytringsfriheden til at håne andre religioner. Om Jyllands-Posten, Carsten Juste og Flemming Rose ønsker at håne Muhammed eller islam eller kristendommen for den sags skyld, bliver deres sag. Deres respekt for såvel islam som kristendom er i forvejen varierende. Men kristne bør ikke håne islam eller muslimer eller nogen anden religion. Derimod bør kristne advare mod al falsk religion og påpege, hvilke konsekvenser falsk gudsdyrkelse har for tid og evighed. Men det bør ske på en sådan måde, at tilhængere af al falsk gudsdyrkelse ikke stødes væk alene på grund af retorikken. Sagen selv kan der derimod ikke gives køb på. Det må siges klart i såvel det private som det offentlige rum.

Se “Religion skal være en privatsag” i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/247511)

Til forsvar for højmessen

Angrebet

Egon Lausens angreb
På årsdagen for fremlæggelsen af Den augsburgske Bekendelse trykker Kristeligt Dagblad en artikel med overskriften “Til angreb på højmessen”. Højmessen rammer i form og indhold fuldstændig forbi alle andre end den lille trofaste skare, der søndag efter søndag tropper op i kirken, lyder angrebet fra sognepræst Egon Lausen. Hvis ikke man piller ved højmessen, vil folkekirken ikke være fremtidssikret.

Forslag
Man må tage hensyn til vor tids subkulturer, individualisme og netværkskultur. Derfor skal man lave “målrettede specialgudstjenester”, meditationsgudstjenester med stilhed og tid til eftertanke og uden forpligtende fællesskab. Sognegrænserne må væk og erstattes af storpastorater og gudstjenester med hver sin særlige profil.

Begrundelse
Lausens begrundelse er, at man skal fokusere på, at evangeliet skal høres, ikke at evangeliet skal forkyndes. Der er ikke nogen begrundelse for, at kristendommen skal være en fasttømret størrelse. Det er en unødvendig arv fra kejser Konstantin (300-tallet), mener Lausen. Derimod kan tv-mediet (som Lausen selv har brugt) og internettet have sin plads. Professor Viggo Mortensen hilser nye initiativer velkommen. Hans begrundelse er, at “kristendommen er under forvandling”, hvorfor også kirkerne må ændre sig. Der skal dog være en passende balance mellem fornyelse og kontinuitet.

Forsvar

Hvordan fremtidssikre kirken? Eller: Hvordan overlever kirken?
På denne dag, den 25. juni, må det være på sin plads at minde om, hvad der står i Den augsburgske Bekendelse. “Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke. Kirken er nemlig de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret” (artikel 7). Det lille ord nemlig er vigtig. Begrundelsen for, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke, er, at evangeliet, for så vidt det forkyndes rent, og sakramenterne, for så vidt de forvaltes ret, faktisk skaber og opretholder de helliges forsamling. Guds ord vender nemlig ikke tomt tilbage, men udfører sin gerning. Kristi Kirke vil altså overleve, så sandt evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret. Det er unægteligt en anden forståelse end Lausen giver udtryk for.

“For at vi ikke skal fortvivle …”
Melanchthon understreger i Apologien – et skrift, der forsvarer, begrunder og uddyber Den augsburgske Bekendelse – at den lære, som artikel 7 lægger frem, bl.a. er givet, “for at vi ikke skal fortvivle”. Vi skal vide, at kirken vil forblive, og at kirken eksisterer, uanset hvor mange onde der findes. Vi skal vide, at Kristus giver det, som han har lovet: at tilgive synder, høre bøn og give Helligånden.

“For at vi kan nå denne tro …”
Artikel 4 og 5 i Den augsburgske Bekendelse taler om den retfærdiggørende tro og om, hvordan vi kan nå til denne tro. Det sker netop gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Når og hvor Gud vil, skaber de “værktøjer”, Gud har sat os til at bruge, troen og indlemmer den troende i de helliges forsamling. Den manglende tro på højmessen er derfor i realiteten en manglende tro på nådemidlerne, uanset om Lausen og Mortensen er klare over det.

Uafhængig af tid og sted
Egentlig følger det af det foregående, at de hellige forsamles på samme måde til enhver tid og på ethvert sted. Det, der skal til, er nemlig det samme: forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Når Den apostolske Trosbekendelse taler om, at “jeg tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke”, så betyder ordet almindelig netop, at denne kirke er til alle tider og på alle steder, nemlig der hvor Helligånden virker gennem Ord og sakramenter.

