Ironi – når man forvrider kendsgerninger

I strid med Guds kærlighed og Jesus som fortæller
Den 2. juni 2007 skriver biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad om den bibeltekst, der prædikes over dagen efter, på Trinitatis søndag. Det er Lukas 16,19-31.

Biskop Holm karakteriserer nogle af de prædikener, han har hørt over denne tekst, som religionshistoriske foredrag. Man hævder, at lignelsen om den rige mand og Lazarus ikke hører hjemme hos Jesus, men er overtaget andetsteds fra. Den passer ifølge biskop Holm “så afgjort heller ikke” “til en moderne virkelighed”. Han begrunder det, med “det er svært at få den rige mands pinsler til at passe med troen på Guds kærlighed, og at Jesus fortæller den”. Men hvad så?

En ironisk Jesus
Jo, biskop Holm skriver: “… Jesus havde givetvis sans for ironi, ligesom vi skal være forsigtige med at fraskrive ham humor. Så jeg påstår, at vi i fortællingen om den rige mand og Lazarus har at gøre med en ironisk Jesus. Han forvrider en kendsgerning med ironien, for at vi skal fatte Guds kærlighed og dens konsekvens, de gode gerninger. At uden for Guds kærlighed er vi intet, så er vi i virkeligheden i Helvede, hvor alt kan være det samme, og hvor alt hele tiden bliver for sent, fordi kærligheden er erstattet af anstrengelse, bekymring og skræk.” En ironisk Jesus, hævder biskop Holm. Tolkningen passer ifølge Holm med troen på Guds kærlighed eller med, at det er Jesus selv, der fortæller lignelsen. Det gør den ligefremme ikke.

Ironi eller dårlig fortolkning
Men hvorfor kan lignelsen ikke illustrere Guds kærlighed og Jesus som fortæller? Er Guds kærlighed og Jesu person uforenelig med et Helvede, der begynder umiddelbart efter døden? For det er jo den ligefremme mening med teksten. Det er derfor, biskop Holm taler om en “ironisk Jesus.” Denne lignelse harfaktisk to pointer, som man ikke umiddelbart forbinder med Jesus og Guds kærlighed. Den ene er jo, at der er et Helvede. I Helvede er der ingen ende på pinslerne for dem, der har levet det søde liv i dette liv uden at tænke på andre. Den anden pointe er, at Helvede er en realitet, der med det samme overgår den, der dør på samme måde som den rige mand. Det forbinder man ganske rigtigt ikke med Guds kærlighed og Jesus som frelser. Det er nemlig udtryk for Guds hellighed og for, at det er Jesus selv, der ifølge Det nye Testamente dømmer til evigt liv og til evig fortabelse (Matt 25,31-46).

‘Herren er hjælper’ bliver frelst
Men det er jo ikke det eneste, denne lignelse fortæller. Den fortæller også om Lazarus. Lazarus betyder ‘Herren er hjælper.’ Og Herren har hjulpet Lazarus, for nu er han “i Abrahams skød”, dvs. han har allerede del i den frelse og det liv, som Abraham har haft del i siden sin død. Opstandelsen vil ganske vist bringe en endnu større glæde, men det ændrer ikke på, at den, der dør i troen, allerede har del i den evige glæde hos Gud. Hvordan kan det så gå til, at Lazarus ender “i Abrahams skød”? Det skyldes ikke, at Lazarus gjorde en masse gode gerninger. Han var jo hjælpeløs i dette liv. Nej, det skyldes, at Herren har hjulpet ham. Det gjorde han ved at blive menneske, opfylde loven i stedet for enhver synder, bære alle menneskers synder og dø stedfortrædende for enhver synder. Da han således havde båret og sonet alle menneskers synd, blev han og med ham alle mennesker erklæret retfærdige. Derfor opstod han påskemorgen. Det er evangeliet, der – omend lidt skjult – findes i denne tekst.

