Magtsyge kirkeledere

Luther om paven og kirkemøder

Luther skrev sit store skrift, Om koncilierne og kirken, som forberedelse til et koncil, som paven – måske – ville indkalde til. Heri skriver han i indledningen:

Når nu paven med sit følgeskab rent ud afslår at holde et koncilium og ikke vil reformere kirken eller give hjælp og råd dertil, men formasteligt vil forsvare sit tyranni og lade kirken gå til grunde, så formår vi ikke mere og må som dem, der sørgeligt er forladt af paven, vende os andet steds hen om råd og hjælp og allerførst søge og bede Vor Herre Kristus om en reformation.

Og hermed bevidner de og skriger om sig selv, at de er de rette antikrister og autokatakriter [folk, der har dømt sig selv], som drager dommen over sig og forhærdede vil fordømmes. Dermed lukker de sig selv ude fra kirken og berømmer sig offentligt af at være og ville vedblive at være kirkens værste fjender. Thi den, som siger, at han hellere vil lade kirken gå til grunde end lade sig forbedre eller vige i blot eet stykke, bekender dermed klart og åbenlyst, at han ikke alene ingen kristen er, og at han ikke vil være i kirken (som han hellere vil lade gå under, for at han kan bestå og ikke gå under med kirken), men at han også vil gøre sit til, at kirken skal gå under. De beviser da også alle disse ord skrækkeligt i gerning og lader så mange hundrede sogne blive øde og lader kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament. (Overs. Otto Nielsen, Aros’ Luther-udgave, bd. 2, s. 275)

Magtsyge kirkeledere også i dag

Paven på Luthers tid var hverken den første eller den sidste kirkeleder, der kun vil indkalde til kirkemøde el.lign., når han er sikker på at have magt over alle eller flertallet af dem, der skal indkaldes. Magt- og herskesyge kirkeledere har båret sig sådan ad også siden, som det kan ses også nu om stunder. Det sker også i lutherske kirker. Fx har amerikanske lutheranere dokumenteret, hvordan reglerne for delegerede og for konfliktløsning er blevet lavet om, så det gavner en siddende kirkeleder. Andre kirkeledere både i ud- og indland er hoved- eller medansvarlige for ugudeligere afskedigelser af præster, der har været tro i deres tjeneste.

Magt vigtigere end kirkens ve og vel

Det er karakteristisk, at magtsyge ledere vil bevare sin magt – for næsten enhver pris. Paven på Luthers tid beviste, at han ikke var en kristen, siger Luther, ved at lade “så mange hundrede sogne blive øde” og ved at lade “kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament”. Ikke alle kirkesamfund er så store. Men om der så bare er tale om én eller to sogne, der berøves hyrde, prædiken og sakramenterne, er det også én eller to for meget. Det går ud over menighederne. Og det fører til dom over kirkelederne selv.

Følgeskab en forudsætning

Én kirkeleder kan naturligvis ikke gøre en sådan skade alene. Der er altid nogle, der støtter og dermed svigter den pligt, de har, til at fremme det gode og forhindre det onde. Måske er de bange og usikre. Måske er de dårligt oplærte, så de ikke kender den pligt, en kristen menighed har. Måske er de pengegriske eller hovmodige. Måske er de selv magtsyge. Måske er de alle ting på én gang.

Ynkværdige

Der er al grund til at ynke såvel de magtsyge som de mennesker, der er følgagtige og giver magtsyge mennesker plads i kirken. Når de afviser at lytte til formaninger og opfordringer til at værne om den rette lære, vise næstekærlighed og i øvrigt opføre sig som anstændige mennesker, så har de fældet dom over sig selv. Ikke mindre fælder de dom over sig selv, hvis de selv undlader at formane og søge forligelse undervejs. Og vil de pludselig irettesætte og søge løsninger, når skaden er sket, så har de også dermed afsløret, at de udmærket ved, at de har handlet ondt og ugudeligt. De vil blive dømt som forhærdede – hvis ikke de omvender sig.

Sand efterfølgelse

Luther fremhæver, hvad man i stedet bør kunne forlange og forvente.

