bLogos

Læsningerne

Læsningerne til anden tekstrække har en række valgmuligheder, som afspejler, at det er svært at komme uden om Matt 2,1-12 på Helligtrekongers søndag. Men man kan altså vælge Joh 28,12-28 i stedet for Es 60,1-6, og Joh 8,12-20 i stedet for Matt 2,1-12. Derimod kan man ikke efter den folkekirkelige ordning vælge Tit 3,4-7 i stedet for 1 Joh 12,7-11.

I den liturgiske sammenhæng, som vi læser Es 60,1-6 i, er det nærliggende at tolke “for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig” (Es 60,1) og “over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig” (Es 60,2) om Kristi komme til jord.

“Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans” (Es 60,3) opfyldes af vismændene som førstegrøden af dem, der skal komme til tro og tilbede Jesus.

Det er en glædelig begivenhed og nok en festdag værd: “Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig” (Es 60,5). Jo, Jesus er ikke blot jødernes, men også folkeslagenes konge. Måske var der ikke så mange kameler, som Es 60,6 nævner, men vismændene og senere hyrderne “bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris” (Es 60,6). Som Jobs siger, “At frygte Herren, det er visdom” (Joh 12,28). Det ser vi hos vismændene.

Epistelteksten slår fast, at Jesus og evangeliet om ham er lyset, der allerede skinner: “mørket viger, og det sande lys skinner allerede” (1 Joh 2,8). Johannes forkynder lyset, både som lov og evangelium. For når han skriver, at “den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne,” så er det loven, der taler.

Tager man et ekstra vers med, får man evangeliet forkyndt klart og tydeligt: “Jeg skriver til jer, børn: Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld” (1 Joh 2,12). Forkyndes Jesus og hans gerninger som lyset, så er der lys, og det driver mørket på flugt. Derfor kom vismændene for at tilbede Jesus, og derfor kommer menigheden for at tilbede ham: Fordi Jesus alene er den, der med evangeliet lyser, tilgiver synd og skyld, og dermed driver mørket bort.

Prædiketeksten

Prædiketeksten følger umiddelbart efter Matthæus’ beretning om Jesu undfangelse og fødsel (se til Matt 1,18-25), og bagefter følger teksten, der er prædiketekst til Julesøndag (jf. til Matt 2,13-23).

De vise mænd (v. 1)

Matthæus slår fast, at vismændenes besøg finder sted, efter at Jesus er blevet født i Betlehem i Judæa. Alene af den grund er der grund til at afvise, at det skulle være Betlehem i Galilæa, som udgraveren af den landsby ellers hævder (se evt. her).

Som det også fremgår af det efterfølgende, blev Jesus født under kong Herodes (den Store).

Det største problem i v. 1 er betydningen af ordet magoi. Oprindelig var det navnet på en medisk stamme, men bruges så om persiske eller babyloniske “præster” eller “vismænd,” som var af denne stamme. Ordet bruges i den græske oversættelse af Dan 2,2.10, hvor det drejer sig om at tyde drømme. I andre sammenhænge drejer det sig om at stjernetydning. Vi har ordet “magisk” fra dette ord.

Vi ved imidlertid ikke noget konkret om, hvad de egentlig lavede. Men det er rimeligt med f.eks. Kretzmann at antage, at de svarede til de græske filosoffer og de egyptiske præster. De rådgav herskerne. Selv om vi måske ofte og med rette forbinder dem med overtro, er det ikke hele sandheden. Det er heller ikke alt, der foregår ved moderne universiteter, der er 100 % rationelt.

“Vismænd” er ikke nogen direkte gengivelse, men det har traditionen for sig, og sender i al fald ikke uønskede signaler.

Her er de fra Østerland eller Østen. Det kan meget vel være Babylon, som stort set ligger øst for Jerusalem. Før vi drøfter, hvilken betydning det kan have, så lad os tage næste vers med.

Jødernes nyfødte konge og hans stjerne (v. 2)

I Jerusalem spurgte vismændene, hvor jødernes nyfødte konge er. Det spørgsmål stillede de naturligvis: hos kong Herodes.

