Hvornår skal man begynde på den kristne oplæring af børn?

Biskoppen foreslår 6. klasse
Biskop over Roskilde stift, Jan Lindhardt, skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 5. juli, at “En bedre vej ville efter min mening [være] at begynde konfirmandundervisningen i 6. klasse, ikke mindst fordi børn i dag ikke rigtigt er, hvad de har været”. Biskoppen anfører en lang række pædagogiske og psykologiske grunde. Det fremgår tydeligt, at biskoppen tænker på den formelle konfirmandundervisning, som præsterne giver i 7. eller 8. klasse.

Luther mere radikal
Luther indleder de fem hovedstykker med at navnet på hovedstykket (hhv. De ti bud, Troen, Dåb, Nadver og Fadervor) og en tilføjelse som “således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.” Med andre ord skal en husfader sørge for, at hans husstand får lært, hvad kristendommen grundlæggende er. Det skal altså være en del af familielivet, så børn vokser op med det. Det er nemlig alt for sent at begynde at lære unge kristendommens abc, når de er kommet i 6. klasse. Ikke bare fordi de ikke er, hvad de har været. Men også fordi de ellers ikke ville blive, hvad de kunne blive. Børn har brug for at erfare og kende deres forældres kærlighed fra, ja før fødslen. Børn har også brug for at kende Guds kærlighed fra begyndelsen.

Hvordan lære katekismen?
Den enkleste måde at lære noget på er at lære det gennem brug. Børn lærer så at sige automatisk Fadervor, når forældrene beder Fadervor med dem fra begyndelsen. På samme måde lærer børn også Trosbekendelsen, når blot de hver uge deltager i gudstjenesten, hvor man sammen siger eller synger Trosbekendelsen. Bruger husfaderen katekismen, lærer børnene stoffet. Måske skal der en enkelt opfordring eller to til for at få børnene til det, men vanskeligt er det ikke. Men naturligvis har de ikke kun brug for at lære katekismen gennem den daglige andagt. De har også brug for at blive taget med til gudstjeneste, så de lærer katekismestoffet i den rette kontekst. Den rette kontekst omfatter også gudstjenesten i betydningen, at Gud tjener os med evangelium og sakramenter. Men naturligvis har de ikke kun brug for at lære katekismen gennem den daglige andagt. De har også brug for at blive taget med til gudstjeneste, så de lærer katekismestoffet i den rette kontekst. Den rette kontekst omfatter også gudstjenesten i betydningen, at Gud tjener os med evangelium og sakramenter.

Hvorfor lære katekismen?
Den vigtigste grund er, at Jesus Kristus selv har befalet os ikke blot at døbe, men også at lære de døbte at holde alt, hvad han har befalet. Derfor skal de lære (om) evangeliet og sakramenterne; derfor skal de lære at bede den kristnes bøn til sin himmelske Fader; derfor skal de lære De ti bud, som er Guds vilje for os mennesker. De ti bud lærer os også, at vi er syndere, der har brug for evangeliet. Og hvad evangeliet er og hvordan vi kommer til tro og bevares i troen lærer vi af hovedstykkerne Troen, Dåb, Skriftemål og Nadver.

Men naturligvis skyldes Jesu befaling, at vi har brug for at lære disse hovedstykker. Vi har brug for at lære evangeliet fra starten, ikke blot når vi kommer i 6., 7. eller 8. klasse. Vi har brug for at lære loven, så vi får en ret erkendelse af os selv som gudskabte syndere, og så vi ved, hvad gode gerninger er.

Dertil kommer diverse pædagogiske og psykologiske begrundelser. Hvad i barndommen nemmes, ej i alderdommen glemmes, siger et ordsprog. Den, der lært hovedstykkerne som barn, har en rigdom at tære på, når alderdom eller andre ulykker indtræffer. Samtidig er hovedstykkerne også med til fx at give den døbte en kristen identitet og værdi. Man lærer, at et menneske skal øve næstekærlighed. Man lærer også lydighed mod forældre, forældrenes stedfortrædere (fx lærere) og øvrighed.