I gamle dage lod biskopperne, ja, enhver kristen (som også nu) sig martre og gik med tak og glæde til grunde for den kære kirke, og Kristus selv gik til grunde for kirken, for at den skulle forblive og bevares. (Sammesteds, s. 275f)

Præsterne, præstekjolen og prædikestolen

Nye tider?
Nogle præster vil gerne ned fra prædikestolene. “Folk er i dag godt vante med oplevelser, og kirken er derfor nødt til at overveje, hvordan vi formidler prædiken,” siger præsten i Vig i Vestsjælland, Annette Berg.

Fremkalde reaktioner
“Når man kan bruge sit kropssprog og se folk i øjnene, kan det være nemmere at fastholde deres opmærksomhed og fremkalde reaktioner,” siger præsten ved Vig Kirke i Vestsjælland. Hun og Københavns domprovst, Anders Gadegaard, forventer, at mange præster vil gøre det i de kommende år. Rektor for Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, mener, det er en god idé, især i mindre menigheder. “Det er blot ærgerligt, at præsterne skal prædike i præstekjole, hvor det er vanskeligt for dem at udtrykke sig via deres kropssprog,” mener han dog.

Usikkerhed og blufærdighed
Vig-præsten mener dog også, at det vil kræve overvindelse for mange præster. “… jeg tror, at mange præster er usikre og blufærdige. Da jeg blev uddannet for 15 år siden, lærte vi ikke meget om, hvordan vi skulle formidle under gudstjenesten. Og det er en skam.”

Rationale for prædikestolene
Journalist Morten Vestergaard anfører, at prædikestolene stammer fra reformationen, som ville vægte ordet højt, højere end altrene. Der var også en praktisk begrundelse.

Kodeordet kommunikation
Forandringer begrundes ofte med nye tider. “Folk er i dag godt vante med oplevelser,” som Vig-præsten siger. Mange steder i folkekirken og de folkekirkelige organisationer har man taget fat på at ændre sin kommunikation for flere år siden. Der bruges fx mange penge på edb, så man kan vise billeder og tekst, også under prædikenen. Men hvad er det så, man kommunikerer?

Den nye kommunikation kritisk betragtet
Professionelle kommunikationseksperter forsøger at tage højde for, at en organisations kommunikation ikke har uønskede bieffekter. Fører ændringer til støj i kommunikationen eller ligefrem til skader på organisationens image, koster det dyrt at få genoprettet. Dropper nogle præster præstekjolen og prædikestolen, har det konsekvenser for både deres egen og deres kirkes kommunikation.

En simpel kommunikationsmodel
Kommunikation – eller retorik, som det også kan kaldes – handler dybest set om at opnå det, man gerne vil. Formålet med ens kommunikation er styrende for alle andre valg. Eller det bør det være. Ud fra ens formål vælger man en strategi. Strategien fører til en bestemt disposition og til valg af formuleringer. Den gode retoriker lærer sin tale udenad – og holder den til sidst. Sådan har man tænkt om det siden antikken. Den antikke retorikere var meget opmærksom på, at psykologi var en vigtig del af kommunikationen.

Luther retorisk kyndig
Studier har påvist, at Luther ikke bare var orienteret om retorik, men havde lært at bruge retorikken. Det kan fx ses i hans prædikener. Luther er frem for alle andre den, der skal have æren for, at forkyndelsen igen kom til ære og værdighed. Han mente ikke, at ordet skulle konkurrere med alteret, dvs. med nadveren, alterets sakramente. Der var tale om to sider af samme sag.

Læren det grundlæggende
Luther mente på ingen måde, at formidling var ligegyldig. Ej heller, at enhver måde at formidle på var lige gyldig. Fx forstod Luther så godt som nogen, at der helst skulle være overensstemmelse mellem ord og handling, for at præstens troværdighed ikke skulle blive sat over styr. Alligevel definerede Luther ikke præstens opgave med fokus på tilhørernes oplevelser. Men det betød ikke, at Luther ikke havde syn for tilhørerne og deres behov. Luther definerede derimod deres behov i lyset af Bibelen.