Den rige mand uden undskyldning
Den rige mand levede selvisk, bundet af sin rigdom. Han kunne ikke sætte sig selv fri. Han ville heller ikke. Det kunne og ville Lazarus heller ikke. Men Herren gjorde det. Evangeliet er, at Jesus blev sendt for at lide døden for og i stedet for alle syndere: syndere som den rige mand og syndere som Lazarus. Så stor er Guds kærlighed nemlig, at Gud ikke nøjedes med at ville redde eller frelse dem, der ikke er syndere. Så var der nemlig ingen, der blev frelst. Gud ville derimod frelse syndere. Men den rige mand ville ikke erkende sin synd. Han ville ikke have (brug for) en frelser. Ikke engang selv om Gud forkyndte hans synd for ham gennem Lazarus foran hans død.

Den rige mand var uden undskyldning. For han havde ikke alene loven i hjertet, men også i loven og profeterne, dvs. Det gamle Testamente. Dér havde han også løftet om den kommende frelser. Men han ville hverken høre på loven eller på løfterne. Han ville pukke på sin rigdom og have sin rigdom som sin gud. Derfor gik det, som det gjorde. Han stolede på sig selv i stedet for at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.

Ironi uden evangelium
Biskop Holm vil tolke Jesus ironisk. Men den Jesus er ikke blot en Jesus, som ikke frelser og ikke kan frelse. Han er måske nok en stor moralist, men ikke en frelser. Og det evangelium, han forkynder, er slet ikke noget evangelium, men en løgn om selvfrelse. Guds kærlighed er ikke forstået på baggrund af Guds hellighed, sådan som den er i såvel Det gamle som Det nye Testamente. Guds kærlighed er her omtolket efter biskop Holms pauvre forståelse, som destruerer det evangelium, som biskoppen ellers skulle forkynde og værne om. Det kan man da kalde at forvride kendsgerninger. Det er en tolkning, der virkelig er i strid med Guds kærlighed og Jesus som fortæller.

Se “Skræk og ironi” i Kristeligt Dagblad 2. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/253308).

Håndslaget ved ordination af præster

Ordinationsritualet
I årtier har det været sådan, at ordinanderne ved ordinationsgudstjenesterne giver biskoppen hånd på, at de lover at efterleve følgende:

“I har nu hørt [fra en række Skriftlæsninger om præsteembedet], hvorledes Herren har indstiftet ordets tjeneste og ved sine apostle vidnet om dens nødvendighed for hans kirke på jorden. Derfor lægger jeg jer nu på sinde: at I forkynder Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger [dvs. folkekirkens bekendelsesskrifter], så I prædiker sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at I forvalter de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse, underviser, vejleder de rådvilde, trøster de bange og irettesætter med mildhed, at I med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse, flittigt gransker den hellige skrift og troens lærdomme, altid beder om Guds bistand i jeres kald, og at I således på enhver måde stræber efter at leve Gud til ære og jeres tjeneste til gavn.”

Biskoppen nævner herefter ordinandernes navne og siger: “På mit embedes vegne spørger jeg: Lover I at I redeligt vil gøre alt dette, efter den nåde, som Gud vil give jer?”

Folkekirkens Ritualbog foreskriver nu, at ordinanderne ikke kun giver biskoppen (eller dennes stedfortræder) hånden, men også de assisterende præster (og evt. også de andre præster og menighedsrepræsentanter, som måtte deltage i processionen).

Selv om Ritualbogen ikke foreskriver, hvilken betydning håndtrykket har, er det formentlig en korrekt tolkning, at det er udtryk for kirkefællesskab, dvs. en anerkendelse af hinandens kirkelige og præstelige status.

Et forslag om en ny tolkning
Sognepræst Flemming Baatz Kristensen kalder i Kristeligt Dagblad den 11. juni 2007 denne forståelse for “den klassiske forståelse af håndslaget”. Men han foreslår, at man skal tolke håndslaget på en ny måde, og derfor skal ritualet også ændres en smule. Baatz Kristensen opfordrer biskopperne til at bruge menighedsrådsmedlemmer ved ordinationen. Så kan håndslaget naturligvis ikke signalere “præstefællesskab”. Det skal i stedet bekræfte ordinationsløftet, siger Baatz Kristensen.

Baatz Kristensens egentlige ærinde er at løse det problem, som for nylig er kommet frem i medierne: at nogle (få) folkekirkepræster ikke vil give hånd til kvindelige kolleger ved ordinationen – i al fald ikke, hvis dette skal tolkes som udtryk for “præstefællesskab”. Men hjælper det virkelig at tolke det som en bekræftelse på ordinationsløftet?