Den rette kontekst
Tidligere varetog skolen en del af denne undervisning, som biskop Lindhardt rigtigt gør opmærksomt på. Det gør skolen ikke for øjeblikket. Men hvis skolen skal gøre det igen, skal det i al fald være ikke være den udvandede undervisning, man desværre alt for ofte får i det folkekirkelige konfirmandundervisningslokale. Vil man være luthersk af gavn, må man altså vende tilbage til Luthers katekismus og bruge den efter hensigten. Man må også sørge for, at der er overensstemmelse mellem katekismens indhold og den gudstjeneste/kirke, man lader sine børn oplære i. Det hører også med til at være bekendelsestro.

Fadervors anden bøn
Alle kristne beder “Helliget blive dit navn!” Det sker ifølge Den lille Katekismus, “Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himme­len! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!“

Biskop Lindhardts indlæg “Konfirmationsalderen skal fastholdes eller nedsættes”, Kristeligt Dagblad, 6. juli 2007, findes på http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/256130.

Helligånden og præsterne II

I et tidligere indlæg kommenterede jeg en kronik af sognepræst, cand.theol. Merete Bøye. Lederen af Folkekirkens Mission, Kristen Skriver Frandsen, har 4. juli 2007 kommenteret Bøyes indlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket”.

Bekymring?
Frandsen giver igen med samme mønt: “Man kan se det at klynge sig til uforandret traditionelt kirkeliv som en holdning båret af bekymring.” Jo, det kan man sikkert, men det afgørende er, om det gælder i Bøyes tilfælde. Det må Bøye selv udtale sig om. Frandsen mener i al fald, at det ikke er bekymring, men lyst, der ligger bag den “aktivistiske modus”.

Behagesyge i ApG 2,1-41?
Frandsen henviser ligesom Bøye til Det nye Testamente: “Merete Bøye sammenligner med kirkens tidligste mission med henvisning til Apostlenes Gerninger. Den ligner ikke vores overbekymrede crowd pleasing (behage folkemængden). Jamen var og er evangeliet ikke i en vis forstand crowd pleasing? Den første gang, disciplene prædikede, behagede det så meget, at en skare på 3000 mand blev døbt.”

Frandsens retoriske spørgsmål besvares med henvisning til en konkret begivenhed. Det gør det også muligt at efterprøve, om han har ret. Er de mange, der troede evangeliet i den første tid, udtryk for “crowd pleasing” – masse-behage-syge? Hvis man læser hele kapitlet, vil man se, at det langt fra er tilfældet. Peters lange beretning, som slutter med at omtale tilhørernes medansvar for korsfæstelsen, førte til syndserkendelse. “Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ‘Hvad skal vi gøre, brødre?'”

Peters svar er principiel: “Peter svarede: ‘Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.’ Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: ‘Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!'”

De skal omvende sig og lade sig dåbe. Omvendelse betyder her tro på de løfter, som Peter siger, også gælder dem. De skal lade sig døbe i Jesu Kristi navn, dvs. på hans befaling og i tillid til de løfter om frelse og evigt liv, som Jesus Kristus selv har givet. Dåben giver syndernes forladelse og besvarer så at sige deres syndserkendelse. De skal også få Helligånden som gave. Samtidig ved vi fra fx Tit 3,5, at det er Helligånden, som genføder og fornyer.

Lukas skriver om de 3000, at de tog imod Peters forkyndelse og blev døbt. De tog ikke imod det kun som Peters ord, men som Guds eget. Peter selv kunne jo ikke tilgive noget på Guds vegne, men som Jesu Kristi udsending og med bemyndigelse fra Ham kan han tilgive (jf. Joh 20,19-23; Matt 16,19; 18,18). Ja, Jesus Kristus er selv tilstede (18,20). Men andre tog ikke imod, og sådan har det været fra Kains dage, og sådan vil det være til verdens ende.