Lov og evangelium
Luther forstod bedre end nogen før og siden, hvad præsten skal. Præsten skal først og fremmest forkynde evangeliet, så mennesker kan tro og blive frelst (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 4 og 5). Et kristent menneske har bestemt følelser. Luther skrev salmen “Ny fryde sig hver kristen mand”! Men Luther forstod også, at vore følelser eller oplevelser ikke er noget at bygge på. Man må blot tage hensyn til dem. Luther kunne fx henvise en trist person til at betragte, hvad Gud allerede har givet i dåben.

Luther lagde vægten på evangeliet, dvs. på indholdet eller læren. Det gjorde han, fordi det er forkyndelsen af evangeliet, der skaber troen. På samme måde har forkyndelsen af loven også et tilhører-orienteret formål. Eller faktisk flere. Loven underviser om den borgerlige eller verdslige retfærdighed, dvs. om hvad mennesker skal gøre som mennesker her i verden. Loven skaber også syndserkendelse, dvs. overbeviser om, at vi mennesker målt med Guds målestok aldrig gør, hvad Gud vil, vi skal gøre. Loven underviser også den kristne om, hvad han skal gøre i sin hverdag. Det afgørende er derfor, at loven og evangeliet forkyndes – uden at forveksles eller blandes sammen.

Præsten stedfortræder
Bibelen lærer klart, at en præst ikke repræsenterer sig selv. Præsten bestemmer derfor heller ikke selv, hvad formålet med prædikenen er. Præsten skal forkynde budskabet om, at Gud er blevet forligt med os syndere. Det skal han på Kristi vegne og i hans sted (2 Kor 5,17-21). Formålet er at skabe syndserkendelse og tro. Dybest set er det ikke præsten, der udvirker noget. Den handlende er Kristus – hvis ellers det er Kristi budskab, præsten forkynder. “Den, som hører jer, hører mig” (Luk 10,16). Kristus er med da med dem alle dage (Matt 28,20).

Præstekjole og prædikestol
Prædikestolen signalerer ganske rigtigt, at ordet er vigtig. Derfor skal alle kunne høre. Men årsagen til, at det er vigtigt, er, at det er gennem forkyndelsen, at Gud virker den retfærdiggørende tro. Gud virker også den retfærdiggørende tro gennem dåb og nadver, og sakramenterne er derfor ikke konkurrenter til forkyndelsen, men hører sammen med ordets forkyndelse. Reformationen afskaffede ikke sakramenterne, men gav dem deres rette plads.

Prædikestolen signalerer imidlertid også, at præsten ikke forkynder på egne vegne. Han bestemmer ikke, hvad han skal forkynde eller hvad formålet er.

Præstekjolen har samme funktion. Naturligvis er præstekjolen ikke den eneste måde, dette kunne formidles på. Men der er ingen grund til at forkaste præstekjolen, når nu vi har den. For den formidler vældig godt, at præsten ikke er der som privatperson, men som Kristi stedfortræder med et givet budskab. Menigheden skal naturligvis undervises herom, men det kan man jo også sagtens. Hvis man vil.

Anden lære?
Lære og kirkelig praksis hænger sammen. Det har kirken vidst i århundreder. Generelt kan man frygte, at ønsket om ikke at bruge præstekjole og prædikestol i virkeligheden skyldes, at man nu forstår præstens tjeneste og forkyndelsen anderledes. I ovennævnte tilfælde tyder meget på, at man ikke længere forstår præsten som en, der taler og handler på Kristi vegne, og som har et bestemt budskab at forkynde, som er vigtig. Derfor mener man heller ikke, at der er noget, der ikke er vigtig, ja, som er direkte forstyrrende.

Hvad der ikke er vigtigt
Præstekjole og prædikestol har nemlig ikke kun sin betydning ved det at signalere, hvad der er vigtigt. De viser også, hvad der ikke er vigtigt. Det, der ikke er vigtigt, er præstens kropssprog. Ja, ikke engang præstens livlighed er vigtig. Menigheden skal ikke møde præsten og se ham i øjnene, men møde Kristus. På hans vegne skal præsten forkynde loven til syndserkendelse og evangeliet til tro. Hvilke oplevelser menigheden får af det, vil variere, men præsten kan ikke og skal ikke forsøge at programmere sine tilhøreres oplevelser. Det ville også blot være følelsesmæssig manipulation. Den slags skal præsten overlade til biograferne og teatrene.