Grunden til, at de var rejst den lange vej for at spørge, var, at de havde set “hans stjerne gå op” (egt. ‘hans stjerne i opgang’). Mange har overvejet, hvilken stjerne eller hvilket himmelfænomen der kan være tale om. Nogle mener endog, at man kan datere Jesu fødsel ud fra astronomiske data. Hartvig Wagner, pastor emeritus og amatørastronom, har f.eks. argumenteret for, at det var Jupiter og Saturn, der mødtes (en såkaldt konjunktion), og at Jesus derfor blev født i år 7 f.Kr. (“Betlehemstjernen,” i: Origo 76 (2001): 3-7, som er et gengivelse af en artikel i TEL nr. 4 (1998); se også her og her; se også senest Wagners artikel “Solopgangen fra det høje,” TEL nr. 4 (2006): 3-5. Jeg citerer i det følgende fra Origo-udgaven.

“Jupiter blev regnet for verdensherskerens stjerne. I Rom anså man således kejser Augustus for at være Jupiter i menneskeskikkelse. Saturn gjaldt i Østen for at være jødefolkets stjerne og var endvidere symbolet på retfærdighed og på den kommende Messias. Fiskenes stjernebillede var som det sidste i dyrekredsen tegnet på de sidste tider” (Wagner, p. 4).

Det vigtigste var imidlertid, mener Wagner, Saturn, der gav konjunktionen mening. Derfor skriver Matthæus kun om “stjernen,” ikke om stjerneparret (p. 5). Wagner mener, at det var stjernen, der ledte dem til Betlehem, men Guds ord (p. 5; jf. nedenfor). Det sidste er rigtig nok, men det første svarer ikke til Matt 2,9. Det var stjernen, der ledte dem. Det fremgår meget klart. Hvis det virkelig havde været Jupiter og Saturn, ville det have været helt umuligt at se, præcist hvilket hus det stod over.

Vi tror på Gud Fader, himmelens og jordens skaber, og på Kristus, der bærer alt med sit mægtige ord. Det er ikke noget problem at tro, at Gud lod tidspunktet for tidens fylde (Gal 4,4) angive af en konjunktion som den omtalte. Skaberværket forkynder Guds ære.

Men derfor er det også fuldt muligt, at Gud har skabt en særlig stjerne for at lede vismændene. Jeg kan ikke komme bort fra, at teksten mest naturligt forstås om en særlig, ekstraordinær stjerne, som Gud har sat for at forkynde Jesu fødsel. Ikke mindst vers 9 passer bedst med en sådan tolkning. Vores tro står og falder bestemt heller ikke med, om Wagners teori holder stik.

Derfor var de kommet: proskunêsai autô. Dette udtryk kan både betyde ‘for at falde på sit ansigt og således hylde ham’ og ’tilbede.’ Det kommer an på sammenhængen.

Hvilken sammenhæng skal vi så tolke vismændene og deres besøg i? Mange anlægger den synsvinkel, at det er hedninger, ikke jøder, som er blandt de første, der lovpriser Gud. Hyrderne, der kom julenat, var dog efter alt at dømme jøder (jf. 2,10).

Jesus understregede engang, at han kun var kommet til de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24), og apostlene skulle også kun gå til disse (Matt 10,5f). Efter Jesu lidelse, død og opstandelse er et nyt testamente oprettet. Ifølge det nye testamente er alle indsat som arvinger, eftersom Jesus bar al verdens synd og således død og opstod i stedet for alle. En del gange foregribes dette. Første gang er vismændenes hyldest og tilbedelse af Jesus.

Men var vismændene selv klar over, at Jesus var langt mere end en jordisk konge? At han var født for at frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21)?

For at få svar på det må vi spørge, hvor de overhovedet kendte tanken om en kongesøns stjerne fra. Man kunne tænke sig, at Matthæus ville pege på disse vismænds “faglige” viden. Mange har forsøgt sig i den retning. Men denne verdens visdom kan ikke tænke sig frem til det, der har med frelsen at gøre (1 Kor 1,19ff og ikke mindst Daniel 2).

Men kunne vismændene have kendskab til Jesu stjerne fra en åbenbaring? Ja, det er fuldt muligt. De var vismænd, som (formentlig) kom fra Babylon. Her havde jøderne og i sin tid Daniel og hans venner levet. Som Daniel 2 netop beskriver, fik de babyloniske vismænd dengang en forskrækkelse.