Hvad virkede tro hos de 3000? Det gjorde den forkyndelse, som afslørede tilhørernes synd og forkyndte Guds løfter om syndernes forladelse og Helligånden som gave. Efterfølgende, fortæller Lukas, holdt de fast ved “apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”. Apostlenes lære (løfterne; evangeliet); dåb og nadver, fællesskabet og bønnerne – samt i praksis embedet (jf. ApG 6,1-6).

Det er ikke særligt præcist at kalde dette for “crowd pleasing”, lige så lidt som Frandsen med dette eksempel har imødegået “vores overbekymrede crowd pleasing”. Det er direkte misvisende at henvise til dette eksempel, når det sker i en polemik med Bøye, som trods alt vil henvise til evangelieforkyndelsen og sakramenterne. Andre tekster i Det nye Testamente er også relevante. Gal 1,6-10 advarer ikke alene mod at ændre noget som helst ved evangeliet, fordi det faktisk gør evangeliet til et ikke-evangelium. “Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener,” slutter Paulus.

Ikke behagesyge, men tilpasning?
Frandsen vil forsvare den “aktivistiske modus”. Han argumenterer naturligvis ikke for, at man må behage på den måde, som Paulus afviser. Frandsen argumenterer derfor for, at kirken lærte sig at tækkes dem, der blev generede af forkyndelsen. Det gælder statsmagten, og Frandsen mener, at kirken måske tog sin iver efter at tækkes magthaverne med sig, da den blev statskirke. Pointen er vel, at Bøye er udtryk for en denne holdning. Frandsen hævder, at kirken udadtil giver “kejseren mere af Gud, end godt er”, og at den indadtil “bliver mere stiv og konservativ, end den ældste Kristus-bevægelse lagde op til at være”.

Tilpasning i ApG 17,14-34?
Frandsen henviser til Paulus’ tale på Areopagos som et eksempel på kristendommens “iboende evne til at tilpasse sig”, og hævder, at det udgør “noget af kristendommens gennemslagskraft”. “Paulus kerede (for ikke at bruge ordet bekymrede!) sig faktisk om, hvordan hans ord nåede frem. Og han tilpassede sig de forskellige situationer, han kom i. Hans tale på Areopagos er måske det tydeligste eksempel (Ap.G. 17). Måden, evangeliet forkyndes på, skal tage form efter den tid og den kultur, det møder, for at forstås. Indholdet må derimod ikke blive kulturkonformt. Der kan være former og sprog, som drukner evangeliet. Spørgsmålet er så hvilke.”

Frandsen rører her ved et yderst centralt – og omdebatteret emne. Men faktisk er der tale om endnu en fejllæsning. Paulus tager ganske rigtig udgangspunkt i den konkrete situation og taler om den ukendte gud, som athenerne tilbeder. Paulus forkynder imidlertid den kristne lære om Gud som skaber, som alle mennesker bør søge (v. 24-27), omvendelse (v. 30) og den endelige dom over hele verden ved en mand, som er opstået fra de døde (v. 31f). Athenerne reagerede med afvisning i form af spot eller en diplomatisk “udsættelse” (v. 32). Dog troede nogle på det, Paulus havde forkyndt (v. 34).

Paulus tilpassede sig, men han tilpassede sig ved at fremhæve det, som var mest forargeligt for dem. Paulus tilpassede sig også ifølge 1 Kor 9. Men heller ikke her er der tale om en tilpasning af forkyndelsens indhold eller form. Paulus tilpassede sin adfærd, konkret ved ikke at spise kød, hvis det kan føre nogen til fald.