Forkyndelsen i dag
Det er uden tvivl rigtigt, at mennesker af i dag er vant til oplevelser. Det er også godt og rigtigt, at kirken overvejer, hvordan den skal gribe sin virksomhed an. Men løsningen er ikke at “formidle” på nutidens oplevelsesorienterede præmisser, for det er i strid med det budskab, præsten er sat til at bringe, og med det embede, som præsten har. Kirken skal i stedet fokusere endnu tydeligere på, hvad og hvorfor den skal forkynde, og gøre det så synlig i praksis som muligt.

Fremtiden
Det er desværre meget tænkeligt, at flere og flere præster vil droppe præstekjole og prædikestol. Disse præster burde imidlertid ikke blot droppe præstekjole, men lægge kjole og krave og finde sig et andet job. For de passer ikke længere deres tjeneste. Deres kirkelige foresatte burde ikke alene begrænse disse “eksperimenter,” men sørge for, at præsterne forstår både teori og praksis og sammenhængen imellem disse. Desværre tyder ikke meget på, at det vil ske. Så må lægfolket gå til andre kirker, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

Se Morten Vestergaard, “Præster stiger ned fra prædikestolen”, Jyllands-Posten den 8. juli 2007 (http://jp.dk/arkiv/?id=1001653).

Om vranglære i praksis

Retlærende og vranglærende kirker
Dogmatikeren Franz Pieper drøfter i sin store, klassiske dogmatik spørgsmålet om ret- og vranglærende kirker. I en note skriver han:

“Retlærende [orthodokse] kirker i vore dage er de lutherske menigheder og kirkesamfund, som bekender og faktisk lærer de læremæssige trossandheder, som er beskrevet i Den evangelisk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter, fordi disse trossandheder, ved nærmere undersøgelse, findes at være det, som Guds Ord lærer. Urene og vranglærende [heterodokse] kirker er den romersk-katolske kirke, Den Østlige Katolske Kirke, Den reformerte Kirke med dens mange underafdelinger, og, desuden, også de kirkesamfund, som, skønt de bærer det lutherske navn, ikke bekender og faktisk lærer den lære, som Reformations Kirke lærte og lærer.” (Christian Dogmatics, bd. 3, s. 422 n. 29; min fremhævelse)

Vrede reaktioner – og forklaringer
Det er en påstand, som har gjort mange teologer og lægfolk i såvel folkekirken som frikirker vrede. For konsekvensen er jo, at en kristen, der hører og vil høre sin Hyrdes røst, må forlade en sådan vranglærende kirke og lade sig optage i en retlærende luthersk kirke. Men det mener man absolut ikke, er nødvendigt. Typisk henviser man til, at der er store muligheder for mission. Eller præster og andre ledere begrunder det med, at man må blive, fordi man har ansvar for lægfolk. Disse begrundelser er i og for sig ikke uden en vis værdi. Men det afgørende er naturligvis, om disse argumenter er holdbare.

Guddommelig befaling
Apostlen Peter var Jesu Kristi apostel (1 Pet 1,1). Det betyder, at han var befuldmægtiget udsending. I særlig grad gjaldt det om apostlene, at “Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10,16). Når apostlen derfor skriver som apostel, er det ikke hans egne, men Jesu Kristi befalinger. “Hvis nogen taler, [skal han tale] som Guds ord” (1 Pet 4,11 – direkte oversat). Det gælder enhver kristen, at man ikke skal ytre mennesketanker eller menneskelære i kirken. Det gælder langt mere dem, der er kaldet til officielt at tale i kirken. Det er derfor ulydighed og synd, hvis man ikke taler som Guds ord. En kristen kan altså ikke vælge, om man vil tale i overensstemmelse med Guds ord. Det skal man.

Modsat forbyder apostlen Paulus at “lære anderledes” (1 Tim 1,3 – direkte oversat). Paulus siger noget tilsvarende i 6,3-5: “Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig.”