Århundreder før Daniels tid havde “spåmanden” Bileam profeteret. “Bileam fremsagde sit spådomsord: ‘Således siger Bileam, Beors søn, således siger den mand, hvis øje ser klart; således siger han, der hører Guds tale, som kender den Højestes viden og skuer den Almægtiges syner, hensunken, men med øjnene åbne: Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, den skal knuse Moabs tindinger og issen på alle Set-sønnerne.’ ” (4 Mos 24,15-17).

Detaljerne kender vi ikke, men Guds ord var blevet bragt til Babylon, og på Jesu tid boede der stadig jøder, som læste Guds ord. Wagner mener også, at det kan være relevant, at “Bileam
var fra byen Petor ved Eufratfloden, hvor der lige siden jødernes eksil i Babylon levede mange indflydelsesrige jøder, som flittigt granskede de hellige skrifter” (p. 6).

Men en profeti som 4 Mos 24,15-17 skal naturligvis ikke forstås løsrevet fra de åbenbaringer, som Gud havde givet om den samme hersker både før og efter Bileams tid. Profetien om Jakob-stjernen er blot én af mange Kristus-profetier. Disse profetier om Messias var bestemt ikke om- og/eller borttolket blandt jøderne dengang (se John Joseph Collins. The Scepter and the Star: The Messiahs of the Dead Sea Scrolls and Other Ancient Literature. The Anchor Bible Reference Literature. New York: Doubleday, 1995).

Med mindre man vil tolke vismændene og deres hyldest og tilbedelse uden at inddrage Skriften, så er der ingen grund til ikke at inddrage profetierne. En anden indlysende grund til, at de selv vidste, at der var tale om en helt særlig og speciel kongesøn, er det faktum, at de faktisk kom! En “almindelig” kongesøns fødsel ville ikke få nogen til at rejse så langt med dyre gaver. Slet ikke, hvis denne kongesøn ingen betydning havde for dem.

På den baggrund finder jeg, at det er begrundet at oversætte med “for at tilbede ham.” De vidste, at Jesus var langt mere end en almindelig kongesøn. De vidste, at det var ham, som jødernes Skrifter handlede om.

I det lys er Helligtrekongers søndag en søndag, som handler om evangeliet til alle folkeslag!

Herodes’ forfærdelse (v. 3)

Herodes hørte det imidlertid ikke som noget evangelium. Han blevet chokeret, drevet af sin egen ondskab, sin magtsyge og sin dårlige samvittighed (se mere til Matt 2,13-23). Det var Herodes ikke ene om. “Hele Jerusalem” blev bragt i oprør. I denne sammenhæng betyder det: alle dem, der er ved hoffet og lever af hoffet(s velvilje). Herodes havde elimineret al modstand og gennem ca. 30 år befæstet sin illegitime magt.

Men “hele Jerusalem” kan også betyde alle Jerusalems indbyggere. De (fleste af dem) levede ikke i Abrahams tro og i det håb, Gud havde åbenbaret i Skriften. Abrahams tro var blevet forvandlet til jødernes religion, en religion, hvor Messias ikke skulle frelse dem fra deres synder, men frelse dem fra romerne. Hvad enten det nu var deres hykleri i forhold til Skriften eller deres håb om en verdslig frelse, så kunne det sagtens have sat Jerusalem på den anden ende.

Som Kretzmann skriver, så var det nu vældig tydeligt, at scepteret var veget fra Juda. Dermed bliver 1 Mos 49,10 relevant: “Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.” Tidens fylde var også på den måde kommet. Men det skete ikke med Herodes’ gode vilje. Men Herodes’ onde vilje kunne heller ikke forhindre Gud i at føre sin frelsesplan ud i livet.

Profetien om Kristi fødsel (v. 4f)

Herodes vil derfor have at vide, hvor denne nyfødte kongesøn er. Han tvivler slet ikke på, at vismændene har ret i, hvad de har set. Wagner giver i ovennævnte artikel en mulig forklaring på, hvorfor Herodes kan have troet på det.

Herodes spørger de religiøse ledere og sagkyndige: ypperstepræsterne var øverste chefer for hele tempeltjenesten, og de sad også i Sanhedrin, som var det øverste råd. De burde naturligvis kunne svare Herodes.

Herodes tilkaldte også “de skriftkloge,” som var eksperter i Skriften og traditionen, som man angiveligt byggede på Skriften (men se Matt 15,1-9).

Herodes’ spørgsmål er interessant. Han har fået at vide, at vismændene er kommet for at se jødernes nyfødte kongesøn, fordi de har set hans stjerne. Herodes slutter – korrekt – at det er Kristus (Messias, Den salvede), som det drejer sig om.