Højmessen og Jesu befaling
I sin læreprædiken “Sermon om Det nye Testamente” forklarer professor i bibelsk eksegese, dr. Martin Luther, hvorfor vi holder højmesse. Da Jesus nemlig sagde “Gør dette …” ved indstiftelsen af nadveren, da befalede han at holde højmesse. Hjertet i højmessen er nemlig uddelingen af Jesu legeme og blod, som han hengav og udgød for vore synders skyld. Højmessen behøver ikke at forløbe på en ganske bestemt måde og med ganske bestemte ord. Der er plads til variationer ud over jorden, og sådan er det jo også i praksis. Men den hellige almindelige kirke holder fast ved nadveren – og ved dåben – og derfor også ved evangeliet, som dåb og nadver er uløselig forbundet med. Men selv om man ikke behøver at have fælles ritualer, så er det et godt princip, at man ikke finder på noget nyt bare for at finde på noget nyt. Og man skal slet ikke finde på noget nyt, fordi man tror, at det fremtidssikrer kirken. Det er en fundamental misforståelse. Den lutherske kirke har altid været “konservativ”, forstået på den måde, at man ikke forkaster gode, velafprøvede ritualer, med mindre de er i strid med evangeliet. Og selv om en kirke naturligvis og nødvendigvis får sit eget særpræg afhængig af tid og sted, så hører det med til dens almindelighed, at man begrænser særprægene mest muligt.

Afslutning
Uanset hvordan man konkret begrunder ønsket om fornyelse, så er der tale om en tankegang, som slet ikke ligger i forlængelse af den lutherske lære. Specialgudstjenester er i strid med kirkens almindelighed og røber manglende forståelse for, hvad der skaber og opretholder Kristi kirke. Når Lausen også foreslår et opgør med pastoraterne, viser det blot, at han ikke forstår det embede, som han selv indehaver. Pastoraterne – og sognestrukturen – har nemlig teologisk set først og fremmest sin begrundelse i, at pastorerne har ansvar for medlemmerne i sit sogn. Han tjener dem med evangeliet og sakramenterne og har derfor ansvaret for dem. Hvis de ikke vil lytte, så de lærer evangeliet og lever helligt, er det også hans ansvar at tale med dem og om nødvendigt irettesætte dem.

Alt i alt må den teologi, vi finder i Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter, nødvendigvis føre til et forsvar for højmessen, ikke et angreb på den. Det er værd at slå fast, ikke mindst på festdagen for fremlæggelsen af Den augsburgske Bekendelse.

Se “Til angreb på højmessen” i Kristeligt Dagblad den 25. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255229)

Ordet fortabelse

Fortabelse en nutidig tilstand
Biskop emeritus Holger Jepsen skriver i Kristeligt Dagblad den 18. juni 2007 om fortabelsen. Ordet vækker “ubehagelige associationer til en dyster kristendomsforkyndelse”. Man kan, skriver han, ikke “befri sig for en fornemmelse af, at truslen om fortabelsen er blevet brugt som et kirkeligt magtmiddel.” Man har “forsøgt at skræmme mennesker til tro,” skriver eks-biskoppen. Jepsen mener, at Jesus talte om fortabelse, blandt andet i de kendte lignelser om den fortabte søn (Luk 15,1-32). “Men for ham var fortabelsen en nutidig tilstand, som han med sine ord og handlinger ville hente mennesker ud af!”

Ødelagt og meningsløst liv?
Biskop emeritus Jepsen har ret i, at fortabelsen er en nutidig tilstand. Men Jepsen beskriver denne nutidige tilstand på en måde, som slet ikke får Jesu egne pointer frem. Måske kan man sige, at den fortabte søns liv var blevet ødelagt og meningsløst. Men også kun måske. Først og fremmest siger Jesus selv, hvad der var galt. Den fortabte søn havde gjort oprør mod sin fader. Ja, hans ønske om at få sin del af arven kan godt forstås som et ønske om at se faderen død. Han havde bortødslet formuen, så han til sidst måtte tage et usselt arbejde med urene dyr. Men betyder det, at man kan sige, at hans liv var ødelagt og meningsløst? Både ja og nej. Ja, fordi det jo åbenlyst ikke var en ansvarlig måde at forvalte sit liv på. Nej, fordi han jo faktisk havde et arbejde, selv om det var usselt – og urent for en jøde.