Der er tale om et lærespørgsmål
Baatz Kristensen forklarer selv, at modstanden mod at give håndslag på præstefællesskab til kvindelige præster er begrundet i Bibelen og den kristne tradition, ikke i “hysterisk sarthed, uvenlighed eller uhøflighed. De samme ordinander omgås på anden og glimrende vis kvindelige præster.” Det, han hermed egentlig siger, er, at der er tale om et lærespørgsmål. Et lærespørgsmål, som egentlig burde betyde, at de ikke skulle kunne være præster i samme kirke. I al fald er det luthersk lære, at det er tilstrækkeligt, at man i enighed forkynder evangeliet i overensstemmelse med den rene lære og forvalter sakramenterne efter deres indstiftelse.

Derfor er spørgsmålet om håndslag til kvindelige præster faktisk væsentlig. Det er det, fordi det drejer sig om, hvad Bibelen siger. Her er der ikke kun tale om at tolke Bibelen forskelligt, men ordningen med kvindelige præster er i realiteten en afvisning af, hvad Bibelen lærer. Det fremgår klart af Bibelen, at præster skal være mænd, og at kvinder ikke skal være præster. Dét drejer sig om, hvem der kan være præster, men det drejer sig også om noget mere. Det handler også om, hvordan forholdet mellem mand og kvinde er og skal være. Mænd og kvinder har forskellige kald i samfund og kirke ifølge Bibelen.

Forslagene løser ikke problemet
Derfor er sagen i virkeligheden, at selv om Baatz Kristensen skulle få held med sit forslag, ville problemet i virkeligheden ikke være løst. Det er heller ikke en løsning at gøre, som rektor, pastor Børge Haahr Andersen gjorde det. “Ved min egen ordination valgte jeg at fokusere på selve præsteløftet som det bærende i ordinationsgudstjenesten. Kvindelige præster er kun en detalje i den læremæssige pluralisme, der aldrig har været større i folkekirken. Ved at understrege, at jeg valgte kirkens bekendelsesgrundlag som det væsentligste, blev håndslaget en tydeliggørelse af mit forpligtende ja til præsteløftet og kirkens bekendelse over for de tilstedeværende. Derfor kunne jeg give hånd til alle, både mænd og kvinder”, siger Haahr Andersen. Ingen af løsningerne løser nemlig det problem, at der ikke er enighed om teologien, dvs. læren.

Hvad håndslaget egentlig drejer sig om
Det forholder sig nemlig sådan, at håndslaget under alle omstændigheder også bekræfter biskoppens spørgsmål. Ordinanderne skal svare “Ja!”, hvorefter biskoppen siger “Så giv mig hånd derpå.”

Enhver ordinand lover at forkynde Guds ord “rent og purt”, ikke efter en hvilken som helst tolkning, men således som Guds ord er “bevidnet” i bekendelsesskrifterne. Nu er det et underligt vagt udtryk – ikke mindst når man sammenligner med ældre ordinationsritualer. Men meningen må være, at ordinanderne skal love at holde sig til den lutherske tolkning. De skal også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse. Endvidere, at de “med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse”.

På den baggrund må man jo forvente, at alle ordinander er i overensstemmelse med de oldkirkelige bekendelser, Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus. Og heri bekendes troen på Gud som skaber. Ét centralt punkt heri er, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde – med forskellig natur og forskellige opgaver. Det gælder også i kirken, men det respekterer ingen længere. For biskoppen ordinerer dem, og alle ordinander accepterer jo i realiteten, at de er der. På trods af, at alle siger, at de “tror på Gud Fader, himmelens og jordens skaber”.

Ordinanderne skal som præster også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse, siger biskoppen til dem. Hvordan det skal forstås, forklares også i de lutherske bekendelsesskrifter. Ligesom det forklares, hvordan man skal forstå sakramenterne selv. Sammen med evangeliet er det midler, “værktøjer”, som Gud har indstiftet embedet til at forvalte, for at mennesker kan nå frem til den retfærdiggørende tro (art. 4 og 5 i Den augsburgske Bekendelse). Artiklerne 9 og 10 forklarer, hvad dåben og nadveren er, og afviser al anden lære, fx reformert og romersk-katolsk lære. Artikel 13 slår fast, at sakramenterne skal bruges således, “at troen kommer til”.