Angreb på højmessen
Frandsen mener, at den klassiske højmesse må kritiseres. Den efterligner den katolske messe, mener han. Men han glemmer at fortælle, at den kun efterligner den katolske messe, når denne er katolsk i betydningen “almindelig”, dvs. kristelig eller fælleskirkelig i egentlig, reformatorisk forstand. Den efterligner “senrenæssancens universitetsforelæsninger fra en ophøjet prædikestol”, hævder Frandsen. Men han undlader at fortælle, at der er en teologisk begrundelse herfor, ligesom han glemmer at fortælle, at denne prædikenform hverken er opfundet i senrenæssancen eller for den sags skyld på nytestamentlig tid, men er næsten lige så gammel som verden. Frandsen angriber også orgelmusikken og de stive bænkerader. Han slutter med at spørge: “Er den form i øjenhøjde med folk og er det nødvendigvis den, evangeliet taler bedst igennem?” Se, det er et godt spørgsmål, et godt teologisk spørgsmål. Man må ønske, at Frandsen vil besvare den som et teologisk spørgsmål på basis af den lutherske teologi, som han må antages at skulle arbejde efter. At bygge på “lidt almindelig fornemmelse”, som Frandsen foreslår, er dybt uprofessionelt. At han også gør det med overfladiske henvisninger til Det ny Testamente er beskæmmende.

Tilbage til Den augsburgske Bekendelse
Hvis Frandsen og Folkekirkens Mission vil være i overensstemmelse med det, der egentlig er (eller var) folkekirkens teologiske grundlag, så skulle han begynde forfra med sine overvejelser. Forfra med de første artikler i Den augsburgske Bekendelse, forfra med såvel Det nye Testamente som liturgihistorien. Så kunne der være håb. Ellers vil det bare ende i fælleskirkelig aktivisme uden sakramenter, med et stærkt fortyndet evangelium og med tab af det, som i egentligste forstand gør kirken “almindelig” eller “katolsk”, dvs. uafhængig af tid og rum. Frandsens forståelse gør kirken afhængig af skiftende opfattelser til forskellige tider og steder. Men måske er sagen, at Frandsen ikke forstår den lutherske lære eller ikke er enig i den?

Se Kristen Skriver Frandsen, “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255943), Kristeligt Dagblad den 4. juli 2007.

Helligånden og præsterne I

Opgøret med kirkelig markedsføringskultur
Sognepræst, cand.theol. Merete Bøye har en meget sympatisk kronik i Kristeligt Dagblad 28. juli. “Hvis kirken vil konkurrere med showbiz-kulturen, er det en tabt kamp på forhånd. For det første har kirken slet ikke den økonomi og professionalisme, der skal til, og for det andet er kirken ikke sat på jorden for at lefle og underholde. Den er sat til at forkynde sandheden. Selvfølgelig er der ingen, der siger, at evangeliet kun kan forkyndes ved en højmesse med prædiken; men jeg vil vove at påstå, at sandheden har meget dårlige kår, når den tvinges ned i tidsåndens eller popkulturens prokrustesseng.”

Bøye har helt ret. Man kan føje til, at kirken heller ikke er sat til at forkynde en hvilken som helst sandhed. Kirken skal forkynde den sandhed, som Bibelen åbenbarer. Om hvem Gud er, om arvesynden og vores trælbundne vilje, om Kristi gerning til frelse, osv. Derfor skal kirken ikke kun lade være med at konkurrere med showbiz-kulturen, men også med filosofferne, de litterære eksperter osv.

Bøye revser en gadepræst, fordi hun ville have “unge københavnere til at indse, at kristendom er mere end kedelige søndagsgudstjenester.” Bøye tolker dette som “afsmag for den kristne menigheds forsamling om ordet og sakramenterne” og slutter med rette, at så skal man ikke forvente, at folk kommer.

Ansvarsforflygtigelse
Bøye nævner en lang række kirkelige tiltag og slutter: “For om folk vil tage kristendommen til sig, det afhænger nu engang ikke af præsterne, men af Helligånden.” Men netop her bliver Bøye upræcis. Det er ganske vist sandt, at ingen kan komme til tro ved egen evne eller fornuft, men det sker ved Helligånden, som Gud skænker (jf. Luthers lille Katekismus). Det helt afgørende er imidlertid, hvordan Gud skænker Helligånden. Det går Bøye ikke ind i, og det er ærgerligt, for det er nemlig klargørende. Helligånden virker nemlig ikke gennem hvad som helst, men gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 5)

Præsternes ansvar
Bøye har ret i, at det ikke hjælper at indføre showbiz-kulturen i kirken. Måske trækker den tankegang nogle mennesker ind i kirken, som man ellers ikke ville have set. Men det er der vist ikke empiriske beviser for. Det er to andre faktorer, der er mere og mindre afgørende.

Forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne
Den første og mest afgørende faktor er noget, som præsterne faktisk har eller burde have kontrol over. Det drejer sig nemlig om bruge de redskaber, som Helligånden bruger. Evangeliet skal forkyndes, og sakramenterne skal forvaltes. Det skal ske, så Helligånden kan og vil virke derigennem. Det stiller naturligvis et vigtigt krav til præsterne. De skal vide, hvad evangeliet er, og hvad evangeliet ikke er. De skal vide, hvordan man forkynder evangeliet uden at blande menneskers egen vilje, evne og fornuft ind i det. De skal kunne skelne mellem, hvad Gud kræver af mennesker (loven) og hvad Gud har gjort og gør for menneskene (evangeliet). Alt dette og meget mere handler om, at præsterne skal være “gode lærere”, som Paulus siger i 1 Tim 3,2. Det er et håndværk eller en profession. Præsterne skal altså være professionelle på dette. Bøye synes at afvise showbiz-professionalismen, men får desværre ikke sagt noget om denne vigtige, ja afgørende præsteprofessionalisme. Præsten skal professionelt forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det betyder ikke, at alle kommer til tro og bliver frelst. På den anden side har Gud selv sagt, at han virker gennem sit ord: “… sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Es 55,11).

Den fælles indsats
Præstens professionelle indsats er afgørende, fordi Helligånden virker gennem præstens tjeneste, for så vidt han forkynder evangeliet rent og forvalter sakramenterne ret. Præstens virke i det daglige hører med i denne tjeneste. Når præsten taler formelt eller uformelt, offentligt eller privat, med menighedens medlemmer (“sognebørn”) eller med ikke-medlemmer, er det også hans professionelle og officielle tjeneste. Husbesøg i forbindelse med begravelser eller fødselsdage kan faktisk godt få mennesker til at gå til gudstjeneste – i det mindste én gang. Men som i enhver anden virksomhed skader det ikke, hvis man har fælles mål og koordinerer indsatsen. Menigheden bør være oplært eller oplæres, så de også kan forklare sig og virke som dagligdagens ambassadører for deres kirke. Nogle skal måske tage kontakt til fremmede, andre skal varetage den helt grundlæggende oplæring i familien. Den grundlæggende oplæring – inkl. udenadslære – i Luthers lille Katekismus, i trosbekendelserne, i centrale skriftsteder fra Bibelen og i gode lutherske salmer er uvurderlige redskaber for alle. Mange vil også have gavn at få lidt oplæring og erfaring i at tale med andre om deres tro. Som med præsten selv er det indlysende, at der bør være overensstemmelse mellem ord og handling. Det betyder naturligvis ikke, at man skal være syndfri. Det betyder tværtimod, at man vedgår sine fejl og synder og får dem tilgivet. Det helt afgørende er evangeliet og sakramenterne. Men derefter skader noget organisation, ledelse og praktisk oplæring ikke.

Præsternes og menighedens ansvar
Præsterne har altså et stort ansvar både for egen virksomhed og for oplæring og vejledning af menigheden. Menigheden har tilsvarende ansvar. Men det er naturligvis lettere at give Helligånden skylden.

Se Merete Bøyes kronik “Den bekymrede kirke” i Kristeligt Dagblad den 28. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255515)
PS: Kristen Skriver Frandsen, leder af Folkekirkens Mission, kritiserer 4. juli 2007 Merete Bøye i debatindlægget “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255943). Det vender jeg tilbage til snarest.