Det rigtige spørgsmål
Men spørgsmålet er forkert stillet. Hans ødelagte og – på sin vis – meningsløse liv er ikke det egentlig problem. Det egentlige problem var det, der gjorde, at han ikke ville opsøge den hjælp, der var at få. Han ville ikke gå tilbage til faderen. Det ville jo være at indrømme, at han havde syndet. Hans situation forkyndte hver dag for ham, at han havde gjort oprør mod faderen og levede sit liv uden fællesskab med ham. Det er ikke meningsløst. Det er nemlig lovens tale i samvittigheden. Hensigten dermed er, at han skal erkende sin synd og sin skyld. Det gjorde den fortabte søn til sidst. Og hans viden om faderen og forholdene i faderens hus fik ham til sidst til at bryde op og drage hjem. Da han mødte faderen, bekendte han sin synd. “Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.”

Fortabelsen borttolket
Den nutidige tilstand var, at den fortabte søn levede i synd og borte fra Gud. Biskop emeritus Holger Jepsen udelader ikke blot en væsentlig side af fortabelsen. Ved at udelade denne del af fortabelsen omtolker han begrebet fortabelse og gør det til noget andet. Dette andet er en virkelighed, som vi alle kender til. Men det ændrer ikke på, at det ikke først og fremmest er den virkelighed, som Jesus taler om. Man siger tit om den lutherske kirke, at den er en “professorkirke” eller en “begrebskirke.” Og det gør man med rette, for det er afgørende, at man ikke blot bruger de rigtige ord, men bruger ordene rigtigt. Det gør Jepsen ikke.

Faderens svar
Nu kan en lignelse ikke rumme hele den kristne lære. I denne lignelse fokuserer Jesus ikke på Guds vrede. Det er en væsentlig pointe, at faderen tilgiver sin fortabte søn og holder en stor fest. Faderen benægter ikke sønnens situation, for han siger: “Min søn her var død, men er blevet levende igen; han var fortabt, men er blevet fundet.” Der er dybde i det, faderen siger. Faderen bekræfter for det første, hvad loven har sagt til sønnen. For det andet forklarer faderen, hvad det vil sige at være fortabt. Det vil sige at være “død”. Det må naturligvis forstås i lyset af den virkelighed, lignelsen handler om. Det fortabte menneske er død i sine synder, er borte fra Gud og uden del i de velsignelser, som Gud giver gennem evangeliets løfter. For det tredje skal vi lægge godt mærke til, at sønnen ikke fandt hjem, men “er blevet fundet”. Pointen er nemlig ikke, at sønnen fandt hjem til barnekåret. Gud virkede gennem det, som sønnen engang havde hørt og lært. Han blev fundet og kaldet hjem. Det var faktisk slet ikke “hjertets frie hengivelse”, men Guds overbevisende gerning, der bragte sønnen hjem. Loven og den situation, den fortabte søn var i, skræmte ham ikke til tro. Men den overbeviste ham om synd. Det var Helligånden, der ved evangeliets løfter skabte troen i ham og gjorde ham levende igen.

Fortabelsen og Guds vrede
Så kunne man tro, at fortabelsen ikke har noget at gøre med trusler, sådan som biskop emeritus Holger Jepsen lægger op til det. Men det skyldes udelukkende, at Jesus ikke fokuserer på det i denne lignelse. Andre steder lærer Skriften os, at fortabelsen også består i, at Guds vrede forbliver over den vantro (Joh 3,36). Ordet forblive skal forstås helt bogstaveligt. Dersom man ikke bliver omvendt, forbliver Guds vrede over et menneske her i tiden og siden i evigheden.

Lov og evangelium
Biskop emeritus Holger Jepsen har ikke skelnet ret mellem lov og evangelium i ovenstående. Han har ikke engang forstået lov og evangelium korrekt. Frelse og fortabelse forstås løsrevet fra Gud. Men Gud er en hellig Gud, som vredes over synd og vantro. Men Gud er også en kærlig Gud, der lod sin enbårne Søn dø for hele verdens synd og skyld, og som forkynder evangeliet til omvendelse og tro på syndernes forladelse. I lignelsen om den fortabte søn fokuserer Jesus på faderens kærlighed, dvs. på Guds kærlighed, som for Sønnens skyld tilgiver synd. Det gør eks-biskop Holger Jepsen ikke engang. Dermed bliver evangeliet evangelie-løst. Det er synd.

Se “Det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn” i Kristeligt Dagblad den 18. juni (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/254602)