Når ordinanden også lover, at han vil “modstå al vildfarelse”, så handler det altså om at modstå al falsk forkyndelse og enhver form for forkert forvaltning af dåb og nadver.

Selvmodsigelsen
Håndslaget foregiver, at man vil gøre det, men i og med, at man giver hånd på dette løfte, svigter man løftet. Det kan man ikke løse ved at ændre ritualet. Det kan heller ikke løses ved at lade være med at give hånd til biskoppen og de assisterende præster. I princippet kunne man dog det, hvis menigheden ville stå ved deres kald og sørge for en ordination i alle tilfælde.

Det er ikke nemt at pege på nogen egentlig løsning inden for den folkekirkelige ramme. Derfor ser man disse forskellige forsøg på at reservere sig mentalt. Men det er i virkeligheden en mental reservation over for bekendelsen og lydigheden mod Kristus og Hans Ord – aflagt på den dag, hvor man lover det modsatte. Det er mere end sørgeligt.

Se “Opgiv den klassiske forståelse af håndslaget” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/253939) og “Konservative præster trykker nu i hånd” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/252887)

Er folkekirkens største problem dens medlemmer?

Ifølge en overskrift i Kristeligt Dagblad (KD) den 4. april 2007 er kirkens største problem dens medlemmer. Mere nuanceret hedder det, at 62 % af de 310 adspurgte præster mener, at ”kirkemedlemmernes holdning til kirke og tro er den største udfordring for kirken”.

Biskop Niels Henrik Arendt
Medlemmerne har ifølge biskop Niels Henrik Arendt ”ingen fornemmelse for, hvad kristendommen går ud på”. Børn får ikke en faktuel indsigt i, hvad kristendom går ud på, og ingen giver en kristen praksis videre til børnene, siger han ifølge KD.

Lektor Peter Lodberg
Lektor Peter Lodberg, Det teologiske Fakultet i Århus, mener, at ”den kristne tradition i Danmark er slidt ned”; ”man er medlem af folkekirken for en sikkerheds skyld. Ikke fordi man tror. Kirken er truet på livsnerven,” siger han.

Professor Ole Fogh Kirkeby
Dr.phil. Ole Fogh Kirkeby, der er professor i ledelsesfilosofi ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School (Handelshøjskolen i København), mener, at forklaringen er, at ”vi har udviklet en historieløs kultur”. Præsternes holdning er et udtryk for, at ”folkekirken er ved at gå i opløsning indefra”.

Tal klarere med medlemmerne og i offentligheden
Mere præcist mener biskop Niels Henrik Arendt, at præsterne skal tale mere klart om kristendommen. ”De kan ikke længere gå ud fra, at medlemmerne er fortrolige med
grundprincipperne i den evangeliske, lutherske tro,” mener han.

Og i det offentlige rum skal der mere fokus på kirken, mener biskop Arendt. Professor Kirkeby er enig og citeres for at sige, at ”Folkekirken betaler prisen for, at den ikke i højere grad har blandet sig de gange, hvor kirken har haft mulighed for at reaktualisere kærlighedsbudskabet i kristendommen. Når det handler om brændpunkterne i menneskers liv, over en bred kam, har folkekirken været tavs, som var det en privat klub.”

Kommentar

Hvem har ansvaret?
Nu er folkekirken bestemt ikke en erhvervsvirksomhed, selv om mange synes at tænke på folkekirken som en servicevirksomhed, der skal servicere medlemmerne på linje med medlemskaber af f.eks. en fagforening. Men man kunne jo alligevel prøve at forestille sig, hvad en fagforening eller en erhvervsvirksomhed ville sige til en artikel som denne. Sådan noget i retning af: HK udtaler, at dets største problem er medlemmerne. De har ingen fornemmelse for, hvad HK står for. En del af forklaringen er, at vi har udviklet en historieløs kultur. Man husker ikke længere, hvordan Danmark og arbejdslivet så ud før fagforeningerne. – Normalt vil man sige, at det ikke er kunderne, det er galt med, men virksomheden, der ikke forstår at rette ind efter markedet. Men af og til er det jo modsat. En medicinalvirksomhed kunne jo eksempelvis have det produkt, som folk reelt har brug for uden at vide det. Det vil så være medicinalvirksomhedens mission at levere denne medicin, idet de både fortæller, at folk har brug for den og at de kan levere.