I Romerbrevet 16,17 slår Paulus fast, at det ikke blot er forbudt at tale i modstrid med Guds ord. Man skal også holde sig fra dem, der gør det: “Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!”

I Guds kirke skal der læres i overensstemmelse med Guds ord, og lægfolket skal holde sig fra dem, lærer anderledes end Guds ord og derved skaber splittelse og fører andre til fald. I grelle tilfælde kan vranglæren i sig selv føre til fald, hvis den er uevangelisk og får folk til at sætte deres lid til deres egen fornuft eller kraft, når det gælder deres frelse. I andre tilfælde kan vranglæren føre til fald, fordi den i praksis fortæller folk, at det ikke betyder så meget at være i overensstemmelse med Guds ord. Slangens “Mon Gud virkelig har sagt?” er en gift, der virker – før eller siden.

Forklaringerne farlige
Bibelen lærer ikke, at man skal acceptere vranglære for at drive mission. Missionsbefalingen befaler faktisk det modsatte. “Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet” (Matt 28,18-19). Man skal ikke lære ret og afvise vranglære blot for at være lydig mod en befaling. Man skal også og først og fremmest tale som Guds ord, fordi det er det ord, som Gud virker igennem. Man er altså ikke alene ulydig, hvis man accepterer vranglære, men man skader også det værktøj, som Gud virker igennem. Man forurener den åndelige føde, mennesker skal have for at blive og forblive frelst. Derfor er det også en selvmodsigelse at henvise til hensynet til lægfolket. Hvis man virkelig vil tage hensyn til lægfolket, skal man da værne dem mod vranglære.

Dertil kommer, at lægfolket selv har et særskilt ansvar for at tale som Guds ord og holde sig fra vranglærere. Siger præster og ledere, at de bliver i en vranglærende kirke for lægfolkets skyld, bør lægfolket altså selv afvise dette.

Vranglære i praksis
Pieper har derfor ret. En kirke er ikke luthersk, blot fordi den kalder sig luthersk. En kirke er heller ikke luthersk, blot fordi dens teologiske grundlag ser rigtig ud på papiret. Det, der afgør, om en kirke er luthersk, er, hvad den bekender og faktisk lærer i forkyndelse og undervisning – og i sin praksis.

En kirke bliver dog ikke vranglærende, blot fordi der sker fejl. Men vil den ikke rette op på fejlene, er den en vranglærende kirke. Vil den ikke bekende sine fejltrin, men forsvarer synden på den ene eller anden måde, er den i realiteten en vranglærende kirke. Det er helt uden betydning, om den selv hævder at være retlærende. Det afgørende er, hvad man bekender i ord og gerning.

Lære og praksis
Hvis en kirke vil gøre sit yderste for præcist og umisforståeligt at skrive, hvad den bekender og lærer, og hvis en kirke vil gøre sit yderste for at lade sin praksis vokse ud af sin bekendelse og lære, så kunne man nøjes med at diskutere lærespørgsmålene. Men i dag er mange teologer og præster ikke i stand til at beskrive sin bekendelse og lære særlig nøjagtigt. Man kan eller vil ikke fremsætte sin lære i en dobbelt form: positivt, hvad man faktisk lærer, og negativt, hvad man afviser som falsk lære. Man kan eller vil heller ikke lade sin praksis voksne ud af læren. Det sker ofte, at man adskiller lære og praksis, fx ved at skelne mellem indhold og stil.

Man skal forhåbentlig ikke tolke det som ligegyldighed over for både lære og praksis, for en kristen kirke kirke kan ikke udvise en sådan ligegyldighed. Derfor må det karakteriseres som teologisk vankundighed. Over for en sådan vankundighed er det nødvendigt at se både på læren og på praksis. Til sammen viser de, om der er tale om en retlærende kirke. Eller der er tale om en vranglærende kirke eller en sekt, der slet ikke fortjener kristen navn.

Vejen frem
Ingen kan glæde sig over, at teologien er i en sådan forfald, at man er ude af stand til at beskrive lære og praksis og det gensidige forhold mellem disse to. Derfor må enhver alvorlig kristen bede om, at Gud på ny vil bringe teologien på fode, så lære og praksis kan blive genoprettet. Det drejer sig om menneskers evige frelse!