De sagkyndige svarer, at Kristus skal fødes i Betlehem i Judæa. Der er nemlig kun en enkelt profeti, der direkte svarer på det spørgsmål: Mika 5,2. “Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” De citerer det fra Mika 5,2, kombineret med 2 Sam 5,2. Betlehems storhed består i, at det er her, Kristus skal fødes.

At herske og at vogte (være hyrde) er begge udtryk for det, som en konge gør (se også f.eks. Ezekiel 34). Herodes og mange jøder på hans tid forstod disse løfter om en konge, der først og fremmest skulle drive romerne ud. Herodes var afhængig af romerne, og han kunne jo godt regne ud, at det ikke var i hans familie, at jødernes konge var blevet født. Han og hans dynasti ville altså miste tronen og magten.

Men det var ikke en sådan konge, som Mika og f.eks. Ezekiel og Esajas havde profeteret om. Først skulle denne konge opfylde Esajas 53. Han skulle også opfyldte Es 49,6: “derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.”

Jesu skulle vogte, være hyrde, på en ganske anden måde, end de jødiske magthavere “vogtede” folket på. Jesus skulle være den gode hyrde, som ville sætte sit liv til for folket, og som vil forkynde og lede sit folk ved sit ord indtil dommedag. Ja, egentlig i al evighed.

Men få forstod evangeliet. Få forstod, at dommen og straffen over Guds fjender var udsat på ubestemt tid, fordi evangeliet skal forkyndes for alle folk.

Herodes’ onde plan (v. 7f)

Herodes skaffede sig nøjagtige oplysninger om, hvornår stjernen var kommet til syne. Disse oplysninger misbrugte han senere (jf. til Matt 2,13-23).

Herodes foregiver, at han også selv vil hylde og tilbede barnet, når vismændene har fundet ud af, præcis hvor Jesus er.

Men som vi så til Matt 2,13-23, havde han en anden plan. Da den mislykkedes, og han ikke kunne drømme om at gå i sig selv og bede Gud om tilgivelse, lod han sin vrede gå ud over uskyldige børn. Det berettede historieskriverne ikke noget om, for det var ikke noget særligt i forhold til alle Herodes’ øvrige forbrydelser.

Vismændene og stjernen (v. 9f)

Stjernen fødte dem til det sted, hvor Jesus var. Det gjorde vismændene særdeles glade. Matthæus understreger det med både ‘stor glæde’ (gr. charan megalên) og ‘rigtig meget’ (gr. sphodra).

Hvorfor var deres glæde overordentlig stor? Fordi de nu skulle se ham, som hele frelseshistorien havde haft som mål!

Tilbedelse (v. 11)

Vismændene gik ind i huset, og her så de Jesus hos hans moder, Maria. De faldt på knæ og tilbad ham. Eller som Matthæus skriver: “De så barnet … faldt på knæ og tilbad det … og frembar gaver til det.” Dermed understreger Matthæus det unikke i situationen. Jesus er ikke særlig gammel, men han tilbedes som konge, ja, som Gud. Det giver kun mening, når man forstår deres tilbedelse i lyset af Skriften.

De bragte Jesus gaver: guld, røgelse og myrra. Dermed opfyldte de (i al fald delvist) Sl 72,10 og Es 60,5f. Der er ikke noget sagligt belæg for at tillægge guld, røgelse og myrra nogen bestemt mening. Det var nu engang de rigdomme, naturen producerede.

Denne rigdom var i stor kontrast til den fattighed, øjet så, men meget passende for, hvad det egentlig var, der skete (jf. Luther).

Gud sørger for Jesu sikkerhed (v. 12)

Vismændene fik – ligesom tidligere Josef (Matt 1,20; jf. til Matt 1,18-25) – en drøm, som sikrede, at Jesu frelsesværk kunne virkeliggøres. Herodes måtte derfor ikke få noget at vide, og kort efter måtte Josef flygte med Jesus og Maria (jf. til Matt 2,13-23).

Nytårsønske

Lad os ønske for hinanden, at vi må følge Skriften, som nu er vores ledestjerne, og tilbede Kristus som ham, der er opfyldelsen af Guds barmhjertige løfter. Så vil det blive et godt nyt år – uanset hvad der ellers sker.