Kirkens mission
Nu er kirken altså ikke nogen erhvervsvirksomhed, undtagen hvis man måske kan sammenligne med f.eks. den førnævnte medicinalvirksomhed. Den er kirke, og den har fået en ganske bestemt mission givet. Den skal på samme tid fortælle folk, hvilket behov de egentlig har, uanset om de ved, at de ved det, eller forsøger at tale sig fra det. Men først og fremmest skal kirken forkynde det for folk, som kan hjælpe dem med deres egentlige behov.

Kirken må selv påtage sig ansvaret
Det forstår biskop Arendt – et stykke på vej, for han siger, at ”Præsterne skal tale mere klart om kristendommen”. Hvis medlemmerne ikke forstår, hvad kristendom er, eller blander kristendom sammen med andre religioner, er det først og fremmest kirkens egen skyld. Derfor må kirken påtage sig ansvaret for sin egen kernevirksomhed. Jeg gætter på, at professor Kirkeby også kan have peget på det, selv om han ikke er citeret for det.

Hvem definerer kirkens mission?
Man taler indimellem om, at kunden er konge. Det er jo rigtig i den forstand, at uden kunder overlever en virksomhed ikke. Heller ikke en offentlig virksomhed. Man må derfor udtænke, hvad der er ens mission, ens eksistensberettigelse. Så må man også overveje, hvilken vision man vil forfølge. Populært sagt, hvem man vil servicere. Og så må man vælge ledelsesstrategier, der passer hertil.

Der er åbenbart enighed hos biskop Arendt, lektor Lodberg og professor Kirkeby om, at der er et alvorligt problem i folkekirken. Men der er ikke enighed om, hvad problemet består i. Arendt mener, at medlemmerne mangler faktuel viden om, hvad kristendommen går ud på, og de mangler også en kristen praksis. Hvem har ansvaret for det? Arendt udtaler det forsigtigt, men han siger jo, at præsterne skal tale mere klart om kristendommen. Forsigtigt vurderet kan man tolke ham sådan, at det egentlig ikke er medlemmerne, der er problemet, men derimod præsterne. Arendt har også tidligere udtalt sig om dette. Han forsøger utvivlsomt at skabe en forståelse for det, han ser som problemet, så det også bliver muligt at gøre noget ved det. Det er i og for sig god forandringsledelse.

Lektor Lodberg mener også, at ”den kristne tradition … er slidt ned.” Man ser for sig en vej, der bliver tyndere og mere hullet, fordi den er blevet brugt gennem mange år. Men det er også et underligt, passivt billede. En tradition slides vel ikke ned? Mere grundlæggende føles kirken ifølge Lodberg ikke relevant. ”Generelt forbinder danskerne ikke noget livsnærende ved at knytte deres identitet til den kristne trosopfattelse,” siger Lodberg. Man må jo nærmest forstå dette som et psykologisk udsagn om dette liv. Kirken opfylder ikke noget psykologisk behov. Hvad kirken så skulle gøre ved det, får vi dog ikke at vide.

Professor Kirkeby giver kulturen skylden. Vi er blevet historieløse. Men mon dog det er så enkelt? Trods alt er det store flertal medlem af folkekirken. De fleste er vel også konfirmerede og har altså modtaget omkring en 50 timers undervisning samt gået nogle gange i kirke. Skolen har vel trods alt også undervist lidt i kristendommen de fleste steder og en hel del mere i det mindste nogle steder. Men hvordan skulle man kunne blive historieløs, hvis man tilslutter sig en kirke, som i bund og grund er bygget på historie. ”Vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatius osv.” Men måske er der en dybere pointe i det, professoren siger. Vi er jo blevet i al fald mere historieløse, end vi var før. Det passer ikke så godt til en kirke, som i bund og grund bygger på historie: Jesus Kristus og det budskab, han forkyndte; bekendelserne, som kirken formulerede gennem historien for at fortælle, hvad den tror og ikke tror; reformationen, som afviste de vildskud, som den historie udvikling indtil da havde bragt, og vendte tilbage til det budskab, som Jesus Kristus og apostlene havde givet kirken.

Vejen frem
Men hvad skal man da gøre? Biskop Arendt er inde på noget af det rigtige. Luther var mere direkte. Medlemmerne, de kristne, var skrækkelig uvidende. Derfor skrev han to katekismer. En lille til alle, og en stor til prædikanterne, dvs. til dem, vi kalder præster. Hvis medlemmerne ikke vil lære, endsige tro på, hvad katekismen indeholder, så må de gerne komme i kirken, men så skal de ikke gå til alters. Så er de slet ikke kristne, men vantro, mener Luther. Og de vantro skal man ikke tage til alters. Hvis præsterne ikke vil prædike ret kristendom både med ord fra prædikestolen og i handling fra alteret, så skal de slet ikke være præster. Radikalt, må man sige, og det faldt jo heller ikke i god jord hos mange. Paven f.eks. Men mange medlemmer og efterhånden også mange præster tog alligevel Luthers anliggende til sig. For de var lede og kede af kirken, som den var dengang. Der var på samme tid tunge regler, man skulle overholde, og en løssluppenhed, som man ikke bryder sig om at tænke på. Men et budskab, der fortæller, hvordan man bliver frelst, når man nu ikke er så god, som Gud vil, man skal være, dét havde kirken vanskelig ved at levere.

Hvor er den lutherske tale?
I dag kan man tale om behovet for klarere kommunikation og for noget mere livsnært og livsnærende. Eller måske indse, at kirken er ved at bryde sammen. Men hvor er den tale, som Luther på Skriftens grund kom med? Og det skønt, folkekirken vil være en luthersk kirke? Luther forlangte oplæring i katekismen. Den indeholder De ti bud, Trosbekendelsen, Fadervor og bl.a. det centrale i dåbs? og nadverritualerne, alt sammen forklaret kort og godt. De ti bud vil nok lære os noget om, hvordan vi skal leve som mennesker i familie og samfund, men de vil først og fremmest lære os noget om Gud og os selv. Gud er en hellig Gud, der forlanger noget bestemt af os: Tro og tillid og et helligt liv. Vi er syndere, der uden Guds hjælp egentlig ikke opfylder noget af det, selvom nogle mennesker kan leve, så de ser hellige ud. Men Gud er også en barmhjertig Gud, der lod sin egen Søn dø for synderes synd. Troen på det gør, at Gud alligevel anser os for retfærdige i hans øjne. Det er denne tro, der gør et menneske til en kristen. En sådan kristen har brug for en praksis, som biskop Arendt rigtig nok peger på. Denne praksis hjælper katekismen os også med. Vi skal nemlig bede Fadervor og bruge dåb og nadver. Vi skal også bruge præsten, når vi har dårlig samvittighed. Og vi skal tjene vores medmennesker i dagligdagen.

Folkekirken vil miste medlemmer – og præster
Hvis folkekirken tog dét alvorligt, så ville man ikke have så mange medlemmer. Og heller ikke en hel del af de præster, der i dag er ansat. Hvis man ikke tager det alvorligt, vil det alligevel ende med en kraftig nedgang. For hvorfor skulle man være medlem af en kirke eller en forening, som ikke tager sig selv og sin mission alvorlig? Hvis man vil være kirke på en historieløs kulturs præmisser, graver man sin egen grav. Nej, det er ikke medlemmerne, der er problemet.

Kirkens selvforståelse er problemet
Problemet er kirkens egen selvforståelse. Problemet er, hvad præsterne vil, kan og må gøre ved de symptomer, som biskop Arendt, lektor Lodberg og professor Kirkeby peger på. Det er uden tvivl et ledelsesproblem. Den kan biskopperne gøre sit til at rette op på, sådan som Arendt forsøger. Men man kan naturligvis ikke gøre det uden hjælp fra de højtuddannede specialister, man har ansat. Men hvis de ikke vil være med til at arbejde ud fra kirkens mission, burde man gøre noget ved det. Men vil man det?

Læs artiklen “Præsteflertal: Kirkens største problem er dens medlemmer”, Kristeligt Dagblad, 4. april 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/2087). Der kræves muligvis abonnement for at se hele artiklen.